Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Selv små bakker tiltrækker folk og traditioner

Bakkesnak Posted on Sun, January 05, 2025 19:33:58
Overskæringsbakken (Rævebakken) set fra vest. Om sommeren er den knap nok synlig fra afstand.

Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.

Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.

Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.

En nytilkommen facilitet på toppen: Træstubbe, der kan siddes på. Fotos: Danskebjerge.dk.

Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).

Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.


*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).

I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.

/Jacob



Tilbagekig 2024: Mine landevejsløb

Løb & ruter Posted on Thu, December 26, 2024 11:38:08

Når et år rinder ud, har jeg en slags tradition med at gennemgå de cykelløb, jeg har kørt i den forløbne sæson, så det må jeg hellere holde fast i. Også selvom der i 2024 ikke var nær så meget at skrive hjem om, som der plejer at være. Hovedårsagen er, at flere af de løb, jeg tidligere har deltaget i, ikke blev afviklet. Og der er ikke kommet nyt til – i al fald ikke nogle, der geografisk og på anden vis svarer til mine ønsker. En lidt ærgerlig udvikling.

Jeg læste i øvrigt også for nylig, at Hedelandsløbet (eller Hedelands Naturtrail, som det har heddet i de senere år) også er lukket og slukket. Det var ellers en af de årlige events, der tiltalte mig meget i mine tidlige år som motionsløber. Det er lidt vemodigt at se sådan en traditionsrig begivenhed forsvinde fra kalenderen. Men det er også en sportslig streg i regningen for en motionist som mig, der godt kan lide at prøve sig selv af ved bestemte events hen over året.

Geografien spiller selvfølgelig en rolle her: Et løb, der kan nås indenfor en times kørsel, er noget mere attraktivt, end hvis man skal have et større transportpuslespil til at gå op. Så selv hvis et løbs ophør følges af et andet løbs opståen, er det ikke altid, at de to ting går lige op for den enkelte motionsløbsdeltager.

Anyway, her følger en kort skitsering af forløbet af de tre landevejsløb, det blev til for mit vedkommende i 2024.

Storebæltsløbet, Vestsjælland, april, 56 km:
Det var første gang, jeg deltog i dette traditionsrige løb. Generelt tager jeg ikke til så mange løb i april, bl.a. fordi jeg typisk er lidt i underskud af træning på det tidspunkt af året. Men denne gang passede det godt med min øvrige planlægning, og desuden var jeg lidt skuffet på mig selv over, at jeg aldrig har kørt et løb, der involverer de store bakker vest for Slagelse. Så nu skulle det være. Omend kun på den korte 56 km-distance.

Rytterne gør klar til start ved Storebæltsløbet, som begynder i Slagelses vestlige udkant.

Løbet er af den gammeldags slags med én samlet start. Det giver et meget stort felt på første kilometer, hvilket på sin vis er ganske cool, nu hvor det forekommer sjældnere og sjældnere. Der køres oven i købet ned ad bakke i begyndelsen, så det er ret hæsblæsende. Men der går ikke lang tid, før man rammer de førnævnte stigninger. Det har den fordel, at rytterne bliver spredt mere ud og således er til mindre gene for den øvrige trafik. Der er dog også en ulempe for én som mig, der hører til feltets tungere halvdel og kun er i vinterform. Ulempen er, at man nemt bliver kørt agterud på et tidligt tidspunkt, og det kan være noget rigtigt møg, hvis der samtidig er modvind på udturen.

Og netop dét var tilfældet på den barske Jættehøjvej, hvor jeg alt for tidligt kom til at sidde i den udtyndede del af feltet og alvorligt frygtede for at skulle sidde alene med de 7-8 m/s i ansigtet over en snes kilometer bagefter. På en eller anden måde blev der alligevel dannet en gruppe af rimelig størrelse, inden vi forlod Slots Bjergby, og det var guld værd på det følgende stykke, hvor højdemeterne blev færre, og vinden fik næsten frit spil i det åbne terræn.

Jeg sad og var spændt på, hvad der ville ske ved halvvejspunktet. Hvem i gruppen skulle ligeud – og hvem skulle dreje til højre? Ligeud var for dem på den lange rute. Til højre var for dem på den korte rute. Scenariet blev det værst tænkelige: Jeg var den eneste, der drejede af. Med andre ord kom løbets resterende 28 kilometer til at bestå i ufrivillig solokørsel!

Når nu det skulle være, så var det jo ikke så værst, at der var solid medvind på de første mange kilometer hjemad. Men i det sidste kvarter havde jeg overvejende den skarpe vind ind i fjæset, og opløbsbakken efter Hejninge var særligt grum. Min gennemsnitsfart styrtdykkede, og med 31,3 km/t i snit ved krydsningen af målstregen blev Storebæltsløbet da også til et af de langsomst kørte løb, jeg har stillet op i, når man tager den relativt korte rute i betragtning. Men det var så også første gang, at jeg er blevet “sat af feltet” på den måde, som jeg blev her.

Danskebjerge.dk’s film fra den sidste stigning i Storebæltsløbet 2025.

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er et af de cykelløb, jeg har deltaget oftest i. Det ligger godt for mig – lige efter midsommer -, og det er relativt nemt at komme til og fra Tune, som er start- og målby.

Modsat ved Storebæltsløbet deles feltet i Tune op i små startgrupper på under 25 mand. Det betyder, at man praktisk talt aldrig kommer til at køre i et stort felt, men oftest er der alligevel en håndfuld ryttere, som man styrkemæssigt går godt i spænd med. Sådan var det bare ikke for mig i år! Allerede på den første svage stigning så det besynderligt ud: 20 meter foran mig kørte en enkelt rytter, 20 meter bag mig kom der et par andre. Hvad gør man så?

Ved Hedeboløbet er startgrupperne små, og man kan være uheldig at komme i en startgruppe, hvor styrkeniveauet viser sig at være alt andet end optimalt.

Jeg valgte den offensive tilgang og kørte op til den førende. Vi fik etableret, hvad man med lidt god vilje kan kalde en gruppe, og så tonsede vi derudaf, mens dem, der lå bagved, tilsyneladende mistede yderligere terræn. Om det var fedt at ligge forrest på den måde? Mjah, sådan set ikke, for der er det med løb med små startgrupper, at man ikke ved, hvilken konkurrence man er oppe imod. Alt andet lige er det vel sådan, at en tomandsgruppe, som den jeg sad i, ikke er specielt hurtig, set over en strækning på godt 50 kilometer. But what can you do? Man kan ikke vinde hver gang, og 2024-udgaven af Hedeboløbet skulle åbenbart være den, hvor jeg ramte en uheldig startgruppe.

Et plus var det dog, at der omtrent halvvejs kom en mand op bagfra. Han forklarede senere, at han havde halset efter os i et godt stykke tid, men hver gang han havde nærmet sig os for alvor, var der sket noget, som satte ham tilbage, bl.a. krydsende trafik. Det viste sig, at han var en større forstærkning for vores lille gruppe end ham, jeg havde fulgtes med fra starten – faktisk var denne begyndt at sidde på hjul konstant, så der var åbenbart ikke så meget tilbage i ham, tænkte jeg.

Hen mod slutningen af løbet sker der noget uforudset: En bom går ned. Vi skal simpelthen holde for et tog! Det er første gang, jeg har prøvet dét i Hedeboløbet. Men ruten byder på en del usikkerhedsmomenter, bl.a. et lysreguleret kryds i Gadstrup blot 10 kilometer før målstregen. Så man skal være parat til at bide nogen frustration i sig i dette løb.

