Blogsbjerg

Årets
Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste
etape nogensinde har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt
virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig
have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt
tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget
udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I
kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at
følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for
cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre
var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind
på senere.

Her
er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne
på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det
ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet – det hele
var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg
har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til,
når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen
over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer
piske en stemning op om en stigning som La Redoute i
forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af
10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi
den ligger for langt fra mål.

Jamen,
de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen
grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som
os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende,
men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke
synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.

2.) Ballet
startede på Østengård.
Tv-dækningen
af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang
m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig
interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på
stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på
stedet.

Men
vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den
betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt
til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere
tilbage til at kæmpe om sejren.

Det
var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos
mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt.
Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der
skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.

3.) Gl.
Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt
favoritterne.
Som
følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad
klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet
nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr.
Winthersvej.

Stigningens
sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede
tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere
tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være
nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for
sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden
kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var
blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig
tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første
søm var slået i hans kiste.

Igen
synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var
kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på
Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var
meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra
motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere
illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom,
der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med
på tv.

4.)
Kiddesvej
skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård – men
var ikke altafgørende.
Det
er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende
rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så
enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder
ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning
udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så
man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de
fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og
så har de udset sig andre momenter.

Sidste
opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker
langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt
konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for
Breschel.

I
øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter
Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne
kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet.
Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så
stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og
rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte
sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at
håndtere netop syregrænsen.

I
virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der
var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første.
Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også
ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det
er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også
vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt
på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og
Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere – både
af etapen og klassementet – skrumpet gevaldigt ind.

Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.)
Konklusion:
Bakkerne virkede
Ser
man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til
nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på
bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede
ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at
størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med
adskillige kilometer.

Hvad
Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt
hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til
eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man
ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov
hele vejen.

Gl.
Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt
lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne,
at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej –
eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post
Danmark Rundt.

Jeg
er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor
indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af
stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra
mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt
harmløst terræn.

Her
kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den
rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år
er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i
for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med
på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også
med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om,
at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten
lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at
følge en bestemt skabelon.

/Jacob

Hvordan ved man, om man er en god bjergrytter?

Du kan samle en masse data om dig selv. Højde, vægt, BMI, fedtprocent, kondital, muskelmasse, ydelse i watt, alder – for blot at nævne nogle af parametrene. Smid tallene i en regnemaskine, og du får en indikation.

Men du kan også bare tilmelde dig et motionscykelløb. Et af de kuperede. Og så er metoden enkel:

Hvis du kører i en gruppe, og du bøvler med at følge de andre på en stigning, så har du halvdelen af svaret.

Hvis du så uden større besvær indhenter dem igen, når terrænet falder, har du fundet frem til den anden halvdel.

Og så er det, at du skal lægge det hele sammen: Hvis du både hænger på stigningerne og triller hurtigere nedad end de andre, ja, så er du med meget stor sandsynlighed IKKE bjergrytter. Yderligere udregninger er sådan set ikke påkrævet.

Ond og hjælpsom tyngdekraft
Forklaringen ligger selvfølgelig i kropsvægten og tyngdekraften. Tyngdekraften er en hård modstander, når du er en tung rytter, men den hjælper dig, når det går ned ad bakke.

Det kan måske lyde overraskende, men undertegnede bestyrer af Danskebjerge.dk hører til netop denne kategori. I ni ud af ti tilfælde, hvor jeg bliver sat i et løb, er det på en stigning. Typisk har jeg været oppe i det røde felt et par gange tidligere, men før eller siden må jeg slippe.

Og selvom jeg får hjælp af tyngdekraften på faldende asfalt, så er der lige en ulempe mere, som man må trækkes med som ikke-bjergrytter. Du har nemlig ikke ret meget gavn af at ligge på hjul opad. Til gengæld er det en stor hjælp, efter man har nået toppen.

