Blogsbjerg

Du har måske selv diskuteret det med dine cykelvenner: Hvor i Danmark er der mest bakket? Well, det er faktisk et spørgsmål, som er undersøgt af eksperter. Og hvis du har gået og påstået, at det er Jylland, der er mest kuperet, ja så er der dårligt nyt.

Det er hjemmesiden Danskebjerge.dk, der har fundet frem til undersøgelsen. Den har ligget og samlet støv i 30 år, men landets terræn har ikke ændret sig meget i den tid, så resultaterne er relevante endnu i dag.

Det var Miljøministeriet, der i 1986 bad om nogle tal for, hvor kuperet den danske landbrugsjord er. 80% af Danmarks areal blev derfor gennemgået med tættekam og opgjort pr. amt.

Af de 14 amter har Bornholms Amt den højeste koncentration af stejle flader. 6,5% af det bornholmske terræn skråner med mindst 6 grader, viser opgørelsen. (6 grader svarer til en hældning på 10,5%.) Århus Amt og Vejle Amt indtager anden- og tredjepladsen, mens Frederiksborg Amt i Nordsjælland måske lidt overraskende er det fjerdemest kuperede område.

Også når det gælder ekstremt hældende terræn, er Bornholms Amt nummer 1. Ingen andre steder er der så lille afstand mellem arealer, der skråner med over 12 grader (eller hvad der svarer til 21,3%). Det vil alt andet lige betyde, at det er hårdere at cykle på Bornholm end noget andet sted i Danmark, selvom den konkrete placering af landevejene jo også har noget at sige.

Men hvad så med Jylland? Ja, gennemsnitligt betragtet er hovedlandet ikke særlig kuperet. Ganske vist er det i den nordlige halvdel af Jylland, at man finder broderparten af det danske bakketerræn, målt i kvadratkilometer. Men i sydvest er der gennemgående fladt som en pandekage, så sammenligner man Jylland som helhed med eksempelvis Sjælland er det dødt løb.

Læs mere om undersøgelsen her.

“Turismen boomer i Danmark”, lyder overskriften på en artikel på dr.dk i dag. Historien handler om, at der i 2015 er sket en stigning i antallet af overnatninger sammenlignet med året før.

Her skal man være lidt skeptisk, for den slags går op og ned, og man skal ikke glemme, at vi kommer fra nogle år med lav vækst. Derfor er sammenligningsgrundlaget taknemmeligt.

Men! Der er hold i glæden. For som det også fremgår af artiklen, var antallet af årlige overnatninger – 49,1 millioner – det højeste nogensinde. Og det er faktisk ret opsigtsvækkende. Det er nemlig kun få år siden, at der herskede en vis pessimisme inden for dansk turisme. Især tyskerne svigtede. Ikke desto mindre kommer over halvdelen af de overnattende udenlandske turister i disse år fra netop Tyskland. Det er typisk de jyske kyster, de tiltrækkes af.

Andre ting, jeg synes er interessante omkring turismetallene og -udviklingen:

– Hvis du møder en tilfældig turist et sted i Danmark, så er der størst sandsynlighed for, at vedkommende er dansker. Der er næsten to danske turister for hver udenlandsk turist. Når det gælder overnatninger, er forholdet dog 50/50.

– Hvor der i Danmark er næsten 50 millioner årlige turistovernatninger, så er der i Norge kun ca. 30 millioner. Når jeg skriver “kun”, så er det fordi man kan være tilbøjelig til at betragte Norge som et turistmæssigt paradis, herunder som skisportsdestination. Og Norge er jo – rent arealmæssigt – mange gange større. Til gengæld er det lidt nemmere for en tysker at komme til Danmark.

– Andre lande, som Danmark (ifølge denne opgørelse) overgår mht. antallet af internationale turister: Belgien, Cypern, Finland, Island, Irland, Portugal, Sverige, Bulgarien, Rumænien, Australien, Indien, Brasilien.

