Blogsbjerg

Man kan ikke vinde hver gang.

Det velkendte trøsteudtryk kan passende bruges om etapeløbet PostNord Danmark Rundt 2017. For efter et par år med succes – først og fremmest i kraft af indførelsen af direkte tv-transmissioner fra løbet – gik det denne gang mindre godt. For nu at sige det pænt.

Sammen med regnen væltede dårligdommene ned over den store danske cykelevent. I bedste fald var det et sammenfald af uheldige omstændigheder. I værste fald var det begyndelsen på en mere omfattende nedtur for løbet.

Der var dog også lyspunkter. Bl.a. fik vi set nogle spændende stigninger.

Løbet og rytterne
Ruten var i år så at sige vendt om, sådan at 1. etape startede i København, hvor der ellers normalt er opløb på afslutningsetapen. Det finder jeg ret uproblematisk, og det åbnede mulighed for, at feltet kunne komme til Odsherred, hvilket ellers er forholdsvis sjældent forekommende. Med målstreg i Kalundborg var det ganske vist så godt som udelukket, at Odsherred-bakkerne ville få nogen afgørende betydning, men de var nærmest maksimalt repræsenteret, så på det punkt skal jeg ikke klage. Til min glæde var Granbakken inkluderet i ruten frem mod Kalundborg-rundstrækningen. Granbakken er egentlig den midterste del af én sammenhængende stigning, der også omfatter Trøjeløkkevej og Bøgebakken. Med en maksimal stigningsprocent på 19 er strækningen sammenlignelig med Kiddesvej. Måske en dag kan den kalundborgske mur få en mere fremtrædende plads i PostNord Danmark Rundt. Man har vel lov at håbe.

Nuvel, tilbage til årets rute. Efter at sprinterne var blevet snydt af Casper Pedersen på rundstrækningen i Kalundborg by, skulle de tage revanche på Fyn på anden etape. Her var den såkaldte Golfbakke på Bjergevej ved Svanninge den klart mest udfordrende stigning. Turen ind mod målbyen Odense var derimod flad og hurtig, så det kunne næsten ikke gå galt for sprinterholdene. Men så kom blæsten og regnen. Vejret var rædselsfuldt, og efter at løbsledelsen havde først afkortet etapen og siden neutraliseret den, sagde rytterne stop. Som noget helt usædvanligt blev en PostNord Danmark Rundt-etape afbrudt og aflyst.

På den baggrund fik kongeetapen til Vejle, som i forvejen plejer at have væsentlig betydning for klassementet, nu endnu større vigtighed. Den udviklede sig vanen tro som et udskilningsløb på de sidste ca. 45 kilometer, og på finaleopstigningen på Kiddesvej sad der en halv snes ryttere forrest. Det lykkedes Mads Pedersen at slide sig løs, og han vandt med nogle få sekunders forspring til Michael Valgren. Spredningen var stor i feltet, og man må sige, at Vejle-etapen endnu en gang viste sin berettigelse. Det er faktisk ikke så almindeligt, at der i ”flade” etapeløb skabes tidsforskelle af den størrelsesorden, som tilfældet er med Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt. Man kunne godt sukke efter en international endagsklassiker eller et VM i dette terræn.

Enkeltstarten i Randers resulterede i dødt løb mellem Mads Pedersen og Michael Valgren, og så var der kun Aarhus-etapen tilbage at gøre godt med for Valgren. Etapen var kuperet, hvilket kunne ses på gennemsnitsfarten, der lå på ca. 41 km/t – det samme som på kongeetapen. Første del af ruten gik gennem Mols Bjerge. Masser af højdemeter, bestemt, men når et bakkelandskab ligger tidligt på ruten – som også Odsherred-højdedraget gjorde -, så får det sjældent nogen synlig betydning for den måde, et profløb udvikler sig på.

Trods flere hårde bakker frem mod Aarhus var det da også et ganske stor felt med favoritterne, der nåede rundstrækningen. En rundstrækning, som ifølge arrangørerne var gjort endnu hårdere i år. Det viste sig dog, at der udelukkende var tale om en forlængelse af strækningen på Oddervej og ikke – som nogle af os havde spekuleret i – en løsning med to stigninger i stedet for én. Uanset hvad så endte det hele i en massespurt, sådan som det plejer at gøre i Aarhus. Valgren kom aldrig i nærheden af at true Mads Pedersen, og så kunne sidstnævnte snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2017.

