Blogsbjerg

Oversigter over udsigter – hvor er de?

Jeg har længe tænkt på, at der mangler en gennemgang af, hvor i den danske natur man kan finde de bedste udsigter over landskabet. Nu har jeg taget et lille indledende initiativ, i form af et kort, der ikke bare viser, hvor de gode udsigter befinder sig, men også viser en smule af, hvad man kan få øje på, når man stiller sig der.

Det er i første omgang kun Sjælland, jeg har taget fat på, og oversigten er på ingen måde fyldestgørende, men jeg bilder mig ikke desto mindre ind, at det er den første af sin slags. 🙂

Se grafikken på Danskebjerge.dk’s Facebookside!

Udsigtspunkterne er frit tilgængelige, omend man i Skovtårnets tilfælde skal betale en indgangsbillet.

De fleste af udsigtspunkterne bør man kende nærmere for at kunne finde dem. Eller simpelthen sætte lidt tid af til at lede efter. Det gælder f.eks. Syrenbakken i Raklev ved Kalundborg, Brommebakkerne nord for Sorø, Mørkemosebjerg ved Maglesø, postamentet på Hammer Bakker ved Næstved og oldtidshøjene på Tuse Næs.

Jeg har primært indtegnet de udsigter, jeg har bevidnet selv. Det betyder f.eks., at selvom jeg har læst, at man fra Kulsbjerg kan se Storebæltsbroen, så har jeg ikke tegnet den udsigt ind, da jeg ikke har set broen med egne øjne derfra.

Omvendt er der også udsigtsretninger, som helt sikkert findes, men som jeg ikke har hæftet mig ved, de gange jeg har været det pågældende sted.

/Jacob

”Selvom de siger, at det er danskervejr, så er det nok for lang tid siden, at jeg har boet i Danmark,” udtalte en smilende Jakob Fuglsang forud for sin sejr i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège.

Baggrunden for udtalelsen var, at vejrudsigterne havde spået kulde og regn under løbet, og nogle havde spekuleret på, om dette ikke kunne være en fordel for en dansker som Jakob Fuglsang – underforstået: fordi regn og kulde jo er et typisk dansk vejr.

At det generelt er koldt og regnfuldt i Danmark, er en af de mest sejlivede myter, der findes. Men en myte er det, for som omtalt i et tidligere blogindlæg, er det lodret forkert at betegne Danmark som et regnfuldt land. Og specielt koldt er det heller ikke, når man sammenligner med gennemsnittet for andre lande.

Men hvad med Ardennerne? Var det dårlige vejr den 28. april et atypisk Ardennervejr?

Nej, det kan man ikke sige. Statistisk set regner det nemlig MERE i Ardennerne end i Danmark. 905 millimeter årlig nedbør falder der i gennemsnit i de belgiske bjerge, mens der her i landet falder 746 mm i snit. Det vil sige, der er godt 20% mere vådt i Ardennerne end i Danmark. Regnvejret under løbet var kort sagt mere à la Philippe Gilbert, end det var à la Jakob Fuglsang.

Ja, selv hvis man tager udgangspunkt i Jakob Fuglsangs nuværende bopæl, er sammenligningen skæv. Det regner ganske vist ikke helt så meget i Monaco som i Ardennerne, men dog 825 mm årligt, hvilket jo er mere end Danmarks 746. Så Fuglsangs egen modificering af udsagnet er altså også skudt ved siden af skiven. Det regner mindre i Danmark, end det regner i Ardennerne og i Monaco.

Som med alle myter er der også her en grund til, at myten er opstået. Der er altid et gran af sandhed i en myte. Og sandheden her er, at de maksimale temperaturer sjældent bliver specielt høje i Danmark. I Monaco bliver det typisk op til 14 grader på en aprildag, i Ardennerne 13 grader. I København er den tilsvarende dagtemperatur i april 10 grader.

Så ser man alene på temperaturen, var den tættere på danske end belgiske tilstande, den dag Fuglsang tog sin flotte sejr. Men mon ikke det primært var regnen, der var i tankerne, da der blev talt om det dårlige vejr i Liège-Bastogne-Liège. Og her må man bare sige, at danskervejr ikke er regnvejr. Regnvejr er belgiervejr.

