Blogsbjerg

Det svenske medie Expressen har haft en reporter ude på en stigning ved navn Abborrbacken. En “dæmonbakke”, som Expressen også kalder den i omtalen. Den skal være den hårdeste bakke i noget motionsløb i Sverige. Bakken er 522 meter lang (vældigt præcis angivet!) og stiger med 8% i snit. En barsk udfordring, synes den løbende reporter:

https://www.expressen.se/tv/nyheter/sverige/reporterns-reaktion-pa-demonbacken-ger-upp/

Men egentlig er 522 meter og 8% ikke så voldsomt. Og man skal bemærke, at der jo heller ikke er tale om den hårdeste stigning af alle i Sverige. Abborrbacken er den hårdeste “løbebakke”, hvilket vil sige, at den indgår i et officielt motionsløb. Der findes helt sikkert skrappere stigninger på Kebnekaise og lignende steder, men det er måske småt med løbeevents der. Jeg tænker også, at specialløb, f.eks. ultraløb, ikke er regnet med.

Som det fremgår af Expressens video, er kåringen ikke trykprøvet – der efterlyses tip om andre hårde løbebakker i Sverige. Men hvordan med Danmark? Kan Danmark levere en stigning, der er hårdere end 522 meter med 8%, og som bruges i motionsløb?

Lad os se på et par eksempler.

Stigningen op ad Sindbjerg nær Silkeborg er 250 meter lang og stiger med 21,2% i snit. Den bruges i løbeeventen Julsø Ultra. Selvom Sindbjerg-bakken er kortere end Abborrbacken, så har den flere højdemeter og er selvsagt stejlere. Den slår helt sikkert den svenske stigning i hårdhed, men skal man være krakilsk, hører Julsø Ultra til specialløb-kategorien.

Kongeetapen i Etape Bornholm hører derimod til blandt de store danske motionsløb (næsten 1500 deltagere i 2024), og her har vi at gøre med det måske bedste bud på en dansk kandidat. Den afsluttende stigning på løbeetapen er 500 meter lang og stiger med 63 højdemeter. Det resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,6. Altså er den nordbornholmske bakke cirka lige så lang, men samtidig markant stejlere end den svenske. Derudover er bakken sammenlignelig med Abborrbacken på den måde, at der er både grus- og asfaltsektioner på den. Læs Danskebjerge.dk’s test af stigningen op til Hammer Fyr her.

Hvad så med f.eks. Skovbakkevej i Aalborg? Jamen, den er bestemt hård, men ikke hårdere end Abborrbacken – i al fald ikke, hvis man ser på gennemsnitsværdierne. Skovbakkevej, der indgår i det traditionsrige Aalborg Brutal Marathon, er 400 meter lang og stiger med 8,8% i snit. Den er med andre ord en smule kortere og en smule stejlere end Abborrbacken. Så vi har måske med en uafgjort at gøre her. Men den maksimale stigning på Skovbakkevej er på hele 17%, og det kan godt være, at den aalborgensiske stigning på det punkt er mere krævende end den svenske.

Uanset hvad: Hvis spørgsmålet er, om der i Danmark er en stigning, som kan slå Expressens svenske rekordbakke, så er svaret ja!

/Jacob

Traditionen tro evaluerer Danskebjerge.dk her årets store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt. Som sædvanligt vil hovedfokus være på selve løbet og ruten – kun sekundært på bestemte ryttere.

Men lad os alligevel kort berøre sidstnævnte, altså rytterne. Årets startliste havde ifølge Procyclingstats en score på 176. Det er et ganske markant dyk i forhold til i fjor, hvor kvalitetsscoren var 228. Forklaringen er, at løbet sidste år havde deltagelse af store navne som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Fabio Jacobsen. I år var Arnaud de Lie det eneste store navn. Et par andre deltagende stjerner har fremtiden bag sig, og en rytter som Magnus Cort, som vi danskere kender fra hans mange spektakulære sejre, ligger også i år uden for verdens top 100 og bidrager derfor ikke meget til startlistens objektive kvalitet.

En fordel ved en startliste uden absolutte topnavne er, at det fremmer jævnbyrdigheden og spændingen, og denne udgave af PostNord Danmark Rundt udviklede sig da også til en tæt strid – faktisk så tæt, at det samlede klassement først blev afgjort i den allersidste spurt. Her endte Cort som treer, hvilket var én placering fra at have gjort ham til vinder af etapeløbet.

Medvirkende til at opretholde suspensen var holdløbet, som fandt sted på første etape. Holdløbet var en nyskabelse, og det fungerede godt. Det er en optimal måde at præsentere de enkelte hold på, og fordi distancen var beskeden, kom der ikke nogen afgørende spredning i toppen, sådan som man ellers af og til ser med almindelige enkeltstarter. (Det mest kendte eksempel er vel Matti Breschel, der vandt talrige etaper i løbet, men aldrig det samlede klassement, fordi han mistede for meget tid på enkeltstarterne.) Man kan sagtens gentage succesen og lægge en TTT ind igen til næste år. De er jo sjældne i mindre etapeløb, og derfor er der potentiale i, at PostNord Danmark Rundt kan profilere sig på dem.

Allerede dagen efter holdløbet var det tid til kongeetapen – den, der siden 2004 har haft opløb på Kiddesvej/Koldingvej i Vejle.

Der var et par specielle egenskaber ved årets kongeetape. Én var længden. Etapen var hele 231 kilometer lang, og kombineret med den høje koncentration af højdemeter, der lå på den sidste tredjedel, fik etapen skær af en forårsklassiker i Holland eller Belgien. Vejret på dagen var dog en formildende omstændighed: Det var tørvejr, og vinden kom for det meste skråt bagfra på etapens første halvdel, så mange ryttere har kunnet tage det forholdsvis roligt i begyndelsen. Man kan fantasere om en kongeetape på 231 kilometer i regn og rusk, og hvor etapen ikke indledes i flade Vestjylland, men derimod både starter og slutter i Vejle.