De danske ryttere var massivt repræsenteret i toppen af det endelige klassement. Det kan man være glad for. Man kan også være ærgerlig over det. For betyder det ikke, at niveauet i det ellers internationale felt er for lavt? Jeg savnede i hvert fald et par ikke-danske kapaciteter. Froome og Nibali er nok svære at få herop, I know, men ryttere som Daniele Bennati og Lars Boom har før sat deres præg på løbet, og der var for få fra den pulje i år. Nacer Bouhanni og John Degenkolb var topnavnene – de udgik begge, omend Bouhanni nåede at score en andenplads på Kalundborg-etapen.

Man kan håbe, at det bare var et lidt tyndt år i år, bl.a. som følge af det forestående VM. Men PostNord Danmark Rundt er konstant i fare for at miste prestige og betydning. Det kan nemt ende som et udvidet Danmarksmesterskab i etapeløbscykling, hvis ikke der er deltagelse af stærke internationale ryttere. Rekruttering af profilerede navne bør derfor nu være et af de større indsatsområder hos de danske løbsarrangører.

Når det er sagt, så er der ikke nogen ydre tegn på, at PostNord Danmark Rundt køres på et lavere sportslige niveau end andre store internationale løb. Gennemsnitsfarten på etaperne er over 40 km/t, og sammenligner man Vejle-etapen i 2015, 2016 og 2017 (som Danskebjerge.dk har gjort), så er farten ikke faldet – faktisk er den steget en lille smule, til 41 km/t. Så det er tvivlsomt, om nogen med det blotte øje kan se, at rytterne ikke er fra den allerøverste skuffe.

Afviklingen
Hver dag havde sin fadæse i årets PostNord Danmark Rundt. Det begyndte ved Asnæs Indelukke-bakken på 1. etape, hvor to udbrydere kørte den forkerte vej. Det er muligt, at de selv kunne have regnet ud, at den var gal, men faktum er, at der ikke stod nogen official parat til at vise dem, at de skulle dreje. En klar organisatorisk fejl, men efter min mening blev det løst på en sportslig fair måde. Ingen ryttere mistede tid på brøleren.

Værre var det med problemerne på 2. etape. Jeg føler mig overbevist om, at etapen kunne have været gennemført trods vinden og nedbøren. I stedet blev der indledt en kompleks korrespondance mellem forskellige aktører i løbet, og selvom DR og løbsledelsen forsøgte at få det til at se ud, som om aflysningen blev vedtaget i enighed, så var det essentielt i protest mod løbsledelsens løsninger, at rytterne stod af cyklerne.

Meget er sagt i den sag, men jeg savner altså stadig nogle klare objektive beviser på, at vejret virkelig var så usselt, som det blev gjort til. Ifølge mine oplysninger lå middelvinden i Faaborg, som de var på vej hen til, på 15 m/s. Det er stiv kuling. Ikke et behageligt vejr at cykle i, men heller ikke et vejr at aflyse i!

Jeg var skuffet over den aflysning. Og hvad værre var: Nogle ryttere mere end antydede i efterfølgende interviews, at PostNord Danmark Rundts status (eller mangel på samme) spillede en rolle i beslutningsprocessen – at en del af rytterne ikke havde så meget mere at køre for i sæsonen, og at andre havde et VM at se frem til. Underforstået: Når nu løbet ikke er så vigtigt igen, skal man minimere risikoen ved at deltage i det.

Det er en bekymrende udmelding. Et løb som PostNord Danmark Rundt, der i forvejen skal kæmpe for sit renommé, har ikke brug for, at rytterne står og taler løbet ned. Og da slet ikke på en dag, hvor de ikke orkede at køre i stiv kuling.

Vinden løjede af til 3. etape. Uheldigvis skete der påny en fejl i ruteanvisningen. En udbrydergruppe drejede forkert af, fordi de fulgte en politimotorcykel, der drejede. Efter tv-billederne var det forståeligt, at rytterne fulgte efter motorcyklen, så igen har man indtrykket af, at det var et organsatorisk kiks, vi var vidne til. Nu kunne det vel ikke blive værre, tænkte man, og så skete der alligevel det på 5. etape, at en reklameportal et sted i Aarhus kollapsede, sådan at to ryttere måtte bremse op og umiddelbart efter blev hentet af hovedfeltet. Om det var en rent teknisk defekt, eller om der også var et menneskeligt element i det – det ved jeg ikke. Men i hvert fald var det endnu en dum fejl i rækken af dumme fejl.

