Blogsbjerg

Måske er det lidt kættersk at komme med brok på sådan en sankthansaften.

Men jeg ærgrer mig lidt over, at man ikke bruger traditionen til også at hylde et gammelt element i det danske kulturlandskab, nemlig bavnehøjene.

Et tjek på Google viser, at der kun et par steder i Danmark tændes sankthansbål på en bavnehøj.

Bavnehøjene har ellers fået deres navn, fordi det netop var her, man skulle tænde bål, hvis der f.eks. blev meldt om fjendtlige angreb. Så sent som i 1864 var bavne i brug, da Danmark lå i krig med tysken. Konceptet var – indlysende nok -, at et brændende bål er synligt videnom, i særdeleshed hvis det er placeret højt i terrænet.

I dag er kommunikation via bavnehøje for længst gået ud af brug. Og dog – for netop en aften som i aften kunne det være skønt at kunne bevæge sig rundt i landskabet og få øje på sankthansbål på lang afstand. Det ville i sig selv have en æstetisk værdi, samtidig med, at det var en hyldest til bavnehøjene som historisk fænomen.

I stedet er bålene placeret i parker og ved søer og i en del tilfælde også bare ude på en flad mark. Ikke at det behøver at ødelægge oplevelsen for dem, der er mødt frem for at synge fællessang og hygge sig i varmen fra flammerne. Men man forsømmer en lejlighed til at gøre begivenheden en tand mere spektakulær.

Jeg indrømmer, at der er argumenter for at droppe bavnehøjene. Ofte ligger de ret langt ude på landet, og så er de jo i sagens natur lidt anstrengende at bestige med trillebør.

Men min vurdering er, at når først flammerne rejser sig op mod himlen, og man får fornemmelsen af, at lyshavet kan ses i mange kilometers afstand, så vil det være besværet værd.

/Jacob

Overskriften på dette indlæg er den samme som på en artikel, som ligger på Ingeniørens site.

http://ing.dk/artikel/hvad-er-definitionen-pa-et-bjerg-104190

Den diskuterer, hvad man kan kalde de forskellige toppe i terrænet. Altså sådan rent begrebsligt.

Det er en lidt generaliserende beskrivelse, hvor spørgsmålet “Hvad er definitionen på et bjerg?” kun besvares i vage vendinger.

Men en interessant pointe bliver vendt:

“Der skal altså være noget at sammenligne med i nabolaget, og man kan
derfor ikke sætte tal på, hvor lille verdens mindste bjerg er.”

Med andre ord: Det hele er relativt. En bestemt top kan være et bjerg, hvis det omgivende terræn er fladt. Eller det kan omvendt være alt andet end et bjerg, hvis der rundt om toppen er terræn, der er meget højere.

Der er dog to yderligere muligheder for definitioner af begrebet bjerg:

1.) En minimumsangivelse af et terrænelements højde. Fx står der i Nudansk Ordbog, at et bjerg er “et landområde der hæver sig mindst 200 m op over det omkringliggende landskab”.

2.) Et toppunkt i landskabet er et bjerg, hvis det kaldes et bjerg.

Hvis man tager udgangspunkt i definition 1, så findes der ikke bjerge i Danmark. For der findes ikke et eneste lille stykke dansk jord, der ligger i en højde af mere end 200 meter højde over havet.

Hvis man derimod vælger definition 2, er der en hel del bjerge. Ifølge Danmarks Stednavnedatabase findes der 7.256 danske steder, der hedder noget med “bjerg”, og masser af små og store forhøjninger i det danske landskab har ordet bjerg som sidste stavelse. Måske har navngivningen haft et element af tilfældighed over sig, men alene det at toppunktet har fået et navn, indebærer vel, at stedet har betydet noget for det samfund, der omgav det.

I Danmark er det kombinationen af definition 2 og så den ovenfor beskrevne “relativitetsteori”, der gælder. På f.eks. Lolland er terrænet generelt fladt, så der skal ikke så meget til, før en svag forhøjning får navnet “bjerg”. Dette hænger igen sammen med, at ordet “bjerg” i århundreder er blevet brugt om forhøjninger i Danmark.

