Det er ikke kun klinter og forurenede jordbunker, der falder fra hinanden i disse uger. Også fortidsminderne slår revner, og det i en grad, der gør dem farlige at besøge.
Det ca. 900 år gamle Bastruptårn i Nordsjælland er i december blevet delvist lukket, efter at der er konstateret nedfaldende stenstykker fra ruinen. Det har i første omgang betydet, at man som besøgende ikke kan bevæge sig rundt om det middelalderlige tårn, der ligger på en 10 meter høj skråning ned mod Bastrup Sø. Den vestlige side af tårnet er dog tilgængelig, ligesom man stadig kan komme op på stålplatformen og studere murværkets indvendige side.
Bastruptårnet regnes for “det stærkest befæstede tårn, vi kender fra Danmarks middelalder”, som formuleringen lyder på stedets informationstavle.
Udsigt fra platformen med Bastrup Sø i baggrunden. Bemærk, hvordan murens overflade er dækket af smukt tilhuggede frådsten, mens der er brugt langt grovere sten inde i muren.Den udvendige vestlige side af tårnruinen, hvor den ene af barrierne blokerer for yderligere gang rundt om tårnet. Stenen i forgrunden synes at være rullet ned for ganske nylig.En frådsten er forsvundet fra sin plads. Det kan være sket for mange år siden. Men man er da bekymret for ruinen, når man tænker på den seneste tids kombination af store vandmængder og hård frost …Teksten, der er opsat på barrierne.
I disse uger er den mest omtalte danske miljøsag uden tvivl jordskreddet hos Nordic Waste ved Randers. På virksomhedens arealer ligger store “bjerge” med forurenet jord. De er ulykkeligvis sat i bevægelse og har allerede opslugt et stykke af en hovedvej. Landsbyen Ølst og Alling Å er også i farezonen.
En af hovedårsagerne til katastrofen er, at Nordic Waste er placeret oven på et lag af plastisk ler. Plastisk vil her sige, at der er tale om et blødt, fedtet materiale, der kan optage meget vand. Man kan sammenligne det lidt med modellervoks.
Og modellervoks er jo sjovt at arbejde med, når man vil forme en figur med hænderne – men ville man være tryg ved at placere tunge eller endda farlige ting oven på det? Nok ikke.
Satellitfoto, der viser Ølst Bakker. Der har været udvundet plastisk ler både vest og øst for områdets højeste punkt. De østlige graveområder er blevet overtaget af virksomheden Nordic Waste, som har placeret forurenet jord i dem.
Normalt når man taler om ler, så er det noget, der er kommet til Danmark under istiderne. Gletsjerne førte sediment med sig fra Norge og Sverige – dvs. sten, grus, sand og ler, hvor stenene er de største enheder, mens ler består af de mindste. Til forskel fra sten, grus og sand er ler ofte tætsluttende. Ler kan f.eks. bremse nedsivning, mens sandede jorde er dårlige til at holde på vand.
Det plastiske ler er meget ældre end istidens ler. Plastisk ler er fra den periode, der hedder Eocæn. Det er med andre ord mellem 35 og 55 millioner år gammelt. Selvom lagene af plastisk ler kan være op til 100 meter tykke, ligger de hovedsageligt gemt under morænejord fra istiden. Kun få steder, navnlig ved Juelsminde, kan det ses i den naturlige terrænoverflade. Ved Ølst udvindes det til industrielt brug, så dér er det også synligt.
Trods forskellene har plastisk ler mange af de samme egenskaber som andet ler. Bl.a. at det kan isolere. Dette er en fordel i forbindelse med forurenede arealer, hvor man gerne til undgå forurening af grundvand og nærliggende farvande, søer og åer.
Men plastisk ler har også en lumsk side. Da plastisk ler er blødt og kan optage vand, kan leret komme til at virke som våd sæbe. Dermed glider de overliggende jordlag af på leret, hvilket kan resultere i jordskred. Skred af denne type kendes fra især Mols Bjerge og Røsnæs.
