Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Færre vilde dyr – ja, men spis lige brød til

Uncategorised Posted on Wed, April 23, 2025 00:43:10

Når der males med den brede biodiversitetspensel, er der mange nuancer, der forsvinder. Det er fx nemt at fremmane et forfaldsbillede, hvor alt bare er blevet værre gennem årene. Sådan er virkeligheden ikke. Men der er omvendt nogle faktorer i spil, som vi er nødt til at tage alvorligt, hvis vi skal sikre en god og stabil natur i Danmark.


For at starte med det afdramatiserende: Statistik skal altid tages med et gran salt.

Selvom man i denne artikel fra 22/4 2025 bl.a. kan læse, at gråspurvebestanden er gået tilbage siden 1970’erne, og at rådyrbestanden er faldet siden 2009, så er der her reelt tale om mindre væsentlige problemer. Der er nemlig i samme periode kommet flere skovspurve og flere dådyr.

Sådan er det med meget i naturen. Noget vinder frem over tid, andet går tilbage. Og betydningen for fødekæder mv. er i den forbindelse omtrent lig nul.

Problemer sat på spidsen
Det forholder sig nemlig ikke sådan, som man ellers lærte i min barndom, at bortfald af én art kan få fødekæden til at bryde sammen. Der er i dag enighed om, at huller i biologien hurtigt udfyldes af anden biologi. Så selv hvis gråspurve og rådyr helt forsvandt, ville det ikke påvirke os som mennesker synderligt. Jeg vil endda sige, at det er lidt mærkeligt at se rådyr nævnt som et dyr i krise. Den dyreart er jo stort set styret af godser, der tilpasser mængden af individer efter behov. Hvis der er et problem med rådyr, så er det snarere, at jagten foregår på en måde, der skævvrider køns- og aldersbalancen i bestanden.

For nogle somre siden havde jeg denne fine oplevelse med et brølende rådyr en sen aften.


Bemærk også de sammenligninger i tid, der indgår i artiklen. Bestanden af gråspurve sættes i forhold til for 50 år siden. Bestanden af rådyr sættes i forhold til for 16 år siden. Hvorfor lige de år? Formentlig for at sætte en tydelig streg under en negativ udvikling. Men det er en smule manipulerende. Tit dækker den slags taloplysninger over, at der frem til det tidsrum, man sammenligner nutiden med, havde været en fremgang for den specifikke art. Ser man til gengæld på kurven over en periode, der rækker længere bagud, er det aktuelle forfald måske ikke så entydigt.

Levesteder fjernet
Når alt det er sagt, så er jeg bestemt ikke uenig i, at der er et problem med en presset natur. Krisen skyldes – som det også påpeges i artiklen -, at vi mennesker udnytter arealerne til det yderste. Med andre ord er det ikke gift og forurening, der er hovedskurken. Nej, årsagen er menneskets nidkære udnyttelse af den jord, der kunne have rummet natur.

Ikke mindst landbrugets intensive udnyttelse af markarealer spiller en rolle. Bortset fra de naturlige læhegn i skel er alt på et moderne markareal opdyrket – modsat for et par generationer siden, hvor der endnu var små delarealer uden ret meget korn. Det gjaldt fx ved vandhuller. Der var mange vandhuller på markerne før i tiden. Ved at fjerne disse vandhuller har man frataget fugle og insekter gode levesteder. Der er en grund til, at biologer betegner nutidens kornmarker som en slags ørkener.

Markerne langs Susåen er for en stor dels vedkommende uegnede til intensiv dyrkning, så her har dyrelivet det ganske godt.


Byggetrang med en pris
Men landmændene bærer ikke al ansvaret for udviklingen. Hele samfundet er medskyldigt, for vi støtter op om, at der bygges nye ting, og at der bygges tættere. En motorvej, der skærer sig gennem et landskab – den er forstyrrende for naturen på mange måder. Og der er mange flere motorveje i Danmark i dag, end der var i 1970’erne. Der er gode grunde til, at de blev anlagt – men vi må ikke se bort fra de konsekvenser, de medfører.

Faktisk må der forventes at være en vis proportionalitet mellem menneskers indgreb i naturen og faldet i biodiversitet. Det kan dårligt være anderledes. Nye bolig- og industrikvarterer er alt andet lige også skidt nyt for naturen, og det burde vi nok være mere bevidste om i stedet for at fokusere så meget på sekundære faktorer som skadelige stoffer.

Tag fx det DSB-værksted, der i disse år bygges klos op ad Mogenstrup Ås. Én ting er, at det fylder kolossalt i landskabet. Men det forstyrrer og fortrænger også en masse dyr, som ellers nød godt af, at der på den egn var sammenhængende arealer med kun begrænset menneskelig aktivitet.

Svært at kompensere
Man skal huske på, at dyr er mere skrøbelige end mennesker. Du kan ikke bare tage et antal dyr fra en bestemt art og tvinge dem til at leve på det halve af den plads, de havde før. Hvis der forsvinder 50% dyr fra ét sted, kan du ikke bare øge mængden af dyr tilsvarende et andet sted. Det er ikke et nulsumsspil.

Af samme grund skal man ikke sætte alt for stor lid til de mange naturprojekter, der er i gang rundt omkring. De har måske nok en lokal virkning, men hvis de finder sted i eksisterende skove – som mange aktuelle naturparkprojekter gør -, så er gevinsten beskeden. Det ville batte mere, hvis man udførte dem på de førnævnte landbrugsørkener, hvor biodiversiteten i forvejen er nødlidende. Men på kort sigt er det selvfølgelig nemmere for staten (og dermed politikerne) at inddrage statens egne arealer.

En ærlig pragmatisme
Et spørgsmål, man må stille i denne sammenhæng, er: Og hvad så? Er det egentlig noget problem, at befolkningstallet og aktiviteten øges, således at de vilde dyr må vige pladsen?

