Ruten i årets VM i landevejscykling siger i al sin fladhed en del om, hvad der er tilbage, når de veje, som rytterne begiver sig ud på, er blottet for højdeforskelle.

Ifølge højdeprofilen (se ovenfor) er der ikke en eneste pukkel på ruten i Doha, Qatar. Det er ikke helt sandt, for på rundstrækningen, der overvejende er placeret på halvøen The Pearl, kan man se rytterne møde en lille, ikke særlig stejl stigning på måske op til 10 højdemeter. Mon ikke det er dér, hvor de er et kort smut inde i landet. Resten ser temmelig pandekagefladt ud.

Og hvilke andre potentielle rutefaktorer er der så tilbage? Jeg vil især pege på fem:

Underlaget.
På VM-ruten er der ikke god, jævn asfalt hele vejen – der er også et lille stykke med brosten.
Klimaet. Det er ca. 35 grader og solskin i Doha. Luftfugtigheden er høj pga. rutens nærhed til havet. Nogle ryttere har sværere ved varme end andre.
Længden. Proffernes rute er 257 kilometer lang – svarende til længden af typiske endagsklassikere.
Vinden. Terrænet er forholdsvis åbent i Doha. Vind kan splitte cykelfelter.
Svingene. Sving er der mange af på rundstrækningen, også 180 graders sving. De tvinger tempoet ned og kan også give anledning til styrt.

Det vil altså være forkert at sige, at en rute med få højdemeter også er en rute, hvor de omgivende faktorer er betydningsløse. Og for en motionist kan flere af de nævnte forhold have stor indvirkning på vedkommendes præstation.

Feltet holder stand
Al erfaring viser imidlertid, at for et elitefelt skal faktorerne være meget markante for at påvirke væsentligt. Selvfølgelig spiller eksempelvis rutelængden ind, men set udefra er virkningen nærmest ikke eksisterende. Et stykke med pænt lagte chaussésten, der for en motionist måske ville opleves temmelig rumlende, vil heller ikke få den store effekt – der skal toppede brosten el.lign. til for at ryste et felt med erfarne ryttere. Det samme med sving. Styrt i sving kan få betydning for udfaldet af løbet, javist, men der er mange andre ting, der kan forårsage styrtene, ligesom skarpe sving ikke er nogen optimal affyringsrampe til angreb, når terrænet samtidig er fladt som i Doha.

Så er der klimaet, og det er jo noget, der har været talt en hel del om op til årets VM. Det er barskt i Qatar, og den stygge hede vil kræve ofre. Når jeg alligevel ikke ser det som en væsentlig sportslig faktor, er det fordi det er en konstant påvirkning, som vi som publikummer vil få svært ved at iagttage, undtagen når enkeltryttere decideret får det dårligt. For resten er det ikke ualmindeligt, at Grand Tour-etaper foregår i 35 graders varme. Jeg vil mene, at vi skal op på 40 grader, før der er tale om en markant ydre faktor.

Men vinden da? Den har der også været snakket om. Faktisk tales der tit om vind, når en rute er flad. Det er bare sjældent, at vinden bliver udslagsgivende. Det hænger nok sammen med, at to forhold skal være til stede samtidig. Dels skal vinden være virkelig kraftig og komme fra den “rigtige” side, og dels skal der være hold, der målrettet forsøger at udnytte den – individuelle ryttere kan ikke gøre nogen forskel. Jeg tror ikke rigtig på vindfaktoren som udslagsgivende, og i øvrigt ligger vindhastigheden i Doha i disse dage på under 5 meter i sekundet. Det er der ikke meget drama gemt i.

Endimensionelt cykelløb
Alligevel kan der opstå drama i sådan et løb, f.eks. ved at rytterne selv skaber det med udbrudsforsøg. Det så man ved juniorernes løb, hvor der jo også kom en dansker alene til mål. Men det ændrer ikke ved min holdning: Jeg synes, det bliver et meget endimensionelt løb, når ruteprofilen er så slap. Det bliver “enkeltstart med massestart”, og de nøglemomenter, man glæder sig til i cykelløb med kuperede ruter, må man kigge langt efter i Qatar. Det gør, at man som tilskuer distanceres i forhold til løbet og i øvrigt til lokaliteten i det hele taget. Personligt har jeg ikke fået lyst til at besøge Doha som turist efter at have set VM i landevejscykling.

Nu behøver oliesheikerne jo heller ikke bekymre sig så meget om turisme. Deres økonomi skal nok hænge sammen uden. Men i Danmark var der meget fokus på netop det aspekt, da der blev afholdt VM her i 2011. Har Danmarks VM sat sig varige spor i hukommelsen hos dem, der så det? Publikumsinteressen ude på ruten var i hvert fald meget større, og det indvirkede positivt på tv-billederne. Men det blev et sprinter-VM, fordi man havde valgt nærhed til København frem for kuperet terræn, og man må spørge, om det valg af strategi betalte sig. Havde man dermed ikke fra starten afskrevet chancen for, at VM i Danmark ville blive et af de mest mindeværdige i cykelhistorien?Ville en anden dansk lokalitet, der både så flot ud fra luften, og som gemte på markante stigninger à la Amstel Gold Race, ikke have gjort større indtryk på seerne ude omkring i verden?

En opfordring

Spørgsmålene har aktualitet, fordi der er danske organisationer, der pønser på at få et VM til landet snart igen. Min opfordring er: Opprioritér det sportslige aspekt. Gå mere efter højdemeterne. Selv hvis eventen blev placeret på Bornholm, ville der komme flere tilskuere, end der har været i Qatar. Og så ville man måske få udlandets øjne op for, at Danmark er mere end bare København og et fladt landskab.

VM i Doha har bekræftet mig i, at Qatar er ørken, skyskrabere, kunstig natur, ulidelig hede og nul stemning i gaderne. Fornemmelsen, man sidder tilbage med, er ligesom ruten: flad.

/Jacob