Blogsbjerg

For snart en del år siden udkom Danskebjerge.dk med en artikel om GPS’ers og rutehjemmesiders pålidelighed. Konklusionen var kort fortalt, at man skal holde angivelser om højdemeter ud i strakt arm. For hvis nogen blot oplyser et antal højdemeter for en bestemt rute, kan du ikke helt bruge det til noget uden også at vide, hvor vedkommende har tallet fra, og hvilken registrering den er baseret på. Er det fx direkte fra egen GPS, eller har tallene været gennem en udbyders kortfunktion efterfølgende? Det kan have stor betydning, ligesom det kan have stor betydning, hvor god en software eventuelle højdekorrektioner er baseret på.

Nu er der jo løbet meget vand under broen siden den artikel, og jeg vil her lige komme med en kort status, hvor jeg ser på, om problemstillingen har ændret sig. Det skal lige siges, at jeg ikke har viden om, hvordan de enkelte teknologiudbydere har indrettet deres algoritmer, så min vurdering er dels baseret på almindelige observationer, hvor jeg sammenligner forskellige kilder til data, og dels på, at jeg i nogle få tilfælde har lavet manuel optælling af højdemeter på ruter, hvilket giver et om ikke 100% nøjagtigt, så dog et pålideligt resultat, som man kan sætte op imod andre angivelser, man støder på.

Først og fremmest: Er data for højdemeter mere pålidelige nu end for ti år siden?

Dertil vil jeg svare: både ja og nej.

Ja’et skyldes, at jeg fornemmer, at nogle udbydere stabilt kan levere data, som virker forholdsvis præcise. Det gælder f.eks. RideWithGPS og Strava. De lader til at have fået implementeret noget software, som kan trække selv finere højdedata ud af kort. Hvis nogen kom til mig og sagde: “Jeg har lige kørt 100 km. RideWithGPS siger, at der var 700 højdemeter” – så vil jeg tro på, at de 700 er tæt på det korrekte.

Egentlig har jeg længe ment, at det burde være relativt nemt at lave software, som kan beregne højdemeter med høj nøjagtighed. Højdedata findes nemlig – endda på frit tilgængelige online kortservices og med en præcision, der når helt ned på centimeterniveau. Så det handler bare om at parre softwaren med disse kort og programmere tingene sådan, at der for hvert punkt, der indtegnes i en ruteplanlægger, trækkes en højde ud.

Det vil næsten kunne fjerne al usikkerhed om højdemeter. Og det vil gøre eksempelvis barometermåling ligegyldig. Åh, ja – suk – barometermåling. Jeg nærede engang store håb til dette – det lød fancy og dejligt analogt. Men da jeg så fik et ur med barometermåling, brast alle mine illusioner. Der er for mange ting, der kan gå galt i processen – fra manglende kalibrering til ændringer i vejret. I hvert fald bruger jeg det slet ikke. Jeg kører min ruteregistrering ind i systemet og vælger den korrektion, der nu måtte være tilgængelig.

Og så er vi jo allerede langt inde i den del af mit svar, der lyder: “Nej”. Altså nej til det spørgsmål, der går på, om de højdedata, vi præsenteres for, er mere troværdige nu end for ti år siden. Teknologien har udviklet sig generelt, men du skal ikke regne med, at din GPS er blevet bedre til at måle højdeforskelle. Og du skal heller ikke regne med, at du bare ved at gå ind på fx Strava straks får et validt result, når du finder en bestemt rute.

Forleden sad jeg og kiggede efter en rute, der gik rundt om Maglesø syd for Holbæk. Jeg fandt to på Strava. Vejen, der er kørt, er identisk (den ene siger, at runden er 9,15 km lang, mens den anden siger 9,2), men højdemeterangivelserne passer slet ikke sammen.

For den ene rutes vedkommende angives “elevation gain” til 184 meter. I det andet tilfælde er tallet 90. Det ene tal er altså mere end dobbelt så højt som det andet, hvilket er langt ud over, hvad man kan kalde bagatelafdelingen. Hvis man kørte rundstrækningen 10 gange med udgangspunkt i hver af de to registreringer, ville forskellen i højdemeter være 940!

Det er den med de 184 meter, der stikker mest ud. Selve højdeprofilen fremstår ellers plausibel, men tallet er absurd højt. I det andet eksempel er det modsatte tilfældet. Højdeprofilen er noget mærkværdig at se på, men til gengæld virker tallet mere rigtigt.

Nu er det faktisk sådan, at Danskebjerge.dk møjsommeligt har optalt højdemeter manuelt på ruten, så vi har et facit. Og det er: 127 højdemeter. Det er tættere på de 90 end på de 184 – men stadig langt fra.

Er det så Stravas skyld, at man får to så forkerte bud? Ikke nødvendigvis. Strava er øjensynligt indrettet sådan, at de data, der kommer fra den uploadende bruger, forholdsvis direkte overføres til selve visningen. Men der findes altså en højdekorrektionsfunktion, som man kan klikke sig frem til, når man redigerer ruten. Og det viser sig som regel, at denne korrektur, som efter alt at dømme er baseret på statiske kortdata, rammer tæt på virkeligheden.

Men man kan som nævnt også gå til RideWithGPS, og her får man – når man uploader en tur rundt om Maglesø eller tegner den ind – et ganske brugbart resultat uden at skulle højdekorrigere. I forbindelse med denne artikel tegnede jeg rundstrækningen ind her, og det gav 118 højdemeter – altså kun 9 færre end tallet fra den manuelle optælling. Jeg supplerede dette med lidt søgning i samlingen af ruter hos RideWithGps og fandt en Maglesø-upload, som angav 115 højdemeter. Der er med andre ord ikke meget forskel. For nogle år siden var der hos RideWithGPS en angivelse, der lød på 132, så det svinger tilsyneladende lidt (med en usikkerhed på ca. 10%), men jo slet ikke i samme størrelsesorden, som hvis man går ind på Strava og bare søger nogle uploads frem.

Men for nu lige at vende tilbage til spørgsmålet om i dag og for ti år siden:

Dengang fandtes en populær rutehjemmeside, der hed GPSies.com. Populariteten var berettiget, for data herfra var langt bedre, end hvad man kunne finde på andre lignende websites. Desværre solgte den tyske ejer sit værk, og GPSies.com blev til AllTrails.com, hvor de dog ikke lige fik den gode software med over – de var åbenbart bare interesseret i at overtage nogle brugere! Så det var noget af et tilbageskridt, og deraf mit “både-og”-svar til ovenstående spørgsmål. For nej, vi har ikke taget et afgørende skridt frem mod høj præcision, men jo, der findes nogle udmærkede datakilder, som blot skal håndteres med lidt varsomhed. Dertil kommer, at der kan være GPS-produkter og rutewebservices, som jeg ikke kender, og som er endnu bedre end Strava, RideWithGPS og Garmin for den sags skyld, når det gælder højdemeter.

