Blogsbjerg

Man kan ikke vinde hver gang.

Det velkendte trøsteudtryk kan passende bruges om etapeløbet PostNord Danmark Rundt 2017. For efter et par år med succes – først og fremmest i kraft af indførelsen af direkte tv-transmissioner fra løbet – gik det denne gang mindre godt. For nu at sige det pænt.

Sammen med regnen væltede dårligdommene ned over den store danske cykelevent. I bedste fald var det et sammenfald af uheldige omstændigheder. I værste fald var det begyndelsen på en mere omfattende nedtur for løbet.

Der var dog også lyspunkter. Bl.a. fik vi set nogle spændende stigninger.

Løbet og rytterne
Ruten var i år så at sige vendt om, sådan at 1. etape startede i København, hvor der ellers normalt er opløb på afslutningsetapen. Det finder jeg ret uproblematisk, og det åbnede mulighed for, at feltet kunne komme til Odsherred, hvilket ellers er forholdsvis sjældent forekommende. Med målstreg i Kalundborg var det ganske vist så godt som udelukket, at Odsherred-bakkerne ville få nogen afgørende betydning, men de var nærmest maksimalt repræsenteret, så på det punkt skal jeg ikke klage. Til min glæde var Granbakken inkluderet i ruten frem mod Kalundborg-rundstrækningen. Granbakken er egentlig den midterste del af én sammenhængende stigning, der også omfatter Trøjeløkkevej og Bøgebakken. Med en maksimal stigningsprocent på 19 er strækningen sammenlignelig med Kiddesvej. Måske en dag kan den kalundborgske mur få en mere fremtrædende plads i PostNord Danmark Rundt. Man har vel lov at håbe.

Nuvel, tilbage til årets rute. Efter at sprinterne var blevet snydt af Casper Pedersen på rundstrækningen i Kalundborg by, skulle de tage revanche på Fyn på anden etape. Her var den såkaldte Golfbakke på Bjergevej ved Svanninge den klart mest udfordrende stigning. Turen ind mod målbyen Odense var derimod flad og hurtig, så det kunne næsten ikke gå galt for sprinterholdene. Men så kom blæsten og regnen. Vejret var rædselsfuldt, og efter at løbsledelsen havde først afkortet etapen og siden neutraliseret den, sagde rytterne stop. Som noget helt usædvanligt blev en PostNord Danmark Rundt-etape afbrudt og aflyst.

På den baggrund fik kongeetapen til Vejle, som i forvejen plejer at have væsentlig betydning for klassementet, nu endnu større vigtighed. Den udviklede sig vanen tro som et udskilningsløb på de sidste ca. 45 kilometer, og på finaleopstigningen på Kiddesvej sad der en halv snes ryttere forrest. Det lykkedes Mads Pedersen at slide sig løs, og han vandt med nogle få sekunders forspring til Michael Valgren. Spredningen var stor i feltet, og man må sige, at Vejle-etapen endnu en gang viste sin berettigelse. Det er faktisk ikke så almindeligt, at der i ”flade” etapeløb skabes tidsforskelle af den størrelsesorden, som tilfældet er med Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt. Man kunne godt sukke efter en international endagsklassiker eller et VM i dette terræn.

Enkeltstarten i Randers resulterede i dødt løb mellem Mads Pedersen og Michael Valgren, og så var der kun Aarhus-etapen tilbage at gøre godt med for Valgren. Etapen var kuperet, hvilket kunne ses på gennemsnitsfarten, der lå på ca. 41 km/t – det samme som på kongeetapen. Første del af ruten gik gennem Mols Bjerge. Masser af højdemeter, bestemt, men når et bakkelandskab ligger tidligt på ruten – som også Odsherred-højdedraget gjorde -, så får det sjældent nogen synlig betydning for den måde, et profløb udvikler sig på.

Trods flere hårde bakker frem mod Aarhus var det da også et ganske stor felt med favoritterne, der nåede rundstrækningen. En rundstrækning, som ifølge arrangørerne var gjort endnu hårdere i år. Det viste sig dog, at der udelukkende var tale om en forlængelse af strækningen på Oddervej og ikke – som nogle af os havde spekuleret i – en løsning med to stigninger i stedet for én. Uanset hvad så endte det hele i en massespurt, sådan som det plejer at gøre i Aarhus. Valgren kom aldrig i nærheden af at true Mads Pedersen, og så kunne sidstnævnte snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2017.

De danske ryttere var massivt repræsenteret i toppen af det endelige klassement. Det kan man være glad for. Man kan også være ærgerlig over det. For betyder det ikke, at niveauet i det ellers internationale felt er for lavt? Jeg savnede i hvert fald et par ikke-danske kapaciteter. Froome og Nibali er nok svære at få herop, I know, men ryttere som Daniele Bennati og Lars Boom har før sat deres præg på løbet, og der var for få fra den pulje i år. Nacer Bouhanni og John Degenkolb var topnavnene – de udgik begge, omend Bouhanni nåede at score en andenplads på Kalundborg-etapen.

