Blogsbjerg

Hvorfor løbe op og ned ad bakker og træne dag ud og dag ind – når man bare kunne være ung og slank? Der åbner sig nye tankevækkende perspektiver for den jævne motionist, hvis man ser nærmere på tallene – og tør se sandheden i øjnene.

Jeg er en af dem, der føler, at kroppens maksimale ydeevne er nået. Eller i hvert fald næsten. Jeg tror på, at jeg bruger et sæt træningsmetoder, der – uden at være perfekte – optimerer min form, inden for de rammer der nu engang er.

Det betyder så omvendt, at når jeg forbedrer mig, så er det med brøkdele. For eksempel slog jeg forleden min rekord på 10 kilometer løb. Fire sekunder skar jeg af rekorden, så den nu hedder 41:04. Det var jeg super tilfreds med. Men i det store billede er fire sekunder jo peanuts.

Alder og vægt er centralt
Men hvis man så ser på, hvad min alder og vægt gør ved min præstation, ser det ganske anderledes ud.

Sagen er, at hvis jeg havde haft samme træningsiver, da jeg var 20, og samtidig havde undgået de håndtag, der sidder lidt for godt fast over min hofte, så ville jeg have været markant hurtigere, end jeg er i dag. I hvert fald hvis man skal stole på de almindeligt anerkendte beregningsmodeller.

Gå f.eks. ind på Aktiv Trænings hjemmeside, og find den side, der beregner, hvor meget hurtigere du kunne blive ved vægttab.

Her tastede jeg mine nuværende data ind sammen med et minus på 5 kilo. 5 kilo vil faktisk give mig et BMI, der ligger en anelse under middel, men stadig med god margen ned til kategorien undervægtig.

Og sikken effekt.

Drømmetiden opnået
Aktiv Trænings beregner sender mig akkurat under 39 minutter på de 10 kilometer. En drømmetid! At komme under 40 minutter har været mit mål i årevis. Men selv når jeg har givet den gas i træningen igennem en periode, har jeg ikke for alvor været i en form, der ville række. Men vægttab – dét virker tydeligvis.

I virkeligheden er jeg bare en gennemsnitlig slankekur borte fra en speed, som uden problemer vil sende mig under de magiske 40 minutter. Tankevækkende!

Matematikken er faktisk simpel. Man regner med, at en løber vinder 2-3 sekunder pr. kilometer ved at reducere kropsvægten med 1 kilo. Aktiv Træning har valgt middelvejen og indsat 2,5 sekunder i deres formel.

For mit vedkommende skal man så gange dette først med 5 (mit vægttab) og siden med 10 (antal tilbagelagte kilometer). Det giver godt og vel 2 minutter. Og altså helt uden at jeg skal anstrenge mig mere på løbeturen, end jeg gør i dag.

Ungdommens kraft
Men hvad nu, hvis jeg var kommet i gang med min “løbekarriere” på et tidligere tidspunkt i livet? Ja, faktisk begyndte jeg at løbetræne, da jeg gik på en højskole efter gymnasietiden. Jeg var knap 20, og efter et par måneders træning gennemførte jeg en halvmaraton på 1 time og 48 minutter.

Den tid har jeg slået mange gange siden. Især efter, at jeg blev lidt mere systematisk i mine træningsformer. Men sandheden er, at hvis jeg havde grebet sagen an på samme måde dengang, så var jeg kommet meget lettere til det hele. Det viser et andet af Aktiv Trænings små programmer.

Igen plotter jeg data ind, og så sætter jeg den alder, jeg vil sammenligne med, til 20. Og vupti: 39:05 på en 10-kilometer! Altså stort set samme effekt som ved det førnævnte vægttab på 5 kilo.

Tænk, at jeg, der dengang følte mig som alt andet end en stærk løber, i virkeligheden kunne drøne afsted med over 15 km/t på så lang en strækning – hvis bare jeg havde trænet mig ordentligt op. If only I could turn back time, som Aqua-Lene sang.

Pænt avancement
Lad os til sidst lige kombinere de to scenarier. Vi leger altså, at jeg igen er 20 år, og at jeg har sørget for at holde min vægt nede på lidt under, hvad der betegnes som normalt niveau. Vi tager med andre ord de 39:05, som er den tid, der alene forbedres ved, at jeg gøres yngre, og så smider vi vægttabet oven i beregningen.

Svaret er: 37 minutter rent. En tid, der ville gøre mig til en rigtig god motionsløber. Et stykke fra eliten, men med fine muligheder for at vinde mindre motionsløb rundt omkring.

Og hvad kan man så bruge de beregninger til? Tja, alderen er jo svær at regulere bagud. Men de 5 kilo? De er inden for rækkevidde. Hvis jeg inden for de næste par år taber mig fem kilo, har jeg gode chancer for at presse mig under de forjættende 40 minutter.

Samtidig modarbejdes jeg dog af alderen – ikke den hypotetiske, men den skræmmende virkelige alder.

På et tidspunkt vil jeg nemlig blive så gammel, at jeg ikke vil kunne modvirke forfaldet gennem vægttab. Muligheden for vægttab er med andre ord kun en slags reservetank, jeg kan tære på i nogen tid endnu.

Virkeligheden vs. matematikken
Tilbage er så spørgsmålet om beregningsmodellernes troværdighed. Mine egne erfaringer kan hverken be- eller afkræfte, at modellerne taler sandt. Igennem årene har jeg haft beskedne svingninger i vægt på 1-3 kilo, uden at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg er blevet hurtigere eller langsommere af det.