Frustrerende var det også at se, hvordan vores “wheelsucker” i gruppen på de sidste meter spurtede forbi mig hen mod målstregen. Han virkede meget stolt bagefter, men hvad han måske ikke tænkte over, var, at tiden tages ved både start og mål, således at hvis du er først til at køre over stregen ved start, så risikerer du, at dem, du slår i spurten, får en bedre sluttid end dig. Og sådan var det faktisk også i dette tilfælde, hvilket jeg tillod mig at fryde mig over, da jeg slog resultatet op under indtagelsen af grillpølsen i festteltet efter løbet.

Min snitfart var 32,8 km/t – det klart langsomste resultat ud af de fem gange, jeg har kørt Hedeboløbet. Men det kunne næppe være anderledes, når jeg kun sad sammen med 1-2 andre hele vejen.

Fuldt stop: Et tog er på vej.

Carl Nielsen Touren, Midt- og Sydfyn, september, 89 km:
Det her var et revancheløb. Altså for mig personligt. Som man kan læse i gennemgangen af sidste års løb, var Carl Nielsen Touren 2023 fuld af ærgrelser (løs hund, forkert rute mv.), så målet i 2024 var først og fremmest at gennemføre gnidningsfrit. Og det lykkedes stort set.

Vejret på løbsdagen var igen i år formidabelt efterårsvejr. Den eneste lille vejrrelaterede bekymring bestod i, at der var lidt medvind på de første kilometer efter startskuddet i Nr. Lyndelse. Når ambitionen er (som det tit er for mig) at sidde i samme gruppe som de hurtigste så længe som muligt, så er modvind bedst. I modvind kan man placere sig nede bagved og nyde godt af læ fra de forankørende, som til gengæld får det relativt hårdere. I medvind udebliver denne effekt, og derfor var det ikke så overraskende, at jeg i år måtte opgive kampen tidligere end håbet.

Jeg fandt så i første omgang sammen med en anden slagen rytter fra min startgruppe – en svensker bosiddende i en Odense-forstad -, men det holdt kun, til vi nåede den umådeligt lange stigning op til Jordløse. Her forsøgte svenskeren sig med en acceleration, men det gav bagslag, og så var han åbenbart syret så meget til, at han faldt ned igennem den gruppe, der på det tidspunkt havde samlet sig. Derefter blev terrænet så anstrengende, at der generelt var stor spredning. Arrangørerne havde i år skruet op for højdemeterne omkring Faaborg, og det kunne mærkes.

Selv kørte jeg ind på den navnkundige Golfbakke i ensom majestæt. Her fornemmede jeg et potentiale for krampe, hvilket jeg ellers kun oplever på meget kuperede ruter à la Grejsdalsløbets, men Carl Nielsen Tourens sidste tredjedel er relativt flad, så man er ikke helt så bekymret for det totale sammenbrud, som man er på Vejle-egnen.

Jeg endte med at sidde som det halvtynde øl i en tremandsgruppe (det er åbenbart sådan et år, hvor jeg ender med at sidde i smågrupper), og efter en føring i modvind med et par kilometer til mål blev jeg sat af de to andre. På det tidspunkt var jeg godt slidt (jeg kørte de 89 km med et pulsgennemsnit på 87%), så jeg affandt mig med at trille over målstregen alene, og desuden var der sket det, jeg havde håbet på fra start, nemlig at jeg gennemførte løbet uden alskens bøvl à la året før.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt startgruppe 2 frem for startgruppe 1. Tilsyneladende er det de hårde drenge, der sidder i startgruppe 1 i dette løb, og det er lige skrapt nok for mig – de tilbagelagde trods alt de første kilometer med over 40 km/t. Så hvis jeg deltager i løbet igen (og det vil jeg gerne, men det koster altså nogle bropenge ved siden af deltagergebyret), vil jeg prøve at placere mig lidt længere nede i køen ved startstregen.

Startgruppe 1, der viste sig lige skrap nok for undertegnede.

Carl Nielsen Touren blev det tredje og sidste løb i min 2024-sæson. Jeg kan ikke love, at antallet bliver højere i 2025. Kalenderen skal passe, og motivationen skal være der. Omvendt skal jeg også minde mig selv om, at det netop er deltagelsen ved motionsløb, der gør, at man finder motivationen ved hverdagens træning. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.

Læs om mine løb i 2023 her: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2023/12/08/tilbagekig-pa-2023-mine-landevejslob/

Og her mine løb i 2022: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/12/03/tilbagekig-pa-2022-mine-landevejslob/

/Jacob



Danskebjerge.dk mener: Find bedre steder til solceller og vindmøller

Bakkesnak Posted on Sun, December 22, 2024 17:40:03

Det er gået med den alternative energi, som jeg havde frygtet. Nemlig at det er projektmagere, der kaster sig over det – i stedet for, at man centralt finder de mest hensigtsmæssige løsninger.

På det seneste har en række store godser stået i spidsen for projekter med vindenergi og solceller. Ikke alle er blevet gennemført endnu – heldigvis. Men jeg er bekymret for tendensen.

Godserne har en volumen, der gør, at de kan foretage store investeringer på deres arealer. Imidlertid er det også godserne, der ejer herregårdene og de omkringliggende landskaber og dermed i mange tilfælde en natur og en kulturarv, som er værd at beskytte. Det er en farlig cocktail for disse værdier, når godsernes jagt på profit møder politikernes iver efter at få bygget energianlæg i en fart.

Alene i Syd- og Østsjælland er der på fem år søsat adskillige projekter. Saltø Gods, Holmegaard Gods, Gisselfeld Kloster, Jomfruens Egede og Vallø Stift er eksempler på godser, der har satset stort på anlæg for vedvarende energikilder. Bregentved Gods har været endnu tidligere ude og har endda høstet en milliardfortjeneste på frasalg af solcelleparker.

Jamen, er det ikke meget godt med noget privat initiativ? Er det ikke godt, at nogen bidrager til, at Danmark bliver mere uafhængig af fossil energi?

Jo, men der skal være en balance i det. Og jeg tror desværre, at politikerne har for lidt styr på den balance.

For det første: Der er klare tegn på, at der snart vil opstå en overkapacitet indenfor solcelle- og vindenergi. Det er sådan noget, der nemt sker, når man fra politisk side vil fremme et eller andet i samfundet. Når der følger penge og politisk goodwill med, er der altid nogle, der vil spekulere i det. Og det kan medføre, at samfundet spilder en masse ressourcer. I dette tilfælde vil det også medføre unødige (omend midlertidige) skader på naturen.

For det andet: Når private spillere kommer på banen, vil de tage udgangspunkt i, hvad der er mest rentabelt for dem selv, og det vil være at benytte egne arealer til projekterne. Dermed kommer hensynet til aktørens økonomiske interesser hurtigt til at overtrumfe de interesser, der gælder natur og kultur. Et helt frisk eksempel er Vallø Stifts projekt med vindmøller ved Køge. Koncernen vil anlægge et antal 185 meter høje vindmøller inde i skove! Det virker helt sort og burde vel være i strid med loven i udgangspunktet. Men byrådet i Køge Kommune er positivt indstillet – trods kraftige protester fra borgere.

Jeg tror helt ærligt, at politikerne er forblændet af deres egne flyvske forestillinger og af de tilbud, de modtager fra godserne.

Det er klart, at godserne er i en konkurrencemæssigt stærk position, når de kan skaffe jord så at sige gratis. Hvis det offentlige gik ud og skulle skaffe arealerne, ville de jo skulle opkøbe dem og måske endda foretage en del dyre ekspropriationer. Så det er nemmere og billigere for politikerne, når nogen gør arbejdet for dem, og så kan de samme politikere bagefter hæve armene i triumf og sige “Se os, vi gør noget for klimaet”.