Med andre ord: Hvis du mister hjulet på den forankørende, mens terrænet stiger, så har han og de andre i gruppen fordel af at kunne ligge i læ efterfølgende, mens du selv sidder alene tilbage i vinden. Dette er for mit vedkommende opskriften på lidt for meget alene-kørsel i diverse motionsløb.

Smidt af
Som nu i dag til løbet Tour de Vestsjælland, hvor jeg formår at hægte mig på den hurtigste lille gruppe, indtil vi rammer stigning på stigning efter en halv snes kilometer. Jeg må slippe og håber så i stedet, at der kommer nogen op bagfra.

Hvis man er heldig, sidder man kun et par kilometer på mellemhånd, før man finder ind i en ny gruppe. I dag er jeg ikke heldig.

Det samlede deltagerfelt er forholdsvis lille, så der er langt mellem grupperne. Jeg ender med at køre halvdelen af løbet i ynkelig ensom majestæt. For at føje spot til skade var rutens hårdeste terræn placeret i starten. Var jeg kommet med over bakkerne her, ville jeg måske have kunnet sidde i førergruppen meget længere. Hvis og hvis.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er en muskelsvindsramt skovsnegl på en stigning. Det er bare sådan, at de fleste motionsløbsryttere skruer op for poweren, når det går opad. Den stærke rytter kan gøre det med blot et par ekstra streger på pulsmåleren som konsekvens. Men på én som mig er virkningen flere gange større. Og så begynder medkørerne lige så stille at forsvinde i horisonten.

Urimeligt – eller?
Jeg er normalvægtig. Men vejer 80 kilo (med de variationer der er hen over sæsonen). Mit gæt er, at den bedste fjerdel i et typisk motionsløb ligger i den nedre del af normalvægtsintervallet eller derunder. Og så er langt de fleste af dem lavere end mig, hvilket i sig selv gør, at de vejer mindre.

Det er egentlig feje hold!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig relativt bedre i et løb med få og små stigninger. Hvilket dog ikke får mig til at ønske bakkerne hen, hvor peberet gror.

Ligesom jeg som tv-seer foretrækker at se de professionelle ryttere kæmpe mod hinanden i kuperet landskab, så er stigningerne også med til at give ruterne ude på de danske veje karakter. Der er jo faktisk en god portion spænding ved, at asfalten varierer. Hvor stærke er dem, jeg kører i gruppe med? Kan jeg komme med op over den næste bakke? Og koster det mig for mange kræfter, hvis jeg gør? Med stigningerne kommer der et usikkerhedsmoment ind i cykelløbet, og det gør løbet til andet end bare en udmøntning af den enkelte rytters kondital.

Ny definition
Så for mit vedkommende vil fremtiden utvivlsomt byde på mange flere nederlag på stigningerne. Jeg bliver aldrig nogen bjergrytter, men bakket landskab er alligevel tiltrækkende.

Måske skal man i virkeligheden forstå begrebet bjergrytter lidt anderledes: En bjergrytter er ikke nødvendigvis én, der er god til at cykle i kuperet terræn. Det kan også være én, der bare holder af at gøre det. Og det gør jeg!

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er taget af Danskebjerge.dk ved dagens løb.

Det stod ned i stænger, da jeg hentede mit startnummer i teltet. Det var en af de dage.

Tilbage i bilen – med klimaanlægget skruet godt op over stuetemperatur – sad jeg i mit cykeltøj og overvejede næste skridt. En u-vending og retur til min varme seng blinkede som en af valgmulighederne.

Hvad jeg ville gå glip af? Det, som folkene bag Born Fondo selv kalder “de vildeste kilometer du nogensinde har prøvet i Danmark”. Dermed menes en enkeltstart med en vanvittig høj koncentration af højdemeter. Som bornholmerne selv har døbt den uden forbehold: En bjergenkeltstart.

Se Danskebjerge.dk’s film fra enkeltstarten her.

