Blogsbjerg

I et land uden ret meget grundfjeld i overfladen kan man hurtigt komme til at mangle fast byggemateriale. Derfor var opfindelsen (som egentlig var en genopfindelse) af teglproduktion et gigantisk gennembrud i midten af 1100-tallet. Pludselig var man ikke længere afhængig af den udvinding af frådsten og kalksten, som fandt sted på nogle ganske få lokaliteter i Danmark. Man slap også for besværet med at tilhugge hårde marksten. Med teglen skulle der ikke mere til end noget ler, som forekommer i jorden de fleste steder i Danmark, og så en ovn. En teglovn.

I Lindeballe øst for Billund findes en sådan middelalderlig teglovn. Den ligger på et åbent græsareal et stenkast fra Lindeballe Kirke. Udefra er det en karakteristisk bygning med påfaldende lave mure og et påfaldende stort tag. Dette er dog en nyere konstruktion. Det er det indvendige, der er mest spændende.

Herinde kan man nemlig se en teglovn i næsten hele dens oprindelige omfang. Der står endda nogle teglsten tilbage på ovnens gulv – godt nok som en slags rekonstruktion, men da ovnen blev udgravet i 1915, fandt man faktisk en del originale sten, som var blevet efterladt, da ovnen for århundreder siden blev taget ud af brug.

Det går hurtigt op for én, at en teglovn har helt andet dimensioner end køkkenovnen derhjemme. En teglovn er på størrelse med et kollegieværelse: Lindeballe teglovns brændkammer måler 4 gange 4,5 meter, og dertil kommer nogle tykke mure bygget til at modstå trykket fra den enorme varme, som opstod inde i kammeret. Temperaturen skulle op over 1000 grader, for at leret kunne blive til tilstrækkeligt solide teglsten. Eller mursten, som vi kalder dem i dag.

Man kan godt forundres over, hvordan de dengang i middelalderen kunne få fordelt varmen ordentligt i det store rum. Men der er tale om en produktionsform, som på kort tid blev særdeles udbredt, og dermed voksede også den ekspertise, der skulle til for at producere ordentlige tegl uden alt for meget spild. Til denne ekspertise hørte viden om, i hvilket mønster og med hvilken afstand man skulle placere de udskårede og soltørrede lerklodser ved siden af og oven på hinanden. I Lindeballe Teglovn kunne man producere ca. 20.000 sten pr. brænding. Dertil skulle bruges i omegnen af 40 kubikmeter tørt brænde. Den ønskede temperatur opnåede man ved at lukke ovnen næsten helt til, mens man fyrede.

Der har eksisteret utallige teglovne rundt omkring i Danmark, men meget få er bevaret. Derfor er Lindeballe Teglovn en ret enestående lille seværdighed. At den ligger ved siden af Lindeballe Kirke (billedet ovenfor) er ikke nogen tilfældighed. Netop kirkerne var en enorm udfordring dengang i 11- og 1200-tallet, da de skulle bygges, men opgaven blev gjort en del lettere af, at man ofte kunne fremstille stenene lige ved siden af byggepladsen. Som en slags reference til dette, valgte man efter udgravningen af Lindeballe Teglovn at føje et tårn til kirken bygget af de teglsten, man havde fundet i ovnen.

Læs mere om historiske byggematerialer i Danmark her. Fotos: Danskebjerge.dk

/Jacob

Hvis vi går 15 år tilbage, hvor mange danskere havde da hørt om Kiddesvej? Ikke mange. Men dengang var vejen heller ikke et fast element i Danmarks største cykelløb.

En del af indbyggerne i Vejle kendte den, ja, men det var mest, fordi den var til besvær. Stejle gader er bøvlede at bestige på en gammel havelåge og med indkøbspose på bagagebæreren.

I dag er verden en anden, Kiddesvej er klimakset i det årlige PostNord Danmark Rundt, og som sportslokalitet rangerer vejen på højde med steder som Charlottenlund Travbane, Vojens Speedwaycenter eller Parken i København. Alle ikoniske steder, der danner ramme om klassiske tilbagevendende events, og som i stor stil får besøg af tilhængerne af de respektive idrætsgrene.