Og godserne – gør de det også for klimaet? Nok mest for deres bundlinje. Men måske også lidt for at profilere sig. Vallø Stift gjorde sig bemærket på den front i forbindelse med den sensationelle udgravning af Borgring ved Lellinge. Stiftet sørgede nemlig for, at lokaliteten i det første stykke tid blev kaldt “Vallø Borgring”. Det skete, selvom Vallø By og Vallø Slot ligger en 12,5 kilometers køretur fra fortidsmindet. Men fordi det var på et areal ejet af Vallø Stift, tænkte koncernen altså, at de var berettiget til at blive nævnt – på samme måde som når storsponsorer sørger for at indgå i navne på fodboldstadions. Det går selvfølgelig ikke, og efter noget tid endte det da også med, at “Vallø Borgring” blev til Borgring.

Personligt har jeg oplevet Vallø Stift som dem, der gør, hvad de kan for at begrænse offentlighedens adgang til deres arealer. Det juridiske grundlag er ofte tvivlsomt, men i sidste ende vil private aktører have gode kort på hånden, hvis de virkelig bare gerne vil af med besøgende, som ikke skæpper i kassen. Sympatisk er det ikke.

Det er især nedgangen i antallet af gårde, der har styrket de gamle godsers magtposition. Det behøvede som sådan ikke at være et problem. Problemet opstår ved, at de moderne godser i stigende grad drives som rent kommercielle foretagender. Dermed kommer deres ageren hurtigt i konflikt med lokale interesser. Eksempelvis når de vil tjene penge på solceller og vindmøller.

Nu viser erfaringen jo, at etableringen af store energianlæg vil møde lokal modstand, næsten uanset hvordan man bærer sig ad. Og jeg tror ikke på, at man kan nå i mål med at rejse en masse nye vindmøller på steder, hvor der ikke er mennesker, der bliver generet af det.

Men jeg mener, at man i høj grad bør tage udgangspunkt i, hvad der objektivt betragtet vil være de mest rentable og mindst naturødelæggende steder at placere vindmøller. Og så må stat og kommune skaffe midlerne til at etablere møller de steder. Stadig gerne i samarbejde med private, men mere uafhængigt af de privates særinteresser. Jeg tror på, at hvad angår de meget grundlæggende ting i samfundet, og til dem hører energiproduktion, må det offentlige gerne stå i spidsen – også selvom det kan betyde en fordyrelse på den korte bane. Hvis man virkelig vil have mere energi fra sol og vind, så skal man have befolkningen med på vognen, og det får man ikke, hvis man ofrer naturen og kulturarven på det alter.

Læs mere om Vallø-vindmøllerne her:
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/traeer-eller-vindmoeller-energipark-splitter-beboere-og

Og her er omtale af andre aktuelle tiltag, som dog møder politisk modstand:
https://www.sn.dk/art6195524/soroe-kommune/nyhed/nej-tak-til-solceller-i-herregaardslandskab/

/Jacob



Gården på bakken og gården på bjerget

Bakkesnak Posted on Sat, December 14, 2024 17:28:05

Min gamle farbror bor på adressen Bakkegårdsvej 100. Husnummeret fortæller, at det drejer sig om en forholdsvis lang vej med mange adresser, og vejnavnet udtrykker, at vejen er kuperet – sådan da. Det sidste skal man i hvert fald ikke tage alt for bogstaveligt. Det højeste punkt på vejen befinder sig ca. 46 meter over havet, og det laveste 36 meter over havet.

På min seneste cykeltur kom jeg forbi farbrors hus, og kort efter ramte jeg den bakke, som Bakkegårdsvej er opkaldt efter. Den fører op til gården ved navn Bakkegård og har en højdeforskel på 5 meter. Der var direkte modvind, så jeg rejste mig i pedalerne, og pulsen steg. Men det er bestemt en stigning, der er til at tale med. Det samme er den marginalt skrappere stigning, der ligger en kilometer længere mod syd ad Bakkegårdsvej – den er på 9 højdemeter og heller ikke ligefrem en rekordbasker.

Som højdeangivelserne afslører, er terrænet på og omkring Bakkegårdsvej ikke specielt bakket.

Var det en spøgefugl, der fandt på navnet Bakkegårdsvej? Nej, slet ikke. Siden de ældste tider har steder haft navne efter det, der var mest karakteristisk ved dem. Og i et landskab uden nævneværdige højdedrag er det karakteristisk for en lokalitet, hvis den befinder sig fem meter over det omgivende terræn. Derfor: Bakkegård. Og da denne ejendom formentlig var den største gård i området (det synes 1800-tals-kort at bekræfte), har det været oplagt at kalde den vej, der går forbi Bakkegård, for Bakkegårdsvej.

I Danmark er der talrige eksempler på veje, der hedder noget med “bakke” eller “bjerg”, uden at de fører nogen særligt kuperede steder hen. På Danskebjerge.dk finder du en side, hvor der er samlet eksempler på danske veje med navnet “Bjergvej”. Nogle af dem lever op til deres navn, men i rigtig mange tilfælde skal vi snarere have fat i princippet “alt er relativt”: Der er objektivt betragtet ikke tale om signifikante højdeforskelle, men set i forhold til det øvrige landskab på den pågældende egn skiller de sig alligevel ud.

Ti af Danmarks mindst bjergrige veje med navnet Bjergvej. Læs mere her.

Det spiller nok også en rolle, at ord, som udtrykker noget med højde, associeres med noget positivt. Der er jo et strøg af romantik over bakker. Det er således næppe tilfældigt, at byerne Rumperup og Gumperup kom til at hedde hhv. Højsted og Klinteby, efter at lokale borgere havde fremsat ønske om en navneforandring.

Topografisk er der dog noget om snakken i begge tilfælde. Ved Højsted er der høje, og nær Klinteby er der en klint.

Men nogle gange er sammenhængen mellem stednavn og landskab knap nok til at se med det blotte øje. Tag f.eks. den gård, hvor min kære farbror blev født for 94 år siden. Den ligger under to kilometer fra Bakkegårdsvej 100 og bærer navnet Bjergagergård. Ifølge topografiske kort ligger Bjergagergård 4 meter højere end det lille vandløb Frøsmose Å et par hundrede meter derfra. Mod øst – til den modsatte side – fortsætter terrænet med at stige, men kun med yderligere 4 meter. Der er altså på ingen måde tale om en stor bakke, men igen er det relativiteten, man skal fokusere på: Der ligger en række gårde på østsiden af Frøsmose Å, og Bjergagergård er den af dem, der befinder sig på den mest markante skråning ned mod åen. Den er med andre ord den mest “bjergagtige” af egnens gårde, og det er nok.

Bjergagergård ligger ikke i Danmarks mest bjergrige landskab, men den ligger ikke desto mindre på en skråning ned mod en å, og det har været nok til at give den det alpeagtige navn.


Vestsjællandsk bakkeby – med o eller ø?

Bakkesnak Posted on Tue, December 10, 2024 19:49:11

En af min mors gamle kolleger røbede engang, at hun var begyndt at sige til folk, at hun boede i Søbjerg. Det passede ikke. Hun boede i Sobjerg. Men Sobjerg lød så grimt, syntes hun – Søbjerg var bedre.

Jeg holder ret meget af den historie. En lille hverdagsfortælling om forfængelighed. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at justeringen af stednavnet har et vist faktuelt grundlag.

Lad os se lidt nærmere på sagen.

Nærmer du dig Sobjerg fra Dianalund-siden, kommer du forbi flere skilte, der peger mod Sobjerg. Der står “Sobjerg” på dem – ikke overraskende. Men når du kører gennem selve Sobjerg og fortsætter mod vest, så skifter Kragerupvej navn til … Søbjergvej. Og på et hvidt skilt med røde bogstaver står der minsandten: “Søbjerg 2”. Det peger i den retning, man lige er kommet fra, og kan kun henvise til én ting: Sobjerg.

