Blogsbjerg

Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?

Det er vanskeligt.

Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.

En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.

Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.

Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).

Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.

Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.

På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.

Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:

– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t

– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t

– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t

– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t

Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).

Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:

– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.

– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).

– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)

Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.

Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.

/Jacob

For halvandet år siden skrev Allan Treschow Jensen til mig, at han ville arrangere et løb med rigtig mange højdemeter.

Mit svar lød sådan her:

“Det lyder som et skønt projekt! (…) Jeg vil umiddelbart tro, at det bliver svært at lave en rute med over 700 højdemeter, hvis den skal lægges på vej/sti og ikke må være længere end 15 km. Men jeg har ikke noget mod at tage fejl! :)”

Siden har Glarbo Highland Trail, som løbet hedder, været afviklet to gange, og der kommer også et tredje i 2015. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af de hårdeste ruter, man overhovedet kan tegne i Danmark, hvis det skal være på vej, sti eller spor. Det går simpelthen op og ned hele tiden, og terrænet er stejlt.

Ruten er lagt på en 7 kilometer lang rundstrækning, der ifølge arrangørerne har 500 højdemeter. Det er derfor, at man kan komme op på 1000 højdemeter, hvis man snupper rundstrækningen to gange.

Men kan det passe, at der er 500 højdemeter pr. omgang?

Jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg har gennemgået ruten og kan slå fast, at der mindst er 340 højdemeter. Det får man, hvis man tager alle de laveste og de højeste punkter og lægger højdeforskellene sammen.

Dette tal er dog lavt sat. Ruten er meget varieret, og bakkerne går ikke kun lige op og lige ned. Der er også pukler på. Så derfor skal der lægges en del oven i de 340.

Allan er nået frem til de 500 højdemeter ud fra et kort med højdekurver, og det er også en god metode. Min tvivl er teoretisk baseret. Forestil dig, at du skal løbe op ad en stigning, som er 7 kilometer lang, og som stiger konstant med 500 højdemeter. Det ville give en stigningsprocent på 7,1 i snit – nogenlunde svarende til procenten på Alpe d’Huez. Men i et løb som Glarbo Highland Trail er der højst op-ad-bakke-løb på halvdelen af strækningen. Der er jo ikke tale om én sammenhængende stigning, men om flere “små”, og dem skal man ned fra igen. Derfor vil den gennemsnitlige stigningsprocent på rutens stigninger være det dobbelte, altså mindst 14,2 procent. 14,2 er meget højt. Så højt, at jeg næsten kun ville kunne få det til at stemme, hvis man havde fundet en meget stejl bakke, som man så løb og op ned ad gang på gang. Glarbo Highland Trail-ruten er derimod en reel rundstrækning, og her er det næsten umuligt ikke at have enkelte flade stykker. Og så snart man har det, vil gennemsnitsprocenten altid styrtdykke. Derfor har jeg min tvivl.

Men det, jeg fremfører her, er jo sådan et alt-andet-lige-ræsonnement, som kun holder, til det bliver modbevist i et konkret tilfælde. Som sagt vil jeg gerne tage fejl – jeg vil gerne æde en portion skovbund fra Silkeborg-skovene, hvis der virkelig er 500 højdemeter. På spejderære. Vi skal bare lige finde en måde, som vi kan fastslå sandheden på.

Hvad med højdedata ud fra GPS-registreringer? Det tror jeg ikke på. GPS’er har ret store usikkerheder, når det gælder ruter som denne. Rutesitet Gpsies.com angiver således et højdemetertal, der ligger langt under både Allans tal og min minimumsværdi. Da jeg kiggede nærmere på Gpsies.com’s profil, kunne jeg da også konstatere, at der simpelthen er sving, som er registeret forkert. Og fejlregistreringer har stor betydning, hvis det f.eks. drejer sig om et sving for foden af en bakke, lige inden der tages hul på en ny stigning. Her kan der smutte adskillige højdemeter blot det ene sted.

