Danmarks nok mest ukendte ås ligger i Sydsjælland – under vandet!
Det er en ca. 400 meter lang bakke, som befinder sig i den sydøstlige del af Tystrup Sø. Ifølge et kort, der viser søens dybder, er højdeforskellen op til 16 meter i forhold til den omgivende søbund.
Jeg kan ved at kigge på forskellige indsøkort konstatere, at der i Danmark findes andre langstrakte bakker under vand, men åsen i Tystrup Sø er den mest markante.
Indsøkort, der viser dybderne i Tystrup-Bavelse-Søerne – nederst har jeg zoomet ind på åsen. (Kilde: Historiskekort.dk)
Egentlig er det ikke mærkeligt, at der ligger en ås i Tystrup Sø. Søen er nemlig en del af en tunneldal, der strækker sig fra det centrale Sjælland og ned forbi Næstved. Og det er netop i forbindelse med tunneldale, at åse som regel bliver dannet.
På de illustrationer, jeg lavede for ca. 15 år siden, kan man se, hvordan en ås bliver skabt i bunden af en tunneldal. Dengang kendte jeg ikke til åsen i Tystrup Sø, men noget tyder på, at den stiliserede gengivelse faktisk var mere virkelighedsnær, end jeg havde regnet med.
Det var i Trap, at jeg første gang læste om åsen i Tystrup Sø. Her optræder der et forbehold (terrænformen “menes at være resterne af en ås”, står der), hvilket nok hænger sammen med, at det er lidt kompliceret at udtage prøver af jordlag i søbunde. Hvis man gjorde, ville man formentlig finde sand og grus, da det er bestanddelene i en ås.
Hvis jeg stoppede med at skrive denne tekst og i stedet sprang præcis 150 år tilbage i tiden, så ville jeg havne midt i en voldsom storm. Den 13. november 1872 var der nemlig trukket et frygteligt uvejr ind over det sydlige Danmark fra Østersøen. Mange omkom, da deres huse ganske enkelt blev skyllet bort af havet.
Navnlig Lolland og Falster stod for skud, og det er der en grund til: Store dele af disse to øer befinder sig kun få meter over havets overflade, og terrænet er pandekagefladt. Derfor havde de frådende vandmasser nærmest frit spil den 13. og 14. november. Og det var svært at flygte fra dem, netop fordi det sydlige lolland-falsterske landskab er blottet for bakker, som det ellers ville være oplagt at søge tilflugt på. I stedet kunne de flygtende være heldige at få hægtet sig på en trætop, der ragede op over bølgerne.
På et kort udarbejdet et par år efter stormfloden kan man se, hvordan oversvømmelserne ramte. De oversvømmede områder er vist med blå farve.
Kort fra kb.dk dateret til ca. 1876.
Naturkatastrofen førte til opførelsen af diger. Dermed øgede man ikke blot modstandsdygtigheden overfor senere stormfloder. Man tørlagde også nye arealer (vist med grøn farve på kortet), bl.a. Rødby Fjord, der således kunne opdyrkes.
Et kig under det hvide tæppe: Dugdråber på græsstrå ved Bromme Lillesø 30/10 2022.
I H.C. Andersens eventyr “Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen” kan man læse om den mystiske dis ved aftentide: “Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.” Det er et ældgammelt fænomen at forbinde vejrforhold med fiktive væsner. Men der findes selvfølgelig også videnskabelige forklaringer.
Den meteorologiske betegnelse for mosekonebryg er udstrålingståge. Udstrålingståge dannes i klart vejr, når luftens temperatur på grund af udstråling falder til dugpunkttemperaturen. Denne form for tåge lægger sig typisk i lavninger i terrænet – især ved søer og moser, hvor der er lidt mere fugtighed i luften.
En anden forudsætning for mosekonebryg er vindsvagt vejr, og vindsvagt er der jo alt andet lige oftere i lavninger.
Som man kan se på mine billeder fra i aftes, har fænomenet så at sige tre lag: Nederst græs med dugdråber på stråene, dernæst et hvidt tæppe af dis og derover klar luft. Stedet befinder sig en halv snes meter fra bredden af en sø, og der er læ til flere sider, så alle kriterier var til stede for at kunne se dampen fra mosekonens køkkenaktiviteter.