Det er egentlig lidt paradoksalt, for Danmark har ry for at være dygtig til at organisere store internationale sportsevents. At det så går helt galt i årets PostNord Danmark Rundt, kan i princippet skyldes en tilfældig ophobning af sort uheld. Mit gæt er dog, at der er sket noget i kulissen, der har svækket organisationen på en eller anden måde. Der må have været nogle led i kæden, der i år var svagere end normalt. Forhåbentlig fører fejlene til bedre kvalitetssikring frem over. Der er jo faktisk meget på spil, eftersom Danmark har ambitioner om bl.a. en Tour de France-start inden for en overskuelig fremtid.

Formidlingen
Det var tredje år, at DR sendte live fra Danmarks største cykelbegivenhed. Indførelsen af live-tv står fortsat som et af de helt store fremskridt i løbets historie, og produktionen lever op til, hvad man kender fra andre løb af denne kaliber, herunder flotte helikopterbilleder.

Set i det lys kan det måske grænse til flueknepperi at kritisere svipsere undervejs, men på den anden side: Når nu setuppet er der, kan de produktionsansvarlige vel godt lige oppe sig og få optimeret transmissionen.

Produktionen er tydeligvis lagt an på forudsigelighed. Producerne vil meget gerne have en udbrydergruppe foran og et hovedfelt et par minutter bagude, for så kan der klippes mellem de to motorcykler, der følger hver gruppe. Skabelonen følges nærmest slavisk, og det gør, at der ikke er plads til at prioritere bestemte ting undervejs.

For at nævne et eksempel: Kommentatorerne Liniger og Frost talte om færiste, da feltet nåede Havnsø – det er jernrør, der ligger nedsænket på tværs af vejen, og som skal forhindre køer og får i at gå henover vejen. Disse riste kunne måske volde rytterne problemer, men vi fik aldrig svaret, for der blev ganske enkelt ikke vist nogen billeder af, at rytterne krydsede ristene. Det var suspense uden payoff, og desværre forekom dette med jævne mellemrum.

Værst var det på Vejle-etapen, hvor bakker som Østengård og Gl. Kongevej blev behandlet aldeles stedmoderligt af DR’s produktionshold. Liniger begyndte ganske vist at tale om, at feltet nærmede sig Østengård-stigningen – men på det tidspunkt var den allerede passeret! Kort efter så man de forreste køre ind på Gl. Kongevej, altimens kommentatorerne fejlagtigt sagde, at man nu var inde på Chr. Winthersvej.

Og så begik DR en fejl, de før har begået – nemlig at fokusere på styrt forud for Gl. Kongevej i stedet for at vise opstigningen. Mens den stejleste asfalt i hele PostNord Danmark Rundt blev forceret, klippedes tilbage til ryttere, der var røget af cyklen på turen ned ad Jellingvej. Dermed mistede man som seer fuldstændig fornemmelsen af, hvad Gl. Kongevej er for en stigning – men, indrømmet, det lå fint i tråd med DR’s hang til hoppen frem og tilbage mellem ryttere!

Og apropos hop. Brostenene i Hopballe blev nævnt flere gange af Liniger og Frost. De har før resulteret i stor dramatik og vilde tv-billeder, men hvis man som seer havde håbet at se rytterne passere det farlige sted, blev man skuffet. Der var lige nogle andre kameraer, der skulle i brug på det tidspunkt åbenbart.

Jeg ved ikke, om tv-transmissionen produceres helt uafhængigt af, hvad kommentatorerne taler om. I hvert fald er mere koordinering tiltrængt. Jeg har ikke brug for at høre om lumske færiste og farlige brostensstykker, hvis DR ikke har i sinde at vise mig dem. Jeg synes, det er træls at se frem til etapeløbets hårdeste stigning, hvis DR i stedet giver mig billeder af ryttere, der ømmer sig efter styrt. Prøv nu at planlægge transmissionen efter nøglemomenterne i stedet for at følge den rutineprægede klippeskabelon, DR! Det burde der være overskud til, når nu man har produceret tv fra løbet i tre år.

