Blogsbjerg

I nogle år kørte jeg næsten dagligt forbi Kastrup Fort uden at kende til dets eksistens. Det hang nok til dels sammen med, at området er temmelig bebygget og meget trafikeret, så man har øjnene rettet andre steder hen.

Men det er nogle gevaldige bakker, man finder på stedet. Toppene er hævet 16 meter over det omgivende terræn, og de græsklædte skråninger er voldsomt stejle. Jeg har beregnet skråningerne til at have en hældning på 42,9% i gennemsnit over en længde på 35 meter. De ville være umulige at cykle op ad, vil jeg påstå.

Fotoet herover er et luftfoto fra 1932. På dette tidspunkt havde fortet været ude af militær brug i godt et årti. I stedet blev der etableret en forlystelsespark. Man bemærker de dengang endnu ubebyggede marker omkring fortet.

Læs mere om de grønne forsvarsvolde ved Danmarks hovedstad via linket:
https://danskebjerge.dk/artikler-kunstigebakker-forter.htm

Og om menneskeskabte bakker i almindelighed her:
https://danskebjerge.dk/artikler-kunstigebakker.htm

/Jacob

Ligesom i 2022 vil jeg som en del af afrundingen af året opridse, hvordan det gik, da jeg selv begav mig ud på cyklen til sæsonens motionsløb.

Det blev til deltagelse i otte løb alt i alt, fordelt på seks før midsommer og to efter. Jeg havde gerne set, at fordelingen var mere jævn ud over sommerhalvåret, men det ligner en naturlov, at det er sådan, det er – løbsarrangørerne har simpelthen en forkærlighed for at placere løbene før sommerferien. I år blev tendensen forstærket af, at hele tre efterårsløb, som jeg havde planlagt at deltage i, blev aflyst.

Værre var, at jeg i denne sæson var plaget af uheld. Uheld fra flere forskellige kategorier, som af en eller anden grund klumpede sig sammen i 2023. Man kan selvfølgelig også vende den om og sige, at jeg måske har været uforholdsmæssigt forskånet for irriterende oplevelser i de foregående år. Der er jo altid en risiko for, at noget går galt under et løb. Men det er i al fald træls, når det sker gentagne gange indenfor kort tid.

I øvrigt var det i kombination med, at jeg på en Mallorca-rejse, som jeg cykelmæssigt havde set meget frem til, var plaget af et eller andet halløj – muligvis solstik -, som gik ud over både præstationsevne og træningsglæde. Super ærgerligt. Men tilbage til landevejsløbene …

______

Forårsløbet, Sydsjælland, april, 60 km:
Der var flot fremmøde til dette tidlige løb. Og anstændigt vejr. Løb i april er altid følsomme overfor vejrliget, men denne dag var der tørt og ret vindsvagt, så det kunne man ikke klage over. Jeg kunne sportsligt set heller ikke klage over den første halvdel af løbet, hvor jeg hang på frontgruppen hen over rutens kuperede del, inklusive den såkaldte P2-bakke ved Rønnede. Men så kom der en lyd fra forhjulet, og på et øjeblik var dækket fladt. Dermed var løbet sådan set slut for mig.

Det er mange år siden, at jeg er punkteret ved et motionsløb – jeg kører nemlig på Durano Plus-dæk, der er en garanti mod almindelige punkteringer. Ved Forårsløbet havde jeg dog i nogle måneder undtagelsesvist haft et Michelin-dæk på forhjulet, og det ville skæbnen så åbenbart straffe mig for. Et sjældent uheld, trøstede jeg mig med denne dag – men det skulle vise sig at blive symptomatisk for det meste af 2023-sæsonen.

______

Sorø Classic, Midtsjælland, maj, 52,5 km:
Sorø Classic har efterhånden eksisteret i så mange år, at det lever op til sit eget navn. Med til traditionerne hører også, at løbet finder sted i godt vejr – og sådan var det igen i 2023.