Et kuriøst aspekt ved udtrykket “mosekonen brygger”: Man kunne tro, at det henviser til gamle sagn og myter, men faktisk er det yderst sparsomt med overleverede fortællinger om mosekoner. På Den Store Danske kan man således læse: “Når H.C. Andersen i nogle eventyr og historier giver mosekonen krop og væsen, er det uden folkelig hjemmel.”
Klassisk mosekonebryg, der er opstået på præcis den måde, som H.C. Andersen beskriver.
Kellerøddyssen er et besøg værd, men nogle vil måske lade sig skræmme af, at der ikke er nogen sti at se.
Kellerøddyssen – Sjællands længste langdysse. Må man gå derhen?
Det, der taler imod, er, at der er tale om en privat mark, og der er ikke nogen synlig sti.
Det, der taler for, at man må gå hen til dyssen, er, at der er nogle informationstavler henne ved den (kan anes til højre i billedet).
For mig er der ingen tvivl: Ja, selvfølgelig må du gå derhen. Men nu kender jeg så også det pågældende sted rigtig godt. Så jeg ved, at der ER et spor hen over marken. Det er bare næsten forsvundet efter de seneste markarbejder her i efteråret.
Og sådan er det mange steder i Danmark: Fortidsminder, som man engang har besluttet skal være offentligt tilgængelige, befinder sig inde på private arealer, hvor de krydsende trampestier jævnligt svinder ind – typisk som resultat af dels arbejde relateret til dyrkning og dels beskeden besøgshyppighed.
En flot dysse på Mols. Der går en sti hen til den fra vejen, men om efteråret forsvinder den ved pløjning.
Disse forhold bør man ikke lade sig skræmme af. Tværtimod synes jeg, det er helt indlysende, at et fortidsmindes tilgængelighed skal forstås ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder.
Altså f.eks.: Er der en informationstavle henne ved fortidsmindet? Ja, det er der. Ergo må man godt gå derhen, uagtet om fodsporet er synligt eller ej. Det er almindelig sund fornuft.
Men for nylig diskuterede jeg faktisk en sag à la ovenstående med en naturfredningsmand, og han var uenig. Han lagde meget vægt på fraværet af en synlig sti. En temmelig formalistisk tilgang – og det bekymrer mig lidt. For hvis mange naturelskere bruger reglen om, at der skal være et synligt spor, før man må bevæge sig ind på en privatejet grund – uanset hvilke andre forhold der er gældende -, så vil det jo ikke blot føre til dårligere naturoplevelser. Det vil også reducere trafikken på sporene og dermed øge risikoen for, at de forsvinder permanent.
Jeg ved godt, at det er betryggende at tænke noget i stil med, at hvis man er i tvivl, så lad være. Men jeg vil opfordre til at gøre det modsatte. Hvis du er i tvivl om, om du må gå ind et sted i landskabet, så gå derind. Dine fodaftryk gavner naturelskernes sag!
Et andet eksempel, jeg kan nævne:
Jeg ville besøge et udsigtspunkt i den private Næsbyholm Storskov. På flere kort kunne jeg se, at der gik en sti hen over punktet fra skovvejen. Da jeg kom derhen, var der alligevel ikke nogen sti at se. Men jeg gik op til udsigtspunktet alligevel – ad den rute, jeg mente at kunne følge via kortene. Jeg anså det nemlig for sandsynligt, at stien alene var blevet udvisket som følge af manglende brug.
Det kan da godt være, at jeg kunne have mødt en skovfoged, der var uenig i min vurdering. Men det ville jo ikke have været nogen ulykke. Jeg kunne have drøftet sagen med ham, og så var vi begge videre i teksten.
Begrænsninger i naturlokaliteters tilgængelighed drejer sig faktisk kun sjældent om andet end fine fornemmelser – der er langt mellem grundejere, der reelt har noget i klemme. Hvor stor skade gør man f.eks. på en mark i det sene efterår, hvis man går på den? Ingen.