To brutale bakker
Der er kun 8,4 kilometer fra start til mål, men to af Danmarks sværeste bakker indgår. Starten er modbydelig: Hovedgaden i havnebyen Vang kaster lidt over 90 højdemeter i ansigtet på dig, stiger med 7,2% i snit og har flere passager med hældningsgrader på over 10%. Vang-bakken er af Danskebjerge.dk kåret som landets hårdeste stigning og vil med garanti koste dig minutter på sluttiden.

Senere venter endnu en grum stigning – vejen op til fyrtårnet på Hammeren. Men denne lidt for tidlige morgenstund var vejret min værste fjende.

Opvarmning skrottet
“Du ryster jo,” sagde TV2/Bornholms fotograf til mig ved startstregen.

Og ja, det blev en koldstart. Men dog en start.

Jeg havde bidt tænderne sammen og trillet ned til havnen i Vang. Få sekunder senere blev jeg sendt afsted.

Opvarmningen havde jeg efter moden overvejelse skrottet. Jeg kørte direkte fra bilen og til startområdet. Virkningen fra klimaanlæggets milde brise blev pisket ud af mig, lige så hurtigt som man kan sige solskinsø. Lufttemperaturen var étcifret – ikke særligt imponerende for den sidste lørdag i maj måned. Og det hele blev ti gange værre af den hårde vind, som bragede ind fra syd.

At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, viste sig ved navneopråbet. Jeg havde startnummer 10, men rullede afsted som anden deltager. Blandt andet ventede vi forgæves på en gut med mellemnavnet Pantani. Han havde åbenbart valgt dyne frem for dyngvåd enkeltstart.

Alpine procenter
Med en kropsbygning som den hedengangne italiener ville man ellers nok være godt stillet på den her rute.

Okay, en robust Jens Voigt-type vil måske kunne møve sig op igennem Vang i anstændigt tempo. Men på den godt 700 meter lange målbakke på Fyrvej bliver procenterne alpine. Flere gange nærmer de sig 20, og gennemsnitsprocenten når kun ned på 9, fordi der undervejs er et par flade stykker. Senest på Fyrvej giver betegnelsen bjergenkeltstart utrolig god mening.

Inden da skal man dog igennem Slotslyngen. Et naturområde, som på andre dage end lige denne havde været en smuk oplevelse.

Slots-slyngen kunne man også lidt muntert kalde strækningen, for den byder på et markant hårnålesving. Ikke ret skrånende, men i målområdet blev der op til flere gange advaret om, at den slyngede vej var spejlglat pga. regnen. Måske derfor bremsede jeg lige lidt rigeligt op, da jeg skulle igennem. Hvilket dog ikke skal være nogen undskyldning for min noget skuffende tid.

Disponér kræfterne
På forhånd havde jeg håbet på en snitfart på omkring de 30. Fuldstændig urealistisk, skulle det vise sig. Ganske vist var der mest medvind, og på nedkørslerne kom der pænt gang i hjulene. Men det er slet ikke nok til at indhente det tidstab, som tyngdekraften forårsager på stigningerne. I alt 182 højdemeter er der ifølge løbsprogrammet på ruten. Det koster på uret.

En helt afgørende faktor på en enkeltstartsrute som denne er disponeringen i forhold til de to store stigninger. Det er farligt at gå helt død allerede i Vang, og det er farligt at være tappet for kræfter, når du når frem til foden af Fyrvej. Omvendt skal man jo heller ikke være en forsigtig-Per, for de fleste bruger kun mellem 15 og 20 minutter på turen.

Det er ikke sikkert, at jeg selv greb det rigtigt an. Men jeg ved, at jeg hev godt og grundigt efter vejret, da jeg rullede i mål med ca. syv km/t (der står en mand, som skubber rytterne et ekstra stykke, så de ikke er i vejen for de næste – jeg takker for hjælpen!). På vejen op var det blevet til en enkelt overhaling. Desværre var jeg den overhalede. Men man kan jo altid prøve at bilde sig selv ind, at det var en af løbets stærkeste ryttere, der gav mig baghjul.