Konklusion
Af de tre årgange af PostNord Danmark Rundt, hvor løbet har været vist på direkte tv, var denne for mig at se den dårligste. Der var øjensynligt gået ”the same as usual” i den, både hos de arrangements- og de formidlingsansvarlige – og når først rutinetænkningen indtræder, bliver produktet ofte ringere. Nej, man kan ikke vinde hver gang, men man kan lære af sine fejltagelser, og jeg håber virkelig, at DR og DCU gør det. Jeg er fortsat stor fan af løbet og glæder mig til at se det i en forbedret udgave næste år.

Læs også: http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post323

/Jacob

Det kan godt virke, som om feltet i årets Post Danmark Rundt er lidt svagere end de forudgående år. Der mangler typer som Lars Boom, Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen – de har før gjort sig fornemt bemærket i løbet. Som årets største navne præsenteredes i stedet Nacer Bouhanni og John Degenkolb, men førstnævnte trak sig på 2. etape, og sidstnævnte har været en skygge af sig selv.

Lidt skuffende, men hvor meget lider det sportslige niveau under dette forfald?

Det er som udgangspunkt svært at vurdere, men i kraft af kongeetapen i Vejle er der faktisk et sammenligningsgrundlag. Etapens første del ændrer sig ganske vist fra gang til gang, men i de nu tre år, hvor de sidste 50 kilometer har været uforandrede, har feltet været nogenlunde samlet ved ankomsten til Vejle. Derfor kan resultaterne af kongeetapen i et vist omfang godt udtrykke noget om styrken i feltet.

Her i 2017 snuppede Mads Pedersen sejren, nogle få sekunder foran Michael Valgren. Etapen havde formet sig, som den oftest gør – med udskilning på rundstrækningen med Kiddesvej, hvor der endnu på sidste runde er 10-20 ryttere samlet helt i front. Men var der nogen momenter, der afveg fra det “normale”?

Her er nogle andre sammenligninger, jeg har lavet ud fra resultatlisterne (fra www.procyclingstats.com):

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t

Man kan i hvert fald slå fast, at hvis feltets niveau er ringere i år, så ses det ikke på farten. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at gennemsnitsfarten på en etape bliver som den bliver – vind osv. -, men jeg synes, ligheden i farten er påfaldende. (Ja, faktisk er den jo steget lidt.)

Lad os så se lidt på tidsforskellene i klassementet for etapen (i minutter):

Tidsforskel mellem nr. 1 og 20:

I 2015: 1.22
I 2016: 0.23
I 2017: 0.37

Tidsforskel mellem nr. 1 og 40:

I 2015: 12.10
I 2016: 1.25
I 2017: 2.18

Tidsforskel mellem nr. 1 og 60:

I 2015: 13.29
I 2016: 3.21
I 2017: 6.32

2015-udgaven skiller sig fra de to andre ved at have større tidsforskelle i alle tre sammenligninger. Især adskiller 2015 sig fra 2016: 1 minut større tidsforskel i top 20, og næsten 11 minutter i top 40. Differencerne kan måske forklares med, at Tinkoff-Saxo i 2015 år stillede med et særligt stærkt hold og gjorde meget for at dominere løbet. Et felt med ét meget stærkt hold må alt andet lige være mere udsat for at knække over end et felt med mange nogenlunde lige stærke hold (som i f.eks. 2017). Der kan selvfølgelig også være tilfældigheder i spil.

2017-udgaven af kongeetapen lægger sig nogenlunde midt imellem de to andre, så igen må man sige, at der ikke ud fra tidsforskellene kan udledes noget om feltets eventuelle svaghed i år.

Måske er der noget om snakken, men det kan i hvert fald ikke ses med det blotte øje.

SE OPDATERET ANALYSE FRA 2022 HER: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/08/20/ekstraordinaer-vejle-etape-gav-gennemsnitlige-resultater/

/Jacob

Bjerget. Åh nej. Det er lige om lidt. Jeg snupper et par dybe vejrtrækninger. Snart vil pulsen brage i vejret. Det er nu, det kan vise sig, om dagen bliver en succes eller en fiasko.