Der opstår stadigt flere muligheder for at blive klogere på Danmarks geologi rundt omkring i landet. Et antal besøgscentre er skudt op, og her kan man opleve, hvordan forskellige hjørner af det danske landskab er blevet skabt.
Det nyeste center er det ambitiøse Stevns Klint Experience. Det ligger i det nedlagte Boesdal Kalkbrud. Der er tale om en helt nyopført bygning, hvor der arkitektonisk er lagt vægt på en sammenhæng med det omgivende terræn. På centeret får gæsterne bl.a. et indblik i, hvordan et asteroide-nedslag for 66 millioner år siden udryddede halvdelen af livet på jorden – en begivenhed, der endnu i dag kan iagttages i form af det berømte stevnske fiskeler.
Ved mit besøg i Boesdal Kalkbrud i 2020 fortalte en række skilte om det kommende besøgscenter.
Det er blot få måneder siden, at et andet stort besøgscenter åbnede, nemlig Besøgscentret Skamlingsbanken. Også her har man haft fokus på, at den nye museumsbygning skulle indpasses i det terræn, museet skildrer. Gæsterne kan stifte bekendtskab med “naturens, stedets, talens og samlingens kraft”, som det hedder i besøgscenterets egen beskrivelse. Ligesom på Stevns er der mulighed for at spise på stedet.
Et måske knap så omtalt besøgscenter er Geopark Besøgscenter i Rudkøbing på Langeland. Det åbnede i februar . Besøgscentret er et af flere centre under Geopark Det Sydfynske Øhav, som blev stiftet i 2018. Formålet er at formidle historien om “den unikke geologi, natur- og kulturarv i det Sydfynske Øhav med en særlig langelandsk vinkel”, som beskrivelsen af besøgscenteret i Rudkøbing lyder. Blandt fokuspunkterne er Langelands såkaldte hatbakker.
De nye steder kommer oven i de ganske store geologiske besøgscentre og museer, der allerede er åbnet inden for de sidste 10-15 år. Her kan nævnes Geocenter Møns Klint (2007), Geomuseum Faxe (2009) og Vadehavscentret (ny bygning 2016).
Har man mod på at rejse lidt, kan man desuden tage til Grønland og besøge det spektakulære Isfjordscenter, der åbnede sidste år. Også her er geologien i centrum.
En særlig form for besøgscentre er blevet ret udbredt i de senere år. Det er besøgscentre, der er ubemandede, og hvor der er gratis adgang. Her er udstillingerne selvfølgelig heller ikke så ambitiøse som i f.eks. Stevns Klint Experience, men de kan gøre én klogere, og så er det gode steder at tage hen, hvis vejret ikke helt arter sig. Et eksempel er Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge.
Ser man lidt ud i fremtiden, er der måske et nyt spektakulært besøgscenter på vej. Det skal efter planen ligge ved Rubjerg Knude Fyr – eller rettere: under det. Læs mere om det spændende projekt her.
Parkeringspladsen ved Boserup Plantage med Landevejen bagved. Bilen i venstre side befinder sig næsten præcis på Landvejens højeste punkt.
Sjællands højest beliggende parkeringsplads finder man ved Boserup Plantage mellem Næstved og Rønnede – på et sted, hvor vejen mellem de to sydsjællandske byer blot hedder ”Landevejen”. Man kan her parkere sin bil i en højde af 112 meter over havet. Der er et højdepunkt lige ved siden af, hvor terrænet ligger lidt højere: 116,5 meter over havet. Terrænpunktet har ikke noget navn, og det er også lige meget, for man kan ikke komme hen til det. Der er en høj mast derinde og et trådhegn for.
Landevejens højeste punkt ligger næsten ud for p-pladsen. Det befinder sig 110,5 meter over havet. Dermed er det Sjællands højest beliggende landevej (hvis vi definerer landevej som ”en større vej”). Den er sjovt nok lige så højt beliggende som Sydmotorvejen syd for Rønnede, hvor asfalten også når op i 110,5 meter. Der skal et centimetermål til for at afgøre, om det er landevejen eller motorvejen, der vinder i konkurrencen om at være Sjællands højest beliggende asfaltvej, og så langt er jeg altså ikke kommet.