Men der er også mange eksempler på, at bygninger bliver beskadiget, fordi de er placeret oven på plastisk ler. Typisk ved, at det vandholdige ler er tørret ud, eller ved, at bygningerne ikke har været funderet godt nok i det flygtige lerholdige underlag. I 2017 havde man på den baggrund registreret 713 revneskadede ejendomme i de forudgående 32 år. En af de mest kendte bygningsværker, der er påvirket af plastisk ler, er Lillebæltsbroen. Trods god fundering har man for nylig måttet bruge 100 millioner kroner på at rette op på forskydninger forårsaget af den bevægelige lertype.
Jordbunker som dem hos Nordic Waste er selvfølgelig slet ikke funderede. Så mens det plastiske ler har været en god beskyttelse mod nedsivning, har det rummet en risiko for, at terrænet kunne sætte sig i bevægelse. Især fordi landskabet er kuperet ved Ølst. Faktisk har området, som Nordic Waste ligger i, navnet Ølst Bakker. Det højeste naturlige punkt i Ølst Bakker er på 87 meter over havet. Det befinder sig blot 1200 meter fra indkørslen til Nordic Waste, som ligger hele 70 meter lavere i terrænet. Denne højdeforskel er farlig, når man kombinerer den med plastisk ler. Man kan sammenligne det med en rutsjebane.
Det er rigtigt, som det har været anført, at store nedbørsmængder har været med til at udløse katastrofen. Men det er altså ikke nedbøren, der er skyld i den. Som eksperter har påpeget, er katastrofen menneskeskabt. Jordbunker i den størrelsesorden skulle slet ikke have været placeret dér, hvor de er blevet placeret. Navnlig ikke, når jordbunkerne samtidig er giftige.
Alle har vidst, at der lå plastisk ler under Nordic Waste. Man har tilsyneladende blot undervurderet faren ved det. Både fra kommunens side og fra virksomhedens.
[Opdatering 7. marts 2024: Ifølge vidneudsagn har arbejdet på Nordic Waste været karakteriseret ved, at det vaskeanlæg, der var omdrejningspunktet for rensningen af det indleverede materiale, ofte var ude af drift. Det medførte bl.a., at jorden i stedet blev læsset af på det areal, hvor der i forvejen lå meget jord. I øvrigt siger eksperter, at vaskeanlæggets konstruktion forekommer for simpel i forhold til at håndtere jord, der kan indeholde mange forskellige kemiske stoffer.]
I nogle år kørte jeg næsten dagligt forbi Kastrup Fort uden at kende til dets eksistens. Det hang nok til dels sammen med, at området er temmelig bebygget og meget trafikeret, så man har øjnene rettet andre steder hen.
Men det er nogle gevaldige bakker, man finder på stedet. Toppene er hævet 16 meter over det omgivende terræn, og de græsklædte skråninger er voldsomt stejle. Jeg har beregnet skråningerne til at have en hældning på 42,9% i gennemsnit over en længde på 35 meter. De ville være umulige at cykle op ad, vil jeg påstå.
Foto fra Kb.dk
Fotoet herover er et luftfoto fra 1932. På dette tidspunkt havde fortet været ude af militær brug i godt et årti. I stedet blev der etableret en forlystelsespark. Man bemærker de dengang endnu ubebyggede marker omkring fortet.
Danskerne bor i et fladt land. De er glade for det flade, men nogle gange længes de efter noget højere, og så drager de til Norge som turister. Her nyder de den skønne natur, men bliver også udfordret af de krævende fjeldskråninger.
Det er sådan cirka budskabet i en lejlighedssang, som jeg har fundet i en norsk avis fra sommeren 1890. Sangen blev sunget “ved Festen for de danske Turister paa Tivoli”, som der står i indledningsteksten. Det drejer sig formentlig om det Tivoli, der var opført i Oslo med inspiration fra det københavnske ditto.