Et andet særtræk ved dette års kongeetape var strækningen med Chr. Winthersvej. Danmarks stejleste gade med en maksimal stejlhed på 25,5% har været med i PostNord Danmark Rundt før, men vejforløbet hen til og efter den ekstreme stigning var anderledes. Hvor feltet tidligere er kommet susende oppe fra Jellingvej, kom det nu nede fra krydset Enggade/Jellingvej. Dette burde faktisk gøre det nemmere at dreje ind på den ultrasmalle Chr. Winthersvej, og derfor er det paradoksalt, at det var i år, at der opstod trafikprop. En holdbil blev fanget imellem grupperne på stigningen og skabte en værre omgang kluddermor. Det så grimt ud, og endnu værre blev det, da hovedfeltets bagtrop måtte af cyklerne nede på Jellingvej, fordi der simpelthen ikke var fremdrift nok på den første del af Chr. Winthersvej.

Ifølge løbsleder Jens Kasler, som Danskebjerge.dk talte med efter femte og sidste etape, var den vildfarne holdbil ikke årsagen til stoppet. Han mener, at det simpelthen var stejlheden, der gjorde det, og at man generelt må acceptere risikoen for propper, når man inddrager en stigning af denne karakter.

I hvert fald må mindst en snes ryttere være blevet sat ud af spillet på Chr. Winthersvej. Men på toppen var der trods alt hele 63 kilometer til målstregen, så for de fleste i feltet ville der under normale omstændigheder være rimelig tid til at få situationen nogenlunde under kontrol igen.

Men så kom endnu en nyskabelse ind i billedet, nemlig stigningen på Petersmindevej. Stigningen ligger i direkte forlængelse af nedkørslen på Søvej og er på 45 højdemeter. Med denne krævende tilføjelse til Chr. Winthersvej udgør de godt to kilometer fra Enggade den skrappeste delstrækning nogensinde i PostNord Danmark Rundt, og det var meget tilfredsstillende at se, hvordan begivenhederne udviklede sig her. Petersmindevej-bakken blev som håbet startskuddet til adskillige angreb. Det mest kraftfulde af dem involverede Magnus Cort, Matteo Trentin m.fl. og blev sat ind på Rugballevej med 53 kilometer til mål. Udbrudsgruppen fik ikke noget stort hul, men holdt ikke desto mindre hele vejen til mål. Dermed fik terrænet før Kiddesvej-rundstrækningen for andet år i træk afgørende betydning for resultatet på kongeetapen.

Jeg synes, at tilføjelsen af Petersmindevej var et stort plus. Den må meget gerne komme med i etapeløbet igen. Faktisk vil jeg hellere have Petersmindevej med end de stejleste 160 meter på Chr. Winthersvej. Den smalle gade er kilde til mange usikkerheder og tilfældigheder, og jeg tror ikke, at de 25,5% gør en stor forskel i forhold til de 19,5%, som asfalten stiger med på den bredere Gl. Kongevej et stenkast derfra. På Gl. Kongevej er der mindre risiko for kaotiske tilstande som dem, vi så på første del af Chr. Winthersvej.

Jens Kasler virker dog glad for Chr. Winthersvej. Hans melding til undertegnede efter etapeløbets slutning var, at de afviklingsmæssige problemer i år ikke umiddelbart er af en karakter, der diskvalificerer stigningen.

Problemer var der i hvert fald ikke på Vejledalen. Vejledalen er en nybygget vej – omtalt ad flere omgange på Danskebjerge.dk. Vejen snor sig elegant ned mod Vejle Ådal og er forsynet med veldesignede broer. Den fungerer som nedkørsel efter Petersmindevej og gør det muligt at føre feltet hurtigt hen til bl.a. Østengårdbakken.

For mig blev Vejledalen ikke helt så flot en visuel seeroplevelse, som jeg havde håbet. Det virkede som om, at holdet bag tv-produktionen ikke var opmærksom på, at vejen er en nyhed, og at der er mulighed for spektakulære billeder her. DR’s kommentatorer nævnte heller ikke Vejledalen med et ord. Synd, for der går altså mange årtier imellem, at der i Danmark bliver bygget en vej med en højdeforskel på næsten 90 meter. Måske kan der tages revanche, hvis Vejledalen engang bliver brugt som stigning i PostNord Danmark Rundt.

Rundstrækningen med Kiddesvej er velbeskrevet. Så den vil jeg ikke gennemgå her. Men den virkede – som den jo plejer at gøre. Højdepunktet kom til allersidst, da Magnus Cort gjorde det utrolige og indhentede Arnaud De Lie. Da den belgiske mester bevægede sig fra Kiddesvej over på Koldingvej, slog kommentatorerne ellers fast, at sejren var hans, men bornholmeren har en fantastisk evne til at æde sig selv ved synet af en mållinje. Især når terrænet stiger.

Var det den bedste Vejle-etape nogensinde? Det kan det godt have været. Både på grund af selve etapens forløb og fordi den skabte et resultat, der bidrog til øget spænding i resten af etapeløbet. Cort og De Lie havde efter etapen samme tid i det samme klassement, hvilket fik Brian Nygaard til at komme med den fornøjelige konstatering, at ingen kan føle sig trygge, hvis de kun fører med nul sekunder.

Efter tredje etape havde De Lie dog skabt et forspring på fem sekunder. Dels ved at tage bonussekunder ude på ruten og dels ved at krydse målstregen som nummer to lige foran Magnus Cort. Målbakken i Haderslev var 1 km lang og steg med 4,7% i snit. Fordi Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb på denne bakke, var der spænding om, hvor vidt den også ville skabe splittelse i PostNord Danmark Rundt. Det skete dog ikke. De 35 hurtigste kom ind i samme tid. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der er noget galt med Chr. X’s Vej-stigningen. Det var en fin op-ad-bakke-spurt. Men hvis der skal skabes splittelse i et professionelt felt af herreryttere (selv i et relativt svagt felt som det i årets PostNord Danmark Rundt), så skal der altså helst tocifrede stigningsprocenter til. Plus gerne et halvt hundrede stærkt kuperede kilometer umiddelbart før.