Går vi længere ned i vejkategorierne, vil der i cirka samme område være en række skovveje, der ligger højere end de nævnte. Jeg vil ikke kaste mig ud i at måle disse op. Men skærper vi kriterierne lidt og holder os til bilveje, så vil jeg mene, at jeg har fundet den højeste. Det er Hestehavevej, der går fra Kongsted-Borup til Sparresholm, ca. 3 km fra parkeringspladsen ved Boserup. Kort inden Sparresholm når overfladen af Hestehavevej op i 114,5 meter over havet.
Lige øst for herregården Sparresholm når Hestehavevej op i 114,5 meter over havet. Kilde: SDFI
Der er dog et aber-dabei ved Hestehavevej, nemlig det, at den på det pågældende stykke er grusvej. Jeg har kørt der nogle gange, og jeg har en teori om, at vejen engang kan have været asfalteret fra den ene ende til den anden, indtil vejens ejer har opgivet vedligeholdelsen. Resultatet er en vej, der mest er med grus, men også med noget hård belægning hist og her. Måske ville der blive gjort mere ud af vedligeholdelsen, hvis det var alment kendt, at der er tale om Sjællands højeste bilvej?
Hestehavevej vokser imidlertid ikke ind i himlen. Fra de 114,5 meter er der et godt stykke op til hele Danmarks højeste vej. Det er Skovhøjvej mellem Yding og Ejer Bavnehøj. Her er der på det højeste sted 169 lodrette meter ned til havets overflade. Øst for Lillebælt bliver Hestehavevej også slået af fynske Søndersøvej i Vissenbjerg (117 moh.) og Segenvej på Bornholm (136,5 moh.).
Også den parkeringsplads, der ligger ved Boserup, bliver overgået: Parkerer man ved Ejer Bavnehøj, holder bilen i en højde af 170 meter over havet, dvs. 58 meter højere end på den sydsjællandske p-plads.
Stigningen fra øst op mod landevejens højeste punkt. En stigning med en højdeforskel på i alt 65 meter.
Højdeprofil og pulsniveau fra dagens fem runder. Som det fremgår, kom pulsen til at “følge” ruteprofilen.
Hvis du synes, at der er lidt langt mellem bakkerne i dit område, så find en kort rundstrækning, hvor du kan bevæge dig op ad den samme stigning flere gange på en træningstur.
Det gjorde jeg i dag. Udgangspunktet var en af Sydsjællands længste stigninger (45 højdemeter), som jeg besteg fem gange. Runden er 6,5 km lang, og med i alt 62 højdemeter på strækningen (opgjort ved manuel gennemgang på kort) bliver det til en del, når man kører rundt og rundt.
De fem runder gav samlet set 32,5 kilometer og hele 310 højdemeter. Hvis jeg var blevet ved og havde snuppet 15 runder, ville det være endt med 930 højdemeter. Det er på højde med, hvad man kommer ud for i f.eks. Danmarks mest bakkede motionsløb Grejsdalsløbet. Alt, der nærmer sig 1000 højdemeter på 100 km, er rigtig meget i et dansk landskab.
Korte rundstrækninger har selvfølgelig den indbyggede svaghed, at de i længden kan opleves lidt monotone. Men det er en metode, som kan bruges til at presse sig selv og undersøge, hvordan kroppen reagerer på højdemeterne. Og det er da i al fald sjovere end at sidde og glo ind i en væg på en spinningcykel.
Andre egenskaber, der er gode på en rundstrækning:
Skov eller anden form for læ undervejs
Så få vejkryds og kryptiske vejforløb som muligt, så man ikke skal bremse op
Mulighed for at køre rundstrækningen med uret, så man undgår at skulle krydse veje
Hovedfeltet passerer Vallø Slot på 1. etape. Foto: Danskebjerge.dk
PostNord Danmark Rundt 2022 adskilte sig på flere punkter fra de senere års udgaver. Nogle af de nye tiltag gav pote, andre havde en mere tvivlsom effekt.
