Blogsbjerg

Den norske maler I.C. Dahl har ad flere omgange afbilledet udsigten fra vest mod Pedersborg. Det forstår man godt. Der er nemlig både skov, sø, skråninger og en kirke at kigge på.

Mest iøjnefaldende på hans billeder fra Pedersborg er det store terrænfald fra kirken direkte ned mod Pedersborg Sø. Det kan godt være, at han har smurt lidt tykt på for at imponere beskueren, men at Pedersborg Kirke har en spektakulær beliggenhed kan der ikke herske tvivl om.

Den har samtidig en af de mere usædvanlige tilblivelseshistorier. Igennem tiden har stedet nemlig været indrettet til værn mod voldelige angreb, og sporene fra disse forsvarsværker ses stadig i terrænet omkring kirken.

Først og fremmest er der en vold, der oprindeligt har omgivet et område ved nordenden af Pedersborg sø. Tiden har gnavet, men der er endnu 270 meters sammenhængende oldtidsvold tilbage. Det er oplagt at sammenligne voldanlægget med de cirkelrunde borge fra vikingetiden eller med tilflugtsborge fra jernalderen, men faktisk har man fundet tegn på, at anlægget i Pedersborg går helt tilbage til yngre bronzealder, altså før år 0. I så fald er der tale om nogle af de ældste kendte rester af forsvarsanlæg i Danmark.

I starten af 1100-tallet blev stedets militære kapacitet opgraderet gevaldigt. Da byggedes der nemlig en stenfæstning inden for kredsvolden. Den blev anlagt på toppen af en knap 20 meter høj naturlig bakke – selvsagt for at gøre det så svært som muligt for fjender at angribe og ødelægge den. Som Dahls maleri viser, er borgbanken dog unaturligt stejl. Antagelsen er, at der i forbindelse med borgbyggeriet er blevet skrabet en hel del jord af dens sider for at øge vinklen på skråningerne. Man kan desuden se nogle terrasseformede afgravninger på den øverste del af bakken, hvilket kan indikere, at der har været placeret anlæg her.

På nordsiden – cirka halvvejs nede af skråningen – kan man i dag studere et stykke af en let rundet teglstensmur. Det er rester af den rundkirke, som antageligt stod i forbindelse med borgen. Der har eksisteret en halv snes middelalderlige rundkirker på Sjælland – i dag er der kun én tilbage, Bjernede Rundkirke, og den kan man faktisk se, når man står på toppen af borgbanken i Pedersborg og spejder mod øst.

Manden, der byggede rundkirken og borgen i Pedersborg, hed Peder Thorstenson. Og ja, det ER hans navn, der indgår i navnet på Sorø-bydelen. Mens han selv således satte et uudsletteligt præg på egnen, så havde hans bygninger en noget kortere levetid. De blev næppe mere end 100 år. I 1205 overtog Sorø Kloster stedet, og resultatet var opførelsen af en ny kirke, delvist bestående af materialer fra stedets tidligere bygningsværker.

Kirken har en lidt speciel form. Den er ikke rektangulært opbygget som de fleste landsbykirker – den er mere kompakt og omtrent lige så bred, som den er lang. Mon ikke det hænger sammen med, at den står på en borgbanke med de begrænsninger, der hører til. Det er også nærliggende at antage, at i al fald en del af kirken er placeret direkte oven på borgens fundamenter.

Kirkegængerne i Pedersborg er aldrig i tvivl om, at det er en usædvanlig kirke, de besøger. Det er krævende at bevæge sig op ad den stejle bakke uanset fra hvilken side. For dem, der ikke orker gåturen, er det muligt at blive kørt derop. Det sker med den såkaldte kirkebakkebil. Om den står der på sognets hjemmeside:

“Da der er mange, der gerne vil benytte sig af tilbuddet, vil vi henstille til, at man kommer i god tid, ca. 15-20 minutter før gudstjenesten, så alle kan nå at blive kørt op til gudstjenestens start.”

Der er gået lidt inflation i brugen af ordet “ikonisk”, men jeg kender et sted, hvor betegnelsen er på sin plads, og det er vandtårnet ved motorvejsbroen ved Sorø.

Mange tusind mennesker suser forbi den bygning i løbet af en dag, og de bider nok mere mærke i den end i de fleste andre bygninger, de passerer. Den blev nemlig farvelagt af kunstneren Per Arnoldi i 1995, og selvom nogle er kritiske overfor de kraftige farver, der er brugt, så må tiltaget siges at have været en succes. Vandtårnet er blevet et vartegn for Sorø – det repræsenterer byen i kraft af sit let genkendelige udtryk og sin placering ved en af- og tilkørsel til E20.

Et tredje forhold, der gør det 15 meter høje vandtårn til et stærkt symbol, er, at det står på en bakke. Det er måske ikke noget, man lige tænker over, når man kommer kørende på motorvejen, for moderne motorveje er rige på diverse skråninger, mere eller mindre kunstigt anlagte, bl.a. for at skærme for støjen. Men vandtårnet ved Sorø står faktisk på en naturlig forhøjning, der akkurat har overlevet byggeriet af motorvejen.