– Storbyturismen giver indtægter for 22,5 milliarder kroner, deraf scorer København 18 milliarder. Er det meget? Nej, det er hverken meget eller lidt. Sammenlign med indbyggertallet: København (som defineret fx på Wikipedia) har ca. 1,25 millioner indbyggere, svarende til 21% af den danske befolkning. De førnævnte 18 milliarder i turistindtægter udgør 19,6% af Danmarks samlede indtægter fra turisme. Med andre ord: Danmarks hovedstad er ikke nogen særlig turistmagnet i forhold til så mange andre steder i landet. Men “turisttætheden” er selvfølgelig høj i København, fordi de besøgende ganske enkelt er samlet på relativt lidt plads. En vurdering kunne være, at britiske turister og turister fra lande uden for Europa (begge turistkategorier er i kraftig vækst i Danmark) er ganske glade for København, mens tyskerne foretrækker Vestdanmark.

– Konklusion: Af en eller anden grund (eller måske rettere: af umådeligt mange grunde) er Danmark et ekstremt populært turistland, der trods moderate temperaturer og et underskud af vulkaner, skyskrabere og klippefremspring har en sær tiltrækningskraft på folk fra alle dele af verden. Det må da glæde selv den største kyniker, for om ikke andet skæpper det i kassen.

/Jacob

Selvfølgelig kan man producere vin i Danmark. Og vel at mærke ikke af importerede druer med fodfæste i vaskeægte dansk jord.

Flere steder i landet er der i de senere år skudt vingårde op, og på den største af dem, Dyrehøj Vingård, er der ambitioner om at udvide yderligere. I forvejen er der næsten 27.000 vinstokke, men ifølge Nordvestnyt arbejdes der bl.a. på at etablere restaurant i tilknytning til vingården.

Gården ligger på Røsnæs – halvøen, der rager ud fra det nordvestlige hjørne af Sjælland. Her er der tre ting, der favoriserer vinavl:

1. Der falder ca. 20% mindre nedbør end gennemsnitligt i Danmark
2. Solen skinner ca. 6% mere
3. På sydsiden af halvøen er der mange steder skråninger med en højdeforskel på mere end 40 meter til havet.

Vinplanterne har derfor – efter dansk målestok – ideelle forhold til at skyde i vejret og komme på flaske.

Så sent som sidste år åbnede en anden vingård på Røsnæs. Her forventer man at påbegynde egentlig produktion med salg for øje i 2018. En konkurrent til Dyrehøj? Nej, de to vingårde samarbejder. Og hvem ved, måske står vi over for en fusion…

(Det vil alligevel være noget: To danske vingårde, der fusionerer. Ren fuldemandssnak for blot et par årtier siden.)

I hvert fald er Røsnæs p.t. en sikker indehaver af titlen som Danmarks suveræne vincentrum.

Læs mere om Dyrehøj Vingård her.

Billedet ovenfor er netop fra Dyrehøj Vingård, og herunder ser du et luftfoto af de marker, der ligger tættest på gården.

/Jacob

Et skønt indlæg modtaget fra Lars Beck Nielsen, som også har leveret billederne:

“
Boligjagt afslører Glentehøj
I 2013 var min kone og jeg på boligjagt, vi ville købe et hus i stedet for at bo til leje. Vi ledte efter et hus i Køge området. Der var et hus i Lille Salby, som vi havde set på nettet, men kiggede man på kort over området, så huset ud til at ligge klemt inde mellem Vestmotorvejen og Sydmotorvejen. Dette og prisen afholdt os fra at se nærmere på huset. Vi ville gerne bo lidt ude i naturen, men også gerne ikke alt for langt fra Køge.

En dag faldt prisen på huset, og vi valgte at tage kontakt til mægler for at komme ud at se huset. Vi havde straks en god fornemmelse, men da vi oplevede landskabet omkring den hyggelige landsby, var vi solgt. Det viste sig, at huset lå lige op til en lille skov og et stykke af Køge Ås. Der var stejle bakker, utrolige udsigter og mange søer, et fantastisk landskab, som jeg ikke vidste eksisterede – og dog.

En del af Køge Ås
Jeg har læst naturgeografi og har besøgt mange lokaliteter i Danmark, og kendte også til Køge Ås, og hvordan den er skabt. I folkemunde er Køge Ås dog mest det stykke, der går fra Sydmotorvejen og ind til Køge, som bare går under navnet Åsen. Selvom meget af åsen er gravet bort, findes der dog flere bevarede rester, blandt andet ved Dyndet nær Borup, og Vittenbjerg ved Ejby.