Man kan håbe, at det bare var et lidt tyndt år i år, bl.a. som følge af det forestående VM. Men PostNord Danmark Rundt er konstant i fare for at miste prestige og betydning. Det kan nemt ende som et udvidet Danmarksmesterskab i etapeløbscykling, hvis ikke der er deltagelse af stærke internationale ryttere. Rekruttering af profilerede navne bør derfor nu være et af de større indsatsområder hos de danske løbsarrangører.

Når det er sagt, så er der ikke nogen ydre tegn på, at PostNord Danmark Rundt køres på et lavere sportslige niveau end andre store internationale løb. Gennemsnitsfarten på etaperne er over 40 km/t, og sammenligner man Vejle-etapen i 2015, 2016 og 2017 (som Danskebjerge.dk har gjort), så er farten ikke faldet – faktisk er den steget en lille smule, til 41 km/t. Så det er tvivlsomt, om nogen med det blotte øje kan se, at rytterne ikke er fra den allerøverste skuffe.

Afviklingen
Hver dag havde sin fadæse i årets PostNord Danmark Rundt. Det begyndte ved Asnæs Indelukke-bakken på 1. etape, hvor to udbrydere kørte den forkerte vej. Det er muligt, at de selv kunne have regnet ud, at den var gal, men faktum er, at der ikke stod nogen official parat til at vise dem, at de skulle dreje. En klar organisatorisk fejl, men efter min mening blev det løst på en sportslig fair måde. Ingen ryttere mistede tid på brøleren.

Værre var det med problemerne på 2. etape. Jeg føler mig overbevist om, at etapen kunne have været gennemført trods vinden og nedbøren. I stedet blev der indledt en kompleks korrespondance mellem forskellige aktører i løbet, og selvom DR og løbsledelsen forsøgte at få det til at se ud, som om aflysningen blev vedtaget i enighed, så var det essentielt i protest mod løbsledelsens løsninger, at rytterne stod af cyklerne.

Meget er sagt i den sag, men jeg savner altså stadig nogle klare objektive beviser på, at vejret virkelig var så usselt, som det blev gjort til. Ifølge mine oplysninger lå middelvinden i Faaborg, som de var på vej hen til, på 15 m/s. Det er stiv kuling. Ikke et behageligt vejr at cykle i, men heller ikke et vejr at aflyse i!

Jeg var skuffet over den aflysning. Og hvad værre var: Nogle ryttere mere end antydede i efterfølgende interviews, at PostNord Danmark Rundts status (eller mangel på samme) spillede en rolle i beslutningsprocessen – at en del af rytterne ikke havde så meget mere at køre for i sæsonen, og at andre havde et VM at se frem til. Underforstået: Når nu løbet ikke er så vigtigt igen, skal man minimere risikoen ved at deltage i det.

Det er en bekymrende udmelding. Et løb som PostNord Danmark Rundt, der i forvejen skal kæmpe for sit renommé, har ikke brug for, at rytterne står og taler løbet ned. Og da slet ikke på en dag, hvor de ikke orkede at køre i stiv kuling.

Vinden løjede af til 3. etape. Uheldigvis skete der påny en fejl i ruteanvisningen. En udbrydergruppe drejede forkert af, fordi de fulgte en politimotorcykel, der drejede. Efter tv-billederne var det forståeligt, at rytterne fulgte efter motorcyklen, så igen har man indtrykket af, at det var et organsatorisk kiks, vi var vidne til. Nu kunne det vel ikke blive værre, tænkte man, og så skete der alligevel det på 5. etape, at en reklameportal et sted i Aarhus kollapsede, sådan at to ryttere måtte bremse op og umiddelbart efter blev hentet af hovedfeltet. Om det var en rent teknisk defekt, eller om der også var et menneskeligt element i det – det ved jeg ikke. Men i hvert fald var det endnu en dum fejl i rækken af dumme fejl.

Det er egentlig lidt paradoksalt, for Danmark har ry for at være dygtig til at organisere store internationale sportsevents. At det så går helt galt i årets PostNord Danmark Rundt, kan i princippet skyldes en tilfældig ophobning af sort uheld. Mit gæt er dog, at der er sket noget i kulissen, der har svækket organisationen på en eller anden måde. Der må have været nogle led i kæden, der i år var svagere end normalt. Forhåbentlig fører fejlene til bedre kvalitetssikring frem over. Der er jo faktisk meget på spil, eftersom Danmark har ambitioner om bl.a. en Tour de France-start inden for en overskuelig fremtid.

Formidlingen
Det var tredje år, at DR sendte live fra Danmarks største cykelbegivenhed. Indførelsen af live-tv står fortsat som et af de helt store fremskridt i løbets historie, og produktionen lever op til, hvad man kender fra andre løb af denne kaliber, herunder flotte helikopterbilleder.

Set i det lys kan det måske grænse til flueknepperi at kritisere svipsere undervejs, men på den anden side: Når nu setuppet er der, kan de produktionsansvarlige vel godt lige oppe sig og få optimeret transmissionen.