Jeg har gransket forskellige nutidige kort, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen lokaliteter i nærheden med navnet Søbjerg. Med andre ord eksisterer Søbjerg kun på disse skilte – og så måske uofficielt blandt visse lokale beboere, der i lighed med min mors kollega finder “Søbjerg” mere velklingende end “Sobjerg”.

Hov! Nu er der slået et streg over o’et, så der står Søbjerg. Og vejen hedder Søbjergvej!

Ikke en gang forleddet “Sø-” er der belæg for. Der eksisterer ingen sø i området. Jo, med lidt god vilje: Midt i Sobjerg – en bebyggelse på små ti huse – ligger der et gadekær. Men at opkalde en landsby efter sådan en beskeden mængde vand ville alligevel være noget af en tilsnigelse.

En del mere oplagt er det at forbinde stednavnet Sobjerg – stavet med o – med den bakke, som byen ligger for foden af. Bakken hedder Sobjerg (eller Sobjerg Banke, som nyere kort med hang til dobbeltkonfekt kalder den). Det er faktisk et ret imponerende landskabselement, som jeg gerne kører forbi, når lejligheden byder sig. Toppen ligger op til 34 meter højere end det omgivende terræn, og da der ikke er ret meget bevoksning i området, er den særdeles iøjnefaldende.

Jeg er muligvis farvet af min interesse for bakker, men jeg synes, at egnens beboere burde være stolte af det mægtige Sobjerg. Det er de så ikke. Eller måske er de, men de bryder sig bare ikke om navnet. Kan det tænkes, at det er dem, der har fået gennemtrumfet, at der skal stå “Søbjerg” på det førnævnte skilt, og at vejen fra vest mod Sobjerg skal hedde Søbjergvej?

Sobjerg er en af mine yndlingsbakker på Sjælland. Svinene holdt nok også meget af at gå her.

Jeg har ikke undersøgt vej- og skiltesagerne nøjere, men jeg fandt til gengæld nogle historiske informationer om stednavnet, altså om Sobjerg. Det viser sig, at der findes to gamle kort, hvor Sobjerg skrives Søbjerg. Eller “Søebierg” for at være helt præcis. Kortene er fra hhv. 1774 og 1844. På endnu tidligere kort optræder forleddet “Soe-“, som måske også smager lidt af ø.

Jeg tvivler på, at min mors gamle kollega har været inspireret af disse gamle stavemåder. Hun har sikkert slet ikke kendt til dem. Men man kan i al fald sige, at vejen fra o til ø ikke er så lang, som man kunne tro.

Det ved vi jo også fra visse bøjningsformer. Det hedder én ko, men to køer. Og det hedder én so, men to søer. Er der ikke en forbindelse her? Stednavnet Sobjerg skal vel netop forstås som bjerget, hvorpå der går søer. I øvrigt en parallel til Kobanke – Sjællands højeste naturlige punkt. Kobanke må antages at betyde den banke, hvorpå der går køer.

Men, men, men. De her grammatiske causerier vil næppe gøre en forskel hos modstanderne af navnet Sobjerg. For det er jo associationen, de ikke bryder sig om. En so er et lavstammet, øffende dyr, der går med sin flade, slimede snude dybt nede i sølet. Sådan et væsen vil man nødigt have hæftet på sig, heller ikke selvom det måske blot er i form af smådrillerier.

Gadekæret i Sobjerg er stort i forhold til byen, men ikke i forhold til bakken.

Så er det straks smukkere med en sø: Søbjerg. Et idyllisk navn. Man ser det for sig: en fjeldsø i et solbeskinnet alpelandskab. Lige noget, der kan få ejendomspriserne til at bevæge sig opad mod den skyfri himmel. Navnet Solbjerg kunne i den forbindelse også være tillokkende. Men det er faktisk snuppet. Kun seks kilometer fra Sobjerg ligger landsbyen Solbjerg. Det ville være noget rod at have to gange Solbjerg så tæt på hinanden.

Og det ville helt ærligt også være noget rod, hvis man omdøbte landsbyen Sobjerg til Søbjerg, for Sobjerg ligger jo ved Sobjerg – alias Sobjerg Banke. Bakken og byen er nært knyttede, og man kan ikke bare ændre den enes navn, uden at det kommer til at se ulogisk ud for folk med bare minimalt lokalkendskab eller evne til at studere et landkort.

Topografisk kort fra slutningen af 1800-tallet. Budskabet er klart: Sobjerg ligger ved Sobjerg.

Men man skal aldrig sige aldrig, og der findes rent faktisk eksempler på, at byer med succes har forkastet deres egne navne. Her kan nævnes Rumperup og Gumperup. Det var navne på to små byer, der ligesom Sobjerg ligger på Sjælland, og de har det til fælles, at den forreste del af navnene ofte forbindes med noget nedsættende. Efter ønske fra lokalbefolkningerne blev Rumperup og Gumperup omdøbt til hhv. Højsted og Klinteby. I januar 2025 er det præcis 100 år siden af Rumperup blev til Højsted, så når disse linjer skrives, er der kun få uger til jubilæet.

Hvem ved, om 100 år hedder Sobjerg måske Søbjerg, og måske vil man til den tid se tilbage og sige, at det hele startede med en forfængelig nødløgn.

AI-billede. Fotografierne på siden er Danskebjerge.dk’s.


Cykelryttere på vej til Bornholms bakker – men hvor skal de slutte?

Løb & ruter Posted on Wed, November 27, 2024 23:57:43
Den skønne serpentinervej i Gudhjem har gode chancer for at komme med i et stort dansk cykelløb.

I dag (27. november 2025) blev det annonceret, at PostNord Danmark Rundt kommer til Bornholm i 2025. Det er da utroligt spændende. Danskebjerge.dk har siden 00’erne diskuteret muligheden for at få solskinsøen med i det store danske etapeløb (se f.eks. dette indlæg fra 2012), så at det nu endelig bliver virkelighed, er fabelagtigt.

Ruten er endnu ikke meldt ud. Det eneste, der ligger fast, er, at der kun bliver tale om én bornholmsk etape. Så hvilke muligheder er der? Her er Danskebjerge.dk’s bud i kort form:

Selvom man kunne have udformet en spektakulær enkeltstart (Danmarks vel nok ældste bjergenkeltstart mellem Vang og Hammeren kunne anvendes), så er det nok ikke det, der ligger i kortene. Nej, der bliver efter alt at dømme tale om en almindelig linjeløbsetape, og da en tur rundt om Bornholm er lige omkring 100 kilometer lang (med lidt sløjfer og svinkeærinder kan man vel nå op på 150 km), så er det indlysende at lægge ud med netop den. På rundturen kan man få de fleste bornholmske stigninger med. Forhåbentlig får man sendt tv-helikopteren tidligt i luften, så man kan præsentere seerne for nogle flotte skud af især kystlandskabet. Ellers må TV 2 Bornholm supplere (hvis de da kan få lov at være med i dækningen).

Efter den 100-150 km lange rundtur er der plads til en mindre rundstrækning, som vel kan udgøre de sidste 35-70 kilometer af etapen. PostNord Danmark Rundts arrangører har en forkærlighed for korte rundstrækninger på en håndfuld kilometers længde, men på Bornholm kunne det give god mening at have en afsluttende rundstrækning af større dimensioner. Det kunne f.eks. være 30 km i og omkring Gudhjem. Der er gode bakker på den egn, og en sværhedsgrad, der er sammenlignelig med Vejleetapens rundstrækning, bør være inden for rækkevidde.

Hvis Gudhjem faktisk bliver målby, så lad mig foreslå følgende afslutning: Nedkørsel ad serpentinervejen, opkørsel ad Brøddegade og så opløb på Melstedvej i sydlig retning. Med ca. 500 meters opløbsstrækning på Melstedvej vil man opnå noget af det, man også kender fra opløbet på Vejleetapen, hvor den stejle stigning skaber en udskilning, men ikke nødvendigvis en afgørelse, da der stadig kan komme ryttere op bagfra på det sidste stykke frem mod målstregen.

