Blogsbjerg

Brostensbakkerne står ikke just i kø i det danske landskab. Den eneste, der kan måle sig med dem i f.eks. Flandern Rundt, er vejen Dimen, som ligger ved Aabenraa. Danskebjerge.dk har beskrevet den her.

Men selvfølgelig er der mange andre gader i Danmark, som er belagt med brosten. Og enkelte af disse har en vis hældning. I den nordjyske by Aars mener man endda at have én, der tåler sammenligning med Flanderns mure. Det drejer sig om Himmerlandsgade, der går tværs gennem byen i en øst/vestlig retning.

I modsætning til Dimen indgår den skrånende vej jævnligt i større cykelløb. Såvel Jutlander Bank Grand Prix som det ambitiøse GP Himmerland Rundt har opløb her (se udsnit af rutekort herunder).

Der er dog to ikke helt uvæsentlige forhold, der adskiller Himmerlandsgade fra f.eks. Koppenberg og Paterberg. For det første er der i Aars tale om veltilhuggede chaussésten. De kan godt nok også mærkes i cyklen, men er trods alt noget mere civiliserede at rulle hen over.

For det andet: stigningens hældning og størrelse. Der er tale om en beskeden bakke, selv efter danske forhold. Den begynder ud for Gl. Skolevej/Bymidten og fortsætter mod vest op til Gislumvej. Strækningen er 300 meter lang. Bunden befinder sig i 22 meters højde over havet, toppen i 34 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Himmerlandsgades brostensbakke er dermed omtrent lige så lang som den på Dimen i den anden ende af Jylland. Men den er ikke engang halvt så stejl. Og når brostenene så tilmed er noget mere medgørlige, ja, så får sammenligningen med Flandern Rundt et lidt kuriøst skær.

Og dét er faktisk helt fint med mig.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i. Jeg selv var nemlig hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Note:
Ovenstående er hovedsageligt et “genoptryk” af et indlæg fra 2013. Der foretages ind imellem ruteændringer.

Flere posts om Amstel finder du her:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post109
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post232

Se også Danskebjerge.dk’s optagelse af Gilberts fanklub på toppen af Cauberg et af de år, hvor han vandt: https://www.youtube.com/watch?v=USsBoX3VRR0

I det øverste Nordsjælland finder man et ungt landskab. Ungt på den måde, at det har ændret sig meget siden istiden. Først ved landhævning i stenalderen. Siden ved sandflugt. Og frem til i dag: ved nedbrydning af klintekysten.

Landskabet er mest imponerende i Tibirke Bakker. Fra Ellemosens 4 meter over havet stiger terrænet dramatisk til 57 meter, og bakkerne træder tydeligt frem, fordi bevoksningen holdes nede. Det kuperede, hedeagtige landskab giver associationer til naturperler som Sindbjerg og Stoubjerg, omend disse jyske knolde har lidt større dimensioner – trods alt. Ja, og så er der en anden forskel, som jeg vil vende tilbage til om lidt.

På vestsiden af Tibirke Bakker får skoven så småt overtaget, men det går stadig op og ned. Dels pga. det naturskabte varierede terræn og dels i kraft af det væld af gravhøje, man er omgivet af. Området her hedder Tisvilde Hegn. Det højeste punkt er Frøbakke, der befinder sig 62 meter over havets overflade. Herfra er der kun et stenkast til byen Tisvilde, som markerer Tisvilde Hegns grænse mod nordøst.

Den fine natur har en bagside. For i over 100 år har området været eftertragtet som et godt sted at slappe af og ikke mindst som et godt sted at have fritidsbolig. Det gør, at store dele af kyststrækningen er bebygget med sommerhuse, og i Tibirke Bakker markerer strømførende hegn over alt, at udefrakommende bedes holde sig til stier og grusveje.

Ingen tvivl om, at det må være skønt at eje jord og mursten i dette bakkelandskab. Men alle vi andre får en tilsvarende ringere naturoplevelse. Modsat ved Sindbjerg og Stoubjerg, hvor adgangen til naturen ikke er begrænset af privat ejendomsret. Humoristen og multikunstneren Poul Henningsen kaldte tilbage i 1928 Tibirke Bakker for “Snob Hills”. Et øgenavn, der endnu i dag kan være fristende at bruge.

En trøst er det dog, at flere lokaliteter ved Tisvilde er fredede. Så man må antage, at udbredelsen af bebyggelse og indhegninger er stagnerende.

