Blogsbjerg

Brostensbakkerne står ikke just i kø i det danske landskab. Den eneste, der kan måle sig med dem i f.eks. Flandern Rundt, er vejen Dimen, som ligger ved Aabenraa. Danskebjerge.dk har beskrevet den her.

Men selvfølgelig er der mange andre gader i Danmark, som er belagt med brosten. Og enkelte af disse har en vis hældning. I den nordjyske by Aars mener man endda at have én, der tåler sammenligning med Flanderns mure. Det drejer sig om Himmerlandsgade, der går tværs gennem byen i en øst/vestlig retning.

I modsætning til Dimen indgår den skrånende vej jævnligt i større cykelløb. Såvel Jutlander Bank Grand Prix som det ambitiøse GP Himmerland Rundt har opløb her (se udsnit af rutekort herunder).

Der er dog to ikke helt uvæsentlige forhold, der adskiller Himmerlandsgade fra f.eks. Koppenberg og Paterberg. For det første er der i Aars tale om veltilhuggede chaussésten. De kan godt nok også mærkes i cyklen, men er trods alt noget mere civiliserede at rulle hen over.

For det andet: stigningens hældning og størrelse. Der er tale om en beskeden bakke, selv efter danske forhold. Den begynder ud for Gl. Skolevej/Bymidten og fortsætter mod vest op til Gislumvej. Strækningen er 300 meter lang. Bunden befinder sig i 22 meters højde over havet, toppen i 34 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Himmerlandsgades brostensbakke er dermed omtrent lige så lang som den på Dimen i den anden ende af Jylland. Men den er ikke engang halvt så stejl. Og når brostenene så tilmed er noget mere medgørlige, ja, så får sammenligningen med Flandern Rundt et lidt kuriøst skær.

Og dét er faktisk helt fint med mig.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i. Jeg selv var nemlig hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Note:
Ovenstående er hovedsageligt et “genoptryk” af et indlæg fra 2013. Der foretages ind imellem ruteændringer.

Flere posts om Amstel finder du her:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post109
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post232

Se også Danskebjerge.dk’s optagelse af Gilberts fanklub på toppen af Cauberg et af de år, hvor han vandt: https://www.youtube.com/watch?v=USsBoX3VRR0

Når man kører mellem Korsør og Slagelse, kommer man op eller ned ad Vårby Bakke. I almindeligt klart vejr kan man herfra tydeligt se Storebæltsbroens pyloner, og med lidt held får man propper i ørerne pga. højdeforskellen.

Det vil dog være for snævert at forbinde navnet Vårby Bakke med bakken på hovedvejen eller motorvejen, for skråningen er flere kilometer bred. Den strækker sig over ca. 14 kilometer i en nord/syd-gående linje lige vest for Slagelse. Skråningen er højest på midten, hvor den over en strækning på ca. 1 kilometer hæver sig med næsten 50 højdemeter. Ved bakketoppen Hashøj lidt syd for Slagelse øges terrænhøjden imidlertid yderligere, således at der herfra og ned til Vårby Å er en højdeforskel på 91 meter, hvis man tæller gravhøjen med.

I dette område finder man nogle forskellige veje, som for cyklister og andre motionister kan være spændende udfordringer. Hovedvejen er kendt af mange. Dens officielle navn er Korsørvej, og den stiger med 3,9% over 1,1 kilometer. Vejen er snorlige, stigningsprocenten bemærkelsesværdig konstant, og asfalten som regel i fin stand. På den måde er det en rigtig god træningsbakke – om end ret så trafikeret. Se Danskebjerge.dk’s bestigning af bakken på Korsørvej her.

Derudover skal nævnes Brovej, Havremarksvej og Jættehøjvej.

Brovej er en sidevej til Korsørvej. Et enkelt sted er stigningsprocenten oppe på 9, men ellers er den mest karakteriseret ved at være den mest direkte vej til Hashøj. Strækningen er 3,2 km lang (start samme sted som stigningen på hovedvejen), og den stiger med 2,44%, hvilket dækker over en række flade stykker.

Havremarksvej ligger syd for Brovej. Her er der færre svinkeærinder i retning mod toppen, og vejen har derfor nogle meget stejle partier. Stejlest er den helt i bunden – i den ende, der slutter blindt. Her er maksimumsstigningen et sted oppe på 14%. Ved krydset Havremarksvej-Udsigten er den på 13%.