Traditionsrig rute
Jeg bliver aldrig motionisttypen, der trækker på skuldrene af uvejr. Til gengæld er jeg ret vild med events, der giver deltagerne noget mere end bare en cykeltur på vilkårlige landeveje.

I det her tilfælde har vi endda at gøre med en rute, som bærer på traditioner. I årtier har bornholmerne afviklet klubmesterskab i enkeltstart på præcis disse 8,4 kilometer, og hvis Born Fondo bliver en tilbagevendende begivenhed, så kan ruten udvikle sig til en klassiker – en “pilgrimsrute” for enhver nogenlunde ambitiøs dansk motionscyklist.

Behøver jeg for resten at sige, at regnvejret stoppede, så snart jeg kom i mål?

Det var en af de dage.

/Jacob

Brostensbakkerne står ikke just i kø i det danske landskab. Den eneste, der kan måle sig med dem i f.eks. Flandern Rundt, er vejen Dimen, som ligger ved Aabenraa. Danskebjerge.dk har beskrevet den her.

Men selvfølgelig er der mange andre gader i Danmark, som er belagt med brosten. Og enkelte af disse har en vis hældning. I den nordjyske by Aars mener man endda at have én, der tåler sammenligning med Flanderns mure. Det drejer sig om Himmerlandsgade, der går tværs gennem byen i en øst/vestlig retning.

I modsætning til Dimen indgår den skrånende vej jævnligt i større cykelløb. Såvel Jutlander Bank Grand Prix som det ambitiøse GP Himmerland Rundt har opløb her (se udsnit af rutekort herunder).

Der er dog to ikke helt uvæsentlige forhold, der adskiller Himmerlandsgade fra f.eks. Koppenberg og Paterberg. For det første er der i Aars tale om veltilhuggede chaussésten. De kan godt nok også mærkes i cyklen, men er trods alt noget mere civiliserede at rulle hen over.

For det andet: stigningens hældning og størrelse. Der er tale om en beskeden bakke, selv efter danske forhold. Den begynder ud for Gl. Skolevej/Bymidten og fortsætter mod vest op til Gislumvej. Strækningen er 300 meter lang. Bunden befinder sig i 22 meters højde over havet, toppen i 34 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Himmerlandsgades brostensbakke er dermed omtrent lige så lang som den på Dimen i den anden ende af Jylland. Men den er ikke engang halvt så stejl. Og når brostenene så tilmed er noget mere medgørlige, ja, så får sammenligningen med Flandern Rundt et lidt kuriøst skær.

Og dét er faktisk helt fint med mig.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i. Jeg selv var nemlig hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Note:
Ovenstående er hovedsageligt et “genoptryk” af et indlæg fra 2013. Der foretages ind imellem ruteændringer.

Flere posts om Amstel finder du her:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post109
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post232

Se også Danskebjerge.dk’s optagelse af Gilberts fanklub på toppen af Cauberg et af de år, hvor han vandt: https://www.youtube.com/watch?v=USsBoX3VRR0

Når man kører mellem Korsør og Slagelse, kommer man op eller ned ad Vårby Bakke. I almindeligt klart vejr kan man herfra tydeligt se Storebæltsbroens pyloner, og med lidt held får man propper i ørerne pga. højdeforskellen.

Det vil dog være for snævert at forbinde navnet Vårby Bakke med bakken på hovedvejen eller motorvejen, for skråningen er flere kilometer bred. Den strækker sig over ca. 14 kilometer i en nord/syd-gående linje lige vest for Slagelse. Skråningen er højest på midten, hvor den over en strækning på ca. 1 kilometer hæver sig med næsten 50 højdemeter. Ved bakketoppen Hashøj lidt syd for Slagelse øges terrænhøjden imidlertid yderligere, således at der herfra og ned til Vårby Å er en højdeforskel på 91 meter, hvis man tæller gravhøjen med.