Én ting, som i hvert fald er væsentligt at få med set fra især en dansk synsvinkel, er de små terrænforskelle. I Danmark vrimler det jo ikke med enorme stigninger. Til gengæld kan landskabet godt være ret puklet. Og hvis rutesoftwaren er sat til at skære alle ujævnheder væk (f.eks. alt under 5 eller 10 højdemeter), så kommer de danske ruter til at lide under det. Vi ved, at det forekommer, ikke mindst hos Garmin. Argumentet er forståeligt, nemlig at hvis revl og krat inddrages, så kan selv små GPS-fejl give skæve resultater. Men udbyderne kan som sagt komme uden om det ved at lade højdemeterberegningen være baseret på kort. Vel at mærke de rigtige, troværdige kort, som heldigvis findes.

/Jacob

Forleden cyklede jeg en tur på Midtsjælland. Den var 76,4 km lang og havde ca. 650 højdemeter. Det vil sige stærkt kuperet efter sjællandsk målestok. Men det var snyd – på en måde. 

Ruten var nemlig placeret på en rundstrækning på godt 7,5 km. Rundstrækningen, der går rundt om de smukke søer Bromme Lillesø og Bromme Maglesø, kørte jeg 10 gange. Imens voksede antallet af tilbagelagte højdemeter – fra 65 efter den første runde til 650 efter den sidste. (Se turen på Strava her.)

Kunne jeg have fundet en rute, der var lige så hård, og hvor jeg ikke behøvede køre rundt og rundt? Det ville kunne lade sig gøre. Men mulighederne ville være få. 

De 650 højdemeter fordelt på 76,4 km balancerer nemlig på en grænse, som jeg meget tit er stødt på, når jeg har set på danske løberuter eller selv designet dem. Grænsen er 1 højdemeter pr. 100 længdemeter. Hvilket svarer til, at terrænet er steget med 1.000 meter vertikalt, når din gps siger, du har kørt 100 kilometer.

Jeg har været med i et cykelløb, hvor ruten gik rundt om Tystrup Sø – et af Sjællands mest kuperede landskaber. Her var der meget tæt på 1.000 højdemeter på 100 km (noget, som arrangørerne brugte i markedsføringen af eventen). Men vi kørte altså også tre gange rundt om søen. Hvis ruten havde strakt sig ikke blot rundt om søen, men også ud i en større omkreds, var de 1.000 højdemeter på 100 km ikke blevet nået. 

Jamen, Odsherred da? Der ligger Sjællands skrappeste bakker jo, og bakkerne ligger tættere end ved Tystrup Sø. En 100 km-tur rundt i det landskab giver godt med højdemeter. Men du ville stadig være nødt til at køre mindst to gange i ring for at nå op på 1.000.

Ovre i Jylland er der lidt flere muligheder. Og i et løb som Grejsdalsløbet er der faktisk ruter, som krydser den magiske grænse uden at slå knuder på sig selv. Men det er ikke med stor margin. Da jeg kørte  “Udfordringen”, eventens korteste rute på 83 km, var der ifølge Strava 950 højdemeter. Det svarer til 1.140 højdemeter pr. 100 km. Nogenlunde det samme forhold gælder for ruterne på 127 km og 167 km, mens den meget lange rute på 229 km ikke helt når op på 1.000 højdemeter pr. 100 km (2024-udgaven). 

Et andet eksempel fra Vejle-egnen: Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt – den med slutspurten på Kiddesvej – har ofte mere end 1.000 højdemeter pr. 100 km. Men her skal man huske på, at etapen altid afsluttes med en rundstrækning, der køres flere gange. Dermed øges koncentrationen af højdemeter. Og alligevel ligger antallet af højdemeter på kongeetapen sjældent meget over den nævnte grænse. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan man fx ikke designe en dansk rute med 2.000 højdemeter på 100 km?

Det hænger først og fremmest sammen med størrelsen af stigningerne og afstanden imellem dem. I Danmark er de enkelte bakker sjældent på mere end 100 højdemeter, og derfor skal der en del bakker til for at runde 1.000 på 100. Som regel er der også et godt stykke vej fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Disse mellemstykker går hårdt ud over koncentrationen af højdemeter. 

I et terræn med færre småknolde, men flere store stigninger ophobes højdemeterne lidt mere effektivt. Hvis du fx har en 100 km lang strækning med tre stigninger på hhv. 500, 350 og 150 højdemeter, så kan man uden at benytte kugleramme konkludere, at de i sig selv rækker til den magiske grænse.

Lad os regne lidt videre: Hvis alle tre stigninger stiger med 5% i snit, så vil de 100 km have i alt 20 km med stigende terræn og 80 km med fladt eller faldende terræn. Det lyder måske ikke så hårdt egentlig. I al fald ikke, hvis der køres kontrolleret. Til gengæld ville en rute med dobbelt så mange bakker og samme antal højdemeter måske føles mere anstrengende, fordi der “sker” mere undervejs (op/ned, sving osv.).

Uanset hvad så er et professionelt cykelløb på en rute, der ligger omkring 1:100-grænsen, ikke at sidestille med en bjergetape i en Grand Tour. Det er snarere et klassikeragtigt løb à la Amstel Gold Race. Her vil såvel spinkle klatrespecialister som tunge supersprintere få det svært, mens puncheur-typerne har bedre chancer for at nå til tops.

Hvis man som motionist selv vil have mange højdemeter i benene på dansk grund, så er metoden med rundstrækninger den nemmeste. Og der er ingen grænse for, hvor kort den må være – når blot den indeholder mindst én stigning.

Men det er klart, at jo flere runder der skal køres, desto mere ensformig bliver cykeloplevelsen. Jeg må tilstå, at mine runder om de ellers naturskønne søer ved Bromme til sidst begyndte at føles lidt lange i det. Man skal have motivationen i orden for at træne på den måde.

Og husk så lige at være skeptisk overfor de højdemeter, du bliver præsenteret for af din software. Der er flere af de kendte online ruteservices, der rammer ved siden af skiven, når de tæller højdemeter sammen. Jeg vil anbefale, at du lægger ruten ind på Strava og vælger Stravas højdejusteringsfunktion. Det giver dig et relativt troværdigt resultat.

/Jacob

Med et indbyggertal på over 180.000 indtager Odense tredjepladsen på listen over Danmarks største byer. Til gengæld udmærker byen sig ikke, når det gælder terrænet. Fyns hovedstad er nemlig ganske bakkefattig, og derfor skal der ikke så meget til, for at et punkt kan blive Odenses højeste. Prisen går til Bolbro Bakke, som når op i en naturlig højde af 40 meter over havet.

Hvis man googler Odenses højeste punkt, får man ellers nogle andre bud. Disse ligger især mod vest i retning af Vissenbjerg. Steder som Dyred og Blommenslyst nævnes, og her findes ganske rigtigt terrænpunkter, der er noget højere end 40 meter over havet. Men det er efter undertegnedes mening upræcist at kalde dem for Odenses højeste punkter, for de kan ikke siges at ligge i Odense by. Det gør Bolbro Bakke derimod, omend lokaliteten først i sidste del af 1900-tallet blev opslugt af den voksende storby. Før Anden Verdenskrig var der cirka to kilometer fra bakkens top til bygrænsen mod øst. I dag skal man bevæge sig 350 meter i modsat retning for at møde et skilt, der markerer endepunktet for Odenses bymæssige bebyggelse.