/Jacob

Op til de traditionsrige broløb på Storebælt blev der flittigt spurgt til, hvor hård højbroen er at løbe op ad. Nogle mente, den var en barsk udfordring, men min egen vurdering var, at på en halvmaraton, hvor broen er den eneste stigning, er det ikke rigtig noget at skrive hjem om.

Nu er Tour de France så på vej til Storebælt – så småt -, og så er det selvfølgelig igen relevant at få opfrisket, hvilke egenskaber der kendetegner strækningen fra betalingsanlægget og op til midtpunktet mellem pylonerne.

Feltet skal jo fra øst mod vest, så stigningen starter ved betalingsanlægget i Korsør. Det er nærmere betegnet ved indsnævringen efter betalingsanlægget, at terrænet (i kraft af den dæmning, der forbinder bro og land) begynder at stige. Man lægger ud i ca. 3,5 meter over havet, og herfra går det støt opad. Med sine 4.400 meter er der formentlig tale om den længste konstant stigende vejstrækning i Danmark overhovedet. Til gengæld er stigningsprocenten meget mild – 1,6% i gennemsnit. Den når næppe over 3 på noget tidspunkt.

Broens højeste punkt befinder sig 254 meter over havet. Det er på toppen af pylonerne, og så højt når vejbanen selvfølgelig ikke op. Ifølge en officiel angivelse ligger vejbanen i 75 meters højde, hvilket altså vil sige, at højdeforskellen fra betalingsanlæg til midten af det frie spænd er ca. 72 meter. Herfra er der et fald videre vestover ned mod Sprogø, nogenlunde med samme egenskaber som stigningen fra Korsør. 72 højdemeter svarer til størrelsen på de største stigninger på Fyn og Sjælland.

Storebæltsbroen ligger i retningen ØNØ-VSV. Det indebærer, at man typisk vil få vinden ind forfra eller skråt forfra, idet den typiske vindretning er vestlig eller dér omkring. Ingen tvivl om, at en tur op ad Storebæltsbroen kan blive en hård omgang, når der er godt med blæs på, men samtidig er det på mange måder en ret monoton strækning. Monotoni i terrænet vil som udgangspunkt tale imod, at der opstår uventede situationer i et cykelløb, og man må i hvert fald sige, at en udbrydergruppe vil få det særdeles svært på Storebæltsbroen. Mange Tour de France-fans vil naturligvis håbe, at blæsten over Bæltet kan give splittelse i feltet. Desværre viser erfaringen, at vind sjældent bliver en afgørende faktor i professionelle cykelløb.

/Jacob

”Denne Sten og Grunden om den i 2 m Afstand er fredet.”

Sådan lyder en del af standardteksten på de danske postamenter. Men mere fredede er de altså ikke, end at de i særlige tilfælde må vige pladsen. Det viser den løjerlige historie om postamenterne på Småhøje i Kalundborg og Kåverbjerg på Fanø.

Et postament er en sokkel, og sokler var der brug for, da man opmålte Danmark. Opmålingen fandt sted i en periode på ca. 100 år – fra 1830’erne til 1930’erne. Oven på stensoklerne anbragtes måleapparater, og således fik man med ganske stor præcision kortlagt Danmark, ikke mindst i højden. Omkring 330 postamenter blev placeret rundt omkring i landskabet – især på højt beliggende terrænpunkter -, og da målingen var slut, fik postamenterne lov til at blive stående som en slags mindesten.

Postamenterne på Småhøje (65 moh.) og Kåverbjerg (19 moh.) er så de undtagelser, der bekræfter reglen. På forunderlig vis er der blevet flyttet rundt på dem – i en sådan grad, at det minder om en forvekslingskomedie af Holberg.

Det første kapitel i den mærkværdige historie skrives allerede før Anden Verdenskrig. Kombinationen af storme og porøst underlag fører til en underminering af postamentet på Kåverbjerg, og i 1945 konstaterer man, at det simpelthen er væltet ned i en grøft.

Herefter flyttes postamentet af det daværende Geodætisk Institut til en opmagasineringsplads i Buddinge. I 1980’erne får det dog atter lov til at se dagens lys, nemlig på den såkaldte målebane på Kalvebod Brygge. Til gengæld henstår Kåverbjerg på Fanø i årtier postamentløst.