Jættehøjvej ligger et nøk yderligere mod syd. Den er ikke helt så stejl, men stiger mere konstant, og hvis man ser bort fra den blinde del af Havremarksvej, har Jættehøjvej flere højdemeter. Især den første halvdel er ret så barsk – med en længere sektion, hvor hældningen er på 10%.

Jeg vil foreslå, at man – når benene er blevet trætte – slutter af med et besøg oppe på Hashøj. Her er to store, næsten ens gravhøje. Og et højt tv-tårn, som ses videnom. Fra gravhøjene er der udsigt til store dele af Vestsjælland.

/Jacob

Tredje etape i Post Danmark Rundt 2015 byder på en lang række svære stigninger. Otte af dem har en maksimal stigningsprocent på mindst 16. Blandt disse otte er der dog en genganger, idet Kiddesvej skal bestiges fire gange i alt.

Listen ser sådan her ud:

Munkebjerg – 16 procent
Kohavevej – 16,5 procent (billedet)
Østengårdsvej – 18 procent
Kiddesvej – 19 procent (x 4)
Gl. Kongevej – 19,5 procent

Gl. Kongevej og de fire gange Kiddesvej ligger alle inden for de sidste 40 kilometer af ruten. Sværhedsgraden er altså tiltagende, hvilket svarer til den typiske opbygning af de europæiske forårsklassikere.

Jeg har ikke været alle stigningerne i klassikerløbene igennem, men mit indtryk er, at det hører til sjældenhederne med så høje procenter på så mange stigninger. Mit gæt er, at Kongeetapen har flere bakker på over 16 procent, end man finder i nogen af forårsklassikerne.

Alle stigninger ovenfor er opmålt manuelt af Danskebjerge.dk. Deltagere i Grejsdalsløbet vil have set nogle andre angivelser på skiltene i bunden af stigningerne, men de er upræcise, og arrangørerne har vist erkendt det.

Se Top 20-listen over stejle veje i Danmark her. Der er også en oversigt over veje, der akkurat ikke er med i Top 20.

/Jacob

Okay, jeg ved godt, at sammenligningen ikke er 100% fair, og at der jo er brosten i Flandern, og at GPS-data kan være unøjagtige etc. etc.

Men hvis vi tager udgangspunkt i Stravas angivelse af højdemeter i en række endagsklassikere og sætter den nyligt offentliggjorte Kongeetape i Post Danmark Rundt 2015 ind i ranglisten, så ser denne således ud:

1. Liège-Bastogne-Liège – 3317 højdemeter
2. Amstel Gold Race – 2741 højdemeter
3. Kongeetapen i Vejle – 2000 højdemeter
4. Milano-San Remo – 1908 højdemeter
5. Flandern Rundt – 1740 højdemeter
6. Paris-Roubaix – 993 højdemeter

Hvis man så yderligere regner lidt på tingene og inddrager længden på de pågældende ruter, får man følgende resultat:

1. Liège-Bastogne-Liège – 12,2 højdemeter pr. km
2. Amstel Gold Race – 10,9 højdemeter pr. km
3. Kongeetapen i Vejle – 10,8 højdemeter pr. km
4. Flandern Rundt – 6,8 højdemeter pr. km
5. Milano-San Remo – 6,5 højdemeter pr. km
6. Paris-Roubaix – 3,9 højdemeter pr. km

Den barske 3. etape i årets Post Danmark Rundt lægger sig med andre ord i midterfeltet af klassikerruter, uanset om man tager det absolutte antal højdemeter eller beregner et gennemsnit. Den klassiker, som Vejle-etapen minder mest om, er Amstel Gold Race i Holland. Koncentrationen af højdemeter hen over de to ruter er stort set identisk.

Passer DCU’s angivelse af højdemeter for Kongeetapen? Umiddelbart ja. Tallet stemmer fint overens med data for Grejsdalsløbet, hvis rute ligger i nogenlunde samme terræn.

/Jacob

Det vrimler med indbydelser til motionsløb for tiden, og mange af dem har godt med højdemeter på programmet. Måske er det i år, at du skal prøve kræfter med Løberen Highland Trail, som Danskebjerge.dk har kåret til det hårdeste danske løb i halvmaratonkategorien?

