Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Klædt på til klimaændringer?

Bakkesnak Posted on Thu, September 26, 2013 02:42:09


For tiden blusser debatten om klimaforandringer op igen. Den globale temperatur er nemlig ikke steget så meget i de sidste par årtier, som det var blevet forudsagt. Det får nogle til at tvivle på bl.a. EU’s klimastrategi. Samtidig fastholder forskere, at vi allerede inden udgangen af dette århundrede vil se gennemsnitstemperaturen stige med adskillige grader.

Anyway: Det er et faktum, at der falder mere og mere nedbør over Danmark. Og det rammer ikke kun ejendomme, som risikerer at blive oversvømmet. Øget nedbør har også konsekvenser for dem, der vil færdes ude i det danske landskab. Stier bliver ufremkommelige pga. mudder og vand, og regn og slud gør gå-, løbe- og cykelture mindre behagelige.

Kan man værne sig mod det? Både ja og nej.

Glem din mor
Mange husker nok deres moders kære formaninger om at klæde sig godt på, når vejret viste tænder. Men det råd duer ikke altid og især ikke, hvis man skal ud og dyrke krævende motion. Kraftanstrengelser og rigelig påklædning harmonerer nemlig sjældent. Tykt tøj hæmmer bevægelserne og fører nemt til overophedning. Hvor tit ser man ikke motionister – jeg beklager at måtte sige det, men det er altså mest de kvindelige -, der tøffer afsted med en trøje eller jakke bundet om livet. De har typisk frygtet kulden og har klædt sig sådan på, at de i hvert fald ikke frøs, når de kom udenfor. Men man skal faktisk ikke bevæge sig særligt længe, før kroppen genererer en hel del varme. Og så ender man med at måtte slæbe rundt på unødig beklædning i det meste af den tid, man træner.

Noget lignende gælder i øvrigt cykelture. Her er et bud på, hvordan man undgår at svede alt for meget, hvis man skal cykle til arbejde:
http://www.motion-online.dk/konditionstraening/kondition_-_artikler/saadan_undgaar_du_at_blive_svedig_efter_cykelturen_til_arbejde/

Bedst at fryse lidt i starten

Det er især i det kolde halvår, at temperaturtilpasningen er vanskelig. Man kan godt være fristet til at pakke sig godt ind med flere lag og med både hue og handsker, inden man begiver sig ud i det barske vejr. Men er det det værd, hvis man overopheder efter få hundrede meter? Mit bedste tip er, at man skal fryse lidt i starten. På en løbetur på 10 kilometer kan det godt lønne sig at fryse på de første ca. to kilometer (den anden kilometer er ofte den værste, da man her har mistet meget af den varme, man har med sig fra den lune stue derhjemme, samtidig med at kroppen endnu ikke er helt oppe i gear), for derefter begynder kroppens naturlige radiator for alvor at arbejde effektivt, og de sidste 8 kilometer føles behagelige. I øvrigt har mange af os nok en lidt overdreven frygt for at fryse. Man dør altså ikke af at have det lidt køligt i nogle få minutter!

Meget afhænger dog også af motionsformen. Cykling adskiller sig fra løb ved, at flere dele af kroppen er næsten helt inaktive, og derfor kan især de yderste led blive udsat for varig nedkøling, og det er skidt. Jeg har selv svært ved at holde varmen i tæerne, så allerede når temperaturen kommer under 15 grader, begynder jeg at overveje skoovertræk. Dertil termosokker eller lignende, hvis temperaturerne bliver endnu mere vinterlige.

Handsker, der i modsætning til cykelhandsker dækker hånden fuldstændig, kan også være en nødvendighed, men her har jeg det problem – ligesom når jeg løber -, at jeg nemt kommer til at svede om fingrene. Jeg synes virkelig de er svære at stille tilfredse, de fingre.

Svært at holde sig tør
Dilemmaet møder man også, når det gælder værn mod nedbør.

I frilufts- og sportsbutikker kan man vel næppe længere finde regntøj, der ikke er åndbart. Alligevel bliver brug af regntøjet hurtigt et spørgsmål om pest eller kolera. For jo, det kan lukke fugt ude, men det er altså også et ekstra lag tøj, der ikke bare stopper nedbøren, men også vinden og luftmodstanden – og som varmeisolerer. Ved intensiv eller blot moderat træning vil man nemt blive klam, når man er iklædt vandtæt tøj – det er blot kroppens egen fordampning, der skaber fugten, og ikke nedbøren udefra. Desuden kan det være bøvlet både at tage tøjet af og transportere det, hvis vejret skulle klare op undervejs.