Forslag til målstreg i Gudhjem. Pilen peger på Melstedvej – en vej, der ligger i umiddelbar forlængelse af den stejle Brøddegade.

Men det er ikke sikkert, man placerer målet i Gudhjem. Man kan også vælge “hovedstaden” Rønne. Det giver logistiske fordele, og selvom terrænet her er mindre bakket end på øens østkyst, er der stadig muligheder for at lægge sportsligt interessante elementer ind.

Jeg ser to Rønne-rundstrækninger for mig:

1. En decideret brostensrundstrækning i byens ældste del lige øst for kirken. Adskillige gader er her forsynet med toppede brosten – ikke de værste brosten at cykle på, men omvendt noget grovere end de chaussésten, man kender fra andre byer. Der har vist aldrig været en ægte brostensafslutning i PostNord Danmark Rundt (det plejer bare at dreje sig om sektioner på nogle hundrede meter ad gangen), så med besøget på Bornholm får man en unik chance. Målstregen kan ligge på den brede asfaltvej langs havnen. (Se Danskebjerge.dk’s forslag til rundstrækningen her.)

Målstreg ved havnen på den brede Nordre Kystvej. Flad spurt, men måske er flere sprintere siet fra på den hårde rundstrækning.

2. En lidt længere rundstrækning, hvor man kører ud af byen mod øst og får Snorrebakken med. Bakken er på næsten 50 højdemeter, og selvom den ikke er særligt stejl, vil den kunne udgøre en spændende opløbsstrækning. Målstregen vil ligge direkte ud for det gigantiske stenbrud Stubbeløkken, hvor man finder Danmarks dybeste udgravede hul. Sikke billeder man vil kunne få ud af dette fra luften. Fra toppen af bakken drejes til højre, og snart er man nede i byen igen, hvor nogle af de førnævnte brostensgader kan tages i brug.

Målstreg på Snorrebakken ud for Stubbeløkken.

Jeg vil være tilfreds med en hvilken som helst af de tre rundstrækninger. Min eneste lille ærgrelse er, at det kun drejer sig om én etape. Beslutningen er forståelig – et løb, som hedder noget med “Danmark Rundt” lever jo bedst op til sit navn, hvis forskellige landsdele er repræsenteret -, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der nu måske skal gå 20 år, før der igen kommer et stort løb til Bornholm. Kunne man ikke bare denne ene gang have gjort PostNord Danmark Rundt til et PostNord Bornholm Rundt og så afviklet alle fem etaper på øen? Det har man jo gjort i mange år med Etape Bornholm – et etapeløb for løbere. Godt nok er det ikke en event for professionelle. Men et antal eliteudøvere er altid på starlisten, og med over 2.000 deltagere i alt er det en flerdagesbegivenhed, der kræver nogen logistik og organisatorisk snilde. Mon ikke Bornholm også kunne magte et etapeløb med cykelryttere?

Nå, nu drømmer jeg vist. Alt i alt er det godt og prisværdigt, at de årtierlange diskussioner om Bornholm som vært for et etapeløb omsider er mundet ud i noget, som vi kan glæde os til. Min personlige erfaring med solskinsøen er, at den aldrig skuffer. Og det kommer den heller ikke til at gøre, når PostNord Danmark Rundt-holdene lander der til sommer.

/Jacob



Den ensomme kirke på bakken ved E20

Bakkesnak Posted on Mon, November 25, 2024 23:54:12

Det er sjældent, man forbinder motorveje med middelalder. Men kører du på Vestmotorvejen mellem Slagelse og Sorø, så har du en usædvanlig god mulighed for at beskue en bygning med ca. 800 år på bagen. Kindertofte Kirke er nemlig muligvis den middelalderkirke, der har kortest afstand til en dansk motorvej.

Motorvejsbyggerier tæt på kirker vækker ind imellem kritik i medierne, men i de sager, der har været fremme indenfor de senere år, er der tale om en afstand på flere hundrede meter mellem kirke og motorvej. Ved Kindertofte Kirke er afstanden derimod kun 110 meter. Bilisterne har et meget fint kig til kirken, som ligger oppe på en lille bakke, 9 meter højere i terrænet end motorvejen. Til gengæld er en motorvej vel ikke det yndigste at kigge på (eller lytte til) fra en kirke.

Men hvorfor lød der ikke et ramaskrig, dengang motorvejsplanerne blev fremlagt? Hvorfor fik lokalbefolkningen ikke stoppet projektet? Det korte svar er: Fordi der knap nok findes en lokalbefolkning.

Kindertofte Kirke står nemlig temmelig alene i landskabet, omgivet af marker og ikke så meget andet. Der er en gård mod øst, men den ligger 100 meter borte. Man kunne tro, at Kindertofte Kirke ligger i Kindertofte, men det gør den ikke, for der er ikke nogen by, der hedder Kindertofte – og dog!

Kindertofte Kirke set fra syd. Den ligger ensomt i landskabet, men det har den ikke altid gjort. Foto: Danskebjerge.dk

Springer vi 250 år tilbage i tid, var der en hovedgade i Kindertofte. På hver side af den lå der bondegårde, og gik man fra kirken ned gennem gaden, kom man til Fægangen, som bønderne benyttede, når de skulle føre deres kreaturer til og fra overdrevet. Undervejs kunne der gøres et stop ved byens vandhul, hvis folk eller fæ trængte til at få slukket tørsten. (Se kort nederst i denne artikel.)

I dag findes vandhullet faktisk stadig. Men gårdene er væk – på nær den førnævnte.

Hvorfor?

Jeg har ikke for alvor gravet efter oplysninger om Kindertofte, men overordnet set er der to hyppige årsager til, at visse danske landsbyer skrumpede ind frem mod 1800-tallet. Den ene årsag er forringet udbytte af markerne, f.eks. som følge af sandflugt. Dette lader ikke til at være tilfældet i Kindertofte. Faktisk synes Kindertofte og omegn at have været i fremgang i 1700-tallet. Ellers ville man næppe have udvidet kirken med en nordlig tilbygning så sent som i 1741.

Så vi skal have fat i en anden almindelig årsag til smålandsbyers undergang, og den er, at den nærmeste herregård har ønsket at inddrage noget landbrugsjord. Det er nok her, vi finder nøglen til at forstå Kindertoftes undergang.

I 1774 opkøbtes i hvert fald Kindertofte Kirke af en kongelig forvalter. Få år senere blev den overtaget af general H. H. Eickstedt, i forbindelse med at han oprettede hovedgården Store Frederikslund (hovedbygningen ligger 1 km nord for kirken). Indenfor de følgende årtier forsvandt et antal gårde fra Kindertofte. En udvikling, der faktisk var helt i tråd med, hvad der var sket flere andre steder i landet. Den Store Danske skriver: “Fra år 1500 til 1775 kom truslen mod landsbyerne især fra landets 700-800 herregårde, hvis marker i perioden fordobledes eller tredobledes ved nedlæggelse af bondegårde og hele landsbyer. (…) På landsplan har det givet drejet sig om nogle hundrede landsbyer.”

For Kindertoftes vedkommende var der ikke tale om en hurtig og fuldstændig nedlæggelse. På et matrikelkort fra 1859 ses endnu fire af de oprindelige ti gårde samt et par mindre bygninger. På et kort fra første del af 1900-tallet kan man se, at yderligere tre af gårdene er forsvundet, men der er stadig et “Fattighus” ved kirken. Kort fra århundredets midte viser, at kirken nu kun havde marker omkring sig.

Skråfoto med Kindertofte Kirke i midten. Jeg har indsat data om nogle af kirkens omgivelser.