Sydsiden af forhøjningen er skåret af, og derfor er højdeforskellen på de 18 meter mellem vandtårnets fod og motorvejens asfaltbelægning temmelig dramatisk. Men denne højdeforskel repræsenterer nogenlunde den oprindelige variation i områdets terræn.

Hvad man ikke kan se fra motorvejen, er, at der også på den modsatte side af vandtårnet er et kraftigt terrænfald. Det hænger sammen med grusgravning. En aktivitet, der er taget til i de seneste årtier, og som nu gør, at der er en stor grusgravssø blot 150 meter nord for vandtårnet. Højdeforskellen mellem tårnbakken og søoverfladen er 27 meter.

Man kan roligt sige, at det pedersborgske landskab er blevet præget af menneskehånd. Tager man det geodætiske kort fra sidste del af 1800-tallet, så ser man et område, der er helt domineret af marker. Det område er i dag skåret op på kryds og på tværs. Men lige netop vandtårnsbakken overlevede, og den leverer i dag udmærket “branding” for Sorø, hvis berømte klosterkirke hverken kan ses fra hoved- eller motorvej.

(Nedenstående tekst blev bragt som læserbrev i Bornholms Tidende 27. februar 2025🙂

Tillykke til Bornholm, der nu endelig er kommet med i PostNord Danmark Rundt. Vi er mange (også udenfor øen), der har drømt om dette i årtier, så at det nu er lykkedes, er fantastisk.

Men én ting ærgrer jeg mig over: At rytterne ikke kommer til at prøve kræfter med de toppede brosten i Rønne.

I hjertet af Bornholms største by er gaderne brostensbelagte i et omfang, som næppe findes tilsvarende noget sted i Danmark. Man kan visse steder i byen cykle mere end to kilometer ud i ét næsten udelukkende på brosten.

Det er sikkert ukomfortabelt for den stakkels menige cyklist, men i et professionelt cykelløb kunne det skabe stor spænding og dramatik. Bare se, hvordan flere store forårsklassikere i Nordvesteuropa er bygget op om udfordrende brostensstrækninger. Et Paris-Roubaix i Rønnes idylliske gader havde været enestående.

Nu kan man jo ikke få alt, hvad man peger på i denne verden, og den rute, der er valgt af arrangørerne, er ikke dårlig. Der er mange bakker med, og jeg er normalt vild med bakker. Men lige her havde jeg gerne set, at man havde prioriteret brostenene. Fordi de er så unikke – og fordi de ligger tættere på målstregen.

Jamen, de brostensgader kan man måske så have med i et cykelløb en anden god gang? Ja, måske – men med de logistiske udfordringer, der hører til store sportsbegivenheders besøg på Bornholm, skal man nok ikke regne med, at det sker hverken næste år eller de næste ti.

Et par ekstra PostNord Danmark Rundt-etaper på Bornholm, når nu hele cirkusset alligevel var draget over vandet, havde givet nogle muligheder. Nu bliver det i stedet til det ene skud i bøssen, og en enkelt etape er selvfølgelig meget bedre end ingenting.

/Jacob T. Johansen, Danskebjerge.dk

Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.

Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.

Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.

Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).

Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.

*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).

I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.

/Jacob

Når et år rinder ud, har jeg en slags tradition med at gennemgå de cykelløb, jeg har kørt i den forløbne sæson, så det må jeg hellere holde fast i. Også selvom der i 2024 ikke var nær så meget at skrive hjem om, som der plejer at være. Hovedårsagen er, at flere af de løb, jeg tidligere har deltaget i, ikke blev afviklet. Og der er ikke kommet nyt til – i al fald ikke nogle, der geografisk og på anden vis svarer til mine ønsker. En lidt ærgerlig udvikling.

Jeg læste i øvrigt også for nylig, at Hedelandsløbet (eller Hedelands Naturtrail, som det har heddet i de senere år) også er lukket og slukket. Det var ellers en af de årlige events, der tiltalte mig meget i mine tidlige år som motionsløber. Det er lidt vemodigt at se sådan en traditionsrig begivenhed forsvinde fra kalenderen. Men det er også en sportslig streg i regningen for en motionist som mig, der godt kan lide at prøve sig selv af ved bestemte events hen over året.

Geografien spiller selvfølgelig en rolle her: Et løb, der kan nås indenfor en times kørsel, er noget mere attraktivt, end hvis man skal have et større transportpuslespil til at gå op. Så selv hvis et løbs ophør følges af et andet løbs opståen, er det ikke altid, at de to ting går lige op for den enkelte motionsløbsdeltager.

Anyway, her følger en kort skitsering af forløbet af de tre landevejsløb, det blev til for mit vedkommende i 2024.