Men man kan diskutere kriterierne for, hvornår en by ophører. Hører f.eks. bydelene Højby og Sankt Klemens med til Odense by? Tja, der er vel kun en ådal, der skiller. Hvis man er large og regner dem med til Odense, så er Bolbro Bakkes ophøjede status i fare, for i Højby når terrænet op i et par og fyrre meter over havet, og i Sankt Klemens næsten det samme. Men lad os her lade tvivlen komme Bolbro Bakke til gode. Det er nemlig et sted med en højdramatisk historie.

I 1934 besluttede man, at der på Bolbro Bakke skulle opføres et højt udsigtstårn. Det skulle bestå af overskydende byggematerialer fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Tårnet blev kaldt Odinstårnet – en reference til Odenses navn, der menes at stamme fra guden Odin.

Imponerende nok stod tårnet allerede året efter klart til indvielse. Det endte med at blive hele 177 meter højt. Til sammenligning er Lighthouse i Århus, Danmarks højeste bygning pr. 2024, “kun” 142 meter højt. Filippatårnet, der fra og med foråret 2024 er den højeste bygning i Odense, strækker sig 63 meter op i luften. Så Odinstårnet var og er i en liga for sig. Når man dertil lægger, at det 177 meter høje tårn blev placeret nær toppen af Bolbro Bakkes top i 36 meters højde over havet, ragede det i alt 213 meter i vejret, hvilket er ca. 50% mere end Lighthouse.

Det fynske udsigtstårn blev forsynet med hurtigtkørende elevatorer. Med sådan én varede det ikke mange øjeblikke, før man nåede til restauranten omtrent halvvejs oppe. Herfra kunne man nyde en mageløs udsigt ud over Nordfyn. Tårnet blev en udpræget turistattraktion, og der solgtes store mængder souvenirs med Odinstårnet som tema.

Når man ser Odinstårnet på fotografier og film fra den tid, virker tårnets konstruktion ret så spinkel. Der er ikke den samme brede bund, som man kender det fra f.eks. Eiffeltårnet. Formentlig har ingeniører beregnet, at Odinstårnet kunne modstå orkaner og andet uvejr. Men næppe, at det også skulle kunne tåle sprængstoffer. Dét var der nogen, der fandt på at udnytte.

Den ødelæggende aktion blev udført den 14. december 1944. Det var den nazistiske Peter-gruppe, der stod bag sprængningen. Sabotagen var tænkt som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Et kolossalt brag rungede ud over Odense, og så lå byens kun ni år gamle vartegn spredt ud over en betragtelig del af Bolbro Bakke.

En mindesten på Bolbro Bakke vidner om, at én ulykke sjældent kommer alene. På befrielsesdagen den 5. maj opstod der skyderi i Odinstårnets ruinhob. Sandsynligvis var det modstandsfolk, der som et udslag af kådhed eller inkompetence kom til at beskyde hinanden. En mand døde.

Men freden kom. Og hen ad vejen fik man ryddet op i dyngerne efter det ødelagte tårn. Derefter begyndte bygrænsen lige så stille at kravle op ad Bolbro Bakke.

Alt andet lige må der have været fare for, at det sted, hvor Odinstårnet havde stået, kunne blive bebygget. Men det reddede skindet. Det blev i stedet en del af en park, Odinsparken. Et grønt areal, som er omkranset af etagebyggeri.

At arealet omkring tårnet stod relativt uberørt, gav næring til tanker om en genrejsning af Odinstårnet. En forening blev dannet med netop det formål, og året 2004 markerede den foreløbige kulmination på foreningens arbejde. Det år blev der nemlig opført en miniatureudgave af Odinstårnet på selv samme sted, hvor det oprindelige tårn havde stået. Begrebet miniature skal her forstås relativt. Det nye Odinstårn er faktisk hele 12 meter højt. Det er der ikke mange monumenter i Danmark, der kan måle sig med.

Men står det til Foreningen Odinstårnet, så skal minitårnet snart vige pladsen igen. Drømmen er opførelsen af et nyt tårn, man rent faktisk kan komme op i.

For 20 år siden virkede dette måske som en utopi, men i de senere år er der jo blevet bygget en del meget høje bygninger i Danmark. Og hvis man kunne bygge et 177 meter højt tårn tilbage i midten af 1930’erne, så kan man da også i dag. Højderekorder er noget, der fænger. Det samme gør udsigter. Bare se, hvor stor interesse det vakte, da Skovtårnet ved Rønnede blev opført. Og det er endda kun 45 meter højt.

Om det så lige vil fungere med Bolbro Bakke – med tanke på områdets nuværende bebyggelse og infrastruktur -, det kan man diskutere. Måske vil det være nemmere at lede efter en placering ved de førnævnte lokaliteter, Blommenslyst og Dyred.

Eller også kunne man nøjes med at lave et mellemstort udsigtstårn – et Odinstårn på f.eks. 30 meter i højden. Fra sådan et tårn vil der være en god udsigt ud over Odense. Ikke en mageløs, men en god.

Et sådant tårnprojekt er vel mere realistisk, men også lidt mere leverpostejsagtigt, da det utvivlsomt vil stå i skyggen af fortidens storhed.

Læs meget mere om Danmarks udsigtstårne – både dem, der stadig eksisterer, og dem, der ikke gør – på denne side på Danskebjerge.dk.

/Jacob

Zone 2-træning er meget oppe i tiden. Især efter at Pogacars succes i Tour de France blev sat i forbindelse med en øget mængde træning i zone 2.

Hvad er zone 2? Det er desværre ikke så let at fastslå præcist, for der findes flere definitioner. Nogle siger, at den går op til 80% af maksimumpulsen. Andre siger, at den øvre grænse snarere ligger på omkring de 70%. Endnu mere komplekst bliver det af, at der er to forskellige måder at udregne pulsprocenter på.

Men altså – lad mig tage udgangspunkt i mine egne tal og mine egne Garmin-data.

De siger, at zone 2 er træning ved 106-123 slag i minuttet, svarende til 60-70% af min maksimale puls. Zone 1 ligger så på 89-106 (50-60%), mens zone 3 ligger på 124-142 slag (70%-80%). Hos Garmin er der i alt fem zoner, men udfordringen med zone 2 er primært at holde sig mellem zone 1 og zone 3, så lad os nøjes med at fokusere på disse tre.

Når jeg cykeltræner, ligger jeg det meste af tiden i zone 3 (70%-80%). Det tror jeg faktisk, at flertallet af motionister gør. Ulempen kan være, at zone 3 er en tilstand, hvor kroppen trættes relativt meget, uden at man presser den i en grad, så den bliver stærkere. Tit er det ellers den gyldne middelvej, der er den bedste at vælge her i livet, men skal man følge fysiologiens mekanismer, så gælder det faktisk ikke træning. Her bør man undgå det “mellemhårde”.

