Blogsbjerg

Sammenlign lige de her to sætninger. De er fra hhv. den danske og den norske færdselslov:

– “Ved svinging eller annen vesentlig endring av kjøretøyets plassering i sideretning skal det til veiledning for annen trafikant gis tegn.”

– “Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning.”

De to udsagn ligner hinanden, men der er den forskel, at den norske sætning indeholder “til veiledning for annen trafikant”.

Jeg er ikke jurist, men der er alt andet lige tale om en understregning af, at det er i kommunikationen med andre trafikanter, at signalgivningen er påbudt i Norge.

Og hvorfor nævner jeg så dette? Jo, fordi jeg mener, at den danske færdselslov er meget restriktiv og overlader alt for lidt til trafikanternes egen dømmekraft. Giver det mening at give tegn, når der ikke er andre trafikanter i nærheden? Nej, det gør da ej, men i Danmark har man en firkantet færdselslov. Og omfattende er den tilmed.

I den norske “Forskrift om kjørende og gående trafikk” er der 21 paragraffer. I den danske “Færdselslov” er der 144 paragraffer. Altså syv gange så mange. Okay, det kan godt være, at der så i Norge er nogle ting, der står i andre love el.lign. Whatever. Faktum er, at de norske trafikregler er langt enklere end de danske.

I Norge må cyklister f.eks. godt cykle på fortove. De skal blot vise hensyn og tilpasse farten.

De må også godt cykle over fodgængerfelter! Det indebærer dog ændrede vigepligtsregler. Hvis man som cyklist vil have samme rettigheder i fodgængerfelter som gående, må man stå af og trække!

Derudover “mangler” en stribe love for cyklister, som man finder i Danmark. Det er f.eks. ikke lykkedes mig at finde norske love om, hvor store materialer der må transporteres på cykler. Eller om antallet af fødder, der skal være på pedalerne. Eller om antallet af køretøjer, der må føres ved siden af en cykel, som har tre eller flere hjul.

Det er ting, som er defineret i den danske færdselslov. Helt overflødigt, hvis man spørger mig!

Jeg går ind for en ny cykellov i Danmark. En cykellov, der skal forenkle reglerne. Og som skal lægge mere vægt på trafikantens agtpågivenhed og ansvar end på detailregulering af adfærd.

I Danmark har vi lullet os ind i en “lov er lov”-tilgang til mange ting. Danskerne er på det punkt meget autoritetstro. Vi glemmer at spørge, om loven giver mening. Og når vi ikke spørger, så bliver alting ved med at være, som det altid har været.

Jeg siger ikke, at vi skal overføre hele den norske færdselslov til Danmark. F.eks. er jeg ikke sikker på, at cyklisme på fortove vil fungere herhjemme. Men lad os finde tilbage til et mere pragmatisk forhold til trafikal adfærd. Og lad os finde inspiration i udlandet.

Læs om Danskebjerge.dk’s forslag til ny cykellov her:
http://danskebjerge.dk/topolitik7.htm

/Jacob

Okay, indrømmet, jeg har nok en hang til at gå lidt imod de gængse holdninger. Men det er fordi jeg synes de tit er for letkøbte.

Tag nu f.eks. sagen om de deltagere, der kørte over for rødt i Grejsdalsløbet. Hvor har folk dog haft travlt med at fordømme dem. Inklusive arrangørerne. Der var endda en video, der angiveligt dokumenterede udåden.

Jeg kan for så vidt godt forstå reaktionen fra folkeviddet – og mente sådan umiddelbart også selv ud fra omtalen, at dem, der blev afsløret, var nogle værre bisser.

Nu er der så bare lige det med videoklip fra trafiksituationer, at de ofte kun giver et halvt billede af, hvad der faktisk er sket.

Tit drejer det sig om optagelser fra bilister, der i ti sekunder har kørt bag ved en gruppe cykelryttere, som fylder op i vognbanen. Dette fremstilles som grov chikane og skødesløshed fra rytternes side. I virkeligheden indeholder billederne ingen dokumentation af lovovertrædelser. Man finder nemlig ikke ud af, om bilisten bare har kørt bag ved rytterne uden at give signal. Det er kun, hvis rytterne ikke reagerer på et tydeligt signal, at de gør sig skyld i en færdelsforseelse.

