Mens disse linjer skrives, suser Tour de France-feltet gennem de parisiske gader. Der er en masse dannebrogsflag at se, og man må generelt sige, at Dannebrog i den grad har vajet over dette års udgave af det franske etapeløb.
Her er mine betragtninger om især den danske del af Touren 2022.
De danske ruter
De tre danske etaper bestod som bekendt af en enkeltstart i det indre København, en linjeløbsetape fra Roskilde til Nyborg og en linjeløbsetape fra Vejle til Sønderborg. Baseret på erfaringen fra Giro-starten i 2012 havde jeg ikke de store forventninger til, at ruterne på 2. og 3. etape ville blive sportsligt interessante, og det blev de heller ikke. Som med Giro d’Italia var det tydeligt, at arrangørerne ønskede sig spurtfinaler. Det er trist, at det endnu ikke er lykkedes at få nogen af de helt store internationale løb til Danmark, uden at løbene på forhånd er dømt til at blive sprinteropgør.
Det påståede højdepunkt i løbet af de tre danske Tour-dage skulle være passagen af Storebæltsbroen på 2. etape. Der var ikke grænser for, hvor farligt dette sted kunne være for klassementsfolkene – i hvert fald ifølge mediedækningen. Arrangør og presse indgik med åbne øjne en uhelllig alliance, der gik ud på at ophøje den hidsige sidevind på broen til et kommende drama. Al statistik sagde, at sandsynligheden for vejrskabt kaos var langt under 50%, men når der skal skabes begejstring, bliver facts kastet under bussen. Det er faktisk bedrøveligt for os, der efterspørger et minimum af nøgternhed i sportsjournalistikken.
Det viste sig, at ikke kun den hårde sidevind udeblev. Det gjorde feltets angrebslyst også, sådan helt generelt. Sjældent har man set et mere passivt hovedfelt end på 2. og 3. etape. Cort stak af på Jellingvej i Vejle og kunne køre 130 kilometer af etapen i ensom majestæt, mens han blev hyldet af tilskuerne. Det var på flere måder smukt, men sportsligt var det lidt mystisk – især når man på de efterfølgende etaper kunne se, hvordan holdene var aldeles desperate efter at komme med i udbrud. Et spørgsmål trænger sig på: Var det mon aftalt spil?
Hovedfeltets rolige tur hen over Storebæltsbroen var også påfaldende. Vel var der modvind. Men når små grupper kunne komme op til feltet bagfra, så ligner det lidt, at der var indgået en form for borgfred. Som om, at holdenes indstilling til den danske Tour-start var, at man bare skulle komme så let igennem de tre dage som muligt.
Begejstringen og tilskuermasserne
Den største forskel på Giro-starten i 2012 og Tour-starten 10 år senere var for mig at se publikumsmængderne. Giro’en afvikles i maj, og derfor var der ikke så mange, der dengang havde mulighed for at stå i vejsiden og heppe først på eftermiddagen.
De danske Tour de France-etaper var derimod store tilløbsstykker, og især på enkeltstartsruten og ved opløbene til de seks bjergspurter stod mennesker i tykke lag. Koldingvej tager prisen som det vildeste sted på samtlige tre dage, men de tre Odsherred-sprinter tog sig også spektakulære ud.
Et klimaks kunne have været Dybbøl Banke i Sønderborg, men der var angiveligt vægtige grunde til at vælge et industrikvarter som målområde i stedet.
Tv-dækningen var som ventet af høj kvalitet. Her skal man huske på, at dét med transmissioner allerede fra startskuddet af etaperne er et fænomen med kun få år på bagen. Så vi fik som tv-seere det maksimale udbytte – modsat dengang i 2012, hvor dækningen først startede midt på eftermiddagen, hvilket en del kommuner først opdagede efter at have kastet en masse skattekroner efter projekter, der skulle få dem ud på alverdens tv-skærme.
Corts soloshow i Nordvestsjælland og Jylland var som sagt et slags underholdningsstunt, der kynisk betragtet var udsigtsløst. Men det fungerede ikke desto mindre rigtig godt. Brølene fra tilskuerne var uden tvivl større, end hvis det havde været et par anonyme mellemeuropæiske ryttere, der havde været i udbrud. Så tak til Cort for at have pustet ekstra liv i den rød-hvide folkefest.
De franske ruter
Jeg vil ikke gå så meget ind i, hvad der skete på etaperne efter det franske visit i Danmark. Men jeg vil lige knytte en kommentar til løbet generelt.
For det blev en af de mest interessante udgaver af Tour de France, jeg kan huske.
Her tænker jeg ikke så meget på de slag, der blev udkæmpet i bjergene. Jeg synes mere, at mellemetaperne stak ud. Vi er jo vant til, at der især i etapeløbets første halvdel er en håndfuld forudsigelige etaper med udbrud, som er dømt til at blive hentet, så sprinterne kan slås om sejren. Den type langgabere var der kun ganske få af i år (hvor vi vel må erkende, at de to danske linjeløbsetaper hørte til den kategori). Derimod så vi adskillige etaper, hvor flere scenarier var i spil helt frem til de allersidste kilometer, og det er sådan, cykling er bedst efter min mening.
En vigtig årsag til de spændende forløb var rutedesignet. Der var lagt stigninger ind med omtanke, således at der konstant blev holdt liv i kampen mellem udbryderne og feltet. At det så også kom Danmark til gode – i form af Magnus Corts og Mads Pedersens etapesejre – er selvfølgelig glædeligt set med rød-hvide briller, men det siger også noget om, hvilke ryttertyper Danmark er leveringsdygtig i: Robuste ryttere, der kan begå sig på både flad vej og på stigninger på op til 2-3 kilometers længde.
Og apropos Mads P: Netop som jeg nærmer mig det sidste punktum i denne tekst, kører rytterne ind på den sidste omgang i Paris. Den tidligere danske verdensmester har været nævnt som en af favoritterne til etapesejren. Mon han sætter det perfekte danske punktum for det mest danske Tour de France nogensinde? Lad os se. Konkurrencen er hård.
/Jacob
