Blogsbjerg

Nå, men vi skal jo til det: Gennemgangen af stigningerne i årets Post Danmark Rundt. Eller PostNord Danmark Rundt, som etapeløbet er blevet omdøbt til.

Der er nu ikke meget nord over det i år. Tværtimod foregår det hele i den sydlige halvdel af landet. Og det ses på højdekurverne. 2016-udgaven af det store danske etapeløb er en temmelig flad sag. Men selvfølgelig er det ikke alle 765 kilometer, der starter og slutter i samme højde, og de mest iøjnefaldende bakker, der dukker op undervejs, fortjener at blive nævnt. Så her kommer Danskebjerge.dk’s traditionsrige Post(Nord) Danmark Rundt-analyse:

Første etape er den mindst kuperede. Det afsløres næsten allerede, når man hører, hvilke byer der er start- og målbyer: Herning og Esbjerg. Jeps, vi er på den flade side af den jyske højderyg, og man skal have forstørrelsesglasset frem for at få øje på knoldene i terrænet. Arrangørerne fremhæver selv en stigning inde i Esbjerg som et højdepunkt, men Hulvejen, som stigningen bugter sig op ad, har kun en halv snes højdemeter, så det er lidt sølle. Jeg vil i stedet sætte en streg under Brandlundvej i Brande. Den ligger tidligt på etapen og får formentlig ingen betydning for løbet. Men den har trods alt 33 højdemeter og stiger i alt med 2,6% over en 1250 meter lang strækning.

Fladkørslen fortsætter på anden etape. Vi skal tværs over Jylland – fra Rømø til Als -, og hvis vinden er fra vest, kommer det til at gå rasende stærkt, i hvert fald på de første 100 kilometer af ruten. Fra Padborg bliver asfalten mere kuperet, men feltet skal helt til målbyen Sønderborg, før højdemeterne for alvor bliver en faktor. Som det er tradition, når det store danske etapeløb kommer til den historiske by, skal rytterne op ad Dybbøl Banke. Målet ligger på toppen, lige ved siden af møllen. 57 meters højdeforskel skal overvindes, og da strækningen er 1800 meter lang, giver det en stigningsprocent på 3,2. Først ved fjerde ankomst ved toppen på Dybbøl Banke findes vinderen. En rigtig fin og hård rundstrækning.

Som sædvanlig er det løbets tredje etape, der er kongeetapen. Den velkendte rundstrækning i Vejle med 19%-stigningen Kiddesvej (foto ovenfor) producerer altid store tidsforskelle, men efter at stigningerne Østengård og Gl. Kongevej er kommet med på rutekortet, kan afgørende momenter allerede indtræffe med 40-50 kilometer til mål. Gl. Kongevej er skrappere end Kiddesvej. Højdeforskellen er 68 meter, længden 560 meter, den gennemsnitlige stigning 12,1%. Jeg glæder mig til igen i år at se Danmarks svar på Mur de Huy for fuld udblæsning. Men i det hele taget er det en dejligt kuperet etape, der venter. Turen fra Aabenraa op langs Lillebæltskysten og ind til Vejle Ådal byder på adskillige bakker med 30-50 højdemeter, og mon ikke der vil blive kæmpet ihærdigt om bakketrøjen.

Enkeltstarten i Nyborg, som udgør fjerde etape, er ikke helt flad, men egentlige stigninger er der heller ikke. Lad os i stedet hoppe til den afsluttende femte etape, som ikke overraskende slutter på Frederiksberg. Først på ruten ligger et par pænt store bakker øst for Næstved, så man kunne godt forestille sig, at udbrydere vil prøve at stikke af med det samme. De vil dog med garanti blive hentet, inden Valby Bakke bestiges for sidste gang. Valby Bakke er en af de mest befærdede bakker i Danmark, og den kan få sveden frem på panden hos den almindelige pendler, men et professionelt cykelfelt moser nærmest bare hen over knolden. Fra Pile Allé er den 370 meter lang og stiger med 4,3% i snit. Modsat de øvrige tre linjeløbsetaper slutter den femte etape ikke med et stigende opløb, men derimod på den flade Frederiksberg Allé.