Lidt af den samme problematik – bare på en anden måde – gjorde sig gældende på fjerde etape fra Store Heddinge til Holbæk. Heri indgik en meget bakket rundstrækning ved Maglesø. Fire gange skulle områdets stejleste bakke bestiges (maks. 12,5%). Se video fra passagerne nedenfor.

Maglesø-runden er storartet, både sportsligt og æstetisk. Og hvis man kørte 100 kilometer på den ville man få cirka lige så mange højdemeter i benene som på en udfordrende rute i Vejle. Men på etapen i PostNord Danmark Rundt 2024 blev der kun tilbagelagt omkring 45 kilometer her, og terrænet var nemt, både før og efter at feltet rundede den flotte istidssø.

Derfor var det på forhånd svært at tro på, at Magnus Cort kunne bruge de midtsjællandske bakker til at revanchere sig for de tabte sekunder på Haderslev-etapen, og det viste sig da også, at løbets større hold alle valgte en defensiv tilgang til rundstrækningen. Formentlig var det helt efter løbsledelsens drejebog, for der var tydeligvis lagt op til klassisk gadeløb i Holbæk by. Men nej, den forventede massespurt for sejren udeblev, fordi en enlig udbryder, upåagtede Jelte Krijnsen, fik kæmpet sig over stregen først.

Krijnsen udtalte i øvrigt selv bagefter, at det var på rundstrækningens brostensstykke, at han fik has på de andre ryttere i udbruddet. Dette var muligvis et lidt overset moment på etapen – og i almindelighed. Nok er der ikke så mange lange pavéer i Danmark, men når tingene spidser til i et løb, kan selv en kort vejstrækning med f.eks. chaussésten få betydning.

Tilbage er der så lige at hæfte et par ord på den femte og sidste etape i årets PostNord Danmark Rundt. Den mindede en del om 4. etape sidste år. Faktisk var den afsluttende rundstrækning identisk med den, som Fabio Jakobsen sejrede på i 2023. Opløbsstrækningen stiger med ca. 9 meter op til målstregen, men det er nok at gå for vidt at kalde det en spurt op ad bakke. Det blev danske Tobias Lund Andresen, der kom først i mål på en etape, hvor udbruddet blev holdt i kortere snor end dagen før. Igen i år var der flot publikumsopbakning i Bagsværd, og vejret var lige så godt som i fjor.

Undertegnede fik med egne øjne set to af årets etaper, men ellers er PostNord Danmark Rundt i høj grad en tv-båret event. Jeg oplever, at tv-produktionen er af passende høj kvalitet. Der er ikke noget, som får løbet til at stikke ud i negativ retning sammenlignet med andre internationale løb i samme kategori. Dog var der en skønhedsfejl på Vejle-etapen, hvor udbryderne fulgte en kameramotorcykel, der var drejet af i et sving i stedet for at køre lige over. Hvem der bar ansvaret for udbrydernes dyre tidstab, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men med større omhu kunne fejlen nok være undgået.

Jeg fornemmer, at brugen af kameradroner er tiltagende, og på første etape gav de et glimrende ekstra krydderi til tv-dækningen af holdløbet. Helikopteren virker dog uundværlig – det er den, der leverer de landskabsbilleder, som i sig selv gør PostNord Danmark Rundt værd at tænde fjernsynet for.

DR’s to kommentatorer holder et udmærket niveau. Og deres rollefordeling er fin, synes jeg. Der er dog stadig lidt for meget hygge-nygge over det, hvilket bl.a. gik lidt ud over afslutningen i Vejle, hvor kommentatorerne ikke helt kunne leve op til det intense drama, der udspillede sig for øjnene af os. Lige i dén situation kunne det måske have været godt med f.eks. Dennis Ritter og Rolf Sørensen ved mikrofonen for at understøtte fornemmelsen af, at denne etape var sammenlignelig med World Tour-løb af højeste kaliber.

Samlet set var det dog en rigtig god udgave af PostNord Danmark Rundt. Ingen tvivl om dét.

Hvis man skal udpege det største minus, så er det måske det faldende dramapotentiale hen over etapeløbet. De sidste tre etaper var praktisk talt sprinteretaper (også selvom en udbryder snød sprinterne i Holbæk). Et perfekt PostNord Danmark Rundt har et lidt bedre mix, men man må også bare erkende, at konceptet med, at etaperne helst skal slutte i større byer, giver nogle begrænsninger. Det er trods alt et fåtal af de danske byer, der er fulde af bakker.

I øvrigt skal vi som danskere glæde os over, at de flade etaper sagtens kan kaste danske vindere af sig. I år var det Tobias Lund Andresen, der imponerede i spurterne, men Magnus Cort er også stærk på opløbsstrækningerne, ligesom eksempelvis Mads Pedersen, som vi da gerne snart skulle se til start i PostNord Danmark Rundt igen.

/Jacob

Onsdag begynder 2024-versionen af PostNord Danmark Rundt, og her får I traditionen tro en ruteanalyse fra Danskebjerge.dk. Med særlig fokus på løbets stigninger, naturligvis.

Løbet begynder i Jylland og slutter ved København. Der er i alt fem etaper. Det er på etape 2, 3 og 4, at stigningerne spiller den største rolle.

Anden etape – med start i det flade Vestjylland og mål i det bakkede Østjylland – bliver noget af et festfyrværkeri til sidst. Der er skruet maksimalt op for højdemeterne i og omkring Vejle.

Bl.a. skal rytterne op over Østengård-stigningen to gange. Begge gange er der vigtige point til bakkekonkurrencen at kæmpe om her, så jeg håber, at tv-dækningen bliver bedre, end den plejer at være på Østengårdvej.