Mit svar: Det synes jeg ikke nødvendigvis, det er! Så længe det ikke er officiel politik, at vi skal være færre indbyggere i Danmark, og at samfundskagen skal skrumpe, så må vi åbent erkende, at så kan vi ikke også have en natur, der kvantitativt svarer til 1970’ernes. Men det, vi kan gøre, er at se på, hvordan vi gør mindst mulig skade på naturen, når vi bygger og effektiviserer.

En vild dådyrflok i udkanten af en skov.


Og så synes jeg også, at det er helt okay at prioritere dét, man kan kalde den oplevede natur. Altså at sørge for, at vi mennesker har nem adgang til naturoplevelser, og at vi kan tage ud og se de dyr, der betyder noget for os. Jeg ved godt, at naturen efter nogles mening har værdi i sig selv. Det synspunkt køber jeg ikke helt. Jeg som menneske synes ræven er spændende – jeg vil gerne have mulighed for at få øje på den, så jeg synes, vi skal arbejde for at sikre dens tilstedeværelse i mange egne af Danmark. Jeg kan bedre leve med ikke at se en gråspurv eller et rådyr, hvis der til gengæld er rigeligt med skovspurve og dådyr. Jeg mener godt, at man må være pragmatisk, hvad natur angår. Man skal bare være åben om præmisserne.

/Jacob

Her er link til artiklen, der omtales ovenfor:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-04-21-raadyr-og-raeve-forsvinder-i-danmark-naturvejleder-er-bekymret



Høj puls selvom du “kun” spadserer

Bakkesnak Posted on Thu, April 17, 2025 15:54:30

Når man skal skåne sit bentøj (fx pga. restitution eller skader), så er det godt at gå en tur i stedet for at løbe eller cykle. Ulempen ved at gå er til gengæld, at intensiteten er til den lave side. Jeg skal gå meget hurtigt på flad vej for overhovedet at komme op i pulszone 2 – og jeg synes faktisk ikke, at det er særlig rart at gå meget hurtigt. Hurtig gang er slet ikke så naturligt for menneskekroppen, som løb er.

Men der findes en løsning, og den hedder stejle bakker. Når overfladen skråner opad, behøver man nemlig ikke tænke på at presse gåtempoet. Pulsen stiger helt af sig selv. Bare se på mine data fra en gåtur rundt på Mogenstrup Ås tidligere på ugen. Hjertet (rød linje) blev sat på prøve på stigningerne og kunne slappe af på vej ned igen. På hele turen lå pulsen på 120 i gennemsnit. Umiddelbart et beskedent tal, men det dækker over 140-150 i stigende terræn og ned til ca. 100 i faldende. Altså ret god intervaltræning!

Jeg gik godt til på stigningerne, men jeg skulle ikke presse mig selv mentalt for at gøre det – modsat når jeg går med 7-8 km/t på jævn overflade og hele tiden skal tænke på at tvinge kadencen i vejret.

Det skal siges, at terrænet på Mogenstrup Ås er ret så ekstremt efter dansk målestok. Der er ikke mange danske byer, hvor du kan gå ud og finde store bakker med tocifrede hældningsprocenter og da slet ikke, hvis der også skal være mulighed for at gå runder som på min åstur. Men måske kan man transportere sig et sted hen, hvor forholdene er egnede?

Se video her fra en af opstigningerne ad åsen langs Østre Ringvej.



Her er de skrappeste kilometer i Copenhagen Sprint

Løb & ruter Posted on Sat, April 12, 2025 11:44:34

Den 21. og 22. juni 2025 afholdes det største endagscykelløb på dansk grund siden VM i 2011. Det er organisatorisk set en stor ting for Danmark. Sportsligt set er det knap så stort. Der er nemlig meget ringe udsigt til dramatik på landevejene, når løbet skydes i gang, og rytterne bevæger sig ud på de – for herrernes vedkommende – 236 kilometer frem mod målstregen.

Årsagen til denne ret skråsikre forudsigelse fremgår allerede af løbets navn. Løbet hedder Copenhagen Sprint. Hvilket indikerer to ting. For det første at der er lagt op til et sprinteropgør. Sagt med andre ord: De forudgående mange timers cykelløb får formentlig ingen betydning for slutresultatet. For det andet: Løbet har København i fokus, og når det er tilfældet, så ligger ruten nødvendigvis i et område, hvor antallet af store bakker er omtrent nul, og hvor angrebsmulighederne for seriøse udbrydere derfor er små.

Nøgternt betragtet synes det største usikkerhedsmoment i Copenhagen Sprint at være, at der kan ske alvorlige styrt undervejs.

Nå, men når alt dette er sagt, så er der faktisk nogle mindre knolde på ruten, og visse steder ligger de ret tæt på hinanden. Det gælder især på stykket mellem Ganløse og Smørum. På udsnittet fra RideWithGPS herunder kan du se, hvilken strækning der er tale om.

Det er lidt af en pukkelpist, der skal forceres her. Syv-otte gange går det opad på den 15,4 kilometer lange distance. En af gangene handler det om Kirkebakken i Veksø. Den stiger ifølge Climbs.dk med 3,9% over 700 meter og har en højdeforskel på 27 meter. Samlet angiver RideWithGPS antallet af højdemeter på strækningen til at være 148.

Er det meget? Generelt er en rute, hvor højdemeterne divideret med længden giver et resultat over 10, at regne som særdeles hård. Ganløse-Smørum når næsten helt derop: 148 divideret med 15,4 er lig med 9,6. Så det er skrappe sager, især efter sjællandsk målestok. En sammenligning med Vejle-området vil ikke være helt urimelig.