Storebæltsløbet, Vestsjælland, april, 56 km:
Det var første gang, jeg deltog i dette traditionsrige løb. Generelt tager jeg ikke til så mange løb i april, bl.a. fordi jeg typisk er lidt i underskud af træning på det tidspunkt af året. Men denne gang passede det godt med min øvrige planlægning, og desuden var jeg lidt skuffet på mig selv over, at jeg aldrig har kørt et løb, der involverer de store bakker vest for Slagelse. Så nu skulle det være. Omend kun på den korte 56 km-distance.

Løbet er af den gammeldags slags med én samlet start. Det giver et meget stort felt på første kilometer, hvilket på sin vis er ganske cool, nu hvor det forekommer sjældnere og sjældnere. Der køres oven i købet ned ad bakke i begyndelsen, så det er ret hæsblæsende. Men der går ikke lang tid, før man rammer de førnævnte stigninger. Det har den fordel, at rytterne bliver spredt mere ud og således er til mindre gene for den øvrige trafik. Der er dog også en ulempe for én som mig, der hører til feltets tungere halvdel og kun er i vinterform. Ulempen er, at man nemt bliver kørt agterud på et tidligt tidspunkt, og det kan være noget rigtigt møg, hvis der samtidig er modvind på udturen.

Og netop dét var tilfældet på den barske Jættehøjvej, hvor jeg alt for tidligt kom til at sidde i den udtyndede del af feltet og alvorligt frygtede for at skulle sidde alene med de 7-8 m/s i ansigtet over en snes kilometer bagefter. På en eller anden måde blev der alligevel dannet en gruppe af rimelig størrelse, inden vi forlod Slots Bjergby, og det var guld værd på det følgende stykke, hvor højdemeterne blev færre, og vinden fik næsten frit spil i det åbne terræn.

Jeg sad og var spændt på, hvad der ville ske ved halvvejspunktet. Hvem i gruppen skulle ligeud – og hvem skulle dreje til højre? Ligeud var for dem på den lange rute. Til højre var for dem på den korte rute. Scenariet blev det værst tænkelige: Jeg var den eneste, der drejede af. Med andre ord kom løbets resterende 28 kilometer til at bestå i ufrivillig solokørsel!

Når nu det skulle være, så var det jo ikke så værst, at der var solid medvind på de første mange kilometer hjemad. Men i det sidste kvarter havde jeg overvejende den skarpe vind ind i fjæset, og opløbsbakken efter Hejninge var særligt grum. Min gennemsnitsfart styrtdykkede, og med 31,3 km/t i snit ved krydsningen af målstregen blev Storebæltsløbet da også til et af de langsomst kørte løb, jeg har stillet op i, når man tager den relativt korte rute i betragtning. Men det var så også første gang, at jeg er blevet “sat af feltet” på den måde, som jeg blev her.

Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er et af de cykelløb, jeg har deltaget oftest i. Det ligger godt for mig – lige efter midsommer -, og det er relativt nemt at komme til og fra Tune, som er start- og målby.

Modsat ved Storebæltsløbet deles feltet i Tune op i små startgrupper på under 25 mand. Det betyder, at man praktisk talt aldrig kommer til at køre i et stort felt, men oftest er der alligevel en håndfuld ryttere, som man styrkemæssigt går godt i spænd med. Sådan var det bare ikke for mig i år! Allerede på den første svage stigning så det besynderligt ud: 20 meter foran mig kørte en enkelt rytter, 20 meter bag mig kom der et par andre. Hvad gør man så?

Jeg valgte den offensive tilgang og kørte op til den førende. Vi fik etableret, hvad man med lidt god vilje kan kalde en gruppe, og så tonsede vi derudaf, mens dem, der lå bagved, tilsyneladende mistede yderligere terræn. Om det var fedt at ligge forrest på den måde? Mjah, sådan set ikke, for der er det med løb med små startgrupper, at man ikke ved, hvilken konkurrence man er oppe imod. Alt andet lige er det vel sådan, at en tomandsgruppe, som den jeg sad i, ikke er specielt hurtig, set over en strækning på godt 50 kilometer. But what can you do? Man kan ikke vinde hver gang, og 2024-udgaven af Hedeboløbet skulle åbenbart være den, hvor jeg ramte en uheldig startgruppe.

Et plus var det dog, at der omtrent halvvejs kom en mand op bagfra. Han forklarede senere, at han havde halset efter os i et godt stykke tid, men hver gang han havde nærmet sig os for alvor, var der sket noget, som satte ham tilbage, bl.a. krydsende trafik. Det viste sig, at han var en større forstærkning for vores lille gruppe end ham, jeg havde fulgtes med fra starten – faktisk var denne begyndt at sidde på hjul konstant, så der var åbenbart ikke så meget tilbage i ham, tænkte jeg.

Hen mod slutningen af løbet sker der noget uforudset: En bom går ned. Vi skal simpelthen holde for et tog! Det er første gang, jeg har prøvet dét i Hedeboløbet. Men ruten byder på en del usikkerhedsmomenter, bl.a. et lysreguleret kryds i Gadstrup blot 10 kilometer før målstregen. Så man skal være parat til at bide nogen frustration i sig i dette løb.