Lidt mindre kan dog også gøre det, især på denne side af højsæsonen, hvor formen måske stadig hænger noget i håndbremsen. Heldigvis afvikles der her i marts og april adskillige motionsløb, som ganske vist er kuperede, men stadig er til at tale med.

Sidste år indledte jeg selv “bjergløbssæsonen” på den vestsjællandske halvø Reersø, hvor jeg var med i det traditionsrige Reersø Rundt. Underlaget er meget afvekslende – man løber på både asfalt, grus, sti og strandsand -, og der er også et par genstridige stigninger undervejs. Men det egentlige højdepunkt – i mere end én forstand – er, når man er kommet op på kanten af klinten og kan kigge ud over havet og næsten lodret ned på stranden til venstre for stien. Her vil navnlig dem med højdeskræk kunne opleve, at den høje puls og de anstrengte lunger får selskab af et sug i maven og en lille portion svimmelhed. I år finder løbet sted den 8. marts.

Derefter er der lidt tid til at justere bakketeknikken, inden det i april går løs med flere forårsklassikere. Færgelundsløbet afvikles den 2. april, og så fortsætter perlerækken: Aalborg Brutal Marathon den 3., Helvede i Nord den 6., Skvæt Skov-løbet den 12. og Hedelands Bjergløb den 19. april. Man bliver helt forpustet bare ved tanken om alle de højdemeter, som løberne bliver udsat for på de 18 dage.

Vejret er også en faktor ved disse kuperede løb. Det danske forårsvejr er omskifteligt, og forudgående regn kan gøre bakkerne ekstra vanskelige, ikke mindst på vej nedad. Det hænder endda, at der falder sne i april måned. Det skete bl.a. forud for Helvede i Nord for nogle år siden. Snedække på skrånende og sandet underlag kan virkelig gøre sådan et løb til et endnu større helvede, end det er i forvejen.

Men så er der jo også den mulighed, at solen stråler, og temperaturen er tocifret. Selvom mange deltagere i bjergløb går efter benhårde udfordringer, så er det da rart at kunne slippe for de lange ærmer og/eller bukseben. Og blå himmel har én yderligere fordel: Den sikrer bedre udsigter, når man kommer til de højeste punkter på ruten.

/Jacob

Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?

Det er vanskeligt.

Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.

En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.

Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.

Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).

Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.

Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.

På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.

Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:

– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t

– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t

– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t

– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t

Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).

Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:

– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.

– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).

– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)

Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.

Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.

/Jacob

For halvandet år siden skrev Allan Treschow Jensen til mig, at han ville arrangere et løb med rigtig mange højdemeter.

Mit svar lød sådan her:

“Det lyder som et skønt projekt! (…) Jeg vil umiddelbart tro, at det bliver svært at lave en rute med over 700 højdemeter, hvis den skal lægges på vej/sti og ikke må være længere end 15 km. Men jeg har ikke noget mod at tage fejl! :)”

Siden har Glarbo Highland Trail, som løbet hedder, været afviklet to gange, og der kommer også et tredje i 2015. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af de hårdeste ruter, man overhovedet kan tegne i Danmark, hvis det skal være på vej, sti eller spor. Det går simpelthen op og ned hele tiden, og terrænet er stejlt.

Ruten er lagt på en 7 kilometer lang rundstrækning, der ifølge arrangørerne har 500 højdemeter. Det er derfor, at man kan komme op på 1000 højdemeter, hvis man snupper rundstrækningen to gange.

Men kan det passe, at der er 500 højdemeter pr. omgang?

Jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg har gennemgået ruten og kan slå fast, at der mindst er 340 højdemeter. Det får man, hvis man tager alle de laveste og de højeste punkter og lægger højdeforskellene sammen.

Dette tal er dog lavt sat. Ruten er meget varieret, og bakkerne går ikke kun lige op og lige ned. Der er også pukler på. Så derfor skal der lægges en del oven i de 340.