Jeg har også svært ved at indse, at jeg som 20-årig kunne have været en hurtigløber. Det var slet ikke en rolle, jeg kunne se mig selv i dengang. Jeg tror måske, at det dér med at løbe længere ture og komme ind i en konsekvent træningsrytme over uger og måneder er noget, der passer bedre ind i en lidt ældre persons sind.

Og man kan måske også spørge, om præstationer kan sættes på formel på den måde, som ovennævnte beregnere gør det. Den menneskelige krop er jo ikke helt som en forbrændingsmotor, der udelukkende styres af fysiske love. Der er også nogle mentale processer, som spiller ind på vores ydeevne. Ligesom der er mentale processer, der er afgørende for, hvor langt vi når med en eventuel slankekur!

Lige nu og her tror jeg ikke, at de 5 kilo på sidebenene skal føle sig truede. Men jeg vil da et eller andet sted håbe, at min ærgerrighed efter at komme under 40 minutter en dag vil få mig til at tage mig selv i nakken og gøre noget alvorligt ved det.

/Jacob

Hvis du suser ned ad en bakke – uanset
om det er på cykel eller i løbesko -, så er der mindst to forhold,
der skal være i orden: Du skal være ekstra opmærksom på
uregelmæssigheder i det spor, du følger. Og du skal kunne stole på
sporet.

Det ene udelukker ikke det andet. For
godt nok skal du ikke køre hurtigere, end at du kan reagere på
forhindringer som vejhuller eller større genstande. Men samtidig
kommer man ikke udenom, at al trafik i dag bygger på en
grundlæggende tillid til, at underlaget foran dig er i orden. At
vejen eller cykelstien f.eks. ikke lige pludselig og uden varsel
ophører foran dig. Eller at den logik, man bruger andre steder i
trafikken, med ét bliver vendt på hovedet.

Skinnearbejde blev skæbnesvangert
De seneste dage har desværre budt på
nogle eksempler, der viser, hvor galt det går, når logikken og
tilliden bryder sammen. En grum sag:

http://ekstrabladet.dk/112/article2124103.ece

Jeg har endnu ikke set billeder, der
præcist viser, hvordan vejens forløb var ændret. Men hvis det
virkelig er sådan, at cyklisten mere eller mindre har ramt skinnen
vinkelret i dens fulde højde, ja så har han ikke haft en kinamands
chance for at undgå styrt.

Jeg ved ikke, hvad de ansvarlige har
tænkt i denne sammenhæng. Mit gæt er, at hvis det var en
trafikeret bilvej, så havde de markeret det hele tydeligt, og
sikkert også udtænkt en eller anden løsning. Men her var det jo
KUN en lille vej, formentlig mest brugt af fodgængere og cyklister.
Og disse har måske ikke fyldt så meget i bevidstheden hos dem, der
stod for vejarbejdet?

Sandsynligvis har de heller ikke tænkt
over, hvordan man i mørke skulle kunne se, at stenene var fjernet
fra skinnerne. Det var netop i morgenmørket, at den 60-årige kom
kørende. Det er selvfølgelig en skærpende omstændighed, at det
hele foregik ved jernbanespor, hvor uheld med personskade kan få
fatale følger, når der kommer tog.

Lærer kørte i hul
Det er langt fra første gang, at
vejarbejde ender fatalt for bløde trafikanter. Faktisk skete noget
lignende blot et par døgn før, nemlig i Sverige.

http://www.expressen.se/gt/vannen-stortade-mot-doden-i-bygg-gropen/

Den 62-årige lærer cyklede i velkendt
terræn, men i mørke, sådan som det også var tilfældet i sagen
fra Danmark. Pludselig er der et 2½ meter dybt hul i vejen –
“dårligt skiltet”, som der står i artiklen. Måske kører
han direkte ned i hullet uden at nå at bremse eller tage for sig.
Sådan noget dør man af.

Man kan forestille sig, at det nærmest
har været en ulempe for begge de omkomne, at de har færdedes i
velkendt terræn. De har stolet på, at underlaget foran dem var, som
det altid var. Og ladet vanen styre. Med rette. De blev jo ikke
advaret om andet.

Trafik skal være forudsigeligt
At færdes i trafikken handler i høj
grad om vaner og om tillid. Det er en illusion at tro, at trafikanter
skal være opmærksomme på alt. De skal være opmærksomme på
farer, der kan forudses. Biler fra højre eller venstre. Eller tog,
der kommer susende, eksempelvis. Ikke på, at nogen har lagt fælder
ud for dem.

Netop fordi vanens og logikkens magt er
så stærk, er det problematisk, når man i disse år etablerer
vejanlæg fulde af ad hoc-løsninger. Altså at man prøver at styre
trafikken på en måde, der lige netop skal passe til det konkrete
sted (og budget måske endda). Det fandt Danskebjerge.dk et eksempel
på forleden på en tur til og igennem Slagelse:

http://www.youtube.com/watch?v=nZCk127wXvo

Jeg tvivler ikke på, at der er tænkt
over tingene i Slagelse.

Rundtosset i rundkørsel
Men det duer simpelthen ikke, at man
forvandler et ganske almindeligt trafikanlæg til en
forhindringsbane. En venstresvingsbane før rundkørslen, fire sæt
hajtænder inden for 30 meter, og et skift fra cykelsti i hver sin
side af vejen til dobbeltrettet cykelsti – det er simpelthen for
komplekst og ulogisk.

