Vi har det med at skelne skarpt mellem, hvad der er land, og hvad der er hav. Når vi f.eks. kigger på landkort, skøjter vores blik hurtigt hen over det, der er ensfarvet blåt, for at nå frem til de områder, hvor der er marker, veje og bebyggelse.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi mennesker grundlæggende er landdyr. Det er på land, vi har de bedste livsbetingelser. Vi opholder os sjældent på vand i længere tid.
Der er nu heller ikke meget af materiel værdi at finde nede under overfladen. Og det, der måtte være, er alligevel skjult af den. Ude af øje, ude af sind. Denne talemåde beskriver vældig godt vores forhold til de søer og farvande, der omgiver os.
Også på videnskabsfronten er der gennem tiden brugt forholdsvis få kræfter på den våde del af Danmark. Derfor er f.eks. terrænforskelle på havbunden kun sporadisk udforsket. (Læs om, hvad man trods alt ved, i Danskebjerge.dk’s artikel om havets bjerge.)
En af de misforståelser, der udspringer af vores ringe interesse for vandområderne, er, at vi ikke inddrager dem i vores forståelse af det danske istidslandskab. Ja, vi har end ikke et ord for, hvad man kalder det terræn, som ligger under vand, men som i lige så høj grad som Danmarks nuværende landjord blev bearbejdet af istidens gletsjere. Jeg har lidt i sjov kaldt det ‘vandskab’.
I virkeligheden var gletsjerne ret ligeglade med vand. De møvede sig frem over alt. Og egentlig er det ret tilfældigt, hvor grænsen mellem land og vand går i nutidens Danmark. Det var i hvert fald ikke noget, som istidens gletsjere i Danmark havde meget med at gøre. Det eneste, der har haft betydning i den sammenhæng, er, at der jo allerede ved de sidste gletsjeres ankomst fandtes terrænforskelle. Og de steder, der på det tidspunkt lå lavt, var alt andet lige også i ”risikozonen” for at havne under havets overflade, når gletsjerne var færdige med deres formgiving af Danmark, og havniveauet steg markant.
En anden fejlbehæftet antagelse, som jeg – indrømmet – selv har gået rundt med, består i, at vi betragter vore søer som et landfænomen. Altså at sø og land så at sige hører sammen, mens havet er i sin egen kategori. Og på nogle punkter giver den opdeling også mening – f.eks. er der den forskel, at vandet i havet er salt, mens vandet i søerne er ferskt. Men der findes en fællesnævner, som kun få er bevidste om, og det er, at en del søer rækker dybere ned end havets overflade. Dvs. søoverfladen befinder sig ganske vist over havniveau, men søen er samtidig så dyb, at bunden af den ligger under havniveau.
Dette bryder lidt med vores vante forestilling. Normalt vil vi jo sige, at når der strømmer vand fra en sø ud i et vandløb og derfra videre ud i havet, så er det fordi, søen ligger højere end havet. Men det er altså kun en halv sandhed.
Enkelte søer rækker endda et pænt stykke ned under havets overflade. Furesø nordvest for København, Danmarks dybeste sø, har eksempelvis en søbund, der befinder sig hele 17,5 meter under havet. En sø i Jylland når sågar endnu længere ned!
Det har jeg skrevet mere om i denne nye artikel.
/Jacob