Endnu grummere er imidlertid den strækning, der begynder på Enggade og slutter ved Petersmindeskolen. Det er faktisk en helt ny delstrækning i PostNord Danmark Rundt. Her kombineres Danmarks stejleste gade, Chr. Winthersvej, med en ekstra bakke lige efter en nedkørsel. Det er virkelig et angrebsterræn, der vil noget. Også her er der en bakkespurt. (Strækningen omtales nærmere i dette blogindlæg.)

Til sidst er der rundstrækningen med Kiddesvej-stigningen. Den er 11 kilometer lang og skal gennemkøres tre gange. Hårdt? Ja, men netop derfor reduceres betydningen af de bakker, der ligger forud for den afsluttende rundstrækning. Det har vi set ofte på Vejle-etapen. På en måde lidt ærgerligt, at Kiddesvejs 19% igen og igen skal rende med al opmærksomheden. Men forståeligt nok, at arrangørerne vil skabe mest mulig action på det sted, hvor der er flest tilskuere.

Samme hensyn spiller utvivlsomt ind i Egtved, hvor man i år har valgt at indlægge en rundstrækning, altså midt på etapen. Det er lige showagtigt nok efter min smag – jeg foretrækker ruter med så få ekstrasløjfer og selvkrydsninger som muligt. Til gengæld er jeg svært tilfreds med en anden nyskabelse, nemlig nedkørslen ad Vejledalen. Denne nybyggede vej er enestående i dansk kontekst, og jeg forventer, at tv-producenten her kan levere nogle betagende billeder af rytterne set fra luften.

Tredje etape går fra Kolding til Haderslev. Ruten afspejler i store træk den ændring, der er i landskabet mellem de to byer: fra det meget bakkede terræn ved Kolding til det fladere Sydjylland.

Etapens hårdeste stigning ligger allerede efter 18 kilometer: Gelballevej. Den har en højdeforskel på hele 61 højdemeter. På toppen er der bakkepoint i spil. Siden kommer feltet forbi den navnkundige Skamlingsbanke. Her er der faktisk 50% flere højdemeter end på Gelballevej, men samtidig er stigningsprocenten så lav, at der knap nok er tale om en bakke.

De to efterfølgende bakkespurter har noget mindre højdeforskelle, og terrænet er ikke videre krævende, før rytterne kommer ind på den afsluttende rundstrækning i Haderslev. Der finder vi den 1 kilometer lange målbakke, som ligger på Chr. X’s Vej. Med sine 47 højdemeter er den sammenlignelig med fx Vårby Bakke ved Slagelse, ja, faktisk en anelse hårdere. Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb, der sluttede på Chr. X’s Vej, hvilket siger lidt om dens stejlhed. Supersprinterne kan næppe være med her!

På fjerde etape har bakkerne på én gang mindre og større betydning end på de to foregående etaper. De har mindre betydning, fordi der på den afsluttende rundstrækning, som er placeret i Holbæk, ikke indgår nogen nævneværdige stigninger. Men bakkerne har samtidig større betydning, fordi der skal spurtes om bakkepoint hele fem gange på etapen. Og fire af gangene sker det ved Maglesø syd for Holbæk.

Vejene omkring Maglesø har tit været med i Danmarks største etapeløb, men deres potentiale har næppe nogensinde været udnyttet så meget som i år.

For det første skal feltet denne gang ”den rigtige” vej rundt, dvs. mod uret. Dermed kommer områdets stejleste asfalt i spil.

For det andet er der tale om en 10,5 kilometer lang rundstrækning, som skal køres fire gange. Disse fire runder (eller tre og en halv for at være helt præcis) vil i sig selv byde på knap 500 højdemeter.

Med stor sandsynlighed bliver kampen om bakketrøjen afgjort her, og man kan da håbe, at nogle modige klassementsryttere også ser potentiale i de mange knolde, hvoraf den stejleste er på op til 12,5%. Desværre er der næsten 40 kilometer fra den sidste bakketop til målstregen, så et felt med mange hjælperyttere vil have god tid til at gøre kål på eventuelle langdistanceangreb.

Femte og sidste etape skal også lige nævnes her. Mest fordi der er to bakkespurter på den. Store er de to bakker ikke, og de får efter alt at dømme nul betydning for etapens udfald. Det, der selvfølgelig kan være spænding om – ud over etapesejren -, er klassementet, for der er 10 sekunder i bonus for en førsteplads på alle etaperne, og når nu der ikke er nogen suveræn Evenepoel eller et overlegent Lidl-Trek-hold med i PostNord Danmark Rundt i år, så kan den samlede stilling godt ende med at blive meget tæt helt til den sidste målstreg i Gladsaxe.

Men umiddelbart lader første og anden etape til at være de mest afgørende. Første etape er en holdtidskørsel, hvor vigtige sekunder er i spil. Anden etape kan i princippet skabe store forskydninger i klassementet, for ruten er ikke bare kuperet – den er også ekstremt lang: 231 kilometer! Kan en rytter som Magnus Cort bevare sin aktuelle skarphed, når han skal sidde på cyklen så længe? Det er et af de spændende spørgsmål, vi får svaret på om ganske få dage.

(Det bedste objektive bud på en samlet vinder må være Arnaud de Lie fra Lotto Dstny. Dels fordi han er feltets stærkeste rytter (har en del flere UCI-point end alle andre), og dels fordi han har et stærkt hold omkring sig.)

/Jacob

Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt er kendt for sin barske og bakkede rute, og her i 2024 overgår den sig selv.

Feltet skal nemlig op forbi Petersmindeskolen i 106 meters højde over havet. Dette bliver den mest kuperede delstrækning i noget dansk landevejsløb!