Så det er noget med at skulle tilbage til et kort med gode højdeangivelser og tælle op derfra. Og så måske prøveløbe ruten for at sammenholde kortet med virkeligheden – eller opdage ujævnheder, som end ikke et kort kan have med. Hvordan måler man f.eks. højdemeterne på en træstamme, der ligger på tværs af stien? Når vi er ovre i løbskategorien trail, er ruterne altid vanskeligere end ellers at beregne højdemeter på.

Anyway: Uanset om det er 340 højdemeter eller 500 eller noget helt tredje, så er Glarbo Highland Trail det mest kuperede danske motionsløb, jeg kender. Og vel at mærke et løb, som faktisk lokker en del løbere til. 175 tilmeldte var der i 2014. Det siger lidt om, at det ikke bare er et nørdeløb for højdemeterantallets skyld, men at der er mere at komme efter. F.eks. en fantastisk naturoplevelse.

/Jacob

Så faldt den første sne. Men den kan ikke dække over, at december 2014 har været grå og regnfuld. Der er vand over alt. Ikke mindst i vandløbene.

Og i særdeleshed i Brødebæk.

Brødebæk er et sideløb til Susåen, Sjællands største å. Man kan faktisk argumentere for, at Brødebæk er hovedløbet, for hvis man følger mosaikken af grøfter, kan man nå helt op til Spangs Tykke, ca. 110 moh. Det er højere oppe end det område, som Susåens udspring officielt befinder sig i.

Men Brødebæk selv virker ikke fornærmet. Heller ikke over, at betegnelsen “bæk” må siges at være noget af en underdrivelse.

Ufortrødent suser den mod nord – ned ad det skrånende landskab, der først begynder at flade ud på den modsatte side af Ny Næstvedvej. Undervejs er der en strækning, hvor faldet på vandløbet er omkring 40 meter fordelt på blot ca. 2 kilometer. Det er rigtig meget efter dansk målestok. Og det er et flot skue, for ikke at sige en flot lyd. Navnlig når der – som for tiden – er ekstraordinært store vandmasser, der skal presses igennem det til tider ganske snørklede vandløb.

Se levende billeder fra Brødebæk her – og en fotoserie her.

At Brødebæk har en lang karriere som vandløb bag sig, ses af, at de omgivende skrænter er meget store. Flere steder er de ti meter høje – og ekstremt stejle. De er skabt ved årtusinders kraftige vandgennemstrømning, der gradvist har uddybet renden i terrænet.

Det er et betagende syn at stille sig øverst på en af disse skrænter og kigge ud over Brødebæk og nogle af dens tilløb. Måske især på denne tid af året, hvor de mange træer kun delvist dækker for sceneriet. Til gengæld vil man i den lunere del af året kunne nyde en svalende tår vand direkte fra Brødebæk. Brødebæk går nemlig for at være en af de reneste vandløb på Sjælland.

/Jacob

Her om vinteren kan bakkeløb være en våd og beskidt fornøjelse. Mange af de bedste danske bakker ligger nemlig i skov- og naturområder med blødt underlag, og det betyder pløre og dårligt fodfæste.

Men rundt om i landet er der heldigvis også stigninger, som en løber kan komme tørskoet hjem fra, selv på en vinterdag. Man skal blot acceptere, at vejnettet ikke er helt så fintmasket som eksempelvis et stisystem i en skov. Så man risikerer at skulle løbe samme vej ned ad bakken, som man er kommet op.

Med mindre man altså finder en god rundstrækning, der både er kuperet og har en passende længde.