Du kan læse mere om Tisvilde-egnen her:

http://www.b.dk/boeger/ny-bog-om-tisvilde-hegn-er-en-guldgrube

http://hannaswalk.com/2012/07/10/vandring-i-tisvilde-hegn/

Danskebjerge.dk har i øvrigt fundet områdets stejleste vej. Se procenterne her:
https://www.facebook.com/stikmigenmax

/Jacob

Når man kører mellem Korsør og Slagelse, kommer man op eller ned ad Vårby Bakke. I almindeligt klart vejr kan man herfra tydeligt se Storebæltsbroens pyloner, og med lidt held får man propper i ørerne pga. højdeforskellen.

Det vil dog være for snævert at forbinde navnet Vårby Bakke med bakken på hovedvejen eller motorvejen, for skråningen er flere kilometer bred. Den strækker sig over ca. 14 kilometer i en nord/syd-gående linje lige vest for Slagelse. Skråningen er højest på midten, hvor den over en strækning på ca. 1 kilometer hæver sig med næsten 50 højdemeter. Ved bakketoppen Hashøj lidt syd for Slagelse øges terrænhøjden imidlertid yderligere, således at der herfra og ned til Vårby Å er en højdeforskel på 91 meter, hvis man tæller gravhøjen med.

I dette område finder man nogle forskellige veje, som for cyklister og andre motionister kan være spændende udfordringer. Hovedvejen er kendt af mange. Dens officielle navn er Korsørvej, og den stiger med 3,9% over 1,1 kilometer. Vejen er snorlige, stigningsprocenten bemærkelsesværdig konstant, og asfalten som regel i fin stand. På den måde er det en rigtig god træningsbakke – om end ret så trafikeret. Se Danskebjerge.dk’s bestigning af bakken på Korsørvej her.

Derudover skal nævnes Brovej, Havremarksvej og Jættehøjvej.

Brovej er en sidevej til Korsørvej. Et enkelt sted er stigningsprocenten oppe på 9, men ellers er den mest karakteriseret ved at være den mest direkte vej til Hashøj. Strækningen er 3,2 km lang (start samme sted som stigningen på hovedvejen), og den stiger med 2,44%, hvilket dækker over en række flade stykker.

Havremarksvej ligger syd for Brovej. Her er der færre svinkeærinder i retning mod toppen, og vejen har derfor nogle meget stejle partier. Stejlest er den helt i bunden – i den ende, der slutter blindt. Her er maksimumsstigningen et sted oppe på 14%. Ved krydset Havremarksvej-Udsigten er den på 13%.

Jættehøjvej ligger et nøk yderligere mod syd. Den er ikke helt så stejl, men stiger mere konstant, og hvis man ser bort fra den blinde del af Havremarksvej, har Jættehøjvej flere højdemeter. Især den første halvdel er ret så barsk – med en længere sektion, hvor hældningen er på 10%.

Jeg vil foreslå, at man – når benene er blevet trætte – slutter af med et besøg oppe på Hashøj. Her er to store, næsten ens gravhøje. Og et højt tv-tårn, som ses videnom. Fra gravhøjene er der udsigt til store dele af Vestsjælland.

/Jacob

Har du fået set filmen “9. april”? Den handler om den dag for 75 år siden, da underlegne danske tropper tog kampen op mod den tyske overmagt. Flere af de steder, hvor der blev kæmpet, er med i filmen.

Det ene sted er Lundtoftbjerg. “Bjerget” ligger på landevejen mellem Kruså og Aabenraa, og det var her, den første træfning mellem danske og tyske landtropper fandt sted. Trods navnet er her ikke synderligt bakket. Højdeforskellene er ikke over en halv snes meter, viser data fra højdekort.

Det kuperede Bjergskov
Så er der straks mere schwung over landskabet ved Bjergskov. Det var her, danskerne påny tog kampen op efter at være tvunget tilbage ved Lundtoftbjerg. (Se de indsatte kort, der er forsynet med skyggeeffekt for at fremhæve terrænforskelle. Fotos længere nede i artiklen.)

Bjergskov er et skovområde, beliggende ca. 10 kilometer syd for Aabenraa. Terrænet er stærkt kuperet – og ret ideelt for forsvarere, der kan skjule sig bag de mange små bakkeknolde og tage sigte på den fremrullende fjende.

Løjtnant Olav Jensen har beskrevet, hvordan der først blev opsat en vejspærring syd for skoven. Desuden bragte man et trefodsgevær i stilling i en grusgrav, hvilket passer godt med oplysningerne på landkortet. I “9. april” ses soldaterne også indtage deres positioner på noget, der godt kunne ligne skrænterne i en grusgrav, så filmens realisme er i top her.