Alt dette ved man sikkert ikke noget om i Nordvestsjælland. Men omkring 2010 begynder man i Kalundborg Kommune at overveje, om man ikke skulle bebygge den græsplæne, der ligger på bakketoppen Småhøje. Denne grund ligger mellem huse i et parcelhuskvarter, og det eneste, der umiddelbart står i vejen for at bygge på den, er et postament. (Danskebjerge.dk’s foto af postamentet ovenfor er fra 2007.)

Dødsdommen over postamentet afsiges. Men så får entusiasterne i ”Sammenslutningen af Danske Postamentsøgere” (ja, sådan en forening findes!) nys om sagen, og de indleder en dialog med de forskellige myndigheder. Idéen: at evakuere Småhøje-postamentet til Fanø, hvor Kåverbjerg jo i 65 år har stået og manglet et postament!

Som sagt så gjort. Og i dag troner et autentisk postament på toppen af Kåverbjerg, omend det jo ikke er det originale.

Og hvad så med Småhøje? Blev græsplænen med den smukke udsigt invaderet af bulldozere, så snart det gamle postament var trukket op af jorden?

Nej, slet ikke. Politikerne i Kalundborg Kommune fik nemlig kolde fødder, da Danmarks Naturfredningsforening og naboerne på Småhøje i sensommeren 2011 klagede over byggeprojektet. Byrødderne indså, at stedet faktisk er et naturskønt sted, som bør have lov at bestå. Og således blev det.

Der blev endda taget initiativ til at hente det nedtagne postament tilbage til Småhøje. Men sådan er det ikke gået. I hvert fald ikke endnu. Småhøje-postamentet står på Kåverbjerg, Kåverbjerg-postamentet står på en mark ved København, og på Småhøje står en natursten og agerer substitut for det evakuerede postament (se foto herunder). Og vi andre kan så glæde os over, at hverken uvejr eller mennesker sådan uden videre kan flytte rundt på de historiske granitsokler, uden at nogen opdager det.

/Jacob

P.S.: Kåverbjerg er langt fra den eneste bakketop, der påvirkes af vind og vejr på Fanø. Læs mere om øens foranderlige toppe her:

http://danskebjerge.dk/artikler-fanoestoppe.htm

Hvor tæt er du på at blive ramt af oversvømmelser?

Det kan du finde ud af ved at kigge på de kort, der ligger på www.sdfekort.dk. Kortportalen blev offentliggjort få dage før jul, og selvom en del af funktionaliteten er set før, så er det nok det bedste kort at bruge, hvis man vil orientere sig om oversvømmelsesrisikoen et givent sted.

Man kan selvfølgelig også benytte kortet til bare at studere, hvor i Danmark vi har de lavest beliggende og mest udsatte landområder.

Jeg har her taget et udsnit af Roskilde Fjords sydlige ende. Havvandsstigningen har jeg sat til 150 cm – dvs. omtrent den stigning, som fandt sted i området i løbet af det forgangne døgn (1/1-2/1 2019). De røde farver viser de mest udsatte steder. De områder, der er blå, er lidt mindre udsat for oversvømmelse.

I øvrigt giver kortet også mulighed for at se, hvad konsekvenserne af ekstremregn vil være.

/Jacob

Det er muligt, at nisselandskaber er blevet en smule umoderne, men i min barndom var de et sikkert indslag i dagligstuen. Igennem det meste af december måned var den midterste hylde på den store reol reserveret til vat, paphuse, piberenserfigurer. Og ikke mindst til en ordentlig portion fantasi. Fantasien var den kraft, der satte fart i den kælkende nisse på vej ned ad hyldens allerstørste vatbjerg, og nedenfor skøjtede hans kammerat rundt på den lille tilfrosne sø – aka. et af mors spejle, som jeg havde fået lov at låne.

Men hvor kommer hele den tradition med nisselandskaber fra?

I “Den Gamle By” har man gravet lidt i fænomenets historie, og her analyserede man sig indledningsvis frem til, at det må være startet omkring 1920’erne. Det var nemlig i den periode, at det blev almindeligt med udstillinger med nissefigurer i forretningernes vinduer, lød ræsonnementet.

Efter den første artikel blev skrevet, modtog museet dog en gave bestående i et nisselandskab, hvis ældste del – en fin nissegrotte med hus ovenpå – gik tilbage til 1917 (se billede via linket ovenfor). Så den foreløbige konklusion kunne altså justeres til, at det danske nisselandskab i hvert fald er 100 år gammelt.