Produktionen er tydeligvis lagt an på forudsigelighed. Producerne vil meget gerne have en udbrydergruppe foran og et hovedfelt et par minutter bagude, for så kan der klippes mellem de to motorcykler, der følger hver gruppe. Skabelonen følges nærmest slavisk, og det gør, at der ikke er plads til at prioritere bestemte ting undervejs.

For at nævne et eksempel: Kommentatorerne Liniger og Frost talte om færiste, da feltet nåede Havnsø – det er jernrør, der ligger nedsænket på tværs af vejen, og som skal forhindre køer og får i at gå henover vejen. Disse riste kunne måske volde rytterne problemer, men vi fik aldrig svaret, for der blev ganske enkelt ikke vist nogen billeder af, at rytterne krydsede ristene. Det var suspense uden payoff, og desværre forekom dette med jævne mellemrum.

Værst var det på Vejle-etapen, hvor bakker som Østengård og Gl. Kongevej blev behandlet aldeles stedmoderligt af DR’s produktionshold. Liniger begyndte ganske vist at tale om, at feltet nærmede sig Østengård-stigningen – men på det tidspunkt var den allerede passeret! Kort efter så man de forreste køre ind på Gl. Kongevej, altimens kommentatorerne fejlagtigt sagde, at man nu var inde på Chr. Winthersvej.

Og så begik DR en fejl, de før har begået – nemlig at fokusere på styrt forud for Gl. Kongevej i stedet for at vise opstigningen. Mens den stejleste asfalt i hele PostNord Danmark Rundt blev forceret, klippedes tilbage til ryttere, der var røget af cyklen på turen ned ad Jellingvej. Dermed mistede man som seer fuldstændig fornemmelsen af, hvad Gl. Kongevej er for en stigning – men, indrømmet, det lå fint i tråd med DR’s hang til hoppen frem og tilbage mellem ryttere!

Og apropos hop. Brostenene i Hopballe blev nævnt flere gange af Liniger og Frost. De har før resulteret i stor dramatik og vilde tv-billeder, men hvis man som seer havde håbet at se rytterne passere det farlige sted, blev man skuffet. Der var lige nogle andre kameraer, der skulle i brug på det tidspunkt åbenbart.

Jeg ved ikke, om tv-transmissionen produceres helt uafhængigt af, hvad kommentatorerne taler om. I hvert fald er mere koordinering tiltrængt. Jeg har ikke brug for at høre om lumske færiste og farlige brostensstykker, hvis DR ikke har i sinde at vise mig dem. Jeg synes, det er træls at se frem til etapeløbets hårdeste stigning, hvis DR i stedet giver mig billeder af ryttere, der ømmer sig efter styrt. Prøv nu at planlægge transmissionen efter nøglemomenterne i stedet for at følge den rutineprægede klippeskabelon, DR! Det burde der være overskud til, når nu man har produceret tv fra løbet i tre år.

Konklusion
Af de tre årgange af PostNord Danmark Rundt, hvor løbet har været vist på direkte tv, var denne for mig at se den dårligste. Der var øjensynligt gået ”the same as usual” i den, både hos de arrangements- og de formidlingsansvarlige – og når først rutinetænkningen indtræder, bliver produktet ofte ringere. Nej, man kan ikke vinde hver gang, men man kan lære af sine fejltagelser, og jeg håber virkelig, at DR og DCU gør det. Jeg er fortsat stor fan af løbet og glæder mig til at se det i en forbedret udgave næste år.

Læs også: http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post323

/Jacob

Det kan godt virke, som om feltet i årets Post Danmark Rundt er lidt svagere end de forudgående år. Der mangler typer som Lars Boom, Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen – de har før gjort sig fornemt bemærket i løbet. Som årets største navne præsenteredes i stedet Nacer Bouhanni og John Degenkolb, men førstnævnte trak sig på 2. etape, og sidstnævnte har været en skygge af sig selv.

Lidt skuffende, men hvor meget lider det sportslige niveau under dette forfald?

Det er som udgangspunkt svært at vurdere, men i kraft af kongeetapen i Vejle er der faktisk et sammenligningsgrundlag. Etapens første del ændrer sig ganske vist fra gang til gang, men i de nu tre år, hvor de sidste 50 kilometer har været uforandrede, har feltet været nogenlunde samlet ved ankomsten til Vejle. Derfor kan resultaterne af kongeetapen i et vist omfang godt udtrykke noget om styrken i feltet.

Her i 2017 snuppede Mads Pedersen sejren, nogle få sekunder foran Michael Valgren. Etapen havde formet sig, som den oftest gør – med udskilning på rundstrækningen med Kiddesvej, hvor der endnu på sidste runde er 10-20 ryttere samlet helt i front. Men var der nogen momenter, der afveg fra det “normale”?