Her er en gennemgang af nogle af de landskaber og bakkebyer, der har de bedste asfalterede ruter med stigninger. Lad os starte helt i øst:

Nordbornholm:
Gudhjem er med sine meget stejle gader et fantastisk godt sted at afprøve sine bakkeevner. Der er et væld af muligheder for at komponere en rute, hvor man talrige gange kommer op og ned ad skråningen ud mod Østersøen. Den stejleste udfordring er Bokulvej. Den stiger med op til 23% og er således Danmarks tredjestejleste asfaltvej. På vestsiden af øen kan man prøve den rute, som i årtier er blevet brugt ved de lokale cykelrytteres enkeltstartsmesterskaber. Den er 8,5 km lang og går fra den lille havneby Vang og op til toppen af halvøen Hammeren. En tur med mange højdemeter, men: fra mål er der altså 8,5 km tilbage til start.

Furesø-området:
For københavnere er området ved Furesø det nærmeste bakketerræn. Igen kan man med fordel følge i cykelrytternes spor. Det var nemlig her, at VM i landevejscykling blev afviklet i 2011, og selvom Geels Bakke og vejen op til Søllerød Slot ikke fik afgørende betydning for udfaldet, så er det ikke desto mindre et par okay stigninger. Det er muligt at skære nogle hjørner af VM-rundstrækningen, så man kan nå op ad stigningerne flere gange, uden at det bliver en overvældende lang løbetur.

Maglesø:
Der er umådelig smukt ved Maglesø vest for Tølløse, og der er en kuperet asfaltvej, der går rundt om søen. Få steder i Danmark kan man løbe ti så smukke kilometer som på denne rundstrækning. Jeg vil anbefale at løbe mod uret, da man derved konfronteres med de højeste stigningsprocenter, som man finder på nordsiden af søen.

Kalundborg:
Den nordvestsjællandske by Kalundborg er ikke så kendt som bakkeby, men det burde den være. I byens vestlige udkant er der nemlig veje, der i stejlhed næsten kan måle sig med Gudhjems. Prøv f.eks. Tjørnebakken, der med en maksimal stigningsprocent på 21 sniger sig ind i Top 10 over de stejleste danske asfaltstigninger. Området ved Tjørnebakken har samtidig den fordel, at der er relativt mange veje på kryds og tværs – det gør det muligt at komponere en kort, men meget kuperet rundstrækning.

Aabenraa:
Aabenraa Bjergmarathon er blevet kåret som Danmarks mest populære bjergløb. Op mod 3.000 deltagere vælger hvert år at kaste sig ud på den hårde rute, som i maratonudgaven inkluderer fire sløjfer med hver én større stigning.

Kolding og Vejle:
De to østjyske nabobyer ligner hinanden lidt, på den måde at mange af deres stigninger ligger på skråninger ned mod en ådal. Bakker og byer er en rigtig god kombination for bakkeløbere, fordi den betyder, at der er mange veje, som hjælper én op og ned ad skråningerne. Hvis man går efter maksimal stejlhed, skal man vælge Vejle frem for Kolding, da det er i Vejle, at man finder de mest skrånende gader. Ja, faktisk har Vejle Danmarks stejleste gade: Christian Winthersvej har et sted, hvor hældningen er på intet mindre end 25,5%.

Søhøjlandet:
Med kendte bakker som Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj kunne man tro, at Søhøjlandet var et eldorado for løb på asfalt, men så lige til er det ikke. En betydelig del af de store midtjyske stigninger ligger nemlig ude på landet, hvor der ofte er langt mellem vejkrydsene. Dermed risikerer man at skulle løbe temmelig langt blot for at bestige én stor knold. Omvendt er det altså virkelig mange bakker at vælge imellem. Jeg vil fremhæve et enkelt sted: I den lille by Laven er der en vej, der hedder Slangebakken. Som navnet antyder, slanger vejen sig op ad en bakke, og det går nedad igen straks efter, så her kan man løbe nogle fornøjelige runder.

Mariager Fjord:
Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste, hvilket i høj grad hænger sammen med de høje skrænter ned mod fjorden. Der er mulighed for kuperede rundstrækninger i Hobro, inderst i fjorden, samt i Mariager by ved fjordens sydside, hvor man kan løbe op forbi Hohøj, Danmarks største gravhøj.