Det er der ikke noget nyt i. Jeg kan huske, at jeg engang i Norge læste et motionsblad, hvor der blev talt for, at man primært trænede under 70% af max og over 90% af max. Altså ENTEN meget mild træning ELLER benhård træning. Rådene gjorde indtryk på mig dengang (ca. i 2008), fordi det ikke virkede så intuitivt.

Og jeg må tilstå, at jeg kun i begrænset omfang har prøvet disse råd af.

Det skyldes dels, at jeg ikke føler, at jeg har tid – og vel heller ikke lyst – til at motionere lavintenst. Jeg vil gerne “mærke”, at jeg træner.

Men det hænger også sammen med, at træning under 70% slet og ret er vanskeligt. Jeg oplever det faktisk sådan, at det kræver stor koncentration at træne på den måde. Hvis jeg ikke tænker over det, kommer min puls meget nemt over 70% og dermed op i zone 3 eller 4. Eksempelvis i modvind og på bakker. For hvor sjovt er det lige at cykle op ad en lille bakke med 8 km/t – eller køre med 20 km/t i modvind? Det kan man næsten ikke få sig selv til. Men det er dét, zone 2-træning indebærer.

Omvendt er der jo også en nedre grænse for zone 2. Og det er spøjst med den, for den er trods alt så høj, at jeg vanskeligt kan komme op over den på gåture. Jeg skal virkelig presse mig selv – og helst i udfordrende terræn – for at komme op på 60% i puls, når jeg går. Lidt ærgerligt faktisk, for en kombination af højintens cykling og lavintens gang ville være en tiltalende træningsrytme for mig.

Så zone 2 skal være noget, jeg opsøger på cyklen, men hvad gør jeg for at ramme rigtigt indenfor de dér drilske pulsgrænser?

Jamen, det gode ved zone 2 er, at du kan sætte dig ud på cyklen uden at føle, at du skal yde noget. Du skal bare cykle i et roligt tempo – lidt som hvis du skal cykle fra A til B i hverdagen. Og når du så kommer ud i modvinden eller rammer en stigning, så skal du tænke det modsatte af, hvad du plejer at tænke. I stedet for at træde hårdere i pedalerne skal du føle, at du tager kraft ud af dit tråd – ellers vil du automatisk få en højere puls. Bliver du det mindste forpustet, er du formentlig allerede i zone 3 eller højere. Om ikke andet vil din pulsmåler fortælle dig det.

Nå, men er jeg så sådan én, der vil træne en masse i zone 2 fremover? Næppe. Zone 2-træning passer bedst til dem, der har en stor træningsmængde, og det synes jeg ikke jeg kan sige, at jeg har. For mig går træning mest ud på at fornemme, at jeg er på det niveau, jeg gerne vil være, og der vil zone 2-træning gøre mig lidt usikker, da det er en træningsform, hvor man så at sige underpræsterer. Men den er alligevel god at kende til, for man ved jo, at den er relativ effektiv, og hvis man så har en dag, hvor man savner overskud til at give den gas på landevejen, så giver det stadig god mening at sige: Pyt, jeg snupper bare noget zone 2.

/Jacob

Det svenske medie Expressen har haft en reporter ude på en stigning ved navn Abborrbacken. En “dæmonbakke”, som Expressen også kalder den i omtalen. Den skal være den hårdeste bakke i noget motionsløb i Sverige. Bakken er 522 meter lang (vældigt præcis angivet!) og stiger med 8% i snit. En barsk udfordring, synes den løbende reporter:

https://www.expressen.se/tv/nyheter/sverige/reporterns-reaktion-pa-demonbacken-ger-upp/

Men egentlig er 522 meter og 8% ikke så voldsomt. Og man skal bemærke, at der jo heller ikke er tale om den hårdeste stigning af alle i Sverige. Abborrbacken er den hårdeste “løbebakke”, hvilket vil sige, at den indgår i et officielt motionsløb. Der findes helt sikkert skrappere stigninger på Kebnekaise og lignende steder, men det er måske småt med løbeevents der. Jeg tænker også, at specialløb, f.eks. ultraløb, ikke er regnet med.

Som det fremgår af Expressens video, er kåringen ikke trykprøvet – der efterlyses tip om andre hårde løbebakker i Sverige. Men hvordan med Danmark? Kan Danmark levere en stigning, der er hårdere end 522 meter med 8%, og som bruges i motionsløb?

Lad os se på et par eksempler.

Stigningen op ad Sindbjerg nær Silkeborg er 250 meter lang og stiger med 21,2% i snit. Den bruges i løbeeventen Julsø Ultra. Selvom Sindbjerg-bakken er kortere end Abborrbacken, så har den flere højdemeter og er selvsagt stejlere. Den slår helt sikkert den svenske stigning i hårdhed, men skal man være krakilsk, hører Julsø Ultra til specialløb-kategorien.

Kongeetapen i Etape Bornholm hører derimod til blandt de store danske motionsløb (næsten 1500 deltagere i 2024), og her har vi at gøre med det måske bedste bud på en dansk kandidat. Den afsluttende stigning på løbeetapen er 500 meter lang og stiger med 63 højdemeter. Det resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,6. Altså er den nordbornholmske bakke cirka lige så lang, men samtidig markant stejlere end den svenske. Derudover er bakken sammenlignelig med Abborrbacken på den måde, at der er både grus- og asfaltsektioner på den. Læs Danskebjerge.dk’s test af stigningen op til Hammer Fyr her.

Hvad så med f.eks. Skovbakkevej i Aalborg? Jamen, den er bestemt hård, men ikke hårdere end Abborrbacken – i al fald ikke, hvis man ser på gennemsnitsværdierne. Skovbakkevej, der indgår i det traditionsrige Aalborg Brutal Marathon, er 400 meter lang og stiger med 8,8% i snit. Den er med andre ord en smule kortere og en smule stejlere end Abborrbacken. Så vi har måske med en uafgjort at gøre her. Men den maksimale stigning på Skovbakkevej er på hele 17%, og det kan godt være, at den aalborgensiske stigning på det punkt er mere krævende end den svenske.

Uanset hvad: Hvis spørgsmålet er, om der i Danmark er en stigning, som kan slå Expressens svenske rekordbakke, så er svaret ja!

/Jacob

Traditionen tro evaluerer Danskebjerge.dk her årets store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt. Som sædvanligt vil hovedfokus være på selve løbet og ruten – kun sekundært på bestemte ryttere.

Men lad os alligevel kort berøre sidstnævnte, altså rytterne. Årets startliste havde ifølge Procyclingstats en score på 176. Det er et ganske markant dyk i forhold til i fjor, hvor kvalitetsscoren var 228. Forklaringen er, at løbet sidste år havde deltagelse af store navne som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Fabio Jacobsen. I år var Arnaud de Lie det eneste store navn. Et par andre deltagende stjerner har fremtiden bag sig, og en rytter som Magnus Cort, som vi danskere kender fra hans mange spektakulære sejre, ligger også i år uden for verdens top 100 og bidrager derfor ikke meget til startlistens objektive kvalitet.