Den umiddelbare konsekvens er, at det
nedsætter fremkommeligheden for de cyklister, der skal gennem
rundkørslen. Nedsætter det også risikoen for ulykker? Det tror jeg
ikke. Det man vinder på gyngerne, mister man på karrusellen: Det
kan godt være, at man minimerer risikoen for, at bilister overser
cyklister, men til gengæld gøder man jorden for en række andre
uheldstyper. Det er ulykkeligt, at flere af de løsninger, der ses i
Slagelse, går igen ved en lang række andre nyetablerede danske
rundkørsler. En løsning som i Holland virker langt mere gennemtænkt.

Det er på tide, at trafikplanlægningen
i Danmark bliver mere konsekvent. Vi skal sikre, at når der udføres
reparationer ved veje, så bliver det skiltet tydeligt, og de
ansvarlige entreprenører skal finde en god trafikal løsning i den
tid, arbejdet varer. Vi skal også sikre, at vejanlæg i Danmark er
præget af ensartethed, sådan at man som trafikant ved, hvad man kan
forvente, når man nærmer sig et vejkryds, et helleanlæg, en
rundkørsel, en cykelsti, eller hvad det nu måtte være.

Dårlige løsninger skabe nye problemer
Der er selvfølgelig stor forskel på
en fjollet rundkørsel og tragiske historier om cyklister, der
omkommer. Men sagerne har alligevel en fællesnævner. Nemlig at de
ansvarlige i deres forsøg på at løse ét problem, har skabt et
nyt. Desværre er dette et generelt problem i det trafikale Danmark.
Et problem, som der er alt for lidt fokus på.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s
holdninger under sektionen Topolitik på www.danskebjerge.dk.
Fremkommelighed er et ret vigtigt emne, når det gælder muligheden
for at få glæde af de danske bakkelandskaber, og derfor tager
Danskebjerge.dk til tider emnet op.

/Jacob

P.S.: Tak til Christian Bernhard Hagen for diverse tip om hele problemstillingen.

“Det ville være fedt, hvis jeg kunne løbe et maraton om dagen i et år.”

Sådan lyder de første ord i Annette Fredskovs bog “Maratonkvinden”.

Ordene er en gengivelse af, hvad den skleroseramte kvinde fra Næstved selv sagde til sin mand den dag i efteråret 2011, hvor tanken om verdens måske vildeste løbeprojekt blev vakt: At løbe 366 maratonløb på et år.

Projektet blev sat i søen og gennemført. Det har kastet en hel del medieomtale af sig. Og nu er Fredskov så altså klar med sin helt egen udlægning af oplevelsen i form af en bog.

Blev et kendt ansigt
De fleste af hendes maratonløb fandt sted nær hendes bopæl, men hun løb også rigtig mange løb andre steder i Danmark. Især sjællandske motionister har set en del til hende undervejs.

Hendes fokus har – med god grund – ligget på distance og ikke så meget på fart. Løbene blev hovedsageligt gennemført i en tid lige under 5 timer. En tid, som er inden for rækkevidde for de fleste, der træner til maraton.

Ruterne har heller ikke været ekstremt hårde – og dog. Fredskov deltog bl.a. i Skodsborg Maraton, som er ganske kuperet. Og så var hun i Hedeland ved Roskilde og løb Hedelands Bjergmaraton. Danskebjerge.dk var også til stede ved den lejlighed og fangede Annette, da hun var på vej gennem tågen op mod den barske skibakke:

Bakken skulle passeres fire gange den dag, og jeg kan da godt afsløre, at hun valgte at gå opad på en del af strækningen. Fornuftigt nok, egentlig…

Bogen om maratonbedriften kan bl.a. købes her:
http://motionslob.dk/webshop/marathonkvinden

I øvrigt fremgår det af hendes hjemmeside, at hun stadig får løbet rigtig mange kilometer. Omend færre end de knap 300, hun tilbagelagde ugentligt, mens eksperimentet stod på.

/Jacob

For tiden blusser debatten om klimaforandringer op igen. Den globale temperatur er nemlig ikke steget så meget i de sidste par årtier, som det var blevet forudsagt. Det får nogle til at tvivle på bl.a. EU’s klimastrategi. Samtidig fastholder forskere, at vi allerede inden udgangen af dette århundrede vil se gennemsnitstemperaturen stige med adskillige grader.

Anyway: Det er et faktum, at der falder mere og mere nedbør over Danmark. Og det rammer ikke kun ejendomme, som risikerer at blive oversvømmet. Øget nedbør har også konsekvenser for dem, der vil færdes ude i det danske landskab. Stier bliver ufremkommelige pga. mudder og vand, og regn og slud gør gå-, løbe- og cykelture mindre behagelige.

Kan man værne sig mod det? Både ja og nej.

Glem din mor
Mange husker nok deres moders kære formaninger om at klæde sig godt på, når vejret viste tænder. Men det råd duer ikke altid og især ikke, hvis man skal ud og dyrke krævende motion. Kraftanstrengelser og rigelig påklædning harmonerer nemlig sjældent. Tykt tøj hæmmer bevægelserne og fører nemt til overophedning. Hvor tit ser man ikke motionister – jeg beklager at måtte sige det, men det er altså mest de kvindelige -, der tøffer afsted med en trøje eller jakke bundet om livet. De har typisk frygtet kulden og har klædt sig sådan på, at de i hvert fald ikke frøs, når de kom udenfor. Men man skal faktisk ikke bevæge sig særligt længe, før kroppen genererer en hel del varme. Og så ender man med at måtte slæbe rundt på unødig beklædning i det meste af den tid, man træner.