Flygtede over bakkekam
Jensen beretter nu, at den opsatte vejspærring ikke bremsede tyskerne:

“Den forreste Tank kørte skraat ind paa Spærringen og skubbede, uden at sagtne Farten nævneværdigt, den store, væltede Lastvogn og Tipvognene ud til Siden af Vejen. Efter denne Bedrift blev Tanken beskudt af min forreste Kanon, som jeg med Delingen var ved at passere, og Tanken fik nu den kedelige Ide at kvittere ved at beskyde os i Motorcykel-Kolonnen med Maskinkanon.

Vi pressede Motorcyklerne til det yderste for at komme op over en Bakkekam, som jeg troede vilde yde Dækning. Jeg tør godt paastaa paa alles Vegne, at denne Køretur var vort Livs værste Oplevelse til Dato. Der var et Spektakel, som jeg aldrig har hørt Magen til. Vore Kanoner skød, de fjendtlige Kampvogne skød med Kanon og Maskingeværer, Jagerflyvere dykkede og skød paa vore Kanoner med Maskingeværer, min Motorcykel-Kolonne dundrede hen ad Vejen med 80 km’s Fart.”

Det var kanonerne, der var danskernes mest effektive våben mod panserkøretøjerne, og én af soldaterne blev modigt ved med at skyde med sin kanon, indtil den blev tromlet ned af en kampvogn. Manden flygtede derpå ind i skoven, men blev ramt af et dræbende skud fra et bagfrakommende jagerfly. Andre i delingen blev såret. Kort efter overgav også Olav Jensen sig.

Intense kampe
Filmen er stykket sammen af forskellige beretninger fra soldater, der var med i kampene 9. april, herunder Olav Jensens. Man følger en gruppe soldater, der er involveret i flere træfninger, efterhånden som de trænges tilbage mod Haderslev. Virkeligheden var dog, at de danske soldater typisk blev indsat ét sted, hvorefter de overgav sig (med mindre de var blandt de trods alt få, som blev dræbt eller såret).

Danmarks militære indsats 9. april 1940 fremstilles ofte som nærmest latterlig. Men hvis man dykker ned i de enkelte situationer ved frontlinjen i Sønderjylland – sådan som filmen også gør -, får man et klart indtryk af, at det har været meget intenst. Tyskerne har haft den fordel, at de har kunnet køre nordpå ad gode landeveje, som danskerne kun i ringe omfang har nået at blokere. Og selvom forsvarerne forsøgte at udnytte terrænet bedst muligt, har det ikke været den store hindring for Hitlers mænd, set i lyset af hvor overlegen en styrke de er kommet susende med.

Få kilometer fra Dybbøl
Hvis du vil læse mere om tyskernes fremrykning 9. april, kan man bl.a. på Wikipedia finde en ret udførlig beskrivelse.

Fra Bjergskov og Lundtoftbjerg er der i øvrigt kun ca. 15 km til en andet berømt højdedrag, Dybbøl Banke. Det var her, at den foregående krig mellem danskere og tyskere nåede sit klimaks. Læs Danskebjerge.dk’s artikler om Dybbøl her og her, skrevet i anledning af, at Dybbøl Banke har indgået i nogle stort anlagte løb.

At disse blodige bakkeområder ligger så tæt, understreger Sønderjyllands rolle som kampplads nummer 1 for stridigheder i Danmarks nyere historie.

/Jacob

Der er ved at blive sat skik på Brorfelde Observatorium. På flere måder.

Dels har man lige fjernet en masse af det buskads, som ellers omkranser kuplerne. Det er godt. Sidst jeg var deroppe, masede jeg med at få bare to kupler med i samme foto. Det ser ud til at være nemmere nu. I det hele taget er jeg stor tilhænger af åbent terræn. Især når det er i kuperede landskaber som dette nær Maglesø. Så må man leve med, at stedet ligner en pløjemark i en kort periode.

En anden ting, som også er under opgradering, er Brorfelde Observatoriums kommunikationsveje. Både Brorfelde.dk og Facebooksiden (som ovenstående billeder er fra) opdateres efterhånden jævnligt og har et professionelt præg. Og i pressen hører man ofte om Brorfelde. Senest da der var delvis solformørkelse over Danmark. Mange gæstede stedet i den anledning, og der var taget højde for vejrets luner, så man kunne indendøre se livebilleder af formørkelsen, sådan som den tog sig ud i Gedser.