Et vist slægtskab med julekrybberne kan man vel ikke komme udenom, tænker jeg. For julekrybben er jo på samme måde noget med et afgrænset rum i tre dimensioner med forskellige julerelaterede figurer placeret rundt omkring.

Julekrybben går mange århundreder tilbage. Det har Kristeligt Daglad fastslået. De første kristne kunstnere lavede værker, der minder om det, og i 1223 fuldendtes setuppet med de centrale personer samlet om vuggen i stalden i Betlehem. Det var Frans af Assisi, der dette år lavede den første rigtige julekrybbe, støttet og autoriseret af selveste paven.

Julekrybben passede fint ind i katolicismen, og katolikkerne har udbygget og holdt fast i traditionen helt frem til i dag. Derimod var protestantismen ikke glad for den figurdyrkelse, som julekrybben repræsenterer. Så den blev sat på standby i nogle hundrede år.

Men i begyndelsen af 1900-tallet fik julekrybben en renæssance på vore breddegrader – nogenlunde samtidig med, at nisselandskabet gjorde sit indtog. På den måde fik de to (egentlig lidt kitschede) kunstarter parallelt med hinanden plads i den danske jul.

Det er helt sikkert rumligheden, der fascinerer ved nisselandskabet og julekrybben. Det er den, der sætter fantasien i svingninger. Man bliver optaget af elementernes indbyrdes forhold, og i et barnesind kan blot dét at flytte en smule rundt på Maria, en hyrde, en ko eller en piberensernisse gøre sceneriet levende.

Herfra er vejen til topografien ikke lang. Topografi handler jo også om at identificere de vigtigste, synlige elementer i et landskab – bygninger, søer, bakker. Et udsnit af verden kogt ned til en målestok, der gør det hele dejligt overskueligt og nærværende. Et topografisk kort og et nisselandskab har overraskende meget til fælles!

Og med dét: Glædelig jul. Til både nisserne, Jesus-familien og alle jer andre.

(Siger du, at du savner et billede af et nisselandskab i dette indlæg? Jamen, her i huset har vi simpelthen ikke noget. Ikke i år. Vi har dog en julekrybbe. Den er mindst 50 år gammel. Det er den, der er på fotoet ovenfor.)

/Jacob

Som endnu et bidrag til den lille serie om sødybder vil jeg her komme med et par eksempler på terrænforskelle, der overses, fordi de delvist befinder sig i vand.

Traditionelt tæller man ikke sø og hav med, når man angiver højdeforskelle. Det indebærer, at en skråning, der starter ved en sø og bevæger sig op i terrænet, typisk måles fra søens overflade. Hvilket jo giver god mening, hvis man ser det fra f.eks. en gåendes eller cyklendes perspektiv. De skal ikke ned i vandet.

Men i rent geologisk henseende er det en tvivlsom opgørelsesmåde.

Højdeforskellene i Danmark er jo primært skabt under istiden, og her spillede vandoverflader ingen væsentlig rolle. De nuværende vandoverflader har først fundet sig til rette flere årtusinder efter, at istidens gletsjere skabte landskabet. En del søers overflader er endda reguleret af menneskehånd.

En skarpere geologisk tilgang til beskrivelse af skrænter ved vand vil derfor inddrage højdeforskelle både over og under vandet – i det omfang, der er data tilgængelige for terrænet nede i søen naturligvis.

Lad os tage et eksempel: Ravnsø. Søen ligger i Søhøjlandet, og syd for søen når terrænet op i 117 meter over havet. Det giver en forskel på knap 100 meter ned til søens overflade. Men det istidsskabte terræn har en endnu større højdeforskel, for fra søens sydlige bred fortsætter faldet, og det stopper først en smule øst for søens midte i en dybde på 34 meter. Dette giver – hvis man skal udregne den samlede højdeforskel – følgende regnestykke: Den absolutte højde af det højeste terrænpunkt (117 m) minus den absolutte højde af Ravnsøs overflade (22 meter) plus søens dybde (34 meter). Hvilket ender ud med resultatet 129 meter. En betragtelig højdeforskel efter dansk målestok.

Tager vi Julsø – den vel nok mest kendte af Silkeborgs søer -, så har vi en sødybde på ca. 18 meter, som kan lægges oven i højden af Himmelbjerget. Det giver en samlet højdeforskel på 147-21+18=144 meter. Der er omtrent 1,5 kilometer mellem Himmelbjergtårnet og Julsøs dybeste punkt.