En fordel ved en startliste uden absolutte topnavne er, at det fremmer jævnbyrdigheden og spændingen, og denne udgave af PostNord Danmark Rundt udviklede sig da også til en tæt strid – faktisk så tæt, at det samlede klassement først blev afgjort i den allersidste spurt. Her endte Cort som treer, hvilket var én placering fra at have gjort ham til vinder af etapeløbet.

Medvirkende til at opretholde suspensen var holdløbet, som fandt sted på første etape. Holdløbet var en nyskabelse, og det fungerede godt. Det er en optimal måde at præsentere de enkelte hold på, og fordi distancen var beskeden, kom der ikke nogen afgørende spredning i toppen, sådan som man ellers af og til ser med almindelige enkeltstarter. (Det mest kendte eksempel er vel Matti Breschel, der vandt talrige etaper i løbet, men aldrig det samlede klassement, fordi han mistede for meget tid på enkeltstarterne.) Man kan sagtens gentage succesen og lægge en TTT ind igen til næste år. De er jo sjældne i mindre etapeløb, og derfor er der potentiale i, at PostNord Danmark Rundt kan profilere sig på dem.

Allerede dagen efter holdløbet var det tid til kongeetapen – den, der siden 2004 har haft opløb på Kiddesvej/Koldingvej i Vejle.

Der var et par specielle egenskaber ved årets kongeetape. Én var længden. Etapen var hele 231 kilometer lang, og kombineret med den høje koncentration af højdemeter, der lå på den sidste tredjedel, fik etapen skær af en forårsklassiker i Holland eller Belgien. Vejret på dagen var dog en formildende omstændighed: Det var tørvejr, og vinden kom for det meste skråt bagfra på etapens første halvdel, så mange ryttere har kunnet tage det forholdsvis roligt i begyndelsen. Man kan fantasere om en kongeetape på 231 kilometer i regn og rusk, og hvor etapen ikke indledes i flade Vestjylland, men derimod både starter og slutter i Vejle.

Et andet særtræk ved dette års kongeetape var strækningen med Chr. Winthersvej. Danmarks stejleste gade med en maksimal stejlhed på 25,5% har været med i PostNord Danmark Rundt før, men vejforløbet hen til og efter den ekstreme stigning var anderledes. Hvor feltet tidligere er kommet susende oppe fra Jellingvej, kom det nu nede fra krydset Enggade/Jellingvej. Dette burde faktisk gøre det nemmere at dreje ind på den ultrasmalle Chr. Winthersvej, og derfor er det paradoksalt, at det var i år, at der opstod trafikprop. En holdbil blev fanget imellem grupperne på stigningen og skabte en værre omgang kluddermor. Det så grimt ud, og endnu værre blev det, da hovedfeltets bagtrop måtte af cyklerne nede på Jellingvej, fordi der simpelthen ikke var fremdrift nok på den første del af Chr. Winthersvej.

Ifølge løbsleder Jens Kasler, som Danskebjerge.dk talte med efter femte og sidste etape, var den vildfarne holdbil ikke årsagen til stoppet. Han mener, at det simpelthen var stejlheden, der gjorde det, og at man generelt må acceptere risikoen for propper, når man inddrager en stigning af denne karakter.

I hvert fald må mindst en snes ryttere være blevet sat ud af spillet på Chr. Winthersvej. Men på toppen var der trods alt hele 63 kilometer til målstregen, så for de fleste i feltet ville der under normale omstændigheder være rimelig tid til at få situationen nogenlunde under kontrol igen.

Men så kom endnu en nyskabelse ind i billedet, nemlig stigningen på Petersmindevej. Stigningen ligger i direkte forlængelse af nedkørslen på Søvej og er på 45 højdemeter. Med denne krævende tilføjelse til Chr. Winthersvej udgør de godt to kilometer fra Enggade den skrappeste delstrækning nogensinde i PostNord Danmark Rundt, og det var meget tilfredsstillende at se, hvordan begivenhederne udviklede sig her. Petersmindevej-bakken blev som håbet startskuddet til adskillige angreb. Det mest kraftfulde af dem involverede Magnus Cort, Matteo Trentin m.fl. og blev sat ind på Rugballevej med 53 kilometer til mål. Udbrudsgruppen fik ikke noget stort hul, men holdt ikke desto mindre hele vejen til mål. Dermed fik terrænet før Kiddesvej-rundstrækningen for andet år i træk afgørende betydning for resultatet på kongeetapen.

Jeg synes, at tilføjelsen af Petersmindevej var et stort plus. Den må meget gerne komme med i etapeløbet igen. Faktisk vil jeg hellere have Petersmindevej med end de stejleste 160 meter på Chr. Winthersvej. Den smalle gade er kilde til mange usikkerheder og tilfældigheder, og jeg tror ikke, at de 25,5% gør en stor forskel i forhold til de 19,5%, som asfalten stiger med på den bredere Gl. Kongevej et stenkast derfra. På Gl. Kongevej er der mindre risiko for kaotiske tilstande som dem, vi så på første del af Chr. Winthersvej.

Jens Kasler virker dog glad for Chr. Winthersvej. Hans melding til undertegnede efter etapeløbets slutning var, at de afviklingsmæssige problemer i år ikke umiddelbart er af en karakter, der diskvalificerer stigningen.

Problemer var der i hvert fald ikke på Vejledalen. Vejledalen er en nybygget vej – omtalt ad flere omgange på Danskebjerge.dk. Vejen snor sig elegant ned mod Vejle Ådal og er forsynet med veldesignede broer. Den fungerer som nedkørsel efter Petersmindevej og gør det muligt at føre feltet hurtigt hen til bl.a. Østengårdbakken.

For mig blev Vejledalen ikke helt så flot en visuel seeroplevelse, som jeg havde håbet. Det virkede som om, at holdet bag tv-produktionen ikke var opmærksom på, at vejen er en nyhed, og at der er mulighed for spektakulære billeder her. DR’s kommentatorer nævnte heller ikke Vejledalen med et ord. Synd, for der går altså mange årtier imellem, at der i Danmark bliver bygget en vej med en højdeforskel på næsten 90 meter. Måske kan der tages revanche, hvis Vejledalen engang bliver brugt som stigning i PostNord Danmark Rundt.

Rundstrækningen med Kiddesvej er velbeskrevet. Så den vil jeg ikke gennemgå her. Men den virkede – som den jo plejer at gøre. Højdepunktet kom til allersidst, da Magnus Cort gjorde det utrolige og indhentede Arnaud De Lie. Da den belgiske mester bevægede sig fra Kiddesvej over på Koldingvej, slog kommentatorerne ellers fast, at sejren var hans, men bornholmeren har en fantastisk evne til at æde sig selv ved synet af en mållinje. Især når terrænet stiger.