I dette område finder man nogle forskellige veje, som for cyklister og andre motionister kan være spændende udfordringer. Hovedvejen er kendt af mange. Dens officielle navn er Korsørvej, og den stiger med 3,9% over 1,1 kilometer. Vejen er snorlige, stigningsprocenten bemærkelsesværdig konstant, og asfalten som regel i fin stand. På den måde er det en rigtig god træningsbakke – om end ret så trafikeret. Se Danskebjerge.dk’s bestigning af bakken på Korsørvej her.

Derudover skal nævnes Brovej, Havremarksvej og Jættehøjvej.

Brovej er en sidevej til Korsørvej. Et enkelt sted er stigningsprocenten oppe på 9, men ellers er den mest karakteriseret ved at være den mest direkte vej til Hashøj. Strækningen er 3,2 km lang (start samme sted som stigningen på hovedvejen), og den stiger med 2,44%, hvilket dækker over en række flade stykker.

Havremarksvej ligger syd for Brovej. Her er der færre svinkeærinder i retning mod toppen, og vejen har derfor nogle meget stejle partier. Stejlest er den helt i bunden – i den ende, der slutter blindt. Her er maksimumsstigningen et sted oppe på 14%. Ved krydset Havremarksvej-Udsigten er den på 13%.

Jættehøjvej ligger et nøk yderligere mod syd. Den er ikke helt så stejl, men stiger mere konstant, og hvis man ser bort fra den blinde del af Havremarksvej, har Jættehøjvej flere højdemeter. Især den første halvdel er ret så barsk – med en længere sektion, hvor hældningen er på 10%.

Jeg vil foreslå, at man – når benene er blevet trætte – slutter af med et besøg oppe på Hashøj. Her er to store, næsten ens gravhøje. Og et højt tv-tårn, som ses videnom. Fra gravhøjene er der udsigt til store dele af Vestsjælland.

/Jacob

Tredje etape i Post Danmark Rundt 2015 byder på en lang række svære stigninger. Otte af dem har en maksimal stigningsprocent på mindst 16. Blandt disse otte er der dog en genganger, idet Kiddesvej skal bestiges fire gange i alt.

Listen ser sådan her ud:

Munkebjerg – 16 procent
Kohavevej – 16,5 procent (billedet)
Østengårdsvej – 18 procent
Kiddesvej – 19 procent (x 4)
Gl. Kongevej – 19,5 procent

Gl. Kongevej og de fire gange Kiddesvej ligger alle inden for de sidste 40 kilometer af ruten. Sværhedsgraden er altså tiltagende, hvilket svarer til den typiske opbygning af de europæiske forårsklassikere.

Jeg har ikke været alle stigningerne i klassikerløbene igennem, men mit indtryk er, at det hører til sjældenhederne med så høje procenter på så mange stigninger. Mit gæt er, at Kongeetapen har flere bakker på over 16 procent, end man finder i nogen af forårsklassikerne.

Alle stigninger ovenfor er opmålt manuelt af Danskebjerge.dk. Deltagere i Grejsdalsløbet vil have set nogle andre angivelser på skiltene i bunden af stigningerne, men de er upræcise, og arrangørerne har vist erkendt det.

Se Top 20-listen over stejle veje i Danmark her. Der er også en oversigt over veje, der akkurat ikke er med i Top 20.

/Jacob

Okay, jeg ved godt, at sammenligningen ikke er 100% fair, og at der jo er brosten i Flandern, og at GPS-data kan være unøjagtige etc. etc.