Og sådan bruges det faktisk stadig. Hvis sønnike har haft besøg af legekammerater, risikerer der at ligge et “bjerg” af legetøj tilbage inde på værelset. Bjerget er reelt ikke så mange centimeter højt, men det kan virke stort nok, når man har lyst til alt andet end at rydde op.

Denne type bjerg er anført som punkt 2 under definitionen i Nudansk Ordbog: “En stor bunke el. dynge af noget”.

Spørgsmålet er så, om Urnebjerg på Lolland, som Danskebjerge.dk har skrevet en artikel om, overhovedet lever op til denne sidstnævnte definition. Faktum er, at stedet hedder noget med “-bjerg”, og at terrænet faktisk stiger op mod toppen – omend kun svagt.

/Jacob

Cykling er det nye golf, siger man. Hvor firmaevents og uformel kundepleje før foregik på greens og fairways, så finder dette nu lige så ofte sted, mens der trædes i pedaler på en landevej eller grussti.

Men der er også et andet forhold, der forener de to aktivitetsformer.

Cykling og golf er nemlig en dyrkelse af landskabet. Man bevæger sig fra et sted i verden til et andet, og de variationer, man konfronteres med i den proces, er betinget af omgivelserne, ikke mindst terrænet. Fladt terræn er cykelrytterens og golfspillerens motorvej – det er her der skal hentes tid og point -, mens bakker og dale giver et mere varieret forløb, hvor højdeforskelle skal tages med i beregningen af fart, længde osv.

Stedet bestemmer sværhedsgraden
Og disse faktorer er forskellige fra sted til sted. Det er derfor, det giver mening at rejse rundt og dyrke golf eller cykling. En cykel- eller golfoplevelse på det flade Lolland er noget helt andet end i det kuperede sydfynske eller østjyske landskab. Det kan endda være, at man ved at komme rundt i geografiens kroge bliver klogere på, hvilken type spiller/rytter man er. Om man fx er god til at rykke på stigninger eller til at kompensere i opstillingen, når der skal slås golfslag fra skrånende lejer.

Store danske cykelbegivenheder som DM og Post Danmark Rundt er i særlig grad en fejring af Danmarks terrænformer. Her er den nøjagtige placering af de enkelte ruter i sig selv en del af begivenheden. Fra den flade enkeltstart i en større provinsbys hyggelige gader til en barsk “bjergetape” med himmelhøje stigningsprocenter. Arrangørerne kan skrue op og ned for sværhedsgraden ved at vælge og fravælge stigninger og nedkørsler, ja, faktisk kan de favorisere bestemte ryttertyper alene gennem valg af rute.

Golf og cykling mødes på toppen
Så tæt et forhold mellem det sportslige og det landskabelige er der næppe i nogen anden større konkurrencesport. Tværtimod er det netop kernen i alt fra skak og skydning til squash og svømning, at de ydre rammer – brættet, skiven, banen osv. – er klart definerede. I cykling er udøverne i en helt anden grad oppe mod naturens luner.

Hvilket også langt hen ad vejen gælder for golfsporten. Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet for ovennævnte tanker. De udspringer af, at DM i landevejscykling denne sommer kommer til det sydvestlige Fyn. Her venter en rute, hvis højdepunkt er den bakke, der kaldes Golfbakken. Det er vel nok den hårdeste asfalterede bakke på Fyn. Og hvorfor hedder den Golfbakken? Naturligvis fordi vejen ligger op til en golfbane. Ja, faktisk skærer vejen sig igennem banen, så man på et tidspunkt har den på begge sider af sig, når man kravler op ad stigningen (se billedet ovenfor).

Bakker kan man ikke diskutere med
Faaborg Golfklubs bane er en af de mest kuperede i Danmark. Nogle mener, den er for kuperet. Terrænforskellene går ud over overskueligheden på de enkelte huller og efterlader for meget til tilfældigheder, lyder nogle af klagepunkterne.