Her er en oversigt, der sammenfatter min vurdering af de enkelte etapers terræn:

Links til ruterne her:
1. etape | 2. etape | 3. etape | 4. etape | 5. etape

/Jacob

Syv danskere er blevet udtaget til årets Tour de France. Det bliver med andre ord et temmelig dansk etapeløb, vi får at se denne gang, og chancerne for rød-hvide etapesejre er bestemt til stede. Om det bliver på en bjergtop, at en dansker skal række armene triumferende i vejret, er nok mere tvivlsomt.

Nedenfor er Danskebjerge.dk’s vurdering af de enkelte danske rytteres styrke i bakke- og bjergrigt terræn. Skalaen går fra 1 til 6 plusser, hvor 6 plusser er på Contador- og Froome-niveau.

Jakob Fuglsang (Astana) + + + +
Christopher Juul-Jensen (Orica-Greenedge) + + +
Michael Valgren (Tinkoff) + + +
Matti Breschel (Cannondale) + + +
Chris Anker Sørensen (Fortuneo-Vital) + + +
Lars Bak (Lotto Soudal) + +
Michael Mørkøv (Katusha) +

I vurderingen indgår også rytternes evner på ruter, der er kuperede, men kun har bjerge i de mindre krævende kategorier (typisk kategori 3 og 4). Det er derfor, at Breschel slutter relativt højt på listen.

På Danskebjerge.dk’s billede ovenfor ses to af de udtagne ryttere: Fuglsang forrest og Chris Anker Sørensen som nummer tre (inderst).

Læs meget mere om Tour de France-stigningerne i Danskebjerge.dk’s netop opdaterede analyse.

/Jacob

Stigningsprocenter på op til 45. Mere end dobbelt så stejlt som Kiddesvej!

Det var tæt på at blive til virkelighed i et industrikvarter i nordenden af Amager. Her er man i gang med at opføre Amager Bakke – et gigantisk topmoderne forbrændingsanlæg.

Taget på bygningen skal fungere som skipiste, og langt hen i processen var der ifølge Berlingske også planer om at anlægge en kort mountainbikerute op ad den skrånende flade. Den ville blive umådeligt stejl, for mens det nederste stykke hælder med 14%, så vokser hældningen til hele 45% på det øverste stykke.

For voldsomt, vurderede planlæggerne:

»Vi fandt ud af, at fordi hældningen er så stejl, ville vi være nødt til at anlægge stier, der er så teknisk svære, at kun de rigtig dygtige reelt kan bruge dem. Og på grund af underlaget kan man ikke bare ændre dem senere, så de teknisk dygtige ville hurtigt blive træt af banen,« siger Patrik Gustavsson, direktør i Fonden Amager Bakke, til Berlingske.

Bjergglade løbere har til gengæld noget at se frem til. Både i bjerglandskabet og på en cirka 100 meter lang sprintrute fra plateauet op mod udsigtsplatformen øverst på bakken vil man kunne træne bakkeløb, skriver avisen. Der er også mulighed for at teste sig selv af på flugttrapperne på hver side af bygningen.

Efter planen åbner skibakken om ca. halvandet år. I øjeblikket arbejder der ifølge TV2 Lorry 650 mennesker på byggeriet, som netop har fået påmonteret en enorm skorsten. Med skorstenen rækker bygningen nu 125 meter i vejret. Selve skibakken får en højdeforskel på ca. 80 meter.

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er ude fra vandet, altså fra nordsiden. Jeg tog det fra båd den 5. juni 2016.

Der tales meget om menneskeskabte naturkatastrofer i disse år. Men fænomenet er ikke nyt.