Det er så nemt at le ad de ikke særligt alpine højdedifferencer i Danmark. Men hvis man deltager i et cykelløb, er man ikke i tvivl om, at der er forskel på flad vej og stigende terræn. Faktisk kan en stejl bakke på bare et par hundrede meter få afgørende betydning for, hvordan løbet udvikler sig for dig som deltager.

To weekender i træk har jeg nu deltaget i motionsløb, hvor Menstrup Bjerg har indgået i ruten. Menstrup Bjerg ligger i Sydsjælland og er kendt af enhver motionscyklist på egnen. Det er omtrent den eneste stejle bakke i området mellem Næstved og Skælskør, og det er ikke en gang fordi den er så slem igen – alene vurderet ud fra tallene. Den er 530 meter lang og stiger med 4,7% i snit. Det er set grummere.

Få sekunder kan koste
Alligevel ved man bare, at det bjerg har en del at skulle have sagt. For hvis du ligger i en gruppe, der har gode, ambitiøse ryttere med, vil der med garanti opstå splittelser her. Det er på stigende terrænoverflade, at forskellen i rytternes formåen (og kropsvægt) udkrystalliseres.

Og selvom det måske kun er nogle få sekunders huller, der opstår på bakken, så kan det være nok til at ændre præmissen for resten af løbet. Sidder du som nummer fem i en gruppe på ti mand, og du mister hjulet på den fjerde, så slipper de fire måske afsted i en ny gruppe, mens du må indfinde dig i jumbodelen af den tidligere timandsgruppe. Her er der typisk færre stærke folk til at trække, så i sidste ende kan de få meter, du mister på bakken, betyde et tidstab på adskillige minutter, når du kommer i mål.

Selvfølgelig spiller det også ind, at stigninger som Menstrup Bjerg ofte lægges ind i den sidste del af ruten. På det tidspunkt er vi ryttere alt andet lige mere trætte – og derfor er styrkeforskellen mellem os også mere udtalt.

Fårene og bukkene
Det er faktisk ret vildt, hvor meget der kan ske på sådan en stigning. I søndags lå jeg omtrent i midten af en ret stor gruppe, da vi kørte ind på Menstrup Bjerg.

Gruppen er ført an af en 4-5 gutter, der træder en god pedal, så alle vi andre ved udmærket, at det gælder om at hænge på dem, sådan som vi stort set har gjort de foregående ca. 50 kilometer.

Efter få meter kan man se, hvem der rykker frem i rækkerne, og hvem der falder igennem. Det hænger sammen med, at Menstrup Bjerg er stejlest på den første halvdel. Hældningen begynder ret pludseligt, og på de første 225 meter, hvor vejen er en hulvej, stiger terrænet med 7,3% i snit. Derfor falder tempoet markant. Man oplever, at tingene foregår i slowmotion – forstærket af bevidstheden om, hvor meget der er på spil netop i dette øjeblik.

En skægget rytter i rød trøje går det særligt skidt for. Han rammes af bakken som af en hammer. Et par andre i gruppen giver ham en kommentar med på vejen, for hans dyk i fart skaber nærmest trafikprop på den smalle vej. Irriteret råber manden et eller andet som svar, men i samme øjeblik hører man hans kæde skramle og falde af. Han kigger vantro ned på sin defekt – formentlig forårsaget af et forhastet gearskifte. Mere når jeg ikke at se, for nu gælder det om at hænge på.

Men det kniber det med. Jeg opdager, at gruppen er knækket over. Jeg sidder tilsyneladende imellem to grupper – overhaler en enkelt mand og ser så, at fem fyre er stukket af forude. Vi er kommet ind på den fladere anden halvdel af bakken, men: jeg sidder alene. Jeg træder alt, hvad jeg kan. Alligevel når dem foran at forsvinde bag toppen, inden jeg når derop.

Krisestemning nedad
Så er der dømt krise. Hullet bør lukkes, siger mit hoved. Men benene parerer ikke ordren.

Nedkørslen er stejl og med et sving. Jeg vinder lidt ind på frontgruppen, men derefter flader vejen ud igen, og så opstår problemet: De kører samlet, mens jeg kører alene. Og kører man alene, er man langsommere. Sådan er det bare.

Jeg giver den et sidste skud i bøssen i håb om at hente dem. Fuld skrald over nogle hundrede meter. Men uden synlig effekt. Jeg mærker kræfterne sive ud, mens gruppen foran bliver mindre og mindre.

