Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!
Først er der en julekalender i tv, der retter søgelyset mod det flotte midtsjællandske bjerglandskab. Og nu er der en fond, der følger op med penge! Jo, der ser ud til at ske noget… 🙂
http://www.dr.dk/P4/Sjaelland/Nyheder/RegionSjaelland/2012/12/14/154154.htm
/Jacob
“Danmarks nye turistattraktion” lyder det om Brorfelde i en artikel på Politiken.dk:
Baggrunden er den aktuelle DR-julekalender ‘Julestjerner’, hvor omdrejningspunktet er observatoriet i Brorfelde. Et observatorium, som “det nok var de færreste, der kendte inden 1. december”, hedder det.
For dem, der har kørt på landevejen mellem Sorø og Holbæk, er stedet dog kendt nok, og de karakterististiske stjernekiggerbygninger kan ses fra stor afstand.
Men det vil være synd, hvis nye besøgende kun har øje for de lokaliteter, der har med det nedlagte observatorium at gøre. Hele området er nemlig voldsomt kuperet, og man må ikke snyde sig selv for et besøg ved traktørstedet med den sublime udsigt ud over Maglesø, som ligger kun få kilometer fra Brorfelde.
Der er en sti rundt om søen. Men hvis vejret har gjort den ufremkommelig, kan også en mere bekvem biltur ad søens omgivende asfaltveje være en flot oplevelse.
Du kan se ruten her – det er samtidig den rute, som Danskebjerge.dk anbefaler som fremtidig rute ved DM i landevejscykling (tidligst 2016).
Der er også et galleri, hvor mange af motiverne – ganske passende for disse dages vejrlig – er klædt i hvidt.
/Jacob
P.S.: En anden positiv sideeffekt ved julekalenderen er, at der er sat fokus på udtalen af Brorfelde. Det udtales nemlig ikke med tryk på “felde” (som mange tror), men med tryk på “Bror”. De lokale har desuden stumt d i navnet.
Danskebjerge.dk får fra tid til anden henvendelser om bakker i Slagelse-området. Et område, som ikke er vurderet til at være blandt de 23 mest markante højdedrag i Danmark. Alligevel er der nogle fine tinder på egnen, ikke mindst Etterbjerg, som med sine 97 moh. er det højeste punkt. Etterbjerg ligger helt ud til Vestmotorvejen og passeres dagligt af tusindvis af trafikanter. I Slagelse Lystskov er der flere andre dødisbakker, der er attraktive for bl.a. mountainbikere. På Etterbjergs vestlige skråning er der desuden en udmærket kælkebakke.
På billedet herover er det Etterbjerg, der ses til højre. Til venstre er det nabotoppen Glohøj, 86 moh. Billedet er taget om eftermiddagen 8/12 2012 fra Golfklubben Trelleborg, ca. 3 km borte.
Om vinteren kan fitnesscenteret virke mere tillokkende end sneglatte veje og stier.
Men det behøver ikke betyde, at bakketræningen skal sættes på stand-by.
I fitnesscentrene har man i de senere år fået maskiner, der er rigtig gode til at simulere bakketræning. Og dét inden for flere motionsformer.
Nogle steder har man cykelsimulatorer, hvor man sidder foran en skærm, der viser, hvordan det ville se ud, hvis man var i færd med at bestige en kendt stigning i Syd- eller Mellemeuropa. Filmen er kalibreret med cyklen, sådan at den varierende stigningsprocent svarer til modstanden i pedalerne.
Velkendt er også løbebånd med mulighed for regulering af hældning. Her kan man sætte hældningen så meget op, at man får sved på panden blot ved rask gang. Dette kan f.eks. bruges som opvarmning. Men fordelen er også, at du kan “designe” en bakke, der er længere end dem, du vil kunne finde ude i det danske landskab. Løb eksempelvis 1 kilometer med 10% stigning. Det er hårdt.
Undertegnedes favoritmaskine for tiden er dog ikke de to ovennævnte, men derimod en Cybex crosstrainer. Til forskel fra almindelige crosstrainere kan den regulere modstand og hældning, og det gør en verden til forskel. Før var jeg ved at blive godt og grundigt træt af crosstrainere, men nu har jeg fået motivationen tilbage, og pulsen ligger højere end tidligere.