For 500 år siden var bønderne i det nordligste Sjælland så at sige med til at grave deres egen grav, da de lod dyrene æde så meget af bevoksningen, at der til sidst ikke var noget til at holde på jorden. Den meget sandholdige jord flyttede sig – især i stormvejr, som der var meget af på det tidspunkt -, og så blev ikke bare markerne ufrugtbare. Adskillige gårde blev også opslugt af sandflugten, som især gik ud over landsbyen Torup.

Et par af bygningerne ligger i dag som ruiner i landskabet. Og endnu flere dukker nok snart op, for arkæologer er i gang med udgravninger. Op til 11 gårde kan muligvis blive identificeret, når de øverste muldlag fjernes.

Læs mere her:
http://sn.dk/Gribskov/Boender-var-selv-skyld-i-naturkatastrofe/artikel/576893

I dag ser topografien langs den sjællandske nordkyst meget anderledes ud, end det gjorde tilbage i middelalderen. Men i de sidste par hundrede år har terrænforandringerne været små. Det skyldes, at man i 1700-tallet tog initiativer til at få stoppet sandflugten, og sejren blev fejret med bl.a. et højt monument, der troner på en bakkeknold i Tibirke (foto: Danskebjerge.dk).

Endnu i 1800-tallet fremstod nogle af flyvesandsbakkerne dog som forrevne “ørkenbjerge” nord for Arresø. Det vidner Lundbyes kendte maleri fra 1838 om (nedenfor).

I dag er terrænet bevokset og minder om et traditionelt kystnært landskab, bortset fra i eksempelvis sommerhusområdet Tibirke Bakker, hvor man fornemmer, hvordan store dele af Nordsjælland tog sig ud i sandflugtens tid.

I et tidligere indlæg kan du læse mere om området ved Tibirke og Tisvilde:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post238

/Jacob

Et lille insider-tip til søndagens Sorø Classic: Hvis du vil ryste dine værste konkurrenter af dig, og det ikke er lykkedes dig på de hårde stigninger ved Tystrup Sø, så har du en chance mere, nemlig ved Bromme Lillesø. Rundt om nordenden af søen er der på en to kilometers strækning hele tre knolde, du kan bruge til at knuse den sidste modstand på. Den første: 300 m, 3,8% i snit. Den næste: 180 m, 4,2% i snit. Den tredje: 600 m, 2,7% i snit. Her kan pulsen nemt komme op i det røde, og derefter er der kun 5 kilometer til målstregen.

Alternativt kan du nøjes med at nyde udsigten ud over søen. Der er smukt ved Bromme Lillesø. 🙂

/Jacob

Jeg tror, de fleste har et barndomsminde om en bakke.

Selv husker jeg især bakken op til min børnehave. Den var gevaldig. Syntes jeg dengang. I virkeligheden var den nok kun fem meter i højden fra bund til top. Men når man er lille, opleves meget som stort.

Siden da er selve stigningen i øvrigt blevet savet over på midten af en omfartsvej, og højdeforskellen udjævnes i stedet med en rampe op til en fodgængerbro. En bro, der nu dækker for udsigten op til børnehaven. Det kaldes udvikling, og sådan er det.

Forfattere som Peter H. Olesen har – som tidligere omtalt – skildret sine minder om de stejle bakker i Vejle. For ham var de ikke som sådan en sportslig udfordring. De var et vilkår – og udgjorde fikspunkter, som man kunne knytte oplevelser og mennesker til.

Kulturchef og forfatter Nils Stahlschmidt har haft Mogenstrup Ås som en fast akse: “Vi boede på Åsen i Næstved, som jeg i dag oplever som et væsentligt element i mit liv: en kæmpe bakke – blød, stejl og udfordrende. Vi løb op og ned ad den, kravlede på den, gravede i den og fandt spændende sten og aflejringer af sand og grus. Vi plukkede evighedsblomster, gravede jordhuler og legede musketerer. Som unge gik vi lange ture og løbetrænede her. Alene brugte jeg åsens skove og toppens øde højdedrag som sted for fordybelse og meditation.” (http://www.litteratursiden.dk/forfattere/nils-stahlschmidt)

Man kunne sikkert samle en hel bog med små forfatterskildringer af danske bakkelandskaber. Ofte er der noget lidt sentimentalt over det. På den gode måde altså. Det hænger nok sammen med, at mange af os i dag fræser hen over terrænet i biler, og transport er noget, der bare skal overstås. Så selvom vi voksne kommer meget nemmere rundt, end da vi var børn, så oplever vi mindre, når vi er undervejs. Og barndommens monumentale bjerge bliver i de modne øjne til små parentetiske knolde.