Jeg skal også lige vende fodtøjet en gang. Fugtigt vejr betyder jo ofte fugtigt underlag, og det kan give nogle udfordringer. Det kan være i form af glatte skråninger, dybe vandpytter – eller isbelægninger på vej og fortov.

Bedre vejgreb, men…
For løbere er trailsko en fristelse, men igen-igen er der ulemper. Trailsko har såler, der er mere markerede end såler på traditionelle løbesko, og det er en indlysende fordel, når det er svært at stå fast. Men min erfaring er, at trailsko nemt bliver stive og klodsede – selv oplevede jeg, at mine nyindkøbte trailsko gav mig vabler, hvilket jeg ellers ikke har haft i årevis. Samtidig er virkeligheden for de fleste danske løbere jo nok, at selv i dårligt vintervejr er føret acceptabelt over lange strækninger. Det er mest i f.eks. skov, at trailskoene kommer til deres ret. Men er det så det værd, eller er man bedre tjent med at vælge sine almindelige løbesko og så bare være lidt mere påpasselig i det særligt lumske terræn?

Jeg selv har nogle Nike Free Run-sko, som jeg er glad for. Det er en udgave med såkaldt H2O-repel, hvilket skulle betyde, at de faktisk er vandtætte. Jeg har dog ikke testet dem rigtigt under vand endnu. Og egentlig er det også en lidt spøjs kombination. Nike Free-skoene er nogle meget lette sko med en super fleksibel sål, der ikke ligefrem har pigge og store knopper. Så det smager jo ikke ret meget af “bjergsko”. Men det særlige stof har en anden fordel, nemlig at det gør skoene lidt varmere. Og da det er en spinkel sko i det ydre, er det ganske rart med lidt ekstra lune. Jeg oplever ingen problemer med kondens.

Mærk dig selv
Men altså – tøj og temperatur har i hvert fald én ting til fælles: Det er individuelt, hvordan man oplever det.

Undersøg selv, hvordan beklædningen bedst tilpasses dine behov, og registrér, hvordan det går fra gang til gang, så du kan blive klogere af dine erfaringer. Al respekt for mødre og deres velmente råd, men egne erfaringer er ofte mindst lige så gode!

Hvis du leder efter nyt tøj, kan du bl.a. gøre det hos Zalando.dk.

Læs mere om klimatilpasning i Danskebjerge.dk’s artikel om emnet.

/Jacob



Smart kort over Maglesø

Maglesø Posted on Tue, September 10, 2013 19:16:08


Hjemmesiden Bikelog.dk har en kortfunktion, der skiller sig lidt ud fra mængden. Og som er af særlig relevans for os bakkeelskere. 🙂

På Bikelog.dk kan man nemlig få både en højdeprofil og et samlet antal højdemeter for den rute, man indtegner. Dermed ikke sagt, at højdeprofilen til hver en tid passer præcist, men Danskebjerge.dk’s vurdering er, at den ikke er helt skæv. Og GPS’er er jo heller ikke altid lige nøjagtige. Man kan med fordel kombinere data fra de to redskaber.

Billedet herover er et skærmbillede fra Bikelog.dk, hvor jeg har indtegnet ruten rundt om Maglesø. De røde markører er placeret for foden af de væsentligste stigninger på ruten, når man kører den mod uret. Højdeprofilen viser ruten startende fra Tjørnedevej-krydset ved hovedvejen.

Se kortet i større format her.

Bemærk, at funktionaliteten på Bikelog.dk afhænger af, om man har ladet sig registrere med brugernavn.

//EDIT 2021: Funktionen på Bikelog.dk eksisterer ikke mere.//

/Jacob



Weekend med tusinder af danske højdemeter

Løb & ruter Posted on Fri, September 06, 2013 14:19:50

Hold da helt fest, der er gang i bjergløbene for tiden.

Tag bare den weekend, vi står overfor nu (7.-8. september 2013). Her er der både nye og gamle motionsløb, der alle trækker tænder ud.

Hvis vi starter i den mest hårdkogte ende, så er der lørdag Julsø Ultra Trail ved Silkeborg. Det er et 54 km trailløb, som har premiere i år. Det er garvede folk, der står bag, så der er lagt i ovnen til en stor, men også krævende oplevelse for deltagerne. Vejret ser ud til at blive godt – måske endda FOR godt? Der skal i hvert fald nok hældes noget væske indenbords undervejs. 🙂 Deltagerne skal bl.a. stifte bekendtskab med tvillingebakkerne Sindbjerg og Stoubjerg, der er så stejle, at deres skråninger er forsynet med trappetrin. Ja, og så er der tonsvis af højdemeter andre steder på ruten (se billede).