Men det er som om, at selv de største golfsportslige urimeligheder alligevel har en vis charme. For det er jo i sidste ende naturen, der har skabt det terræn, der spilles golf i. Og naturen er ikke rimelig. Den er der bare.

Det er også dét, der er charmen ved at møde stigninger, når man er ude på raceren. Stigninger er bare så forbandet svære at diskutere med. Jo vist er der engang en bonde eller vejchef, der har besluttet, at på netop dén strækning – hen over dén bakke – skal der være en vej. Men lige siden har den vej bare ligget der, og det bliver den ved med i al overskuelig fremtid.

Du kan prøve at køre i en stor bue uden om bakken. Eller forsøge at bestige den. Jeg vil anbefale det sidste.

/Jacob

Vidste du, at hvis havet steg med 7 meter i morgen…

– så ville man kunne sejle fra Randers til Viborg
– så ville Rømø og Amager forsvinde
– så ville Høje Møn – med Møns Klint – blive til en selvstændig ø
– så ville Lolland blive reduceret med ca. en tredjedel
– så ville hele det nordvestsjællandske område mellem Odden og Vejrhøj blive adskilt fra resten af Sjælland
– så ville Aalborg få en østvendt kystlinje ud mod Kattegat
– så ville man kunne sejle ind i Limfjorden fra Løkken
– så ville længden af den dansk-tyske landegrænse blive halveret.

Se kortet over eventuelle havstigningers konsekvenser her.

/Jacob

Jeg læste lige en beretning på Facebook om en tur til Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt (131 moh.). Kvinden morede sig lidt over, at punktet ligger lavere end hendes barndomsby i Midttyskland, selvom denne ligger nede i en dal.

Og ja, overfladisk betragtet er det forhold en bekræftelse af den gamle kliché om pandekageflade Danmark.

Men som Danskebjerge.dk flere gange har påpeget: Når man taler om landskaber, er højde over havet ikke noget specielt interessant parameter. Det interessante er højdeforskellen. Det er højdeforskellen, der giver udsigter. Det er højdeforskellen, der gør en bakke til en bakke. Og det er højdeforskellen, der giver udfordringer, når man skal bevæge sig rundt (billedet ovenfor er trappen op til Frøbjerg Bavnehøjs top).

Lad mig give en sammenligning: Kig på dit gulv og dit spisebord.

Hvilket er mest fladt? Er gulvet mere fladt end bordet, fordi gulvet ligger lavest? Nej, vel?

Det er en spøjs misforståelse, som sniger sig ind forskellige steder i snakken om terræn. Jeg tror, det hænger sammen med en fejlslutning: Vi ved, at dramatiske landskaber som Alperne rager nogle tusinde meter op i luften, og derfor sætter vi lighedstegn mellem dramatiske landskaber og høj beliggenhed. Men sagen er, at et landskab sagtens kan være dramatisk, selvom det ligger lavt. Ligesom et landskab kan være fladt og halvkedeligt, selvom det ligger relativt højt. Det afhænger blot af, om det står på nogle bordben, om jeg så må sige.

Dette fænomen kendes for eksempel fra Bornholm. Bornholms højeste punkt, Rytterknægten (162 moh.), ligger midt på øen i et moderat kuperet terræn. Men de store stigninger og fald skal man finde ude ved kysterne, hvor højdemeterne hurtigt tårner sig op. Så hvis man som turist på Bornholm kun gik frem efter matematikken og de højeste punkter, ville man gå glip af en masse spændende landskab andre steder på øen.

Læs mere om højdeforskelle under “Stejlest” på www.danskebjerge.dk:
http://www.danskebjerge.dk/stejlest.htm

Eller se et tidligere blogindlæg på Blogsbjerg, der er relateret til emnet:
http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=143

/Jacob

“Findes det, findes det her”,
lyder et klassisk reklamemotto for oplysningstjenesten De Gule Sider.

Men selvom der findes rigeligt med
bakker i Danmark, kan man ikke uden videre slå dem op.

Og hvad gør man så, hvis man vil
bakketræne – og måske er på ferie eller bare er et sted, hvor man
ikke kender det omgivende terræn?