Alligevel kan man være sikker på, at videoer af den type bakkes op af et væld af Facebook-brugere, der med hadske vendinger nedgør folk på cykel. Det er en sørgelig tendens.

I tilfældet med Grejsdalsløbet mener jeg også, at mange har været for tidligt ude med fordømmelserne. På videoen ser man nemlig næsten ikke den øvrige trafik. Man ser kun ryttere, der kører over for rødt lys. Jamen, kan man da køre over for rødt, uden at det er ulovligt? Ja, det kan man da nemt forestille sig: Hvis den trafik, der kommer fra siden, holder tilbage.

For mit eget vedkommende kunne jeg sagtens som bilist finde på at holde tilbage for en gruppe cykelryttere, hvis jeg ser dem nærme sig et kryds, også selvom der er grønt for mig. Og hvis jeg bremser op – eller holder stille trods grønt -, er det da helt logisk, at cyklisten kører over. Alt andet er for tosset. Jeg var ikke selv med til løbet, så jeg skal ikke afgøre, hvad der præcist skete. Men jeg kan se på nogle af klippene, at flere ryttere faktisk orienterer sig til siderne.

I øvrigt har jeg den holdning, at færdselsloven er en hjælp til at få trafik til at glide sikkert. Den er ikke en spændetrøje. I storbyer er det i praksis en smagssag, om fodgængere skal stoppe ved rødt lys ved fodgængerovergange, når der ikke er øvrig trafik. Sådan synes jeg egentlig også det er for cyklister. Det er simpelthen meningsløst at holde tilbage for trafik, der ikke er der.

Selvfølgelig kræver det, at krydset er overskueligt. Men her må cyklistens dømmekraft spille ind. Det er for dumt at køre ud foran tværgående trafik. Om det så er i et lyskryds eller ikke.

Jeg tænker, at nultolerancepolitikken – hvis det er sådan én, som Grejsdalsløbet vil slå ind på – er en farlig vej at gå. For hvor ender det så? Skal deltagere også diskvalificeres, hvis de ikke rækker hånden ud til siden for at vise, at de vil svinge? Jeg tror aldrig, jeg har set en gruppe på 30 ryttere, hvor alle 30 har rakt hånden ud før et sving. Det ville da også være noget fjollet noget. Selvom lovens bogstav kræver det!

Ingen tvivl om, at hasarderet kørsel i motionsløb skal kunne straffes. Det er vigtigt – ikke kun af færdselssikkerhedsmæssige årsager, men også pga. det sportslige aspekt: Hvis en rytter suser over et kryds på en trafikfarlig måde, så er det jo snyd – en måde at skaffe sig en tidsfordel på i forhold til konkurrerende deltagere. Her må de officials, der befinder sig de pågældende steder, spille en rolle. De kan indberette tilfældene, og så må rytteren, der er under anklage, gives en chance for at forsvare sig.

Jeg ved ikke, om der har været vidner inde over sagen i Grejsdalsløbet. Jeg mener blot, at det videoklip, der har været vist, er utilstrækkeligt til at afgøre, om der faktisk er sket så mange overtrædelser, som det er blevet hævdet.

/Jacob

Som man kunne frygte, har striden om skråningen ved Maglesø Traktørsted udviklet sig til det værre.

Den nye ejer gør alt for at holde offentligheden væk. Det har bl.a. udmøntet sig i en afspærring af den tværgående sti ned til Maglesø. En sti, som i generationer har været frit tilgængelig.

Samtidig har ejerne forhindret, at traktørstedets gæster kan parkere ved bygningen.

Læs mere her:
https://www.tveast.dk/artikel/ejer-af-kendt-traktoersted-politianmeldt

Nu har Danmarks Naturfredningsforening så svaret igen ved at politianmelde ejeren.

Formentlig har ejeren tænkt, at han efter overtagelsen kunne både ophæve lejemålet for traktørstedet og lukke stien af for gæster udefra. Der har han øjensynligt forregnet sig. Forpagteren af traktørstedet har nemlig en kontrakt, der rækker adskillige år ud i fremtiden. Og stiens status kan man heller ikke bare sådan ændre på.

Hvad politiet vil gøre i sagen, vides p.t. ikke.