Rytternes opstigning begynder helt i bunden af bakken i krydset ved Enggade. Herfra går det op til Chr. Winthersvej, som med sin maksimale stigningsprocent på 25,5% er Danmarks stejleste gade. Så fortsættes nedad til Jellingvej, men hvor man i andre løb bliver på denne vej, indtil man kører ud af Vejle, skal man i år op ad Petersmindevej, som i sig selv er en ganske krævende bakke.

Der er altså tale om to stigninger lige efter hinanden, og et sådant kuperet forløb på asfaltveje findes ikke noget andet sted i Danmark.

Strækningen er godt 2 kilometer lang og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5. Det er hårdt i sig selv. Men hårdheden består især i, at den første del er uhyre stejl, og efter den når rytterne kun lige at køre nedad et kort øjeblik, før de igen skal forcere 45 højdemeter. Det er brutalt og unikt.

Men her slutter festfyrværkeriet ikke. For fra Petersmindeskolen er der kun få pedaltråd hen til endnu et højdepunkt, som er værd at se frem til: Nedkørslen ad Vejledalen.

Vejledalen er en helt ny vej og ganske spektakulær i dansk kontekst. Danskebjerge.dk har ved flere lejligheder opfordret til, at man benytter Vejledalen i et cykelløb så hurtigt som muligt efter indvielsen. Og nu sker det altså. Flot bliver det, når feltet i PostNord Danmark Rundt suser gennem den lille tunnel i svinget og videre ned mod bunden af Vejle ådal.

Vejle-etapen er 2. etape i årets løb. Den kan meget vel blive afgørende for, hvem der vinder løbet samlet, da der ikke ventes nævneværdige tidsforskelle mellem de stærkeste ryttere på de efterfølgende tre etaper.

Lørdag var jeg en tur på Vejrbanke. Det er en bakke, der ligger i den nordlige udkant af Gerlev, 4 km stik syd for Slagelse.

Jeg fik interesse for bakken under en cykeltur for nylig. På toppen er der nemlig en stor træbygget platform med bord og adskillige siddepladser. “Der er nok en god udsigt derfra,” tænkte jeg i forbifarten, og ganske rigtigt – da jeg var deroppe i dag, kunne jeg nyde et kig ud over vidtstrakte marker til om ikke alle sider, så dog de fleste.

På udsigtspunktet befinder man sig 65 meter over havet. De sidste tre meter skyldes en høj, som ved første øjekast ligner en gravhøj. Det ville være usædvanligt at tillade sådan et anlæg oven på en gravhøj, og researchen bagefter viste da også, at der er tale om en høj opført som en del af et vandværk. Det forklarer samtidig de to små bygninger, der ligger klos op ad højen. Mit gæt er, at der inde i højen befinder sig nogle store beholdere.

At der er flot udsigt mod syd og øst skyldes især, at landskabet falder ned mod Harrested Ådal. Der er godt 50 højdemeter ned til ådalens bund.

Dette bakkede landskab er ofte lidt overset, fordi man i stedet fokuserer på Vårby Bakke, der ligger til den modsatte side, altså mod vest. Terrænfaldet ned mod Vårby Å er en halv snes meter større og et nøk stejlere. Men Harrested-området er bestemt også krævende, hvis man f.eks. er cyklist.

Tag Skørpingevej fra broen over Harrested Å. Stigningen op mod Gerlev starter i 15 meters højde over havet, og den slutter først et stykke inde i Gerlev by 51 moh. Strækningen er 1200 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0. Især de første par hundrede meter er ganske stejle, og der er tit ufordelagtig vind, fordi vejen overvejende stiger i nordvestlig retning og ligger i åbent terræn.

/Jacob

Der er bakker, der er hårde, fordi de simpelthen er det. Og så er der bakker, der er hårde, fordi man tror, de ikke er det.

På min seneste cykeltur stødte jeg på to af disse snydebakker. Vel at mærke af ret forskellig slags.

Efter at have rundet Skælskør havde jeg retning mod nord. Jeg var mere end halvvejs på den planlagte tur, og benene var ikke helt lige så friske, som da jeg startede. Men vindretningen var gunstig, og tempoet godt.

Så mærker jeg alligevel noget, der minder om en krise. Farten falder fra nogle og tredive kilometer i timen til nogle og tyve. Tilsyneladende uden grund. Hvad sker der? Nåh jo.

Vi nærmer os Sønderupsønder. Her har jeg kørt før, men det er længe siden. Dengang blev jeg ramt af en fornemmelse af at hænge fast i dyndet. Det er det samme nu.

Fænomenet kaldes i internationalt cykelsprog for ‘false flat’. Det vil sige, at det, der lader til at være fladt terræn, i virkeligheden er stigende.

‘False flat’ kan tilskrives flere faktorer. Først og fremmest skal strækningen have en jævn, men kun moderat hældning – oftest i intervallet 1-3%. Dernæst skal omgivelserne være sådan, at de visuelt ikke afslører, at terrænet stiger. Og endelig skal den vej, man cykler på, typisk være bred, for på store brede veje er det sværere at identificere hældninger med øjet.

Mit grummeste møde med ‘false flat’ var i Harzen. Det er en del år siden, men det står stadig klart for mig.

Fra byen Goslar cyklede jeg ind mod bjergene. Da jeg kom til en dal, forventede jeg at finde nogle sideveje, der førte hen til skarpe stigninger. I stedet blev jeg ved og ved med at køre i dalen, og tempoet var sløjt trods stadigt højere puls. Først senere indså jeg, at vejen gennem dalen faktisk hele tiden gik en smule opad. Det var bare ikke til at se. Senere på turen stødte jeg på andre ‘false flats’ og enerverende stigninger. En medvirkende faktor var, at der er meget nåleskov i Harzen, og når du kører på en bred vej omgivet af høje ensartede træer skrumper fornemmelsen af stigning.