Traditionen tro får Danmarks store etapeløb et par spark i måsen og nogle klap på skulderen af Danskebjerge.dk i den årlige evaluering, hvor vi begynder med det gode og slutter med det dårlige.
Rytterkvaliteten. Sikke et flot felt, man fik tiltrukket denne gang. Foruden danske stjerner som Magnus Cort, Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv og Mattias Skjelmose deltog bl.a. Geraint Thomas, Egan Bernal, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte og Jasper Stuyven, der alle har vundet et eller flere af verdens allerstørste løb. Sprinterne Olav Kooij og Jasper Philipsen var også med, og de delte de tre sprinteretaper imellem sig – Kooij snuppede de to første, og Philipsen den sidste. Jeg ved ikke, om man nogensinde har haft så stærkt et felt til start. Det er i hvert fald ikke sket i en årrække. Og til forskel fra f.eks. 2021-udgaven af løbet var det ikke nogle få ryttere og hold, der havde favoritværdigheden – der var en vis spredning.
Nyskabelser. Tanker er jo ikke nødvendigvis gode, blot fordi de er nye. Men det lykkedes altså meget godt for arrangørerne at skabe hype om de nye tiltag, der fandt vej til årets udgave af løbet. Det gjaldt navnlig disse fire nyheder: at der var grussektioner på 3. etape, at Vejle-etapen lå til allersidst, at Vejle-rundstrækningen var forlænget, og at den stejleste og smalleste del af Christian Winthersvej nu også var med i PostNord Danmark Rundt. Det var også opsigtsvækkende, at der var så stor forskel på længden af etaperne (f.eks. var Vejle-etapen kun halvt så lang som 3. etape).
Spænding. Det var først på sidste tur op ad Kiddesvej, at det samlede klassement blev afgjort. Det er jo ikke i sig selv den ultimative succes, når løbet ender sådan, men hvis det var dette scenarie, der var ambitionen – at spændingen om den samlede sejr først skulle udløses på målstregen på den sidste etape -, så var det godt ramt af arrangørerne. Især bidrog valget af en beskeden distance på enkeltstartsetapen til den snævre afgørelse.
Vejret. Det var strålende sommervejr hele vejen igennem. Og ikke ret blæsende. Det gjorde løbet meget publikumsvenligt og gav fine sensommerbilleder fra motorcykler og helikopter.
Men ikke alt var perfekt ved årets PostNord Danmark Rundt. Her er Danskebjerge.dk’s kritikpunkter:
Tilskuerfremmødet. Der var generelt mange tilskuere i vejsiderne, men noget må være gået galt i Assens. Under enkeltstarten var der kun få mennesker, der kiggede på. Især på den del af ruten, der lå udenfor Assens by, var det småt med folk. Lige netop på Fyn kunne man ellers have forventet stor interesse for PostNord Danmark Rundt, da der traditionelt er meget brok i de år, hvor der ikke er etaper på øen.
Grus langt fra mål. Herning-etapen var speciel på to måder: Den var utroligt lang (239,3 km), og så var der strækninger på grus (18,2 km). Navnlig ét sted opstod der kaotiske tilstande, da feltet gik i stå i noget løst grus. Det var der delte meninger om bagefter, men én ting stod i hvert fald klart, og det var, at der var for langt fra det sidste grusstykke og frem til målstregen. Dermed blev etapen en sprinteretape, hvor kampen om klassementet aldrig rigtig kom i gang.
Få angreb fra favoritterne. Etaperne fik et noget ensartet forløb: En gruppe primært bestående af danske ryttere fra mindre hold fik lov at stikke af fra feltet tidligt, og så sad man bare og kiggede på, at udbruddet langsomt blev hentet ind igen. Der forekom i hele etapeløbet så godt som ingen angreb fra feltets stærkeste ryttere. Et par sekunders forspring til bl.a. Søren Kragh Andersen var, hvad det kunne blive til. En væsentlig årsag til dette var, at de største hold og i særlig grad Ineos Grenadiers sad med mange mand fremme og kørte et konstant højt tempo. Det gjorde de for at beskytte Magnus Sheffield i førertrøjen mod angreb. Mest udpræget var det på Vejle-etapen, hvis talrige stigninger ikke førte til den ventede dramatik. I den bedste af alle verdener havde det været ryttere som Magnus Cort og Søren Kragh, der havde vundet enkeltstarten. Det ville have tvunget Ineos og Jumbo Visma til at gå mere offensivt til værks.
