Ét lille ord har domineret dækningen af årets Tour de France: Watt.
Der tales ufattelig meget om det. Alt for meget, hvis du spørger mig.
Watt er kort fortalt en angivelse af, hvor meget kraft rytteren overfører til cyklen. Altså er vi ovre i teknikafdelingen. Tv-stationer som TV 2, der dækker Touren massivt, er normalt ellers berøringsangste over for alt, der virker en lille smule teknisk. Men med watt er det anderledes. Rolf, Ritter og Leth elsker at nævne det – watt, watt og atter watt.
Froomes blik for watt
En af grundene er selvfølgelig Chris Froome. “Nu sidder han igen og kigger ned på sine wattgrænser,” lyder det igen og igen – i forskellige variationer og med en slet skjult bitterhed.
Froome er nærmest synonym med begrebet watt, fordi det angiveligt fylder så meget i træningen og strategien hos Sky. Holdets tilgang emmer af systematik, og systematik strider mod den “ufornuft”, som Jørgen Leth & Co. lovpriser. At Froome så i virkeligheden har andre grunde til at kigge ned (jf. denne artikel), fortæller vist bare, at det ikke er researchen, der tynger cykelkommenteringen og debatten.
Nuvel. Watt har da betydet meget i de senere års sportsvidenskab.
Fokus på power
Før hen har en træningstur rummet en del ubekendte, som gjorde det svært at få et præcist billede af en cykelrytters ydeevne. Hvis rytteren fx kørte den samme rute med nogle dages mellemrum, kunne det, at han kørte hurtigere eller langsommere den ene dag, skyldes andre ting end ændringer i formkurven. Det kunne være, at det blæste mere eller mindre, eksempelvis.
Med wattmålingen, der alene viser, hvilken kraft – power – der trædes ud i pedalerne, kan man skære de ydre faktorer væk og kun se på, hvad kroppen har leveret. Smart? Ja, bestemt!
Men at tale så meget om de dersens watt, indebærer to problemer.
Puls er nyttigt
Det ene er, at wattmåling kommer til at overskygge pulsmålingen.
I kraft af pulsbælter har man i et par årtier nemt kunnet måle udøveres puls. Det gør, at man så at sige er helt inde i motorrummet og kan studere, hvor presset kroppen er nu og her. Disse pulsdata kan være til stor hjælp for udøveren, for uanset rytterens motivation og formodede styrke er der grænser for, hvor meget hans motor kan levere. Eksempelvis er det umuligt at ligge over 90% i puls over længere tid.
Her nytter det ikke at kigge på sin wattmåler og sige “jamen, i går kunne jeg godt træde 300 watt, så det må jeg også kunne nu!” Det er nemlig langt fra sikkert, at din krop er i lige så god forfatning om tirsdagen, som den var om mandagen. Hvis det drejer sig om hård og langvarig træning eller konkurrence, er det faktisk sandsynligt, at den har mistet lidt siden i går. Den ændring afspejles i dine pulsdata.
Watt duer ikke uden puls
Når du derimod måler watt, befinder du dig ikke i motorrummet. Du står udenfor og samler det produkt op, som motoren har leveret, kan man sige. Det har sine fordele, men også sine begrænsninger.
Eller som den britiske professor Louis Passfield har forklaret det:
“Having
access to power is one thing – but (…) heart rate data still has
its place and it’s important to use that alongside wattage. Riding
to a specific power alone will tell you what work you are doing but
not at what physiological cost.”
En pointe, som i den pågældende artikel uddybes således: Konstant power, men hurtigt stigende puls betyder, at du nok går død inden længe. En faldende puls kan derimod betyde, at der er plads til at presse yderligere på og øge sin power.
Fejlopfattelse af watt
Her kommer vi så til det andet problem med watt-hysteriet. Nemlig at menigmand ud fra den megen omtale får den opfattelse, at wattmåling er vejen til at forbedre sin form.
Jeg gætter endda på, at der er godt gang i salget af wattmålingsudstyr for tiden. Den jævne motionist vil jo gerne gøre som Tour-stjernerne. Og gadgets er altid tillokkende. Der er måske lidt “so last year” over pulsmåling.
Men jeg vil klart mene, at for motionisten så er den gode gammeldags puls stadig det vigtigste instrument. Det er pulsmålingen, der sikrer, at du yder dit optimale i en given situation. Den hjælper dig med dine intervaller, når det gælder om at presse hjerterytmen helt i top. Og den hjælper dig i konkurrence, når du skal undgå at syre fuldstændig til på en stigning.
Wattmåling er en slags overbygning til dette. Jeg vil tro, at alle proffer benytter sig af det i løb og træning. Men de skrotter ikke pulsbæltet. Watt og puls hører sammen, og det skurrer altså i mine ører, når kommentatorer og eksperter kun nævner det første.
/Jacob