Sønderupsønder er ikke Harzen. Men fænomenet er tilsvarende. Og ubehaget og forundringen den samme. Slagelse Landevej virker som flad asfalt, men er det ikke. På det sidste stykke mod toppen øges stigningsprocenten dog en smule, og det er faktisk en lettelse: Solidt skrånende asfalt ved man, hvad er, og her kan man bedre leve med lav fart og lidt ømhed i benmuskulaturen.

Sønderupsønder-bakken er i alt 1150 meter lang og stiger med 2,7% i gennemsnit. Det kan måske virke sammenligneligt med Slagelseegnens mest kendte stigning, Vårby Bakke på Korsørvej. Den er 1100 meter lang og stiger med 4% i snit. Men der er stor forskel på de to. Vårby Bakkes stigningsgrad ligger konstant på 4-5% på langt det meste af strækningen, og det er nok til, at man aldrig er i tvivl. Vårby Bakke er hverken ‘flat’ eller ‘false flat’. Hård, men reel.

Nu nævnte jeg jo, at jeg på tilbageturen fra Skælskør var stødt ind i en anden snydestrækning, så den skal også med her.

Det drejer sig om vejen Parcelgårdsvej, der går parallelt med Vestmotorvejen i udkanten af Slagelse. Parcelgårdsvej er i det ydre helt anderledes end vejen til Sønderupsønder: smal, snoet og puklet. Men også dén er sært irriterende. For uanset om man kommer kørende fra den ene eller den anden side, så oplever man vældig meget modstand. Det hele føles så trægt.

Måske spiller det ind, at asfaltbelægningen er noget grov idet. Men min hovedtese er, at det er de meget hyppige terrænstigninger og terrænfald, der gør udslaget. 4-5 meter op, 4-5 meter ned, 4-5 meter op osv. Man får intet momentum med sig, og derfor er det hårdt. Normalt er en asfaltvej noget “udglattet”, men Parcelgårdsvej forekommer at være placeret direkte oven på det puklede dødislandskab, der er ret markant i området. Læg dertil forskellige småsving, som også bidrager til at bryde rytmen.

Til syvende og sidst er hverken Parcelgårds eller Slagelse Landevej dog ondskabsfulde i sig selv. Når bare man har fokus på sin ydelse og ikke alt muligt andet, så er både den ene og den anden type strækning ét fedt. Men det vil alligevel være en hjælp for de fleste, hvis de på forhånd ved, at de nærmer sig en bakke, der bedrager. Så kan man være lidt tilgivende overfor sig selv, når sanserne sætter gang i alarmklokkerne. Betragt det som falsk alarm, og stol på dine evner!

/Jacob

Man fristes til at tro, at højden af et landskab er noget stationært, men det sker alligevel jævnligt, at et terræn ændrer sig. Danmark er vel et af de lande, hvor det sker oftest. Der er flere fænomener, der forårsager det:

1.) Landet hæver/sænker sig som forsinket reaktion på gletsjernes forsvinden. Ændringen er på under 2 millimeter om året, men over tid gør det en forskel. Det kan være medvirkende til, at den nuværende terrænhøjde på et givent sted ved afrunding er 1 meter højere eller lavere end dengang, da de første officielle topografiske opmålinger blev foretaget.

2.) Kysterne eroderes. Især ved Vestkysten er der mange steder, hvor der tidligere var en høj klint, men nu kun flad strand. De mest spektakulære klinteskred finder dog sted i den modsatte ende af landet, nemlig ved Møns Klint, hvor kystlinjen til gengæld er relativt stabil.

3.) Sandaflejring og sandfygning. I kystnære områder kan der aflejres materiale fra havet, således at der skabes nye landområder. Og længere inde i landet kan vinden flytte rundt på overfladesand. Dermed bliver terrænet nogle steder lavere og andre steder højere end før.

Det sted, hvor punkt 3 vel ses tydeligst i Danmark, er på Fanø. Her er landskabet meget foranderligt. Forleden fik jeg en henvendelse fra en af Danskebjerge.dk‘s læsere. Den gik på, at Fanøs højeste punkt er nogle meter højere, end jeg har angivet i en artikel om øens højeste punkter. Jeg tjekkede op, og det er ganske rigtigt. Dels er der nord for det punkt, som jeg udpegede som det højeste, er “nyt” punkt, hvis højde er 27 moh. (se kortet ovenfor). Og dels er højden af det punkt, jeg udpegede, øget med to meter – fra 22 til 24 moh. Så der har forekommet en tilførsel af materiale med højere terræn til følge.

Men om forskellene alene skyldes højdeforskydninger siden artiklens offentliggørelse i 2017, eller om de også skyldes eventuelle uregelmæssigheder i myndighedernes digitale terrænmåling, er svært at sige med sikkerhed.

Læs mere om den sydvestjyske ø her:

https://danskebjerge.dk/artikler-fanoestoppe.htm

/Jacob

Kongedyssen ved Slagelse er en stor langdysse med et stort kammer. Og den er større – faktisk måske en hel del større -, end hvad de officielle dimensioner tilsiger.

Ifølge informationstavlen ved oldtidsmindet måler dyssen 57 meter. Det svarer til det tal, der står i Nationalmuseets beskrivelse fra 1940. Imidlertid viser en digital måling ud fra satellitfoto en anden længde – nemlig 61 meter. Og det er tættere på Skov- og Naturstyrelsens beskrivelse fra 1984, hvor længden blev angivet til 60 meter.

Så der kan ikke herske tvivl om, at informationstavlen underestimerer Kongedyssens dimensioner med nogle meter. Men, men, men. Denne afvigelse er for intet at regne mod, hvad en spændende teori siger om dyssens oprindelige udseende. Står denne teori til troende, har vi at gøre med Sjællands suverænt længste langdysse. Måske endda Danmarks længste, hvis vi kun ser på de langdysser, der har bevaret deres dyssekarakter frem til i dag.