Dagen efter er der et andet, nystartet bjergløb i samme område, nemlig Glarbo Highland Trail 1000. Her er distancen “kun” knap 15 km, men til gengæld er der skruet voldsomt op for højdemeterne. Ifølge arrangørerne skulle der på den 4,7 km lange rundstrækning, der skal gennemløbes tre gange, være 333 højdemeter. Hvilket altså giver 1000 højdemeter i alt for hele turen. Normalt skal man i Danmark lede længe for at finde rundstrækninger, der har flere end 300 højdemeter pr. 10 km, men her skulle det altså være lykkedes at øge koncentrationen af stigninger og fald til mere end det dobbelte. Det er absolut et løb for bjergentusiasterne, det her.

Weekenden byder også på bjergløb på Fyn og Sjælland.

På Fyn er det klassikeren Alpeløbet, der er på plakaten. Der er tre distancer at vælge imellem – den længste er 10,3 km. Løbet foregår i de Sydfynske Alper – deraf navnet -, og undervejs når man op i næsten 110 meter over havet. Alene på de første ca. 1200 meter stiger terrænet med ca. 55 højdemeter. Løbet finder sted søndag 8. september.

Et andet traditionsrige bjergløb afvikles ved Næstved på Sydsjælland samme dag. Her lægger den store, stejle Mogenstrup Ås skråninger til Seiffert Løbet.

Løbet lever et forholdsvis stille liv og har sjældent meget over 100 deltagere. Men det fortjener mange flere, for ruten er en fantastisk bjergrute. På den længste distance, 8,5-kilometerruten, skal man gennemføre rundstrækningen to gange, og det er en stor udfordring at disponere kræfterne, fordi rundstrækningen på udturen er voldsomt kuperet, mens den på hjemturen er næsten helt flad.

Find selv frem til flere traditionsrige danske bjergløb her:

http://www.danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

/Jacob



Opgør med færdselsloven II

Om Danskebjerge.dk Posted on Fri, September 06, 2013 10:34:13

Så er jeg klar med forslag til ny lovtekst, der skal gøre det lidt nemmere at være cyklist i Danmark. Se forslaget her:

http://danskebjerge.dk/topolitik7.htm

Det er vigtigt at forstå, at forslaget ikke er en udspecificering af den nuværende lov, men snarere – om jeg så må sige – en AFspecificering.

Det vil sige, at tanken faktisk ikke er at gøre loven klarere og mere entydig. Tværtimod skal den være mere rummelig og mindre rigid.

Centralt i forslaget er, at man som cyklist skal orientere sig om anden færdsel og undgå at være til gene. Hvis man efterlever disse simple krav, er der mange ting, der løser sig ude i trafikken. Samtidig får cyklisterne friere rammer på en række punkter. Eksempelvis skal man ikke nødvendigvis køre helt ude til højre på vejen. Det afhænger af, om man er til gene for anden trafik eller ej. Der står heller ikke noget i loven om, hvor meget man må fylde på cykelstien eller på vejbanen. Det er igen et spørgsmål om, hvor vidt der er anden færdsel, som man er til gene for.

Den nye lov bliver ikke en facitliste, som man kan slå op i, hvis man med sikkerhed vil finde svaret på spidsfindige situationer i trafikken. Men sådan er den nuværende lov heller ikke. Jeg tror på, at den trafikale virkelighed for cyklister er så situationsafhængig, at det ikke nytter at presse en meget udspecificeret lov ned over den. Så hellere en lov, der har bredere formuleringer. Og som lægger sig tættere op ad den faktiske adfærd, som almindelige cyklister udviser.

Cyklen er et transportmiddel, der kan bruges meget fleksibelt. Derfor er det også rimeligt at have en lov, der tilgodeser denne fleksibilitet.

Man kunne nok godt gå endnu længere i liberaliseringen af cykelloven, men alt dette er ikke tænkt som et projekt, der skal gøre det mere besværligt at være f.eks. bilist. Det skal snarere medføre en slags normalisering af de tilstande, der i praksis gælder i dag. Realisme, ikke dogmatisme.