For en 4-5 år siden inviterede jeg nogle venner til at gå Køge Å stien fra Borup til Køge. Stien passerer gennem og lige nord om skoven Skovhusvænge, og på vej mod Gl. Lellingegård ser man åsen knejse mod himlen, når man kigger mod nord. Stien gik dog ikke forbi Åsen, men åsen og toppunktet Glentehøj var nævnt i den udmærkede folder om Køge Å stien.

Det var først i 2013 at jeg så stedet på nært hold, og hvor jeg blev meget betaget og overrasket over sceneriet, hvilket havde stor indflydelse på, at vi købte huset i Lille Salby.

Ukendt landskab
Googler man Glentehøj kommer der nærmest ingen hits op om dette bjerg. De fleste hits omhandler en jættestue på Lolland af samme navn. Først på side 4 finder man artiklen ”Bjergene i Lille Salby”, der omhandler geocaching, og cachen på toppen af Glentehøj. I kommentarerne til artiklen er jeg faldet over en mand, der har boet i Køge i næsten 45 år, men som først i 2015 opdager stedet.

Faktisk tror jeg, at mange ikke kender til dette flotte landskab, og dagligt ser vi heller ikke mange besøgene, bortset fra de lokale MTB ryttere som kører forbi på vej til de udfordrende skrænter ved Køge Å i Skovhusvænge. Det er dejligt at have stedet for sig selv, men er forundret over, at stedet ikke rigtigt er nævnt på nettet eller i nogen litteratur, som jeg kender til.

Landskab skabt af istid og grusgravning
Køge Ås er skabt under den seneste istid, og er en afstøbning af en smeltevandsflod under isen. Strømhastigheden i floden har været afgørende for, på hvilket tidspunkt de forskellige partikel størrelser i vandet(eks sand eller grus) er aflejret på flodens bund. Derfor findes der store sammenhængende områder af sand og grus i de danske åse, og derfor er de fleste åse i Danmark desværre gravet bort eller blevet forandret på grund af grusgravning. Det samme er sket ved åsen ved Lille Salby, hvor jeg tror, der er gravet grus, da man byggede Vestmotorvejen. Hele åsen er dog ikke gravet bort, og der er skabt et dramatisk landskab af søer og stejle skråninger.

Selve Glentehøj er højeste punkt på en bjergkam med stejle skråninger på 45 grader, der falder ned mod en sø på begge sider. Visse steder er bjergkammen kun en halv meter bred, så man går på en knivsæg, det danske modsvar til Beseggen i Norge. Der er en stejl opstigning for at komme op på kammen, men man belønnes med en fremragende udsigt mod nord og syd samt til de to søer.

Området er i dag fredet, blandt andet fordi, det skulle være eneste sted i Køge kommune, hvor der findes markfirben. Der er mange rådyr i området og også en del rævegrave.

“

Links til mere viden om Køge Ås og andre store åse:

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase-koege.htm

http://danskebjerge.dk/artikler-danskeaase2.htm

At rangere Danmarks bakketoppe efter højde er en kompliceret sag.

Der er nemlig ikke ret mange meter eller centimeter, der adskiller dem. Og samtidig afhænger meget af den metode, man vælger. Personligt foretrækker jeg en metode, der siger noget om Danmarks landskaber og ikke bare om nogle tal og mål. Det vender jeg tilbage til.

Da en gruppe geologer i midten af 00’erne drog til området ved Yding Skovhøj og Ejer Bjerge, var det for at afgøre, hvilken af områdets toppe der er Danmarks højeste punkt. De endte med et todelt svar: Hvis man ser på terrænpunkter, er det den midterste gravhøj ved Yding Skovhøj, der er højest, og hvis det er naturlige punkter, det hander om, er det Møllehøj.

I den rapport, der blev publiceret om opmålingerne (pdf), brugte de opdelingen til at opstille nogle ranglister, som jeg her vil reducere en smule til to Top 5’er.

For terrænpunkter – altså punkter på jord, der kan være naturligt eller ikke-naturligt skabt – ser listen sådan her ud:

1. Yding Skov, 2. gravhøj: 172,54 moh.
2. Vistofte gravhøj: 171,73 moh.
2. Yding Skov, 3. gravhøj: 171,73 moh.
4. Yding Skov, 1. gravhøj: 171,41 moh.
5. Ejer Baunehøj: 171,04 moh.

Det er virkelig de små forskelle, der afgør placeringerne her – bedst udtrykt ved, at andenpladsen deles mellem to oldtidsminder, der på centimeteren er lige høje!