Og så indtræffer miraklet. Eller det vil sige – det starter med et nederlag, for der sker det, at jeg passeres af ryttere bagfra. Nu er det pludselig mig, der er manden med tilbagefald. Men så lysner det: Det er som om, at massen af ryttere strækkes ud over et længere stykke, og man får mange muligheder for at fange et baghjul. Lige hvad der skulle til, set fra min synsvinkel. Stille og roligt samles den gamle gruppe igen.

Jeg har været heldig: De folk, der blev sat på Menstrup Bjerg sammen med mig, har altså haft noget at skyde med. Det er dem, der bliver min redningsplanke.

De resterende halve snes kilometer til mål holder gruppen nogenlunde sammen, og jeg kører over stregen med en gennemsnitsfart, som ligger en del over, hvad jeg havde forventet. Dermed også sagt, at det var en fordel for mig, at der ikke var flere større stigninger, end tilfældet var, for jeg har helt sikkert hørt til de ryttere, der i perioder kørte over syregrænsen. Når man gør det, er man særligt sårbar på bakkerne.

Store ryttere bruger også små bakker
Det tog kun lidt over ét minut at forcere Menstrup Bjerg – en brøkdel af den samlede tid på 1 time og 48 minutter for de 67 kilometer. Men det er den passage, jeg vil huske klarest. Og uanset hvordan man betragter det, så var det et vigtigt moment i løbet. Hvilket bakker generelt er i cykelløb. Også hos de allerbedste cykelryttere. Det er bare ikke altid, man ser det i f.eks. tv-transmissioner. Ofte fokuserer tv-producerne mere på ryttere end på bestemte steder i terrænet, og andre gange kan det være svært at se på billederne, hvornår terrænet stiger. Men jeg vil påstå, at de fleste angreb finder sted på en bakke eller i forlængelse af den.

Det er selvfølgelig ikke altid, at bakkerne har drama i sig. I det løb, jeg kørte i dag, kom vi også op over Menstrup Bjerg, men her var der ikke helt så meget pres på. Eller også var det bare, fordi jeg sad fremme i min gruppe og ikke opdagede, hvordan folk faldt fra bagude.

P.S.: Menstrup Bjerg er ikke et kælenavn, som nogen har givet knolden vest for Næstved. Den hedder virkelig Menstrup Bjerg, hvilket også fremgår af topografiske kort. Toppen befinder i øvrigt 43 meter over havet.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s betragtninger om udfordrende stigninger her.

/Jacob

Det nys overståede EM i landevejscykling var velorganiseret. Så meget kan siges. I det hele taget har Danmark en tradition for at afvikle velorganiserede cykelløb.

Men!

Løbene blev afviklet i Herning, og Herning – alle andre styrker ufortalt – ER bare ikke noget særligt interessant sted til cykling på landevej. Terrænet er kedeligt. Og det er vejrforholdene altså også. Herning/Ikast-området er et de områder i Danmark, hvor vejret er absolut dårligst hen over året, og det noget omskiftelige vejr under EM lod da også til at begrænse tilskuertallet til eventen.

Nu har jeg for så vidt ikke noget imod, at professionelle cykelryttere kører rundt på flade veje i regnvejr. Men jeg er træt af, at *hver gang* Danmark er vært for internationale topløb, så skal det foregå i bakkeløse landskaber.

Sådan her ser det ud i dette årti indtil videre:

– VM 2011. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 2. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 3. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– EM 2017. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.

Det er altså en enerverende statistik.

Der har på det seneste været talt en del om en mulig Tour de France-start i Danmark. Men hvis de beskrevne ruteudkast holder stik, så vil det blive med afslutninger på flad vej. Altså sprinterguf igen-igen. Der er simpelthen ikke fokus på at gøre i det mindste én af etaperne til en kuperet én af slagsen. Og dét selvom det er veldokumenteret, at landevejscykling i Danmark kan være lige så udfordrende som i f.eks. Ardennerne.

Nu handler afvikling af cykelløb jo i høj grad om logistik, som én skrev på Facebook. Og ja, det gør det da. Men det er med cykelløb som med arkitektur. At hvis man kun tænker i logistik, så bliver slutresultatet gråt og kedeligt. Nogen skal turde være ambitiøs. Nogen skal turde skubbe de logistiske og økonomiske hensyn lidt ned ad prioriteringslisten og give plads til de sportslige. Bare en gang imellem.