Her er nogle andre sammenligninger, jeg har lavet ud fra resultatlisterne (fra www.procyclingstats.com):

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t

Man kan i hvert fald slå fast, at hvis feltets niveau er ringere i år, så ses det ikke på farten. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at gennemsnitsfarten på en etape bliver som den bliver – vind osv. -, men jeg synes, ligheden i farten er påfaldende. (Ja, faktisk er den jo steget lidt.)

Lad os så se lidt på tidsforskellene i klassementet for etapen (i minutter):

Tidsforskel mellem nr. 1 og 20:

I 2015: 1.22
I 2016: 0.23
I 2017: 0.37

Tidsforskel mellem nr. 1 og 40:

I 2015: 12.10
I 2016: 1.25
I 2017: 2.18

Tidsforskel mellem nr. 1 og 60:

I 2015: 13.29
I 2016: 3.21
I 2017: 6.32

2015-udgaven skiller sig fra de to andre ved at have større tidsforskelle i alle tre sammenligninger. Især adskiller 2015 sig fra 2016: 1 minut større tidsforskel i top 20, og næsten 11 minutter i top 40. Differencerne kan måske forklares med, at Tinkoff-Saxo i 2015 år stillede med et særligt stærkt hold og gjorde meget for at dominere løbet. Et felt med ét meget stærkt hold må alt andet lige være mere udsat for at knække over end et felt med mange nogenlunde lige stærke hold (som i f.eks. 2017). Der kan selvfølgelig også være tilfældigheder i spil.

2017-udgaven af kongeetapen lægger sig nogenlunde midt imellem de to andre, så igen må man sige, at der ikke ud fra tidsforskellene kan udledes noget om feltets eventuelle svaghed i år.

Måske er der noget om snakken, men det kan i hvert fald ikke ses med det blotte øje.

SE OPDATERET ANALYSE FRA 2022 HER: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/08/20/ekstraordinaer-vejle-etape-gav-gennemsnitlige-resultater/

/Jacob

Bjerget. Åh nej. Det er lige om lidt. Jeg snupper et par dybe vejrtrækninger. Snart vil pulsen brage i vejret. Det er nu, det kan vise sig, om dagen bliver en succes eller en fiasko.

Det er så nemt at le ad de ikke særligt alpine højdedifferencer i Danmark. Men hvis man deltager i et cykelløb, er man ikke i tvivl om, at der er forskel på flad vej og stigende terræn. Faktisk kan en stejl bakke på bare et par hundrede meter få afgørende betydning for, hvordan løbet udvikler sig for dig som deltager.

To weekender i træk har jeg nu deltaget i motionsløb, hvor Menstrup Bjerg har indgået i ruten. Menstrup Bjerg ligger i Sydsjælland og er kendt af enhver motionscyklist på egnen. Det er omtrent den eneste stejle bakke i området mellem Næstved og Skælskør, og det er ikke en gang fordi den er så slem igen – alene vurderet ud fra tallene. Den er 530 meter lang og stiger med 4,7% i snit. Det er set grummere.

Få sekunder kan koste
Alligevel ved man bare, at det bjerg har en del at skulle have sagt. For hvis du ligger i en gruppe, der har gode, ambitiøse ryttere med, vil der med garanti opstå splittelser her. Det er på stigende terrænoverflade, at forskellen i rytternes formåen (og kropsvægt) udkrystalliseres.

Og selvom det måske kun er nogle få sekunders huller, der opstår på bakken, så kan det være nok til at ændre præmissen for resten af løbet. Sidder du som nummer fem i en gruppe på ti mand, og du mister hjulet på den fjerde, så slipper de fire måske afsted i en ny gruppe, mens du må indfinde dig i jumbodelen af den tidligere timandsgruppe. Her er der typisk færre stærke folk til at trække, så i sidste ende kan de få meter, du mister på bakken, betyde et tidstab på adskillige minutter, når du kommer i mål.

Selvfølgelig spiller det også ind, at stigninger som Menstrup Bjerg ofte lægges ind i den sidste del af ruten. På det tidspunkt er vi ryttere alt andet lige mere trætte – og derfor er styrkeforskellen mellem os også mere udtalt.

Fårene og bukkene
Det er faktisk ret vildt, hvor meget der kan ske på sådan en stigning. I søndags lå jeg omtrent i midten af en ret stor gruppe, da vi kørte ind på Menstrup Bjerg.

Gruppen er ført an af en 4-5 gutter, der træder en god pedal, så alle vi andre ved udmærket, at det gælder om at hænge på dem, sådan som vi stort set har gjort de foregående ca. 50 kilometer.

Efter få meter kan man se, hvem der rykker frem i rækkerne, og hvem der falder igennem. Det hænger sammen med, at Menstrup Bjerg er stejlest på den første halvdel. Hældningen begynder ret pludseligt, og på de første 225 meter, hvor vejen er en hulvej, stiger terrænet med 7,3% i snit. Derfor falder tempoet markant. Man oplever, at tingene foregår i slowmotion – forstærket af bevidstheden om, hvor meget der er på spil netop i dette øjeblik.