Men man kan ærgre sig over, at det overhovedet kom så vidt, at ejendommen blev solgt til personer, der ikke sympatiserede med de betingelser, der var knyttet til lokaliteten. Det optimale er, at stedet ejes af nogle, der har det fint med at bo privat i et offentligt tilgængeligt naturområde med tilhørende traktørsted.

Som tidligere nævnt opfordrede Danskebjerge.dk til, at en fond, stiftelse eller offentlig myndighed bød på ejendommen.

Der har længe hersket usikkerhed om hele Maglesø-områdets fremtid. Området var i en årrække ejet af den lokalt forankrede erhvervsmand Finn Helmer, men efter dennes konkurs kom helt nye aktører ind i billedet.

/Jacob

Det nye storstilede forbrændingsanlæg i nordenden af Amager er blevet betragtet som et enestående stykke arkitektur. Bygningen kombinerer en industriel nødvendighed med muligheder for rekreativ udfoldelse. Og så har Amager Bakke, som det 90 meter høje anlæg hedder, et unikt ydre design.

Det var i hvert fald antagelsen. Indtil dette forår.

Den franske tvilling
For i den franske storby Lille er man ved at udbygge bydelen Euralille, og her er det i marts blevet besluttet at opføre en ejendom med navnet Shake. Den er udformet med en høj gavl i den ene ende og så et skrånende tag, der i modsatte ende af bygningen drejer 180 grader og fortsætter faldet ned til gadeniveau.

Med andre ord ligner Shake i rystende grad Amager Bakke. Selv træerne på taget er med. Kun skorstenen, der rager op fra toppen af det danske anlæg, mangler i Lille.

I Frankrig er fællestrækkene ikke gået ubemærket hen. I avisen La Voix du Nord peges på paradokset i, at Shake blev præsenteret som noget nyskabende og originalt, samtidig med at bygningen i den grad minder om den i København.

Overraskende lighed
Det er arkitektfirmaet BIG, der står bag designet af Amager Bakke.

BIG, hvis stifter er den prisbelønnede Bjarke Ingels, udtaler kortfattet til La Voix du Nord, at man godt har bemærket den stærke lighed mellem de to projekter. Og at ligheden er særligt overraskende, fordi Amager Bakke blev designet ud fra nogle specifikke betingelser, der gjaldt på netop det sted.

De franske ophavsmænd fastholder, at Shake er originalt design, skabt fra bunden i forbindelse med arkitektkonkurrencen i Lille. Arkitekterne fra PCA-Stream indrømmer ganske vist, at de kender og beundrer BIG. Men ligheden mellem Shake og Amager Bakke er tilfældig, lyder det.

Byggerier i gang
Det vides ikke, om der vil komme et retsligt efterspil ud af sagen. Hvis de to projekter fortsætter omtrent som planlagt, vil Amager Bakke åbne for alpine skiløbere og andre bakkeglade mennesker i begyndelsen af 2018, mens Shake står færdig i 2021. Sidstnævnte skal ikke rumme noget forbrændingsanlæg, men derimod kontorer, restauranter, en børnehave og meget andet.

/Jacob

Amstel Gold Race er det klassikerløb, der er mest dansk. Forstået på den måde, at løbets rute minder om noget, man ville kunne opleve på danske landeveje. Løbet kan sammenlignes med Grejsdalsløbet omkring Vejle – jeg har prøvet begge ruter, dog kun mellemdistancerne -, og højdeprofilerne, jeg viser her, er fra hhv. Amstel og Grejsdalsløbet.

En af lighederne er, at der er rigtig mange bakker. Amstel Gold Race er nok den af forårsklassikerne med flest bakker, men Grejsdalsløbet hænger godt på. Og begge løb har adskillige stigninger, der stiger med mere end 15% på det stejleste.

En forskel – som også fremgår af de viste højdeprofiler – er, at højdeforskellene i Amstel er større. Hvor Grejsdalsløbets terræn konstant ligger mellem 0 og 100 meter over havet, så ligger det i Amstel mellem ca. 60 og 330 meter over havet. Det indebærer så også, at nogle af de sydhollandske stigninger er længere og har flere højdemeter end de vejlensiske (f.eks. har Camerig-stigningen hele 146 højdemeter).

Til gengæld har Grejsdalsløbet længste rute en mere modbydelig afslutning. Her skal man op ad Gl. Kongevej, der måske nok er kortere end den berømte Cauberg, men sidstnævnte har noget lavere maksimal og gennemsnitlig stigningsprocent end Gl. Kongevej, som med sin max på 19,5% altid tvinger mange trætte deltagere til at stå af cyklen og trække op.