/Jacob

Når man bevæger sig rundt i et tæt bebygget område som det, man finder nordvest for København, så er det ikke så let at se et mønster i landskabet. En bakke hist og en bakke pist. Man skal være lokalkendt for at opstøve det maksimale antal højdemeter – kunne man tro.

Men faktisk er der system i rodet. Et system, der stammer tilbage fra istiden.

Danskebjerge.dk har bearbejdet nogle landkort for at kunne tydeliggøre, hvordan terrænet mellem Furesø og Øresund er struktureret:

(Se kortet i stor størrelse her.)

Lidt forenklet handler det om, at der fra Furesø forgrener sig nogle dale, som alle munder ud i Øresund. Disse dale, som på kortet er tydeliggjort med en relieffunktion, er grundlaget for langt de fleste stigninger, man møder i området: Klampenborgvej øst for Kongens Lyngby, Frederiksdalsvej i Virum, Wesselsmindevej ved Raadvad, Kongevejen (Geels Bakke), ja, såmænd også den karakteristiske lille bakke ved Nationalmuseet i Brede – alle ligger de på skråninger ned mod en ådal. Og man kunne nævne mange flere.

Furesø-egnen er unik i kraft af sin tætte koncentration af såkaldte tunneldale. Tunneldale er dale, som er udgravet af smeltevand inde under gletsjere. Man skal forestille sig, at der i Nordøstsjælland har været en gletsjer, hvis front har løbet nogenlunde parallelt med den nuværende Øresundskyst – den har blot befundet sig lidt længere inde i landet. Herfra har der strømmet smeltevand ud, som har boret sig ned i underlaget, mere eller mindre vinkelret på isfronten. Det er sket med stor kraft og over betydelige strækninger. Faktisk kan dalene følges helt over til Hornsherred – 40 km fra Øresund – som en øst-vestrettet gennemskæring af landskabet.

Jeg kan ikke komme i tanker om tunneldale, der i dag ikke også er ådale. Vand har det jo med at søge den nemmeste vej for at komme væk, og der er de dybe tunneldale et oplagt valg. Mølleåen løber igennem Furesø-områdets mest kendte ådal, Mølleådalen. Mølleådalen er et yndet mål for fiskere, kanoroere, løbere og andre, der går efter gode naturoplevelser, men den er også “moder” til en del asfalterede stigninger.

En undtagelse fra reglen om åer og tunneldale er Ulvedalene, det kendte bakkeområde syd for Eremitageslottet. Her er der en tunneldal, men ikke noget entydigt å-forløb.

En anden undtagelse fra tunneldalsfænomenet finder man i Furesø-egnens nordlige ende ved Gammel Holte. Flere af de høje, nærmest kegleformede bakketoppe er skabt af dødis, dvs. i forbindelse med bortsmeltning af is, som er efterladt af gletsjere.

Det ændrer dog ikke ved fællesnævneren for hele området: Smeltevand. Stort set alt terræn, der skråner her, har noget med smeltevand i istiden at gøre. Det er bare ikke altid lige til at se, når mennesket har sat så markant et præg på omgivelserne, som tilfældet er nordvest for København.

/Jacob

Første etape i Post Danmark Rundt 2015 har mange ligheder med anden etape i Giro d’Italia 2012. Dengang aflagde feltet også besøg i bl.a. Struer, Holstebro og ved den jyske vestkyst. Og dengang blev der også talt om, at vinden kunne få en vigtig rolle.

Og ja, Vestkysten er det mest blæsende område i Danmark. Man skal så bare også huske på, at der er et højt dige ud mod havet. Så jeg vil vove den påstand, at hvis der er vestenvind – som er det mest almindelige i Danmark -, så er kystvejen et af de mere stille steder i landet.