En skægget rytter i rød trøje går det særligt skidt for. Han rammes af bakken som af en hammer. Et par andre i gruppen giver ham en kommentar med på vejen, for hans dyk i fart skaber nærmest trafikprop på den smalle vej. Irriteret råber manden et eller andet som svar, men i samme øjeblik hører man hans kæde skramle og falde af. Han kigger vantro ned på sin defekt – formentlig forårsaget af et forhastet gearskifte. Mere når jeg ikke at se, for nu gælder det om at hænge på.

Men det kniber det med. Jeg opdager, at gruppen er knækket over. Jeg sidder tilsyneladende imellem to grupper – overhaler en enkelt mand og ser så, at fem fyre er stukket af forude. Vi er kommet ind på den fladere anden halvdel af bakken, men: jeg sidder alene. Jeg træder alt, hvad jeg kan. Alligevel når dem foran at forsvinde bag toppen, inden jeg når derop.

Krisestemning nedad
Så er der dømt krise. Hullet bør lukkes, siger mit hoved. Men benene parerer ikke ordren.

Nedkørslen er stejl og med et sving. Jeg vinder lidt ind på frontgruppen, men derefter flader vejen ud igen, og så opstår problemet: De kører samlet, mens jeg kører alene. Og kører man alene, er man langsommere. Sådan er det bare.

Jeg giver den et sidste skud i bøssen i håb om at hente dem. Fuld skrald over nogle hundrede meter. Men uden synlig effekt. Jeg mærker kræfterne sive ud, mens gruppen foran bliver mindre og mindre.

Og så indtræffer miraklet. Eller det vil sige – det starter med et nederlag, for der sker det, at jeg passeres af ryttere bagfra. Nu er det pludselig mig, der er manden med tilbagefald. Men så lysner det: Det er som om, at massen af ryttere strækkes ud over et længere stykke, og man får mange muligheder for at fange et baghjul. Lige hvad der skulle til, set fra min synsvinkel. Stille og roligt samles den gamle gruppe igen.

Jeg har været heldig: De folk, der blev sat på Menstrup Bjerg sammen med mig, har altså haft noget at skyde med. Det er dem, der bliver min redningsplanke.

De resterende halve snes kilometer til mål holder gruppen nogenlunde sammen, og jeg kører over stregen med en gennemsnitsfart, som ligger en del over, hvad jeg havde forventet. Dermed også sagt, at det var en fordel for mig, at der ikke var flere større stigninger, end tilfældet var, for jeg har helt sikkert hørt til de ryttere, der i perioder kørte over syregrænsen. Når man gør det, er man særligt sårbar på bakkerne.

Store ryttere bruger også små bakker
Det tog kun lidt over ét minut at forcere Menstrup Bjerg – en brøkdel af den samlede tid på 1 time og 48 minutter for de 67 kilometer. Men det er den passage, jeg vil huske klarest. Og uanset hvordan man betragter det, så var det et vigtigt moment i løbet. Hvilket bakker generelt er i cykelløb. Også hos de allerbedste cykelryttere. Det er bare ikke altid, man ser det i f.eks. tv-transmissioner. Ofte fokuserer tv-producerne mere på ryttere end på bestemte steder i terrænet, og andre gange kan det være svært at se på billederne, hvornår terrænet stiger. Men jeg vil påstå, at de fleste angreb finder sted på en bakke eller i forlængelse af den.

Det er selvfølgelig ikke altid, at bakkerne har drama i sig. I det løb, jeg kørte i dag, kom vi også op over Menstrup Bjerg, men her var der ikke helt så meget pres på. Eller også var det bare, fordi jeg sad fremme i min gruppe og ikke opdagede, hvordan folk faldt fra bagude.

P.S.: Menstrup Bjerg er ikke et kælenavn, som nogen har givet knolden vest for Næstved. Den hedder virkelig Menstrup Bjerg, hvilket også fremgår af topografiske kort. Toppen befinder i øvrigt 43 meter over havet.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s betragtninger om udfordrende stigninger her.

/Jacob

Det nys overståede EM i landevejscykling var velorganiseret. Så meget kan siges. I det hele taget har Danmark en tradition for at afvikle velorganiserede cykelløb.

Men!

Løbene blev afviklet i Herning, og Herning – alle andre styrker ufortalt – ER bare ikke noget særligt interessant sted til cykling på landevej. Terrænet er kedeligt. Og det er vejrforholdene altså også. Herning/Ikast-området er et de områder i Danmark, hvor vejret er absolut dårligst hen over året, og det noget omskiftelige vejr under EM lod da også til at begrænse tilskuertallet til eventen.

Nu har jeg for så vidt ikke noget imod, at professionelle cykelryttere kører rundt på flade veje i regnvejr. Men jeg er træt af, at *hver gang* Danmark er vært for internationale topløb, så skal det foregå i bakkeløse landskaber.

Sådan her ser det ud i dette årti indtil videre:

– VM 2011. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 2. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 3. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– EM 2017. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.