Så meget desto mere ærgerligt var det, at jeg var overmatchet på de tidlige bakker ved Tystrup Sø og ikke kunne holde mig fremme blandt de hurtigste. Jeg endte med at sidde i nogle kilometer med en kvindelig rytter, som så uheldigvis kørte ned i et hul i vejen og punkterede. Jeg valgte (bl.a. fordi jeg måske burde have set hullet og advaret mod det i bedre tid) at stoppe op, sådan at vi kunne fortsætte sammen bagefter – sportsligt havde jeg alligevel ikke meget at køre efter længere.

Ikke dermed sagt, at jeg går efter topplaceringer i motionsløb, men jeg har altid en ambition om at gennemføre på optimal vis, hvilket selvsagt ikke lader sig gøre med stop undervejs.

______

Fyen Rundt, Vestfyn, maj, 67 km:
To ting var de samme som ved det foregående løb: Jeg kunne glæde mig over et blændende godt vejr – og ærgre mig over at blive sat fra frontgruppen allerede efter få kilometer.

Jeg endte igen i en tomandsgruppe. Denne gang med en rytter, der helt ærligt var et nøk stærkere end mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bidrage, men kunne konstatere på Båring-bakken to tredjedele inde i løbet, at der var krampetendenser i lårene. Det er ellers kun i længere og noget mere kuperede løb, at jeg får kramper.

Gennemsnitsfarten endte på 34,3 km/t (inkl. langsom masterstart). Dermed er det langt fra mit hurtigste løb nogensinde, men det var alligevel tilfredsstillende set i lyset af, at jeg tilbagelagde langt det meste af ruten sammen med kun 1-3 andre ryttere. Der var med andre ord ikke meget slipstrøm at gemme sig bag i dette løb, og det har selvfølgelig sin pris.

En ting, jeg studsede over: Der var stort set ingen flagposter ude på ruten. Det er ellers et stort og traditionsrigt løb. Danmarks mest traditionsrige faktisk. Måske bliver alle kræfterne brugt på de professionelles løb, som finder sted umiddelbart efter motionisternes.

______

Superbrugsløbet, Vestsjælland, maj, 80 km:
Endelig var der en gedigen klump af ryttere, jeg kunne ligge inde i gennem det meste af et løb. Ganske vist var der nok nogle stærke folk, der allerede tidligt forsvandt bort i horisonten, men feltet var stort, så der var god mulighed for at koble sig på en gruppe. Bagsiden af medaljen er så, at man kan komme til at sidde med nogle, der ikke er påpasselige nok, og en enkelt gang måtte jeg snerre af én, der ikke kunne finde ud af at holde sin linje.

Mere frustrerende var det, da vi skulle op ad den sidste bakke – Blæsinge Banke. Vejen er smal og lidt snoet, så det kræver koordinering, hvis en bil og en større gruppe cyklister skal passere hinanden her. Men det blæste en håndværker i en hvid og grøn varevogn på. Trods pladsmangel kørte han ned ad bakken med det resultat, at jeg og måske også andre i gruppen blev snittet af hans sidespejl. Det var ret chokerende at opleve sådan en mangel på hensyntagen, og at han sad med nedrullet siderude og råbte nedsættende til os imens, gjorde ikke sagen bedre. Jeg slap med en lille hudafskrabning på hånden.

Sportsligt set betød påkørslen, at jeg kortvarigt måtte stoppe op og derfor ikke kunne komme med den store gruppe til mål. Igen tænkte jeg: Hvornår stopper rækken af uheld?

______

Søen Rundt, Vestsjælland, juni, 95 km:
Allerede weekenden efter var det op på hesten igen. Denne gang til et løb med start og mål i Fuglebjerg. Ruten består af to cirka lige store dele – en sydlig og en nordlig, hvor den sydlige kun har én reel stigning (Menstrup Bjerg), mens den nordlige har adskillige (nemlig ved Tystrup Sø, deraf løbsnavnet Søen Rundt).