Men er Kiddesvej kun for de mest hardcore cykelentusiaster, eller har kendskabet til 19%-stigningen en bred forankring?

Det undersøgte Danskebjerge.dk forleden med en lille stikprøve. Nærmere betegnet en meningsmåling i Facebookgruppen ”Landevejs-cyklingens verden”. Hvis man tillader sig at generalisere ud fra dén, så har over halvdelen af de danske cykelmotionister prøvet kræfter med Kiddesvej.

Meningsmålingen kastede 471 gyldige svar af sig. Resultatet var, at ud af de 471 personer har 252 cyklet op ad Kiddesvej flere gange, 63 har gjort det en enkelt gang, mens 156 aldrig har udsat sig selv for det. Det vil sige, at 67% (to ud af tre) har prøvet at pedalere op ad Kiddesvej mindst én gang. Det er jo en ganske høj andel, når man tager i betragtning, at den pågældende Facebookgruppe tæller motionister fra hele Danmark – tilsyneladende et bredt, geografisk udsnit.

Og hvad så, kan man måske spørge? Betyder det noget, at Kiddesvej er blevet berømt?

Ja, det gør det da.

Det giver for det første en sport en helt ny dimension, når den ikke bare er knyttet til bestemte udøvere, men også til særlige lokaliteter. Det er grundlæggende interessant, at cykling ikke bare er cykling, men at cykeloplevelsen kan variere, afhængig af hvilken egn man befinder sig i.

Og lige så vigtigt i tilfældet med Kiddesvej: Stedet stiller cykelrytteren over for en fysisk test ud over det sædvanlige, og uanset om man er motionist på udkig efter personlige udfordringer eller fan af professionel cykling – eller begge dele som rigtig mange jo er -, så har den beskedne, men ultrastejle gade en stærk tiltrækningskraft, der leder tankerne hen på religiøse pilgrimsmål. Kiddesvej drager.

Og på det lokaløkonomiske plan er Vejle Kommune næppe helt kede af Kiddesvej raske rise-to-fame. Mange udenbys motionister snupper en overnatning eller to i byen, enten som led i en træningslejr eller i forbindelse med deltagelse i løb som Grejsdalsløbet eller Kongeetapen, der også har Kiddesvej på plakaten. På længere sigt har eksponeringen af Vejle-områdets udanske kuperede landskab utvivlsomt også en virkning på tilflytning og erhvervsudvikling.

Meget mere om Kiddesvej her (og se de øvrige links på den pågældende side).

/Jacob

Efter at preusserne i april 1864 stormede Dybbøl, fik de muligvis lidt for høje tanker om det sted, de havde erobret. I hvert fald oplevede en sønderjyde, der tjente som soldat i den tyske hær under Første Verdenskrig, at en estimeret tysk embedsmand udbasunerede en noget misvisende oplysning om den historiske bakketop.

Hans Petersen, som i foråret 1918 var havnet på tysk lazaret, var ellers stolt over at høre sin hjemegn nævnt og så endda i Bagpommern – et område, der ligger helt ovre i det nuværende Polen:

»Jeg blev ligefrem glad ved Fortælleren. Men saa fortsatte han: „Ja, der er ogsaa smukt her i Pommern, men — der er jo ingen Bjerge her — kun saadanne smaa Bakker, nej, da skulde De se i Nordslesvig — lige over for Sønderborg paa Sundeved; der ligger Dybbølbjerget; — ih, sikken et Bjerg, det er ca. 500-600 meter højt, og saa gaar det stejlt ned i Havet. Storslaaet, kan De tro.”

Det var mere, end jeg kunde staa for. (…) Da Selskabet langsomt kom forbi os, sprang jeg op og gjorde Honnør: „Jeg beder Hr. Løjtnanten und­skylde, at jeg blander mig i Deres Samtale, men jeg maa fortælle Dem, Hr. Løjtnant, at Dybbølbjerget ikke er 500 meter højt, ikke engang 100 meter, det er nøjagtigt 68,4 meter, Hr. Løjtnant.”