Allan er nået frem til de 500 højdemeter ud fra et kort med højdekurver, og det er også en god metode. Min tvivl er teoretisk baseret. Forestil dig, at du skal løbe op ad en stigning, som er 7 kilometer lang, og som stiger konstant med 500 højdemeter. Det ville give en stigningsprocent på 7,1 i snit – nogenlunde svarende til procenten på Alpe d’Huez. Men i et løb som Glarbo Highland Trail er der højst op-ad-bakke-løb på halvdelen af strækningen. Der er jo ikke tale om én sammenhængende stigning, men om flere “små”, og dem skal man ned fra igen. Derfor vil den gennemsnitlige stigningsprocent på rutens stigninger være det dobbelte, altså mindst 14,2 procent. 14,2 er meget højt. Så højt, at jeg næsten kun ville kunne få det til at stemme, hvis man havde fundet en meget stejl bakke, som man så løb og op ned ad gang på gang. Glarbo Highland Trail-ruten er derimod en reel rundstrækning, og her er det næsten umuligt ikke at have enkelte flade stykker. Og så snart man har det, vil gennemsnitsprocenten altid styrtdykke. Derfor har jeg min tvivl.

Men det, jeg fremfører her, er jo sådan et alt-andet-lige-ræsonnement, som kun holder, til det bliver modbevist i et konkret tilfælde. Som sagt vil jeg gerne tage fejl – jeg vil gerne æde en portion skovbund fra Silkeborg-skovene, hvis der virkelig er 500 højdemeter. På spejderære. Vi skal bare lige finde en måde, som vi kan fastslå sandheden på.

Hvad med højdedata ud fra GPS-registreringer? Det tror jeg ikke på. GPS’er har ret store usikkerheder, når det gælder ruter som denne. Rutesitet Gpsies.com angiver således et højdemetertal, der ligger langt under både Allans tal og min minimumsværdi. Da jeg kiggede nærmere på Gpsies.com’s profil, kunne jeg da også konstatere, at der simpelthen er sving, som er registeret forkert. Og fejlregistreringer har stor betydning, hvis det f.eks. drejer sig om et sving for foden af en bakke, lige inden der tages hul på en ny stigning. Her kan der smutte adskillige højdemeter blot det ene sted.

Så det er noget med at skulle tilbage til et kort med gode højdeangivelser og tælle op derfra. Og så måske prøveløbe ruten for at sammenholde kortet med virkeligheden – eller opdage ujævnheder, som end ikke et kort kan have med. Hvordan måler man f.eks. højdemeterne på en træstamme, der ligger på tværs af stien? Når vi er ovre i løbskategorien trail, er ruterne altid vanskeligere end ellers at beregne højdemeter på.

Anyway: Uanset om det er 340 højdemeter eller 500 eller noget helt tredje, så er Glarbo Highland Trail det mest kuperede danske motionsløb, jeg kender. Og vel at mærke et løb, som faktisk lokker en del løbere til. 175 tilmeldte var der i 2014. Det siger lidt om, at det ikke bare er et nørdeløb for højdemeterantallets skyld, men at der er mere at komme efter. F.eks. en fantastisk naturoplevelse.

/Jacob

Her om vinteren kan bakkeløb være en våd og beskidt fornøjelse. Mange af de bedste danske bakker ligger nemlig i skov- og naturområder med blødt underlag, og det betyder pløre og dårligt fodfæste.

Men rundt om i landet er der heldigvis også stigninger, som en løber kan komme tørskoet hjem fra, selv på en vinterdag. Man skal blot acceptere, at vejnettet ikke er helt så fintmasket som eksempelvis et stisystem i en skov. Så man risikerer at skulle løbe samme vej ned ad bakken, som man er kommet op.

Med mindre man altså finder en god rundstrækning, der både er kuperet og har en passende længde.

Her er en gennemgang af nogle af de landskaber og bakkebyer, der har de bedste asfalterede ruter med stigninger. Lad os starte helt i øst:

Nordbornholm:
Gudhjem er med sine meget stejle gader et fantastisk godt sted at afprøve sine bakkeevner. Der er et væld af muligheder for at komponere en rute, hvor man talrige gange kommer op og ned ad skråningen ud mod Østersøen. Den stejleste udfordring er Bokulvej. Den stiger med op til 23% og er således Danmarks tredjestejleste asfaltvej. På vestsiden af øen kan man prøve den rute, som i årtier er blevet brugt ved de lokale cykelrytteres enkeltstartsmesterskaber. Den er 8,5 km lang og går fra den lille havneby Vang og op til toppen af halvøen Hammeren. En tur med mange højdemeter, men: fra mål er der altså 8,5 km tilbage til start.