Helt så stor en højdeforskel finder man ikke ved Hald sø nær Viborg. Men til gengæld er skrænterne her endnu stejlere end ved Silkeborg. Fra Hald søs dybeste punkt, der ligger i søens sydlige halvdel, er der ca. 500 længdemeter op til kote 55 i Dollerup bakker. Højdeforskellen mellem bunden og dette jordpunkt er 55-9+31=77. Dette giver en hældningsprocent på 15,4 i gennemsnit på den 0,5 kilometer lange strækning. Ganske vist er det fra søbredden og op, at hældningen for alvor tager til (42% i snit på 110 meter!), men man glemmer altså 31 af de 77 højdemeter, hvis man kun ser på landjordens terrænforskelle.

Det er en pudsig egenskab ved de topografiske kort, at de i så ringe grad har informationer med om vanddybder. Der er typisk angivet nogle få havdybder på kortene, men søers dybder finder man slet ikke.

Ingen tvivl om, at pragmatiske hensyn ligger til grund. Dels er der en brugerbetragtning: det er de færreste, der i hverdagen har glæde af at vide, hvor dyb en sø er. Og dels så findes der tilsyneladende ingen systematiske undersøgelser af sødybder.

Men lad det være et ønske herfra, at også disse data kommer med på fremtidige Danmarkskort. De hører med til forståelsen af landskabet, også selvom vandets mørke gør søernes topografi mindre synligt.

Se Danskebjerge.dk’s oversigt over de dybest beliggende danske søer her. Og fotos her!

/Jacob

Vi har det med at skelne skarpt mellem, hvad der er land, og hvad der er hav. Når vi f.eks. kigger på landkort, skøjter vores blik hurtigt hen over det, der er ensfarvet blåt, for at nå frem til de områder, hvor der er marker, veje og bebyggelse.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi mennesker grundlæggende er landdyr. Det er på land, vi har de bedste livsbetingelser. Vi opholder os sjældent på vand i længere tid.

Der er nu heller ikke meget af materiel værdi at finde nede under overfladen. Og det, der måtte være, er alligevel skjult af den. Ude af øje, ude af sind. Denne talemåde beskriver vældig godt vores forhold til de søer og farvande, der omgiver os.

Også på videnskabsfronten er der gennem tiden brugt forholdsvis få kræfter på den våde del af Danmark. Derfor er f.eks. terrænforskelle på havbunden kun sporadisk udforsket. (Læs om, hvad man trods alt ved, i Danskebjerge.dk’s artikel om havets bjerge.)

En af de misforståelser, der udspringer af vores ringe interesse for vandområderne, er, at vi ikke inddrager dem i vores forståelse af det danske istidslandskab. Ja, vi har end ikke et ord for, hvad man kalder det terræn, som ligger under vand, men som i lige så høj grad som Danmarks nuværende landjord blev bearbejdet af istidens gletsjere. Jeg har lidt i sjov kaldt det ‘vandskab’.

I virkeligheden var gletsjerne ret ligeglade med vand. De møvede sig frem over alt. Og egentlig er det ret tilfældigt, hvor grænsen mellem land og vand går i nutidens Danmark. Det var i hvert fald ikke noget, som istidens gletsjere i Danmark havde meget med at gøre. Det eneste, der har haft betydning i den sammenhæng, er, at der jo allerede ved de sidste gletsjeres ankomst fandtes terrænforskelle. Og de steder, der på det tidspunkt lå lavt, var alt andet lige også i ”risikozonen” for at havne under havets overflade, når gletsjerne var færdige med deres formgiving af Danmark, og havniveauet steg markant.

En anden fejlbehæftet antagelse, som jeg – indrømmet – selv har gået rundt med, består i, at vi betragter vore søer som et landfænomen. Altså at sø og land så at sige hører sammen, mens havet er i sin egen kategori. Og på nogle punkter giver den opdeling også mening – f.eks. er der den forskel, at vandet i havet er salt, mens vandet i søerne er ferskt. Men der findes en fællesnævner, som kun få er bevidste om, og det er, at en del søer rækker dybere ned end havets overflade. Dvs. søoverfladen befinder sig ganske vist over havniveau, men søen er samtidig så dyb, at bunden af den ligger under havniveau.