Tv-dækningen. Tv-dækningen er så væsentlig en del af løbsoplevelsen for de cykelglade danskere, at den også skal have et par ord med på vejen. I år var det Tobias Hansen, der sad ved mikrofonen – tidligere har det været Henrik Liniger. Tobias Hansen var et frisk pust, men DR’s evindelige hang til at give dækningen et caféhyggepræg bestod. Jeg har svært ved at se, hvorfor man ikke bare behandler løbet på samme måde som ethvert andet professionelt cykelløb. En anden ting, der ville være godt at få strammet op på, er de faktuelle fejl. Der bliver til tider sagt virkelig meget, der er forkert, inden for ganske kort tid. Endelig var det skuffende, at vi stort set ikke fik set feltet klatre op ad Christian Winthersvejs stejleste del. Angiveligt skyldtes manglen, at DR netop på det tidspunkt var forpligtet til at sende et resumé af etapens hidtidige forløb til de internationale kanaler, men det kunne man vel have fundet en løsning på.
Grafik. Nu roste jeg lige sidste år PostNord Danmark Rundt for at være begunstiget af grafik, der faktisk var korrekt. Det var en stor lettelse, eftersom netop grafikdelen har været et af minusserne ved DR’s dækning. I år kom vi så ned på jorden igen – grafikkerne, der viste stigningernes egenskaber, var helt til hest. Man fik nærmest fornemmelsen af, at tallene for stigningsprocent og længde var trukket i en tombola. Eller var der tale om foreløbige udkast, som man så bare havde glemt at forsyne med de rigtige tal? Det er ufatteligt, at så iøjnefaldende fejl ikke kunne fanges inden udsendelsesstart.
Stiger Danmarks stejleste gade virkelig kun med 1,5% i gennemsnit? Og har den virkelig kun en højdeforskel på 13 meter? Svarene er nej og nej. Og det burde DR have opdaget.
Det er ikke nemt at sammensætte et etapeløb, der tilfredsstiller alle cykelentusiasters krav til såvel spænding som en stjernespækket startliste. Nogle kunne fristes til at tro, at de to parametre hører sammen, men i år så vi, at de også godt kan modarbejde hinanden. Ineos og Jumbo satte sig i al fald tungt på løbet, og i kraft af deres stærke ryttere kunne de minimere risikoen for dramatik. Det medførte bl.a., at feltets passage af Christian Winthersvej forløb lige lovligt kontrolleret, stigningens ekstreme hældning taget i betragtning.
De to storholds taktik på Vejle-etapen bestod tydeligvis i at holde deres respektive GC-favorit stabilt fremme så lang tid som overhovedet muligt, så det hele kunne afgøres på Kiddesvej. Præcis sådan endte det. Det var helt modsat sidste år, hvor Evenepoel ydmygede sine rivaler ved at køre solo langt udefra. På en eller anden måde er begge scenarier en smule kedelige. Klassisk klassikercykelløb med mange angreb mod slutningen havde været bedre.
Mon arrangørerne tør fortsætte med Vejle-etapen som den sidste af de fem? Det vil snart vise sig, når planerne for 2023-udgaven fremlægges.
Derimod er grusvejene ikke på vej tilbage til løbet lige foreløbig, hvis jeg forstår udtalelser fra arrangørerne korrekt.
Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt 2022 var karakteriseret ved, at den var særdeles kort (med en distance på 126 km var den omtrent halvt så lang som Herning-etapen to dage før), samtidig med at højdemeterne var omtrent lige så talrige som normalt (1.700). Så det var ekstraordinært friske ben op mod ekstraordinært stejlt terræn.