En interessant detalje er, at der i Grejsdalsløbet øjensynligt er flere højdemeter pr. kilometer end i Amstel Gold Race. Det gælder ikke for de ruter, jeg har kørt, men hvis man sammenligner den officielle Amstel Gold Race-rute med de længste ruter i Grejsdalsløbet, så er det løbet i Vejle, der ser hårdest ud (11,4 højdemeter pr. km mod 10,9 højdemeter pr. km). Der er en vis usikkerhed forbundet med sådanne opgørelser, og ruterne kan blive ændret (Amstel-ruten har f.eks. fået en ny afslutning i 2017). Men når den danske rute er så hård, hænger det sammen med, at det ganske enkelt går op og ned hele tiden. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvor lange de enkelte stigninger er.

/Jacob

P.S.: Her er Chris Anker Sørensens syn på Ardennerklassikerne: http://sport.tv2.dk/cykling/2017-04-16-der-sad-vi-otte-proffer-og-spiste-is-paa-en-smaasnusket-tankstation

Der er mange forestillinger om det danske klima. De fleste indeholder disse tre begreber: regnfuldt, koldt og blæsende.

Særlig stygt er et sådant vejr, når man kravler op på en bakketop i åbent land og brutalt konfronteres med den isnende blæst og den piskende regn. Typisk dansk vejr, vil nogen så måske sige.

Men det er ikke helt fair.

For faktisk hører det danske vejr til i den venlige afdeling, når man sammenligner med andre lande.

Danmark har hverken ekstrem kulde eller ekstrem varme. Danmark har vind, ja, men sjældent altødelæggende orkaner.

Så regnvejr da – det har vi da gevaldig meget af? Næ, egentlig ikke.

Tag vores hovedstad. I København falder der 634 millimeter nedbør om året. Og det er rigeligt, kan man selvfølgelig mene. Men i en europæisk sammenligning er det en beskeden nedbørsmængde.

Her er en liste med nogle af Europas hovedstæder – sorteret efter årlig nedbør:

Oslo: 815 mm

Bruxelles: 813

Rom: 811

Amsterdam: 800

Dublin: 712

Paris: 651

London: 651

Helsinki: 640

København: 634

Berlin: 576

Prag: 524

Warszawa: 522

Stockholm: 510

(Kilde: Mitrejsevejr)

København ligger i den lave halvdel. Det regner f.eks. mindre i København end i populære turisthovedstæder som Rom, London og Paris!

Hvorfor er der så så mange, der tager fejl, når de taler om vejret i Danmark? Muligvis fordi de har en opfattelse af, at om sommeren bør vejret være tørt. Og sådan er det da også i nogle lande, men ikke i Danmark. Her i landet er nedbørsmængderne ganske jævnt fordelt hen over året, mens der især omkring Middelhavet er meget våde vintre og meget tørre somre. Kun få danskere opdager, at det i vintermånederne nærmest står ned i stænger i f.eks. Italien og Vesttyrkiet – for de rejser ikke dertil på den tid af året.

Men faktum er altså, at København er et forholdsvis godt sted at være, hvis man holder af tørvejr.

/Jacob

Udsendelsesrækken “Historien om Danmark” på DR1 er kommet flot i gang, og første afsnit havde undertegnedes særlige interesse, fordi det indeholdt noget om istidslandskabet. Der indgik bl.a. optagelser lavet på Island, som jeg besøgte sidste år.

Ét udsagn i udsendelsen undrede mig dog noget. Det kom fra professor i geologi Minik Rosing, og det lød sådan her (direkte citat):

“Når du ser ud over et landskab i Danmark, så ser du bakker og alt muligt andet. Du skal tænke på, at i virkeligheden er det en afstøbning af undersiden af isen dengang, du ser. Altså det er undersiden af iskappen – det er dens facon, du ser som det, vi kalder landskabet nu.”

Hmm. Er det nuværende danske landskab en afstøbning af istidens iskappe?

Jeg opfatter det som en stærk forenkling – i bedste fald. Jeg vil kalde udsagnet for misvisende. Måske endda: forkert.