Men altså – det er så kun godt 6 procent af ruten, vi taler om her. Resten er mindre bakket, og nok så væsentligt: Efter de 15,4 kilometer med kuperet terræn flader vejene ud, og bortset fra en enkelt knold er de sidste 70 kilometer af løbet blottet for terrænudfordringer. Blandt andet skal herrerne køre fem gange rundt på en aldeles bakkeløs afsluttende rundstrækning i det centrale København.

Når nu selve cykelløbet antageligt vil mangle spænding, kunne man i stedet håbe på et dansk topresultat. Men også her kniber det. Danmark har et par gode sprintere i Mads Pedersen, Magnus Cort og Tobias Lund Andresen. De vinder bare sjældent, når de er oppe imod de internationale topnavne, der er eksperter i at træde hårdt i pedaler på flad asfalt. Og netop dem må man forvente en del af i København i juni, eftersom Copenhagen Sprint er et løb i højeste UCI-kategori.

Faktisk havde de danske vinderchancer nok været større, hvis man havde placeret løbet i et mere bakket landskab – eksempelvis i Odsherred eller ved Vejle. Selv i Aarhus havde man kunnet lave en rute med muligheder for de ryttertyper, der har styrker i vanskeligere terræn. Men sådan skulle det ikke være. Ikke denne gang og heller ikke de mange foregående gange. Man kan objektivt konstatere, at når det gælder internationale cykelløb, så har de danske organisationer en særlig forkærlighed for flade ruter. At dette gør løbene mindre interessante for cykelfans i ind- og udland, bekymrer dem åbenbart ikke.



Skarptskårne skråninger ved Sorø (del 2 af 2): Den stejle borgbanke

Bakkesnak Posted on Mon, March 24, 2025 22:40:39
I.C. Dahls maleri fra 1832. Allerede i 1818 havde han tegnet motivet.

Den norske maler I.C. Dahl har ad flere omgange afbilledet udsigten fra vest mod Pedersborg. Det forstår man godt. Der er nemlig både skov, sø, skråninger og en kirke at kigge på.

Mest iøjnefaldende på hans billeder fra Pedersborg er det store terrænfald fra kirken direkte ned mod Pedersborg Sø. Det kan godt være, at han har smurt lidt tykt på for at imponere beskueren, men at Pedersborg Kirke har en spektakulær beliggenhed kan der ikke herske tvivl om.

Den har samtidig en af de mere usædvanlige tilblivelseshistorier. Igennem tiden har stedet nemlig været indrettet til værn mod voldelige angreb, og sporene fra disse forsvarsværker ses stadig i terrænet omkring kirken.

Først og fremmest er der en vold, der oprindeligt har omgivet et område ved nordenden af Pedersborg sø. Tiden har gnavet, men der er endnu 270 meters sammenhængende oldtidsvold tilbage. Det er oplagt at sammenligne voldanlægget med de cirkelrunde borge fra vikingetiden eller med tilflugtsborge fra jernalderen, men faktisk har man fundet tegn på, at anlægget i Pedersborg går helt tilbage til yngre bronzealder, altså før år 0. I så fald er der tale om nogle af de ældste kendte rester af forsvarsanlæg i Danmark.

I starten af 1100-tallet blev stedets militære kapacitet opgraderet gevaldigt. Da byggedes der nemlig en stenfæstning inden for kredsvolden. Den blev anlagt på toppen af en knap 20 meter høj naturlig bakke – selvsagt for at gøre det så svært som muligt for fjender at angribe og ødelægge den. Som Dahls maleri viser, er borgbanken dog unaturligt stejl. Antagelsen er, at der i forbindelse med borgbyggeriet er blevet skrabet en hel del jord af dens sider for at øge vinklen på skråningerne. Man kan desuden se nogle terrasseformede afgravninger på den øverste del af bakken, hvilket kan indikere, at der har været placeret anlæg her.

Pedersborg Kirke set nedefra på en vinterdag. (Foto: Danskebjerge.dk)

På nordsiden – cirka halvvejs nede af skråningen – kan man i dag studere et stykke af en let rundet teglstensmur. Det er rester af den rundkirke, som antageligt stod i forbindelse med borgen. Der har eksisteret en halv snes middelalderlige rundkirker på Sjælland – i dag er der kun én tilbage, Bjernede Rundkirke, og den kan man faktisk se, når man står på toppen af borgbanken i Pedersborg og spejder mod øst.

Manden, der byggede rundkirken og borgen i Pedersborg, hed Peder Thorstenson. Og ja, det ER hans navn, der indgår i navnet på Sorø-bydelen. Mens han selv således satte et uudsletteligt præg på egnen, så havde hans bygninger en noget kortere levetid. De blev næppe mere end 100 år. I 1205 overtog Sorø Kloster stedet, og resultatet var opførelsen af en ny kirke, delvist bestående af materialer fra stedets tidligere bygningsværker.

Kirken har en lidt speciel form. Den er ikke rektangulært opbygget som de fleste landsbykirker – den er mere kompakt og omtrent lige så bred, som den er lang. Mon ikke det hænger sammen med, at den står på en borgbanke med de begrænsninger, der hører til. Det er også nærliggende at antage, at i al fald en del af kirken er placeret direkte oven på borgens fundamenter.

Kirkegængerne i Pedersborg er aldrig i tvivl om, at det er en usædvanlig kirke, de besøger. Det er krævende at bevæge sig op ad den stejle bakke uanset fra hvilken side. For dem, der ikke orker gåturen, er det muligt at blive kørt derop. Det sker med den såkaldte kirkebakkebil. Om den står der på sognets hjemmeside:

“Da der er mange, der gerne vil benytte sig af tilbuddet, vil vi henstille til, at man kommer i god tid, ca. 15-20 minutter før gudstjenesten, så alle kan nå at blive kørt op til gudstjenestens start.”

Et luftfoto med tilsat skyggeeffekt, der fremhæver kredsvolden og borgbanken.