Høj koncentration på Ejer Bjerge
Når det gælder de naturskabte højder, er dette geologernes Top 5-liste:

1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Yding Skov: 170,77 moh.
3. Ejer Baunehøj: 170,35 moh.
4. Lindbjerg: 170,08 moh.
5. Ejer Baunehøj N: 169,78 moh.

De to Top 5-lister ovenfor gælder for hele Danmark. Der findes nemlig ingen steder i landet, hvor terrænet ligger så højt som i “Ejer Bjerge” (der er blevet det officielle navn for området).

Men meget afhænger som sagt af metode. Og hvis man skulle se lidt krakilsk på undersøgelsen, så er den ikke 100% objektiv. En objektiv rangering af punkter i landskabet ville jo logisk indebære, at det næsthøjeste punkt er det punkt, der ligger lige ved siden af det højeste, og så fremdeles. Altså noget i retning af sådan her, hvis vi tager de naturlige punkter:

1. Møllehøj: 170,86 moh.
2. Møllehøj: 170,85 moh.
3. Møllehøj: 170,84 moh.
4. Møllehøj: 170,83 moh.
5. Møllehøj: 170,82 moh.

Det er selvfølgelig ikke en Top 5, der fortæller særlig meget.

Bakketoppe som filter
Det er vel derfor, geologerne dengang i 2005 også interesserede sig for bakketoppe og ikke bare punkter i terrænet. Fuldt forståeligt. Men dermed lagde de også en tolkning ind over deres systematisering. For hvad er en bakketop? Er det en landskabsform, der skal hæve sig 1 højdemeter over det omgivende terræn? Eller 10?

Som den norske forfatter Roger Pihl har fremført, burde man optimalt set sortere de danske bakketoppene efter et princip om højdeforskel. Altså eksempelvis, at der skal være et fald mellem to bakketoppe på et vist antal højdemeter, for at de kan tælle som separate toppe. En internationalt anerkendt tilgang – men uden en form for teknologisk hjælp vil det være et skrækkeligt hestearbejde at gennemanalysere den danske topografi med den fremgangsmåde!

Men der er en stor fordel ved princippet. Det garanterer nemlig en vis geografisk spredning i opgørelserne. Og hvorfor er det godt? Fordi en rangliste skal fortælle noget.

Jeg tror, at hvis en tilfældig dansker efterspørger en rangliste over de højeste punkter i Danmark, så forventer vedkommende ikke, at alle punkter på listen befinder sig inden for et par kilometer af hinanden. Man antager intuitivt, at en liste af den art skal have et bredere sigte.

Liste med større spredning
Det er lidt, som hvis man skal sige noget om de varmeste steder i solsystemet. Solen ville selvfølgelig lægge sig i spidsen, og det virker rimeligt, at der i en Top 5 både skal være plads til Solens overflade og dens kerne. Men det er vel også dét. Herefter vil man gerne ud på nogle af planeterne, vil man ikke? Jeg tror det.

Med udgangspunkt i et tilsvarende ræsonnement lavede Danskebjerge.dk for snart ti år siden en rangliste over danske højdepunkter. Her er kandidaterne knap så meget naboer som på geologernes lister ovenfor:

1. Møllehøj – Ejer, Jylland: 170,86 moh.
2. Yding Skovhøj – Yding, Jylland: 170,77 moh.
3. Rytterknægten – Vestermarie, Bornholm: 162 moh.
4. Rye Sønderskov – Gl. Rye, Jylland: 157 moh.
5. Them Bavnehøj – Them, Jylland: 153 moh.

Metoden består først og fremmest i at indføre en mindsteafstand mellem bakketoppene. Afstanden er ikke videnskabeligt defineret, men sat til 2000 meter – fordi det virker fornuftigt. Det indebærer f.eks., at Møllehøj og Ejer Baunehøj ikke optræder som to toppe. Ejer Baunehøj frasorteres, fordi lokaliteten ligger få hundrede meter fra den højere beliggende Møllehøj. Det samme gælder flere af de andre toppe, som geologerne havde tildelt prominente placeringer.

Ingen sortering er perfekt
Dermed bliver der eksempelvis plads til bornholmske Rytterknægten på Top 5. På den led er Danskebjerge.dk’s sorteringsmetode mere indgribende end geologernes sondring mellem menneske- og naturskabte terrænpunkter. Bemærk dog, hvor få højdemeter der stadig skiller placeringerne fra hinanden. De små forskelle er bevaret.