Under Giro’ens besøg her strålede solen, og vindstyrken var beskeden (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor). Hovedfeltet var i kontrol hele vejen. Man må forudse et lignende scenarie ved Post Danmark Rundt.

Første etape i det store danske etapeløb blev offentliggjort 26. november. Resten offentliggøres til foråret.

/Jacob

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg første gang så et eksempel på luftfotoarkæologi.

Det var i en lille bog om jernalderen, hvor der var et sort/hvid-billede af en mark, fotograferet fra et fly. Umiddelbart var det bare en kornmark, men når man kiggede nærmere efter, var der en masse små felter på marken: Små jordlodder fra jernalderen! De havde afsat nogle mærker i terrænet, som stadig kunne ses, når forholdene var de rette.

Det var næsten som at se spøgelser. Fjerne fodfædre, hvis forlængst ophørte liv pludselig viser sig som skygger i nutidens verden. Ingen naboer ser dem. Men fra afstand dukker omridset op.

Luftfotoarkæologi har udviklet sig, siden det pågældende foto blev taget. Der er i dag nemmere adgang til at komme i luften med fly eller helikopter. Eller man kan støtte sig til de mange satellitter, der tager billeder af landskabet.

Og så er der i de seneste år udviklet avancerede metoder til at scanne et terræn. Man kan granske højdeforskelle på et meget detaljeret niveau og fremanalysere hele landsbyer og fæstninger.

Luftfotos spillede også en væsentlig rolle, da man afdækkede den meget omtalte vikingeborg ved Lellinge nær Køge. Én ting var, at man har vidst, at der lå et gammelt voldsted på lokaliteten. Men billederne fra luften dokumenterede, at voldstedet var cirkelrundt og dermed lignede de vikingeborge, der kendes fra f.eks. Slagelse og Hobro. Udgravninger i sensommeren 2014 bekræftede forbindelsen. (Se Danskebjerge.dk’s grafiske bearbejdning af et luftfoto øverst i denne artikel.)

Det nok mest ambitiøse luftfotoarkæologiske projekt i Danmark finder man i Midtjylland. Her kortlagde eksperterne større områder, især i Vestdanmark, og lagde mange eksempler ud på hjemmesiden Fortidensetfrahimlen.dk. Flere af billederne giver mig de dér kuldegysninger, som jeg husker fra dengang, jeg så det sort/hvide-foto af kornmarken. Tjek en af billedserierne ud her:

http://www.fortidensetfrahimlen.dk/pages/billeder/vis_serie_grid.asp?serienr=65963

Og kan man så bruge denne landskabelige spøgelsesjagt til noget? Ja, i enkelte tilfælde kan den føre til nye opdagelser som vikingeborgen ved Lellinge, men faktisk kan man også spare penge på tilsyn af gravhøje og ruiner, fremgår det af hjemmesiden:

– Det forventes, at projektet viser, at luftfotografering af de fredede fortidsminder kan afløse en stor del af det almindelige tilsyn, og at man fremover fra luften kan tilse fortidsminderne i det åbne land hvert 3.-4. år.

/Jacob

Der er noget helt særligt ved den enkeltstart, man kan deltage i ved næste års Born Fondo, navnet på opfølgeren til Gudhjem Bjergløb 2014.

For det første er den traditionsrig. Den lokale cykelklub har i årtier brugt ruten til klubmesterskabet i enkeltstart. I beskrivelsen af enkeltstarten anvender arrangørerne selv ordet “legendarisk” om den. Den er så nok kun legendarisk for de bornholmske cykelfreaks, men det udelukker jo ikke, at den kan gå hen og få legende-status i videre kredse.

For det andet drejer det sig om en særdeles kuperet rute. Arrangørerne holder ikke igen: De kalder den Danmarks “mest udfordrende enkeltstart” og hævder, at “det er de vildeste kilometer, du nogensinde har prøvet kræfter med”.