Melodien til sangen er “Dengang jeg drog afsted” – en meget dansk sang skrevet kort efter udbruddet af Treårskrigen i 1848. I sangen fra 1890 er der en del snedige referencer til den oprindelige tekst.
Her er de to første vers:
“Vi ved det alle her, De danske Sletter er Hver Dannemand saa kjær, Ja, hver Dannemand saa kjær Dog tidt han føler, at Han har det lidt for fladt, Han længes efter Fjeld og Fos Og kommer saa til os, – Velmødt fra «Vang og Vænge» Hurra, I «drog afsted», Velmødt I danske Drenge, Skjønt «Pigen ei er med», Velmødt og saa – ei Stop Før høit paa Klippens Top Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.
Paa Fjeldet er der Luft Og vilde Blomsters Duft, Men ingen Snusfornuft, Nei, nei, ingen Snusfornust, Det norske Fjeld er brat, Det gaar ei altid glat. Og «hvis Du falder», kjære Ven, Saa reis Dig op igjen, Thi der – høit over Vrimlen Der er saa lyst og frit, Og høit, – saa ind i Himlen Der er blot to-tre Skridt. Ja, var jeg Pessimist, Saa blev jeg strax Turist Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.“
Det fjerde og sidste vers omhandler Carl Hall. Han er en af de mest berømte bjergbestigere i Norge – selvom han var dansker. Læs mere om ham i et andet af Danskebjerge.dk’s blogindlæg.
Christiania Nyheds- og Avertissementsblad, tirsdag 29. juli 1890
Vejledalen i slutningen af november 2023. Screenshot: Video fra Vejle Kommune
Der skulle gå fem måneder mere end beregnet, før den nye forbindelsesvej vest for Vejle åbnede. Men nu er der altså fri bane: Danmarks femtehårdeste asfalterede stigning er klar til at tage imod motionscyklister og andre bakkeinteresserede.
Vejstrækningen blev indviet mandag den 28. november 2023. Det var Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen, der klippede den røde snor over, assisteret af seksårige Jasmina. Se kommunens Facebookvideo fra arrangementet her.
Som Vejle Amts Folkeblad anfører, var temperaturen ved indvielsen mere end 20 grader lavere, end den ville have været, hvis tidsplanen havde holdt. Men få dage før den 29. juni, som var den oprindelige indvielsesdato, forårsagede store regnmængder et massivt jordskred, der druknede vej og cykelsti i mudder. Siden har der været arbejdet på at sikre skråningerne bedre mod lignende fænomener. Et synligt bevis på dette er de halmballer og murbrokker, som ligger langs vejen.
Den slags “quickfixes” lå ikke i kortene oprindeligt. Den store skråning på vejens østside blev etableret med et sindrigt underjordisk drænsystem, således at skråningen kunne stå skarpt i terrænet næsten uden synlige afvandingsanlæg og andre udvendige faciliteter. Her var planlæggerne måske for hovmodige. I hvert fald kollapsede konstruktionen, og lige nu slås der om, hvem der skal dække projektets fordyrelse på 20 millioner kroner.
Men nu skal der også ses fremad. Og Danskebjerge.dk har længe opfordret til, at den nyindviede vej hurtigst muligt indgår i et stort cykelløb, f.eks. en PostNord Danmark Rundt-etape. Det vil skabe opmærksomhed, både for løbet og for Vejle.
Læs og se mere om Vejledalens imponerende egenskaber her:
Under Nationalmuseets beskrivelse af Hindsgavl Voldsted faldt jeg lige over denne bemærkning fra 1984: ”Skrænten her imod sydvest er delvis tilgroet med buskads, der er medvirkende til at holde på jorden, hvorfor dette ikke bør fjernes i forbindelse med en eventuel pleje af borgbanken.”