Et landkort er godt til mange ting. Men
med mindre det er et topografisk kort, vises landskabet jo kun i to
dimensioner, altså som en fuldstændig jævn flade. Så –
ubrugeligt? Nej, ikke helt.

Et kort kan nemlig hjælpe dig med at
finde vand. Og vand er en god start.

I udlandet, hvor der er egentlige
bjergområder, kan du søge efter floder. Floder ligger i dale, så
enhver vej, der fører væk fra en flod, vil føre opad. Tjek dog først,
hvor vejen ender, for mange bjergveje ender blindt,
og personligt synes jeg, at det er småkedeligt at måtte løbe ned
ad den samme vej, man lige har besteget.

I lille Danmark skal man også følge med strømmen. Her er det blot vandløb, der
giver de gode bakkechancer. Eller søer.

Fænomenet er selvfølgelig mere
udpræget i det jyske Søhøjland end eksempelvis på
det lave Lolland-Falster. Ligeledes vil store åer, der er skabt som
tunneldale i istiden, alt andet lige have større skråninger omkring
sig, end mere beskedne bække eller grøfter. Men lur mig, om der
ikke i selv flade egne venter en lille stigning, når du krydser en
bro over et vandløb.

Hvis der hverken er søer eller vandløb
i sigte, kan en kyststrækning gøre det. Der er over 7.000
kilometer kyst i Danmark, så det skulle være til at finde.

Da terrænet ved havet i sagens natur
ligger i en højde af 0 moh., vil enhver bevægelse ind i landet
kaste højdemeter af sig. Et sted, hvor dette er særligt markant, er
på Bornholm. Ganske vist ligger øens højeste punkt Rytterknægten
inde midt på øen. Men det er ude ved kysterne – og primært dem i
den nordlige del af øen -, at terrænforskellene er størst, og hvor
der også er nogle meget udfordrende veje og stier.

Og så skal man i øvrigt som dansk
motionist glæde sig over, at vi bor i et land med et utal af veje og
stier på kryds og tværs. Det betyder, at der er mange måder at
variere sine træningsruter på. Og hvis man først har fundet et par
gode bakker, er det som regel nemt at komme tilbage ad alternative
veje og bestige bakkerne en gang mere.

/Jacob

Lokale- og Anlægsfonden har besluttet at give 2,8 mio. kroner til et projekt, der skal øge de rekreative muligheder på den kuperede halvø Røsnæs, beliggende i det nordvestligste Sjælland.

Med bevillingen har initiativtagerne nu samlet over halvdelen af de 14,8 millioner kroner, der skal til for at “Røsnæs Rundt”, som projektet kaldes, kan realiseres. Tilsagnet kan netop være det lokomotiv, som får de resterende cirka fem millioner i kassen, skriver Sn.dk.

Kernen i “Røsnæs Rundt”-projektet vil være 25 kilometer vandrerute og 13 såkaldte landmarks. Planerne har været undervejs i snart tre år, og det er i høj grad de lokale beboere, der har stået i spidsen for initiativet.

Læs mere om, hvad det er man kan opleve på Røsnæs, her:
http://www.danskebjerge.dk/roesnaes.htm

/Jacob

I skrivende stund er der udsigt til en længere periode med “nulgradersvejr”. Altså vejr, hvor temperaturen ligger og svinger omkring frysepunktet. Det kan bl.a. betyde glat føre, hvilket da også er det, der fokuseres på i DMI’s artikel om fænomenet:

http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2014/01/nulgradersvejr-og-sort-is-nu-kommer-danmarks-farligste-foere/

Men nulgradersvejret har også en anden typisk konsekvens: at sne bliver liggende i de højt beliggende områder, mens den smelter i de lavere.

Det skyldes, at temperaturen falder, jo højere vi kommer op. For hver 100 lodrette meter falder temperaturen med 0,5 til 1 grad.