Det er altså en enerverende statistik.

Der har på det seneste været talt en del om en mulig Tour de France-start i Danmark. Men hvis de beskrevne ruteudkast holder stik, så vil det blive med afslutninger på flad vej. Altså sprinterguf igen-igen. Der er simpelthen ikke fokus på at gøre i det mindste én af etaperne til en kuperet én af slagsen. Og dét selvom det er veldokumenteret, at landevejscykling i Danmark kan være lige så udfordrende som i f.eks. Ardennerne.

Nu handler afvikling af cykelløb jo i høj grad om logistik, som én skrev på Facebook. Og ja, det gør det da. Men det er med cykelløb som med arkitektur. At hvis man kun tænker i logistik, så bliver slutresultatet gråt og kedeligt. Nogen skal turde være ambitiøs. Nogen skal turde skubbe de logistiske og økonomiske hensyn lidt ned ad prioriteringslisten og give plads til de sportslige. Bare en gang imellem.

/Jacob

I bondestenalderen påbegyndte mennesket en sejlivet tradition: at indsamle store sten og placere dem oven på terrænoverfladen. Ikke for at bygge boliger til de levende. Men for at skabe rammer for de døde. I hvert fald indeholder disse anlæg typisk én eller flere grave.

Det vilde er, at stenalderfolkenes byggerier er så pokkers store. Tag nu Danmarks længste langdysse. Den ligger ved Skive, er noget beskadiget, men blev engang opmålt til at være 185 meter lang. En ordentlig krabat – næsten lige så lang som to fodboldbaner i forlængelse af hinanden.

For nylig har jeg besøgt to andre langdysser, der også er blandt Danmarks længste. Det er Grønsalen ved Fanefjord Kirke på Møn og langdyssen ved Reerslev sydøst for Kalundborg. Den første er 102 meter lang, den anden 100 meter. I højden måler de begge beskedne to meter. Men det er konceptet med omgivende randsten, der gør disse dysser til så imponerende anlæg. Tænk engang at skulle skaffe store sten til at sætte rundt om en høj, der er hundrede meter lang. Ved Reerslev er mange af stenene væk i dag, mens Grønsalen stadig har hele 145 randsten (foto herunder).

Bondestenalderens stenbyggerier var i et par årtusinder de største i Danmark. Og jeg er lige ved at sige: Det er de stadig. For der er da forholdsvis langt imellem, at der i dag laves bygninger, som er mere end 100 meter lange, er der ikke? De af vore bygninger, der har religiøse formål, kan i al fald ikke hamle op med dem fra bondestenalderen. Danmarks længste kirke, Aarhus Domkirke, er kun 93 meter lang.

Okay, selvfølgelig er nutidens – og vel også middelalderens – stenbyggerier mere avancerede end oldtidens. Men de stakkels stenalderfolk havde næsten ingen teknologi til rådighed, da de anlagde deres langdysser, og alligevel leverede de så iøjnefaldende arkitektur. Det kan man kun have dyb beundring for.

I bronzealderen ændrede gravtraditionen karakter. Nu skulle gravene være kuppelformede og helst ligge højt i terrænet. På en måde blev højde det nye sort (Danmarks største gravhøj, Hohøj ved Mariager, er 12 meter høj), mens de lange rækker af store sten gik af mode. Specielt i 1800-tallet blev et utal af sten fjernet og brugt til diverse andre byggeprojekter, og kun en gæv kamp for at få fredet langdysserne hindrede ødelæggelserne i at fortsætte. At Grønsalen i dag har så stor en del af sine randsten bevaret, hænger meget sammen med, at dyssen blev fredet allerede i 1831.

/Jacob

(Foto øverst og i midten: Grønsalen, Møn. Foto nederst: Reerslev-dyssen, Nordvestsjælland.)

Jeg var engang ved at skrive til Geodatastyrelsen for at gøre opmærksom på noget, der måtte være en fejl. På styrelsens digitale højdekort var der nemlig et område sydøst for Billund, som så helt underligt ud. Adskillige markante buer var placeret bag hinanden, nærmest koncentrisk. Sådan kunne et terræn umuligt se ud, tænkte jeg.

Men siden har jeg indset, at den er god nok. Området omkring landsbyen Bindeballe – inderst i Vejle Ådal – ER højest ejendommeligt. Set fra luften ligner det nærmest et kæmpe stykke Haribo Rotella. Visse steder er der over 20 små buer i rad og række, vel at mærke inden for en afstand af blot et par kilometer. Højdeforskellen imellem buernes rygge og deres dalstykker er 5-15 meter.

Når dette besynderlige landskabsfænomen ikke er så omtalt, så hænger det nok især sammen med, at geologerne har haft svært ved at forklare, hvordan det er opstået. Ting, der ikke kan forklares entydigt, har det med at blive ignoreret lidt af videnskaben. Den fremherskende teori om Bindeballebuerne er dog, at de er skabt af smeltevand ved fronten af en gletsjer. Vandet er blevet presset frem mod en gletsjerport, og så er der på en eller anden måde opstået turbulens. En turbulens, der er afspejlet i de langstrakte, kredsformede bakker.