Skarptskårne skråninger ved Sorø (del 1 af 2): Det iøjnefaldende vandtårn

Bakkesnak Posted on Sun, March 23, 2025 18:08:32

Der er gået lidt inflation i brugen af ordet “ikonisk”, men jeg kender et sted, hvor betegnelsen er på sin plads, og det er vandtårnet ved motorvejsbroen ved Sorø.

Mange tusind mennesker suser forbi den bygning i løbet af en dag, og de bider nok mere mærke i den end i de fleste andre bygninger, de passerer. Den blev nemlig farvelagt af kunstneren Per Arnoldi i 1995, og selvom nogle er kritiske overfor de kraftige farver, der er brugt, så må tiltaget siges at have været en succes. Vandtårnet er blevet et vartegn for Sorø – det repræsenterer byen i kraft af sit let genkendelige udtryk og sin placering ved en af- og tilkørsel til E20.

Et tredje forhold, der gør det 15 meter høje vandtårn til et stærkt symbol, er, at det står på en bakke. Det er måske ikke noget, man lige tænker over, når man kommer kørende på motorvejen, for moderne motorveje er rige på diverse skråninger, mere eller mindre kunstigt anlagte, bl.a. for at skærme for støjen. Men vandtårnet ved Sorø står faktisk på en naturlig forhøjning, der akkurat har overlevet byggeriet af motorvejen.

Sydsiden af forhøjningen er skåret af, og derfor er højdeforskellen på de 18 meter mellem vandtårnets fod og motorvejens asfaltbelægning temmelig dramatisk. Men denne højdeforskel repræsenterer nogenlunde den oprindelige variation i områdets terræn.

Stien op til vandtårnet fra øst ligger på en naturskabt skråning, der ikke har været påvirket af motorvejsbyggeriet. (Foto: Danskebjerge.dk)

Hvad man ikke kan se fra motorvejen, er, at der også på den modsatte side af vandtårnet er et kraftigt terrænfald. Det hænger sammen med grusgravning. En aktivitet, der er taget til i de seneste årtier, og som nu gør, at der er en stor grusgravssø blot 150 meter nord for vandtårnet. Højdeforskellen mellem tårnbakken og søoverfladen er 27 meter.

Man kan roligt sige, at det pedersborgske landskab er blevet præget af menneskehånd. Tager man det geodætiske kort fra sidste del af 1800-tallet, så ser man et område, der er helt domineret af marker. Det område er i dag skåret op på kryds og på tværs. Men lige netop vandtårnsbakken overlevede, og den leverer i dag udmærket “branding” for Sorø, hvis berømte klosterkirke hverken kan ses fra hoved- eller motorvej.

Topografisk kort over Pedersborg i slutningen af 1800-tallet. Den nuværende placering af vandtårnet indsat af Danskebjerge.dk.
Topografisk kort over det nuværende Pedersborg. Placeringen af vandtårnet indsat af Danskebjerge.dk. Sammenlign med 1800-tals-kortet ovenfor.


Rønnes enestående brosten blev forbigået

Løb & ruter Posted on Fri, February 28, 2025 21:37:38

(Nedenstående tekst blev bragt som læserbrev i Bornholms Tidende 27. februar 2025🙂

Tillykke til Bornholm, der nu endelig er kommet med i PostNord Danmark Rundt. Vi er mange (også udenfor øen), der har drømt om dette i årtier, så at det nu er lykkedes, er fantastisk.

Men én ting ærgrer jeg mig over: At rytterne ikke kommer til at prøve kræfter med de toppede brosten i Rønne.

I hjertet af Bornholms største by er gaderne brostensbelagte i et omfang, som næppe findes tilsvarende noget sted i Danmark. Man kan visse steder i byen cykle mere end to kilometer ud i ét næsten udelukkende på brosten.

Det er sikkert ukomfortabelt for den stakkels menige cyklist, men i et professionelt cykelløb kunne det skabe stor spænding og dramatik. Bare se, hvordan flere store forårsklassikere i Nordvesteuropa er bygget op om udfordrende brostensstrækninger. Et Paris-Roubaix i Rønnes idylliske gader havde været enestående.

Nu kan man jo ikke få alt, hvad man peger på i denne verden, og den rute, der er valgt af arrangørerne, er ikke dårlig. Der er mange bakker med, og jeg er normalt vild med bakker. Men lige her havde jeg gerne set, at man havde prioriteret brostenene. Fordi de er så unikke – og fordi de ligger tættere på målstregen.

Jamen, de brostensgader kan man måske så have med i et cykelløb en anden god gang? Ja, måske – men med de logistiske udfordringer, der hører til store sportsbegivenheders besøg på Bornholm, skal man nok ikke regne med, at det sker hverken næste år eller de næste ti.

Et par ekstra PostNord Danmark Rundt-etaper på Bornholm, når nu hele cirkusset alligevel var draget over vandet, havde givet nogle muligheder. Nu bliver det i stedet til det ene skud i bøssen, og en enkelt etape er selvfølgelig meget bedre end ingenting.

Danskebjerge.dk’s forslag til en afsluttende rundstrækning i Rønne. Runden er på 12 km og består navnlig af en ca. to km lang brostensstrækning og en stor stigning op forbi Danmarks dybeste stenbrud, hvor der er målstreg. Hele Bornholmsruten her: https://ridewithgps.com/routes/49175677

/Jacob T. Johansen, Danskebjerge.dk



Tv-drama om et oversvømmet Danmark når ikke helt i land

Uncategorised Posted on Mon, January 20, 2025 01:14:16

“Familier som vores” – fortænkt eller realistisk?

Jeg må indrømme, at da jeg hørte om serien første gang, tænkte jeg: “Det lyder fjollet.” Præmissen om, at danskerne skulle forlade landet pga. havvandsstigninger, fandt jeg temmelig far-fetched.