Frustrerende var det også at se, hvordan vores “wheelsucker” i gruppen på de sidste meter spurtede forbi mig hen mod målstregen. Han virkede meget stolt bagefter, men hvad han måske ikke tænkte over, var, at tiden tages ved både start og mål, således at hvis du er først til at køre over stregen ved start, så risikerer du, at dem, du slår i spurten, får en bedre sluttid end dig. Og sådan var det faktisk også i dette tilfælde, hvilket jeg tillod mig at fryde mig over, da jeg slog resultatet op under indtagelsen af grillpølsen i festteltet efter løbet.

Min snitfart var 32,8 km/t – det klart langsomste resultat ud af de fem gange, jeg har kørt Hedeboløbet. Men det kunne næppe være anderledes, når jeg kun sad sammen med 1-2 andre hele vejen.

Carl Nielsen Touren, Midt- og Sydfyn, september, 89 km:
Det her var et revancheløb. Altså for mig personligt. Som man kan læse i gennemgangen af sidste års løb, var Carl Nielsen Touren 2023 fuld af ærgrelser (løs hund, forkert rute mv.), så målet i 2024 var først og fremmest at gennemføre gnidningsfrit. Og det lykkedes stort set.

Vejret på løbsdagen var igen i år formidabelt efterårsvejr. Den eneste lille vejrrelaterede bekymring bestod i, at der var lidt medvind på de første kilometer efter startskuddet i Nr. Lyndelse. Når ambitionen er (som det tit er for mig) at sidde i samme gruppe som de hurtigste så længe som muligt, så er modvind bedst. I modvind kan man placere sig nede bagved og nyde godt af læ fra de forankørende, som til gengæld får det relativt hårdere. I medvind udebliver denne effekt, og derfor var det ikke så overraskende, at jeg i år måtte opgive kampen tidligere end håbet.

Jeg fandt så i første omgang sammen med en anden slagen rytter fra min startgruppe – en svensker bosiddende i en Odense-forstad -, men det holdt kun, til vi nåede den umådeligt lange stigning op til Jordløse. Her forsøgte svenskeren sig med en acceleration, men det gav bagslag, og så var han åbenbart syret så meget til, at han faldt ned igennem den gruppe, der på det tidspunkt havde samlet sig. Derefter blev terrænet så anstrengende, at der generelt var stor spredning. Arrangørerne havde i år skruet op for højdemeterne omkring Faaborg, og det kunne mærkes.

Selv kørte jeg ind på den navnkundige Golfbakke i ensom majestæt. Her fornemmede jeg et potentiale for krampe, hvilket jeg ellers kun oplever på meget kuperede ruter à la Grejsdalsløbets, men Carl Nielsen Tourens sidste tredjedel er relativt flad, så man er ikke helt så bekymret for det totale sammenbrud, som man er på Vejle-egnen.

Jeg endte med at sidde som det halvtynde øl i en tremandsgruppe (det er åbenbart sådan et år, hvor jeg ender med at sidde i smågrupper), og efter en føring i modvind med et par kilometer til mål blev jeg sat af de to andre. På det tidspunkt var jeg godt slidt (jeg kørte de 89 km med et pulsgennemsnit på 87%), så jeg affandt mig med at trille over målstregen alene, og desuden var der sket det, jeg havde håbet på fra start, nemlig at jeg gennemførte løbet uden alskens bøvl à la året før.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt startgruppe 2 frem for startgruppe 1. Tilsyneladende er det de hårde drenge, der sidder i startgruppe 1 i dette løb, og det er lige skrapt nok for mig – de tilbagelagde trods alt de første kilometer med over 40 km/t. Så hvis jeg deltager i løbet igen (og det vil jeg gerne, men det koster altså nogle bropenge ved siden af deltagergebyret), vil jeg prøve at placere mig lidt længere nede i køen ved startstregen.

Carl Nielsen Touren blev det tredje og sidste løb i min 2024-sæson. Jeg kan ikke love, at antallet bliver højere i 2025. Kalenderen skal passe, og motivationen skal være der. Omvendt skal jeg også minde mig selv om, at det netop er deltagelsen ved motionsløb, der gør, at man finder motivationen ved hverdagens træning. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.

Læs om mine løb i 2023 her: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2023/12/08/tilbagekig-pa-2023-mine-landevejslob/

Og her mine løb i 2022: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/12/03/tilbagekig-pa-2022-mine-landevejslob/

/Jacob

Det er gået med den alternative energi, som jeg havde frygtet. Nemlig at det er projektmagere, der kaster sig over det – i stedet for, at man centralt finder de mest hensigtsmæssige løsninger.

På det seneste har en række store godser stået i spidsen for projekter med vindenergi og solceller. Ikke alle er blevet gennemført endnu – heldigvis. Men jeg er bekymret for tendensen.

Godserne har en volumen, der gør, at de kan foretage store investeringer på deres arealer. Imidlertid er det også godserne, der ejer herregårdene og de omkringliggende landskaber og dermed i mange tilfælde en natur og en kulturarv, som er værd at beskytte. Det er en farlig cocktail for disse værdier, når godsernes jagt på profit møder politikernes iver efter at få bygget energianlæg i en fart.