At betegne landskabet som en afstøbning af iskappen svarer til at sige, at de rester, der ligger tilbage på tallerkenen, efter at man har spist et stykke lagkage, er en afstøbning af lagkagestykket.

Det er mildt sagt en upræcis gengivelse af en årsagssammenhæng. Lagkageresterne er jo resultatet af den afsluttende proces med at skære kagestykket ud og fortære det. De fortæller måske nok, hvad kagen bestod af. Men de fortæller intet om, hvordan den så ud.

På samme måde er det nuværende danske istidslandskab primært et produkt af de processer, der foregik ved slutningen af istiden. Tunneldalene er overordnet set et spor af noget is, ja, men det er først og fremmest resultatet af den udgravende proces, der finder sted, når store mængder smeltevand løber væk fra undersiden af en gletsjer. Dødisbakker opstår, når smeltende ismasser aflejrer sand og grus. Randmorænebakker skabes, når en gletsjer skubber materiale op foran sig for siden at trække sig tilbage.

Disse processer har ikke meget med undersiden af en iskappe at gøre. Professorens beskrivelse må forstås sådan – hvis den var korrekt -, at iskappen som et stempel lægger sig oven på terrænet, og når stemplet løftes igen, ligger landskabet tilbage som et aftryk. Imidlertid er det svært at finde eksempler på noget sådant. Det ville være mere præcist at sige, at iskappens bevægelser har efterladt sig aftryk. Det kan til en vis grad forklare f.eks. bundmorænelandskaber. Fænomener som tunneldale og dødisbakker ville dog stadig ikke kunne beskrives på den måde.

Hvis iskappen har afsat aftryk på Danmark, så er det i form af at have trykket landskabet ned. Isen var så tung, at terrænet faldt i højde, hvilket igen betød, at landet hævede sig i løbet af stenalderen. Dette er en ret skudsikker teori, men det har intet med terrænoverfladens udseende at gøre.

En mulig forklaring på Minik Rosings udsagn i udsendelsen er, at det er et uheldigt resultat af redigering. Altså at han f.eks. har udtalt sig om én ting, som i konteksten fremstår som noget andet.

Uanset hvad undrer jeg mig.

/Jacob

P.S.: Historien om Danmark ligger online på dr.dk i skrivende stund og formentlig et par måneder frem. Se det her: https://www.dr.dk/tv/se/historien-om-danmark/-/historien-om-danmark-stenalder

Store dele af Danmark er som bekendt dækket af mark og skov, men der findes en anden landskabstype, man ikke hører så meget om. Man kunne kalde den ”hestefoldslandskabet”.

For selvom hesten efter Anden Verdenskrig mistede sin praktiske funktion i landbruget, spiller den stadig en rolle i mange danskeres hverdag. Ikke som transportmiddel, men som kæledyr og hobby.

Og den fysiske plads, som et så stort dyr kræver, sætter sit præg på Danmark som land.

Det menes, at der i dag findes omkring 200.000 heste her til lands. Det er godt og vel en fordobling i forhold til 1970’erne. Hestens renæssance betyder, at der mellem skovene og kornmarkerne er kommet en øget flade af indhegnede græsarealer. Ifølge en rapport om hestesektorens betydning i Danmark lægger hestene beslag på godt 100.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til en tredjedel af Fyn. Deraf benyttes de 93.000 hektar til græs og foder til hestene.

Og hvad skal man så mene om dette ”hestefoldslandskab”?

Ja, i hvert fald bryder det den dominerende rolle, som korn- og pløjemarkerne indtager mange steder i landet. Landmændenes marker er i disse år ved at vokse sig større og større, og her er hestefoldene med til at bryde den tiltagende monotoni.

I biologisk henseende bidrager foldene næppe med så meget. Der er jo oftest blot tale om flade jorde, hvor eventuelle træer og buske holdes nede. Men hestenes tilstedeværelse har vel en positiv æstetisk betydning. Det føjer liv og variation til et landskab, at der er dyr i det. Mon ikke at alle mennesker – også dem, der ikke ejer en hest – finder glæde i travende eller legende eller ædende heste, når blikket glider ud over et landligt terræn.

Og så er der en yderligere egenskab ved ”hestefoldslandskabet”, som de færreste måske er klar over: Det er en landskabstype, der er udpræget dansk. Danmark er nemlig det EU-land, der har det største antal heste pr. indbygger. Så hvis man skal male eller fotografere et typisk dansk landskab, bør man ikke nøjes med noget skov og en mark. Man skal også huske et stykke jord med en hest, der står i en indhegning.