Jeg bruger programmet “bakketræning”, hvor sværhedsgraden ændres undervejs i en session. Frem mod en “bakketop”, hvor det bliver sværere og sværere at træde, prøver jeg for hvert niveau at holde en bestemt ydelse (vist på et display, der bl.a. angiver watt), og på det sidste stykke presser jeg den næsten maksimalt. Så falder hældning og modstand markant, og jeg får vejret igen – inden næste bakketop langsomt nærmer sig.
Over denne tekst ses et friskt eksempel på en tur i Cybex’en.
/Jacob
300 meter lodret fald.
Det er, hvad der venter én på Danmarks otte største skianlæg. Anlæg, du kan læse om her.
Du skal godt nok lægge de otte sammen for at komme op på de 300 højdemeter. Til gengæld er skisportsstederne spredt ganske godt ud på landkortet. Så de fleste danskere har højst et par timers kørsel til nærmeste piste. Det er da noget nemmere end at skulle transportere sig til Alperne eller de norske fjelde…
Dertil kommer en række knap så avancerede bakker, der kan bruges til kælk såvel som til ski. Man kan selvfølgelig også bruge de sneklædte bakker som stigninger, hvis man vil træne sit langrendsløb. Eller som en del af ruten på en anderledes mountainbiketur?
De danske skianlæg byder på mange sjove og knap så sjove historier. Det er jo i bogstaveligste forstand op ad bakke at fremelske skisport på dansk jord. Nogle har alligevel gjort forsøget, og også dem kan du læse om på Danskebjerge.dk. Brug evt. forsiden som indgang til det store vintertema:
God, kold fornøjelse.
/Jacob
DANSKEBJERGE.DK’s NYHEDSBREV
25. november 2012
****************************
Kære bjergven.
Hvad vinteren vil bringe er uvist, men hvis der en dag drysser hvidt ned fra oven, er det godt at være forberedt. Derfor kan du nu på Danskebjerge.dk’s forside finde indgangen til Danmarks mest grundige beskrivelse af landets alpine skisportsanlæg. Uanset om du befinder sig i Jylland, på Fyn, på Sjælland eller på Bornholm, findes der nemlig steder, hvor du kan glide ned ad ægte sneklædte danske pister. Og nogle af stederne er der endda både snekanoner og lifte.
Du kan også læse om tidligere tiders skianlægsprojekter og om projekter, der aldrig blev realiseret. Det er spændende historier!
I øvrigt er der et nyt projekt undervejs i Jylland. Godt nok ikke udendørs, sådan som det er tilfældet med de andre anlæg, Danskebjerge.dk har beskrevet. Men alene det, at man har ambitioner om at bygge Danmarks største skibakke, er da værd at anerkende:
http://epn.dk/brancher/turisme/article4918102.ece
Ellers kan du finde mange andre bakkerelaterede artikler på Danskebjerge.dk’s blog Blogsbjerg.
Siden sidste nyhedsbrev er der bl.a. kommet indlæg om den stigende opløbsstrækning ved et kommende DM i landevejscykling ved Mols Bjerge, om et nyt træningslandskab på Midtsjælland, om bjerge under vand og om markveje, der forsvinder.
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk
Et nyt stort tema er på vej på Danskebjerge.dk. Det handler om åse – en særlig form for “bjergkæder”, der mest kendes fra områder som Danmark, hvor istidens gletsjere gled hen over bløde, klippeløse landskaber.
Danskebjerge.dk vil kortlægge alle større åse i landet og beskrive dem med tal, ord, billeder og kortdata. Som modtager af dette nyhedsbrev kan du få en smagsprøve på, hvad temaet vil indeholde. Det er en side, der handler om Køge Ås på Østsjælland:
http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase-koege.htm
Følg med i projektet ved at kigge hyppigt forbi www.danskebjerge.dk. Eller hvad med at blive ven med Danskebjerge.dk på Facebook:
http://www.facebook.com/Danskebjerge.dk
Mange bakkehilsner
Jacob
Hvis du savner grusveje at løbe eller cykle på, så kan du i mange tilfælde “takke” det moderne landbrug.