Jovist, sorteringsmetoden kan sagtens kritiseres. Men det kan enhver sortering. Hvis man brugte metoden, hvor man sorterer efter fald mellem toppe, ville der også opstå problemer. Hvad med f.eks. de høje punkter ved Møns Klint? De har markant højdeforskel ud mod havet, men indbyrdes – oppe på klinten – adskilles de kun af beskedne fald. Så de ville være i fare for at blive sorteret fra i
hobevis. Sådan er der så meget. Et filter er ingen garanti for millimeterretfærdighed. Og skal heller ikke være det.

Det vigtigste i alt dette er, at læseren præsenteres for præmissen. Altså at der ligger nogle valg til grund for, at en liste ser ud, som den gør. På Danskebjerge.dk’s side med de højeste terrænpunkter i Danmark er metoden da også tydeligt beskrevet.

/Jacob

P.S.: De varmeste steder i Solsystemet? Ja, det findes der faktisk svar på. Se det her.

Interessen for danske højdedrag kan uden vanskeligheder spores tilbage til oldtiden, hvor først stenalderfolket opførte sten- og jættedysser på fremtrædende steder i landskabet. Senere – i bronzealderen – gik man over til store kuppelformede gravhøje, som i endnu højere grad blev placeret på bakketoppe.

I århundrederne derefter er sporene knap så tydelige, i hvert fald i en kulturel kontekst. Militært spillede bakkerne dog en rolle. Det ser man på bl.a. Bornholm, hvor tilflugtsborgene typisk ligger mere end 100 meter over havets overflade. Alligevel må man sige, at de fleste danske fæstningsværker, der blev anlagt fra jernalderen og frem til middelalderen, har en beliggenhed, der mere har at gøre med nærheden til bestemte farvande end med terrænforskelle. På den måde adskiller de danske forsvarsanlæg sig fra f.eks. dem, man finder langs de tyske floder. Hammershus er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den kulturelle begejstring for bakkelandskaber dukker op igen omkring år 1800 med nationalromantikken. Her ser kunstnerne en sammenhæng mellem nationen, kulturen og landskaberne. De kunne måske have valgt at dyrke idéen om et Danmark, der er fladt som en pandekage – det bjergløse terræn er jo et dansk særkende, hører man ofte. Men malere som Lundbye og Skovgaard går i den modsatte retning. De fascineres af bakkerne, som på et rent æstetisk plan også er med til at give perspektiv og dramatik i malerierne. Til tider bliver der snydt lidt, sådan at højdeforskellene kommer til at se større ud på lærredet, end de er i virkeligheden.

Især Lundbye var vild med gravhøje og stendysser og deres ophøjede placering i landskaberne. Med sine malerier, som jeg herunder har samlet tre eksempler på, bandt han en sløjfe på Danmarks historie ved at fremhæve oldtidens kulturelle manifestationer og sætte dem i et nyt lys.

Øverst:
“Landskab ved Arresø, med udsigt til flyvesandsbakkerne ved Tisvilde” (1838)

I midten:
“Udsigt ved Vinderød mod Høbjerg ved Frederiksværk med Lundbyes forældres hus” (1839)

Nederst:
“En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs” (1839)

Den 50 højdemeter store skovklædte Høbjerg ligner ret meget sig selv i dag. Derimod er Raklev blevet bebygget, og der er beplantning på flyvesandsbakkerne ved Tisvilde.

Maleriet fra Røsnæs (eller Refsnæs, som var det almindelige navn for halvøen i gamle dage) er en af de allermest berømte gengivelser af danske oldtidsminder. Maleren bestræber sig på at få stendyssen til at se imponerende ud og understrege dens placering højt på en bakketop i et kuperet landskab. Lundbye var født i området og elskede landskabet: “Det er Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Character,” skrev han engang.

Se også: http://www.thorvaldsensmuseum.dk/samlingerne/vaerk/B255

De tre malerier finder du i bedre opløsning på Danskebjerge.dk’s Facebookside.

/Jacob

Kig en gang på dette billede. Hvad ser du?

Billedet er et udsnit af et kort fra Geodatastyrelsen, baseret på den såkaldte Danske Højdemodel. Man ser den vestlige del af Jylland, med Karup Å og dens udløb i Ringkøbing Fjord omtrent midt i billedet. Andre åer er også meget synlige. At de fremtræder så markant, skyldes, at kortet bygger på data, der fremhæver terrænforskelle i landskabet.