Omvendt kunne jeg konstatere, at mange var ellevilde med netop seriens kerneidé. Soundvenue skrev: “Præmissen er den mest inciterende og tankevækkende i en dansk serie i nyere tid, måske nogensinde. Hvad gør vi, den dag vi ikke længere kan bo i Danmark på grund af de menneskeskabte klimaforandringer?”

For nylig tog jeg mig så sammen og så noget af serien, især for at finde ud af, hvordan hovedpointen mere præcist bliver forklaret.

Det sker første gang godt 16 minutter inde i afsnit 1. Her er der en samtale, hvor den virkelighed, danskerne befinder sig i, bliver beskrevet i en dialog. Jeg har skrevet den ud og lagt den ind nederst i denne tekst. 👇

Jeg må medgive, at min indledende hovedrysten blev gjort en smule til skamme. Vi er bestemt ikke ovre i noget Ole Bornedalsk nonsens her. Der er tænkt over, hvordan den ret ekstreme krisesituation kan forklares på en plausibel måde.

Først og fremmest har filmskaberne indlagt to akutte forandringer. Den ene er, at havene er begyndt at stige endnu mere end forventet blot et par år tidligere. Den anden er, at den hollandske økonomi er kollapset. Vi taler altså om en form for dominoeffekt, som gør øjeblikkelig handling påkrævet, omend nedlukningen af Danmark kan foregå over et godt stykke tid.

De to ændringer er et ganske snedigt modsvar til det, der er et oplagt kritikpunkt mod seriens præmis, nemlig at stigende havniveau er noget, der foregår glidende over rigtig mange år, og som derfor ikke vil kunne forårsage nogen specielt indgribende forandring i gennemsnitsfamiliens liv.

Vil det så sige, at jeg er enig med Soundvenue i, at præmissen er uhørt inciterende?

Nej, og det skyldes to ting. Dels er der kriser, som ville passe bedre til den situation, der er beskrevet, eksempelvis en pandemi eller en krig. Især krigen føles jo som et ikke alt for urealistisk scenarie i disse år. Og krigen vil meget mere end klimaforandringer kunne skabe store omvæltninger ganske akut. (Ellers så spørg ukrainerne.)

Dels er der de objektive omstændigheder omkring klimaforandringerne. De mest pessimistiske forudsigelser går på, at der fx ved København kan opstå en vandstand, der ligger 4-5 meter højere end i dag, hvis den værst tænkelige stormflod rammer. Andre prognoser taler om op til 238 centimeter højere vandstand generelt i verden ved næste århundredeskifte. Men det er altså worst-case-scenarier. Og selv under de forhold vil stort set kun kystområderne blive ramt. Alvorligt nok, for de største danske byer ligger ved kysterne. Men en masseevakuering ville være aldeles hysterisk, og de lande, der skulle tage imod danskerne, ville sige: “Nej tak, fyld jeres eget land op først!”

Klimaforandringer er generelt ikke ret gode at bygge katastrofefilm op omkring. Dertil er forandringerne for gradvise. Men man kan selvfølgelig lave nogle nedslag, eksempelvis en ekstrem stormflod som tidligere nævnt.

Ellers skulle man vælge et andet klimascenarie, som også har været fremme, nemlig at der kan ske et kraftigt og relativt pludseligt fald i temperaturen i Nordeuropa. Dét vil faktisk have langt mere vidtrækkende konsekvenser for hele Danmark. Men en filminstruktør vil nok helst tage udgangspunkt i det, der er mainstream-opfattelser, og her er det altså stadig temperaturstigningerne, der er det dominerende tema. Så kan man altid vride lidt i realiteterne for at få dramaet på plads.


Dialog fra “Familier som vores”. Ca. 16 minutter inde i afsnit 1: En af hovedpersonerne fortæller en anden, at det er besluttet at lukke landet.

– Det har de sagt før. Sagde de ikke, det var ret definitivt afvist?

– Jo jo, men det er tre år siden. Man diskuterer stadig, hvorfor vandet stiger så hurtigt, og det bliver ved osv.

– Jamen, det gør de jo hele tiden. Hvorfor så lige nu? Er I sikre på det her?

– Ja, Danmark ligger jo lavt. Så på sigt kan det ikke betale sig at sikre os ordentligt. Så er det bedre at flytte ud nu på en fornuftig måde, inden det er for sent.

– Ahr men for helvede …

– Så det er egentlig rettidig dansk omhu, kan man sige, vi kører med. (…) Det er delvist pga. Hollands økonomiske kollaps i sidste måned. Det blev for omkostningstungt at aflede alt det vand og dæmme op, så… Der er flere hollændere, der er begyndt at flytte ud. Det er ret massivt faktisk. Og så er der alle flygtningestrømmene sydfra. Så det betyder, at grænserne begynder at lukke for danskere rundt omkring i Europa. Og derfor vil man gerne afsted, inden Europa har lukket.



Selv små bakker tiltrækker folk og traditioner

Bakkesnak Posted on Sun, January 05, 2025 19:33:58
Overskæringsbakken (Rævebakken) set fra vest. Om sommeren er den knap nok synlig fra afstand.

Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.

Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.

Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.

En nytilkommen facilitet på toppen: Træstubbe, der kan siddes på. Fotos: Danskebjerge.dk.

Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).

Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.


*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).

I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.

/Jacob



Tilbagekig 2024: Mine landevejsløb

Løb & ruter Posted on Thu, December 26, 2024 11:38:08

Når et år rinder ud, har jeg en slags tradition med at gennemgå de cykelløb, jeg har kørt i den forløbne sæson, så det må jeg hellere holde fast i. Også selvom der i 2024 ikke var nær så meget at skrive hjem om, som der plejer at være. Hovedårsagen er, at flere af de løb, jeg tidligere har deltaget i, ikke blev afviklet. Og der er ikke kommet nyt til – i al fald ikke nogle, der geografisk og på anden vis svarer til mine ønsker. En lidt ærgerlig udvikling.