Men hvis vi tager udgangspunkt i Stravas angivelse af højdemeter i en række endagsklassikere og sætter den nyligt offentliggjorte Kongeetape i Post Danmark Rundt 2015 ind i ranglisten, så ser denne således ud:

1. Liège-Bastogne-Liège – 3317 højdemeter
2. Amstel Gold Race – 2741 højdemeter
3. Kongeetapen i Vejle – 2000 højdemeter
4. Milano-San Remo – 1908 højdemeter
5. Flandern Rundt – 1740 højdemeter
6. Paris-Roubaix – 993 højdemeter

Hvis man så yderligere regner lidt på tingene og inddrager længden på de pågældende ruter, får man følgende resultat:

1. Liège-Bastogne-Liège – 12,2 højdemeter pr. km
2. Amstel Gold Race – 10,9 højdemeter pr. km
3. Kongeetapen i Vejle – 10,8 højdemeter pr. km
4. Flandern Rundt – 6,8 højdemeter pr. km
5. Milano-San Remo – 6,5 højdemeter pr. km
6. Paris-Roubaix – 3,9 højdemeter pr. km

Den barske 3. etape i årets Post Danmark Rundt lægger sig med andre ord i midterfeltet af klassikerruter, uanset om man tager det absolutte antal højdemeter eller beregner et gennemsnit. Den klassiker, som Vejle-etapen minder mest om, er Amstel Gold Race i Holland. Koncentrationen af højdemeter hen over de to ruter er stort set identisk.

Passer DCU’s angivelse af højdemeter for Kongeetapen? Umiddelbart ja. Tallet stemmer fint overens med data for Grejsdalsløbet, hvis rute ligger i nogenlunde samme terræn.

/Jacob

Det vrimler med indbydelser til motionsløb for tiden, og mange af dem har godt med højdemeter på programmet. Måske er det i år, at du skal prøve kræfter med Løberen Highland Trail, som Danskebjerge.dk har kåret til det hårdeste danske løb i halvmaratonkategorien?

Lidt mindre kan dog også gøre det, især på denne side af højsæsonen, hvor formen måske stadig hænger noget i håndbremsen. Heldigvis afvikles der her i marts og april adskillige motionsløb, som ganske vist er kuperede, men stadig er til at tale med.

Sidste år indledte jeg selv “bjergløbssæsonen” på den vestsjællandske halvø Reersø, hvor jeg var med i det traditionsrige Reersø Rundt. Underlaget er meget afvekslende – man løber på både asfalt, grus, sti og strandsand -, og der er også et par genstridige stigninger undervejs. Men det egentlige højdepunkt – i mere end én forstand – er, når man er kommet op på kanten af klinten og kan kigge ud over havet og næsten lodret ned på stranden til venstre for stien. Her vil navnlig dem med højdeskræk kunne opleve, at den høje puls og de anstrengte lunger får selskab af et sug i maven og en lille portion svimmelhed. I år finder løbet sted den 8. marts.

Derefter er der lidt tid til at justere bakketeknikken, inden det i april går løs med flere forårsklassikere. Færgelundsløbet afvikles den 2. april, og så fortsætter perlerækken: Aalborg Brutal Marathon den 3., Helvede i Nord den 6., Skvæt Skov-løbet den 12. og Hedelands Bjergløb den 19. april. Man bliver helt forpustet bare ved tanken om alle de højdemeter, som løberne bliver udsat for på de 18 dage.

Vejret er også en faktor ved disse kuperede løb. Det danske forårsvejr er omskifteligt, og forudgående regn kan gøre bakkerne ekstra vanskelige, ikke mindst på vej nedad. Det hænder endda, at der falder sne i april måned. Det skete bl.a. forud for Helvede i Nord for nogle år siden. Snedække på skrånende og sandet underlag kan virkelig gøre sådan et løb til et endnu større helvede, end det er i forvejen.

Men så er der jo også den mulighed, at solen stråler, og temperaturen er tocifret. Selvom mange deltagere i bjergløb går efter benhårde udfordringer, så er det da rart at kunne slippe for de lange ærmer og/eller bukseben. Og blå himmel har én yderligere fordel: Den sikrer bedre udsigter, når man kommer til de højeste punkter på ruten.

/Jacob

Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?

Det er vanskeligt.

Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.

En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.

Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.

Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).

Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.

Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.

På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.

Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:

– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t

– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t

– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t

– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t

Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).

Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:

– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.

– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).

– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)

Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.

Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.

/Jacob