/Jacob

P.S.: Gå ind på Danskebjerge.dk’s Facebookside, og fortæl, hvor din barndomsbakke ligger.

Jeg har engang kørt tre gange op og ned ad Munkebjerg. I træk vel at mærke. Jeg tænkte, at nu skulle puls og bakkeben lige have et boost. Så op ad bakken, vende, ned – og så op igen. Den tredje tur var hård.

Nu er det så, at min præstation fra dengang falmer lidt. Ultracykelrytteren Peter Sandholt kørte nemlig i weekenden op ad Munkebjerg-bakken 110 gange. Ja, 110. Det fatter man ikke helt. Men det gjorde han, og hvorfor så lige det antal? Fordi det svarer til at gennemføre en såkaldt Everesting.

En Everesting går ud på, at man på én tur tilbagelægger 8.848 højdemeter, svarende til højden på Mount Everest. Det har Peter Sandholt faktisk gjort før, nemlig på Lanzarote. Men her var stigningen noget længere, så han skulle op og ned mange flere gange, da Munkebjerg-bakken var på programmet.

Det bliver sådan en Everesting ikke nemmere af. Tværtimod vel. Og med en maksimal stigningsprocent på 16 er Munkebjerg heller ikke bare en stigning, man kan glide op ad med konstant moderat belastning. Der skal trædes til.

Ifølge Cykelmagasinet sagde Peter Sandholt sådan her oven på den vellykkede ekspedition:

“Turen gik rigtig godt. Efter en meget våd morgen klarede det heldigvis op op ad formiddagen, og det endte med at blive en rigtig flot dag. Jeg havde gode ben, men det hjalp også rigtig meget, at jeg fik en flot opbakning fra de mange, der tog turen forbi.”

Everesting-turen var ikke kun en personlig udfordring. Den var samtidig en indsamling til fordel for Scleroseforeningen. 14.000 kroner blev det til.

Et spørgsmål i den mere nørdede ende er: Var det virkelig nødvendigt at bestige Munkebjerg hele 110 gange? Der er 89 højdemeter fra bund til top, så 100 gange havde måske været nok. Men det kan være, at Peter startede ved jernbanebroen, dvs. et lille stykke oppe fra bunden af. Og i så fald kan regnestykket godt passe.

Men altså, til jer andre, der vil prøve en Everesting på Munkebjerg: Hvis I starter helt nede fra Vejle Fjord, behøver I kun at bestige bakken 100 gange!

For mit eget vedkommende tvivler jeg ærlig talt på, at jeg når det i år. 😉

/Jacob

Foråret er den bedste tid til en særlig disciplin, som jeg holder meget af: Løb i skovbund.

Det er nemlig i tiden mellem den våde vinter og den grønne sommer, at man nemmest kommer rundt i skovene uden for stierne. Forårsskovens bund er typisk dækket af visne blade fra året før, og fordi bladene er tørret ud, danner de et dejligt knasende tæppe under dine fødder. Samtidig kan man forholdsvis nemt bevæge sig forbi de store træer, da der endnu ikke er kommet fut i bevoksningen i underskoven.

Ja, og så gør det jo bestemt ikke oplevelsen værre, at man mærker de lidt højere temperaturer. Og at fuglene synger mere og lystigere, end de gjorde i årets mørkeste måneder.

Skovbundsløb er den mest autentiske slags motion, der findes. Det var den måde, vore forfædre for tusinder af år siden bevægede sig rundt, når de f.eks. var på jagt. Dengang var der ingen veje eller vedligeholdte skovstier. Det var mennesket, der bevægede sig gennem naturen – i den helt rene form.