Forskellen i terræn sætter sit præg på farten. På de første mange kilometer efter at løbet er givet frit, suser hovedfeltet derudaf med 40-50 km/t. Her gælder det om at hænge på, så man kan sætte noget i banken, til når man rammer det mere bakkede landskab på nordsløjfen. I år måtte jeg slippe feltet en anelse tidligere end sidste år, men jeg blev reddet af, at der kom kapable ryttere op bagfra. Så min gennemsnitsfart for de 95 km endte på 35,7 km/t, hvilket næsten var det samme som i 2022. At der var 0,1 km/t i negativ difference skyldtes, at jeg denne gang måtte køre de sidste 10 km alene og i modvind.

______

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er blandt de cykelløb, jeg har deltaget i flest gange. Det ligger godt i min kalender, også fordi det typisk er på dette tidspunkt, at sommerformen for alvor indfinder sig.

Fartrekorder skal man dog ikke sætte næsen op efter. For mens ruten er ret så flad og hurtig, så er startgrupperne små. Og når man er én blandt højst 25 mand, der kører over startstregen samtidigt, vil der ikke være mange baghjul at gemme sig bagved undervejs i løbet. I år var der dog en solid gruppe, som holdt sammen nogenlunde hele vejen. Syv mand kom i mål i tiden 1:34 plus nogle sekunder – hvoraf jeg var nummer seks (ud af samlet set 54 startende). Så det var sæsonens bedste placering for mit vedkommende.

Ligesom ved de foregående events var sommervejret formidabelt. Eneste minus ved oplevelsen var det sædvanlige problem med Hedeboløbets rute: Ruten rammer et lyskryds 10 kilometer før mål. Så der skal man oftest stoppe for rødt og vente i nogen tid. Virkelig en træls ting i et cykelløb, især når det er så sent i løbet.

______

Cyclassics Hamburg, Tyskland, august, 101 km:
I en uheldsramt sæson var denne event det store lyspunkt. Det er et stort løb med tusindvis af deltagere, og ruten er lukket, så man kan placere sig på vejen, hvor man vil. Dette har utroligt meget at sige for løbsoplevelsen. Fantastisk var det at køre et stykke på en tresporet motorvej – og at cykle gennem det centrale Hamburg uden en eneste forhindring.

Jeg var heldig at ende i en stor gruppe, som var ført an af en håndfuld stærke, beslutsomme ryttere. De holdt en konstant fart på omkring 40 km/t. Først med ca. 15 kilometer til mål begyndte gruppen at gå i opløsning (dels fordi der skete en sammenklumpning af løbsdeltagere, og dels fordi løbets eneste stigning lå her mod slutningen). Men det var fedt. Cyclassics Hamburg gav den dér eftertragtede fornemmelse af at køre løb som de professionelle – hvor man kan bevæge sig fremad med over 40 km/t uden at køre sig helt i hegnet, simpelthen fordi de andre i gruppen fjerner hovedparten af luftmodstanden.

Min snitfart for de 101 km endte på godt 39,7 km/t – astronomisk hurtigt i sammenligning med mit træningstempo og også langt hurtigere, end hvad jeg opnår ved et typisk vellykket dansk motionsløb. At vejret så tilmed var solrigt og vindsvagt, gjorde bare oplevelsen endnu bedre.

______

Carl Nielsen Touren, Sydfyn, september, 79 (89) km:
Årets sidste motionsløb blev et billede på, hvordan sæsonen var forløbet for mig: Begunstiget af vejrguderne, hjemsøgt af uheld. Ja, faktisk udviklede løbet sig endnu mere farceagtigt end de øvrige.