Var det den bedste Vejle-etape nogensinde? Det kan det godt have været. Både på grund af selve etapens forløb og fordi den skabte et resultat, der bidrog til øget spænding i resten af etapeløbet. Cort og De Lie havde efter etapen samme tid i det samme klassement, hvilket fik Brian Nygaard til at komme med den fornøjelige konstatering, at ingen kan føle sig trygge, hvis de kun fører med nul sekunder.

Efter tredje etape havde De Lie dog skabt et forspring på fem sekunder. Dels ved at tage bonussekunder ude på ruten og dels ved at krydse målstregen som nummer to lige foran Magnus Cort. Målbakken i Haderslev var 1 km lang og steg med 4,7% i snit. Fordi Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb på denne bakke, var der spænding om, hvor vidt den også ville skabe splittelse i PostNord Danmark Rundt. Det skete dog ikke. De 35 hurtigste kom ind i samme tid. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der er noget galt med Chr. X’s Vej-stigningen. Det var en fin op-ad-bakke-spurt. Men hvis der skal skabes splittelse i et professionelt felt af herreryttere (selv i et relativt svagt felt som det i årets PostNord Danmark Rundt), så skal der altså helst tocifrede stigningsprocenter til. Plus gerne et halvt hundrede stærkt kuperede kilometer umiddelbart før.

Lidt af den samme problematik – bare på en anden måde – gjorde sig gældende på fjerde etape fra Store Heddinge til Holbæk. Heri indgik en meget bakket rundstrækning ved Maglesø. Fire gange skulle områdets stejleste bakke bestiges (maks. 12,5%). Se video fra passagerne nedenfor.

Maglesø-runden er storartet, både sportsligt og æstetisk. Og hvis man kørte 100 kilometer på den ville man få cirka lige så mange højdemeter i benene som på en udfordrende rute i Vejle. Men på etapen i PostNord Danmark Rundt 2024 blev der kun tilbagelagt omkring 45 kilometer her, og terrænet var nemt, både før og efter at feltet rundede den flotte istidssø.

Derfor var det på forhånd svært at tro på, at Magnus Cort kunne bruge de midtsjællandske bakker til at revanchere sig for de tabte sekunder på Haderslev-etapen, og det viste sig da også, at løbets større hold alle valgte en defensiv tilgang til rundstrækningen. Formentlig var det helt efter løbsledelsens drejebog, for der var tydeligvis lagt op til klassisk gadeløb i Holbæk by. Men nej, den forventede massespurt for sejren udeblev, fordi en enlig udbryder, upåagtede Jelte Krijnsen, fik kæmpet sig over stregen først.

Krijnsen udtalte i øvrigt selv bagefter, at det var på rundstrækningens brostensstykke, at han fik has på de andre ryttere i udbruddet. Dette var muligvis et lidt overset moment på etapen – og i almindelighed. Nok er der ikke så mange lange pavéer i Danmark, men når tingene spidser til i et løb, kan selv en kort vejstrækning med f.eks. chaussésten få betydning.

Tilbage er der så lige at hæfte et par ord på den femte og sidste etape i årets PostNord Danmark Rundt. Den mindede en del om 4. etape sidste år. Faktisk var den afsluttende rundstrækning identisk med den, som Fabio Jakobsen sejrede på i 2023. Opløbsstrækningen stiger med ca. 9 meter op til målstregen, men det er nok at gå for vidt at kalde det en spurt op ad bakke. Det blev danske Tobias Lund Andresen, der kom først i mål på en etape, hvor udbruddet blev holdt i kortere snor end dagen før. Igen i år var der flot publikumsopbakning i Bagsværd, og vejret var lige så godt som i fjor.

Undertegnede fik med egne øjne set to af årets etaper, men ellers er PostNord Danmark Rundt i høj grad en tv-båret event. Jeg oplever, at tv-produktionen er af passende høj kvalitet. Der er ikke noget, som får løbet til at stikke ud i negativ retning sammenlignet med andre internationale løb i samme kategori. Dog var der en skønhedsfejl på Vejle-etapen, hvor udbryderne fulgte en kameramotorcykel, der var drejet af i et sving i stedet for at køre lige over. Hvem der bar ansvaret for udbrydernes dyre tidstab, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men med større omhu kunne fejlen nok være undgået.

Jeg fornemmer, at brugen af kameradroner er tiltagende, og på første etape gav de et glimrende ekstra krydderi til tv-dækningen af holdløbet. Helikopteren virker dog uundværlig – det er den, der leverer de landskabsbilleder, som i sig selv gør PostNord Danmark Rundt værd at tænde fjernsynet for.

DR’s to kommentatorer holder et udmærket niveau. Og deres rollefordeling er fin, synes jeg. Der er dog stadig lidt for meget hygge-nygge over det, hvilket bl.a. gik lidt ud over afslutningen i Vejle, hvor kommentatorerne ikke helt kunne leve op til det intense drama, der udspillede sig for øjnene af os. Lige i dén situation kunne det måske have været godt med f.eks. Dennis Ritter og Rolf Sørensen ved mikrofonen for at understøtte fornemmelsen af, at denne etape var sammenlignelig med World Tour-løb af højeste kaliber.

Samlet set var det dog en rigtig god udgave af PostNord Danmark Rundt. Ingen tvivl om dét.

Hvis man skal udpege det største minus, så er det måske det faldende dramapotentiale hen over etapeløbet. De sidste tre etaper var praktisk talt sprinteretaper (også selvom en udbryder snød sprinterne i Holbæk). Et perfekt PostNord Danmark Rundt har et lidt bedre mix, men man må også bare erkende, at konceptet med, at etaperne helst skal slutte i større byer, giver nogle begrænsninger. Det er trods alt et fåtal af de danske byer, der er fulde af bakker.

I øvrigt skal vi som danskere glæde os over, at de flade etaper sagtens kan kaste danske vindere af sig. I år var det Tobias Lund Andresen, der imponerede i spurterne, men Magnus Cort er også stærk på opløbsstrækningerne, ligesom eksempelvis Mads Pedersen, som vi da gerne snart skulle se til start i PostNord Danmark Rundt igen.

/Jacob

Onsdag begynder 2024-versionen af PostNord Danmark Rundt, og her får I traditionen tro en ruteanalyse fra Danskebjerge.dk. Med særlig fokus på løbets stigninger, naturligvis.

Løbet begynder i Jylland og slutter ved København. Der er i alt fem etaper. Det er på etape 2, 3 og 4, at stigningerne spiller den største rolle.

Anden etape – med start i det flade Vestjylland og mål i det bakkede Østjylland – bliver noget af et festfyrværkeri til sidst. Der er skruet maksimalt op for højdemeterne i og omkring Vejle.

Bl.a. skal rytterne op over Østengård-stigningen to gange. Begge gange er der vigtige point til bakkekonkurrencen at kæmpe om her, så jeg håber, at tv-dækningen bliver bedre, end den plejer at være på Østengårdvej.