Noget lignende gælder i øvrigt cykelture. Her er et bud på, hvordan man undgår at svede alt for meget, hvis man skal cykle til arbejde:
http://www.motion-online.dk/konditionstraening/kondition_-_artikler/saadan_undgaar_du_at_blive_svedig_efter_cykelturen_til_arbejde/

Bedst at fryse lidt i starten
Det er især i det kolde halvår, at temperaturtilpasningen er vanskelig. Man kan godt være fristet til at pakke sig godt ind med flere lag og med både hue og handsker, inden man begiver sig ud i det barske vejr. Men er det det værd, hvis man overopheder efter få hundrede meter? Mit bedste tip er, at man skal fryse lidt i starten. På en løbetur på 10 kilometer kan det godt lønne sig at fryse på de første ca. to kilometer (den anden kilometer er ofte den værste, da man her har mistet meget af den varme, man har med sig fra den lune stue derhjemme, samtidig med at kroppen endnu ikke er helt oppe i gear), for derefter begynder kroppens naturlige radiator for alvor at arbejde effektivt, og de sidste 8 kilometer føles behagelige. I øvrigt har mange af os nok en lidt overdreven frygt for at fryse. Man dør altså ikke af at have det lidt køligt i nogle få minutter!

Meget afhænger dog også af motionsformen. Cykling adskiller sig fra løb ved, at flere dele af kroppen er næsten helt inaktive, og derfor kan især de yderste led blive udsat for varig nedkøling, og det er skidt. Jeg har selv svært ved at holde varmen i tæerne, så allerede når temperaturen kommer under 15 grader, begynder jeg at overveje skoovertræk. Dertil termosokker eller lignende, hvis temperaturerne bliver endnu mere vinterlige.

Handsker, der i modsætning til cykelhandsker dækker hånden fuldstændig, kan også være en nødvendighed, men her har jeg det problem – ligesom når jeg løber -, at jeg nemt kommer til at svede om fingrene. Jeg synes virkelig de er svære at stille tilfredse, de fingre.

Svært at holde sig tør
Dilemmaet møder man også, når det gælder værn mod nedbør.

I frilufts- og sportsbutikker kan man vel næppe længere finde regntøj, der ikke er åndbart. Alligevel bliver brug af regntøjet hurtigt et spørgsmål om pest eller kolera. For jo, det kan lukke fugt ude, men det er altså også et ekstra lag tøj, der ikke bare stopper nedbøren, men også vinden og luftmodstanden – og som varmeisolerer. Ved intensiv eller blot moderat træning vil man nemt blive klam, når man er iklædt vandtæt tøj – det er blot kroppens egen fordampning, der skaber fugten, og ikke nedbøren udefra. Desuden kan det være bøvlet både at tage tøjet af og transportere det, hvis vejret skulle klare op undervejs.

Jeg skal også lige vende fodtøjet en gang. Fugtigt vejr betyder jo ofte fugtigt underlag, og det kan give nogle udfordringer. Det kan være i form af glatte skråninger, dybe vandpytter – eller isbelægninger på vej og fortov.

Bedre vejgreb, men…
For løbere er trailsko en fristelse, men igen-igen er der ulemper. Trailsko har såler, der er mere markerede end såler på traditionelle løbesko, og det er en indlysende fordel, når det er svært at stå fast. Men min erfaring er, at trailsko nemt bliver stive og klodsede – selv oplevede jeg, at mine nyindkøbte trailsko gav mig vabler, hvilket jeg ellers ikke har haft i årevis. Samtidig er virkeligheden for de fleste danske løbere jo nok, at selv i dårligt vintervejr er føret acceptabelt over lange strækninger. Det er mest i f.eks. skov, at trailskoene kommer til deres ret. Men er det så det værd, eller er man bedre tjent med at vælge sine almindelige løbesko og så bare være lidt mere påpasselig i det særligt lumske terræn?

Jeg selv har nogle Nike Free Run-sko, som jeg er glad for. Det er en udgave med såkaldt H2O-repel, hvilket skulle betyde, at de faktisk er vandtætte. Jeg har dog ikke testet dem rigtigt under vand endnu. Og egentlig er det også en lidt spøjs kombination. Nike Free-skoene er nogle meget lette sko med en super fleksibel sål, der ikke ligefrem har pigge og store knopper. Så det smager jo ikke ret meget af “bjergsko”. Men det særlige stof har en anden fordel, nemlig at det gør skoene lidt varmere. Og da det er en spinkel sko i det ydre, er det ganske rart med lidt ekstra lune. Jeg oplever ingen problemer med kondens.

Mærk dig selv
Men altså – tøj og temperatur har i hvert fald én ting til fælles: Det er individuelt, hvordan man oplever det.

Undersøg selv, hvordan beklædningen bedst tilpasses dine behov, og registrér, hvordan det går fra gang til gang, så du kan blive klogere af dine erfaringer. Al respekt for mødre og deres velmente råd, men egne erfaringer er ofte mindst lige så gode!

Hvis du leder efter nyt tøj, kan du bl.a. gøre det hos Zalando.dk.

Læs mere om klimatilpasning i Danskebjerge.dk’s artikel om emnet.

/Jacob

De år, hvor etapeløbet Post Danmark Rundt besøger den sydlige del af Jylland, er Dybbøl Banke ofte med på rutekortet. Og med rette.

Med sine 68 moh. er banken langt fra Danmarks højeste bakketop. Det er heller ikke den top med størst højdeforskel, selvom der fra kysten ved Vemmingbund kun er 1 kilometer op til tinden, resulterende i en stigningsprocent på ca. 7 i snit.

Det, der ikke desto mindre gør Dybbøl Banke til Danmarks nok mest betydningsfulde og omtalte bakke, er dens historie.