Alt dette peger frem mod åbningen af oplevelsescenteret i 2016. Der er investeret millioner i projektet, og da stedet ikke ligger midt på alfarvej, skal der arbejdes med “produktet”. Det gælder både de fysiske omgivelser og markedsføringen. Og det tegner godt.

/Jacob

Forestil dig at komme cyklende, og så pludselig ophører stien foran dig. I stedet kigger du ned i et flere meter dybt hul.

Det var, hvad Andreas Anslev og en kammerat oplevede, da de 11. marts var ude på en mountainbiketur i forårssolen. De nåede kun lige med nød og næppe at bremse, skriver han i et opslag på Facebook, som er ledsaget af fotos fra stedet. TV Øst har også omtalt hændelsen, som skete sydvest for Faxe Ladeplads på Sydsjælland (se kort nedenfor).

Et af billederne viser, hvordan et helt lille landskab med sti, græs, buske og træer er gledet adskillige meter ned ad skrænten. Det store træ står endnu med roden plantet i jorden, men hele stykket er fuldstændigt løsnet fra underlaget. To andre billeder demonstrerer udformningen af skreddet – det er, som hvis nogen havde gravet en bid af klinten med en kæmpestor ske. I siden ses den sti, der før gik langs klintekanten, men som nu fører lige lukt i afgrunden.

Øjensynligt er Andreas Anslev og hans cykelkammerat de første, der opdager skreddet.

Det vides ikke, hvad myndighederne nu vil foretage sig. Det siger sig selv, at det kan være et farligt sted. Dels pga. faren for yderligere skred, og dels fordi man nemt kan overse, at stien med ét ophører. Som flere påpeger på Facebook, kan det få alvorlige følger, hvis nogen begiver sig ud på klinten i mørke uden at kende til skreddet.

Opdateret: TV Øst var samme aften ude ved stedet – se indslaget via dette link: http://www.tveast.dk/video/2015-03-12/dagens-regionale-nyheder-1930-12-marts-2015 (gå ind ved tidskode 9:58)

Det er især om vinteren og foråret, at der er risiko for klinteskred i Danmark. Medvirkende faktorer er meget våde eller meget tørre perioder, ligesom store temperatursvingninger mellem nat og dag spiller en rolle. Det er en tendens til, at skreddene sker i morgentimerne.

Om et større skred på Møns Klint i 2009 sagde geolog Stig Schack Pedersen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, desuden:

“Faren for skred er størst på de meget stejle steder på klinten, og særligt hvor der er overhæng, – hvilket vil sige dér, hvor højtsiddende kridtpartier hælder udad.”

Ved Møns Klint har man ved visse lejligheder forbudt færdsel på og neden for klinten pga. risiko for skred. Men i øvrigt sker færdsel på klinten på eget ansvar. Læs mere om klinteskred på Møn i denne artikel.

Stier helt tæt på klintekanter er forholdsvis almindelige, bl.a. på Reersø, hvor nedenstående billede er fra.

/Jacob

Tredje etape i Post Danmark Rundt 2015 byder på en lang række svære stigninger. Otte af dem har en maksimal stigningsprocent på mindst 16. Blandt disse otte er der dog en genganger, idet Kiddesvej skal bestiges fire gange i alt.

Listen ser sådan her ud:

Munkebjerg – 16 procent
Kohavevej – 16,5 procent (billedet)
Østengårdsvej – 18 procent
Kiddesvej – 19 procent (x 4)
Gl. Kongevej – 19,5 procent

Gl. Kongevej og de fire gange Kiddesvej ligger alle inden for de sidste 40 kilometer af ruten. Sværhedsgraden er altså tiltagende, hvilket svarer til den typiske opbygning af de europæiske forårsklassikere.

Jeg har ikke været alle stigningerne i klassikerløbene igennem, men mit indtryk er, at det hører til sjældenhederne med så høje procenter på så mange stigninger. Mit gæt er, at Kongeetapen har flere bakker på over 16 procent, end man finder i nogen af forårsklassikerne.

Alle stigninger ovenfor er opmålt manuelt af Danskebjerge.dk. Deltagere i Grejsdalsløbet vil have set nogle andre angivelser på skiltene i bunden af stigningerne, men de er upræcise, og arrangørerne har vist erkendt det.

Se Top 20-listen over stejle veje i Danmark her. Der er også en oversigt over veje, der akkurat ikke er med i Top 20.