En nok så afgørende faktor var holdenes styrke og intentioner. Det viste sig, at de stærkeste hold, Ineos og Jumbo Visma, var mest interesserede i at holde tingene samlet, så løbet blev kørt i et konstant højt tempo og uden væsentlige angreb før den sidste tur op ad Kiddesvej.
Her er de opdaterede data om de seneste års resultater af Vejle-etapen (opsummering nederst):
Vinderens gennemsnitsfart og felternes styrke pr. år i parentes (iht. rating hos Procyclingstats):
I 2016: 40,6 km/t (117) I 2017: 41,1 km/t (171) I 2018: 41,2 km/t (150) I 2019: 41,8 km/t (115) I 2021: 44,6 km/t (203) I 2022: 43,6 km/t (296)
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:
I 2015: 1.22 min. I 2016: 0.23 min. I 2017: 0.37 min. I 2018: 0.11 min. I 2019: 0.30 min. I 2021: 5.44 min. I 2022: 0.28 min.
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:
I 2015: 12.10 min. I 2016: 1.25 min. I 2017: 2.18 min. I 2018: 1.04 min. I 2019: 1.04 min. I 2021: 13.12 min. I 2022: 1.31 min.
Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:
I 2015: 13.29 min. I 2016: 3.21 min. I 2017: 6.32 min. I 2018: 3.03 min. I 2019: 3.58 min. I 2021: 13.39 min. I 2022: 9.06 min.
Som det fremgår, var Vejle-etapen 2022 den næsthurtigst kørte Vejle-etape siden 2016. Det kan have noget med etapens korte distance at gøre, men feltets styrke (296 PCS-points) må også have spillet ind – det var det klart stærkeste felt i de seneste seks udgaver af løbet.
Tidsforskellene var i alle tre kategorier forholdsvis gennemsnitlige. Det betyder også, at selvom mange oplevede etapen som et defensivt kørt løb, så blev der skabt splittelse, som der plejer at gøre på Vejle-etapen. Der er fortsat ingen tegn på, at f.eks. rene sprintere kan gøre sig gældende i afslutningen.
Den afsluttende etape i Tour of Scandinavia ifølge Danskebjerge.dk’s forslag fra 2019.
I disse dage køres Tour of Scandinavia – et nyt professionelt etapeløb for kvinder, hvor der afvikles i både Danmark, Norge og Sverige. Egentlig er det en videreførelse af et andet løb, men det “pan-skandinaviske” element er mere fremtrædende nu.
Indtil for blot få år siden var Tour of Scandinavia mere et drømmeprojekt, udsprunget af tanken om, at man ville kunne lave et spændende og varieret etapeløb i de tre lande. Ambitionsniveauet ville også kunne hæves, med dertil hørende større pengepræmier, stærkere rytterfelt osv.
Undertegnede har selv puslet med tanken i mange år. I sommeren 2019 lavede jeg – igen: blot som et slags tankeeksperiment – nogle udkast til etaper i et Tour of Scandinavia (dengang tænkt som et løb for herrer).
(Gpsies.com er siden dengang blevet overtaget af AllTrails.com, og man videredirigeres dertil, når man trykker på linkene.)
I mine etapeforslag har jeg prioriteret, at man kommer så meget rundt som muligt, dvs. at der ikke er ret langt fra etapeafslutningen til næste dags etapestart. Jeg har også lagt vægt på, at start- og målområder befinder sig i eller nær større byer.
Derudover skrev jeg følgende i mine tilføjende bemærkninger dengang:
“Det er seks linjeløbsetaper – man kan selvfølgelig også indsætte en TT, hvor man lyster, ligesom man kan justere på, hvilke af de tre lande der har flest rutekilometer. I mit udkast har Norge de fleste, men til gengæld har Danmark både startetapen og slutetapen.
Kongeetapen bliver i mit forslag 3. etape. Det er måske lige lovligt tidligt i etapeløbet, men man kan jo eventuelt vende ruten om og lade sidste etape ligge i Jylland. Eller fjerne det store bjerg på 1000 højdemeter fra ruten og flytte etapen tættere på Oslo.”
Egentlige bjergetaper er svære at få lagt ind, når man skal blive i Sydskandinavien.