/Jacob



Opgør med færdselsloven

Om Danskebjerge.dk Posted on Sat, August 24, 2013 23:39:34

Jeg bryder loven. Ret tit faktisk. Og jeg har det fint med det.

For når jeg bevæger mig rundt i det danske landskab på min tohjulede, så følger jeg lige så meget min egen lyst og fornuft, som jeg følger færdselsloven.

Og jeg tror, at det er til gavn for både min cykeloplevelse – og for trafiksikkerheden. Den nuværende lov er nemlig ret underlig, synes jeg. På en del punkter.

I færdselsloven står der f.eks., at “cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen”. Bemærk ordet “altid”. Det betyder uden undtagelse.

Loven tager ikke højde for, at rigtig mange landeveje har dårlig asfalt eller ligefrem huller, der gør, at man som cyklist vil få en meget kraftig rystetur, hvis man kører hen over de værste steder. I nogle tilfælde vil man endda ryge helt af cyklen og komme til skade. Men det er loven ligeglad med. Du skal holde til højre. Altid.

Selv cykler jeg ofte ret langt ude på vejen. Nogle gange ude midt på den, til tider er jeg helt ovre i den anden side. Det gør jeg, fordi det er det sikreste og mest behagelige. Jeg holder selvsagt også øje med trafikken. Når der kommer biler, må jeg trække ind igen og prøve at håndtere de forhindringer, som vejmyndighedernes eventuelle manglende vedligeholdelse måtte have skabt.

Det kan også være, at jeg ikke straks opdager, at der kommer en bil bagfra. Så må han eller hun lige vente lidt eller til nød give mig et dyt. Det ordner sig. Måske undtagen i de tilfælde, når bilisten opfatter sig selv som færdselslovens forlængede arm og farer i flint over mit “lovbrud”.

Jeg tænker også somme tider på, hvad der vil ske, hvis jeg møder en nøjeregnende politimand. Sådan én, der lever og ånder for mottoet “lov er lov, og lov skal holdes”. Han vil da nok kunne få finansieret flere måneders forbrug af citronmåner alene ved at stange bøder ud til mig.

Indtil videre er jeg sluppet. Jeg ved ikke, om de i politiet har en intern aftale om at give især motionscyklister lang snor. Det vil da i så fald være rimeligt nok egentlig. Men man kunne jo også vælge at se på loven. Er den fair? Er den hensigtsmæssig?

Jeg har nu selv kigget de vigtigste passager i færdselsloven igennem og set på de dele, der handler om cyklister. Det er der kommet et forslag til en revideret lov ud af.

Overordnet set er det en forenkling af loven, men der er også en enkelt stramning eller to. Hovedprincippet har været, at det skal være lidt nemmere at være cyklist, uden at det skader sikkerheden.

Se mit forslag her:
http://danskebjerge.dk/Forslag-til-revideret-faerdselslov-for-cyklister-version2.html (pdf-fil)

/Jacob

P.S. Siden dette indlæg om trafik er der kommet ét mere, hvor der tages udgangspunkt i nogle konkrete steder og hændelser. Se det her.



Tv-seere snydes for strålende cykelløb

Løb & ruter Posted on Mon, August 05, 2013 14:38:33


Kunne man forestille sig slutrunder i håndbold uden direkte tv fra Danmarks kampe? Kan man se for sig, at Olsens fodboldlandshold først dukker op på skærmen, flere timer efter at spillerne har forladt grønsværen i Parken?

Nej, vel?

Men sådan er de kedelige realiteter, når det gælder Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed: cykelløbet Post Danmark Rundt.

Det professionelle etapeløb er ellers langt hen ad vejen en folkelig succes. Masser af mennesker hepper på rytterne langs ruten, og mange kan bogstavelig talt stå i egen hoveddør og se feltet suse forbi. Samtidig er løbet en hyldest til det danske landskab og landets mange smukke afkroge. Det kan næsten ikke blive bedre. Jo, altså, hvis der så også var tv på.

Men tv-mæssigt er løbet en sørgelig historie. Og har været det i mange år. Tv-seerne bliver spist af med et etapesammendrag og nogle interview i en lettere forlænget udgave af DR Sporten om aftenen. Der forsøges andetsteds med lidt livestreaming fra et enkelt kamera, men det er vist kun de meget inkarnerede cykelfans, der orker det hakkende og ustabile signal.

Hvorfor står det så sløjt til?