Det er fascinerende at se, hvordan de små tilløb samler sig til en stor å. Mønstrene kan minde meget om noget, man ser andre steder i naturen.

Ovenstående foto tog jeg i dag, den 31. januar. Forgreningerne ligner dem, man ser i å-landskabet. Men der er forskelle. Et træ består af en stamme med nogle grene, der igen har grene, der igen har kviste osv. En å består af noget lignende, bare med omvendt fortegn: Mange bække små gør som bekendt en stor å. En anden forskel er, at et træ er drevet af vækst, mens en å er skabt af tyngdekraft.

(Foto: Danskebjerge.dk)

Et øjeæble med blodkar. Forgreningerne har tydelige paralleller til dem, man ser i vandløb og træer.

(Foto: Mikael Häggström: “Medical gallery of Mikael Häggström 2014”. Wikiversity Journal of Medicine 1 (2). DOI:10.15347/wjm/2014.008. ISSN 20018762)

Et rodnet (mycelium) fra en champignon. Her skal vi have forstørrelsesglasset frem, men alligevel minder strukturerne om det, vi kan se i et å-landskab i en helt anden skala.

(Foto: Wikipedia)

/Jacob

Efter Danskebjerge.dk’s seneste besøg i Odsherred vil der ske en lille ændring på listen over de længste trapper i den danske natur.

Det er trappen op til Esterhøj, der er ny i toppen. Med en højdeforskel på 30 meter klemmer den sig ind lige foran de århusianske trappetrin i Marselisskoven. En ottendeplads med andre ord.

Esterhøjtrappen starter inde i byen Høve i en højde af 58 moh. Her er der lagt nogle trin bestående af et moderne materiale, og de er ikke specielt krævende, for terrænet stiger ikke ret meget her i starten. Da man kommer ud i det mere åbne, tager hældningen til og dermed også tætheden af trappetrinene. Materialet ændrer sig såmænd også. Godt halvvejs bliver trinene af træ.

Man er aldrig i tvivl om, hvor trappen fører hen. Øverst oppe – i 89 meters højde over havet – knejser nemlig den store Esterhøjsten. Også kaldet Genforeningsstenen. Den blev rejst for at markere Genforeningen i 1920. Man kan se den helt nede fra dér, hvor trappen begynder. Der er 164 trin imellem.

Esterhøj ligger i den nordlige del af Vejrhøj-buen. Området er stærkt kuperet, og fra Esterhøj er der udsigt til mange af områdets højeste punkter. Flere af dem måler 80-90 moh.

Esterhøj selv er højere, end naturen har skabt den. De øverste meter udgøres nemlig af en gravhøj fra bronzealderen. Og der er to andre lige ved siden af. Det er kendetegnende for området: at gravhøjene i flere tilfælde ligger i serier. Disse fænomener kaldes højgrupper.

/Jacob

Det er lidt med dødsislandskaber som med sjældne dyr:

De har nogle medfødte egenskaber, der fascinerer mennesker. Men på grund af de samme egenskaber er der også mennesker, der vil dem til livs for at drage nytte af dem.

I dødislandskabernes tilfælde handler det om det materiale, de består af: sand og grus. Sandet og gruset er i istiden blevet modelleret til ikke bare overdådige terrænformationer, men også skatkamre af finkornet byggemateriale, som kan indgå i store vej- og jernbanebyggerier.

De årtusinder gamle bakker er derfor et eftertragtet bytte. Udgravningen er massiv og stopper ofte først, når råstofferne på lokaliteten er udtømte. De terrænrester, der ligger tilbage, leder tankerne hen på nedskudte elefanter uden stødtænder.

Op til 40 meter dybe huller
Det vil samtidig være forkert at sige, at udnyttelsen af sand og grus foregår hensynsløst i nutidens Danmark. Der foretages faktisk en grundig afvejning af forskellige hensyn, herunder hensynet til naturen. Men det ændrer ikke ved, at landskabernes visuelle udtryk tager varig skade, når først gravemaskinerne får lov at gå i flæsket på dem. Ofte er grusgravene op til 40 meter dybe i forhold til det oprindelige terræn. Det ses.