Han blev rød i Hovedet, og Herrerne saa interesseret paa Fortælleren og mig. „Hvad siger De, Dybbølbjerget ved Sønderborg er ikke 500 meter højt? Hvorfra ved De det?“

„Hr. Løjtnant, det er min Hjemegn, jeg har travet op ad Dybbøl Banke mange Gange, jeg har leget i Skanserne som Skoledreng, desuden har jeg undervist Seminarieskolens Elever i Hjemstavnslære. — Ja, Dybbøl Banke er 68,4 meter, det kan ikke blive til mere!“

Officererne morede sig, Fortælleren blev noget flov, og inden han gik, sagde han: „Hvad er Deres Navn?” — „Gefreiter Petersen, Stue Nr. 14!” — „Jeg skal huske det!”«

Diskussionen om Dybbøl Bankes højde er beskrevet på websitet ”Den store krig 1914-1918”. På sitet er der siden 2014 blevet offentliggjort daglige beretninger om Første Verdenskrig, omhandlende begivenheder for præcis 100 år siden.

Hvis embedsmandens fejlbehæftede udtalelse var kommet 50 år tidligere, ville han sikkert være sluppet godt afsted med den. Det var nemlig først i sidste halvdel af 1800-tallet, at man i Danmark gik i gang med en minutiøs opmåling af landskabets højder.

/Jacob

Jeg var forleden forbi Gæsterehøje – en gruppe af bronzalderhøje beliggende lige ved Karrebækvej midt imellem Karrebæksminde og Næstved.

Om sommeren tror man som forbipasserende, at der kun er én høj – de andre høje forsvinder fra synsfeltet, når bevoksningen tiltager. Men faktisk er det en ret imponerende gruppe af høje. Ni styks ligger der (hvis man tæller selv de mindste med), og der er ikke mange meter imellem dem. Man kan med fordel bestige nogle af højene, for det er oppe fra toppene, at gravhøjskomplekset tager sig flottest ud. Måske især her om foråret, hvor der på én gang er en smuk skovbund at se på og samtidig godt udsyn, fordi der endnu kun er få blade på bøgetræerne.

Fortalte jeg, at Gæsterehøje består af ni høje? Det er ikke helt sandt. Der er kun 8½. Og det skyldes ikke bronzealderfolket, men mennesker fra en meget senere tidsalder. Mennesker, som tydeligvis havde hang til at skære genvej.

Karrebækvej blev anlagt så tæt på den nordligste gravhøj, at der ved anlæggelsen blev snittet noget af højen. Vejbyggerne må simpelthen have trukket en lige streg fra Næstved i retning af Karrebæksminde, og så var det bare synd for gravhøjen, at den lå på den linje. Som det fremgår af kortet øverst, er der ingen terrænmæssige grunde til, at man ikke kunne have flyttet vejen ti meter længere nordpå. Men den skulle åbenbart gå lige dér – gennem gravhøjen.

Det virker næsten provokerende. Eller brugte man ligefrem vejbyggeriet som en slags undskyldning for at udgrave højen? Det fortæller historien intet om. Karrebækvejs kyniske tilblivelse er ret ubeskrevet – og ligger længere tilbage i tiden, end man måske skulle tro. Trods vejens “moderne” retlinede forløb så kan den have nogle århundreder på bagen. I hvert fald viser gamle landkort, at den har ligget, hvor den ligger, siden 1800-tallet – mindst.

Den skråt afgravede høj, som med sine fem meter i højden er den højeste af Gæsterehøjene, kunne endda have været endnu mere ødelagt, end den fremstår i dag. På et tidspunkt blev den nemlig brugt som racerbane af knallertkørere! Det gav selvsagt nogle gevaldige fordybninger i den før så stolte gravhøj, og i 1981 greb Skov- og Naturstyrelsen ind: “Knallerters adgang til højen bør forhindres ved at restaurere gærdet mod landevejen ved højens NV-fod. Der skal bruges 5-10 m3 muldjord til restaureringen,” skrev styrelsen.

I dag er nordsiden jævnt og stejlt skrånende (se foto herover). Højen ser ganske velplejet ud, men bronzealdergravenes normale harmoniske udtryk har den for altid mistet.

/Jacob

”Undrer mig på, hvad jeg får at se over de høje fjelde?” lyder spørgsmålet i en gammel sang med tekst af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson.