Første lille ærgrelse kom efter 18 km, da jeg måtte slippe frontgruppen. Måske skulle jeg have valgt en anden startgruppe med knap så mange ambitiøse ryttere. I stedet kom jeg derefter til at sidde i en tomandsgruppe, men ikke længe, for pludselig, i Jordløse, stoppede min meddeltager op. En defekt? Jeg kørte i al fald videre alene – og håbede i mit stille sind, at der ville komme nogle andre ryttere op bagfra. Det skete ikke. Tværtimod gik det efterhånden op for mig, at jeg var kørt forkert – eller rettere: at rutepilen i Jordløse havde ledt mig på gale veje (og at dette var grunden til, at min midlertidige løbsmakker var stoppet op – for at tjekke sin GPS!). Katastrofalt og frustrerende.

Ved ankomsten til de Sydfynske Alper fik jeg mig navigeret tilbage på ruten og fandt efter ca. 50 km ind i en udmærket gruppe på små ti mand. Lykken varede dog kort. Så var der nemlig en løs hund midt i det hele. Den var svær at komme væk fra, og en af rytterne i gruppen fremsatte den idé, at vi skulle stoppe helt op. Mine erfaringer med løse hunde er imidlertid ikke gode, så midt i forvirringen gjorde jeg det modsatte: accelererede væk. Det føltes næsten som at gå i udbrud, og over de næste par kilometer lod jeg mig inspirere af, at der ikke var nogen ”forfølgere” at se bag mig.

Men ak. Så missede jeg et skilt (heller ikke ved dette løb var der flagposter på ruten – det er åbenbart en særlig fynsk ting?). Og det resulterede i omvej nummer to denne dag. Det var faktisk ikke til at bære. Jeg endte med at cykle hen over målstregen fra bagsiden! Mere sølle bliver det næsten ikke. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at jeg trods alt ikke havde været involveret i nogen blodige ulykker. Det er i det hele taget nok en af de ting, jeg vil prøve at trøste mig med her ved årets afslutning – at jeg slap igennem Tycho Brahe-sæsonen uden fysiske mén …

/Jacob

Danskerne bor i et fladt land. De er glade for det flade, men nogle gange længes de efter noget højere, og så drager de til Norge som turister. Her nyder de den skønne natur, men bliver også udfordret af de krævende fjeldskråninger.

Det er sådan cirka budskabet i en lejlighedssang, som jeg har fundet i en norsk avis fra sommeren 1890. Sangen blev sunget “ved Festen for de danske Turister paa Tivoli”, som der står i indledningsteksten. Det drejer sig formentlig om det Tivoli, der var opført i Oslo med inspiration fra det københavnske ditto.

Melodien til sangen er “Dengang jeg drog afsted” – en meget dansk sang skrevet kort efter udbruddet af Treårskrigen i 1848. I sangen fra 1890 er der en del snedige referencer til den oprindelige tekst.

Her er de to første vers:

“Vi ved det alle her,
De danske Sletter er
Hver Dannemand saa kjær,
Ja, hver Dannemand saa kjær
Dog tidt han føler, at
Han har det lidt for fladt,
Han længes efter Fjeld og Fos
Og kommer saa til os, –
Velmødt fra «Vang og Vænge»
Hurra, I «drog afsted»,
Velmødt I danske Drenge,
Skjønt «Pigen ei er med»,
Velmødt og saa – ei Stop
Før høit paa Klippens Top
Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.

Paa Fjeldet er der Luft
Og vilde Blomsters Duft,
Men ingen Snusfornuft,
Nei, nei, ingen Snusfornust,
Det norske Fjeld er brat,
Det gaar ei altid glat.
Og «hvis Du falder», kjære Ven,
Saa reis Dig op igjen,
Thi der – høit over Vrimlen
Der er saa lyst og frit,
Og høit, – saa ind i Himlen
Der er blot to-tre Skridt.
Ja, var jeg Pessimist,
Saa blev jeg strax Turist
Tilfjelds, – tilfjelds, – tilfjelds.“

Det fjerde og sidste vers omhandler Carl Hall. Han er en af de mest berømte bjergbestigere i Norge – selvom han var dansker. Læs mere om ham i et andet af Danskebjerge.dk’s blogindlæg.