Kindertofte Kirke er faktisk en af de smukkere landsbykirker, jeg kender. Den er enkel og harmonisk, og kapellet på sydsiden bidrager til elegancen. At kirken står rent i landskabet uden forstyrrende elementer, er isoleret set også et æstetisk plus.

Men det er klart, at en kirke, der ligger for sig selv, ikke bliver brugt så meget, og den har vel heller ikke så mange “venner”, som andre danske kirker har. Derfor havde vejplanlæggerne relativt nemt ved at komme igennem med, at den skulle have E20 som nabo.

Motorvejsprojektet omfattede ikke kun en motorvej, men fik også betydning for infrastrukturen helt tæt på kirken. En vej, der førte mod vest til Vedbynørre, blev skåret over og er i dag blot et beskedent spor, der ender blindt ved kanten af motorvejen. En nordgående vej fik et knæk mod øst og blev forsynet med en smal motorvejsbro. På den anden side af broen er der nu en lille lund – her lå indtil motorvejsbyggeriet i 1990’erne områdets største gård, Kindertoftegård, som blev nedrevet. Og for lige at nævne en af de nyeste forandringer: Den gamle Kindertofte Skole på den modsatte side af hovedvejen står endnu, men rummer i dag Vestsjællands største swingerklub!

I de sidste 250 år har verden ændret sig meget rundt om Kindertofte Kirke. Omvendt må man da glæde sig over, at den og de andre danske middelalderkirker har overlevet det ene århundrede efter det andet trods alle omvæltningerne.

Tre kort over Kindertofte, der viser stedet i hhv. 1768, 1859 og 2024. (Kortet fra 1768 er taget fra Nationalmuseets beskrivelse af Kindertofte Kirke.)


Vær (stadig) kritisk når du ser på højdemeter

Bakkesnak Posted on Thu, October 03, 2024 01:27:02
Hovedfeltet på vej op ad bakken på Tjørnedevej nær Maglesø i 2024-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Se video fra Maglesø-rundstrækningen her. (Foto: Danskebjerge.dk)

For snart en del år siden udkom Danskebjerge.dk med en artikel om GPS’ers og rutehjemmesiders pålidelighed. Konklusionen var kort fortalt, at man skal holde angivelser om højdemeter ud i strakt arm. For hvis nogen blot oplyser et antal højdemeter for en bestemt rute, kan du ikke helt bruge det til noget uden også at vide, hvor vedkommende har tallet fra, og hvilken registrering den er baseret på. Er det fx direkte fra egen GPS, eller har tallene været gennem en udbyders kortfunktion efterfølgende? Det kan have stor betydning, ligesom det kan have stor betydning, hvor god en software eventuelle højdekorrektioner er baseret på.

Nu er der jo løbet meget vand under broen siden den artikel, og jeg vil her lige komme med en kort status, hvor jeg ser på, om problemstillingen har ændret sig. Det skal lige siges, at jeg ikke har viden om, hvordan de enkelte teknologiudbydere har indrettet deres algoritmer, så min vurdering er dels baseret på almindelige observationer, hvor jeg sammenligner forskellige kilder til data, og dels på, at jeg i nogle få tilfælde har lavet manuel optælling af højdemeter på ruter, hvilket giver et om ikke 100% nøjagtigt, så dog et pålideligt resultat, som man kan sætte op imod andre angivelser, man støder på.

Først og fremmest: Er data for højdemeter mere pålidelige nu end for ti år siden?

Dertil vil jeg svare: både ja og nej.

Ja’et skyldes, at jeg fornemmer, at nogle udbydere stabilt kan levere data, som virker forholdsvis præcise. Det gælder f.eks. RideWithGPS og Strava. De lader til at have fået implementeret noget software, som kan trække selv finere højdedata ud af kort. Hvis nogen kom til mig og sagde: “Jeg har lige kørt 100 km. RideWithGPS siger, at der var 700 højdemeter” – så vil jeg tro på, at de 700 er tæt på det korrekte.

Egentlig har jeg længe ment, at det burde være relativt nemt at lave software, som kan beregne højdemeter med høj nøjagtighed. Højdedata findes nemlig – endda på frit tilgængelige online kortservices og med en præcision, der når helt ned på centimeterniveau. Så det handler bare om at parre softwaren med disse kort og programmere tingene sådan, at der for hvert punkt, der indtegnes i en ruteplanlægger, trækkes en højde ud.

Det vil næsten kunne fjerne al usikkerhed om højdemeter. Og det vil gøre eksempelvis barometermåling ligegyldig. Åh, ja – suk – barometermåling. Jeg nærede engang store håb til dette – det lød fancy og dejligt analogt. Men da jeg så fik et ur med barometermåling, brast alle mine illusioner. Der er for mange ting, der kan gå galt i processen – fra manglende kalibrering til ændringer i vejret. I hvert fald bruger jeg det slet ikke. Jeg kører min ruteregistrering ind i systemet og vælger den korrektion, der nu måtte være tilgængelig.

Og så er vi jo allerede langt inde i den del af mit svar, der lyder: “Nej”. Altså nej til det spørgsmål, der går på, om de højdedata, vi præsenteres for, er mere troværdige nu end for ti år siden. Teknologien har udviklet sig generelt, men du skal ikke regne med, at din GPS er blevet bedre til at måle højdeforskelle. Og du skal heller ikke regne med, at du bare ved at gå ind på fx Strava straks får et validt result, når du finder en bestemt rute.

Forleden sad jeg og kiggede efter en rute, der gik rundt om Maglesø syd for Holbæk. Jeg fandt to på Strava. Vejen, der er kørt, er identisk (den ene siger, at runden er 9,15 km lang, mens den anden siger 9,2), men højdemeterangivelserne passer slet ikke sammen.

Ovenfor er et screenshot fra den ene registrering af Maglesø-ruten …
… Og her fra den anden.

For den ene rutes vedkommende angives “elevation gain” til 184 meter. I det andet tilfælde er tallet 90. Det ene tal er altså mere end dobbelt så højt som det andet, hvilket er langt ud over, hvad man kan kalde bagatelafdelingen. Hvis man kørte rundstrækningen 10 gange med udgangspunkt i hver af de to registreringer, ville forskellen i højdemeter være 940!

Det er den med de 184 meter, der stikker mest ud. Selve højdeprofilen fremstår ellers plausibel, men tallet er absurd højt. I det andet eksempel er det modsatte tilfældet. Højdeprofilen er noget mærkværdig at se på, men til gengæld virker tallet mere rigtigt.

Nu er det faktisk sådan, at Danskebjerge.dk møjsommeligt har optalt højdemeter manuelt på ruten, så vi har et facit. Og det er: 127 højdemeter. Det er tættere på de 90 end på de 184 – men stadig langt fra.

Er det så Stravas skyld, at man får to så forkerte bud? Ikke nødvendigvis. Strava er øjensynligt indrettet sådan, at de data, der kommer fra den uploadende bruger, forholdsvis direkte overføres til selve visningen. Men der findes altså en højdekorrektionsfunktion, som man kan klikke sig frem til, når man redigerer ruten. Og det viser sig som regel, at denne korrektur, som efter alt at dømme er baseret på statiske kortdata, rammer tæt på virkeligheden.

Men man kan som nævnt også gå til RideWithGPS, og her får man – når man uploader en tur rundt om Maglesø eller tegner den ind – et ganske brugbart resultat uden at skulle højdekorrigere. I forbindelse med denne artikel tegnede jeg rundstrækningen ind her, og det gav 118 højdemeter – altså kun 9 færre end tallet fra den manuelle optælling. Jeg supplerede dette med lidt søgning i samlingen af ruter hos RideWithGps og fandt en Maglesø-upload, som angav 115 højdemeter. Der er med andre ord ikke meget forskel. For nogle år siden var der hos RideWithGPS en angivelse, der lød på 132, så det svinger tilsyneladende lidt (med en usikkerhed på ca. 10%), men jo slet ikke i samme størrelsesorden, som hvis man går ind på Strava og bare søger nogle uploads frem.