Spørgsmålet rejses af en person, der længes efter at se mere af verden, end hvad de høje fjeldvægge tillader. Men måske er han ikke gået glip af helt så meget, som han troede?

Sagen er nemlig den, at jordens krumning udgør en betragtelig indskrænkning af vores udsigt. Selv på en glasklar dag og med nypudsede briller vil vi fra et punkt på jordens (eller vandets) overflade kun kunne se et tilsvarende punkt 3,75 kilometer borte. Rejser vi os op, kan vi se lidt længere. Og går vi op på en bakketop, vinder vi endnu flere kilometer – forudsat at der ikke er terrænelementer, der spolerer udsigten.

Formlen beskrives i denne artikel på tv2.dk, hvor man kan læse, at ”horisonten befinder sig 3,57 kilometer gange kvadratroden af din højde i meter borte”. Det vil altså sige, at hvis man befinder sig 100 meter oppe, så vil udsigten række 3,57×10=35,7 kilometer.

Hvad betyder det så i praksis?

På landjorden er det lidt svært at beregne, fordi terrænet typisk går op og ned og i øvrigt tit er beplantet med træer. Lad os i stedet kigge på et par steder, hvor udsynet kun er begrænset af jordens krumning – dvs. højdedrag ude ved havet.

Vejrhøj i Odsherred måler 121 moh., og der er fin udsigt ud over Sejerø Bugt og Nekselø Bugt. Kan man se til Samsø fra Vejrhøj? Det kan nemt regnes ud: Kvadratroden af 121 er 11, så 3,57×11=39,27. Ergo: Kigger man mod vest fra Vejrhøjs top, øjner man kun havet, for afstanden til Samsøs østkyst er 45 km. – ca. 6 km for langt. Hertil skal dog siges, at Samsø ikke er nogen flad ø, og for hver meter øen rager op i luften, bliver den nemmere at se – hvor meget nemmere vil jeg ikke lave beregninger på her.

Trebjerg på Sydvestfyn er en anden bakketop med storartet havudsigt. Der er 128 meter fra toppen til havets overflade, og det betyder, at hvis du spejder mod sydvest, så kan du se 3,57×11,3=40,4 kilometer ud. Dermed kan du uden problemer beskue øerne Vigø, Horsehoved og Illum samt halvøen Helnæs (se foto). Men du kan også ane kysten af Als, som ligger 27 kilometer væk. I teorien burde du tilmed kunne få øje på Sønderjylland, men så skulle Als nok graves bort først, for øen ligger og spærrer synsfeltet. Derimod bør du mod vest kunne se Haderslev-egnen.

På Bornholm får man følelsen af at være på en isoleret ø langt fra resten af verden, og det er ikke helt forkert. Fra toppen af Hammeren rækker øjet nemlig kun 3,57×9,1=32,5 kilometer væk. Og det er ikke nok til at se den sydøstsvenske kyst. Den ligger 36 kilometer borte.

De tre nævnte eksempler er ret ekstreme efter danske forhold. Tit er der jo et eller andet der begrænser udsynet, og i øvrigt er der her til lands langt imellem udsigtsrige bakker, der er højere end 100 meter. Omvendt er det også interessant at tænke på, hvor begrænset vores maksimale synsfelt faktisk er. Vi er jo nok alle sammen lidt som Bjørnstjerne Bjørnsons gut, der forestiller sig, at man kan se ud i uendeligheden, hvis man står ved havet. Virkeligheden er en noget anden.

Hvis man er 175 cm høj, så kan man se lige knap 5 km væk. Det indebærer eksempelvis, at hvis du står ved bredden i den ene ende af Mossø ved Skanderborg (en af Danmarks største søer), så kan du ikke se til søens anden ende. Faktisk kan du kun se halvdelen af vejen, før jordens krumning blokerer.

I praksis er det dog nok svært at afgøre, hvad der begrænser en udsigt. Tit er det disen, der gør det, og netop derfor er det måske især her for tiden – i foråret -, at man skal opsøge de bedste udsigter. Når det bliver sommer, er der ofte så meget varme i luften, at noget af dens klarhed forsvinder.

/Jacob

Er der modvind her? Har jeg en dårlig dag? Eller er jeg bare ved at blive træt?