Det er selvfølgelig ikke risikofrit. Der ligger små og store grene på kryds og tværs i en skov, og man snubler, hvis man ikke er opmærksom. Men det er jo netop dét, der er så skønt ved skovbundsløb. At man er så meget til stede hele tiden. Det er man simpelthen nødt til.

Og kroppen har faktisk godt af det. Dine led bliver styrket af, at underlaget er så varieret. Og af, at du foretager så mange retningsskift. Skove gemmer ofte på bakker. Bakkerne udfordrer din puls.

Din balanceevne og koordinering forbedres også af skovbundsløb. Det kan måske komme dig til gavn i andre sammenhænge, hvis du kommer ud i ujævnt terræn.

Det hænder, at jeg farer vild, når jeg løber skovbundsløb. Man har jo i sagens natur bevæget sig væk fra alfarvej, og så kan selv en skov, man ofte har besøgt, virke fremmed. Men ved du hvad: At fare vild er slet ikke så tosset. Det skærper dine sanser. Når du er på afveje, kigger du mere efter elementer i terrænet, der kan hjælpe dig med orienteringen. Eller du prøver at finde ud af, hvor lyden af biltrafik kommer fra, så du har noget at navigere efter. Måske er du nødt til at hoppe over en bæk for at komme tilbage på rette spor. Det giver bare en oplevelse mere. Og muligvis våde fødder – men hvad gør dét?

Det koster noget at forlade de vante stier. Især tid. At løbe i skovbund kan føje flere minutter til din kilometertid. Dels på grund af modstanden i underlaget, men også fordi det er stort set umuligt at holde en bestemt kurs og rytme. Der står jo træer “i vejen” alle steder. Prøv af samme grund at ignorere GPS’en. GPS-teknologi er elendig til skovbundsløb. Den formår ikke at registerere alle dine små snirklede bevægelser, og det gør, at din hastighed ser endnu ringere ud på displayet, end den egentlig er.

Men hey – det er altså heller ikke i en skovbund, at du skal slå din personlige fartrekord. Når du løber skovbundsløb, er det ikke dig selv, du er oppe imod. Det er naturen. Lær at elske det.

Om det er lovligt? Ja, i offentlige skove må du bevæge dig over alt i skovene, så længe du ikke ødelægger noget. I private skove er reglerne lidt mere restriktive, men jeg har svært ved at se, hvordan en enkelt motionsløber eller to skulle kunne skade skovdriften. Brug den sunde fornuft. Men skynd dig, før det hele grønnes.

/Jacob

Der skyder en del “centre” op i disse år.

Begreber som oplevelsescenter og besøgscenter tager i stigende grad over fra begrebet museum. Fællesnævneren for centrene er, at de har mere fokus på oplevelsen af et sted frem for de traditionelle museer, der især forbindes med plancher og montrer. Samtidig spiller den geografiske placering en vigtigere rolle. De moderne centre er typisk placeret på lokaliteter, der tilfører dem noget autenticitet, og som i sig selv er en tur værd.

Blandt de nye tilbud, der enten er på vej eller lige er åbnet, kan nævnes:

– Hammershus, Nordbornholm – et besøgscenter beliggende klos op ad den imponerende borgruin på klippetoppen. Status: Under etablering, ventes at åbne i sommeren 2017
– Brorfelde Oplevelsescenter, Midtsjælland – et center, der skal fortælle om astronomi og stedets fortid som “rigtigt” observatorium. Status: Åbner i 2016
– Rubjerg Knude Fyr, Nordvestjylland – en ny trappe giver mulighed for at komme op i fyrtårnet, og indgangen til stedet vil blive shinet op. Status: Trappen er åbnet i foråret 2016
– Køge Borgruin – et midlertidigt formidlingscenter, der skal informere om de igangværende udgravninger og vikingeborgens oprindelige udstrækning
– Vej- og Bromuseet – museumsbygningen, der ligger i tilknytning til Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk, er for nylig blevet overtaget af kommunen. Status: Påregnes genåbnet
– Oplevelses- og videncenter Ny Trelleborg – en ny stor bygning skal opføres ved den kendte vikingeborg ved Slagelse. Status: Forventes at åbne 2020
– Natur- og oplevelsescenter Gudenåen – center med udgangspunkt i Danmarks længste å og Vestbirk Vandkraftværk. Status: Stadig på tegnebrættet