Furesø-området:
For københavnere er området ved Furesø det nærmeste bakketerræn. Igen kan man med fordel følge i cykelrytternes spor. Det var nemlig her, at VM i landevejscykling blev afviklet i 2011, og selvom Geels Bakke og vejen op til Søllerød Slot ikke fik afgørende betydning for udfaldet, så er det ikke desto mindre et par okay stigninger. Det er muligt at skære nogle hjørner af VM-rundstrækningen, så man kan nå op ad stigningerne flere gange, uden at det bliver en overvældende lang løbetur.

Maglesø:
Der er umådelig smukt ved Maglesø vest for Tølløse, og der er en kuperet asfaltvej, der går rundt om søen. Få steder i Danmark kan man løbe ti så smukke kilometer som på denne rundstrækning. Jeg vil anbefale at løbe mod uret, da man derved konfronteres med de højeste stigningsprocenter, som man finder på nordsiden af søen.

Kalundborg:
Den nordvestsjællandske by Kalundborg er ikke så kendt som bakkeby, men det burde den være. I byens vestlige udkant er der nemlig veje, der i stejlhed næsten kan måle sig med Gudhjems. Prøv f.eks. Tjørnebakken, der med en maksimal stigningsprocent på 21 sniger sig ind i Top 10 over de stejleste danske asfaltstigninger. Området ved Tjørnebakken har samtidig den fordel, at der er relativt mange veje på kryds og tværs – det gør det muligt at komponere en kort, men meget kuperet rundstrækning.

Aabenraa:
Aabenraa Bjergmarathon er blevet kåret som Danmarks mest populære bjergløb. Op mod 3.000 deltagere vælger hvert år at kaste sig ud på den hårde rute, som i maratonudgaven inkluderer fire sløjfer med hver én større stigning.

Kolding og Vejle:
De to østjyske nabobyer ligner hinanden lidt, på den måde at mange af deres stigninger ligger på skråninger ned mod en ådal. Bakker og byer er en rigtig god kombination for bakkeløbere, fordi den betyder, at der er mange veje, som hjælper én op og ned ad skråningerne. Hvis man går efter maksimal stejlhed, skal man vælge Vejle frem for Kolding, da det er i Vejle, at man finder de mest skrånende gader. Ja, faktisk har Vejle Danmarks stejleste gade: Christian Winthersvej har et sted, hvor hældningen er på intet mindre end 25,5%.

Søhøjlandet:
Med kendte bakker som Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj kunne man tro, at Søhøjlandet var et eldorado for løb på asfalt, men så lige til er det ikke. En betydelig del af de store midtjyske stigninger ligger nemlig ude på landet, hvor der ofte er langt mellem vejkrydsene. Dermed risikerer man at skulle løbe temmelig langt blot for at bestige én stor knold. Omvendt er det altså virkelig mange bakker at vælge imellem. Jeg vil fremhæve et enkelt sted: I den lille by Laven er der en vej, der hedder Slangebakken. Som navnet antyder, slanger vejen sig op ad en bakke, og det går nedad igen straks efter, så her kan man løbe nogle fornøjelige runder.

Mariager Fjord:
Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste, hvilket i høj grad hænger sammen med de høje skrænter ned mod fjorden. Der er mulighed for kuperede rundstrækninger i Hobro, inderst i fjorden, samt i Mariager by ved fjordens sydside, hvor man kan løbe op forbi Hohøj, Danmarks største gravhøj.

/Jacob

Første etape i Post Danmark Rundt 2015 har mange ligheder med anden etape i Giro d’Italia 2012. Dengang aflagde feltet også besøg i bl.a. Struer, Holstebro og ved den jyske vestkyst. Og dengang blev der også talt om, at vinden kunne få en vigtig rolle.

Og ja, Vestkysten er det mest blæsende område i Danmark. Man skal så bare også huske på, at der er et højt dige ud mod havet. Så jeg vil vove den påstand, at hvis der er vestenvind – som er det mest almindelige i Danmark -, så er kystvejen et af de mere stille steder i landet.

Under Giro’ens besøg her strålede solen, og vindstyrken var beskeden (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor). Hovedfeltet var i kontrol hele vejen. Man må forudse et lignende scenarie ved Post Danmark Rundt.

Første etape i det store danske etapeløb blev offentliggjort 26. november. Resten offentliggøres til foråret.

/Jacob