En registrering fra en tur rundt om Maglesø fundet på RideWithGPS. Bortset fra “Max Grade”, som er for lavt uanset metode, passer data ganske godt.

Men for nu lige at vende tilbage til spørgsmålet om i dag og for ti år siden:

Dengang fandtes en populær rutehjemmeside, der hed GPSies.com. Populariteten var berettiget, for data herfra var langt bedre, end hvad man kunne finde på andre lignende websites. Desværre solgte den tyske ejer sit værk, og GPSies.com blev til AllTrails.com, hvor de dog ikke lige fik den gode software med over – de var åbenbart bare interesseret i at overtage nogle brugere! Så det var noget af et tilbageskridt, og deraf mit “både-og”-svar til ovenstående spørgsmål. For nej, vi har ikke taget et afgørende skridt frem mod høj præcision, men jo, der findes nogle udmærkede datakilder, som blot skal håndteres med lidt varsomhed. Dertil kommer, at der kan være GPS-produkter og rutewebservices, som jeg ikke kender, og som er endnu bedre end Strava, RideWithGPS og Garmin for den sags skyld, når det gælder højdemeter.

Én ting, som i hvert fald er væsentligt at få med set fra især en dansk synsvinkel, er de små terrænforskelle. I Danmark vrimler det jo ikke med enorme stigninger. Til gengæld kan landskabet godt være ret puklet. Og hvis rutesoftwaren er sat til at skære alle ujævnheder væk (f.eks. alt under 5 eller 10 højdemeter), så kommer de danske ruter til at lide under det. Vi ved, at det forekommer, ikke mindst hos Garmin. Argumentet er forståeligt, nemlig at hvis revl og krat inddrages, så kan selv små GPS-fejl give skæve resultater. Men udbyderne kan som sagt komme uden om det ved at lade højdemeterberegningen være baseret på kort. Vel at mærke de rigtige, troværdige kort, som heldigvis findes.

/Jacob



1:100 – hårdhedens magiske grænse

Løb & ruter Posted on Mon, September 30, 2024 20:59:24
Ved den sydlige ende af Bromme Maglesø kommer vejen helt tæt på søbredden. (Redigeret skråfoto fra SDFI)

Forleden cyklede jeg en tur på Midtsjælland. Den var 76,4 km lang og havde ca. 650 højdemeter. Det vil sige stærkt kuperet efter sjællandsk målestok. Men det var snyd – på en måde. 

Ruten var nemlig placeret på en rundstrækning på godt 7,5 km. Rundstrækningen, der går rundt om de smukke søer Bromme Lillesø og Bromme Maglesø, kørte jeg 10 gange. Imens voksede antallet af tilbagelagte højdemeter – fra 65 efter den første runde til 650 efter den sidste. (Se turen på Strava her.)

Kunne jeg have fundet en rute, der var lige så hård, og hvor jeg ikke behøvede køre rundt og rundt? Det ville kunne lade sig gøre. Men mulighederne ville være få. 

De 650 højdemeter fordelt på 76,4 km balancerer nemlig på en grænse, som jeg meget tit er stødt på, når jeg har set på danske løberuter eller selv designet dem. Grænsen er 1 højdemeter pr. 100 længdemeter. Hvilket svarer til, at terrænet er steget med 1.000 meter vertikalt, når din gps siger, du har kørt 100 kilometer.

Stravas let stiliserede højdeprofil fra turen rundt om Bromme Maglesø og Bromme Lillesø.

Jeg har været med i et cykelløb, hvor ruten gik rundt om Tystrup Sø – et af Sjællands mest kuperede landskaber. Her var der meget tæt på 1.000 højdemeter på 100 km (noget, som arrangørerne brugte i markedsføringen af eventen). Men vi kørte altså også tre gange rundt om søen. Hvis ruten havde strakt sig ikke blot rundt om søen, men også ud i en større omkreds, var de 1.000 højdemeter på 100 km ikke blevet nået. 

Jamen, Odsherred da? Der ligger Sjællands skrappeste bakker jo, og bakkerne ligger tættere end ved Tystrup Sø. En 100 km-tur rundt i det landskab giver godt med højdemeter. Men du ville stadig være nødt til at køre mindst to gange i ring for at nå op på 1.000.

Ovre i Jylland er der lidt flere muligheder. Og i et løb som Grejsdalsløbet er der faktisk ruter, som krydser den magiske grænse uden at slå knuder på sig selv. Men det er ikke med stor margin. Da jeg kørte  “Udfordringen”, eventens korteste rute på 83 km, var der ifølge Strava 950 højdemeter. Det svarer til 1.140 højdemeter pr. 100 km. Nogenlunde det samme forhold gælder for ruterne på 127 km og 167 km, mens den meget lange rute på 229 km ikke helt når op på 1.000 højdemeter pr. 100 km (2024-udgaven). 

Et andet eksempel fra Vejle-egnen: Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt – den med slutspurten på Kiddesvej – har ofte mere end 1.000 højdemeter pr. 100 km. Men her skal man huske på, at etapen altid afsluttes med en rundstrækning, der køres flere gange. Dermed øges koncentrationen af højdemeter. Og alligevel ligger antallet af højdemeter på kongeetapen sjældent meget over den nævnte grænse. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan man fx ikke designe en dansk rute med 2.000 højdemeter på 100 km?

Det hænger først og fremmest sammen med størrelsen af stigningerne og afstanden imellem dem. I Danmark er de enkelte bakker sjældent på mere end 100 højdemeter, og derfor skal der en del bakker til for at runde 1.000 på 100. Som regel er der også et godt stykke vej fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Disse mellemstykker går hårdt ud over koncentrationen af højdemeter. 

I et terræn med færre småknolde, men flere store stigninger ophobes højdemeterne lidt mere effektivt. Hvis du fx har en 100 km lang strækning med tre stigninger på hhv. 500, 350 og 150 højdemeter, så kan man uden at benytte kugleramme konkludere, at de i sig selv rækker til den magiske grænse.

Lad os regne lidt videre: Hvis alle tre stigninger stiger med 5% i snit, så vil de 100 km have i alt 20 km med stigende terræn og 80 km med fladt eller faldende terræn. Det lyder måske ikke så hårdt egentlig. I al fald ikke, hvis der køres kontrolleret. Til gengæld ville en rute med dobbelt så mange bakker og samme antal højdemeter måske føles mere anstrengende, fordi der “sker” mere undervejs (op/ned, sving osv.).

Uanset hvad så er et professionelt cykelløb på en rute, der ligger omkring 1:100-grænsen, ikke at sidestille med en bjergetape i en Grand Tour. Det er snarere et klassikeragtigt løb à la Amstel Gold Race. Her vil såvel spinkle klatrespecialister som tunge supersprintere få det svært, mens puncheur-typerne har bedre chancer for at nå til tops.

Vejen gennem skoven ved Bromme Lillesø går op og ned og byder på gode udfordringer for motionscyklister. (Foto: Danskebjerge.dk)

Hvis man som motionist selv vil have mange højdemeter i benene på dansk grund, så er metoden med rundstrækninger den nemmeste. Og der er ingen grænse for, hvor kort den må være – når blot den indeholder mindst én stigning.

Men det er klart, at jo flere runder der skal køres, desto mere ensformig bliver cykeloplevelsen. Jeg må tilstå, at mine runder om de ellers naturskønne søer ved Bromme til sidst begyndte at føles lidt lange i det. Man skal have motivationen i orden for at træne på den måde.