Ja, det hænger tydeligvis sammen med, at begivenhedens tre store aktører er tilfredse med status quo. Danmarks Cykle Union er godt tilfreds med Post Danmark som sponsor. Post Danmark er godt tilfreds med eksponeringen i DR. Og DR er godt tilfreds med omfanget af dækningen, som vist heller ikke ligefrem vælter nogen budgetter.

Men år for år fremstår den nuværende formidling af Post Danmark Rundt som mere og mere utidssvarende. I dag skal sport formidles live, hvis det for alvor skal trænge igennem. Nutidens medieforbrugere gider ikke forskudte sammendrag. En publikumssport som landevejscykling lever af intensiteten og her-og-nu-oplevelsen, og jeg tror, det er de færreste cykelinteresserede, der først orienterer sig om Post Danmark Rundt-etaperne kl. 22 om aftenen. De har modtaget nyheden om etaperesultatet, længe inden DR’s reportage ruller over skærmen. Dermed ender tv-indslagene som visne, spændingsforladte referater.

Jeg kender godt argumenterne for den valgte løsning. Det er noget med økonomi. Og selve produktionen. Det er svært at producere seværdigt tv fra cykelløb, hedder det.

Uden tvivl. Men eksemplerne på, at det alligevel kan lade sig gøre, er mange. I Norge er der masser af live-tv fra sportsbegivenheder af tilsvarende format. Eksempelvis har man i løbet af et par år fået stablet to professionelle landevejsetapeløb på benene, der begge transmitteres direkte på Eurosport.

Og selv herhjemme ser man, at store flerdages-events faktisk kan formidles live. Løberne i motionsløbet Etape Bornholm følges således af TV 2/Bornholm, der ofrer en hel del mandskab og avanceret udstyr på at lave fine transmissioner fra de enkelte etaper. Kvaliteten er selv sagt ikke helt på højde med det, man ser fra Tour de France, men lidt mindre kan altså også gøre det.

Post Danmark Rundt er et arrangement, der inddrager hele Danmark. Og der har aldrig været flere danskere med interesse for cykling. Så det må simpelthen være muligt at skaffe midler nok til en langt bedre tv-dækning.

Måske kunne TV2/Regionerne lave et samarbejde? Eller måske kunne man finde en helt ny, mere pengestærk sponsor? Der er stærkt brug for nytænkning, nye ressourcer og ny tro på, at det store danske cykelløb kan blive en ægte folkelig begivenhed. Som verden er i dag, går denne forankring gennem tv. Og det skal være direkte tv.

/Jacob



I 8. Brigades blodige fodspor

Bakkesnak Posted on Wed, July 31, 2013 15:03:00


De år, hvor etapeløbet Post Danmark Rundt besøger den sydlige del af Jylland, er Dybbøl Banke ofte med på rutekortet. Og med rette.

Med sine 68 moh. er banken langt fra Danmarks højeste bakketop. Det er heller ikke den top med størst højdeforskel, selvom der fra kysten ved Vemmingbund kun er 1 kilometer op til tinden, resulterende i en stigningsprocent på ca. 7 i snit.

Det, der ikke desto mindre gør Dybbøl Banke til Danmarks nok mest betydningsfulde og omtalte bakke, er dens historie.

I 1800-tallet fik den en vigtig militær rolle, fordi man herfra kunne sikre dansk fodfæste i Sønderjylland i tilfælde af angreb sydfra. En fjende, der trak op igennem Jylland, ville nemlig konstant være sårbar, så længe en dansk hær truede højreflanken. Det betød på den anden side, at fjenden (hvilket i praksis ville sige preussere eller slesvig-holstenere) kunne være interesseret i at erobre Dybbøl-stillingen.

Det var her, at den lokale topografi spillede ind. Ved at placere fæstningsværket på en bakketop kunne danskerne overskue et stort areal, og hvis der udbrød kampe, kunne man skyde ned på angriberne, hvilket alt andet lige er mere komfortabelt end at skyde opad.

Som bekendt rakte hverken bakketoppen eller de skanser, der var bygget på den, til dansk sejr. 18. april 1864 angreb Preussen med en i materiel og mandskab overlegen hær, og forsvarerne blev trængt tilbage. Men kampen var intens og blodig, og især ét moment er siden blevet dyrket i bl.a. kunsten, nemlig 8. Brigades modstød. Brigaden skulle sikre den danske hærs tilbagetog til Als ved at trænge frem mod Dybbøl Mølle fra øst. En mission, der for så vidt lykkedes, men med uhyggelige tab. Modangrebet blev ikke nemmere af, at det foregik i åbent terræn og op ad bakke.