Det vil eksempelvis sige, at hvis man står for foden af Vejrhøj, og termometeret siger plus 0,5 grader, så vil sneen stille og roligt smelte omkring dig. Anderledes på toppen af Vejrhøj. Her vil temperaturen være i minus, og sneen bliver liggende. Fra Vejrhøjs absolutte top er der nemlig 121 lodrette meter ned til kysten, og det giver en temperaturforskel på 0,6-1,2 grader. Nok til at fænomenet kan ses fra vid afstand, hvilket ovenstående billede fra netop Vejrhøj demonstrerer.

Læs også Danskebjerge.dk’s artikel om terrænbetingede temperaturforskelle her.

Det siger sig selv, at hvis temperaturen er højere eller lavere – eksempelvis plus 3 eller minus 3 -, så vil terrænhøjden ikke have nogen betydning for sneen, for så vil den jo enten forsvinde eller blive liggende, uanset hvor man befinder sig.

/Jacob

Jeg for vild i dag. Eller farede vild. Man kan sige begge dele.

Ikke at jeg siger det så ofte. For hvor ofte sker det lige, at man farer vild?

Anyway – i dag skete det. Det var på en løbetur. Endda i nogenlunde velkendt terræn. Men jeg skulle lige gennem et stykke skov ad en grusvej, jeg ikke har været på før, og da jeg efter et par kilometer kom ud på asfalten igen, kunne jeg ikke regne ud, hvilken retning jeg skulle vælge. Jeg valgte den forkerte.

Eller måske snarere: den rigtige. For den usikkerhed, der ramte mig i situationen, er måske i virkeligheden en sund oplevelse.

Vi lever i en moderne verden, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor hvert eneste skridt, vi tager, har et bestemt formål. Vi må endelig ikke gå galt i byen, og vi skulle nødig klumre i det eller miste kostbar tid.

Spørgsmålet er, om det luller os i søvn? Om vores sanser sløves af det?

Dagens vildspor var ikke så vildt. Jeg havde regnet med en tur på omkring seks kilometer, og den endte med at blive cirka 12. Men det er ikke omvejen som sådan, der er det særlige ved at fare vild.

Det særlige er selve situationen, hvor man ikke ved, hvor man ender, og om man har taget det rigtige valg. I mit tilfælde varede desorienteringen vel et kvarters tid. Jeg anede ikke, om jeg løb i retning af den parkeringsplads, hvor jeg havde min bil. Eller om jeg løb i den stik modsatte retning. Det var gråvejr – ingen sol at navigere efter.

Det, der for alvor skaber panikken, når man farer vild, er de skrækscenarier, der følger med: Hvis jeg løber mod vest i stedet for øst, hvor ender jeg så egentlig henne? Og hvad nu, hvis jeg ender med at løbe i ring, – og hvis det når at blive mørkt, så det bliver endnu sværere at orientere sig, – og hvad nu, hvis jeg bliver træt og løber tør for energi?

Vi er nede og røre ved de dybere lag i psyken her. Ved vores ur-angst. Tænk på vore forfædre, der listede rundt i tætte urskove på jagt efter bytte. For dem må risikoen for at fare vild have været meget reel. Og det kunne koste dem livet.

Vi moderne mennesker har det trods alt nemmere. For vi ved jo, at hvis bare man bliver ved med at gå, så rammer man nok en vej. Ja, eller i hvert fald et hus. Da jeg for vild i dag, opererede jeg slet ikke med tanken om at gå ind et sted og spørge om vej. Det siger noget om, hvor svært det i virkeligheden er at fare vild sådan rigtigt.

Så er det ikke bare pjat? Jo, egentlig. Men jeg er holdt op med at berolige mig selv, når jeg kommer ud for at fare vild. For jeg tror på, at man har godt af at fare vild. At glide over i tvivl og panik. Bare en stund.