Jeg læste i øvrigt også for nylig, at Hedelandsløbet (eller Hedelands Naturtrail, som det har heddet i de senere år) også er lukket og slukket. Det var ellers en af de årlige events, der tiltalte mig meget i mine tidlige år som motionsløber. Det er lidt vemodigt at se sådan en traditionsrig begivenhed forsvinde fra kalenderen. Men det er også en sportslig streg i regningen for en motionist som mig, der godt kan lide at prøve sig selv af ved bestemte events hen over året.

Geografien spiller selvfølgelig en rolle her: Et løb, der kan nås indenfor en times kørsel, er noget mere attraktivt, end hvis man skal have et større transportpuslespil til at gå op. Så selv hvis et løbs ophør følges af et andet løbs opståen, er det ikke altid, at de to ting går lige op for den enkelte motionsløbsdeltager.

Anyway, her følger en kort skitsering af forløbet af de tre landevejsløb, det blev til for mit vedkommende i 2024.

Storebæltsløbet, Vestsjælland, april, 56 km:
Det var første gang, jeg deltog i dette traditionsrige løb. Generelt tager jeg ikke til så mange løb i april, bl.a. fordi jeg typisk er lidt i underskud af træning på det tidspunkt af året. Men denne gang passede det godt med min øvrige planlægning, og desuden var jeg lidt skuffet på mig selv over, at jeg aldrig har kørt et løb, der involverer de store bakker vest for Slagelse. Så nu skulle det være. Omend kun på den korte 56 km-distance.

Rytterne gør klar til start ved Storebæltsløbet, som begynder i Slagelses vestlige udkant.

Løbet er af den gammeldags slags med én samlet start. Det giver et meget stort felt på første kilometer, hvilket på sin vis er ganske cool, nu hvor det forekommer sjældnere og sjældnere. Der køres oven i købet ned ad bakke i begyndelsen, så det er ret hæsblæsende. Men der går ikke lang tid, før man rammer de førnævnte stigninger. Det har den fordel, at rytterne bliver spredt mere ud og således er til mindre gene for den øvrige trafik. Der er dog også en ulempe for én som mig, der hører til feltets tungere halvdel og kun er i vinterform. Ulempen er, at man nemt bliver kørt agterud på et tidligt tidspunkt, og det kan være noget rigtigt møg, hvis der samtidig er modvind på udturen.

Og netop dét var tilfældet på den barske Jættehøjvej, hvor jeg alt for tidligt kom til at sidde i den udtyndede del af feltet og alvorligt frygtede for at skulle sidde alene med de 7-8 m/s i ansigtet over en snes kilometer bagefter. På en eller anden måde blev der alligevel dannet en gruppe af rimelig størrelse, inden vi forlod Slots Bjergby, og det var guld værd på det følgende stykke, hvor højdemeterne blev færre, og vinden fik næsten frit spil i det åbne terræn.

Jeg sad og var spændt på, hvad der ville ske ved halvvejspunktet. Hvem i gruppen skulle ligeud – og hvem skulle dreje til højre? Ligeud var for dem på den lange rute. Til højre var for dem på den korte rute. Scenariet blev det værst tænkelige: Jeg var den eneste, der drejede af. Med andre ord kom løbets resterende 28 kilometer til at bestå i ufrivillig solokørsel!

Når nu det skulle være, så var det jo ikke så værst, at der var solid medvind på de første mange kilometer hjemad. Men i det sidste kvarter havde jeg overvejende den skarpe vind ind i fjæset, og opløbsbakken efter Hejninge var særligt grum. Min gennemsnitsfart styrtdykkede, og med 31,3 km/t i snit ved krydsningen af målstregen blev Storebæltsløbet da også til et af de langsomst kørte løb, jeg har stillet op i, når man tager den relativt korte rute i betragtning. Men det var så også første gang, at jeg er blevet “sat af feltet” på den måde, som jeg blev her.

Danskebjerge.dk’s film fra den sidste stigning i Storebæltsløbet 2025.

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er et af de cykelløb, jeg har deltaget oftest i. Det ligger godt for mig – lige efter midsommer -, og det er relativt nemt at komme til og fra Tune, som er start- og målby.

Modsat ved Storebæltsløbet deles feltet i Tune op i små startgrupper på under 25 mand. Det betyder, at man praktisk talt aldrig kommer til at køre i et stort felt, men oftest er der alligevel en håndfuld ryttere, som man styrkemæssigt går godt i spænd med. Sådan var det bare ikke for mig i år! Allerede på den første svage stigning så det besynderligt ud: 20 meter foran mig kørte en enkelt rytter, 20 meter bag mig kom der et par andre. Hvad gør man så?

Ved Hedeboløbet er startgrupperne små, og man kan være uheldig at komme i en startgruppe, hvor styrkeniveauet viser sig at være alt andet end optimalt.

Jeg valgte den offensive tilgang og kørte op til den førende. Vi fik etableret, hvad man med lidt god vilje kan kalde en gruppe, og så tonsede vi derudaf, mens dem, der lå bagved, tilsyneladende mistede yderligere terræn. Om det var fedt at ligge forrest på den måde? Mjah, sådan set ikke, for der er det med løb med små startgrupper, at man ikke ved, hvilken konkurrence man er oppe imod. Alt andet lige er det vel sådan, at en tomandsgruppe, som den jeg sad i, ikke er specielt hurtig, set over en strækning på godt 50 kilometer. But what can you do? Man kan ikke vinde hver gang, og 2024-udgaven af Hedeboløbet skulle åbenbart være den, hvor jeg ramte en uheldig startgruppe.