Faktisk er det samme vej, rytterne i Post Danmark Rundt skal køre, når de nærmer sig målstregen på 2. etape i Post Danmark Rundt 2013. Målet er nemlig placeret på toppen af Dybbøl Banke, lige før møllen, og opløbet går fra øst ad Dybbølgade, der begynder helt nede ved Als Sund, hvor man i sin tid foretog selve evakueringen af hæren.

Herfra stiger terrænet støt op mod de gamle skanser og Dybbølmuseet. Den samlede højdeforskel på strækningen er for Post Danmark Rundt-feltet på 55 meter. Det giver en stigningsprocent på 3,7% i snit over de 1,5 kilometer.

Kampen om sejren bliver denne gang formentlig mindre blodig end for 150 år siden – selvom man selvfølgelig ikke kan udelukke styrt, når de professionelle cykelsoldater for alvor går i kødet på hinanden.

Læs mere om slaget om Dybbøl her: http://www.milhist.dk/1864/dybbol/dybbol.html

/Jacob



Lokalavis med fokus på stigninger

Om Danskebjerge.dk Posted on Sat, July 27, 2013 23:25:04

Lokalavisen
Vejle Vest har under Tour de France bragt en underholdende artikelserie om Vejles svar på Frankrigs bjerge.

Jeg linker lige til dem herunder. Danskebjerge.dk medvirker i den sidste artikel (som er en sideartikel til den om Jellingvej).

En halvgammel mand på bjergetape

Tour de Lokalområde: Bjerget

Tour de Lokalområde: Den unikke

Apropos Alpe d’Huez: Her er Danmarks eneste kategori 4-stigning

/Jacob



Muren i Oslo

Løb & ruter Posted on Sat, July 13, 2013 15:42:01

Norges hovedstad Oslo er ikke kendt for at have landets højeste bjerge. Men der er til gengæld mange små gader og stræder, og i den sydøstlige del af byen – et stenkast fra fjordkysten – finder man en meget snæver vej, der går op til Kongsveien. Egentlig er det flere veje, der til sammen udgør en skrap, skrap stigning, men stigningen er opkaldt efter den midterste vej, der hedder Brattbakken. ‘Bratt’ betyder stejl, og stejl er den. På det mest skrånende sted er stigningsprocenten over 25. Jeg vil senere vende tilbage med mere præcise data fra de målinger, jeg har lavet.

De forskellige kort og GPS-data er lidt uenige om, hvor stor hele bakken er. Men et norsk topografisk kort siger, at stigningen begynder i ca. 17 meters højde over havet og slutter i ca. 111 moh. Det giver 94 højdemeter. Fordelt på de 750 længdemeter, der skal forceres, giver det en gennemsnitlig stigning på 12,5%. På midterstykket er den gennemsnitlige værdi langt højere.

Blandt de lokale motionscyklister regnes Brattbakken for Oslo bys stejleste gade.

Se bakken på kort her.



Ingen agurketid for Danskebjerge.dk

Om Danskebjerge.dk Posted on Fri, July 12, 2013 14:47:56

Vanen tro har sommeren bragt øget medieinteresse for Danskebjerge.dk med sig.

Danskebjerge.dk medvirker bl.a. i en artikelserie, som bringes i Lokalavisen Vejle senere i juli måned. Danskebjerge.dk vil primært kommentere Jellingvej-stigningen, som avisens reporter har sat sig for at cykle op ad.

Forleden blev Danskebjerge.dk nævnt i DR’s store Tour de France-satsning, Touren på P3. Det var i forbindelse med omtale af, hvordan stigninger kategoriseres i et etapeløb som Tour de France. Et helt igennem dejligt indslag, som jeg har tilladt mig at lægge ud her, da det er næsten umuligt at finde via DR’s eget site.

Og endelig så kom Danskebjerge.dk i avisspalterne i fredagens udgave af Vejle Amts Folkeblad. Man kan læse om både de nye skilte og om Danskebjerge.dk’s jagt på Skandinaviens stejleste gade. Og der er et fint galleri, som også er værd at tage et kig på. Flot billede af Troels Vesterlund Nielsen, der bestiger Gl. Kongevej på sin reservecykel.

Om artiklens overskrift så holder, vil vise sig, når jeg får kigget nærmere på resultaterne fra de opmålinger i Norge og Sverige, som jeg netop har foretaget.

/Jacob



« PreviousNext »