Lad mig begynde med min egen observation. Som nævnt foretog jeg en opmåling af Kongedyssen. Det gjorde jeg vha. et digitalt onlinekort fra SDFI. I den forbindelse opdagede jeg på satellitbillederne en lys terrænform på kornmarken stik nord for Kongedyssen. Da jeg slog kortets skyggefunktion til, måbede jeg: Terrænformen er aflang, har omtrent samme dimensioner som Kongedyssen og ligger i direkte forlængelse deraf, blot adskilt af den tværgående Bavnehøjvej og nogle meter på hver side af den.

Dette fund skabte jo grobund for en tese: Kunne Kongedyssen engang have omfattet den aflange form mod nord? Det ville i så fald næsten tredoble dyssens samlede længde. Kongedyssen ville have været ca. 175 meter lang! I sandhed et majestætisk oldtidsminde.

Jeg undersøgte sagen nærmere og nåede frem til disse forhold, der taler for, at tesen er sand:

• Formen på nordsiden af vejen er rent faktisk registreret som en langdysse. Den er blot sløjfet for længst – allerede i 1893 betegnes den af Nationalmuseet som “overpløjet”.
• På den nuværende Kongedysse findes randsten mod syd, vest og øst (knap 80 i alt) – men slet ingen mod nord. Det kunne passe med, at der aldrig har været nogen nordlige randsten, fordi dyssen i sin oprindelige form ganske enkelt ikke har haft noget endepunkt her.
• Der er kun ét kammer i den nuværende Kongedysse. Det er almindeligt med flere kamre i langdysser. Hvis dyssen oprindeligt har fortsat mod nord, kan der have eksisteret et eller flere kamre i den del.
• I 1984 taler Skov- og Naturstyrelsens udsendte medarbejder med ejeren af den nærliggende Stendyssegård. Denne refererer en gammel mand for at have fortalt, at dyssen tidligere havde været længere, men at den nordlige del af dyssen var blevet fjernet og anvendt som fyld et eller andet sted, evt. ved byggeri af en bro.
• Hvad skulle idéen være i at anlægge to mere end 60 meter lange og lige brede dysser i direkte forlængelse af hinanden med højst 40 meters afstand imellem sig i stedet for at anlægge én sammenhængende langdysse?
• En 175 meter lang langdysse er voldsomt, men ikke urealistisk. Kardyb Langdysse syd for Skive (i dag næsten uden nogen oprindelige sten) har en længde på 184,5 meter. Lindeskov Langdysse på Fyn måler 168 meter. Der kan tidligere have eksisteret andre langdysser af lignende størrelse.
  
  

Så vidt den kæde af indicier, der underbygger forestillingen om, at Kongedyssen oprindeligt har været længere.

Der er altså også en del ting, der taler imod denne teori. Heriblandt:

• Der findes eksempler på storstensgrave, der er anlagt i forlængelse af hinanden, bl.a. ved Grøfte (også Slagelse Kommune).
• Kongedyssens nordlige randsten kan være fjernet af alle mulige grunde, eksempelvis i forbindelse med anlæggelse af Bavnehøjvej.
• På et matrikelkort oprettet så tidligt som i 1806 er både den nuværende Kongedysse og den overpløjede langdysse indtegnet som noget, der ligner områder fyldt med sten. Disse to områder er adskilt på kortet, og der går ingen vej igennem, dvs. adskillelsen lader til at være sket inden etablering af Bavnehøjvej. Måske har det endda været sådan fra starten.
• Når den nordlige langdysse allerede var overpløjet i 1893, og Bavnehøjvej blev anlagt i sidste del af 1800-tallet, så kan den gamle mand, som Skov- og Naturstyrelsen hørte om i 1984, ikke selv have oplevet, at der blev fjernet materiale fra stedet.
• Hvorfor er der ca. 30 meter fladt terræn uden synlige spor af dysse mellem den overpløjede langdysse og Bavnehøjvej? Hvis man havde anlagt en vej vinkelret gennem en langdysse, havde man vel kun haft behov for at fjerne så meget af dyssen, som anlægsarbejdet krævede.
  

Der kan være andre for- og imod-argumenter end de ovenstående.

Men er der en konklusion, der kan drages?

Det er svært, men jeg hælder til, at det er overvejende sandsynligt, at Kongedyssen også oprindeligt har haft de dimensioner, den har nu. Jeg lægger især vægt på det gamle matrikelkort, der synes at vise to separate områder med sten liggende i forlængelse af hinanden. Hvad “motivet” har været til at lave et sådant dobbeltanlæg, kan man kun gætte på.

Men uanset hvad: Kongedysse er i sin nutidige form faktisk en stor langdysse – en del længere end den gennemsnitlige danske langdysse -, og det kan anbefales at besøge den. Den er nem at komme til (pga. parkeringspladsen få skridt derfra), og udsigten er formidabel. Dog skal man måske lige overveje tidspunktet for besøget.

Hvis du kommer om sommeren, kan du nyde det gode vejr og forhåbentlig også det klare vejr, der gør det muligt at se Storebæltsbroen og Fyns kyst – til gengæld kan der være skudt så meget græs op, at randstenene skjules. I årets kolde måneder kan der være et vejrbetinget ubehag forbundet med at studere Kongedyssen – til gengæld er det nemmere at få et fyldestgørende indtryk af storstensgraven, fordi bevoksningen er minimal.

I et andet blogindlæg kan du læse om andre oldtidsgrave, der ligger lige i nærheden af Kongedysse.

/Jacob

Byggegrunde skal helst have en god beliggenhed. Sådan var holdningen også i oldtiden, hvor de store gravmonumenter ofte blev anlagt på steder, der lå højt i terrænet. På den måde sikrede man ikke blot, at der var en flot udsigt fra disse anlæg, men også, at de kunne ses fra lang afstand og gøre indtryk på såvel lokale som tilrejsende.