Jeg vil personligt mene, at man andre steder i Danmark kan finde strækninger, der i sværhedsgrad kan måle sig med denne. Men hvis man alene kigger på ruter, der har været brugt til større cykelløb, så er denne bjergenkeltstart – som også er et af de ord, arrangørerne bruger om eventen – sandsynligvis den skrappeste.

Brutal start
Starten er meget speciel. Her er der nemlig ikke noget med, at man lige skal i gang først. Næh, det går opad fra kilometer 0, og stigningen, man skal besejre, er den mest krævende i hele landet, nemlig hovedgaden i havnebyen Vang på Bornholms vestkyst (billedet ovenfor). Den er 1280 meter lang og stiger med 7,2% i snit. Dette dækker dog over, at stigningen mod slutningen flader langsomt ud. Selve stykket inde i Vang stiger gennemgående med omkring 10% og byder bl.a. på et hårnålesving.

Derefter kommer man ud på hovedvejen. Her nås lidt efter 3-kilometermærket rutens højeste punkt (115 moh.). Ved Slotslyngvej drejes til venstre, og så går det nedad, men vejforløbet er kryptisk, så det er svært at give den fuld gas her.

Langs Hammer Sø er der fladt, og derpå kommer man til opløbsbakken: Fyrvej. Den snørklede vej stiger med 9% i snit over en strækning på godt 700 meter. Arrangøren påstår, at stigningsprocenten når op på 20 – det vil jeg vædde min hat på ikke passer. Men asfalten vil givetvis opleves som meget stejl, hvis syregrænsen allerede har været overskredet flere gange på de foregående kilometer.

Disponering vigtig
Ved passage af målet, der ligger ved siden af fyret på toppen af Hammeren, har man tilbagelagt 8,3 kilometer og hele 180 højdemeter. Det er hårdt nok i sig selv, men det helt enestående ved ruten er den svære start og den svære afslutning. Dette stiller store krav til, hvordan man disponerer enkeltstarten.

Der er tre meget skarpe sving på ruten, hvoraf de to – på hhv. Vang og Slotslyngvej – har karakter af egentlige hårnålesving. Det mest drilske er formentlig svinget på Slotslyngvej. Det er på 170 grader og ligger på en nedkørsel, så her er der både risiko for at oversatse og være overforsigtig.

Omgivelserne på ruten? De er smukke – naturen, klipperne og ikke mindst: Hammershus borgruin. Men lad os være realistiske: Deltagerne kigger nok mere på pulsur og asfalt end på seværdigheder og omgivende terræn.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:
http://www.bornfondo.dk/enkeltstart.html

Og her er ruten:
http://ridewithgps.com/routes/165574

/Jacob

Når man har en lyskæde, risikerer man, at der ryger en pære i ny og næ.

Det kan Ove Gelstrup ved Vejrhøj tale med om. Han står for Danmarks formentlig største julehjerte: Et hjerte af lys på den side af Vejrhøj, der vender ud mod Lammefjorden.

Det er sin sag at få liv i en formation af lamper, der fylder 110 gange 100 meter. Men Ove Gelstrup har dog fået en hjælpende hånd, nemlig i form af 5.000 kroner fra naboen Dragsholm Golf Club. Bidraget stammer fra en indsamlingsmatch, som “Manneklubben” afholdt i sommer, og blev overdraget i sidste måned.

Hjertet kaldes Vejrhøj-hjertet. Det er et mindesmærke for Ove Gelstrups søn, som tog sit eget liv. Det er blevet tændt 1. søndag i advent hvert år siden 1996. I år sker det således 30. november.

Vejrhøj-hjertet kan ses videnom pga. sin særlige beliggenhed. Også på andre tidspunkter af året, hvor konturerne klippes i græsset.