I 1800-tallet fik den en vigtig militær rolle, fordi man herfra kunne sikre dansk fodfæste i Sønderjylland i tilfælde af angreb sydfra. En fjende, der trak op igennem Jylland, ville nemlig konstant være sårbar, så længe en dansk hær truede højreflanken. Det betød på den anden side, at fjenden (hvilket i praksis ville sige preussere eller slesvig-holstenere) kunne være interesseret i at erobre Dybbøl-stillingen.

Det var her, at den lokale topografi spillede ind. Ved at placere fæstningsværket på en bakketop kunne danskerne overskue et stort areal, og hvis der udbrød kampe, kunne man skyde ned på angriberne, hvilket alt andet lige er mere komfortabelt end at skyde opad.

Som bekendt rakte hverken bakketoppen eller de skanser, der var bygget på den, til dansk sejr. 18. april 1864 angreb Preussen med en i materiel og mandskab overlegen hær, og forsvarerne blev trængt tilbage. Men kampen var intens og blodig, og især ét moment er siden blevet dyrket i bl.a. kunsten, nemlig 8. Brigades modstød. Brigaden skulle sikre den danske hærs tilbagetog til Als ved at trænge frem mod Dybbøl Mølle fra øst. En mission, der for så vidt lykkedes, men med uhyggelige tab. Modangrebet blev ikke nemmere af, at det foregik i åbent terræn og op ad bakke.

Faktisk er det samme vej, rytterne i Post Danmark Rundt skal køre, når de nærmer sig målstregen på 2. etape i Post Danmark Rundt 2013. Målet er nemlig placeret på toppen af Dybbøl Banke, lige før møllen, og opløbet går fra øst ad Dybbølgade, der begynder helt nede ved Als Sund, hvor man i sin tid foretog selve evakueringen af hæren.

Herfra stiger terrænet støt op mod de gamle skanser og Dybbølmuseet. Den samlede højdeforskel på strækningen er for Post Danmark Rundt-feltet på 55 meter. Det giver en stigningsprocent på 3,7% i snit over de 1,5 kilometer.

Kampen om sejren bliver denne gang formentlig mindre blodig end for 150 år siden – selvom man selvfølgelig ikke kan udelukke styrt, når de professionelle cykelsoldater for alvor går i kødet på hinanden.

Læs mere om slaget om Dybbøl her: http://www.milhist.dk/1864/dybbol/dybbol.html

/Jacob

Cykelsporten er i fremdrift i Danmark. Der er ganske enkelt flere og flere, der dyrker den. Og det er jo ikke så nemt at
kritisere noget, der går godt.

Når jeg alligevel vil tillade mig at sætte et enkelt
spørgsmålstegn, så er det fordi fremgangen ikke er noget
dansk fænomen. I vore nabolande er der også flere og flere, der
springer i cykeltøjet. Og noget tyder på, at det går hurtigere i
de lande end i Danmark.

Lad os tage Norge som eksempel. Norge har ikke nogen lang
stærk tradition for landevejscykling, men nu boomer sporten. Antallet af
udstedte cykellicenser er næsten tidoblet på 25 år, og alene i
perioden 2005-2010 fordobledes antallet af medlemmer i cykelklubber.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men der er ikke bare tale om, at Norge nu kommer op til de førende
og lægger sig på hjul. Norsk cykelsport har allerede overhalet
Danmark på flere punkter.

Norske løb står stærkere
Der er internationalt kendte motionscykelløb som Trondheim-Oslo
og Bergen-Voss med flere tusind deltagere. Kun danske løb som Sjælsø
Rundt og Grejsdalsløbet kan måle sig med dem, men de har ikke den
samme internationale profil og evne til at tiltrække udenlandske
motionister.

Også når det gælder eliteløb, er nordmændene godt kørende.
Hadeland GP og Ringerike GP er allerede etablerede løb, der har
1.2-rang hos UCI. Og nye etapeløb som Glava Tour og Tour des Fjords
har på bemærkelsesværdig vis skaffet sig tv-dækning hos
Eurosport. Hvor mange danske løb ender på Eurosport? Ingen, så
vidt jeg ved.

Det ser ikke meget bedre ud, hvis vi sammenligner os med Sverige
og Tyskland.

Tag Vättern Rundt, der har 30.000 deltagere. Eller Vattenfall
Cyclassics i Hamburg, hvor 22.000 motionister er med. Intet i Danmark når over 10.000. Tendensen er, at når der sker
noget rigtig stort, så sker det uden for Danmarks grænser.

Kan det være landskabet? Kan det være, at Danmark simpelthen er
for kedeligt at cykle rundt i?

Bjerge ikke påkrævet
Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget man får testet sine
klatreevner i det danske terræn. Men flere af de ovennævnte løb i
vore nabolande har ikke specielt kuperede ruter og klarer sig altså
godt alligevel. Og man kan vel argumentere for, at kuperede ruter
skræmmer lige så mange motionister væk, som de tiltrækker.

På profsiden kan jeg heller ikke se, at der er nogen
terrænmæssige forhold, der kan blokere for, at Danmark får et
rigtig stort éndagscykelløb. Holland er f.eks. også et fladt land,
men helt i syd er der et bakkelandskab, hvor man har placeret
klassikerløbet Amstel Gold Race. Man kan ganske nemt lægge en rute
i Danmark, som er lige så krævende som Amstel Gold Race. Alligevel
kan man konstatere, at vi i Danmark har svært ved blot at stable et
enkelt årligt tilbagevendende éndagsløb i UCI-regi på benene.

Men hvorfor går det bedre i Norge?

En artikel på TV2 Norges site prøver at forklare det med
cyklingens træningsmæssige fordele, en generel motionsbølge og
store, motiverende arrangementer à la de førnævnte.

http://www.tv2.no/sporty/sykling/derfor-fortsetter-den-norske-sykkelboomen-3751553.html

Men selvom det måske kan virke selvsmagende, så peges der i
artiklen også på TV2 Norge selv.