Siden 1954 er længden af markveje i Danmark nemlig reduceret kraftigt. I dag er der mellem 25 og 54 procent færre kilometer markvej end dengang, afhængig af landskabstype og geografi. Det viser en undersøgelse fra Skov og Landskab.
Paradoksal udvikling
Det er de støt voksende enheder i landbruget, der koster markvejene livet. Men dertil kommer, at det er forholdsvis enkelt for en landmand at nedlægge en markvej. Kun hvis den fører hen til en seværdighed el.lign., kan myndighederne gribe ind.
I betragtning af, at antallet af friluftsmotionister er steget i den seneste årrække, er det en lidt paradoksal udvikling. Glæden ved f.eks. at løbe og køre på mountainbike øges jo ved, at der er mange måder at kombinere ruterne på, og i begge tilfælde er grusunderlaget bedre at bevæge sig på end asfalt.
Stier etableres
Reduktionen af markvejene kan dog opvejes af etablering af offentlige stier, og det sker også i et vist omfang. Fra kommunalreformen og frem til 2010 har 70% af kommunerne åbnet mindst én sti eller rute i landskabet, fremgår det af en artikel i bladet Grønt Miljø. “Det er mange,” står der i artiklen. Der står til gengæld ikke noget om, hvor mange stier der i samme periode er forsvundet. Eller hvor mange stier der reelt er utilgængelige, fordi de ikke vedligeholdes.
Der kan gøres mere for at få etableret flere stier eller renoveret de gamle. Blandt rådene er:
– Involvér både lokale ildsjæle og berørte lodsejere i planlægningen
– Undersøg lodsejernes potentielle indtjeningsmuligheder (ved overnatninger mv.)
– Brug de nyeste geodata til ruteplanlægningen
– Inddrag turistorganisationerne og det lokale erhvervsliv
Ny lov har begrænsninger
Ud over nye stier kan loven om randzoner i fremtiden give danskerne nemmere adgang til naturen.
Ved 80% af de større danske åer og vandløb findes der i dag ingen stier, og lodsejerne fortæller selv, at der er ganske øde ved vandløbene. Det kan den nye randzonelov ændre på. Formålet er godt nok primært at sikre bedre vandmiljø i søer og vandløb, men tanken er også, at offentligheden skal have adgang til de arealer, der nu ikke længere må dyrkes.
Også her er der dog et aber dabei. Det er nemlig noget uklart, hvornår arealerne kan betegnes som udyrkede (hvad f.eks. hvis landmanden slår græsset en gang eller to om året?). Desuden kan man spørge, hvor attraktive arealerne vil være at færdes på, hvis bevoksningen bare får frit spil.
Den bedste løsning er og bliver vel anlæggelse af en sti – eller for den sags skyld en markvej. Når man gør hele regnestykket op og ser på en lokalbefolknings sundhedstilstand og almene tilfredshed, er der næppe nogen tvivl om, at det kan betale sig at lave enkle, men attraktive transportveje ud til naturen.
/Jacob
P.S.: Se eksempel på, hvordan markveje forsvinder, i denne animationsfilm:
https://youtu.be/FzgppxqOGxU
Forestil dig, at nogen et kort øjeblik trak bundproppen ud på verdenshavet, sådan at havniveauet sank med – lad os sige – 50 meter.
Det ville ikke gøre nogen forskel i f.eks. Himalaya (det sted vender vi tilbage til).
Men i Danmark ville det ændre landskabet fuldstændigt. Landet ville ikke længere være et ø-rige. Man ville kunne gå tørskoet fra den ene ende af landet til den anden – kun Christiansø ville endnu være afhængig af en færgeforbindelse.
Det er tankespind, ja, – men pointen er, at modsætningen mellem vand og land ikke er så grundlæggende, som vi går og forestiller os. Vi danskere har det med at tænke, at landskabet er noget, der begynder dér, hvor havet ophører. Men virkeligheden er, at landskabet er over det hele – meget af det er blot skjult af hav (skulle man kalde det “vandskabet”?).