På nogle vejstrækninger kan asfalten føles som mudder. Du træder i pedalerne for fuld kraft, og alligevel kommer du ikke ud over stepperne.

Fænomenet kaldes ”false flat” og bruges især om strækninger på brede veje. Her er hældninger særligt svære at registrere med sanserne, og netop dét er forklaringen på den irriterende ringe fart: I virkeligheden stiger terrænet lidt – du har bare ikke opdaget det.

En ”false flat” vil normalt skulle have en vis længde. Man kan f.eks. møde fænomenet på et plateau i et bjergområde. Den stejle stigning er overstået, og nu føler du, at du kører på et fladt stykke. Men det gør du bare ikke helt endnu. Vejen stiger fortsat, omend blot med 1-2%.

Nær Danmark kan man finde ”false flat”-strækninger i f.eks. Harzen. Vejen sydpå fra byen Goslar går ind igennem en kløft, og man føler, at man kører på en flad vej, men faktisk stiger den støt kilometer for kilometer.

Hvad så med Danmark – har vi noget, der minder om det?

Ved Jyske Ås er der en strækning, der kan snyde en del. Bred vej, tilsyneladende flad – men i virkeligheden går det opad. Omgivelserne spiller også en rolle i det. Der er skov på begge sider af vejen, og det gør det sværere at fornemme ændringer i terrænhøjden.

Der er også ”false flat”-lignende veje op mod den jyske højderyg, dvs. ved den akse, der går ned gennem det midterste Jylland.

Men egentlig kunne man lave en særlig ”false flat”-kategori for danske forhold. For her til lands har vi ikke så mange plateauer, der stiger svagt over mange kilometer. Til gengæld har vi en masse småbakket landskab, og her kan man opleve noget ret tilsvarende, bare på en lidt anden måde. Det foregår ved, at terrænet på en given strækning samlet set stiger, men kun i små spring. Det går opad, det går nedad, og så går det lidt opad igen. På små bakkeknolde er det svært at vurdere, om der samlet set køres mere op end ned – oftest vil man bare føle, at det er nogenlunde det samme -, og det kan skabe en ”false flat”-oplevelse med lav fart trods hårdt arbejde.

Dette forekommer flere steder, men senest oplevede jeg det på strækningen fra Haraldsted mod Allindelille på Midtsjælland. Her stiger terrænet med ca. 40 højdemeter, men man oplever det bare som kuperet. Tilsvarende lidt længere mod øst, hvor vejen fra Skjoldenæsholm og op forbi Gyldenløveshøj har en højdeforskel på ca. 35 meter, som imidlertid er fordelt på en ”irriterende” måde, der gør, at strækningen ikke opleves som en egentlig stigning.

Et endnu mere markant eksempel på dette fænomen finder man ved Kattrup i Nordvestsjælland. Her er Kattrupvej sprængfyldt med små bakketoppe, og man kan føle, at de suger kræfterne ud af én. Hvilket de muligvis også gør, men terrænet stiger også en del undervejs – dvs. der er flere højdemeter i stigningerne end i nedkørslerne.

Uanset om det er den ene eller den anden variant af ”false flat”, så er der én løsning, der alt andet lige burde fungere: Kig på dine watt eller din puls. Disse angivelser fortæller, hvor meget du anstrenger dig. Og hvis de ligger på et forventeligt niveau, så er der ingen grund til at stress over tempoet. Du gør, hvad du kan!

But then again: Når vi cykler, tænker vi ikke altid så rationelt. Vi køres tit ”efter fornemmelsen”, og det kan give bagslag på f.eks. ”false flats”.

/Jacob

”Nissen flytter altid med,” lyder en gammel talemåde. Og er der et sted, som udtrykket passer særligt godt til, så er det motorbanen ved Næstved på Sydsjælland.

Den åbnede i 1956 og var et stort tilløbsstykke. Til det første store løb på banen var der hele 15.000 tilskuere. De kom for at se, hvordan kraftfulde motorcykler tacklede det svære terræn. Banen var nemlig placeret på Mogenstrup Ås, der er meget kuperet. Oven i købet var sporet gravet godt og grundigt ned i det grusede underlag. En rigtig ”pukkelpist” var det, og det stillede høje krav til både maskinel og kørere.