/Jacob

I en koncertanmeldelse fra Roskilde bidrager Ekstra Bladet til myten om det forfærdelige danske vejr. Om en nigeriansk sanger hedder det:

“Næppe ret ofte er det vist silende regnvejr og 16 grader i Lagos, men Kuti jr. så nu alligevel ud til at føle sig hjemme på Orange.”

Ergo: I Afrika er det altid godt vejr, mens Danmark trækker nitten – er altså anmelderens pointe. Men det er noget vrøvl.

Jo vist er det varmere i Lagos, men om sommeren falder der faktisk ca. fire gange så meget regn som i Danmark. Det ved Ekstra Bladet tydeligvis ikke. Her holder man sig til den fordomsfulde barnelærdom, der siger, at når man kommer fra Afrika, så vader man per definition rundt i tørt ørkensand under en bagende sol.

Der vil selvfølgelig nok være dem, der hellere vil stå i regnvejr i fire ud af fire dage i næsten 30 graders nigeriansk varme end stå i regnvejr i én ud af fire dage i 16 grader. Personligt foretrækker jeg det køligere og tørrere vejr.

I øvrigt er det ikke sådan, at jeg går rundt med førstehåndsviden om klimaet i alverdens storbyer. Men det er temmelig enkelt at slå den slags data op. Oftest overraskes man. Danmarks klima er nemlig forbavsende tiltalende, når man sammenligner med mange andre landes.

Se også tidligere indlæg om sammenligning af nedbør i hovedstæder.
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post308

/Jacob

København er en af de fladeste hovedstæder i Europa, men det er ved at ændre sig. På Amager er der i de senere år blevet bygget opad – navne som Bjerget og Amager Bakke vidner om den himmelstræbende tendens -, og nu er der højtravende, men dog konkrete planer om endnu mere markante byggerier længere mod nord i København.

http://nyheder.tv2.dk/lokalt/2017-06-17-koebenhavn-kan-faa-hoejhus-paa-330-meter

Ét projekt handler om to tårne i Nordhavn på hhv. 190 og 330 meter. I forvejen har den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels et forslag liggende hos kommunen på et 285 meter højt hus. Faktisk er der allerede ved at blive bygget højt i København: I Carlsberg Byen etableres tårne på op til 120 meter. Det er højere end Københavns hidtidige højdespringer, tårnet på Christiansborg (106 meter).

Hvad skal man mene om det? Tja, jeg har for så vidt ikke noget imod højhuse. Jeg synes blot, det er vigtigt, at man har en strategi. Højhuse kan være enkeltstående monumenter – en slags kunstværker à la Turning Torso i Malmø (190 meter). Eller de kan indgå i en gruppe af højhuse, der tegner en bys skyline.

Mellemtingen derimod er sjældent køn, og det er den udvikling, jeg kan være bekymret for. Jeg har bl.a. set, hvordan skyline i flere store amerikanske byer er faldet uheldigt ud. Der stritter nogle højhuse op hist og her, og på afstand ligner det et stolpehegn, der aldrig er blevet bygget færdigt. New Yorks skyline er derimod betagende, men det vil koste milliarder at opbygge noget tilsvarende, og i øvrigt er København jo ikke New York.

Jeg synes, det er fint at tænke høje tanker, men håber, at de politikere, der skal godkende projekterne, beholder begge ben på jorden.

/Jacob

Så fik jeg endelig lejlighed til at prøve Lollands terræn af – på cykel vel at mærke.

Jeg er ret velbevandret i Lollands geografi og har været der et utal af gange. Men først denne weekend satte jeg mine cykelhjul på øens overflade.

Noget af det interessante ved det lollandske terræn er fraværet af bakker. Det er hovedsageligt en flad oplevelse at cykle på Danmarks fjerdestørste ø, omend den visse steder byder på nogle svage buler i landskabet. Det gælder bl.a. syd og sydøst for Maribo, som var mit udgangspunkt for den 68 km  lange tur. I dette område forekommer vejstrækninger, der stiger sammenhængende med 5-8 højdemeter, oftest i forbindelse med små ådale, og ved Grønnegade finder man et af Lollands højeste punkter (27 moh.).

Helt pandekageagtigt er der med andre ord ikke, men når vinden er svag som i dette tilfælde, henter man altså stadig en smule ekstra fart alene ved et ukomplicerede terræn. Samlet vil jeg anslå min tidsgevinst på turen til at være på ca. 1 km/t,- i cykelløb vil det nok være mere.

Ved Nysted kan man ikke komme længere sydpå, for der ligger Femern Bælt. I stedet drejede jeg nordover og kom ind i et endnu nemmere terræn. Hele vejen fra udkanten af Nysted til udkanten af Nykøbing kunne jeg køre i et og samme gear uden større problemer, og med en marginal medvind kørte jeg det ca. 12 km lange stykke med et par og tredive i snit og en puls på ca. 135. Det næsten bakkeløse terræn fortsatte vestover tilbage til Maribo.