Dette bryder lidt med vores vante forestilling. Normalt vil vi jo sige, at når der strømmer vand fra en sø ud i et vandløb og derfra videre ud i havet, så er det fordi, søen ligger højere end havet. Men det er altså kun en halv sandhed.

Enkelte søer rækker endda et pænt stykke ned under havets overflade. Furesø nordvest for København, Danmarks dybeste sø, har eksempelvis en søbund, der befinder sig hele 17,5 meter under havet. En sø i Jylland når sågar endnu længere ned!

Det har jeg skrevet mere om i denne nye artikel.

/Jacob

Så blev det vintertid – i mere end én forstand. For ikke nok med, at du skal stille uret en time tilbage. Du skal også indstille dig på at bevæge dig langsommere gennem landskabet.

Nå ja, men det er jo fordi man drosler ned på træningen, vil mange sige. Og det er også rigtigt, men en anden faktor spiller ind, og det er lufttemperaturen. Jo koldere det er, desto mere modstand er der i luften. Og det medfører, at dine cykelture om vinteren alt andet lige er langsommere end dem om sommeren.

TV 2 Vejret lavede tidligere i år et lille eksperiment, hvor de undersøgte netop dette. Og selvom resultatet ikke er voldsomt præcist, så skal de have point for forsøget. Klik her.

En endnu grundigere analyse af temperaturens indflydelse på tempoet har det engelske magasin Cyclist foretaget. I artiklen gennemgår de forskellige faktorer og når (ligesom TV 2) frem til, at det er luftmolekylernes tæthed, der har størst betydning. I al fald 1 km/t alene på denne konto, skal man regne med.

Jeg vil for egen regning tilføje et par faktorer, som ikke er nævnt hos ovenstående kilder. Det ene er tøjet. Man har jo mere tøj på i kulden og måske også i lidt grovere materialer. Det øger modstanden fra luften. Desuden er der – særligt i årets første fire måneder – meget få blade på træer og buske, og dermed har man mindre læ på cykelturene, selvfølgelig især på de strækninger, der går gennem skov.

Her til eftermiddag testede jeg selv det kolde vejr på landevejen. Sølle to grader varmt var der. Eller cirka 25 grader koldere end på årets varmeste tur! Det forklarer til dels den lidt langsomme tid. Ud fra Cyclist’s analyse vil jeg vurdere, at den samlede vejrbetingede tempoforskel var på ca. 2,5 km/t – det er da alligevel noget.

Vi bliver altså langsomme i kulden, gør vi. Omvendt kan vi så til foråret glæde os over, at farten på cyklen tiltager mere, end formkurven alene tilsiger.

/Jacob

Hvad få danskere er klar over, er, at Skandinaviens måske mest berømte bjergbestiger stammer fra … Frederiksberg.

Mandens navn er Carl Hall. Han var søn af en af det 19. århundredes mest prominente politiske skikkelser, C.C. Hall. Men mens faderen strøg til tops i politik og bl.a. blev konseilspræsident, så gik sønnen efter de virkelige tinder – dem, man f.eks. finder i Norge.

Det kan måske virke lidt paradoksalt, men det var faktisk udlændinge – ikke mindst Carl Hall -, der vakte nordmændenes interesse for de norske fjelde. Før betragtede man i Norge fjeldlandskaberne som noget selvfølgeligt eller endda upraktisk. Men med bjergbestigernes indtog skabtes en ny bevidsthed om terrænets skønhed og om den spænding, der lå i at bestige de sværeste toppe. Her førte danske Hall an, og i dag er op til flere norske fjeldpartier opkaldt efter ham. Ja, der er næppe tvivl om, at Carl Hall er mere berømt i Norge end i sit hjemland.

Hans popularitet og betydning blev forstærket af, at han tog en del fotografier fra sine ekspeditioner. På det billede, der ledsager dette blogindlæg, må han dog have fået assistance – han er nemlig selv med på det og ses længst ude til højre.

Som en krølle på halen kan nævnes, at undertegnede faktisk er lidt i familie med Carl Hall. Han var fætter til min tipoldemor, og i familiens gamle fotoarkiv har vi billeder af både ham og hans forældre.

Hans eget danske bjergbestigerblod gik dog ikke umiddelbart videre til nogen, for han døde barnløs i 1908.

Mere om manden her:
https://snl.no/Carl_Christian_Hall

/Jacob