Alene i Syd- og Østsjælland er der på fem år søsat adskillige projekter. Saltø Gods, Holmegaard Gods, Gisselfeld Kloster, Jomfruens Egede og Vallø Stift er eksempler på godser, der har satset stort på anlæg for vedvarende energikilder. Bregentved Gods har været endnu tidligere ude og har endda høstet en milliardfortjeneste på frasalg af solcelleparker.

Jamen, er det ikke meget godt med noget privat initiativ? Er det ikke godt, at nogen bidrager til, at Danmark bliver mere uafhængig af fossil energi?

Jo, men der skal være en balance i det. Og jeg tror desværre, at politikerne har for lidt styr på den balance.

For det første: Der er klare tegn på, at der snart vil opstå en overkapacitet indenfor solcelle- og vindenergi. Det er sådan noget, der nemt sker, når man fra politisk side vil fremme et eller andet i samfundet. Når der følger penge og politisk goodwill med, er der altid nogle, der vil spekulere i det. Og det kan medføre, at samfundet spilder en masse ressourcer. I dette tilfælde vil det også medføre unødige (omend midlertidige) skader på naturen.

For det andet: Når private spillere kommer på banen, vil de tage udgangspunkt i, hvad der er mest rentabelt for dem selv, og det vil være at benytte egne arealer til projekterne. Dermed kommer hensynet til aktørens økonomiske interesser hurtigt til at overtrumfe de interesser, der gælder natur og kultur. Et helt frisk eksempel er Vallø Stifts projekt med vindmøller ved Køge. Koncernen vil anlægge et antal 185 meter høje vindmøller inde i skove! Det virker helt sort og burde vel være i strid med loven i udgangspunktet. Men byrådet i Køge Kommune er positivt indstillet – trods kraftige protester fra borgere.

Jeg tror helt ærligt, at politikerne er forblændet af deres egne flyvske forestillinger og af de tilbud, de modtager fra godserne.

Det er klart, at godserne er i en konkurrencemæssigt stærk position, når de kan skaffe jord så at sige gratis. Hvis det offentlige gik ud og skulle skaffe arealerne, ville de jo skulle opkøbe dem og måske endda foretage en del dyre ekspropriationer. Så det er nemmere og billigere for politikerne, når nogen gør arbejdet for dem, og så kan de samme politikere bagefter hæve armene i triumf og sige “Se os, vi gør noget for klimaet”.

Og godserne – gør de det også for klimaet? Nok mest for deres bundlinje. Men måske også lidt for at profilere sig. Vallø Stift gjorde sig bemærket på den front i forbindelse med den sensationelle udgravning af Borgring ved Lellinge. Stiftet sørgede nemlig for, at lokaliteten i det første stykke tid blev kaldt “Vallø Borgring”. Det skete, selvom Vallø By og Vallø Slot ligger en 12,5 kilometers køretur fra fortidsmindet. Men fordi det var på et areal ejet af Vallø Stift, tænkte koncernen altså, at de var berettiget til at blive nævnt – på samme måde som når storsponsorer sørger for at indgå i navne på fodboldstadions. Det går selvfølgelig ikke, og efter noget tid endte det da også med, at “Vallø Borgring” blev til Borgring.

Personligt har jeg oplevet Vallø Stift som dem, der gør, hvad de kan for at begrænse offentlighedens adgang til deres arealer. Det juridiske grundlag er ofte tvivlsomt, men i sidste ende vil private aktører have gode kort på hånden, hvis de virkelig bare gerne vil af med besøgende, som ikke skæpper i kassen. Sympatisk er det ikke.

Det er især nedgangen i antallet af gårde, der har styrket de gamle godsers magtposition. Det behøvede som sådan ikke at være et problem. Problemet opstår ved, at de moderne godser i stigende grad drives som rent kommercielle foretagender. Dermed kommer deres ageren hurtigt i konflikt med lokale interesser. Eksempelvis når de vil tjene penge på solceller og vindmøller.

Nu viser erfaringen jo, at etableringen af store energianlæg vil møde lokal modstand, næsten uanset hvordan man bærer sig ad. Og jeg tror ikke på, at man kan nå i mål med at rejse en masse nye vindmøller på steder, hvor der ikke er mennesker, der bliver generet af det.

Men jeg mener, at man i høj grad bør tage udgangspunkt i, hvad der objektivt betragtet vil være de mest rentable og mindst naturødelæggende steder at placere vindmøller. Og så må stat og kommune skaffe midlerne til at etablere møller de steder. Stadig gerne i samarbejde med private, men mere uafhængigt af de privates særinteresser. Jeg tror på, at hvad angår de meget grundlæggende ting i samfundet, og til dem hører energiproduktion, må det offentlige gerne stå i spidsen – også selvom det kan betyde en fordyrelse på den korte bane. Hvis man virkelig vil have mere energi fra sol og vind, så skal man have befolkningen med på vognen, og det får man ikke, hvis man ofrer naturen og kulturarven på det alter.