Der skulle gå fem måneder mere end beregnet, før den nye forbindelsesvej vest for Vejle åbnede. Men nu er der altså fri bane: Danmarks femtehårdeste asfalterede stigning er klar til at tage imod motionscyklister og andre bakkeinteresserede.

Vejstrækningen blev indviet mandag den 28. november 2023. Det var Vejle Kommunes borgmester Jens Ejner Christensen, der klippede den røde snor over, assisteret af seksårige Jasmina. Se kommunens Facebookvideo fra arrangementet her.

Som Vejle Amts Folkeblad anfører, var temperaturen ved indvielsen mere end 20 grader lavere, end den ville have været, hvis tidsplanen havde holdt. Men få dage før den 29. juni, som var den oprindelige indvielsesdato, forårsagede store regnmængder et massivt jordskred, der druknede vej og cykelsti i mudder. Siden har der været arbejdet på at sikre skråningerne bedre mod lignende fænomener. Et synligt bevis på dette er de halmballer og murbrokker, som ligger langs vejen.

Den slags “quickfixes” lå ikke i kortene oprindeligt. Den store skråning på vejens østside blev etableret med et sindrigt underjordisk drænsystem, således at skråningen kunne stå skarpt i terrænet næsten uden synlige afvandingsanlæg og andre udvendige faciliteter. Her var planlæggerne måske for hovmodige. I hvert fald kollapsede konstruktionen, og lige nu slås der om, hvem der skal dække projektets fordyrelse på 20 millioner kroner.

Men nu skal der også ses fremad. Og Danskebjerge.dk har længe opfordret til, at den nyindviede vej hurtigst muligt indgår i et stort cykelløb, f.eks. en PostNord Danmark Rundt-etape. Det vil skabe opmærksomhed, både for løbet og for Vejle.

Læs og se mere om Vejledalens imponerende egenskaber her:

https://danskebjerge.dk/artikler-nystigning4.htm

/Jacob

Under Nationalmuseets beskrivelse af Hindsgavl Voldsted faldt jeg lige over denne bemærkning fra 1984: ”Skrænten her imod sydvest er delvis tilgroet med buskads, der er medvirkende til at holde på jorden, hvorfor dette ikke bør fjernes i forbindelse med en eventuel pleje af borgbanken.”

Se, det er jo en fin pointe, ikke mindst her næsten 40 år senere, hvor nedbørsmængderne er taget til. Bevoksning er et af de bedste værn mod jordskred, der findes. Det blev eksemplificeret i sommeren 2023, hvor manglende bevoksning var medvirkende til det ødelæggende skred ved den nybyggede vej Vejledalen ved Vejle.

I Fredericia ryddede man i 2020 en stor del af træerne på byens historiske forsvarsvolde. “Volden skal stå skarpt, så du ikke er i tvivl om, at der er tale om en fæstning,” lød argumentet blandt andet dengang.

Mindre end tre år senere skete et stort skred ved en af bastionerne. Årsagen var massiv nedbør. Om skreddet kunne være sket også uden rydningen, er måske svært at sige, men generelt er det nok noget, man er nødt til at være endnu mere bevidst om nu, altså at træer og buske er nødvendige for at holde på jorden. At det så kan gå ud over det visuelle, må man tage med.

Det er jo heller ikke alle steder, at det er vigtigt at sikre sig mod skred. På f.eks. naturligt skabte bakkeskråninger er det vel sjældent et problem, hvis noget jord skrider ned. Det må afhænge af konteksten.

/Jacob

Efter det store jordskred i sommer har det været udkæmpet hårde kampe ved Vejle-bydelen Uhre. Dels om, hvem der har ansvaret for, at den spritnye vej pludselig var ubrugelig. Og dels har man kæmpet for at genetablere skråningerne på en sådan måde, at man undgår nye ødelæggende skred.