Faktisk har jeg prøvet at fare vild, på den rigtige måde. Jeg husker bl.a. en vandretur oppe i et norsk fjeld med en kammerat. Det var på Hallingskarvet, hvorfra man kun kan komme ned ad bestemte stier, fordi fjeldsiderne er så stejle. Vi traskede af sted i timer uden at kunne finde den afmærkede sti, og kun fordi vi langt ude i horisonten fik øje på en person i en rød jakke, fandt vi tilbage. Jeg kan huske, at vi spontant vinkede og råbte til personen. Vedkommende har sikkert undret sig. For sådan er det, når man farer vild: Omgivelserne er ligeglade. Det er dig, der har problemet. Der er ikke et træ, der lige hvisker: “Hey, du skal dreje til højre her!” Du står ved rorpinden, og det er dine handlinger, der afgør, om du finder tilbage.

Paradoksalt nok – eller måske netop derfor – var det en nordmand, der mindede mig om, at det med at fare vild kan være en positiv ting. Nemlig forfatteren Roger Pihl, som i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” fremhæver muligheden for at fare vild som et plus ved en lokalitet.

Og er det ikke også sådan, at hvis man har været et sted og er faret vild der, så husker man stedet så meget desto tydeligere? Og er det ikke netop efter sådanne oplevelser, at tilfredsstillelsen ved at nå tilbage til udgangspunktet er særlig stor?

Men dét at fare vild kræver, at man tør give slip. At man ikke altid har landkortet eller GPS’en med sig. At man ikke altid har styr på sin egen x- og y-akse.

Jeg har venner, som altid løber de samme to-tre ruter, når de træner. Og hvis man foreslår dem en anden rute – eller bare at løbe den modsatte vej rundt -, så bliver de sådan lidt flakkende i blikket. Men jeg tror egentlig, at de ville blive en anelse lykkeligere, hvis de i ny og næ turde træde ud på en vej, de ikke kender. Eller ind i en skov, de ikke før har besøgt.

/Jacob

Vi er kommet ind i den kolde tid, og
traditionen tro dukker der artikler op med såkaldte gode råd til,
hvordan man skal klæde sig på til lave temperaturer. F.eks. har
Dr.dk’s motionssektion lige bragt en artikel om det:

[Vælg
det rigtige løbetøj til efterår og vinter]

Jeg tvivler
ikke på, at eksperten i artiklen ved en hel del om det, han taler
om. På den anden side viser historiens gang, at de gode råd ikke
nødvendigvis er de rigtige, i hvert fald ikke for alle mennesker.

I
en årrække hørte vi f.eks., at støddæmpning var ét og alt, når
det gjaldt køb af løbesko. Den sandhed har fået en del
modifikationer på det seneste. I mange tilfælde vil en meget
fladere sko være det bedste valg. Der er endda undersøgelser, der
har vist, at støddæmpning øger skadesrisikoen.

Men i
artiklen ovenfor handler det altså om beklædning til ben og
overkrop, og her er vi trygt tilbage ved de traditionelle
anvisninger. Det er først og fremmest klassikeren med de tre
lag:

“Inderst skal man have en god og svedtransporterende
undertrøje, så man ikke bliver våd og klam. I midten kan man have
en almindelig polyester løbetrøje eller fleece. Og yderst en
vindtæt og vandtæt skal.”

Der er flere ting, man kan sætte spørgsmålstegn ved:

– Hvilke vejrforhold er denne beklædningsstrategi egnet til? Der er
kæmpe forskel på, om det er en blæsende, grå novemberdag eller en
snestorm i februar med tocifrede frostgrader. Hvis det er det første,
så virker tre lag noget overdrevet. Jeg vil mene, at man skal ned i
nærheden af frysepunktet, før tre lag er relevant. Også selvom man
er lidt kuldeskær.

– Forhindrer en svedtransporterende undertrøje, at man bliver “våd og klam”? Faktum er, at hvis kroppen genererer fugt, så skal det ende et sted. Dem, der dyrker spinning, vil vide, at også kunststoftrøjer samler masser af fugt op.

– Kan tøjlag virkelig samarbejde? Det får man fornemmelsen af, når man hører om den nærmest magiske kombination: at lagene på forunderlig vis i fællesskab kan transportere sveden fra huden og væk fra kroppen.
Det lyder avanceret – måske lige avanceret nok!