/Jacob

Okay, jeg ved godt, at sammenligningen ikke er 100% fair, og at der jo er brosten i Flandern, og at GPS-data kan være unøjagtige etc. etc.

Men hvis vi tager udgangspunkt i Stravas angivelse af højdemeter i en række endagsklassikere og sætter den nyligt offentliggjorte Kongeetape i Post Danmark Rundt 2015 ind i ranglisten, så ser denne således ud:

1. Liège-Bastogne-Liège – 3317 højdemeter
2. Amstel Gold Race – 2741 højdemeter
3. Kongeetapen i Vejle – 2000 højdemeter
4. Milano-San Remo – 1908 højdemeter
5. Flandern Rundt – 1740 højdemeter
6. Paris-Roubaix – 993 højdemeter

Hvis man så yderligere regner lidt på tingene og inddrager længden på de pågældende ruter, får man følgende resultat:

1. Liège-Bastogne-Liège – 12,2 højdemeter pr. km
2. Amstel Gold Race – 10,9 højdemeter pr. km
3. Kongeetapen i Vejle – 10,8 højdemeter pr. km
4. Flandern Rundt – 6,8 højdemeter pr. km
5. Milano-San Remo – 6,5 højdemeter pr. km
6. Paris-Roubaix – 3,9 højdemeter pr. km

Den barske 3. etape i årets Post Danmark Rundt lægger sig med andre ord i midterfeltet af klassikerruter, uanset om man tager det absolutte antal højdemeter eller beregner et gennemsnit. Den klassiker, som Vejle-etapen minder mest om, er Amstel Gold Race i Holland. Koncentrationen af højdemeter hen over de to ruter er stort set identisk.

Passer DCU’s angivelse af højdemeter for Kongeetapen? Umiddelbart ja. Tallet stemmer fint overens med data for Grejsdalsløbet, hvis rute ligger i nogenlunde samme terræn.

/Jacob

Det vrimler med indbydelser til motionsløb for tiden, og mange af dem har godt med højdemeter på programmet. Måske er det i år, at du skal prøve kræfter med Løberen Highland Trail, som Danskebjerge.dk har kåret til det hårdeste danske løb i halvmaratonkategorien?

Lidt mindre kan dog også gøre det, især på denne side af højsæsonen, hvor formen måske stadig hænger noget i håndbremsen. Heldigvis afvikles der her i marts og april adskillige motionsløb, som ganske vist er kuperede, men stadig er til at tale med.

Sidste år indledte jeg selv “bjergløbssæsonen” på den vestsjællandske halvø Reersø, hvor jeg var med i det traditionsrige Reersø Rundt. Underlaget er meget afvekslende – man løber på både asfalt, grus, sti og strandsand -, og der er også et par genstridige stigninger undervejs. Men det egentlige højdepunkt – i mere end én forstand – er, når man er kommet op på kanten af klinten og kan kigge ud over havet og næsten lodret ned på stranden til venstre for stien. Her vil navnlig dem med højdeskræk kunne opleve, at den høje puls og de anstrengte lunger får selskab af et sug i maven og en lille portion svimmelhed. I år finder løbet sted den 8. marts.

Derefter er der lidt tid til at justere bakketeknikken, inden det i april går løs med flere forårsklassikere. Færgelundsløbet afvikles den 2. april, og så fortsætter perlerækken: Aalborg Brutal Marathon den 3., Helvede i Nord den 6., Skvæt Skov-løbet den 12. og Hedelands Bjergløb den 19. april. Man bliver helt forpustet bare ved tanken om alle de højdemeter, som løberne bliver udsat for på de 18 dage.

Vejret er også en faktor ved disse kuperede løb. Det danske forårsvejr er omskifteligt, og forudgående regn kan gøre bakkerne ekstra vanskelige, ikke mindst på vej nedad. Det hænder endda, at der falder sne i april måned. Det skete bl.a. forud for Helvede i Nord for nogle år siden. Snedække på skrånende og sandet underlag kan virkelig gøre sådan et løb til et endnu større helvede, end det er i forvejen.

Men så er der jo også den mulighed, at solen stråler, og temperaturen er tocifret. Selvom mange deltagere i bjergløb går efter benhårde udfordringer, så er det da rart at kunne slippe for de lange ærmer og/eller bukseben. Og blå himmel har én yderligere fordel: Den sikrer bedre udsigter, når man kommer til de højeste punkter på ruten.

/Jacob