Se, det er jo en fin pointe, ikke mindst her næsten 40 år senere, hvor nedbørsmængderne er taget til. Bevoksning er et af de bedste værn mod jordskred, der findes. Det blev eksemplificeret i sommeren 2023, hvor manglende bevoksning var medvirkende til det ødelæggende skred ved den nybyggede vej Vejledalen ved Vejle.
I Fredericia ryddede man i 2020 en stor del af træerne på byens historiske forsvarsvolde. “Volden skal stå skarpt, så du ikke er i tvivl om, at der er tale om en fæstning,” lød argumentet blandt andet dengang.
Mindre end tre år senere skete et stort skred ved en af bastionerne. Årsagen var massiv nedbør. Om skreddet kunne være sket også uden rydningen, er måske svært at sige, men generelt er det nok noget, man er nødt til at være endnu mere bevidst om nu, altså at træer og buske er nødvendige for at holde på jorden. At det så kan gå ud over det visuelle, må man tage med.
Det er jo heller ikke alle steder, at det er vigtigt at sikre sig mod skred. På f.eks. naturligt skabte bakkeskråninger er det vel sjældent et problem, hvis noget jord skrider ned. Det må afhænge af konteksten.
Efter det store jordskred i sommer har det været udkæmpet hårde kampe ved Vejle-bydelen Uhre. Dels om, hvem der har ansvaret for, at den spritnye vej pludselig var ubrugelig. Og dels har man kæmpet for at genetablere skråningerne på en sådan måde, at man undgår nye ødelæggende skred.
Som det ser ud nu, er striden om ansvar og økonomi skudt til hjørne. Indsatsen fokuseres i stedet på at få gjort vejstrækningen klar til åbning allerede i indeværende år.
Arbejdet foregår med bl.a. halmballer og store sten. De skal midlertidigt forhindre gruset i at glide ned, mens forstærkningerne udføres. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er arbejdet skredet (ja, undskyldt udtrykket) planmæssigt frem her i efteråret, og meldingerne går på, at det fortsat godt kan lade sig gøre at åbne vejen ved juletid, sådan som den reviderede plan forudsagde.
Vejledalen bliver den femteskrappeste stigning i Danmark. Den er allerede med på Danskebjerge.dk’s liste.
På Vejle Amts Folkeblads website kan du læse mere om situationen, og desuden se de nyeste optagelser fra vejen. Klik her.
“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed.” Sådan lyder de første ord i Ida Jessens bog om en modig ekssoldat, der forsøger sig som hedeopdyrker i midten af 1700-tallet.
Romanen er blevet filmatiseret, filmen har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og den har indtil videre høstet stor ros. (Jeg har selv lige set den – og jeg skal nok lade være med at afsløre detaljer i handlingen.)
Hovedpersonen i “Bastarden” må kæmpe længe, før han får mandskab nok til at påbegyndte opdyrkningen.
Og så tilbage til de indledende ord, for ER heden virkelig flad? Ja, det er nok sådan, mange forestiller sig den – og i filmen virker landskabet heller ikke ret bakket -, men kigger man på kort over den jyske hedes samlede udstrækning, så er beskrivelsen en smule misvisende. (Se kort nederst på denne side.)
Den jyske hede er nemlig ikke så meget defineret af terrænet som af geografien. Heden strakte sig stort set hele vejen op gennem Jylland, og omkring år 1800 var kun området mellem Århus og Als næsten hedefrit. I eksempelvis Nordjylland, hvor der generelt er ret så kuperet, var der dengang masser af hede.
Fællesnævneren for hedeområderne var, at de var svære at opdyrke. Jorden var nemlig sandet og næringsfattig. Efter de store skovrydninger i middelalderen har der formentlig været en periode med gode muligheder for afgrøder, men så blev landsdelen ramt af epidemier og krige, og det skabte en ond cirkel, hvor det nedbarberede, uopdyrkede landskab var et nemt offer for sandflugt og udbredelse af lyng og revling.