Tv som fyrtårn
“TV 2 har hjulpet. De har vært et fyrtårn ved å sende sykkelsport på tv,” citeres en leder fra en større specialbutikskæde for.

Og man kommer ikke udenom, at medierne
i Norge gør meget mere ud af dækningen af nationale
sportsbegivenheder, herunder også cykelløb. De norske mesterskaber
i landevejscykling transmitteres direkte på landsdækkende tv, mens
man i Danmark først i de sidste par år er begyndt at sende fra
DM via streaming på nettet. Det er også velkendt, at det store
danske etapeløb Post Danmark Rundt kun vises i tv som sammenklip om
aftenen.

De store medier kan – som det siges i
artiklen – være et fyrtårn. Det er igennem den brede og
kompromisløse eksponering, at en begivenhed eller aktivitet for
alvor får fat. For mig at se er det her, man skal sætte ind, hvis
man vil følge med udviklingen herhjemme.

Fælles indsats – nu
Ansvaret ligger to steder. Dels hos de
arrangerende, hvilket i sidste instans vil sige Danmarks Cykle Union.
De skal evne at skabe eksponering, men selvfølgelig også lokke
sponsorer til.

Og dels ligger ansvaret hos medierne. De må indse, at
de selv har en indflydelse på, hvordan en sport udvikler sig. Jeg
oplever, at de er ret defensive og holder sig til gamle travere som
fodbold og håndbold. Det er en fejl.

Et tættere samarbejde mellem
cykelsporten og de store medier er en betingelse for videre udvikling
af sporten i Danmark. Ellers risikerer vi at miste følingen med
hovedfeltet. Det er nu, mens cykelsporten har medvind, at de afgørende ryk skal laves.

Her er min (ganske uvidenskabelige) rangliste over de vesteuropæiske lande, der opnår bedst eksponering af sporten – med særlig vægt på, om landene har store internationale årlig tilbagevendende cykelløb:

1. Frankrig

2. Belgien

3. Italien

4. Spanien

5. Holland

6. Schweiz

7. Tyskland

8. England

9. Østrig

10. Norge

11. Luxembourg

12. Danmark

13. Portugal

14. Irland

15. Sverige

Her har jeg endda været flink mod Danmark. Irland Rundt blev transmitteret på Eurosport, hvilket er mere, end hvad
der er sket for et dansk løb, hvis vi ser bort fra Giro’en og VM. I
Sverige er der som sagt motionscykelløb, der er en del større end
de danske.

/Jacob

Da Danskebjerge.dk kom forbi Sparresholm her til aften, røg det stadig fra hovedbygningen. Som det ses på billedet, er hele tagkonstruktionen borte, og faktisk er det næsten kun ydermurene, der står tilbage.

Det er Sjællands højest beliggende herregård, som dermed er forvandlet til en rygende ruinhob.

Hovedbygningen ligger i udkanten af en skov i en højde af 102 meter over havet. Der er ikke tale om en enkeltstående bakketop, men om et større plateau, der befinder sig i området syd og sydvest for den sydsjællandske by Rønnede. (Jeg har endda set plateauet opkaldt efter netop Sparresholm, hvilket nok hænger sammen med, at herregården er et af de få markante navngivne steder i området.)

Ca. fem kilometer længere mod øst finder man Sjællands højeste naturlige punkt, Kobanke (123 moh.), og det er imellem de to lokaliteter, at plateauets terræn ligger højest (100-120 moh.).

Sparresholms hovedbygning blev bygget tilbage i 1609, altså for over 400 år siden, og er opført i renæssancestil. Godsets øvrige bygninger har overlevet branden, og der var heller ingen dyr eller mennesker, der kom noget til. Men sørgeligt er det. Man mener, at et lynnedslag har forårsaget branden.

Andre højt beliggende herregårde og godser på Sjælland:

– Rågegård, Sydsjælland (ca. 99 moh.)
– Skjoldenæsholm, Midtsjælland (ca. 79 moh.)
– Kattrup, Nordvestsjælland (ca. 72 moh.)
– Nørager, Vestsjælland (ca. 60 moh.)
– Idagård, Vestsjælland (ca. 60 moh.)

/Jacob

Jeg følte behov for lige at præcisere, hvad det egentlig vil sige, når man taler om “højeste punkter” i Danmark.

Foråret 2013 bød nemlig igen på en del medieomtale af Danmarks højeste punkter i Søhøjlandet. Det skyldes for det første, at det blev vedtaget at betegne hele området med Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Yding Skovhøj m.fl. som “Ejer Bjerge”. Og for det andet blev stedet udråbt som officiel national seværdighed.

I forbindelse med omtalen blev der bragt oversigter over de højeste punkter i Danmark. Det er jo altid rart med nogle ranglister, men hvis man går disse efter i sømmene, vil man opdage, at der er forskelle på dem.

Kigger man på Wikipedia, møder man den “gammeldags” opgørelsesform. Her tager man stort set revl og krat med, og så længe man her har at gøre med en top i en eller anden forstand, så berettiger det til en plads på listen:

http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_fem_h%C3%B8jeste_punkter

Dette betyder så bare, at alle de højeste punkter er lokaliseret inden for et par kilometers afstand, og det er efter min mening ret uinteressant. Hvis man brugte samme metode, når man skulle rangordne højderne på alverdens bjergtinder, så ville det også blive en kedelig oversigt, for området omkring Mount Everest ville løbe med det hele i kraft af de mange større og mindre klippefremspring, der findes på de højt beliggende Himalaya-bjerge.