Se film fra indvielsen her:
https://www.danskkulturarv.dk/dr/nisseh%C3%B8jen-indvies/

Interessen for motocross boomede i Danmark, og blot to år efter indvielsen var Nissehøjen, som banen i Næstved blev kaldt, vært for intet mindre end et verdensmesterskab (se fotos øverst).

Imidlertid havde klubben det problem, at arealet, som banen lå på, kun var lejet for en periode. Der skulle nemlig bygges boliger på åsen. Så man måtte gå på udkig efter et nyt sted at placere en motorbane, og valget faldt til sidst på en ejendom ved Nørre Tvede nogle kilometer øst for Næstved (se luftfoto fra 2017 nedenfor). Den nye bane fik navnet Nissebjerget – en reference til Nissehøjen, som altså måtte opgives.

Samtidig startede et omfattende parcelhusbyggeri på de forladte banearealer på åsen, og ifølge Palle Høst, en gammel sjællandsk motorsportsentusiast, blev kvarteret ligefrem opkaldt efter motocrossbanen. Hvad der faktisk kom først – og hvorfra navnet Nissehøjen stammer -, har undertegnede ikke haft held til at få endeligt dokumenteret. Men faktum er, at vejene i det bakkede villakvarter udspringer af det univers, som nisser hører hjemme i: Elverdalen, Alfehøjen, Heksehøjen, Troldehøjen, Dværghøjen og Nissehøjen hedder de. (Se tilføjelse i kommentarfeltet.)

Terrænet ude ved den nye bane er ikke specielt kuperet, så navnet Nissebjerget var måske lidt søgt. Banen har da også siden skiftet navn til Nisseringen. Mange af dem, der nu om stunder kommer ud for at se løb på Nisseringen, undrer sig over navnet på banen, og det er ikke så underligt, for det er en noget kryptisk forhistorie, der ligger bag.

/Jacob

P.S.: Hvis du vil finde flere ”julede” adresser i Danmark, så kig f.eks. på dette link:

https://npinvestor.dk/nyheder/danmarks-mest-julede-adresser

PostNord Danmark Rundt, Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, lægger i 2018 vejen forbi Møn. Feltet skal bl.a. runde Høje Møn med Møns Klint, hvor de skal gennem Klinteskoven på grusvejen. En kuperet grusvej er det, men lad os her fokusere på det terræn, der ligger uden for selve klinteområdet.

Billedet ovenfor er skabt som en kombination af to kort: Et kort, der viser, hvordan terrænet ville se ud med en havvandsstigning på 2,5 meter – og et kort, der fremhæver terrænforskelle.

Det er den østlige del af Møn, der er vist, og her ser man tydeligt et farvand (malet med lyseblåt) lidt til højre for midten. Det er et nord/syd-gående farvand, der ville opstå, hvis havniveauet steg med beskedne 2,5 meter. Dermed også sagt, at Høje Møn, der ligger øst herfor, reelt er en ø. Faktisk er det dæmninger og pumpestationer, der gør, at der er tørt land på vestsiden af Høje Møn. Men de ændrer ikke ved, at terrænet falder ganske markant ned mod lavningen fra begge sider.

På Høje Møn-siden er højdeforskellen ca. 100 meter mellem byen Borre og Klinteskoven – et gradvist stigende terræn over en håndfuld kilometer. Til den anden side er højdeforskellen det halve, men til gengæld er landevejen stejlere her – 4% i snit stiger vejen fra Borres udkant og op til toppen 1 kilometer længere mod øst.

Rytterne i PostNord Danmark Rundt skal passere dalen to gange – én gang ud og én gang hjem -, så de skal da kværne nogle højdemeter dette sted.

Bemærk også, at de mørke farver på kortet – dvs. de mest kuperede områder – ikke kun befinder sig ude ved Møns Klint. Der er også et “rynket” mørkt område længere inde på øen i den sydlige del af Høje Møn. Det er Kongsbjerg-højdedraget, som på Kongsbjerg har sit højeste punkt. Det officielle tal siger 135 moh., men det reelle er snarere 134 moh., viser Danskebjerge.dk’s tjek af højdedata.