Et område med fremragende beliggenhed både dengang og nu er højdedraget vest for Slagelse. Lad os kalde det Vårby Bakke, for selvom nogle forbinder navnet Vårby Bakke med skråningerne på og ved Korsørvej, så er der faktisk tale om en ca. 14 kilometer bred skråning, der har sin bund i den nord-/sydgående Vårby Ådal. Fra åen og op til toppen af Vårby Bakke er der en højdeforskel på ca. 55 meter, og hvis vejret er blot nogenlunde klart, kan man se den fynske kyst godt 30 kilometer mod vest.

Langs bakkekammen ved Slagelse har der ifølge Kulturarv.dk ligget 20 oldtidshøje. I dag er der seks tilbage. Fire af dem ligger på en næsten lige linje indenfor 800 meter, og de er karakteristiske på hver deres måde:

• Tvehøje: Den sydligste af de fire oldtidsgrave. Den lever til fulde op til sit navn, idet den af Nationalmuseet betegnes som “to sammenbyggede høje”. Set oppefra er den omtrent amøbeformet. Formen snyder øjet lidt, for fra afstand forledes man til at tro, at der er to toppe, men i virkeligheden er der næsten intet terrænfald imellem dem. Fra mange andre bronzealderhøje ved man, at en usædvanlig form kan skyldes senere påvirkning (f.eks. er der på Hagbardshøj ved Susåen en kløft midt i højen, og den er dannet af mennesker i nyere tid). Sådan er det tilsyneladende ikke med Tvehøje. Det kunne være interessant at vide, hvor almindeligt fænomenet er i Danmark.
  
• Hellig Anders Høj: En offentligt tilgængelig høj, der også kaldes Korshøj eller Hvilehøj. Den er en af de mest kendte bronzealderhøje på Vestsjælland. I seværdighedsforklaringen fra Skov- og Naturstyrelsen hedder det kort og godt: “Høj med kors, højt i terræn, vidt udsyn”. Der er fem meters højdeforskel på bund og top, og det i sig selv gør lokaliteten spændende. Men det er korset på toppen og den dertil hørende myte, som er trækplasteret. Det siges om en Slagelse-præst ved navn Anders, at han på en rejse var nået til Jerusalem. Da kom der en hest hen til ham, og den bad ham springe op på dens ryg. Det gjorde han, og vupti, så lå han på en høj nær sin hjemby. Højen er opkaldt efter middelalderpræsten, og der har siden 1700-tallet stået et trækrucifiks til minde om ham – det blev senest fornyet i 1952.
  
• Bavnehøj: Omtrent samme dimensioner som Hellig Anders Høj 400 meter længere mod syd, men slet ikke med samme publikumsappel. Det skyldes først og fremmest den bevoksning, som højen er omsluttet af. Der burde næsten være en lov, der forbød tilgroning af oldtidsminder, men sådan er det ikke. At Bavnehøj har været mere attraktiv før i tiden, ser man bl.a. ved, at navnet på den nærmeste gård er Baunehøjgård, og den nærliggende vej hedder Bavnehøjvej.
  
• Kongedysse: En 60 meter lang dysse, som forbindes med en vis kong Slag. Kong Slag siges at have lagt navn til byen Slagelse, hvilket dog ikke kan passe, da man ved, at bynavnet Slagelse har en anden oprindelse. Men langdyssens beliggenhed og de mægtige sten, der udgør dyssens eneste kammer, har bestemt noget majestætisk over sig. Kongedyssen er efter alt at dømme ældre end de tre førnævnte oldtidsgrave. Langdysser er nemlig fra bondestenalderen, mens de kuppelformede gravhøje typisk er fra bronzealderen. Kongedyssen har egen parkeringsplads, og udsigten er en smule bedre end den fra Hellig Anders Høj, da terrænet ned mod ådalen her er blottet for træer.

Jeg har lidt mere at sige om Kongedyssen, men det bliver i et selvstændigt indlæg.

/Jacob

Nogle kilometer syd for Horsens ligger et lille, men alligevel meget markant højdedrag ved navn Bjerrelide. Dets højeste punkt er gravhøjen Purhøj med 121,5 moh., men lidt længere mod syd er der et andet toppunkt, der også er værd at kende. Især hvis man interesserer sig for krimistof og retsvæsen.

Stedets funktion afsløres allerede i navnet: Galgebakke. På Galgebakke er et ukendt antal dømte forbrydere blevet henrettet igennem tiden – den sidste i 1856, og det er den, jeg lige vil omtale.

Tilbage i 2008 var der i Vejle Amts Folkeblad en beskrivelse af de hændelser, der førte til henrettelsen. Du kan læse hele artiklen her. Men kort fortalt drejer det sig om en lokal mand, der overfaldt en 14-årig pige, Maren Abrahamsdatter, for at voldtage hende og umiddelbart efter slog pigen ihjel.

Af avisartiklen fremgår, at manden blev dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret, skriver avisen.

Dette er dog kun en halv sandhed, kan jeg nu afsløre. For på den tid fandtes endnu en retslig instans, nemlig regeringen og kongen. Der er flere eksempler på, at Frederik den 7. var relativt blød, når det gjaldt straffe, og på dagen, hvor drabssagen fra Bjerre blev taget op i statsrådet, havde han lige nedsat en i forvejen nedsat straf til en indbrudstyv.

Og også straffen til drabsmanden blev reduceret – omend ikke nok til at gøre gerningsmanden glad! Kongen slog nemlig fast, at i denne sag skulle dødsstraffen eksekveres. Formildelsen bestod i, at drabsmandens hoved ikke skulle sættes på en stage. Så han slap altså for at ende som f.eks. Johann Struensee, hvis kropsdele kunne ses videnom efter halshugningen.

Men døden undgik manden ikke. Han blev den sidste person, der henrettedes på Bjerrelide.

Ved mit sidste besøg på Bjerrelide forsøgte jeg at finde den gamle galgebakke. Man kan se den fra afstand, men desværre ligger den et stykke inde på en privat mark. Så nogen stor turistseværdighed er der ikke tale om. Der er Purhøj mere attraktiv.