Som det ser ud nu, er striden om ansvar og økonomi skudt til hjørne. Indsatsen fokuseres i stedet på at få gjort vejstrækningen klar til åbning allerede i indeværende år.

Arbejdet foregår med bl.a. halmballer og store sten. De skal midlertidigt forhindre gruset i at glide ned, mens forstærkningerne udføres. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er arbejdet skredet (ja, undskyldt udtrykket) planmæssigt frem her i efteråret, og meldingerne går på, at det fortsat godt kan lade sig gøre at åbne vejen ved juletid, sådan som den reviderede plan forudsagde.

Vejledalen bliver den femteskrappeste stigning i Danmark. Den er allerede med på Danskebjerge.dk’s liste.

På Vejle Amts Folkeblads website kan du læse mere om situationen, og desuden se de nyeste optagelser fra vejen. Klik her.

/Jacob

“Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed.” Sådan lyder de første ord i Ida Jessens bog om en modig ekssoldat, der forsøger sig som hedeopdyrker i midten af 1700-tallet.

Romanen er blevet filmatiseret, filmen har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og den har indtil videre høstet stor ros. (Jeg har selv lige set den – og jeg skal nok lade være med at afsløre detaljer i handlingen.)

Og så tilbage til de indledende ord, for ER heden virkelig flad? Ja, det er nok sådan, mange forestiller sig den – og i filmen virker landskabet heller ikke ret bakket -, men kigger man på kort over den jyske hedes samlede udstrækning, så er beskrivelsen en smule misvisende. (Se kort nederst på denne side.)

Den jyske hede er nemlig ikke så meget defineret af terrænet som af geografien. Heden strakte sig stort set hele vejen op gennem Jylland, og omkring år 1800 var kun området mellem Århus og Als næsten hedefrit. I eksempelvis Nordjylland, hvor der generelt er ret så kuperet, var der dengang masser af hede.

Fællesnævneren for hedeområderne var, at de var svære at opdyrke. Jorden var nemlig sandet og næringsfattig. Efter de store skovrydninger i middelalderen har der formentlig været en periode med gode muligheder for afgrøder, men så blev landsdelen ramt af epidemier og krige, og det skabte en ond cirkel, hvor det nedbarberede, uopdyrkede landskab var et nemt offer for sandflugt og udbredelse af lyng og revling.

Det gjaldt hovedparten af den jyske halvø, men det har trods alt nok været nemmere for heden at brede sig ud over de ensartede jævne midt- og vestjyske områder, end det har været i mere bakkede egne. Og dét er vel så også en del af forklaringen på, hvorfor heden lå tættere omkring Ringkøbing, end den gjorde omkring eksempelvis Aalborg.

Måske spiller det også ind, at jordoverfladen i Sydvestjylland er aflejringer fra afsmeltningen af den sidste store gletsjer i Jylland. Sand og grus fra isen lagde sig som et tæppe ud over landskabet helt ud til Vesterhavet, og det har redet agerbrugerne som en mare, lige siden de første frø blev sået. Det var umuligt at opstøve en grøn plet med ægte frugtbar jord.

Men altså – det er stadig ikke en del af definitionen på en hede, at den er flad. Og frem til i dag er der faktisk bevaret hedearealer, som ligger i nogle af Danmarks mest dramatiske bakkelandskaber. Det gælder f.eks. Rebild Bakker samt Sejs Hede nær Silkeborg. Et andet fint hedeområde hedder Vrads Sande. Her er bakketoppene knap så imposante, men der er samtidig heller ikke fladt, for indlandsklitter har skabt et flot puklet terræn.

For plove og såmaskiner er pukler og stejle bakketoppe noget ret så bøvlet noget, så det er nok en af grundene til, at man har bevaret heden netop disse steder: at jorden her alligevel ikke var meget bevendt som landbrugsjord.

/Jacob

Nogle gange tænker jeg på, om Achton Friis mon havde godt gang i lommelærken, når han for et lille århundrede siden bevægede sig rundt i det danske landskab. Hans skildringer er i ny og næ en smule overgearede (for nu at bruge et moderne udtryk) – eksempelvis når han hylder området vest for Næstved for at have ”et mærkeligt bevægeligt og levende Landskab, stærkt bakket, med bugnende Agre og smukke Gaarde. (…). Landet stiger og bølger kraftigere, jo længere jeg kommer mod Vest, indtil jeg endelig naar det 43 Meter høje Menstrup Bjerg, hvor Udsigterne kulminerer og bliver aldeles pragtfulde.”

Nu har jeg selv bevæget mig rigtig meget rundt i netop det landskab (senest i denne uge, hvor jeg for en gangs skyld også havde kameraet med). Og jeg kan sige uden tøven, at det ikke er i vestlig retning, man skal gå fra Næstved, hvis man vil finde de største bakker på Sydsjælland. Af stejle bakker er der i miles omkreds faktisk kun det nævnte Menstrup Bjerg, og for at bestige det skal man maksimalt overvinde en højdeforskel på 28 meter. Relativt beskedent.

Udsigten fra toppen er fin, bestemt, men slet ikke så spektakulær, som den gode Achton Friis får det til at lyde. Er der kig til bølgen blå? En smule, men jeg kender mange bedre steder at stå, hvis man vil se farvandene omkring Sydsjælland. Og selv ikke Næstveds kirke- og vandtårne har jeg haft held til at observere fra Menstrup Bjerg.

Det, jeg i stedet bruger bjerget til, er at få pulsen op. Fra midten af Menstrup by går der en lille vej med det skønne navn Bjergvej, og idet man forlader bygrænsen, rejser en stigning sig meget markant foran én. Jeg kender mange danske stigninger, som er hårde, men som ikke syner af noget. Det gør Menstrup-bakken til gengæld, ja, jeg vil endda næsten sige, at den ser stejlere ud, end den er i virkeligheden. Det skyldes, at den ligger så afsondret dér ude på marken og stritter i vejret. Ganske charmerende, og sydsjællandske løbsarrangører er meget glade for at have Menstrup Bjerg med på deres ruter. De tekniske data for stigningen, når man kommer fra østsiden, er 530 meter og en gennemsnitlig hældning på 4,7%. Det er både lidt og meget, afhængig af hvad man sammenligner med, og hvordan ens fysiske form er.

På vej ned ad Menstrup Bjerg kan man så glæde sig over (eller begræde), at der ikke lurer nogen anden stigning i nærheden. Her er generelt kun let kuperet. At betegne landskabet mellem Næstved og Skælskør som ”stærkt bakket” – som Achton Friis gør -, er ret mærkeligt. Han plejer at have sammenligningsgrundlaget i orden, når han skildrer Danmark. Men som sagt kan han have været under en eller anden påvirkning, da han aflagde området besøg – eller måske har han simpelthen set forkert i sine noter, da han skulle skrive sine rejseskildringer rent? 😉

Der er ikke to etapeløb eller to etaper, der er ens – hverken taktisk, vejrmæssigt eller terrænmæssigt. Så at stille dem overfor hinanden og sammenligne dem kaster ikke nødvendigvis entydige konklusioner af sig. Men man kan måske alligevel blive klogere.

Igennem en årrække har Danskebjerge.dk indsamlet data fra PostNord Danmark Rundt. Særlig fokus har været på Vejleetapen, som er den etape, der år efter år skaber de største tidsforskelle mellem rytterne. Nedenfor er de opdaterede data fra efter 2023-udgaven af løbet. Hvis du ikke orker alle tallene, er der i bunden af artiklen samlet nogle konklusioner.

Etapeløbets samlede distance, den samlede vindertid og vinderens omtrentlige gennemsnitsfart – med felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):

I 2015: 878,3 km, 19:42:19, 44,57 km/t (167)
I 2016: 750 km, 16:41:35, 44,93 km/t (117)
I 2017: 759,8 km (inkl. den aflyste etape), 13:41:35 (171)
I 2018: 787 km, 18:08:25, 43,38 km/t (150)
I 2019: 727,2 km, 16:52:33, 43,09 km/t (115)
I 2021: 783,3 km, 17:19:17, 45,22 km/t (203)
I 2022: 767,3 km, 17:01:20, 45,08 km/t (296)
I 2023: 728 km, 16:49:16, 43,28 km/t (228)

Distance og vinderens gennemsnitsfart på Vejle-etapen:

I 2015 (3. etape): 185 km, 40,1 km/t
I 2016 (3. etape): 175 km, 40,6 km/t
I 2017 (3. etape): 183,6 km, 41,1 km/t
I 2018 (2. etape): 174,2 km, 41,2 km/t
I 2019 (3. etape): 199,7 km, 41,8 km/t
I 2021 (3. etape): 219,2 km, 44,6 km/t
I 2022 (5. etape): 126,5 km, 43,6 km/t
I 2023 (3. etape): 209 km, 41,9 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 7.13 min., 1.22 min.
I 2016: 2.32 min., 0.23 min.
I 2017: 2.50 min., 0.37 min.
I 2018: 1.56 min., 0.11 min.
I 2019: 1.57 min., 0.30 min.
I 2021: 13.41 min., 5.44 min.
I 2022: 1.39 min, 0.28 min.
I 2023: 3.33 min., 1.21 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 15.55 min., 12.10 min.
I 2016: 10.23 min., 1.25 min.
I 2017: 5.47 min., 2.18 min.
I 2018: 4.32 min., 1.04 min.
I 2019: 5.52 min., 1.04 min.
I 2021: 16.11 min., 13.12 min.
I 2022: 5.24 min., 1.31 min.
I 2023: 10.07 min., 5.17 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60 i hhv. det endelige GC og Vejleetapen:

I 2015: 20.13 min., 13.29 min.
I 2016: 16.13 min., 3.21 min.
I 2017: 11.43 min., 6.32 min.
I 2018: 10.49 min., 3.03 min.
I 2019: 12.49 min., 3.58 min.
I 2021: 22.43 min., 13.39 min.
I 2022: 15.18 min., 9.06 min.
I 2023: 18.28 min., 10.33 min.

Et par sammenfattende facts og konklusioner vedr. PostNord Danmark Rundt 2015-2023:

Den laveste gennemsnitsfart for hele løbet er fra det løb, hvor også rytterkvaliteten i feltet var lavest (2019). Den hurtigste snitfart forekom i det løb, hvor rytterkvaliteten var tredjehøjest (2021).

Vejleetapen køres altid med en lavere snitfart end løbet som helhed. Den mindste forskel på snitfarten var i 2021, hvor Vejleetapen kun var 0,6 km/t langsommere. Det var også i 2021-udgaven af løbet, at vi finder den klart største tidsforskel mellem den vindende rytter (Evenepoel) og nummer 20 (forskellen var 5.44 min.). Den mindste tidsforskel mellem nr. 1 og nr. 20 var i 2018, hvor nummer 20 kom i mål blot 11 sekunder efter vinderen.

I gennemsnit er der 1 minut og 20 sekunder mellem 1. og 20. pladsen på Vejleetapen. Til sammenligning kan nævnes, at den tilsvarende gennemsnitlige tidsforskel i éndagsløbet Amstel Gold Race (som måske er den klassiker, Vejleetapen bedst kan sammenlignes med) er 1 minut og 7 sekunder, beregnet ud fra de seneste otte udgaver af Amstel Gold Race.

Læs meget mere om Danskebjerge.dk’s syn på PostNord Danmark Rundt 2023 her.

/Jacob