Radio24Syv’s kulturmagasin havde torsdag 19/7 et interview med en ung skønlitterær forfatter, der havde udviklet, hvad der blev kaldt en naturteori. Den gik kort fortalt ud på, at dansk kultur og politik er præget af det flade landskab, der omgiver os. Vi har ikke store skove og bjerge, som man har i f.eks. Norge og Sverige, og derfor mangler vi naturen i vores samfundsbillede. I stedet bilder vi danskere os ind, at alt kan styres af mennesket. Samtidig har vi ifølge forfatteren en hang til at forfladige alting, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at vi skamrider vores lilleputidentitet og distancerer os fra alt, der har med storhed og elite at gøre.
Jeg synes, det er en interessant tankerække. Ganske vist lidt lommefilosofisk, men lommefilosofi har også sin eksistentberettigelse. Jeg er især enig i, at det ”menneskestyrede” somme tider tager overhånd i organiseringen af det danske samfund, og at småstatstænkningen fylder for meget.
Men skyldes disse forhold virkelig den måde, vores land ser ud på? Det er ikke nogen helt håbløs tanke.
Den franske filosof Montesquieu spekulerede lidt i samme baner for 300 år siden. Han så et mønster, når han studerede sammenhængen mellem klima og folkekarakter. Oppe i det kolde nord havde folk en kold og afdæmpet attitude, mens personer, der levede under lune himmelstrøg mod syd, besad mere hjertevarme og passion. Det var sociologien, som Montesquieu søsatte her: videnskaben om, hvordan omgivelserne præger mennesket.
Der er vel noget om snakken, og det virker også plausibelt, at lavlændere kan have et andet syn på verden end en bjergstamme. Der er dog samtidig nogle problemer med naturteorien.
Først og fremmest laver den førnævnte danske forfatter den samme fejlslutning, som mange andre før hende, når hun fremstiller det flade landskab som en enestående egenskab ved Danmark. Hun kigger på Danmark og konstaterer, at her er der ingen høje bjerge, hvorimod der er bjerge i vore nabolande. Men i virkeligheden er det flade landskab mere reglen end undtagelsen i Europa, og mange af de lande, der har bjerge, har også store områder, hvor der knap er en pukkel i terrænet. Det skyldes navnlig, at den såkaldte store europæiske slette breder sig over kolossale områder i Europa. Schweiz og Norge, der næsten helt domineres af bjerge, skal ses som undtagelser.
Så altså: Hvis det danske sind er præget af ”bjergmangel”, så er det nordtyske, det nordfranske, det sydsvenske, det polske, det ukrainske og det vestrussiske det også. Og det devaluerer jo pointen en del. Man må samtidig stille det spørgsmål, om bjerget som psykologisk fænomen nu også er så grundlæggende, som vi nogle gange tror? Er forestillingen om de store, fascinerende bjerge ikke snarere en moderne foreteelse? Vi har bygget en modsætning op og knytter nogle nationaliteter til den. Men for vore danske forfædre – dem, der levede før industrialiseringen og den dertil hørende øgede mobilitet – var der ingen modsætning. De fleste af dem mødte nemlig aldrig nogen bjerge. De havde kun deres eget omgivende landskab at forholde sig til, og dette har været udfordrende nok. Det handlede om overlevelse, sådan som det også gjorde for fjerne bjergbefolkninger på samme tid andre steder på kloden.
Med andre ord spiller fladland/bjergland-kontrasten næppe nogen skelsættende rolle i forhold til udviklingen af nationalkarakteren. Men naturteorien, der er skitseret ovenfor, er alligevel ikke helt tosset, for hvor der er høje bjerge, er der også tit natur, som er svær at gøre sig til herre over. Og den type natur findes der ikke meget af i nutidens Danmark – langt det meste er under plov. Hvilket givetvis i det lange løb skaber en opfattelse af, at alting kan – og bør – reguleres af menneskehånd. At vi mennesker skal forholde os til naturen, som vi gør det til velfærd, lovgivning og alle mulige andre samfundsområder. Med en sådan tilgang fjerner vi os mere og mere fra udgangspunktet, som er, at samfundet er et produkt af den natur, der omgiver os.
(Læs mere om den flade del af Europa i Danskebjerge.dk’s artikel her.)
/Jacob