Læs mere om Vallø-vindmøllerne her:
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/traeer-eller-vindmoeller-energipark-splitter-beboere-og

Og her er omtale af andre aktuelle tiltag, som dog møder politisk modstand:
https://www.sn.dk/art6195524/soroe-kommune/nyhed/nej-tak-til-solceller-i-herregaardslandskab/

/Jacob

Min gamle farbror bor på adressen Bakkegårdsvej 100. Husnummeret fortæller, at det drejer sig om en forholdsvis lang vej med mange adresser, og vejnavnet udtrykker, at vejen er kuperet – sådan da. Det sidste skal man i hvert fald ikke tage alt for bogstaveligt. Det højeste punkt på vejen befinder sig ca. 46 meter over havet, og det laveste 36 meter over havet.

På min seneste cykeltur kom jeg forbi farbrors hus, og kort efter ramte jeg den bakke, som Bakkegårdsvej er opkaldt efter. Den fører op til gården ved navn Bakkegård og har en højdeforskel på 5 meter. Der var direkte modvind, så jeg rejste mig i pedalerne, og pulsen steg. Men det er bestemt en stigning, der er til at tale med. Det samme er den marginalt skrappere stigning, der ligger en kilometer længere mod syd ad Bakkegårdsvej – den er på 9 højdemeter og heller ikke ligefrem en rekordbasker.

Var det en spøgefugl, der fandt på navnet Bakkegårdsvej? Nej, slet ikke. Siden de ældste tider har steder haft navne efter det, der var mest karakteristisk ved dem. Og i et landskab uden nævneværdige højdedrag er det karakteristisk for en lokalitet, hvis den befinder sig fem meter over det omgivende terræn. Derfor: Bakkegård. Og da denne ejendom formentlig var den største gård i området (det synes 1800-tals-kort at bekræfte), har det været oplagt at kalde den vej, der går forbi Bakkegård, for Bakkegårdsvej.

I Danmark er der talrige eksempler på veje, der hedder noget med “bakke” eller “bjerg”, uden at de fører nogen særligt kuperede steder hen. På Danskebjerge.dk finder du en side, hvor der er samlet eksempler på danske veje med navnet “Bjergvej”. Nogle af dem lever op til deres navn, men i rigtig mange tilfælde skal vi snarere have fat i princippet “alt er relativt”: Der er objektivt betragtet ikke tale om signifikante højdeforskelle, men set i forhold til det øvrige landskab på den pågældende egn skiller de sig alligevel ud.

Det spiller nok også en rolle, at ord, som udtrykker noget med højde, associeres med noget positivt. Der er jo et strøg af romantik over bakker. Det er således næppe tilfældigt, at byerne Rumperup og Gumperup kom til at hedde hhv. Højsted og Klinteby, efter at lokale borgere havde fremsat ønske om en navneforandring.

Topografisk er der dog noget om snakken i begge tilfælde. Ved Højsted er der høje, og nær Klinteby er der en klint.

Men nogle gange er sammenhængen mellem stednavn og landskab knap nok til at se med det blotte øje. Tag f.eks. den gård, hvor min kære farbror blev født for 94 år siden. Den ligger under to kilometer fra Bakkegårdsvej 100 og bærer navnet Bjergagergård. Ifølge topografiske kort ligger Bjergagergård 4 meter højere end det lille vandløb Frøsmose Å et par hundrede meter derfra. Mod øst – til den modsatte side – fortsætter terrænet med at stige, men kun med yderligere 4 meter. Der er altså på ingen måde tale om en stor bakke, men igen er det relativiteten, man skal fokusere på: Der ligger en række gårde på østsiden af Frøsmose Å, og Bjergagergård er den af dem, der befinder sig på den mest markante skråning ned mod åen. Den er med andre ord den mest “bjergagtige” af egnens gårde, og det er nok.

En af min mors gamle kolleger røbede engang, at hun var begyndt at sige til folk, at hun boede i Søbjerg. Det passede ikke. Hun boede i Sobjerg. Men Sobjerg lød så grimt, syntes hun – Søbjerg var bedre.

Jeg holder ret meget af den historie. En lille hverdagsfortælling om forfængelighed. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at justeringen af stednavnet har et vist faktuelt grundlag.

Lad os se lidt nærmere på sagen.

Nærmer du dig Sobjerg fra Dianalund-siden, kommer du forbi flere skilte, der peger mod Sobjerg. Der står “Sobjerg” på dem – ikke overraskende. Men når du kører gennem selve Sobjerg og fortsætter mod vest, så skifter Kragerupvej navn til … Søbjergvej. Og på et hvidt skilt med røde bogstaver står der minsandten: “Søbjerg 2”. Det peger i den retning, man lige er kommet fra, og kan kun henvise til én ting: Sobjerg.

Jeg har gransket forskellige nutidige kort, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen lokaliteter i nærheden med navnet Søbjerg. Med andre ord eksisterer Søbjerg kun på disse skilte – og så måske uofficielt blandt visse lokale beboere, der i lighed med min mors kollega finder “Søbjerg” mere velklingende end “Sobjerg”.