Antageligt skal cykelfeltet også her forbi, og så er der chance for, at de skal op over Gurkebakken. Gurkebakken er en stejl asfaltvej, der bærer samme navn som selve bakken. Stigningen starter ved krydset i Kraneled og går mod nord ad Gurkebakken til krydset Gurkebakken/Busenevej. Denne strækning stiger med 5,1% i snit over 760 meter. På de stejleste 200 meter af bakken er den gennemsnitlige stigning på 9% – det er ganske meget efter østdanske forhold! Der er 39 meters højdeforskel på de 760 meter.

Faktisk er stigningen endnu længere end det. Den begynder nemlig helt nede ved Høje Møns sydkyst og har således en samlet højdeforskel på 65 meter. Men desværre kan man kun komme ned til bunden af bakken ved at køre ad en grusvej (eller samme vej ned som op).

Hopper man af racercyklen, kan man få endnu mere ud af Gurkebakken og dens forlængelser. Gurkebakken er nemlig en del af en 100-meter-bakke, som går (næsten) op til Kongsbjerg. En 100-meter-bakke er Danskebjerge.dk’s betegnelse for en bakke, der har en højdeforskel på mindst 100 meter inden for en strækning på 2 km. Der er selv sagt kun ganske få 100-meter-bakker i Danmark.

100-meter-bakken til Kongsbjerg starter i en højde af 5 moh. og slutter i 118 meters højde, altså en højdeforskel på 113 m. Strækningen er i alt 1,8 km lang, så det giver et snit på 6,3%. Den sidste og stejleste del ligger på trampesti.

På stien vil man passere to steder, der bærer de fine navne Slumrehule og Kongens Køkken. Sidstnævnte refererer sikkert til Klintekongen – en sagnfigur knyttet til Møns Klint. Fælles for Slumrehule og Kongens Køkken er, at det er dramatiske dalsænkninger, som giver oplevelsen af, at man befinder sig i et rum med vægge. Der er tale om naturskabte landskabsfænomener, hvor terrænet fra flere sider falder ned mod samme punkt. Således er “indgangen” til Slumrehule fra sydvest forholdsvis snæver. Rundt om rejser hulens vægge sig – op til 25 meter høje er de. Her er der sikkert fred og ro, hvis man ønsker sig en lur. Eller er det Klintekongen, der har sit sovested her?

Jeg studsede over, at der på kortet fra 1800-tallet ikke optræder nogen stednavne ved hverken Slumrehule eller Kongens Køkken. Det kommer der først oppe i 1900-tallet. Man får den tanke, at det kan være en del af et slags turistfremstød – at man lokalt fandt ud af, at der var markedsføringsgevinster i at sætte fantasifulde navne på steder med fascinationsværdi. Jeg har for så vidt ikke noget imod det. Oftest går det jo desværre den anden vej: stednavnene forsvinder, fordi ingen har brug for at kende dem.

Nå, men der er jo i øvrigt ingen, der siger, at en Klintekonge skal have boet et sted i umindelige tider for at kunne sætte sit præg på det. Sagnfigurer holder vel også flyttedag en gang imellem. I hvert fald kan man få den mistanke, at han var været på spil på Gurkebakken. Gurkebakken går nemlig for at være en forhekset bakke: På et bestemt sted på bakken virker det som om, man kører opad, og alligevel kan bilen trille fremad, uden at man træder på speederen! Bakker af denne type – også kaldet “magnetbakker” – findes visse steder andre i landet, bl.a. ved Østerlars på Bornholm og ved Dronninglund i Nordjylland.

Nogle vil forklare det med synsbedrag, men magiske kræfter kan vel ikke helt udelukkes?

Mere om bakkelandskabet Høje Møn her:
http://danskebjerge.dk/hoejemoen.htm

/Jacob

Den norske forfatter Roger Pihl har skrevet nedenstående anmeldelse af det atlas, der tager kampen op med TrapDanmarks seneste kortudgivelse.

Leginds topografiske atlas over Danmark
– når kartografene snubler

Vi, det vil si Jacob T. Johansen og Roger Pihl, har tidligere krasst uttalt oss om TrapDanmarks nye danmarkskart. Vi var neppe de eneste. Frederiksborg Amts Avis var en annen aktør som heller ikke var nådig med atlaset. Heldigvis visste TrapDanmark sitt eget beste, lyttet på tilbakemedlingene og har lansert et oppdatert og betydelig bedre annetopplag av kartet.