/Jacob

P.S.: Den citerede rapport (Hestesektorens samfundsøkonomiske betydning i Danmark) er fra 2009 og er således ikke helt up-to-date. Men jeg ser ingen grund til at tro, at tallene er væsentlig anderledes i 2017.

Med en højdeforskel på ca. 100 meter er trappen ved Geocenter Møns Klint en løbeudfordring ud over det sædvanlige. Men der er en måde, man kan gøre strækningen endnu grummere på!

Først skal vi måske lige slå fast, hvad vi taler om, når det gælder svære stigninger i Danmark.

Vi har jo ingen høje alper eller fjelde. Men der findes en halv snes stigninger, som byder på mere end 100 højdemeter fra bund til top, og som samtidig har en betydelig hældning. De fleste af disse er placeret i Jylland, men Møns Klint, som ligger i den anden ende af landet, er også godt repræsenteret. Og den skrappeste stigning af dem alle befinder sig altså ved Geocenteret.

Den er først og fremmest modbydelig, fordi den er så stejl. Der er trappetrin fra Østersøkysten og helt op til et terræn, der ligger 100 meter over havet. Stigningsprocenten er 25 i snit. Det er noget stejlere end på f.eks. stien op til tårnet på Himmelbjerget, hvor stigningsprocenten hedder 13,9.

Møns Klint-trappen er kendt af mange naturelskere og motionister, og den har indgået i flere tv-programmer, fordi den er ideel til afprøvning af forskellige personers fysiske formåen. Trappen har også en berømt og berygtet plads i det traditionsrige Klinteløb, der har start og mål ved Geocenter Møns Klint.

Hvad de fleste løbere dog overser, er, at stigningen ikke slutter ved toppen af trappen med de knap 500 trin. Nej, der er faktisk næsten 30 højdemeter yderligere at kaste sig over. Du skal blot dreje til højre og fortsætte dit løb. Så møder du en ny trappe, der fører dig op mod Dronningestolen – det højeste punkt på hele klinteskrænten. Denne trappe (lad os da være royale og kalde den Dronningetrappen!) har en højdeforskel på ca. 21 meter. Og har trin, der er lige så krævende som dem på Geocenter-trappen. Når Dronningetrappen er overvundet, går der en sti op til udsigtspunktet ved Dronningestolen.

Dronningestolen befinder sig i en højde af 129 meter over havet. (Visse opslagsværker angiver 128, men de nyeste digitale målinger, som hjemmesiden Danskebjerge.dk har studeret, siger altså 129 meter.) Ved ankomsten har du tilbagelagt en strækning, hvis længde er forholdsvis beskeden – kun godt 500 meter. Men højdeforskellen er hele 128 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på grusomme 25,1. Selv de mest veltrænede vil få deres sag for her!

Samlet vil du på turen have kæmpet dig op ad næsten 600 trappetrin. Undertegnede har ved seneste besøg talt 97 trin på Dronningetrappen, og 494 trin på Geocenter-trappen (også kaldet Maglevandstrappen). Antallet af trin på sidstnævnte kan variere en smule, fordi Naturstyrelsen nogle gange må rykke ud og skifte trin ud allernederst på trappen. Det skyldes skader fra havets bølger.

Denne artikel er ledsaget af et billede, der viser hele stigningen op til Dronningestolen. Sidstnævnte punkt er vist med en rød prik.

/Jacob

Tv2.dk beretter om ny forskning, der fortæller, hvordan Danmark blev skabt, og hvilket dyre- og planteliv der befandt sig her, mens det skete.

Og her taler vi ikke om istiden. Vi taler om perioder, der ligger millioner af år tilbage.

Forskningen beskriver bl.a., hvordan Danmark opstod som et biprodukt af de norske fjelde. Fra bjergene førtes nemlig materiale sydover via floder, og dette blev aflejret som et nyt landskab. Men stadig med lange tidsperioder, hvor Danmark var helt dækket af hav.

Danmarks skabelse er vist med en lille animation inde i artiklen:

http://nyheder.tv2.dk/2017-03-23-engang-var-her-megahajer-og-kaempetraeer-saadan-blev-danmark-dannet

/Jacob