Ikke en gang forleddet “Sø-” er der belæg for. Der eksisterer ingen sø i området. Jo, med lidt god vilje: Midt i Sobjerg – en bebyggelse på små ti huse – ligger der et gadekær. Men at opkalde en landsby efter sådan en beskeden mængde vand ville alligevel være noget af en tilsnigelse.

En del mere oplagt er det at forbinde stednavnet Sobjerg – stavet med o – med den bakke, som byen ligger for foden af. Bakken hedder Sobjerg (eller Sobjerg Banke, som nyere kort med hang til dobbeltkonfekt kalder den). Det er faktisk et ret imponerende landskabselement, som jeg gerne kører forbi, når lejligheden byder sig. Toppen ligger op til 34 meter højere end det omgivende terræn, og da der ikke er ret meget bevoksning i området, er den særdeles iøjnefaldende.

Jeg er muligvis farvet af min interesse for bakker, men jeg synes, at egnens beboere burde være stolte af det mægtige Sobjerg. Det er de så ikke. Eller måske er de, men de bryder sig bare ikke om navnet. Kan det tænkes, at det er dem, der har fået gennemtrumfet, at der skal stå “Søbjerg” på det førnævnte skilt, og at vejen fra vest mod Sobjerg skal hedde Søbjergvej?

Jeg har ikke undersøgt vej- og skiltesagerne nøjere, men jeg fandt til gengæld nogle historiske informationer om stednavnet, altså om Sobjerg. Det viser sig, at der findes to gamle kort, hvor Sobjerg skrives Søbjerg. Eller “Søebierg” for at være helt præcis. Kortene er fra hhv. 1774 og 1844. På endnu tidligere kort optræder forleddet “Soe-“, som måske også smager lidt af ø.

Jeg tvivler på, at min mors gamle kollega har været inspireret af disse gamle stavemåder. Hun har sikkert slet ikke kendt til dem. Men man kan i al fald sige, at vejen fra o til ø ikke er så lang, som man kunne tro.

Det ved vi jo også fra visse bøjningsformer. Det hedder én ko, men to køer. Og det hedder én so, men to søer. Er der ikke en forbindelse her? Stednavnet Sobjerg skal vel netop forstås som bjerget, hvorpå der går søer. I øvrigt en parallel til Kobanke – Sjællands højeste naturlige punkt. Kobanke må antages at betyde den banke, hvorpå der går køer.

Men, men, men. De her grammatiske causerier vil næppe gøre en forskel hos modstanderne af navnet Sobjerg. For det er jo associationen, de ikke bryder sig om. En so er et lavstammet, øffende dyr, der går med sin flade, slimede snude dybt nede i sølet. Sådan et væsen vil man nødigt have hæftet på sig, heller ikke selvom det måske blot er i form af smådrillerier.

Så er det straks smukkere med en sø: Søbjerg. Et idyllisk navn. Man ser det for sig: en fjeldsø i et solbeskinnet alpelandskab. Lige noget, der kan få ejendomspriserne til at bevæge sig opad mod den skyfri himmel. Navnet Solbjerg kunne i den forbindelse også være tillokkende. Men det er faktisk snuppet. Kun seks kilometer fra Sobjerg ligger landsbyen Solbjerg. Det ville være noget rod at have to gange Solbjerg så tæt på hinanden.

Og det ville helt ærligt også være noget rod, hvis man omdøbte landsbyen Sobjerg til Søbjerg, for Sobjerg ligger jo ved Sobjerg – alias Sobjerg Banke. Bakken og byen er nært knyttede, og man kan ikke bare ændre den enes navn, uden at det kommer til at se ulogisk ud for folk med bare minimalt lokalkendskab eller evne til at studere et landkort.

Men man skal aldrig sige aldrig, og der findes rent faktisk eksempler på, at byer med succes har forkastet deres egne navne. Her kan nævnes Rumperup og Gumperup. Det var navne på to små byer, der ligesom Sobjerg ligger på Sjælland, og de har det til fælles, at den forreste del af navnene ofte forbindes med noget nedsættende. Efter ønske fra lokalbefolkningerne blev Rumperup og Gumperup omdøbt til hhv. Højsted og Klinteby. I 2025 er det præcis 100 år siden af Rumperup blev til Højsted – i øvrigt efter at et andet alternativ, Søby, blev afvist med den begrundelse, at der hverken var nogen sø eller nogen egentlig by der.

Hvem ved, om 100 år hedder Sobjerg måske Søbjerg, og måske vil man til den tid se tilbage og sige, at det hele startede med en forfængelig nødløgn.

I dag (27. november 2025) blev det annonceret, at PostNord Danmark Rundt kommer til Bornholm i 2025. Det er da utroligt spændende. Danskebjerge.dk har siden 00’erne diskuteret muligheden for at få solskinsøen med i det store danske etapeløb (se f.eks. dette indlæg fra 2012), så at det nu endelig bliver virkelighed, er fabelagtigt.