Derfor må det være rimeligt at bruge en sorteringsmetode.

Danskebjerge.dk har valgt at indføre et princip, der sikrer større geografisk spredning. Det går i al sin enkelhed ud på, at der skal være mindst to kilometers afstand til en højere liggende top, hvis en top skal tælles med. Denne metode gør, at en national rangliste over højdepunkter har en vis geografisk spredning – godt nok stadig med jysk dominans, men det er mere afbalanceret øverst i tabellen.

Metodens simplicitet kan selvfølgelig diskuteres. Og der findes faktisk en fremgangsmåde, som i princippet er bedre fagligt funderet. Den består i, at man inddrager højdeforskellen imellem toppene og definerer et mål for, hvor stort et terrænfald der skal til, før end to toppe kan betegnes som selvstændige.

Eksemplificeret: Grænsen for terrænfald sætter man til 30 meter. De to toppe A og B når op i en højde af hhv. 160 og 150 meter over havet. Fordi der imellem dem er en dal, hvis bund ligger 110 meter over havet – altså mere end de 30 meter i højdeforskel -, kan begge toppe indgå i ranglisten. Hvis højdeforskellen til dalen havde været under 30 meter, ville kun den 160 meter høje top indgå.

Det vil imidlertid være ret kompliceret at lave sådanne opmålinger og udregninger. Det kræver frem for alt mange timers granskning af højdekort. Danskebjerge.dk vil med stor interesse følge et sådant arbejde, hvis nogen skulle finde på at kaste sig ud i det. Men to kilometer-princippet giver efter min vurdering nogenlunde samme resultat og er altså også noget enklere.

Den norske forfatter Roger Pihl har i sin bog “Guide til Danmarks bjerge” lavet en liste, der i sin endelig udformning minder en del om Danskebjerge.dk’s. Hans tilgang er, 1.) at toppene skal have et egennavn, 2.) at de ikke må være “samlet i den umiddelbare nærhed”, og 3.) at der skal være “et vist fald” imellem dem. Med andre ord er det en pragmatisk kombination af Danskebjerge.dk’s tilgang (med geografisk spredning) og det beskrevne princip om terrænfald. Samtidig understreger Pihl dog opgørelsesformens begrænsninger.

En anden begrænsning, som kan peges på, er, at Kort- og Matrikelstyrelsens opmålinger, som er grundlaget for ranglisten, gælder jordpunkter. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er tale om punkter, som er naturlige terrænpunkter. Dette forårsager en lille skævhed, for Møllehøj, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj er målt op af geologer, som i de to sidstnævntes tilfælde har trukket højden af de to toppes gravhøje fra i regnestykket. Det er ikke sket i ret mange andre tilfælde. Tager man således Pihls ottendeplads, Ottehøje (sic!), så inkluderer denne højde en gravhøj. Fratrukket gravhøjen ryger Ottehøje nogle trin ned på stigen. På Danskebjerge.dk’s Top 20 er Ottehøje således nummer 11.

Med andre ord: Danmarks højeste punkter er ikke éntydige størrelser, selvom det i første omgang kan virke sådan, når man ser det hele opgjort i mål og tal. Måden, som punkterne er opgjort på, er med til at afgøre, hvordan de optræder på listerne. Og det er vel i virkeligheden det vigtigste at være opmærksom på: at ranglisterne skal tages med forbehold.

Vær derfor også varsom med at kombinere de forskellige lister, hvis det skulle blive aktuelt at gengive dem.

/Jacob

Forleden var jeg ude på en træningstur, som ret godt illustrerer forskellen på stigninger. En forskel, der ofte diskuteres blandt især motionscyklister.

Undervejs kom jeg nemlig over to bakkestrækninger, der overordnet betragtet havde identiske egenskaber: De var begge 4 kilometer lange, og mellem start- og slutpunktet var der en højdeforskel på lige omkring de 70 meter.

Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 1,75, hvilket jo er relativt beskedent. Men det, jeg vil se på her, er ikke, om stigningerne er svære eller ej. Det skal handle om forskellen på, hvordan de forløber mellem bund og top.

Lad os først kaste et blik på den stigende strækning, der ligger på Landevejen fra Næstved i retning mod Rønnede, og hvor stigningen slutter ved en p-plads i 113 moh. (en af Sjællands højest beliggende større veje).

Den stiplede linje er indføjet for at tydeliggøre tendensen i stigningens profil. Man ser, at terrænet stiger jævnt, idet den stiplede linje ligger ret tæt op ad stigningens forløb hele vejen fra bund til top.

Anderledes er det med strækningen Gisselfeldvej-Denderupvej få kilometer derfra:

Her er der store udsving i profilen, hvilket jo udtrykker, at stigningen er meget uregelmæssig. Ud over de stigende passager er der passager med fladt terræn, og to steder er der egentlige fald i terrænet. Disse ikke-stigende partier skal så modvirkes af øget stejlhed på de skrånende partier, og hvis man tæller højdemeterne op, vil det samlede antal højdemeter på strækningen blive større end på Landevejen, hvor terrænet steg støt og roligt hele vejen.

Bakkeforløb ses på tempoet
Forskellen i bakkernes forløb afspejles også i min fart (de blå kurver). Fart er godt nok et noget luftigt parameter, for den afhænger jo også af alle mulige ting end vejens forløb. Men jeg mener faktisk, at hastigheden i dette tilfælde er illustrativ for, hvordan man som cyklist påvirkes af bakkernes forskellige profiler.

