Forleden var jeg ude på en træningstur, som ret godt illustrerer forskellen på stigninger. En forskel, der ofte diskuteres blandt især motionscyklister.
Undervejs kom jeg nemlig over to bakkestrækninger, der overordnet betragtet havde identiske egenskaber: De var begge 4 kilometer lange, og mellem start- og slutpunktet var der en højdeforskel på lige omkring de 70 meter.
Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,75, hvilket jo er relativt beskedent. Men det, jeg vil se på her, er ikke, om stigningerne er svære eller ej. Det skal handle om forskellen på, hvordan de forløber mellem bund og top.
Lad os først kaste et blik på den stigende strækning, der ligger på Landevejen fra Næstved i retning mod Rønnede, og hvor stigningen slutter ved en p-plads i 113 moh. (en af Sjællands højest beliggende større veje).
Den stiplede linje er indføjet for at tydeliggøre tendensen i stigningens profil. Man ser, at terrænet stiger jævnt, idet den stiplede linje ligger ret tæt op ad stigningens forløb hele vejen fra bund til top.
Anderledes er det med strækningen Gisselfeldvej-Denderupvej få kilometer derfra:
Her er der store udsving i profilen, hvilket jo udtrykker, at stigningen er meget uregelmæssig. Ud over de stigende passager er der passager med fladt terræn, og to steder er der egentlige fald i terrænet. Disse ikke-stigende partier skal så modvirkes af øget stejlhed på de skrånende partier, og hvis man tæller højdemeterne op, vil det samlede antal højdemeter på strækningen blive større end på Landevejen, hvor terrænet steg støt og roligt hele vejen.
Bakkeforløb ses på tempoet
Forskellen i bakkernes forløb afspejles også i min fart (de blå kurver). Fart er godt nok et noget luftigt parameter, for den afhænger jo også af alle mulige ting end vejens forløb. Men jeg mener faktisk, at hastigheden i dette tilfælde er illustrativ for, hvordan man som cyklist påvirkes af bakkernes forskellige profiler.
På den konstante stigning på Landevejen ligger min fart tilsvarende konstant. Den øges, når stigningsprocenterne falder lidt, men forskellene er ikke så markante.
På den stærkt varierende Gisselfeld-stigning bevæger farten sig derimod meget mere op og ned. Det samme gør i øvrigt min puls, som dog ikke er vist på de to grafikudsnit.
Denne forskel er på ingen måde overraskende, men det sandsynliggør dog, at det i praksis tærer mere på rytterens kræfter, hvis den stigning, han kører på, har et puklet forløb, frem for hvis den er konstant.
Spørgsmålet er så, om den beskrevne forskel på stigningernes forløb kan opgøres matematisk?
Kunsten at beregne bakker
Det er ikke noget, der er fremherskende, må man konstatere.
Den altdominerende måde at opgøre stigningers karakterstika på er ved at måle længde og højdeforskel og ud fra de to faktorer beregne den gennemsnitlige stigningsprocent. Det er sådan, man f.eks. gør i Tour de France og de andre store etapeløb. Ja, jeg har faktisk aldrig set et cykelløb, hvor man har brugt et andet princip.
Stigningsdatabasen Salite.ch har dog forsøgt sig med en lidt avanceret formel, der gav stigninger med særligt stejle partier en hel del ekstra point på sværhedsgradsskalaen. Det resulterede imidlertid i visse åbenlyse skævheder, hvor små “mure” scorede højere end bjergveje med masser af serpentinersving.
Herhjemme har Climbs.dk fra starten haft den praksis at tælle højdemeterne med i udregningen af den gennemsnitlige stigningsprocent. Igen skal man se det som et forsøg på at indkalkulere den formodede forøgelse af sværhedsgraden, der opstår, når en stigning har et varieret forløb. I tilfældet med Gisselfeldvej-Denderupvej vil det betyde, at stigningen får yderligere 20 højdemeter, og den gennemsnitlige stigningsprocent kommer op på over 2.
Problematiske modeller
Jeg synes, det er interessant med sådanne forsøg på at beskrive stigninger nøjere. Men jeg savner stadig en overbevisende model. Salite.ch’s tilgang har som sagt det problem, at det ikke er afstemt med realiteterne, og samtidig er der den ulempe, at det kræver ret gode data, før modellen overhovedet kan bruges.
Climbs.dk’s princip med akkumulerede højdemeter er heller ikke den perfekte løsning. For det første mener jeg grundlæggende, at et gennemsnit skal være renset for mellemregninger. Ellers er det ikke et rigtigt gennemsnit!
For det andet har modellen det problem, at den kun delvist tager højde for varierende stigningers egenskaber. Hvis en stigning har fald undervejs, føjes der ekstra højdemeter til stigningens størrelse, fordi disse højdemeter så at sige skal indhentes på den efterfølgende stigende delstrækning. Fint nok. Men det sker til gengæld ikke, hvis bakkens uregelmæssighed kun består af en blanding af flade og stigende partier. Det virker lidt ulogisk. Så meget sværere bliver en bakke vel ikke af, at det går nedad undervejs?
Et tredje kritikpunkt er, at der er en god portion psykologi og smag og behag over oplevelsen af en stigning. Der står jo ikke skrevet i nogen bøger, at man SKAL skifte fart og pulsniveau, blot fordi stigningen er ujævn. Man kunne jo også prøve at tilpasse sine anstrengelser til det varierende terræn? Og så er det vel heller ikke altid, at et sådant terræn er “værst”. En stigning, der er lang og sej og bare bliver ved og ved med en konstant hældning, kan også være en prøvelse. Nogle vil måske endda synes, dette er mere udmarvende, end en stigning, hvor der “sker” noget undervejs.
Back to basics
Alt dette bringer os sådan set blot tilbage til udgangspunktet: En bakke kan beskrives udmærket alene ud fra bund- og toppunktets horisontale og vertikale placering i forhold til hinanden, evt. suppleret med en angivelse af den maksimale stigningsprocent. Og så kan det meget vel være, at to bakker opleves som væsentligt forskellige, selvom tallene siger, at de er ens. Men hey, sådan er der så meget. En stigning med god asfalt er jo også nemmere at køre opad på end en stigning, hvor vejen er fyldt med buler og huller. Antallet af parametre er vel nærmeste endeløse, hvis først man gik i gang.
Modeller er gode, men jeg savner stadig at se én, der overbeviser.
Hvis en bakke skal beskrives i detaljer, findes der dog en metode, der er ganske træfsikker: prøv at cykle op ad den selv!
/Jacob