Og husk så lige at være skeptisk overfor de højdemeter, du bliver præsenteret for af din software. Der er flere af de kendte online ruteservices, der rammer ved siden af skiven, når de tæller højdemeter sammen. Jeg vil anbefale, at du lægger ruten ind på Strava og vælger Stravas højdejusteringsfunktion. Det giver dig et relativt troværdigt resultat.

/Jacob



Den flade storby med det gigantiske tårn

Bakkesnak Posted on Tue, September 24, 2024 16:10:12

Med et indbyggertal på over 180.000 indtager Odense tredjepladsen på listen over Danmarks største byer. Til gengæld udmærker byen sig ikke, når det gælder terrænet. Fyns hovedstad er nemlig ganske bakkefattig, og derfor skal der ikke så meget til, for at et punkt kan blive Odenses højeste. Prisen går til Bolbro Bakke, som når op i en naturlig højde af 40 meter over havet.

Den nedre del af Bolbro Bakke set mod vest fra Middelfartvej. Stigningen er på i alt 21 højdemeter. (Foto: Danskebjerge.dk)

Hvis man googler Odenses højeste punkt, får man ellers nogle andre bud. Disse ligger især mod vest i retning af Vissenbjerg. Steder som Dyred og Blommenslyst nævnes, og her findes ganske rigtigt terrænpunkter, der er noget højere end 40 meter over havet. Men det er efter undertegnedes mening upræcist at kalde dem for Odenses højeste punkter, for de kan ikke siges at ligge i Odense by. Det gør Bolbro Bakke derimod, omend lokaliteten først i sidste del af 1900-tallet blev opslugt af den voksende storby. Før Anden Verdenskrig var der cirka to kilometer fra bakkens top til bygrænsen mod øst. I dag skal man bevæge sig 350 meter i modsat retning for at møde et skilt, der markerer endepunktet for Odenses bymæssige bebyggelse.

Men man kan diskutere kriterierne for, hvornår en by ophører. Hører f.eks. bydelene Højby og Sankt Klemens med til Odense by? Tja, der er vel kun en ådal, der skiller. Hvis man er large og regner dem med til Odense, så er Bolbro Bakkes ophøjede status i fare, for i Højby når terrænet op i et par og fyrre meter over havet, og i Sankt Klemens næsten det samme. Men lad os her lade tvivlen komme Bolbro Bakke til gode. Det er nemlig et sted med en højdramatisk historie.

Kombineret kort med højdekurver, der viser området omkring toppen af Bolbro Bakke. Odinstårnets placering er markeret med en rød prik. De aflange bakker syd for Odinstårnet er konstruerede jordvolde, der rækker et par meter højere op end Bolbro Bakkes naturlige top.

I 1934 besluttede man, at der på Bolbro Bakke skulle opføres et højt udsigtstårn. Det skulle bestå af overskydende byggematerialer fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Tårnet blev kaldt Odinstårnet – en reference til Odenses navn, der menes at stamme fra guden Odin.

Imponerende nok stod tårnet allerede året efter klart til indvielse. Det endte med at blive hele 177 meter højt. Til sammenligning er Lighthouse i Århus, Danmarks højeste bygning pr. 2024, “kun” 142 meter højt. Filippatårnet, der fra og med foråret 2024 er den højeste bygning i Odense, strækker sig 63 meter op i luften. Så Odinstårnet var og er i en liga for sig. Når man dertil lægger, at det 177 meter høje tårn blev placeret nær toppen af Bolbro Bakkes top i 36 meters højde over havet, ragede det i alt 213 meter i vejret, hvilket er ca. 50% mere end Lighthouse.

Det fynske udsigtstårn blev forsynet med hurtigtkørende elevatorer. Med sådan én varede det ikke mange øjeblikke, før man nåede til restauranten omtrent halvvejs oppe. Herfra kunne man nyde en mageløs udsigt ud over Nordfyn. Tårnet blev en udpræget turistattraktion, og der solgtes store mængder souvenirs med Odinstårnet som tema.

Odinstårnet fotograferet samme år det blev indviet. (Kb.dk)

Når man ser Odinstårnet på fotografier og film fra den tid, virker tårnets konstruktion ret så spinkel. Der er ikke den samme brede bund, som man kender det fra f.eks. Eiffeltårnet. Formentlig har ingeniører beregnet, at Odinstårnet kunne modstå orkaner og andet uvejr. Men næppe, at det også skulle kunne tåle sprængstoffer. Dét var der nogen, der fandt på at udnytte.

Den ødelæggende aktion blev udført den 14. december 1944. Det var den nazistiske Peter-gruppe, der stod bag sprængningen. Sabotagen var tænkt som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Et kolossalt brag rungede ud over Odense, og så lå byens kun ni år gamle vartegn spredt ud over en betragtelig del af Bolbro Bakke.

De sørgelige rester af Odinstårnet efter sprængningen. (Wikipedia)

En mindesten på Bolbro Bakke vidner om, at én ulykke sjældent kommer alene. På befrielsesdagen den 5. maj opstod der skyderi i Odinstårnets ruinhob. Sandsynligvis var det modstandsfolk, der som et udslag af kådhed eller inkompetence kom til at beskyde hinanden. En mand døde.

Men freden kom. Og hen ad vejen fik man ryddet op i dyngerne efter det ødelagte tårn. Derefter begyndte bygrænsen lige så stille at kravle op ad Bolbro Bakke.

Alt andet lige må der have været fare for, at det sted, hvor Odinstårnet havde stået, kunne blive bebygget. Men det reddede skindet. Det blev i stedet en del af en park, Odinsparken. Et grønt areal, som er omkranset af etagebyggeri.

På den nordlige side af Odinstårnet kan man tydeligt se terrænet stige op mod tårnets fod. (Foto: Danskebjerge.dk)

At arealet omkring tårnet stod relativt uberørt, gav næring til tanker om en genrejsning af Odinstårnet. En forening blev dannet med netop det formål, og året 2004 markerede den foreløbige kulmination på foreningens arbejde. Det år blev der nemlig opført en miniatureudgave af Odinstårnet på selv samme sted, hvor det oprindelige tårn havde stået. Begrebet miniature skal her forstås relativt. Det nye Odinstårn er faktisk hele 12 meter højt. Det er der ikke mange monumenter i Danmark, der kan måle sig med.

Men står det til Foreningen Odinstårnet, så skal minitårnet snart vige pladsen igen. Drømmen er opførelsen af et nyt tårn, man rent faktisk kan komme op i.

For 20 år siden virkede dette måske som en utopi, men i de senere år er der jo blevet bygget en del meget høje bygninger i Danmark. Og hvis man kunne bygge et 177 meter højt tårn tilbage i midten af 1930’erne, så kan man da også i dag. Højderekorder er noget, der fænger. Det samme gør udsigter. Bare se, hvor stor interesse det vakte, da Skovtårnet ved Rønnede blev opført. Og det er endda kun 45 meter højt.

Kommer der et nyt Odinstårn – og hvor højt bliver det? The sky is the limit. (Foto: Danskebjerge.dk)

Om det så lige vil fungere med Bolbro Bakke – med tanke på områdets nuværende bebyggelse og infrastruktur -, det kan man diskutere. Måske vil det være nemmere at lede efter en placering ved de førnævnte lokaliteter, Blommenslyst og Dyred.

Eller også kunne man nøjes med at lave et mellemstort udsigtstårn – et Odinstårn på f.eks. 30 meter i højden. Fra sådan et tårn vil der være en god udsigt ud over Odense. Ikke en mageløs, men en god.

Et sådant tårnprojekt er vel mere realistisk, men også lidt mere leverpostejsagtigt, da det utvivlsomt vil stå i skyggen af fortidens storhed.

Læs meget mere om Danmarks udsigtstårne – både dem, der stadig eksisterer, og dem, der ikke gør – på denne side på Danskebjerge.dk.

/Jacob



Next »