Endnu grummere er imidlertid den strækning, der begynder på Enggade og slutter ved Petersmindeskolen. Det er faktisk en helt ny delstrækning i PostNord Danmark Rundt. Her kombineres Danmarks stejleste gade, Chr. Winthersvej, med en ekstra bakke lige efter en nedkørsel. Det er virkelig et angrebsterræn, der vil noget. Også her er der en bakkespurt. (Strækningen omtales nærmere i dette blogindlæg.)

Til sidst er der rundstrækningen med Kiddesvej-stigningen. Den er 11 kilometer lang og skal gennemkøres tre gange. Hårdt? Ja, men netop derfor reduceres betydningen af de bakker, der ligger forud for den afsluttende rundstrækning. Det har vi set ofte på Vejle-etapen. På en måde lidt ærgerligt, at Kiddesvejs 19% igen og igen skal rende med al opmærksomheden. Men forståeligt nok, at arrangørerne vil skabe mest mulig action på det sted, hvor der er flest tilskuere.

Samme hensyn spiller utvivlsomt ind i Egtved, hvor man i år har valgt at indlægge en rundstrækning, altså midt på etapen. Det er lige showagtigt nok efter min smag – jeg foretrækker ruter med så få ekstrasløjfer og selvkrydsninger som muligt. Til gengæld er jeg svært tilfreds med en anden nyskabelse, nemlig nedkørslen ad Vejledalen. Denne nybyggede vej er enestående i dansk kontekst, og jeg forventer, at tv-producenten her kan levere nogle betagende billeder af rytterne set fra luften.

Tredje etape går fra Kolding til Haderslev. Ruten afspejler i store træk den ændring, der er i landskabet mellem de to byer: fra det meget bakkede terræn ved Kolding til det fladere Sydjylland.

Etapens hårdeste stigning ligger allerede efter 18 kilometer: Gelballevej. Den har en højdeforskel på hele 61 højdemeter. På toppen er der bakkepoint i spil. Siden kommer feltet forbi den navnkundige Skamlingsbanke. Her er der faktisk 50% flere højdemeter end på Gelballevej, men samtidig er stigningsprocenten så lav, at der knap nok er tale om en bakke.

De to efterfølgende bakkespurter har noget mindre højdeforskelle, og terrænet er ikke videre krævende, før rytterne kommer ind på den afsluttende rundstrækning i Haderslev. Der finder vi den 1 kilometer lange målbakke, som ligger på Chr. X’s Vej. Med sine 47 højdemeter er den sammenlignelig med fx Vårby Bakke ved Slagelse, ja, faktisk en anelse hårdere. Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb, der sluttede på Chr. X’s Vej, hvilket siger lidt om dens stejlhed. Supersprinterne kan næppe være med her!

På fjerde etape har bakkerne på én gang mindre og større betydning end på de to foregående etaper. De har mindre betydning, fordi der på den afsluttende rundstrækning, som er placeret i Holbæk, ikke indgår nogen nævneværdige stigninger. Men bakkerne har samtidig større betydning, fordi der skal spurtes om bakkepoint hele fem gange på etapen. Og fire af gangene sker det ved Maglesø syd for Holbæk.

Vejene omkring Maglesø har tit været med i Danmarks største etapeløb, men deres potentiale har næppe nogensinde været udnyttet så meget som i år.

For det første skal feltet denne gang ”den rigtige” vej rundt, dvs. mod uret. Dermed kommer områdets stejleste asfalt i spil.

For det andet er der tale om en 10,5 kilometer lang rundstrækning, som skal køres fire gange. Disse fire runder (eller tre og en halv for at være helt præcis) vil i sig selv byde på knap 500 højdemeter.

Med stor sandsynlighed bliver kampen om bakketrøjen afgjort her, og man kan da håbe, at nogle modige klassementsryttere også ser potentiale i de mange knolde, hvoraf den stejleste er på op til 12,5%. Desværre er der næsten 40 kilometer fra den sidste bakketop til målstregen, så et felt med mange hjælperyttere vil have god tid til at gøre kål på eventuelle langdistanceangreb.

Femte og sidste etape skal også lige nævnes her. Mest fordi der er to bakkespurter på den. Store er de to bakker ikke, og de får efter alt at dømme nul betydning for etapens udfald. Det, der selvfølgelig kan være spænding om – ud over etapesejren -, er klassementet, for der er 10 sekunder i bonus for en førsteplads på alle etaperne, og når nu der ikke er nogen suveræn Evenepoel eller et overlegent Lidl-Trek-hold med i PostNord Danmark Rundt i år, så kan den samlede stilling godt ende med at blive meget tæt helt til den sidste målstreg i Gladsaxe.

Men umiddelbart lader første og anden etape til at være de mest afgørende. Første etape er en holdtidskørsel, hvor vigtige sekunder er i spil. Anden etape kan i princippet skabe store forskydninger i klassementet, for ruten er ikke bare kuperet – den er også ekstremt lang: 231 kilometer! Kan en rytter som Magnus Cort bevare sin aktuelle skarphed, når han skal sidde på cyklen så længe? Det er et af de spændende spørgsmål, vi får svaret på om ganske få dage.

(Det bedste objektive bud på en samlet vinder må være Arnaud de Lie fra Lotto Dstny. Dels fordi han er feltets stærkeste rytter (har en del flere UCI-point end alle andre), og dels fordi han har et stærkt hold omkring sig.)

/Jacob

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt er kendt for sin barske og bakkede rute, og her i 2024 overgår den sig selv.

Feltet skal nemlig op forbi Petersmindeskolen i 106 meters højde over havet. Dette bliver den mest kuperede delstrækning i noget dansk landevejsløb!

Rytternes opstigning begynder helt i bunden af bakken i krydset ved Enggade. Herfra går det op til Chr. Winthersvej, som med sin maksimale stigningsprocent på 25,5% er Danmarks stejleste gade. Så fortsættes nedad til Jellingvej, men hvor man i andre løb bliver på denne vej, indtil man kører ud af Vejle, skal man i år op ad Petersmindevej, som i sig selv er en ganske krævende bakke.

Der er altså tale om to stigninger lige efter hinanden, og et sådant kuperet forløb på asfaltveje findes ikke noget andet sted i Danmark.

Strækningen er godt 2 kilometer lang og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5. Det er hårdt i sig selv. Men hårdheden består især i, at den første del er uhyre stejl, og efter den når rytterne kun lige at køre nedad et kort øjeblik, før de igen skal forcere 45 højdemeter. Det er brutalt og unikt.

Men her slutter festfyrværkeriet ikke. For fra Petersmindeskolen er der kun få pedaltråd hen til endnu et højdepunkt, som er værd at se frem til: Nedkørslen ad Vejledalen.

Vejledalen er en helt ny vej og ganske spektakulær i dansk kontekst. Danskebjerge.dk har ved flere lejligheder opfordret til, at man benytter Vejledalen i et cykelløb så hurtigt som muligt efter indvielsen. Og nu sker det altså. Flot bliver det, når feltet i PostNord Danmark Rundt suser gennem den lille tunnel i svinget og videre ned mod bunden af Vejle ådal.