Nå er det duket for en kikk på Leginds Topgrafisk Atlas 1:100.000. Som vi har lært, utfordringen i et kart er å ha passende mengde navn, riktig utvalg av navn, riktig staving, plassering ifht stedsangivelse, lesbarhet og tilpasning til kartets målestokk. I et nøtteskall er kartografi en egen kunstart.

Forventningene var følgelig store da vi åpnet Legins topografiske atlas, fant fram lupen for å studere det danske landskapet i miniatyrutgave. For var det noe vi trengte, så var det en lupe av beste slag. Schneider Kreuznach 4X, verken mer eller mindre.

Kartet har ingen såkalte 3D-skygger som skal gjøre det mer levende for brukeren, og godt er det. Her får vi et godt, «gammeldags» flatt og oversiktelig kart der det er plass til mye informasjon. Derfor er det synd at Legind ikke har brukt muligheten, for det er mangt og mye som mangler.

Sukkertoppen sør for Mossø mangler. Det er jo synd, for det er en topp med flott utsikt og der du også får en hyggelig tur i terrenget. Purhøj mangler, og det er jo synd, for her pleier heksene å samles på Valborgsaften, så hvor skal de samles nå? Ballebjerg, Samsøs høyeste punkt mangler, så nå er det ikke noe høyeste punkt på Samsø lenger. Det samme med Dyret, en annen perle på Samsø. Jordløse Bakker er borte. Aborrebjerg på Møn mangler, og det er jo synd, for det er Møns høyeste punkt. Lindsbjerg på Ærø mangler, og det er jo synd, for den skal ha helbredende egenskaper. Jons Kapel på Bornholm mangler. Landsbyen Møborg med sin trivelige, urbane Bavnehøj mangler. Landsbyen Horndrup mangler, og det er jo synd, for den er en av de triveligste på Jylland. Slik kan vi fortsette, men du har for lengst forstått hva vi mener. Navn er viktig for et atlas. Uten stedsnavn blir det bare en tegning.

Men det stopper ikke der, for mange av stedsnavnene er gjengitt i knøttliten, farget og rastrert tekst. Det gjør teksten for alle praktiske formål helt uleselig. Ja, selv med en lupe som forstørrer fire ganger var det bare fordi vi visste hvilket navn vi søkte etter, at vi klarte å lese dem. Himmelbjerget er et av høydepunktene som ikke lenger er det. Lerbjerg, Vejrehøj, Frøbjerg Bavnehøj, Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Høgebjerg, Kongenshøj, Kongsbjerg, Rytterknægten, Rebild Bakker og Pikkerbakken er andre eksempler på uleselige navn.

Det begynner med andre ord å bli tynt i rekkene. Danmark har blitt et «flatere» land på mer enn én måte.

Danskebjerge.dk var 13. november 2017 inviteret til møde hos Trap Danmark. Det var anden gang, at jeg troppede op hos Trap. Første gang var for at uddybe min kritik af førsteudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas. Denne gang blev jeg præsenteret for den reviderede version.

Og allerede efter en hurtig gennembladring stod forskellen lysende klar: Andenudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas er kraftigt forbedret – faktisk mere end jeg havde turdet håbe på. Nu er der gravhøje med, højdekurverne ligger tættere, og alt fra oversigtskortet på første side til sammenlimningen i bogens midte er forbedret. Men den største og ressourcemæssigt mest krævende opjustering har – fortalte Niels Ehlers Koch fra Trap Danmark – været forøgelsen af antallet af stednavne. Antallet er næsten fordoblet.

Det har krævet blod, sved og tårer for dem at lave alle de ændringer, og det har aldrig været tanken, at der skulle komme en revideret udgave af atlasset så kort tid efter førsteudgaven. Men min holdning er klar: Det var dét værd!

Og hvor er det dog i øvrigt skønt, at kritik kan blive håndteret så konstruktivt, som det er sket i dette tilfælde. Læs her, hvad der var galt med den stort anlagte førsteudgave:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik9.htm

/Jacob