Et plus var det dog, at der omtrent halvvejs kom en mand op bagfra. Han forklarede senere, at han havde halset efter os i et godt stykke tid, men hver gang han havde nærmet sig os for alvor, var der sket noget, som satte ham tilbage, bl.a. krydsende trafik. Det viste sig, at han var en større forstærkning for vores lille gruppe end ham, jeg havde fulgtes med fra starten – faktisk var denne begyndt at sidde på hjul konstant, så der var åbenbart ikke så meget tilbage i ham, tænkte jeg.

Hen mod slutningen af løbet sker der noget uforudset: En bom går ned. Vi skal simpelthen holde for et tog! Det er første gang, jeg har prøvet dét i Hedeboløbet. Men ruten byder på en del usikkerhedsmomenter, bl.a. et lysreguleret kryds i Gadstrup blot 10 kilometer før målstregen. Så man skal være parat til at bide nogen frustration i sig i dette løb.

Frustrerende var det også at se, hvordan vores “wheelsucker” i gruppen på de sidste meter spurtede forbi mig hen mod målstregen. Han virkede meget stolt bagefter, men hvad han måske ikke tænkte over, var, at tiden tages ved både start og mål, således at hvis du er først til at køre over stregen ved start, så risikerer du, at dem, du slår i spurten, får en bedre sluttid end dig. Og sådan var det faktisk også i dette tilfælde, hvilket jeg tillod mig at fryde mig over, da jeg slog resultatet op under indtagelsen af grillpølsen i festteltet efter løbet.

Min snitfart var 32,8 km/t – det klart langsomste resultat ud af de fem gange, jeg har kørt Hedeboløbet. Men det kunne næppe være anderledes, når jeg kun sad sammen med 1-2 andre hele vejen.

Fuldt stop: Et tog er på vej.

Carl Nielsen Touren, Midt- og Sydfyn, september, 89 km:
Det her var et revancheløb. Altså for mig personligt. Som man kan læse i gennemgangen af sidste års løb, var Carl Nielsen Touren 2023 fuld af ærgrelser (løs hund, forkert rute mv.), så målet i 2024 var først og fremmest at gennemføre gnidningsfrit. Og det lykkedes stort set.

Vejret på løbsdagen var igen i år formidabelt efterårsvejr. Den eneste lille vejrrelaterede bekymring bestod i, at der var lidt medvind på de første kilometer efter startskuddet i Nr. Lyndelse. Når ambitionen er (som det tit er for mig) at sidde i samme gruppe som de hurtigste så længe som muligt, så er modvind bedst. I modvind kan man placere sig nede bagved og nyde godt af læ fra de forankørende, som til gengæld får det relativt hårdere. I medvind udebliver denne effekt, og derfor var det ikke så overraskende, at jeg i år måtte opgive kampen tidligere end håbet.

Jeg fandt så i første omgang sammen med en anden slagen rytter fra min startgruppe – en svensker bosiddende i en Odense-forstad -, men det holdt kun, til vi nåede den umådeligt lange stigning op til Jordløse. Her forsøgte svenskeren sig med en acceleration, men det gav bagslag, og så var han åbenbart syret så meget til, at han faldt ned igennem den gruppe, der på det tidspunkt havde samlet sig. Derefter blev terrænet så anstrengende, at der generelt var stor spredning. Arrangørerne havde i år skruet op for højdemeterne omkring Faaborg, og det kunne mærkes.

Selv kørte jeg ind på den navnkundige Golfbakke i ensom majestæt. Her fornemmede jeg et potentiale for krampe, hvilket jeg ellers kun oplever på meget kuperede ruter à la Grejsdalsløbets, men Carl Nielsen Tourens sidste tredjedel er relativt flad, så man er ikke helt så bekymret for det totale sammenbrud, som man er på Vejle-egnen.

Jeg endte med at sidde som det halvtynde øl i en tremandsgruppe (det er åbenbart sådan et år, hvor jeg ender med at sidde i smågrupper), og efter en føring i modvind med et par kilometer til mål blev jeg sat af de to andre. På det tidspunkt var jeg godt slidt (jeg kørte de 89 km med et pulsgennemsnit på 87%), så jeg affandt mig med at trille over målstregen alene, og desuden var der sket det, jeg havde håbet på fra start, nemlig at jeg gennemførte løbet uden alskens bøvl à la året før.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt startgruppe 2 frem for startgruppe 1. Tilsyneladende er det de hårde drenge, der sidder i startgruppe 1 i dette løb, og det er lige skrapt nok for mig – de tilbagelagde trods alt de første kilometer med over 40 km/t. Så hvis jeg deltager i løbet igen (og det vil jeg gerne, men det koster altså nogle bropenge ved siden af deltagergebyret), vil jeg prøve at placere mig lidt længere nede i køen ved startstregen.

Startgruppe 1, der viste sig lige skrap nok for undertegnede.

Carl Nielsen Touren blev det tredje og sidste løb i min 2024-sæson. Jeg kan ikke love, at antallet bliver højere i 2025. Kalenderen skal passe, og motivationen skal være der. Omvendt skal jeg også minde mig selv om, at det netop er deltagelsen ved motionsløb, der gør, at man finder motivationen ved hverdagens træning. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.

Læs om mine løb i 2023 her: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2023/12/08/tilbagekig-pa-2023-mine-landevejslob/

Og her mine løb i 2022: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/12/03/tilbagekig-pa-2022-mine-landevejslob/

/Jacob



Danskebjerge.dk mener: Find bedre steder til solceller og vindmøller

Bakkesnak Posted on Sun, December 22, 2024 17:40:03

Det er gået med den alternative energi, som jeg havde frygtet. Nemlig at det er projektmagere, der kaster sig over det – i stedet for, at man centralt finder de mest hensigtsmæssige løsninger.

