I forsommeren 2021 har knoglefund i det centrale Næstved kastet nyt lys over en mytisk fæstning, som aldrig er blevet lokaliseret.
Det drejer sig om Husvolden – et fæstningsanlæg, som man af uvisse grunde kun har fundet sparsomme spor efter.
Husvolden er blevet sat i forbindelse med Slaget ved Næstved i 1259. En yderst blodig begivenhed, hvor der ifølge kilder blev dræbt mellem 1.800 og 10.000 danske soldater, primært bønder. I spidsen for det danske forsvar stod Margrete Sprænghest, kong Christoffer den 1.’s dronning. Hun skulle forsvare Næstved mod fyrst Jarimar den 2. af Rügen. (Sidstnævntes hær omtales ofte som vendisk, så at man udslettede venderne ved Slaget ved Arkona 90 år tidligere, er altså en sandhed med modifikationer.)
Mystik om placering
Men hvor præcist bragede de to hære så sammen? Ja, hvis det vitterligt var ved lokaliteten Husvolden, det hele udspandt sig, og hvis Husvolden i 1259 er det samme sted, som kaldes Husvolden i den sene middelalder, så var det lidt syd for det daværende Næstved. Nogle fund har indikeret, at det senmiddelalderlige Husvolden lå her, ikke så langt fra den nuværende Dyrskueplads.
Imod dette taler dels, at der få hundrede meter derfra er stejle skråninger, nemlig Mogenstrup Ås, også kaldet Sandbjerget. Hvorfor skulle man placere en fæstning i lavlandet, når man kunne placere den oppe på en bakke?
En anden ting, der taler imod, at Slaget ved Næstved skulle have stået syd for byen, er, at den fjendtlige hær ifølge nogle kilder er gået i land ved Karrebæksminde. Karrebæksminde ligger ud til havet vest for Næstved, og hvis Jarimar og hans folk derfra er gået mod Næstved, virker det ikke oplagt (omend heller ikke helt usandsynligt), at han skulle være endt på sydsiden af byen.
Dronningens vold – en vigtig brik?
Det kan ikke udelukkes, at slaget har foregået umiddelbart vest for Næstved. I Borgnakke Skov, godt 3 km vest for den nuværende bygrænse, findes nemlig en lille, men markant banke. Den kaldes Margretevold eller Margretehøj. På den har der stået et tårn – formentlig til overvågning af især skibstrafikken ude i bugten. Dateringen og ikke mindst navnet passer godt med, at forsvarsværket er anlagt på Margrete Sprænghests tid, og formålet har helt sikkert være militært. Men resten er gisninger, og spor efter blodige kampe er ikke dukket op her.
At man så alligevel nu er kommet nærmere en lokalisering af det store slag i 1259, hænger sammen med, at der for nylig blev fundet en gevaldig bunke knogler under et gulv i Næstved. Det er sket i forbindelse med renoveringen af en bygning på Grønnegades Kaserne, der ligger nær byens centrum.
Rester fra massegrav
Der er ikke tale om hele skeletter, men om løse knogler, tilsyneladende mest fra unge, “raske” mænd. Teorien er nu, at det er knogler, som engang er flyttet dertil fra en massegrav, som har befundet sig lige i nærheden. Det kunne eksempelvis være på toppen af den bakke, som kasernen ligger ved. Bakken er i dag lidt underligt flad i det på toppen – vel pga. forskellige byggeprojekter på kaserneområdet gennem tiden -, men engang har bakken have formentlig været højere, og det kan være, at det er øverst i bakken, at de mange mennesker oprindeligt er blevet begravet. Dermed også sagt, at Husvolden kan have befundet sig netop her!
Det giver jo også god mening, at der på det sted, hvor der har ligget et middelalderligt forsvarsanlæg, senere er kommet en kaserne til. De ældste nuværende bygninger i Grønnegades Kaserne er fra 1799.
Et yderligere indicie er, at der ifølge de foreløbige undersøgelser af det fundne knoglemateriale er påvist relativt mange hug i benknogler. Det er blevet nævnt som muligt tegn på, at forsvarerne har stået oppe på en skråning.
Åsen som forsvarsværk
Grønnegades Kaserne ligger på den nordvestligste ende af det åsstrøg, der strækker sig ind i Næstved fra sydøst. I dag opleves terrænet som en serie af små knolde, men det skyldes i vidt omfang, at der er blevet gravet i dem, primært for at anlægge veje. I middelalderen har hele åsbakken fra kasernen og hen til den gevaldige Vandtårnsbakke i højere grad end nu haft karakter af en sammenhængende vold.
Jeg har altid betragtet åsen som en gave til en middelalderby, der gerne vil forsvare sig. Tænk på, hvor skønt det må være at kunne placere sig 20-35 meter højere end angriberne – oven på skråninger, der er så stejle, at en ridder ikke vil kunne ride op ad den. Det har været til undren og skuffelse for mig, at der ikke har været nogen tegn på, at åsen har indgået i krigshandlinger, men nu kan det være, at min mavefornemmelse alligevel bliver bekræftet på en eller anden måde.
/Jacob