Det gjaldt hovedparten af den jyske halvø, men det har trods alt nok været nemmere for heden at brede sig ud over de ensartede jævne midt- og vestjyske områder, end det har været i mere bakkede egne. Og dét er vel så også en del af forklaringen på, hvorfor heden lå tættere omkring Ringkøbing, end den gjorde omkring eksempelvis Aalborg.
Måske spiller det også ind, at jordoverfladen i Sydvestjylland er aflejringer fra afsmeltningen af den sidste store gletsjer i Jylland. Sand og grus fra isen lagde sig som et tæppe ud over landskabet helt ud til Vesterhavet, og det har redet agerbrugerne som en mare, lige siden de første frø blev sået. Det var umuligt at opstøve en grøn plet med ægte frugtbar jord.
Men altså – det er stadig ikke en del af definitionen på en hede, at den er flad. Og frem til i dag er der faktisk bevaret hedearealer, som ligger i nogle af Danmarks mest dramatiske bakkelandskaber. Det gælder f.eks. Rebild Bakker samt Sejs Hede nær Silkeborg. Et andet fint hedeområde hedder Vrads Sande. Her er bakketoppene knap så imposante, men der er samtidig heller ikke fladt, for indlandsklitter har skabt et flot puklet terræn.
For plove og såmaskiner er pukler og stejle bakketoppe noget ret så bøvlet noget, så det er nok en af grundene til, at man har bevaret heden netop disse steder: at jorden her alligevel ikke var meget bevendt som landbrugsjord.
Hedeområder vises med lyserødt på topografiske kort. På dette udsnit ses den lille Sejs Hede med Sindbjerg og Stoubjerg – to meget store bakkeknolde.
Vejen fra Menstrup by hen over toppen af Menstrup Bjerg bærer det skønne navn Bjergvej.
Nogle gange tænker jeg på, om Achton Friis mon havde godt gang i lommelærken, når han for et lille århundrede siden bevægede sig rundt i det danske landskab. Hans skildringer er i ny og næ en smule overgearede (for nu at bruge et moderne udtryk) – eksempelvis når han hylder området vest for Næstved for at have ”et mærkeligt bevægeligt og levende Landskab, stærkt bakket, med bugnende Agre og smukke Gaarde. (…). Landet stiger og bølger kraftigere, jo længere jeg kommer mod Vest, indtil jeg endelig naar det 43 Meter høje Menstrup Bjerg, hvor Udsigterne kulminerer og bliver aldeles pragtfulde.”
Nu har jeg selv bevæget mig rigtig meget rundt i netop det landskab (senest i denne uge, hvor jeg for en gangs skyld også havde kameraet med). Og jeg kan sige uden tøven, at det ikke er i vestlig retning, man skal gå fra Næstved, hvis man vil finde de største bakker på Sydsjælland. Af stejle bakker er der i miles omkreds faktisk kun det nævnte Menstrup Bjerg, og for at bestige det skal man maksimalt overvinde en højdeforskel på 28 meter. Relativt beskedent.
Udsigten fra toppen er fin, bestemt, men slet ikke så spektakulær, som den gode Achton Friis får det til at lyde. Er der kig til bølgen blå? En smule, men jeg kender mange bedre steder at stå, hvis man vil se farvandene omkring Sydsjælland. Og selv ikke Næstveds kirke- og vandtårne har jeg haft held til at observere fra Menstrup Bjerg.
Det, jeg i stedet bruger bjerget til, er at få pulsen op. Fra midten af Menstrup by går der en lille vej med det skønne navn Bjergvej, og idet man forlader bygrænsen, rejser en stigning sig meget markant foran én. Jeg kender mange danske stigninger, som er hårde, men som ikke syner af noget. Det gør Menstrup-bakken til gengæld, ja, jeg vil endda næsten sige, at den ser stejlere ud, end den er i virkeligheden. Det skyldes, at den ligger så afsondret dér ude på marken og stritter i vejret. Ganske charmerende, og sydsjællandske løbsarrangører er meget glade for at have Menstrup Bjerg med på deres ruter. De tekniske data for stigningen, når man kommer fra østsiden, er 530 meter og en gennemsnitlig hældning på 4,7%. Det er både lidt og meget, afhængig af hvad man sammenligner med, og hvordan ens fysiske form er.