På det seneste har en række store godser stået i spidsen for projekter med vindenergi og solceller. Ikke alle er blevet gennemført endnu – heldigvis. Men jeg er bekymret for tendensen.

Godserne har en volumen, der gør, at de kan foretage store investeringer på deres arealer. Imidlertid er det også godserne, der ejer herregårdene og de omkringliggende landskaber og dermed i mange tilfælde en natur og en kulturarv, som er værd at beskytte. Det er en farlig cocktail for disse værdier, når godsernes jagt på profit møder politikernes iver efter at få bygget energianlæg i en fart.

Alene i Syd- og Østsjælland er der på fem år søsat adskillige projekter. Saltø Gods, Holmegaard Gods, Gisselfeld Kloster, Jomfruens Egede og Vallø Stift er eksempler på godser, der har satset stort på anlæg for vedvarende energikilder. Bregentved Gods har været endnu tidligere ude og har endda høstet en milliardfortjeneste på frasalg af solcelleparker.

Jamen, er det ikke meget godt med noget privat initiativ? Er det ikke godt, at nogen bidrager til, at Danmark bliver mere uafhængig af fossil energi?

Jo, men der skal være en balance i det. Og jeg tror desværre, at politikerne har for lidt styr på den balance.

For det første: Der er klare tegn på, at der snart vil opstå en overkapacitet indenfor solcelle- og vindenergi. Det er sådan noget, der nemt sker, når man fra politisk side vil fremme et eller andet i samfundet. Når der følger penge og politisk goodwill med, er der altid nogle, der vil spekulere i det. Og det kan medføre, at samfundet spilder en masse ressourcer. I dette tilfælde vil det også medføre unødige (omend midlertidige) skader på naturen.

For det andet: Når private spillere kommer på banen, vil de tage udgangspunkt i, hvad der er mest rentabelt for dem selv, og det vil være at benytte egne arealer til projekterne. Dermed kommer hensynet til aktørens økonomiske interesser hurtigt til at overtrumfe de interesser, der gælder natur og kultur. Et helt frisk eksempel er Vallø Stifts projekt med vindmøller ved Køge. Koncernen vil anlægge et antal 185 meter høje vindmøller inde i skove! Det virker helt sort og burde vel være i strid med loven i udgangspunktet. Men byrådet i Køge Kommune er positivt indstillet – trods kraftige protester fra borgere.

Jeg tror helt ærligt, at politikerne er forblændet af deres egne flyvske forestillinger og af de tilbud, de modtager fra godserne.

Det er klart, at godserne er i en konkurrencemæssigt stærk position, når de kan skaffe jord så at sige gratis. Hvis det offentlige gik ud og skulle skaffe arealerne, ville de jo skulle opkøbe dem og måske endda foretage en del dyre ekspropriationer. Så det er nemmere og billigere for politikerne, når nogen gør arbejdet for dem, og så kan de samme politikere bagefter hæve armene i triumf og sige “Se os, vi gør noget for klimaet”.

Og godserne – gør de det også for klimaet? Nok mest for deres bundlinje. Men måske også lidt for at profilere sig. Vallø Stift gjorde sig bemærket på den front i forbindelse med den sensationelle udgravning af Borgring ved Lellinge. Stiftet sørgede nemlig for, at lokaliteten i det første stykke tid blev kaldt “Vallø Borgring”. Det skete, selvom Vallø By og Vallø Slot ligger en 12,5 kilometers køretur fra fortidsmindet. Men fordi det var på et areal ejet af Vallø Stift, tænkte koncernen altså, at de var berettiget til at blive nævnt – på samme måde som når storsponsorer sørger for at indgå i navne på fodboldstadions. Det går selvfølgelig ikke, og efter noget tid endte det da også med, at “Vallø Borgring” blev til Borgring.

Personligt har jeg oplevet Vallø Stift som dem, der gør, hvad de kan for at begrænse offentlighedens adgang til deres arealer. Det juridiske grundlag er ofte tvivlsomt, men i sidste ende vil private aktører have gode kort på hånden, hvis de virkelig bare gerne vil af med besøgende, som ikke skæpper i kassen. Sympatisk er det ikke.

Det er især nedgangen i antallet af gårde, der har styrket de gamle godsers magtposition. Det behøvede som sådan ikke at være et problem. Problemet opstår ved, at de moderne godser i stigende grad drives som rent kommercielle foretagender. Dermed kommer deres ageren hurtigt i konflikt med lokale interesser. Eksempelvis når de vil tjene penge på solceller og vindmøller.

Nu viser erfaringen jo, at etableringen af store energianlæg vil møde lokal modstand, næsten uanset hvordan man bærer sig ad. Og jeg tror ikke på, at man kan nå i mål med at rejse en masse nye vindmøller på steder, hvor der ikke er mennesker, der bliver generet af det.

Men jeg mener, at man i høj grad bør tage udgangspunkt i, hvad der objektivt betragtet vil være de mest rentable og mindst naturødelæggende steder at placere vindmøller. Og så må stat og kommune skaffe midlerne til at etablere møller de steder. Stadig gerne i samarbejde med private, men mere uafhængigt af de privates særinteresser. Jeg tror på, at hvad angår de meget grundlæggende ting i samfundet, og til dem hører energiproduktion, må det offentlige gerne stå i spidsen – også selvom det kan betyde en fordyrelse på den korte bane. Hvis man virkelig vil have mere energi fra sol og vind, så skal man have befolkningen med på vognen, og det får man ikke, hvis man ofrer naturen og kulturarven på det alter.

Læs mere om Vallø-vindmøllerne her:
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/traeer-eller-vindmoeller-energipark-splitter-beboere-og

Og her er omtale af andre aktuelle tiltag, som dog møder politisk modstand:
https://www.sn.dk/art6195524/soroe-kommune/nyhed/nej-tak-til-solceller-i-herregaardslandskab/

/Jacob



Next »