Ruten er endnu ikke meldt ud. Det eneste, der ligger fast, er, at der kun bliver tale om én bornholmsk etape. Så hvilke muligheder er der? Her er Danskebjerge.dk’s bud i kort form:

Selvom man kunne have udformet en spektakulær enkeltstart (Danmarks vel nok ældste bjergenkeltstart mellem Vang og Hammeren kunne anvendes), så er det nok ikke det, der ligger i kortene. Nej, der bliver efter alt at dømme tale om en almindelig linjeløbsetape, og da en tur rundt om Bornholm er lige omkring 100 kilometer lang (med lidt sløjfer og svinkeærinder kan man vel nå op på 150 km), så er det indlysende at lægge ud med netop den. På rundturen kan man få de fleste bornholmske stigninger med. Forhåbentlig får man sendt tv-helikopteren tidligt i luften, så man kan præsentere seerne for nogle flotte skud af især kystlandskabet. Ellers må TV 2 Bornholm supplere (hvis de da kan få lov at være med i dækningen).

Efter den 100-150 km lange rundtur er der plads til en mindre rundstrækning, som vel kan udgøre de sidste 35-70 kilometer af etapen. PostNord Danmark Rundts arrangører har en forkærlighed for korte rundstrækninger på en håndfuld kilometers længde, men på Bornholm kunne det give god mening at have en afsluttende rundstrækning af større dimensioner. Det kunne f.eks. være 30 km i og omkring Gudhjem. Der er gode bakker på den egn, og en sværhedsgrad, der er sammenlignelig med Vejleetapens rundstrækning, bør være inden for rækkevidde.

Hvis Gudhjem faktisk bliver målby, så lad mig foreslå følgende afslutning: Nedkørsel ad serpentinervejen, opkørsel ad Brøddegade og så opløb på Melstedvej i sydlig retning. Med ca. 500 meters opløbsstrækning på Melstedvej vil man opnå noget af det, man også kender fra opløbet på Vejleetapen, hvor den stejle stigning skaber en udskilning, men ikke nødvendigvis en afgørelse, da der stadig kan komme ryttere op bagfra på det sidste stykke frem mod målstregen.

Men det er ikke sikkert, man placerer målet i Gudhjem. Man kan også vælge “hovedstaden” Rønne. Det giver logistiske fordele, og selvom terrænet her er mindre bakket end på øens østkyst, er der stadig muligheder for at lægge sportsligt interessante elementer ind.

Jeg ser to Rønne-rundstrækninger for mig:

1. En decideret brostensrundstrækning i byens ældste del lige øst for kirken. Adskillige gader er her forsynet med toppede brosten – ikke de værste brosten at cykle på, men omvendt noget grovere end de chaussésten, man kender fra andre byer. Der har vist aldrig været en ægte brostensafslutning i PostNord Danmark Rundt (det plejer bare at dreje sig om sektioner på nogle hundrede meter ad gangen), så med besøget på Bornholm får man en unik chance. Målstregen kan ligge på den brede asfaltvej langs havnen. (Se Danskebjerge.dk’s forslag til rundstrækningen her.)

2. En lidt længere rundstrækning, hvor man kører ud af byen mod øst og får Snorrebakken med. Bakken er på næsten 50 højdemeter, og selvom den ikke er særligt stejl, vil den kunne udgøre en spændende opløbsstrækning. Målstregen vil ligge direkte ud for det gigantiske stenbrud Stubbeløkken, hvor man finder Danmarks dybeste udgravede hul. Sikke billeder man vil kunne få ud af dette fra luften. Fra toppen af bakken drejes til højre, og snart er man nede i byen igen, hvor nogle af de førnævnte brostensgader kan tages i brug.

Jeg vil være tilfreds med en hvilken som helst af de tre rundstrækninger. Min eneste lille ærgrelse er, at det kun drejer sig om én etape. Beslutningen er forståelig – et løb, som hedder noget med “Danmark Rundt” lever jo bedst op til sit navn, hvis forskellige landsdele er repræsenteret -, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der nu måske skal gå 20 år, før der igen kommer et stort løb til Bornholm. Kunne man ikke bare denne ene gang have gjort PostNord Danmark Rundt til et PostNord Bornholm Rundt og så afviklet alle fem etaper på øen? Det har man jo gjort i mange år med Etape Bornholm – et etapeløb for løbere. Godt nok er det ikke en event for professionelle. Men et antal eliteudøvere er altid på starlisten, og med over 2.000 deltagere i alt er det en flerdagesbegivenhed, der kræver nogen logistik og organisatorisk snilde. Mon ikke Bornholm også kunne magte et etapeløb med cykelryttere?

Nå, nu drømmer jeg vist. Alt i alt er det godt og prisværdigt, at de årtierlange diskussioner om Bornholm som vært for et etapeløb omsider er mundet ud i noget, som vi kan glæde os til. Min personlige erfaring med solskinsøen er, at den aldrig skuffer. Og det kommer den heller ikke til at gøre, når PostNord Danmark Rundt-holdene lander der til sommer.

/Jacob