Vejle-etapen er 2. etape i årets løb. Den kan meget vel blive afgørende for, hvem der vinder løbet samlet, da der ikke ventes nævneværdige tidsforskelle mellem de stærkeste ryttere på de efterfølgende tre etaper.

Lørdag var jeg en tur på Vejrbanke. Det er en bakke, der ligger i den nordlige udkant af Gerlev, 4 km stik syd for Slagelse.

Jeg fik interesse for bakken under en cykeltur for nylig. På toppen er der nemlig en stor træbygget platform med bord og adskillige siddepladser. “Der er nok en god udsigt derfra,” tænkte jeg i forbifarten, og ganske rigtigt – da jeg var deroppe i dag, kunne jeg nyde et kig ud over vidtstrakte marker til om ikke alle sider, så dog de fleste.

På udsigtspunktet befinder man sig 65 meter over havet. De sidste tre meter skyldes en høj, som ved første øjekast ligner en gravhøj. Det ville være usædvanligt at tillade sådan et anlæg oven på en gravhøj, og researchen bagefter viste da også, at der er tale om en høj opført som en del af et vandværk. Det forklarer samtidig de to små bygninger, der ligger klos op ad højen. Mit gæt er, at der inde i højen befinder sig nogle store beholdere.

At der er flot udsigt mod syd og øst skyldes især, at landskabet falder ned mod Harrested Ådal. Der er godt 50 højdemeter ned til ådalens bund.

Dette bakkede landskab er ofte lidt overset, fordi man i stedet fokuserer på Vårby Bakke, der ligger til den modsatte side, altså mod vest. Terrænfaldet ned mod Vårby Å er en halv snes meter større og et nøk stejlere. Men Harrested-området er bestemt også krævende, hvis man f.eks. er cyklist.

Tag Skørpingevej fra broen over Harrested Å. Stigningen op mod Gerlev starter i 15 meters højde over havet, og den slutter først et stykke inde i Gerlev by 51 moh. Strækningen er 1200 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0. Især de første par hundrede meter er ganske stejle, og der er tit ufordelagtig vind, fordi vejen overvejende stiger i nordvestlig retning og ligger i åbent terræn.

/Jacob

Der er bakker, der er hårde, fordi de simpelthen er det. Og så er der bakker, der er hårde, fordi man tror, de ikke er det.

På min seneste cykeltur stødte jeg på to af disse snydebakker. Vel at mærke af ret forskellig slags.

Efter at have rundet Skælskør havde jeg retning mod nord. Jeg var mere end halvvejs på den planlagte tur, og benene var ikke helt lige så friske, som da jeg startede. Men vindretningen var gunstig, og tempoet godt.

Så mærker jeg alligevel noget, der minder om en krise. Farten falder fra nogle og tredive kilometer i timen til nogle og tyve. Tilsyneladende uden grund. Hvad sker der? Nåh jo.

Vi nærmer os Sønderupsønder. Her har jeg kørt før, men det er længe siden. Dengang blev jeg ramt af en fornemmelse af at hænge fast i dyndet. Det er det samme nu.

Fænomenet kaldes i internationalt cykelsprog for ‘false flat’. Det vil sige, at det, der lader til at være fladt terræn, i virkeligheden er stigende.

‘False flat’ kan tilskrives flere faktorer. Først og fremmest skal strækningen have en jævn, men kun moderat hældning – oftest i intervallet 1-3%. Dernæst skal omgivelserne være sådan, at de visuelt ikke afslører, at terrænet stiger. Og endelig skal den vej, man cykler på, typisk være bred, for på store brede veje er det sværere at identificere hældninger med øjet.

Mit grummeste møde med ‘false flat’ var i Harzen. Det er en del år siden, men det står stadig klart for mig.

Fra byen Goslar cyklede jeg ind mod bjergene. Da jeg kom til en dal, forventede jeg at finde nogle sideveje, der førte hen til skarpe stigninger. I stedet blev jeg ved og ved med at køre i dalen, og tempoet var sløjt trods stadigt højere puls. Først senere indså jeg, at vejen gennem dalen faktisk hele tiden gik en smule opad. Det var bare ikke til at se. Senere på turen stødte jeg på andre ‘false flats’ og enerverende stigninger. En medvirkende faktor var, at der er meget nåleskov i Harzen, og når du kører på en bred vej omgivet af høje ensartede træer skrumper fornemmelsen af stigning.

Sønderupsønder er ikke Harzen. Men fænomenet er tilsvarende. Og ubehaget og forundringen den samme. Slagelse Landevej virker som flad asfalt, men er det ikke. På det sidste stykke mod toppen øges stigningsprocenten dog en smule, og det er faktisk en lettelse: Solidt skrånende asfalt ved man, hvad er, og her kan man bedre leve med lav fart og lidt ømhed i benmuskulaturen.

Sønderupsønder-bakken er i alt 1150 meter lang og stiger med 2,7% i gennemsnit. Det kan måske virke sammenligneligt med Slagelseegnens mest kendte stigning, Vårby Bakke på Korsørvej. Den er 1100 meter lang og stiger med 4% i snit. Men der er stor forskel på de to. Vårby Bakkes stigningsgrad ligger konstant på 4-5% på langt det meste af strækningen, og det er nok til, at man aldrig er i tvivl. Vårby Bakke er hverken ‘flat’ eller ‘false flat’. Hård, men reel.

Nu nævnte jeg jo, at jeg på tilbageturen fra Skælskør var stødt ind i en anden snydestrækning, så den skal også med her.

Det drejer sig om vejen Parcelgårdsvej, der går parallelt med Vestmotorvejen i udkanten af Slagelse. Parcelgårdsvej er i det ydre helt anderledes end vejen til Sønderupsønder: smal, snoet og puklet. Men også dén er sært irriterende. For uanset om man kommer kørende fra den ene eller den anden side, så oplever man vældig meget modstand. Det hele føles så trægt.

Måske spiller det ind, at asfaltbelægningen er noget grov idet. Men min hovedtese er, at det er de meget hyppige terrænstigninger og terrænfald, der gør udslaget. 4-5 meter op, 4-5 meter ned, 4-5 meter op osv. Man får intet momentum med sig, og derfor er det hårdt. Normalt er en asfaltvej noget “udglattet”, men Parcelgårdsvej forekommer at være placeret direkte oven på det puklede dødislandskab, der er ret markant i området. Læg dertil forskellige småsving, som også bidrager til at bryde rytmen.

Til syvende og sidst er hverken Parcelgårds eller Slagelse Landevej dog ondskabsfulde i sig selv. Når bare man har fokus på sin ydelse og ikke alt muligt andet, så er både den ene og den anden type strækning ét fedt. Men det vil alligevel være en hjælp for de fleste, hvis de på forhånd ved, at de nærmer sig en bakke, der bedrager. Så kan man være lidt tilgivende overfor sig selv, når sanserne sætter gang i alarmklokkerne. Betragt det som falsk alarm, og stol på dine evner!

/Jacob