Havet erstattede isen
I istiden, som er den periode, hvori det danske landskab primært blev dannet, var der ikke hav omkring Danmark. Landet var derimod dækket af is, og gletsjernes bevægelser skubbede rundt med store mængder grus, sand og ler. Denne proces gjorde overfladen uregelmæssig – med visse niveauforskelle som resultat. Da isen trak sig tilbage, trængte havet sig på. Sjovt nok valgte det at lægge sig nogenlunde “midt i”. Dvs. havoverfladen kom omtrent til at ligge lige så langt under det højeste terrænpunkt som over det laveste terrænpunkt. I praksis betød det, at Danmarks terræn blev til en mosaik af vand- og landområder – sådan som vi kender det i dag (om end havniveauet har ændret sig lidt siden stenalderen).
Nu er der jo det ved havet, at det for det første har en overflade, der skjuler, hvad der ligger nedenunder. Og for det andet kan mennesket vha. skibe bevæge sig hen over det. Derfor har det aldrig haft den store interesse at finde ud af detaljer om terrænet på havbunden. Det vigtigste har været at fastslå dybder i fjorde og bælter, så skibene ikke risikerer at støde på grund.
Det største bjerg
Tilbage til tankeeksperimentet med sænkningen af havniveauet. For hvis man trak bundproppen ud permanent, ville der åbenbare sig nye terrænfænomener, som i dag lever i skyggen af andre. National Geographic har forleden beskrevet i en artikel, at man med rette kunne kalde Mauna Kea ved Hawaii for verdens største bjerg – og ikke Mount Everest i Himalaya.
Fra fod til top måler Mauna Kea, som oprindeligt er en vulkan, lige under 10 kilometer. For Mount Everest er det tilsvarende tal ca. 3 kilometer.
Når det alligevel er sidstnævnte, der traditionelt løber med opmærksomheden, skyldes det, at dets fod ligger i knap 6 kilometers højde over havets overflade. Mauna Keas fod befinder sig derimod 5,7 kilometer under havoverfladen, og den del af bjerget, der ligger over, måler “kun” 4,2 kilometer.
Så statistisk set løber Mount Everest altså med laurbærrene. Men i en verden uden have ville Mauna Kea helt sikkert også have været en stor kanon.
Flere bjerge i sigte
Og der findes endnu flere skjulte mastodonter, fastslår National Geographic:
“Hundredtusindvis af undersøiske bjerge rejser sig fra havets bund, men
færre end 300 er blevet udforsket. Der findes mere detaljerede kort over
Mars’ overflade end over havbundens fjerneste steder.”
I farvandene omkring Danmark gemmer der sig næppe bjerge på størrelse med Mauna Kea. Men det er langt fra utænkeligt, at der findes niveauforskelle, der ligner dem, man finder i nogle af landets mest kuperede oversøiske områder.
Det kunne være interessant at undersøge sagen nærmere. Så det vil Danskebjerge.dk forsøge at gøre. 🙂
/Jacob
Selv på en halvtåget dag som i dag er terrænet i Løng nord for den midtsjællandske by Sorø interessant at kigge på. Terrænformerne er skabt i forbindelse med omfattende grusgravning, der har stået på i årtier. Nu er maskinerne ved at forlade området, og det giver plads til løbere, mountainbikere og andre, der kan lide udfordrende landskaber.
Der vil med tiden også opstå en spændende natur. Her i starten leder synet visse steder snarere tankerne hen på et månelandskab. Men dét kan jo også være fascinerende.
Læs om planerne for området her:
http://www.spor.dk/Aktuelt/Loeng.aspx
Den gravhøjlignende knold, der ses på flere af billederne herunder, er områdets højeste punkt, 84 meter over havet. Den maksimale højdeforskel er lige knap 50 højdemeter.
Selvom der er flyttet meget jord i forbindelse med reetableringen af grusgraven, og selvom der allerede er tydelige stier, så lever området endnu et lidt stille liv, og så vidt vides mangler der en del yderligere forarbejdning af terrænet, før det kan blive det træningsmekka, som mange sikkert vil benytte sig af. Man kan dog allerede nu møde både løbere og MTB’ere på “Sporet i Løng”, som er det officielle navn.
/Jacob
Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:
http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/
Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:
http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm
Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).
Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.
Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.
/Jacob