På den konstante stigning på Landevejen ligger min fart tilsvarende konstant. Den øges, når stigningsprocenterne falder lidt, men forskellene er ikke så markante.

På den stærkt varierende Gisselfeld-stigning bevæger farten sig derimod meget mere op og ned. Det samme gør i øvrigt min puls, som dog ikke er vist på de to grafikudsnit.

Denne forskel er på ingen måde overraskende, men det sandsynliggør dog, at det i praksis tærer mere på rytterens kræfter, hvis den stigning, han kører på, har et puklet forløb, frem for hvis den er konstant.

Spørgsmålet er så, om den beskrevne forskel på stigningernes forløb kan opgøres matematisk?

Kunsten at beregne bakker
Det er ikke noget, der er fremherskende, må man konstatere.

Den altdominerende måde at opgøre stigningers karakterstika på er ved at måle længde og højdeforskel og ud fra de to faktorer beregne den gennemsnitlige stigningsprocent. Det er sådan, man f.eks. gør i Tour de France og de andre store etapeløb. Ja, jeg har faktisk aldrig set et cykelløb, hvor man har brugt et andet princip.

Stigningsdatabasen Salite.ch har dog forsøgt sig med en lidt avanceret formel, der gav stigninger med særligt stejle partier en hel del ekstra point på sværhedsgradsskalaen. Det resulterede imidlertid i visse åbenlyse skævheder, hvor små “mure” scorede højere end bjergveje med masser af serpentinersving.

Herhjemme har Climbs.dk fra starten haft den praksis at tælle højdemeterne med i udregningen af den gennemsnitlige stigningsprocent. Igen skal man se det som et forsøg på at indkalkulere den formodede forøgelse af sværhedsgraden, der opstår, når en stigning har et varieret forløb. I tilfældet med Gisselfeldvej-Denderupvej vil det betyde, at stigningen får yderligere 20 højdemeter, og den gennemsnitlige stigningsprocent kommer op på over 2.

Problematiske modeller
Jeg synes, det er interessant med sådanne forsøg på at beskrive stigninger nøjere. Men jeg savner stadig en overbevisende model. Salite.ch’s tilgang har som sagt det problem, at det ikke er afstemt med realiteterne, og samtidig er der den ulempe, at det kræver ret gode data, før modellen overhovedet kan bruges.

Climbs.dk’s princip med akkumulerede højdemeter er heller ikke den perfekte løsning. For det første mener jeg grundlæggende, at et gennemsnit skal være renset for mellemregninger. Ellers er det ikke et rigtigt gennemsnit!

For det andet har modellen det problem, at den kun delvist tager højde for varierende stigningers egenskaber. Hvis en stigning har fald undervejs, føjes der ekstra højdemeter til stigningens størrelse, fordi disse højdemeter så at sige skal indhentes på den efterfølgende stigende delstrækning. Fint nok. Men det sker til gengæld ikke, hvis bakkens uregelmæssighed kun består af en blanding af flade og stigende partier. Det virker lidt ulogisk. Så meget sværere bliver en bakke vel ikke af, at det går nedad undervejs?

Et tredje kritikpunkt er, at der er en god portion psykologi og smag og behag over oplevelsen af en stigning. Der står jo ikke skrevet i nogen bøger, at man SKAL skifte fart og pulsniveau, blot fordi stigningen er ujævn. Man kunne jo også prøve at tilpasse sine anstrengelser til det varierende terræn? Og så er det vel heller ikke altid, at et sådant terræn er “værst”. En stigning, der er lang og sej og bare bliver ved og ved med en konstant hældning, kan også være en prøvelse. Nogle vil måske endda synes, dette er mere udmarvende, end en stigning, hvor der “sker” noget undervejs.

Back to basics
Alt dette bringer os sådan set blot tilbage til udgangspunktet: En bakke kan beskrives udmærket alene ud fra bund- og toppunktets horisontale og vertikale placering i forhold til hinanden, evt. suppleret med en angivelse af den maksimale stigningsprocent. Og så kan det meget vel være, at to bakker opleves som væsentligt forskellige, selvom tallene siger, at de er ens. Men hey, sådan er der så meget. En stigning med god asfalt er jo også nemmere at køre opad på end en stigning, hvor vejen er fyldt med buler og huller. Antallet af parametre er vel nærmeste endeløse, hvis først man gik i gang.

Modeller er gode, men jeg savner stadig at se én, der overbeviser.

Hvis en bakke skal beskrives i detaljer, findes der dog en metode, der er ganske træfsikker: prøv at cykle op ad den selv!

/Jacob

Den kuperede halvø Røsnæs, der stikker ud af det nordvestlige hjørne af Sjælland, får nu et nyt besøgscenter.

Det er et besøgscenter, der har fokus på Den Kolde Krig, skriver avisen Sjællandske.

Røsnæs ligger nemlig centralt placeret ved Kattegat og Storebælt, og de danske farvande var af stor interesse for Warszawapagten, da de havde strategisk betydning, hvis fjendskabet med Vesten skulle udvikle sig til egentlig militær konflikt

Men allerede under Anden Verdenskrig var Røsnæs blevet forberedt på krig. Den tyske besættelsesmagt frygtede et allieret angreb via Skagerrak og etablerede derfor bunkeranlæg med kanoner oppe på bakketoppen Vågehøj, der rager 56 meter op over havet.

Efter krigen blev Vågehøjs radar et vigtigt led i overvågningen af de centrale danske farvande.

Mere her:

http://www.visitdenmark.dk/da/tellus-product/617693

Og her:

http://www.sn.dk/Kalundborg/Roesnaes-paa-spidsen-af-den-kolde-krig/artikel/266807

/Jacob