Blandt dem, der mærker bagsiden af råstofudvindingen, er naboerne. I nogle tilfælde, bl.a. i Jukkerup nær Maglesø (billedet ovenfor), har de udholdt en del støj og støv fra grusgravningen i mange år – for så nu at finde ud af, at udvindingen skal fortsætte i længere tid end tidligere angivet. Deres ærgrelse er forståelig. Omvendt må man vel også sige, at det er bedre at gøre eksisterende sår i landskabet større frem for at åbne nye sår på hidtil uberørte steder.

Plaster på såret
En trøst er, at der i stigende grad laves rekreative områder ud af grusgravene, når freden omsider sænker sig over dem. Det kendes bl.a. fra Hedeland øst for Roskilde, hvor der er etableret en stor skibakke af overskudsjord, men flere andre steder i Danmark, eksempelvis i udkanten af Århus og nord for Sorø på Midtsjælland, er der anlagt stier til løbere og mountainbikere. Og de mest grusgravslignende terrænformer er glattet ud, så områderne bliver lidt mere naturagtige at se på.

Og så har jeg i øvrigt bemærket, at der ved en del grusgrave vokser havtorn (billedet). Den plante finder man ellers primært ude ved kysterne. Men grusgravenes sandoverflader minder jo også en del om strande og klitter, så det bekommer havtornen vel.

/Jacob

P.S.: Sidst i 2015 blev det besluttet, at 28 nye områder på Sjælland skal graves op. Læs mere her: http://sn.dk/Sjaelland/Nye-sjaellandske-grusgrave-i-spil/artikel/530187

Når man har sagt Maglesø, har man også sagt bakker. Men vidste du, at bakkelandskabet rækker et godt stykke mod vest – og dér gemmer på 82 fantastiske dødistoppe?

Det landskab, jeg taler om, ligger vest for Brorfelde Observatorierne og indkredses hovedsageligt af de tre veje Ringstedvej, Mogenstrupvej og Brændholtvej. Derimellem finder man en ekstrem høj koncentration af små, stejle bakker, typisk kugleformede eller aflange, hvis man ser dem oppefra. Flere steder er der skråninger, der ikke er meget længere end godt 100 meter, men som alligevel har højdeforskelle på 20-35 meter.

På kortet ovenfor har jeg markeret toppene med røde prikker. 82 styk fik jeg det til ved min optælling. Det er et vanvittigt højt tal, når man tænker på, at området kun er 8,5 kvadratkilometer stort. Og så har jeg endda ikke talt de bakketoppe med, som lå der, før dele af terrænet blev forvandlet til grusgrave. De to største grusgrave ses som lyse områder omtrent midt på kortet.

Kriteriet for, om en knold skulle tælles med eller ej, var, om den havde fald til alle sider, og om der til mindst tre af siderne var fald på mere end 5 højdemeter. Dette er undersøgt vha. topografiske kort. Der har dog været et vist element af skøn ind over, da bakketoppe som disse er svære at sætte på formel pga. deres uregelmæssighed.

Det er et klassisk træk ved dødislandskaber, at de består af markante “bobler”, snarere end langstrakte bakkekamme og plateauer.

Fænomenet er opstået ved, at der mod slutningen af sidste istid lå ismasser tilbage (død is), der ikke længere havde forbindelse til selve gletsjeren. Disse efterladte ismasser blandede sig med sten, sand og grus, hvilket skabte et særdeles uregelmæssigt terræn, da afsmeltningen var afsluttet. Dødislandskaber findes både på Sjælland, Fyn og i Jylland, men få steder er der så puklet som ved Maglesø.

Desværre er de 82 midtsjællandske dødisbakker nærmest ukendte. Det hænger sammen med, at der er gjort tæt på ingenting for at gøre området interessant for naturelskere. Mange af de gamle markveje er forsvundet, og de grusveje, der trods alt eksisterer, er forsynet med skilte, der beder alle andre end beboerne om at holde sig væk.

På den modsatte side af Ringstedvej forholder det sig lidt anderledes. Brorfelde er kendt, og et kommende oplevelsescenter vil gøre stedet til en egentlig turistattraktion. Selve Maglesø og traktørstedet dér besøges også af mange mennesker.

Jeg har endnu ikke lavet en bakkeoptælling i den del af området. Men mon ikke, at det samlede tal vil nå op over 100 på de i alt ca. 20 kvadratkilometer?

/Jacob