– Hvorfor anbefaler eksperten
en “vindtæt og vandtæt skal”?
Med mindre
manden er blevet citeret uden for rette kontekst, så er vi altså
her ude i nogle råd, som kun gælder i helt ekstreme situationer.
Jeg har f.eks. kun meget få gange løbet med vandtæt jakke, da denne
– trods åndbarhed – har det med at holde for meget på fordampningen
indefra. Og samtidig er der jo det med regnvejr, at det hører et
relativt mildt klima til; her i november ligger vi ofte tættere på 10 end på 0 grader. Derfor kan jeg næsten ikke se, hvornår tre lag –
hvoraf det yderste er en regnjakke – vil være den rigtige løsning.
Rådet passer ærlig talt mere til en motionscyklist, hvor dele af
kroppen er i ro og derfor nedkøles.

– Er der kun én slags undertøj, mellemlag og yderjakke? Trelagsmyten forudsætter, at alt tøj er lavet
efter bestemte standarder. Men virkeligheden er, at der findes et
stort spektrum af beklædning. Alene inden for sportsjakker findes
der både tynde og tykke, og det er blevet almindeligt, at
producenten angiver, hvilke temperaturintervaller tøjet er bedst
egnet til. Min holdning er, at man skal klæde sig på efter erfaring
og ikke efter antal af lag.

– Hvordan varmeregulerer man, når man har tre lag på? Jeg har en Newline softshelljakke,
som jeg er blevet meget glad for, når jeg cykler. Den er temmelig
varm, og det betyder, at jeg kan nøjes med at have en t-shirt inde
under, selvom temperaturen ligger på 10-12 grader. Det går fint, og
hvis det alligevel bliver for varmt, lyner jeg ned. Med tre lag er den manøvre vanskeligere. Jo flere lag man
har på, desto sværere bliver det at regulere varmen.

Dr.dk’s artikel har
andre vinterråd, jeg heller ikke vil skrive under på:

“Det
er et must med gode svedtransporterende underbukser.”

Æhh. Hvad skal man med dem?

Det er muligt, at nogle vil
have glæde af specialundertøj, men det skal flertallet da ikke lide
under? Hvis det virkelig var alfa og omega, ville jeg da for længst
være ramt af alle mulige dårligdomme, for jeg har aldrig nogensinde
båret svedtransporterende underbukser, hverken i varmt eller koldt vejr.

I øvrigt er løbe- og
cykelstrømper også i den grad noget opreklameret gear-hysteri.
Bomuld har alle dage været et udmærket materiale, og man kan fint
gemme kunsstofsstrømperne til de dage, hvor det står ned i stænger,
og man kan have gavn af, at stoffet tørrer hurtigt.

Det siger sig selv, at man kan spare en del penge ved ikke at købe overflødigt udstyr og tøj. Men der er også en anden fordel. En af
de ting, jeg godt kan lide ved løb som motionsform er, at den er nem at klæde om til. Personligt
nyder jeg, at man hurtigt kan skifte til løbeuniform og ikke skal
skifte samtlige beklædningsgenstande ud med nogle, der er særligt
beregnet til løb. Af med bukserne og på med en løbetight. Af med
hverdagsskoene og på med løbeskoene. Og skift evt. trøjen ud
med en løbetrøje – og så af sted. Hvis også strømper og undertøj skulle skiftes, ville det gøre det hele en smule mere besværligt.

Efterlader dette os så som forsvarløst bytte for den glubske kulde?

Selvfølgelig ikke. Det er min påstand, at
de fleste løbere har større problemer med overophedning end med
underafkøling. Hvor tit ser man ikke motionsløbere med en trøje
bundet rundt om livet. Det er da bøvlet, og formentlig kunne det
have været undgået, hvis den pågældende havde accepteret af fryse
en lille smule lige op til løbet. Man dør ikke af at fryse i nogle
få minutter!

Det er tankevækkende, at der på
Eremitageløbets hjemmeside står ét råd til deltagerne angående
påklædning. Det er ikke noget med tre lag eller noget i den stil.
Nej, rådet er, at de skal undgå at tage for meget tøj
på.

/Jacob