På vej ned ad Menstrup Bjerg kan man så glæde sig over (eller begræde), at der ikke lurer nogen anden stigning i nærheden. Her er generelt kun let kuperet. At betegne landskabet mellem Næstved og Skælskør som ”stærkt bakket” – som Achton Friis gør -, er ret mærkeligt. Han plejer at have sammenligningsgrundlaget i orden, når han skildrer Danmark. Men som sagt kan han have været under en eller anden påvirkning, da han aflagde området besøg – eller måske har han simpelthen set forkert i sine noter, da han skulle skrive sine rejseskildringer rent? 😉
Den stejleste vej op ad Menstrup Bjerg. Da jeg engang ville imponere en ven med et billede af stigningen, lød det lakoniske svar: “Den ser ikke så lang ud.” Det blev jeg lidt skuffet over, men helt forkert var udsagnet ikke.På vej ned ad Menstrup Bjergs østside har man en fin, men ikke spektakulær udsigt.
På de midterste 100 meter stiger Østermarksvej på Omø med ca. 8%.
Det vrimler ikke ligefrem med stigninger på de danske småøer. Manglen skyldes ganske enkelt, at terrænet oftest ikke har en sådan højde, at der overhovedet kan være stigninger der.
Danskebjerge.dk’s mindstekrav til en bakke er, at terrænet stiger med mindst 20 højdemeter og med mindst 3% i snit. Og da det højeste punkt på mange danske øer er under 20 meter højt, kan disse nemt fjernes fra listen. De øer, der har terræn i over 20 meters højde over havet, kan tit heller ikke byde ind med bakker, da øernes veje simpelthen ikke går tilstrækkeligt direkte op mod toppene.
Men Omø trodser de svære odds.
Omø finder man i det sydlige Storebælt, og det højeste punkt, beliggende ved Ålhøjgård på øens nordøstlige del, når op i 24 meters højde. Vejen Østermarksvej forløber tæt forbi punktet. Den begynder 1,5 moh. og kulminerer 21,5 moh. – altså en højdeforskel på 20 meter. Strækningens længde er 425 meter, så den gennemsnitlige stigning er 4,7%. De midterste 100 meter (billedet) skråner med ca. 8% i snit.
Stigningen giver god motion – uanset om man er til fods eller på cykel -, og selv hvis man ikke nyder højdemeterne på turen op, kan man glæde sig over en fin udsigt, så snart toppen er nået. Høje punkter er jo altid nyttige, men måske især på en ø, hvor man gerne vil have et overblik over øen og dens udstrækning.
Landskabet, som Østermarksvej ligger i, kaldes Skovbanke. Skovbanke var oprindeligt en ø for sig selv, men borteroderet klintemateriale blev transporteret ned til det lille sund mellem de to øer, og dermed forenedes de – med Omø Sø som en tilbageværende rest af sundet.
En flot detalje ved Skovbanke er dens nordspids. Her støder Smålandsfarvandet i øst sammen med Storebælt i vest, og man kan tydeligt se bølgerne ramme ind i hinanden fra hvert deres farvand. Se billedserie herunder.
Færgeturen til Omø tager ca. 50 minutter. På hele overfarten er der udsigt til Storebæltsbroen.Et postament står på Omøs højeste punkt (24 moh.).Op til 19 meter høj er klinten på Omøs nordvestlige side.Omøs nordligste punkt hedder Revspids. Her mødes bølgerne fra to farvande. I horisonten til højre ses de høje skorstene på Stigsnæs.
