Danmark er et tolerant land. Her skelnes der ikke så meget mellem høj og lav. Selv mindre knolde i landskabet udnævnes til bakkelandskaber. Ja, endog til bjerge.
I dag kom jeg således forbi Klippinge Bjerge. De ligger på halvøen Stevns i Østsjælland.
Allerede på vej dertil ser man tegn på, at her venter noget stort. Tingvej skifter nemlig navn til Bjergvej. Man ser sig omkring, men der er temmelig fladt. Som der jo generelt er på Stevns, selv efter dansk målestok.
Men så, i et sving, dukker Klippinge Bjerge op. Og man forstår nu, hvorfor det hedder Klippinge Bjerge, altså med flertalsendelse. Der er nemlig hele to bjerge.
Det nordlige bjerg er dækket af træer. Det når op i en højde af 39 meter over havet. Hvis man kommer fra Klippinge – landsbyen, der har lagt navn til bjergkæden -, er der 19 højdemeter op til toppen. Men faktisk er det det sydlige bjerg, der er højest. 1 meter højere er det, siger Geodatastyrelsens kort. Og så ligger det i åbent terræn, hvilket jo altid er en styrke ved et landskabselement, der skiller sig ud fra sine omgivelser.
Det er også dette sydlige bjerg, der har den stejleste skråning. Fra Bjergvej og til toppen er der en højdeforskel på rundt regnet 15 meter, og dét over en afstand på mindre end 100 meter. Jo, sydbjerget (jeg kan ikke finde noget officielt navn nogen steder) er klart min favorit.
Vi skal dog lidt længere mod sydøst for at finde det højeste punkt på hele Stevns. Det hedder Store Møllehøj – også et ganske prangende navn – og måler 47 meter regnet fra havets overflade. Klinten, der er Stevns’ helt overskyggende varemærke, er også ganske høj, men rækker dog kun maksimalt 41 meter i vejret.
Der er flere danske minibjerge på denne side.
/Jacob