Mere om hjertet her:

http://www.visitodsherred.dk/danmark/vejrhoj-hjertet-gdk845970

http://www.ellingelyng.dk/Vejrh%C3%B8j-hjertet.htm

/Jacob

Sagen har udviklet sig lidt siden forrige indlæg om vikingeborgsagen.

Nedenstående er en tekst, jeg lagde ind på Facebooksiden “Lellinge Ringborg“, efter at jeg havde fået svar fra Kulturstyrelsen på min forespørgsel. Jeg fandt, at første svar fra styrelsen var lidt uldent, så jeg tillod mig at rykke for et mere konkret svar.

—

Der er kommet nyt svar fra Kulturstyrelsen, efter at jeg bad om en tydeliggørelse. Jeg tillader mig at citere her:

“Som jeg skrev forleden, er navnet Borgring ikke knyttet til selve den fysiske terrænformation, som den udjævnede cirkulære jordvold danner. Vi kender i hvert fald ikke et kort, hvor dette er tilfældet.
Vores ræsonnement går på, at de steder i nærområdet, der har fået et borgring-navn, fik deres navne, dengang da anlægget var et synligt karakteristisk punkt i landskabet – og derfor har været kaldt sådan engang. Højen ved Gammel Lellingegård er ikke ringformet, og har først fået sit navn i senere tid.
At de to steder har samme navn skyldes nemlig Sophus Müller (senere Nationalmuseets direktør), som ved sit besøg i 1890’erne knyttede dette lokale navn til højen ved Gammel Lellingegård. Det er ikke det eneste sted i landet, at noget sådant forekommer – og vi regner ikke med, at det bliver et praktisk problem. Ellers vil der med tiden opstå tilnavne, så der ikke bliver misforståelser.”

Svaret bekræfter min mistanke om, at der ikke findes kort, der beviser forbindelsen mellem lokaliteten med vikingeborgen og navnet Borgring (eller dets varianter). Mit spørgsmål var ellers foranlediget af, at Kulturstyrelsen tidligere har skrevet følgende:

“Mange kilder ligger til grund for Museum Sydøstdanmarks grundige research i forbindelse med navngivningen. Bl.a. viser ældre kortmateriale, hvor borgen er aftegnet, at den var kendt som en borg-ring.”

Formuleringen efterlod det indtryk, at der fandtes mindst ét kort, på hvilket navnet Borgring (eller dets varianter) var vist ved det sted, hvor man finder vikingeborgen. Det er altså IKKE tilfældet, må man vel nu gå ud fra.

Sagen hænger i stedet således sammen: Den nye beslutning om navngivningen bygger på de to forhold, at 1) navnet Borgring (og dets varianter) har optrådt i området, og at 2) vikingeborgen er (var) ringformet.

Når der står, at “ældre kortmateriale” er blevet inddraget i museets “grundige research”, kan der (når nu konklusionen om navnet er, som den er) alene være tale om, at man har set kort, som viser, at der befinder sig en banke det pågældende sted. Hertil skal imidlertid siges, at det kort, der kendes fra starten af 1800-tallet, ikke viser nogen ringformet banke, men en oval banke, som ikke skiller sig markant ud ved sin form eller størrelse. På senere kort (se vedhæftede) er den ikke stor nok til at give sig udslag på højdekurverne.

Dette skal ses i forhold til, at banken tættere på gården – den, som på kortene benævnes Borgring (Boring) – har flere meter høje og stejle skrænter til alle sider, undtagen mod nord. Vi ved ikke, hvad Sophus Müller har tænkt ved sit besøg ved Lellinge sidst i 1800-tallet, men der har alt andet lige været betydeligt mere at kigge på herovre end ude på marken.

Alt dette ændrer dog øjensynligt ikke på, at vi fra nu af står med to nabolokaliteter, der bærer det samme navn. Så må vi se, om Kulturstyrelsen får ret i, at det løser sig ved, at der opstår tilnavne.

/Jacob

—

P.S.: Her er min første forespørgsel til styrelsen: