Blogsbjerg

Min gamle farbror bor på adressen Bakkegårdsvej 100. Husnummeret fortæller, at det drejer sig om en forholdsvis lang vej med mange adresser, og vejnavnet udtrykker, at vejen er kuperet – sådan da. Det sidste skal man i hvert fald ikke tage alt for bogstaveligt. Det højeste punkt på vejen befinder sig ca. 46 meter over havet, og det laveste 36 meter over havet.

På min seneste cykeltur kom jeg forbi farbrors hus, og kort efter ramte jeg den bakke, som Bakkegårdsvej er opkaldt efter. Den fører op til gården ved navn Bakkegård og har en højdeforskel på 5 meter. Der var direkte modvind, så jeg rejste mig i pedalerne, og pulsen steg. Men det er bestemt en stigning, der er til at tale med. Det samme er den marginalt skrappere stigning, der ligger en kilometer længere mod syd ad Bakkegårdsvej – den er på 9 højdemeter og heller ikke ligefrem en rekordbasker.

Var det en spøgefugl, der fandt på navnet Bakkegårdsvej? Nej, slet ikke. Siden de ældste tider har steder haft navne efter det, der var mest karakteristisk ved dem. Og i et landskab uden nævneværdige højdedrag er det karakteristisk for en lokalitet, hvis den befinder sig fem meter over det omgivende terræn. Derfor: Bakkegård. Og da denne ejendom formentlig var den største gård i området (det synes 1800-tals-kort at bekræfte), har det været oplagt at kalde den vej, der går forbi Bakkegård, for Bakkegårdsvej.

I Danmark er der talrige eksempler på veje, der hedder noget med “bakke” eller “bjerg”, uden at de fører nogen særligt kuperede steder hen. På Danskebjerge.dk finder du en side, hvor der er samlet eksempler på danske veje med navnet “Bjergvej”. Nogle af dem lever op til deres navn, men i rigtig mange tilfælde skal vi snarere have fat i princippet “alt er relativt”: Der er objektivt betragtet ikke tale om signifikante højdeforskelle, men set i forhold til det øvrige landskab på den pågældende egn skiller de sig alligevel ud.

Det spiller nok også en rolle, at ord, som udtrykker noget med højde, associeres med noget positivt. Der er jo et strøg af romantik over bakker. Det er således næppe tilfældigt, at byerne Rumperup og Gumperup kom til at hedde hhv. Højsted og Klinteby, efter at lokale borgere havde fremsat ønske om en navneforandring.

Topografisk er der dog noget om snakken i begge tilfælde. Ved Højsted er der høje, og nær Klinteby er der en klint.

Men nogle gange er sammenhængen mellem stednavn og landskab knap nok til at se med det blotte øje. Tag f.eks. den gård, hvor min kære farbror blev født for 94 år siden. Den ligger under to kilometer fra Bakkegårdsvej 100 og bærer navnet Bjergagergård. Ifølge topografiske kort ligger Bjergagergård 4 meter højere end det lille vandløb Frøsmose Å et par hundrede meter derfra. Mod øst – til den modsatte side – fortsætter terrænet med at stige, men kun med yderligere 4 meter. Der er altså på ingen måde tale om en stor bakke, men igen er det relativiteten, man skal fokusere på: Der ligger en række gårde på østsiden af Frøsmose Å, og Bjergagergård er den af dem, der befinder sig på den mest markante skråning ned mod åen. Den er med andre ord den mest “bjergagtige” af egnens gårde, og det er nok.

En af min mors gamle kolleger røbede engang, at hun var begyndt at sige til folk, at hun boede i Søbjerg. Det passede ikke. Hun boede i Sobjerg. Men Sobjerg lød så grimt, syntes hun – Søbjerg var bedre.

Jeg holder ret meget af den historie. En lille hverdagsfortælling om forfængelighed. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at justeringen af stednavnet har et vist faktuelt grundlag.

Lad os se lidt nærmere på sagen.

Nærmer du dig Sobjerg fra Dianalund-siden, kommer du forbi flere skilte, der peger mod Sobjerg. Der står “Sobjerg” på dem – ikke overraskende. Men når du kører gennem selve Sobjerg og fortsætter mod vest, så skifter Kragerupvej navn til … Søbjergvej. Og på et hvidt skilt med røde bogstaver står der minsandten: “Søbjerg 2”. Det peger i den retning, man lige er kommet fra, og kan kun henvise til én ting: Sobjerg.

Jeg har gransket forskellige nutidige kort, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen lokaliteter i nærheden med navnet Søbjerg. Med andre ord eksisterer Søbjerg kun på disse skilte – og så måske uofficielt blandt visse lokale beboere, der i lighed med min mors kollega finder “Søbjerg” mere velklingende end “Sobjerg”.

Ikke en gang forleddet “Sø-” er der belæg for. Der eksisterer ingen sø i området. Jo, med lidt god vilje: Midt i Sobjerg – en bebyggelse på små ti huse – ligger der et gadekær. Men at opkalde en landsby efter sådan en beskeden mængde vand ville alligevel være noget af en tilsnigelse.

En del mere oplagt er det at forbinde stednavnet Sobjerg – stavet med o – med den bakke, som byen ligger for foden af. Bakken hedder Sobjerg (eller Sobjerg Banke, som nyere kort med hang til dobbeltkonfekt kalder den). Det er faktisk et ret imponerende landskabselement, som jeg gerne kører forbi, når lejligheden byder sig. Toppen ligger op til 34 meter højere end det omgivende terræn, og da der ikke er ret meget bevoksning i området, er den særdeles iøjnefaldende.

Jeg er muligvis farvet af min interesse for bakker, men jeg synes, at egnens beboere burde være stolte af det mægtige Sobjerg. Det er de så ikke. Eller måske er de, men de bryder sig bare ikke om navnet. Kan det tænkes, at det er dem, der har fået gennemtrumfet, at der skal stå “Søbjerg” på det førnævnte skilt, og at vejen fra vest mod Sobjerg skal hedde Søbjergvej?

Jeg har ikke undersøgt vej- og skiltesagerne nøjere, men jeg fandt til gengæld nogle historiske informationer om stednavnet, altså om Sobjerg. Det viser sig, at der findes to gamle kort, hvor Sobjerg skrives Søbjerg. Eller “Søebierg” for at være helt præcis. Kortene er fra hhv. 1774 og 1844. På endnu tidligere kort optræder forleddet “Soe-“, som måske også smager lidt af ø.

Jeg tvivler på, at min mors gamle kollega har været inspireret af disse gamle stavemåder. Hun har sikkert slet ikke kendt til dem. Men man kan i al fald sige, at vejen fra o til ø ikke er så lang, som man kunne tro.

Det ved vi jo også fra visse bøjningsformer. Det hedder én ko, men to køer. Og det hedder én so, men to søer. Er der ikke en forbindelse her? Stednavnet Sobjerg skal vel netop forstås som bjerget, hvorpå der går søer. I øvrigt en parallel til Kobanke – Sjællands højeste naturlige punkt. Kobanke må antages at betyde den banke, hvorpå der går køer.

Men, men, men. De her grammatiske causerier vil næppe gøre en forskel hos modstanderne af navnet Sobjerg. For det er jo associationen, de ikke bryder sig om. En so er et lavstammet, øffende dyr, der går med sin flade, slimede snude dybt nede i sølet. Sådan et væsen vil man nødigt have hæftet på sig, heller ikke selvom det måske blot er i form af smådrillerier.

Så er det straks smukkere med en sø: Søbjerg. Et idyllisk navn. Man ser det for sig: en fjeldsø i et solbeskinnet alpelandskab. Lige noget, der kan få ejendomspriserne til at bevæge sig opad mod den skyfri himmel. Navnet Solbjerg kunne i den forbindelse også være tillokkende. Men det er faktisk snuppet. Kun seks kilometer fra Sobjerg ligger landsbyen Solbjerg. Det ville være noget rod at have to gange Solbjerg så tæt på hinanden.

Og det ville helt ærligt også være noget rod, hvis man omdøbte landsbyen Sobjerg til Søbjerg, for Sobjerg ligger jo ved Sobjerg – alias Sobjerg Banke. Bakken og byen er nært knyttede, og man kan ikke bare ændre den enes navn, uden at det kommer til at se ulogisk ud for folk med bare minimalt lokalkendskab eller evne til at studere et landkort.

Men man skal aldrig sige aldrig, og der findes rent faktisk eksempler på, at byer med succes har forkastet deres egne navne. Her kan nævnes Rumperup og Gumperup. Det var navne på to små byer, der ligesom Sobjerg ligger på Sjælland, og de har det til fælles, at den forreste del af navnene ofte forbindes med noget nedsættende. Efter ønske fra lokalbefolkningerne blev Rumperup og Gumperup omdøbt til hhv. Højsted og Klinteby. I januar 2025 er det præcis 100 år siden af Rumperup blev til Højsted, så når disse linjer skrives, er der kun få uger til jubilæet.

Hvem ved, om 100 år hedder Sobjerg måske Søbjerg, og måske vil man til den tid se tilbage og sige, at det hele startede med en forfængelig nødløgn.

I dag (27. november 2025) blev det annonceret, at PostNord Danmark Rundt kommer til Bornholm i 2025. Det er da utroligt spændende. Danskebjerge.dk har siden 00’erne diskuteret muligheden for at få solskinsøen med i det store danske etapeløb (se f.eks. dette indlæg fra 2012), så at det nu endelig bliver virkelighed, er fabelagtigt.

Ruten er endnu ikke meldt ud. Det eneste, der ligger fast, er, at der kun bliver tale om én bornholmsk etape. Så hvilke muligheder er der? Her er Danskebjerge.dk’s bud i kort form:

Selvom man kunne have udformet en spektakulær enkeltstart (Danmarks vel nok ældste bjergenkeltstart mellem Vang og Hammeren kunne anvendes), så er det nok ikke det, der ligger i kortene. Nej, der bliver efter alt at dømme tale om en almindelig linjeløbsetape, og da en tur rundt om Bornholm er lige omkring 100 kilometer lang (med lidt sløjfer og svinkeærinder kan man vel nå op på 150 km), så er det indlysende at lægge ud med netop den. På rundturen kan man få de fleste bornholmske stigninger med. Forhåbentlig får man sendt tv-helikopteren tidligt i luften, så man kan præsentere seerne for nogle flotte skud af især kystlandskabet. Ellers må TV 2 Bornholm supplere (hvis de da kan få lov at være med i dækningen).

Efter den 100-150 km lange rundtur er der plads til en mindre rundstrækning, som vel kan udgøre de sidste 35-70 kilometer af etapen. PostNord Danmark Rundts arrangører har en forkærlighed for korte rundstrækninger på en håndfuld kilometers længde, men på Bornholm kunne det give god mening at have en afsluttende rundstrækning af større dimensioner. Det kunne f.eks. være 30 km i og omkring Gudhjem. Der er gode bakker på den egn, og en sværhedsgrad, der er sammenlignelig med Vejleetapens rundstrækning, bør være inden for rækkevidde.

Hvis Gudhjem faktisk bliver målby, så lad mig foreslå følgende afslutning: Nedkørsel ad serpentinervejen, opkørsel ad Brøddegade og så opløb på Melstedvej i sydlig retning. Med ca. 500 meters opløbsstrækning på Melstedvej vil man opnå noget af det, man også kender fra opløbet på Vejleetapen, hvor den stejle stigning skaber en udskilning, men ikke nødvendigvis en afgørelse, da der stadig kan komme ryttere op bagfra på det sidste stykke frem mod målstregen.

Men det er ikke sikkert, man placerer målet i Gudhjem. Man kan også vælge “hovedstaden” Rønne. Det giver logistiske fordele, og selvom terrænet her er mindre bakket end på øens østkyst, er der stadig muligheder for at lægge sportsligt interessante elementer ind.

Jeg ser to Rønne-rundstrækninger for mig:

1. En decideret brostensrundstrækning i byens ældste del lige øst for kirken. Adskillige gader er her forsynet med toppede brosten – ikke de værste brosten at cykle på, men omvendt noget grovere end de chaussésten, man kender fra andre byer. Der har vist aldrig været en ægte brostensafslutning i PostNord Danmark Rundt (det plejer bare at dreje sig om sektioner på nogle hundrede meter ad gangen), så med besøget på Bornholm får man en unik chance. Målstregen kan ligge på den brede asfaltvej langs havnen. (Se Danskebjerge.dk’s forslag til rundstrækningen her.)

2. En lidt længere rundstrækning, hvor man kører ud af byen mod øst og får Snorrebakken med. Bakken er på næsten 50 højdemeter, og selvom den ikke er særligt stejl, vil den kunne udgøre en spændende opløbsstrækning. Målstregen vil ligge direkte ud for det gigantiske stenbrud Stubbeløkken, hvor man finder Danmarks dybeste udgravede hul. Sikke billeder man vil kunne få ud af dette fra luften. Fra toppen af bakken drejes til højre, og snart er man nede i byen igen, hvor nogle af de førnævnte brostensgader kan tages i brug.

Jeg vil være tilfreds med en hvilken som helst af de tre rundstrækninger. Min eneste lille ærgrelse er, at det kun drejer sig om én etape. Beslutningen er forståelig – et løb, som hedder noget med “Danmark Rundt” lever jo bedst op til sit navn, hvis forskellige landsdele er repræsenteret -, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der nu måske skal gå 20 år, før der igen kommer et stort løb til Bornholm. Kunne man ikke bare denne ene gang have gjort PostNord Danmark Rundt til et PostNord Bornholm Rundt og så afviklet alle fem etaper på øen? Det har man jo gjort i mange år med Etape Bornholm – et etapeløb for løbere. Godt nok er det ikke en event for professionelle. Men et antal eliteudøvere er altid på starlisten, og med over 2.000 deltagere i alt er det en flerdagesbegivenhed, der kræver nogen logistik og organisatorisk snilde. Mon ikke Bornholm også kunne magte et etapeløb med cykelryttere?

Nå, nu drømmer jeg vist. Alt i alt er det godt og prisværdigt, at de årtierlange diskussioner om Bornholm som vært for et etapeløb omsider er mundet ud i noget, som vi kan glæde os til. Min personlige erfaring med solskinsøen er, at den aldrig skuffer. Og det kommer den heller ikke til at gøre, når PostNord Danmark Rundt-holdene lander der til sommer.

/Jacob

Det er sjældent, man forbinder motorveje med middelalder. Men kører du på Vestmotorvejen mellem Slagelse og Sorø, så har du en usædvanlig god mulighed for at beskue en bygning med ca. 800 år på bagen. Kindertofte Kirke er nemlig muligvis den middelalderkirke, der har kortest afstand til en dansk motorvej.

Motorvejsbyggerier tæt på kirker vækker ind imellem kritik i medierne, men i de sager, der har været fremme indenfor de senere år, er der tale om en afstand på flere hundrede meter mellem kirke og motorvej. Ved Kindertofte Kirke er afstanden derimod kun 110 meter. Bilisterne har et meget fint kig til kirken, som ligger oppe på en lille bakke, 9 meter højere i terrænet end motorvejen. Til gengæld er en motorvej vel ikke det yndigste at kigge på (eller lytte til) fra en kirke.

Men hvorfor lød der ikke et ramaskrig, dengang motorvejsplanerne blev fremlagt? Hvorfor fik lokalbefolkningen ikke stoppet projektet? Det korte svar er: Fordi der knap nok findes en lokalbefolkning.

Kindertofte Kirke står nemlig temmelig alene i landskabet, omgivet af marker og ikke så meget andet. Der er en gård mod øst, men den ligger 100 meter borte. Man kunne tro, at Kindertofte Kirke ligger i Kindertofte, men det gør den ikke, for der er ikke nogen by, der hedder Kindertofte – og dog!

Springer vi 250 år tilbage i tid, var der en hovedgade i Kindertofte. På hver side af den lå der bondegårde, og gik man fra kirken ned gennem gaden, kom man til Fægangen, som bønderne benyttede, når de skulle føre deres kreaturer til og fra overdrevet. Undervejs kunne der gøres et stop ved byens vandhul, hvis folk eller fæ trængte til at få slukket tørsten. (Se kort nederst i denne artikel.)

I dag findes vandhullet faktisk stadig. Men gårdene er væk – på nær den førnævnte.

Hvorfor?

Jeg har ikke for alvor gravet efter oplysninger om Kindertofte, men overordnet set er der to hyppige årsager til, at visse danske landsbyer skrumpede ind frem mod 1800-tallet. Den ene årsag er forringet udbytte af markerne, f.eks. som følge af sandflugt. Dette lader ikke til at være tilfældet i Kindertofte. Faktisk synes Kindertofte og omegn at have været i fremgang i 1700-tallet. Ellers ville man næppe have udvidet kirken med en nordlig tilbygning så sent som i 1741.

Så vi skal have fat i en anden almindelig årsag til smålandsbyers undergang, og den er, at den nærmeste herregård har ønsket at inddrage noget landbrugsjord. Det er nok her, vi finder nøglen til at forstå Kindertoftes undergang.

I 1774 opkøbtes i hvert fald Kindertofte Kirke af en kongelig forvalter. Få år senere blev den overtaget af general H. H. Eickstedt, i forbindelse med at han oprettede hovedgården Store Frederikslund (hovedbygningen ligger 1 km nord for kirken). Indenfor de følgende årtier forsvandt et antal gårde fra Kindertofte. En udvikling, der faktisk var helt i tråd med, hvad der var sket flere andre steder i landet. Den Store Danske skriver: “Fra år 1500 til 1775 kom truslen mod landsbyerne især fra landets 700-800 herregårde, hvis marker i perioden fordobledes eller tredobledes ved nedlæggelse af bondegårde og hele landsbyer. (…) På landsplan har det givet drejet sig om nogle hundrede landsbyer.”

For Kindertoftes vedkommende var der ikke tale om en hurtig og fuldstændig nedlæggelse. På et matrikelkort fra 1859 ses endnu fire af de oprindelige ti gårde samt et par mindre bygninger. På et kort fra første del af 1900-tallet kan man se, at yderligere tre af gårdene er forsvundet, men der er stadig et “Fattighus” ved kirken. Kort fra århundredets midte viser, at kirken nu kun havde marker omkring sig.

Kindertofte Kirke er faktisk en af de smukkere landsbykirker, jeg kender. Den er enkel og harmonisk, og kapellet på sydsiden bidrager til elegancen. At kirken står rent i landskabet uden forstyrrende elementer, er isoleret set også et æstetisk plus.

Men det er klart, at en kirke, der ligger for sig selv, ikke bliver brugt så meget, og den har vel heller ikke så mange “venner”, som andre danske kirker har. Derfor havde vejplanlæggerne relativt nemt ved at komme igennem med, at den skulle have E20 som nabo.

Motorvejsprojektet omfattede ikke kun en motorvej, men fik også betydning for infrastrukturen helt tæt på kirken. En vej, der førte mod vest til Vedbynørre, blev skåret over og er i dag blot et beskedent spor, der ender blindt ved kanten af motorvejen. En nordgående vej fik et knæk mod øst og blev forsynet med en smal motorvejsbro. På den anden side af broen er der nu en lille lund – her lå indtil motorvejsbyggeriet i 1990’erne områdets største gård, Kindertoftegård, som blev nedrevet. Og for lige at nævne en af de nyeste forandringer: Den gamle Kindertofte Skole på den modsatte side af hovedvejen står endnu, men rummer i dag Vestsjællands største swingerklub!

I de sidste 250 år har verden ændret sig meget rundt om Kindertofte Kirke. Omvendt må man da glæde sig over, at den og de andre danske middelalderkirker har overlevet det ene århundrede efter det andet trods alle omvæltningerne.

For snart en del år siden udkom Danskebjerge.dk med en artikel om GPS’ers og rutehjemmesiders pålidelighed. Konklusionen var kort fortalt, at man skal holde angivelser om højdemeter ud i strakt arm. For hvis nogen blot oplyser et antal højdemeter for en bestemt rute, kan du ikke helt bruge det til noget uden også at vide, hvor vedkommende har tallet fra, og hvilken registrering den er baseret på. Er det fx direkte fra egen GPS, eller har tallene været gennem en udbyders kortfunktion efterfølgende? Det kan have stor betydning, ligesom det kan have stor betydning, hvor god en software eventuelle højdekorrektioner er baseret på.

Nu er der jo løbet meget vand under broen siden den artikel, og jeg vil her lige komme med en kort status, hvor jeg ser på, om problemstillingen har ændret sig. Det skal lige siges, at jeg ikke har viden om, hvordan de enkelte teknologiudbydere har indrettet deres algoritmer, så min vurdering er dels baseret på almindelige observationer, hvor jeg sammenligner forskellige kilder til data, og dels på, at jeg i nogle få tilfælde har lavet manuel optælling af højdemeter på ruter, hvilket giver et om ikke 100% nøjagtigt, så dog et pålideligt resultat, som man kan sætte op imod andre angivelser, man støder på.

Først og fremmest: Er data for højdemeter mere pålidelige nu end for ti år siden?

Dertil vil jeg svare: både ja og nej.

Ja’et skyldes, at jeg fornemmer, at nogle udbydere stabilt kan levere data, som virker forholdsvis præcise. Det gælder f.eks. RideWithGPS og Strava. De lader til at have fået implementeret noget software, som kan trække selv finere højdedata ud af kort. Hvis nogen kom til mig og sagde: “Jeg har lige kørt 100 km. RideWithGPS siger, at der var 700 højdemeter” – så vil jeg tro på, at de 700 er tæt på det korrekte.

Egentlig har jeg længe ment, at det burde være relativt nemt at lave software, som kan beregne højdemeter med høj nøjagtighed. Højdedata findes nemlig – endda på frit tilgængelige online kortservices og med en præcision, der når helt ned på centimeterniveau. Så det handler bare om at parre softwaren med disse kort og programmere tingene sådan, at der for hvert punkt, der indtegnes i en ruteplanlægger, trækkes en højde ud.

Det vil næsten kunne fjerne al usikkerhed om højdemeter. Og det vil gøre eksempelvis barometermåling ligegyldig. Åh, ja – suk – barometermåling. Jeg nærede engang store håb til dette – det lød fancy og dejligt analogt. Men da jeg så fik et ur med barometermåling, brast alle mine illusioner. Der er for mange ting, der kan gå galt i processen – fra manglende kalibrering til ændringer i vejret. I hvert fald bruger jeg det slet ikke. Jeg kører min ruteregistrering ind i systemet og vælger den korrektion, der nu måtte være tilgængelig.

Og så er vi jo allerede langt inde i den del af mit svar, der lyder: “Nej”. Altså nej til det spørgsmål, der går på, om de højdedata, vi præsenteres for, er mere troværdige nu end for ti år siden. Teknologien har udviklet sig generelt, men du skal ikke regne med, at din GPS er blevet bedre til at måle højdeforskelle. Og du skal heller ikke regne med, at du bare ved at gå ind på fx Strava straks får et validt result, når du finder en bestemt rute.

Forleden sad jeg og kiggede efter en rute, der gik rundt om Maglesø syd for Holbæk. Jeg fandt to på Strava. Vejen, der er kørt, er identisk (den ene siger, at runden er 9,15 km lang, mens den anden siger 9,2), men højdemeterangivelserne passer slet ikke sammen.

For den ene rutes vedkommende angives “elevation gain” til 184 meter. I det andet tilfælde er tallet 90. Det ene tal er altså mere end dobbelt så højt som det andet, hvilket er langt ud over, hvad man kan kalde bagatelafdelingen. Hvis man kørte rundstrækningen 10 gange med udgangspunkt i hver af de to registreringer, ville forskellen i højdemeter være 940!

Det er den med de 184 meter, der stikker mest ud. Selve højdeprofilen fremstår ellers plausibel, men tallet er absurd højt. I det andet eksempel er det modsatte tilfældet. Højdeprofilen er noget mærkværdig at se på, men til gengæld virker tallet mere rigtigt.

Nu er det faktisk sådan, at Danskebjerge.dk møjsommeligt har optalt højdemeter manuelt på ruten, så vi har et facit. Og det er: 127 højdemeter. Det er tættere på de 90 end på de 184 – men stadig langt fra.

Er det så Stravas skyld, at man får to så forkerte bud? Ikke nødvendigvis. Strava er øjensynligt indrettet sådan, at de data, der kommer fra den uploadende bruger, forholdsvis direkte overføres til selve visningen. Men der findes altså en højdekorrektionsfunktion, som man kan klikke sig frem til, når man redigerer ruten. Og det viser sig som regel, at denne korrektur, som efter alt at dømme er baseret på statiske kortdata, rammer tæt på virkeligheden.

Men man kan som nævnt også gå til RideWithGPS, og her får man – når man uploader en tur rundt om Maglesø eller tegner den ind – et ganske brugbart resultat uden at skulle højdekorrigere. I forbindelse med denne artikel tegnede jeg rundstrækningen ind her, og det gav 118 højdemeter – altså kun 9 færre end tallet fra den manuelle optælling. Jeg supplerede dette med lidt søgning i samlingen af ruter hos RideWithGps og fandt en Maglesø-upload, som angav 115 højdemeter. Der er med andre ord ikke meget forskel. For nogle år siden var der hos RideWithGPS en angivelse, der lød på 132, så det svinger tilsyneladende lidt (med en usikkerhed på ca. 10%), men jo slet ikke i samme størrelsesorden, som hvis man går ind på Strava og bare søger nogle uploads frem.

Men for nu lige at vende tilbage til spørgsmålet om i dag og for ti år siden:

Dengang fandtes en populær rutehjemmeside, der hed GPSies.com. Populariteten var berettiget, for data herfra var langt bedre, end hvad man kunne finde på andre lignende websites. Desværre solgte den tyske ejer sit værk, og GPSies.com blev til AllTrails.com, hvor de dog ikke lige fik den gode software med over – de var åbenbart bare interesseret i at overtage nogle brugere! Så det var noget af et tilbageskridt, og deraf mit “både-og”-svar til ovenstående spørgsmål. For nej, vi har ikke taget et afgørende skridt frem mod høj præcision, men jo, der findes nogle udmærkede datakilder, som blot skal håndteres med lidt varsomhed. Dertil kommer, at der kan være GPS-produkter og rutewebservices, som jeg ikke kender, og som er endnu bedre end Strava, RideWithGPS og Garmin for den sags skyld, når det gælder højdemeter.

Én ting, som i hvert fald er væsentligt at få med set fra især en dansk synsvinkel, er de små terrænforskelle. I Danmark vrimler det jo ikke med enorme stigninger. Til gengæld kan landskabet godt være ret puklet. Og hvis rutesoftwaren er sat til at skære alle ujævnheder væk (f.eks. alt under 5 eller 10 højdemeter), så kommer de danske ruter til at lide under det. Vi ved, at det forekommer, ikke mindst hos Garmin. Argumentet er forståeligt, nemlig at hvis revl og krat inddrages, så kan selv små GPS-fejl give skæve resultater. Men udbyderne kan som sagt komme uden om det ved at lade højdemeterberegningen være baseret på kort. Vel at mærke de rigtige, troværdige kort, som heldigvis findes.

/Jacob

Forleden cyklede jeg en tur på Midtsjælland. Den var 76,4 km lang og havde ca. 650 højdemeter. Det vil sige stærkt kuperet efter sjællandsk målestok. Men det var snyd – på en måde. 

Ruten var nemlig placeret på en rundstrækning på godt 7,5 km. Rundstrækningen, der går rundt om de smukke søer Bromme Lillesø og Bromme Maglesø, kørte jeg 10 gange. Imens voksede antallet af tilbagelagte højdemeter – fra 65 efter den første runde til 650 efter den sidste. (Se turen på Strava her.)

Kunne jeg have fundet en rute, der var lige så hård, og hvor jeg ikke behøvede køre rundt og rundt? Det ville kunne lade sig gøre. Men mulighederne ville være få. 

De 650 højdemeter fordelt på 76,4 km balancerer nemlig på en grænse, som jeg meget tit er stødt på, når jeg har set på danske løberuter eller selv designet dem. Grænsen er 1 højdemeter pr. 100 længdemeter. Hvilket svarer til, at terrænet er steget med 1.000 meter vertikalt, når din gps siger, du har kørt 100 kilometer.

Jeg har været med i et cykelløb, hvor ruten gik rundt om Tystrup Sø – et af Sjællands mest kuperede landskaber. Her var der meget tæt på 1.000 højdemeter på 100 km (noget, som arrangørerne brugte i markedsføringen af eventen). Men vi kørte altså også tre gange rundt om søen. Hvis ruten havde strakt sig ikke blot rundt om søen, men også ud i en større omkreds, var de 1.000 højdemeter på 100 km ikke blevet nået. 

Jamen, Odsherred da? Der ligger Sjællands skrappeste bakker jo, og bakkerne ligger tættere end ved Tystrup Sø. En 100 km-tur rundt i det landskab giver godt med højdemeter. Men du ville stadig være nødt til at køre mindst to gange i ring for at nå op på 1.000.

Ovre i Jylland er der lidt flere muligheder. Og i et løb som Grejsdalsløbet er der faktisk ruter, som krydser den magiske grænse uden at slå knuder på sig selv. Men det er ikke med stor margin. Da jeg kørte  “Udfordringen”, eventens korteste rute på 83 km, var der ifølge Strava 950 højdemeter. Det svarer til 1.140 højdemeter pr. 100 km. Nogenlunde det samme forhold gælder for ruterne på 127 km og 167 km, mens den meget lange rute på 229 km ikke helt når op på 1.000 højdemeter pr. 100 km (2024-udgaven). 

Et andet eksempel fra Vejle-egnen: Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt – den med slutspurten på Kiddesvej – har ofte mere end 1.000 højdemeter pr. 100 km. Men her skal man huske på, at etapen altid afsluttes med en rundstrækning, der køres flere gange. Dermed øges koncentrationen af højdemeter. Og alligevel ligger antallet af højdemeter på kongeetapen sjældent meget over den nævnte grænse. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan man fx ikke designe en dansk rute med 2.000 højdemeter på 100 km?

Det hænger først og fremmest sammen med størrelsen af stigningerne og afstanden imellem dem. I Danmark er de enkelte bakker sjældent på mere end 100 højdemeter, og derfor skal der en del bakker til for at runde 1.000 på 100. Som regel er der også et godt stykke vej fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Disse mellemstykker går hårdt ud over koncentrationen af højdemeter. 

I et terræn med færre småknolde, men flere store stigninger ophobes højdemeterne lidt mere effektivt. Hvis du fx har en 100 km lang strækning med tre stigninger på hhv. 500, 350 og 150 højdemeter, så kan man uden at benytte kugleramme konkludere, at de i sig selv rækker til den magiske grænse.

Lad os regne lidt videre: Hvis alle tre stigninger stiger med 5% i snit, så vil de 100 km have i alt 20 km med stigende terræn og 80 km med fladt eller faldende terræn. Det lyder måske ikke så hårdt egentlig. I al fald ikke, hvis der køres kontrolleret. Til gengæld ville en rute med dobbelt så mange bakker og samme antal højdemeter måske føles mere anstrengende, fordi der “sker” mere undervejs (op/ned, sving osv.).

Uanset hvad så er et professionelt cykelløb på en rute, der ligger omkring 1:100-grænsen, ikke at sidestille med en bjergetape i en Grand Tour. Det er snarere et klassikeragtigt løb à la Amstel Gold Race. Her vil såvel spinkle klatrespecialister som tunge supersprintere få det svært, mens puncheur-typerne har bedre chancer for at nå til tops.

Hvis man som motionist selv vil have mange højdemeter i benene på dansk grund, så er metoden med rundstrækninger den nemmeste. Og der er ingen grænse for, hvor kort den må være – når blot den indeholder mindst én stigning.

Men det er klart, at jo flere runder der skal køres, desto mere ensformig bliver cykeloplevelsen. Jeg må tilstå, at mine runder om de ellers naturskønne søer ved Bromme til sidst begyndte at føles lidt lange i det. Man skal have motivationen i orden for at træne på den måde.

Og husk så lige at være skeptisk overfor de højdemeter, du bliver præsenteret for af din software. Der er flere af de kendte online ruteservices, der rammer ved siden af skiven, når de tæller højdemeter sammen. Jeg vil anbefale, at du lægger ruten ind på Strava og vælger Stravas højdejusteringsfunktion. Det giver dig et relativt troværdigt resultat.

/Jacob

Med et indbyggertal på over 180.000 indtager Odense tredjepladsen på listen over Danmarks største byer. Til gengæld udmærker byen sig ikke, når det gælder terrænet. Fyns hovedstad er nemlig ganske bakkefattig, og derfor skal der ikke så meget til, for at et punkt kan blive Odenses højeste. Prisen går til Bolbro Bakke, som når op i en naturlig højde af 40 meter over havet.

Hvis man googler Odenses højeste punkt, får man ellers nogle andre bud. Disse ligger især mod vest i retning af Vissenbjerg. Steder som Dyred og Blommenslyst nævnes, og her findes ganske rigtigt terrænpunkter, der er noget højere end 40 meter over havet. Men det er efter undertegnedes mening upræcist at kalde dem for Odenses højeste punkter, for de kan ikke siges at ligge i Odense by. Det gør Bolbro Bakke derimod, omend lokaliteten først i sidste del af 1900-tallet blev opslugt af den voksende storby. Før Anden Verdenskrig var der cirka to kilometer fra bakkens top til bygrænsen mod øst. I dag skal man bevæge sig 350 meter i modsat retning for at møde et skilt, der markerer endepunktet for Odenses bymæssige bebyggelse.

Men man kan diskutere kriterierne for, hvornår en by ophører. Hører f.eks. bydelene Højby og Sankt Klemens med til Odense by? Tja, der er vel kun en ådal, der skiller. Hvis man er large og regner dem med til Odense, så er Bolbro Bakkes ophøjede status i fare, for i Højby når terrænet op i et par og fyrre meter over havet, og i Sankt Klemens næsten det samme. Men lad os her lade tvivlen komme Bolbro Bakke til gode. Det er nemlig et sted med en højdramatisk historie.

I 1934 besluttede man, at der på Bolbro Bakke skulle opføres et højt udsigtstårn. Det skulle bestå af overskydende byggematerialer fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Tårnet blev kaldt Odinstårnet – en reference til Odenses navn, der menes at stamme fra guden Odin.

Imponerende nok stod tårnet allerede året efter klart til indvielse. Det endte med at blive hele 177 meter højt. Til sammenligning er Lighthouse i Århus, Danmarks højeste bygning pr. 2024, “kun” 142 meter højt. Filippatårnet, der fra og med foråret 2024 er den højeste bygning i Odense, strækker sig 63 meter op i luften. Så Odinstårnet var og er i en liga for sig. Når man dertil lægger, at det 177 meter høje tårn blev placeret nær toppen af Bolbro Bakkes top i 36 meters højde over havet, ragede det i alt 213 meter i vejret, hvilket er ca. 50% mere end Lighthouse.

Det fynske udsigtstårn blev forsynet med hurtigtkørende elevatorer. Med sådan én varede det ikke mange øjeblikke, før man nåede til restauranten omtrent halvvejs oppe. Herfra kunne man nyde en mageløs udsigt ud over Nordfyn. Tårnet blev en udpræget turistattraktion, og der solgtes store mængder souvenirs med Odinstårnet som tema.

Når man ser Odinstårnet på fotografier og film fra den tid, virker tårnets konstruktion ret så spinkel. Der er ikke den samme brede bund, som man kender det fra f.eks. Eiffeltårnet. Formentlig har ingeniører beregnet, at Odinstårnet kunne modstå orkaner og andet uvejr. Men næppe, at det også skulle kunne tåle sprængstoffer. Dét var der nogen, der fandt på at udnytte.

Den ødelæggende aktion blev udført den 14. december 1944. Det var den nazistiske Peter-gruppe, der stod bag sprængningen. Sabotagen var tænkt som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Et kolossalt brag rungede ud over Odense, og så lå byens kun ni år gamle vartegn spredt ud over en betragtelig del af Bolbro Bakke.

En mindesten på Bolbro Bakke vidner om, at én ulykke sjældent kommer alene. På befrielsesdagen den 5. maj opstod der skyderi i Odinstårnets ruinhob. Sandsynligvis var det modstandsfolk, der som et udslag af kådhed eller inkompetence kom til at beskyde hinanden. En mand døde.

Men freden kom. Og hen ad vejen fik man ryddet op i dyngerne efter det ødelagte tårn. Derefter begyndte bygrænsen lige så stille at kravle op ad Bolbro Bakke.

Alt andet lige må der have været fare for, at det sted, hvor Odinstårnet havde stået, kunne blive bebygget. Men det reddede skindet. Det blev i stedet en del af en park, Odinsparken. Et grønt areal, som er omkranset af etagebyggeri.

At arealet omkring tårnet stod relativt uberørt, gav næring til tanker om en genrejsning af Odinstårnet. En forening blev dannet med netop det formål, og året 2004 markerede den foreløbige kulmination på foreningens arbejde. Det år blev der nemlig opført en miniatureudgave af Odinstårnet på selv samme sted, hvor det oprindelige tårn havde stået. Begrebet miniature skal her forstås relativt. Det nye Odinstårn er faktisk hele 12 meter højt. Det er der ikke mange monumenter i Danmark, der kan måle sig med.

Men står det til Foreningen Odinstårnet, så skal minitårnet snart vige pladsen igen. Drømmen er opførelsen af et nyt tårn, man rent faktisk kan komme op i.

For 20 år siden virkede dette måske som en utopi, men i de senere år er der jo blevet bygget en del meget høje bygninger i Danmark. Og hvis man kunne bygge et 177 meter højt tårn tilbage i midten af 1930’erne, så kan man da også i dag. Højderekorder er noget, der fænger. Det samme gør udsigter. Bare se, hvor stor interesse det vakte, da Skovtårnet ved Rønnede blev opført. Og det er endda kun 45 meter højt.

Om det så lige vil fungere med Bolbro Bakke – med tanke på områdets nuværende bebyggelse og infrastruktur -, det kan man diskutere. Måske vil det være nemmere at lede efter en placering ved de førnævnte lokaliteter, Blommenslyst og Dyred.

Eller også kunne man nøjes med at lave et mellemstort udsigtstårn – et Odinstårn på f.eks. 30 meter i højden. Fra sådan et tårn vil der være en god udsigt ud over Odense. Ikke en mageløs, men en god.

Et sådant tårnprojekt er vel mere realistisk, men også lidt mere leverpostejsagtigt, da det utvivlsomt vil stå i skyggen af fortidens storhed.

Læs meget mere om Danmarks udsigtstårne – både dem, der stadig eksisterer, og dem, der ikke gør – på denne side på Danskebjerge.dk.

/Jacob

Zone 2-træning er meget oppe i tiden. Især efter at Pogacars succes i Tour de France blev sat i forbindelse med en øget mængde træning i zone 2.

Hvad er zone 2? Det er desværre ikke så let at fastslå præcist, for der findes flere definitioner. Nogle siger, at den går op til 80% af maksimumpulsen. Andre siger, at den øvre grænse snarere ligger på omkring de 70%. Endnu mere komplekst bliver det af, at der er to forskellige måder at udregne pulsprocenter på.

Men altså – lad mig tage udgangspunkt i mine egne tal og mine egne Garmin-data.

De siger, at zone 2 er træning ved 106-123 slag i minuttet, svarende til 60-70% af min maksimale puls. Zone 1 ligger så på 89-106 (50-60%), mens zone 3 ligger på 124-142 slag (70%-80%). Hos Garmin er der i alt fem zoner, men udfordringen med zone 2 er primært at holde sig mellem zone 1 og zone 3, så lad os nøjes med at fokusere på disse tre.

Når jeg cykeltræner, ligger jeg det meste af tiden i zone 3 (70%-80%). Det tror jeg faktisk, at flertallet af motionister gør. Ulempen kan være, at zone 3 er en tilstand, hvor kroppen trættes relativt meget, uden at man presser den i en grad, så den bliver stærkere. Tit er det ellers den gyldne middelvej, der er den bedste at vælge her i livet, men skal man følge fysiologiens mekanismer, så gælder det faktisk ikke træning. Her bør man undgå det “mellemhårde”.

Det er der ikke noget nyt i. Jeg kan huske, at jeg engang i Norge læste et motionsblad, hvor der blev talt for, at man primært trænede under 70% af max og over 90% af max. Altså ENTEN meget mild træning ELLER benhård træning. Rådene gjorde indtryk på mig dengang (ca. i 2008), fordi det ikke virkede så intuitivt.

Og jeg må tilstå, at jeg kun i begrænset omfang har prøvet disse råd af.

Det skyldes dels, at jeg ikke føler, at jeg har tid – og vel heller ikke lyst – til at motionere lavintenst. Jeg vil gerne “mærke”, at jeg træner.

Men det hænger også sammen med, at træning under 70% slet og ret er vanskeligt. Jeg oplever det faktisk sådan, at det kræver stor koncentration at træne på den måde. Hvis jeg ikke tænker over det, kommer min puls meget nemt over 70% og dermed op i zone 3 eller 4. Eksempelvis i modvind og på bakker. For hvor sjovt er det lige at cykle op ad en lille bakke med 8 km/t – eller køre med 20 km/t i modvind? Det kan man næsten ikke få sig selv til. Men det er dét, zone 2-træning indebærer.

Omvendt er der jo også en nedre grænse for zone 2. Og det er spøjst med den, for den er trods alt så høj, at jeg vanskeligt kan komme op over den på gåture. Jeg skal virkelig presse mig selv – og helst i udfordrende terræn – for at komme op på 60% i puls, når jeg går. Lidt ærgerligt faktisk, for en kombination af højintens cykling og lavintens gang ville være en tiltalende træningsrytme for mig.

Så zone 2 skal være noget, jeg opsøger på cyklen, men hvad gør jeg for at ramme rigtigt indenfor de dér drilske pulsgrænser?

Jamen, det gode ved zone 2 er, at du kan sætte dig ud på cyklen uden at føle, at du skal yde noget. Du skal bare cykle i et roligt tempo – lidt som hvis du skal cykle fra A til B i hverdagen. Og når du så kommer ud i modvinden eller rammer en stigning, så skal du tænke det modsatte af, hvad du plejer at tænke. I stedet for at træde hårdere i pedalerne skal du føle, at du tager kraft ud af dit tråd – ellers vil du automatisk få en højere puls. Bliver du det mindste forpustet, er du formentlig allerede i zone 3 eller højere. Om ikke andet vil din pulsmåler fortælle dig det.

Nå, men er jeg så sådan én, der vil træne en masse i zone 2 fremover? Næppe. Zone 2-træning passer bedst til dem, der har en stor træningsmængde, og det synes jeg ikke jeg kan sige, at jeg har. For mig går træning mest ud på at fornemme, at jeg er på det niveau, jeg gerne vil være, og der vil zone 2-træning gøre mig lidt usikker, da det er en træningsform, hvor man så at sige underpræsterer. Men den er alligevel god at kende til, for man ved jo, at den er relativ effektiv, og hvis man så har en dag, hvor man savner overskud til at give den gas på landevejen, så giver det stadig god mening at sige: Pyt, jeg snupper bare noget zone 2.

/Jacob

Det svenske medie Expressen har haft en reporter ude på en stigning ved navn Abborrbacken. En “dæmonbakke”, som Expressen også kalder den i omtalen. Den skal være den hårdeste bakke i noget motionsløb i Sverige. Bakken er 522 meter lang (vældigt præcis angivet!) og stiger med 8% i snit. En barsk udfordring, synes den løbende reporter:

https://www.expressen.se/tv/nyheter/sverige/reporterns-reaktion-pa-demonbacken-ger-upp/

Men egentlig er 522 meter og 8% ikke så voldsomt. Og man skal bemærke, at der jo heller ikke er tale om den hårdeste stigning af alle i Sverige. Abborrbacken er den hårdeste “løbebakke”, hvilket vil sige, at den indgår i et officielt motionsløb. Der findes helt sikkert skrappere stigninger på Kebnekaise og lignende steder, men det er måske småt med løbeevents der. Jeg tænker også, at specialløb, f.eks. ultraløb, ikke er regnet med.

Som det fremgår af Expressens video, er kåringen ikke trykprøvet – der efterlyses tip om andre hårde løbebakker i Sverige. Men hvordan med Danmark? Kan Danmark levere en stigning, der er hårdere end 522 meter med 8%, og som bruges i motionsløb?

Lad os se på et par eksempler.

Stigningen op ad Sindbjerg nær Silkeborg er 250 meter lang og stiger med 21,2% i snit. Den bruges i løbeeventen Julsø Ultra. Selvom Sindbjerg-bakken er kortere end Abborrbacken, så har den flere højdemeter og er selvsagt stejlere. Den slår helt sikkert den svenske stigning i hårdhed, men skal man være krakilsk, hører Julsø Ultra til specialløb-kategorien.

Kongeetapen i Etape Bornholm hører derimod til blandt de store danske motionsløb (næsten 1500 deltagere i 2024), og her har vi at gøre med det måske bedste bud på en dansk kandidat. Den afsluttende stigning på løbeetapen er 500 meter lang og stiger med 63 højdemeter. Det resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,6. Altså er den nordbornholmske bakke cirka lige så lang, men samtidig markant stejlere end den svenske. Derudover er bakken sammenlignelig med Abborrbacken på den måde, at der er både grus- og asfaltsektioner på den. Læs Danskebjerge.dk’s test af stigningen op til Hammer Fyr her.

Hvad så med f.eks. Skovbakkevej i Aalborg? Jamen, den er bestemt hård, men ikke hårdere end Abborrbacken – i al fald ikke, hvis man ser på gennemsnitsværdierne. Skovbakkevej, der indgår i det traditionsrige Aalborg Brutal Marathon, er 400 meter lang og stiger med 8,8% i snit. Den er med andre ord en smule kortere og en smule stejlere end Abborrbacken. Så vi har måske med en uafgjort at gøre her. Men den maksimale stigning på Skovbakkevej er på hele 17%, og det kan godt være, at den aalborgensiske stigning på det punkt er mere krævende end den svenske.

Uanset hvad: Hvis spørgsmålet er, om der i Danmark er en stigning, som kan slå Expressens svenske rekordbakke, så er svaret ja!

/Jacob

Traditionen tro evaluerer Danskebjerge.dk her årets store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt. Som sædvanligt vil hovedfokus være på selve løbet og ruten – kun sekundært på bestemte ryttere.

Men lad os alligevel kort berøre sidstnævnte, altså rytterne. Årets startliste havde ifølge Procyclingstats en score på 176. Det er et ganske markant dyk i forhold til i fjor, hvor kvalitetsscoren var 228. Forklaringen er, at løbet sidste år havde deltagelse af store navne som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Fabio Jacobsen. I år var Arnaud de Lie det eneste store navn. Et par andre deltagende stjerner har fremtiden bag sig, og en rytter som Magnus Cort, som vi danskere kender fra hans mange spektakulære sejre, ligger også i år uden for verdens top 100 og bidrager derfor ikke meget til startlistens objektive kvalitet.

En fordel ved en startliste uden absolutte topnavne er, at det fremmer jævnbyrdigheden og spændingen, og denne udgave af PostNord Danmark Rundt udviklede sig da også til en tæt strid – faktisk så tæt, at det samlede klassement først blev afgjort i den allersidste spurt. Her endte Cort som treer, hvilket var én placering fra at have gjort ham til vinder af etapeløbet.

Medvirkende til at opretholde suspensen var holdløbet, som fandt sted på første etape. Holdløbet var en nyskabelse, og det fungerede godt. Det er en optimal måde at præsentere de enkelte hold på, og fordi distancen var beskeden, kom der ikke nogen afgørende spredning i toppen, sådan som man ellers af og til ser med almindelige enkeltstarter. (Det mest kendte eksempel er vel Matti Breschel, der vandt talrige etaper i løbet, men aldrig det samlede klassement, fordi han mistede for meget tid på enkeltstarterne.) Man kan sagtens gentage succesen og lægge en TTT ind igen til næste år. De er jo sjældne i mindre etapeløb, og derfor er der potentiale i, at PostNord Danmark Rundt kan profilere sig på dem.

Allerede dagen efter holdløbet var det tid til kongeetapen – den, der siden 2004 har haft opløb på Kiddesvej/Koldingvej i Vejle.

Der var et par specielle egenskaber ved årets kongeetape. Én var længden. Etapen var hele 231 kilometer lang, og kombineret med den høje koncentration af højdemeter, der lå på den sidste tredjedel, fik etapen skær af en forårsklassiker i Holland eller Belgien. Vejret på dagen var dog en formildende omstændighed: Det var tørvejr, og vinden kom for det meste skråt bagfra på etapens første halvdel, så mange ryttere har kunnet tage det forholdsvis roligt i begyndelsen. Man kan fantasere om en kongeetape på 231 kilometer i regn og rusk, og hvor etapen ikke indledes i flade Vestjylland, men derimod både starter og slutter i Vejle.

Et andet særtræk ved dette års kongeetape var strækningen med Chr. Winthersvej. Danmarks stejleste gade med en maksimal stejlhed på 25,5% har været med i PostNord Danmark Rundt før, men vejforløbet hen til og efter den ekstreme stigning var anderledes. Hvor feltet tidligere er kommet susende oppe fra Jellingvej, kom det nu nede fra krydset Enggade/Jellingvej. Dette burde faktisk gøre det nemmere at dreje ind på den ultrasmalle Chr. Winthersvej, og derfor er det paradoksalt, at det var i år, at der opstod trafikprop. En holdbil blev fanget imellem grupperne på stigningen og skabte en værre omgang kluddermor. Det så grimt ud, og endnu værre blev det, da hovedfeltets bagtrop måtte af cyklerne nede på Jellingvej, fordi der simpelthen ikke var fremdrift nok på den første del af Chr. Winthersvej.

Ifølge løbsleder Jens Kasler, som Danskebjerge.dk talte med efter femte og sidste etape, var den vildfarne holdbil ikke årsagen til stoppet. Han mener, at det simpelthen var stejlheden, der gjorde det, og at man generelt må acceptere risikoen for propper, når man inddrager en stigning af denne karakter.

I hvert fald må mindst en snes ryttere være blevet sat ud af spillet på Chr. Winthersvej. Men på toppen var der trods alt hele 63 kilometer til målstregen, så for de fleste i feltet ville der under normale omstændigheder være rimelig tid til at få situationen nogenlunde under kontrol igen.

Men så kom endnu en nyskabelse ind i billedet, nemlig stigningen på Petersmindevej. Stigningen ligger i direkte forlængelse af nedkørslen på Søvej og er på 45 højdemeter. Med denne krævende tilføjelse til Chr. Winthersvej udgør de godt to kilometer fra Enggade den skrappeste delstrækning nogensinde i PostNord Danmark Rundt, og det var meget tilfredsstillende at se, hvordan begivenhederne udviklede sig her. Petersmindevej-bakken blev som håbet startskuddet til adskillige angreb. Det mest kraftfulde af dem involverede Magnus Cort, Matteo Trentin m.fl. og blev sat ind på Rugballevej med 53 kilometer til mål. Udbrudsgruppen fik ikke noget stort hul, men holdt ikke desto mindre hele vejen til mål. Dermed fik terrænet før Kiddesvej-rundstrækningen for andet år i træk afgørende betydning for resultatet på kongeetapen.

Jeg synes, at tilføjelsen af Petersmindevej var et stort plus. Den må meget gerne komme med i etapeløbet igen. Faktisk vil jeg hellere have Petersmindevej med end de stejleste 160 meter på Chr. Winthersvej. Den smalle gade er kilde til mange usikkerheder og tilfældigheder, og jeg tror ikke, at de 25,5% gør en stor forskel i forhold til de 19,5%, som asfalten stiger med på den bredere Gl. Kongevej et stenkast derfra. På Gl. Kongevej er der mindre risiko for kaotiske tilstande som dem, vi så på første del af Chr. Winthersvej.

Jens Kasler virker dog glad for Chr. Winthersvej. Hans melding til undertegnede efter etapeløbets slutning var, at de afviklingsmæssige problemer i år ikke umiddelbart er af en karakter, der diskvalificerer stigningen.

Problemer var der i hvert fald ikke på Vejledalen. Vejledalen er en nybygget vej – omtalt ad flere omgange på Danskebjerge.dk. Vejen snor sig elegant ned mod Vejle Ådal og er forsynet med veldesignede broer. Den fungerer som nedkørsel efter Petersmindevej og gør det muligt at føre feltet hurtigt hen til bl.a. Østengårdbakken.

For mig blev Vejledalen ikke helt så flot en visuel seeroplevelse, som jeg havde håbet. Det virkede som om, at holdet bag tv-produktionen ikke var opmærksom på, at vejen er en nyhed, og at der er mulighed for spektakulære billeder her. DR’s kommentatorer nævnte heller ikke Vejledalen med et ord. Synd, for der går altså mange årtier imellem, at der i Danmark bliver bygget en vej med en højdeforskel på næsten 90 meter. Måske kan der tages revanche, hvis Vejledalen engang bliver brugt som stigning i PostNord Danmark Rundt.

Rundstrækningen med Kiddesvej er velbeskrevet. Så den vil jeg ikke gennemgå her. Men den virkede – som den jo plejer at gøre. Højdepunktet kom til allersidst, da Magnus Cort gjorde det utrolige og indhentede Arnaud De Lie. Da den belgiske mester bevægede sig fra Kiddesvej over på Koldingvej, slog kommentatorerne ellers fast, at sejren var hans, men bornholmeren har en fantastisk evne til at æde sig selv ved synet af en mållinje. Især når terrænet stiger.

Var det den bedste Vejle-etape nogensinde? Det kan det godt have været. Både på grund af selve etapens forløb og fordi den skabte et resultat, der bidrog til øget spænding i resten af etapeløbet. Cort og De Lie havde efter etapen samme tid i det samme klassement, hvilket fik Brian Nygaard til at komme med den fornøjelige konstatering, at ingen kan føle sig trygge, hvis de kun fører med nul sekunder.

Efter tredje etape havde De Lie dog skabt et forspring på fem sekunder. Dels ved at tage bonussekunder ude på ruten og dels ved at krydse målstregen som nummer to lige foran Magnus Cort. Målbakken i Haderslev var 1 km lang og steg med 4,7% i snit. Fordi Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb på denne bakke, var der spænding om, hvor vidt den også ville skabe splittelse i PostNord Danmark Rundt. Det skete dog ikke. De 35 hurtigste kom ind i samme tid. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der er noget galt med Chr. X’s Vej-stigningen. Det var en fin op-ad-bakke-spurt. Men hvis der skal skabes splittelse i et professionelt felt af herreryttere (selv i et relativt svagt felt som det i årets PostNord Danmark Rundt), så skal der altså helst tocifrede stigningsprocenter til. Plus gerne et halvt hundrede stærkt kuperede kilometer umiddelbart før.

Lidt af den samme problematik – bare på en anden måde – gjorde sig gældende på fjerde etape fra Store Heddinge til Holbæk. Heri indgik en meget bakket rundstrækning ved Maglesø. Fire gange skulle områdets stejleste bakke bestiges (maks. 12,5%). Se video fra passagerne nedenfor.

Maglesø-runden er storartet, både sportsligt og æstetisk. Og hvis man kørte 100 kilometer på den ville man få cirka lige så mange højdemeter i benene som på en udfordrende rute i Vejle. Men på etapen i PostNord Danmark Rundt 2024 blev der kun tilbagelagt omkring 45 kilometer her, og terrænet var nemt, både før og efter at feltet rundede den flotte istidssø.

Derfor var det på forhånd svært at tro på, at Magnus Cort kunne bruge de midtsjællandske bakker til at revanchere sig for de tabte sekunder på Haderslev-etapen, og det viste sig da også, at løbets større hold alle valgte en defensiv tilgang til rundstrækningen. Formentlig var det helt efter løbsledelsens drejebog, for der var tydeligvis lagt op til klassisk gadeløb i Holbæk by. Men nej, den forventede massespurt for sejren udeblev, fordi en enlig udbryder, upåagtede Jelte Krijnsen, fik kæmpet sig over stregen først.

Krijnsen udtalte i øvrigt selv bagefter, at det var på rundstrækningens brostensstykke, at han fik has på de andre ryttere i udbruddet. Dette var muligvis et lidt overset moment på etapen – og i almindelighed. Nok er der ikke så mange lange pavéer i Danmark, men når tingene spidser til i et løb, kan selv en kort vejstrækning med f.eks. chaussésten få betydning.

Tilbage er der så lige at hæfte et par ord på den femte og sidste etape i årets PostNord Danmark Rundt. Den mindede en del om 4. etape sidste år. Faktisk var den afsluttende rundstrækning identisk med den, som Fabio Jakobsen sejrede på i 2023. Opløbsstrækningen stiger med ca. 9 meter op til målstregen, men det er nok at gå for vidt at kalde det en spurt op ad bakke. Det blev danske Tobias Lund Andresen, der kom først i mål på en etape, hvor udbruddet blev holdt i kortere snor end dagen før. Igen i år var der flot publikumsopbakning i Bagsværd, og vejret var lige så godt som i fjor.

Undertegnede fik med egne øjne set to af årets etaper, men ellers er PostNord Danmark Rundt i høj grad en tv-båret event. Jeg oplever, at tv-produktionen er af passende høj kvalitet. Der er ikke noget, som får løbet til at stikke ud i negativ retning sammenlignet med andre internationale løb i samme kategori. Dog var der en skønhedsfejl på Vejle-etapen, hvor udbryderne fulgte en kameramotorcykel, der var drejet af i et sving i stedet for at køre lige over. Hvem der bar ansvaret for udbrydernes dyre tidstab, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men med større omhu kunne fejlen nok være undgået.

Jeg fornemmer, at brugen af kameradroner er tiltagende, og på første etape gav de et glimrende ekstra krydderi til tv-dækningen af holdløbet. Helikopteren virker dog uundværlig – det er den, der leverer de landskabsbilleder, som i sig selv gør PostNord Danmark Rundt værd at tænde fjernsynet for.

DR’s to kommentatorer holder et udmærket niveau. Og deres rollefordeling er fin, synes jeg. Der er dog stadig lidt for meget hygge-nygge over det, hvilket bl.a. gik lidt ud over afslutningen i Vejle, hvor kommentatorerne ikke helt kunne leve op til det intense drama, der udspillede sig for øjnene af os. Lige i dén situation kunne det måske have været godt med f.eks. Dennis Ritter og Rolf Sørensen ved mikrofonen for at understøtte fornemmelsen af, at denne etape var sammenlignelig med World Tour-løb af højeste kaliber.

Samlet set var det dog en rigtig god udgave af PostNord Danmark Rundt. Ingen tvivl om dét.

Hvis man skal udpege det største minus, så er det måske det faldende dramapotentiale hen over etapeløbet. De sidste tre etaper var praktisk talt sprinteretaper (også selvom en udbryder snød sprinterne i Holbæk). Et perfekt PostNord Danmark Rundt har et lidt bedre mix, men man må også bare erkende, at konceptet med, at etaperne helst skal slutte i større byer, giver nogle begrænsninger. Det er trods alt et fåtal af de danske byer, der er fulde af bakker.

I øvrigt skal vi som danskere glæde os over, at de flade etaper sagtens kan kaste danske vindere af sig. I år var det Tobias Lund Andresen, der imponerede i spurterne, men Magnus Cort er også stærk på opløbsstrækningerne, ligesom eksempelvis Mads Pedersen, som vi da gerne snart skulle se til start i PostNord Danmark Rundt igen.

/Jacob