(Hvis jeg skulle have prøvet noget endnu mere fladt, skulle jeg være taget til Vestlolland, hvorimod der i et lille område på Nordlolland (‘De Lollandske Alper’) ville have været nærmest kuperet – dog stadig uden bakker på over 20 højdemeter.)

Men er det så egentlig fedt at cykle på den flade lollandske slette?
Ja, der er helt klart fordele. Bl.a. kan man nemt tilrettelægge sin træningsintensitet, fordi der ikke er nogen større stigninger at tage hensyn til – kun eventuel vind. Til gengæld kan man nok også komme til at savne bakkerne. Ikke kun fordi bakker automatisk tvinger pulsen op, men også fordi de i lighed med andre landskabselementer fungerer som fikspunkter på en rute – de er med til at give turen “karakter”. Man kommer nemt til at kigge lidt rigeligt på kilometertælleren, når man cykler på det flade og landskabsmæssigt begivenhedsfattige Lolland.

Højdepunkter havde min cykeltur dog. Hvis ikke af topografisk, så af æstetisk art. Turens klimaks var Nysted by. Vældig hyggelig lille havneby, der minder lidt om Ebeltoft og Allinge.

Derudover er det en fornøjelse bare at se på stednavne her. Jeg passerede således småbyer som Krønge, Sløsse og Øllebølle. Søllested nåede jeg ikke. 🙂

/Jacob

Mange holder af raps. Se bare alle de Facebookopslag med fotos af rapsmarker. Folk elsker rapsens overvældende gule farve og det sikre tegn på sommer, som rapsmarker i fuldt flor er.

Nogle anfører så, at rapsmarker ikke er rigtig natur. De er nærmest det modsatte, siger de, for en intensivt dyrket mark efterlader næsten ingen plads til biodiversitet.

Nuvel, men hvad er så egentlig natur?

Bromme Plantage er et godt udgangspunkt for en sådan diskussion.

For 300 år siden var det et sandet, let bølgende åbent landskab. Det var dyrket af bønder med primitive redskaber og ingen sprøjtemidler. Så blev der plantet grantræer i området, hvilket givetvis bedre kunne betale sig, når nu jorden var så porøs. Men kom der mere eller mindre natur ud af dét? Det kan diskuteres.

Efter Anden Verdenskrig kom næste omvæltning: Grusgravning. Store stykker af plantagen blev ryddet, og gravemaskiner åd løs af sand og grus. Kom der mere eller mindre natur ud af dét? Hvis vi vælger at kalde granplantagen for natur, så medførte grusgravningen mindre natur.

I de seneste par årtier er dele af grusgraven (som også til dels fungerede som losseplads) blevet ”retableret”. Terrænet er blevet møbleret lidt om, der er bygget kunstige bakker, og der er kommet bevoksning på skråningerne. Mere natur? Ja, der kom mere natur ud af det, hvis altså landbrugsjord, som blev gjort til plantage, som blev gjort til grusgrav, som blev gjort til naturområde, kan kaldes natur.

Hvis det hele får lov at gro frit, vil man om nogle år ikke kunne færdes i det område. Buskadset vil simpelthen være for tæt og genstridigt. Allerede nu er der steder, hvor brændenælderne fylder så meget, at det kan være en tvivlsom fornøjelse at færdes der. Hvis der overhovedet er tale om mere natur, så er det i hvert fald en natur, der vil være svært tilgængelig. Og hvad er den natur så værd, kunne man spørge?

Men lupinen er her. Og den er køn i sine overvejende lilla nuancer, der stråler selv i gråvejr, som det var i dag, da jeg var på besøg i Bromme. Natur? Tjah, lupinen er kommet, fordi jordbundsforholdene i den nedlagte grusgrav og losseplads passer den godt. Men den er nok også kommet, fordi der har ligget affald fra bl.a. haver her – med små lupinfrø. Naturligt forekommende midt på Sjælland er den i hvert fald ikke.

Det er den heller ikke på Island. Jeg besøgte Island sidste år og var bl.a. betaget af den blå lupin, der voksede over alt i det unge, stenede istidslandskab (se mit foto nederst). Men Alaska-lupin, som den hedder, er et fremmedlegeme. Endda et fremmedlegeme, som mennesket selv har indført. Den skulle begrænse jorderosion, men endte i stedet med at brede sig og kvæle andre plantearter. Gør det Alaska-lupinen mindre smuk? Skal man betragte den som et trist udtryk for forringet natur, fordi den er indført af mennesket i nyere tid?

Jeg har ikke et sikkert svar på disse spørgsmål. Men én ting ved jeg, og det er, at der ikke findes ret meget natur, der er urørt af menneskehånd, og den natur, der kun vokser på egne præmisser, er ikke nødvendigvis en natur, vi mennesker vil elske.

/Jacob