Der er også aktuelle planer om et besøgscenter ved Kalø Slotsruin, men det møder modstand:
http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE8522824/danmarks-naturfredningsforening-nej-tak-til-besoegscenter-ved-kaloe-slotsruin/

/Jacob

Det vibrerer vildt i hjul og stel, og rystelserne forplanter sig til hele din krop. Selv synet bliver sløret. Du ville forbande oplevelsen langt væk – hvis det ikke lige var fordi de brosten er så pokkers legendariske.

April er højtid for brosten. Det er nemlig i april, at de to mest myteomspundne brostensklassikere finder sted: Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Som tv-seer kan du glæde dig til de famøse “mure” og “pavéer”, hvor løbene gerne bliver afgjort. Men i modsætning til, hvad du måske går og tror, så er der også gode muligheder for brostenskørsel herhjemme. Og flere af de danske brostensveje har en sværhedsgrad, der er fuldt på højde med strækninger, man finder i Belgien og Nordfrankrig.

Som udgangspunkt er det nemt at finde sten at køre på. Enhver dansk provinsby med respekt for sig selv har et torv eller et handelsstrøg med såkaldte chaussésten. Chaussésten er terningformede og kan derfor anbringes tæt op ad hinanden. Det er ikke ligefrem behageligt at cykle hen over dem, men det er stadig “tøsebrosten”. Hvis brostenene derimod skal smage af ægte forårsklassiker, skal de være af den toppede slags. Det vil sige, at de har en større eller mindre grad af uregelmæssighed. Det kan være i stenenes form eller i den afstand, der er mellem stenene.

Toppede brosten finder man flest af i historiske bymidter. I f.eks. Ebeltoft, Rønne og Møgeltønder er der flere hundrede meter brostensgader, som klart kan give en fornemmelse af Paris-Roubaix. Vær dog opmærksom, hvis du giver den gas hen over det puklede underlag. Dine medtrafikanter er næppe forberedt på Cancellara-wannabe’er i den slags fredelige kvarterer.

Den vanskeligste danske pavé overhovedet er middelaldervejen ud til Kalø Slotsruin. Her er stenene så store og så uregelmæssigt placeret, at det overgår det værste, som profrytterne udsættes for i de nævnte éndagsklassikere. Der skal sikkert en mountainbike med god affjedring til, hvis man skal nå levende fra den ene ende til den anden.

Hvad så med brostensstigninger? De kendes fra Flandern Rundt, hvor kombinationen af stejlt terræn og dårlige brosten har gjort flere af bakkerne verdensberømt – trods deres beskedne længde.

Den muligvis stejleste danske brostensvej finder man i Haderslev. Vejen hedder Højgade, og den gennemsnitlige stigningsprocent er 10. Men strækningen er under 100 meter lang.

Til Flandern Rundt-kategorien hører nok kun én dansk vej. Den hedder Dimen og ligger ved Aabenraa. 320 meter lang er den, og stigningsprocenten er 8,8 i snit. Dermed er Dimen sammenlignelig med Molenberg i Flandern Rundt. Ser man alene på karakteren af brostenene, er Dimen formentlig endnu mere udfordrende end Molenberg. I vådt vejr og med topfart som en Degenkolb må den sønderjyske stigning være et sandt helvede.

Også for materiellet. Der er forhøjet risiko for skader på især hjulene, hvis du vover dig ud på brostensveje. For ikke at tale om faren for styrt. Selvpineri har sin pris.

Se flere eksempler på danske brostensveje i denne artikel (med bl.a. Danmarkskort).