/Jacob

Amstel Gold Race er det klassikerløb, der er mest dansk. Forstået på den måde, at løbets rute minder om noget, man ville kunne opleve på danske landeveje. Løbet kan sammenlignes med Grejsdalsløbet omkring Vejle – jeg har prøvet begge ruter, dog kun mellemdistancerne -, og højdeprofilerne, jeg viser her, er fra hhv. Amstel og Grejsdalsløbet.

En af lighederne er, at der er rigtig mange bakker. Amstel Gold Race er nok den af forårsklassikerne med flest bakker, men Grejsdalsløbet hænger godt på. Og begge løb har adskillige stigninger, der stiger med mere end 15% på det stejleste.

En forskel – som også fremgår af de viste højdeprofiler – er, at højdeforskellene i Amstel er større. Hvor Grejsdalsløbets terræn konstant ligger mellem 0 og 100 meter over havet, så ligger det i Amstel mellem ca. 60 og 330 meter over havet. Det indebærer så også, at nogle af de sydhollandske stigninger er længere og har flere højdemeter end de vejlensiske (f.eks. har Camerig-stigningen hele 146 højdemeter).

Til gengæld har Grejsdalsløbet længste rute en mere modbydelig afslutning. Her skal man op ad Gl. Kongevej, der måske nok er kortere end den berømte Cauberg, men sidstnævnte har noget lavere maksimal og gennemsnitlig stigningsprocent end Gl. Kongevej, som med sin max på 19,5% altid tvinger mange trætte deltagere til at stå af cyklen og trække op.

En interessant detalje er, at der i Grejsdalsløbet øjensynligt er flere højdemeter pr. kilometer end i Amstel Gold Race. Det gælder ikke for de ruter, jeg har kørt, men hvis man sammenligner den officielle Amstel Gold Race-rute med de længste ruter i Grejsdalsløbet, så er det løbet i Vejle, der ser hårdest ud (11,4 højdemeter pr. km mod 10,9 højdemeter pr. km). Der er en vis usikkerhed forbundet med sådanne opgørelser, og ruterne kan blive ændret (Amstel-ruten har f.eks. fået en ny afslutning i 2017). Men når den danske rute er så hård, hænger det sammen med, at det ganske enkelt går op og ned hele tiden. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvor lange de enkelte stigninger er.

/Jacob

P.S.: Her er Chris Anker Sørensens syn på Ardennerklassikerne: http://sport.tv2.dk/cykling/2017-04-16-der-sad-vi-otte-proffer-og-spiste-is-paa-en-smaasnusket-tankstation

Med en højdeforskel på ca. 100 meter er trappen ved Geocenter Møns Klint en løbeudfordring ud over det sædvanlige. Men der er en måde, man kan gøre strækningen endnu grummere på!

Først skal vi måske lige slå fast, hvad vi taler om, når det gælder svære stigninger i Danmark.

Vi har jo ingen høje alper eller fjelde. Men der findes en halv snes stigninger, som byder på mere end 100 højdemeter fra bund til top, og som samtidig har en betydelig hældning. De fleste af disse er placeret i Jylland, men Møns Klint, som ligger i den anden ende af landet, er også godt repræsenteret. Og den skrappeste stigning af dem alle befinder sig altså ved Geocenteret.

Den er først og fremmest modbydelig, fordi den er så stejl. Der er trappetrin fra Østersøkysten og helt op til et terræn, der ligger 100 meter over havet. Stigningsprocenten er 25 i snit. Det er noget stejlere end på f.eks. stien op til tårnet på Himmelbjerget, hvor stigningsprocenten hedder 13,9.

Møns Klint-trappen er kendt af mange naturelskere og motionister, og den har indgået i flere tv-programmer, fordi den er ideel til afprøvning af forskellige personers fysiske formåen. Trappen har også en berømt og berygtet plads i det traditionsrige Klinteløb, der har start og mål ved Geocenter Møns Klint.

Hvad de fleste løbere dog overser, er, at stigningen ikke slutter ved toppen af trappen med de knap 500 trin. Nej, der er faktisk næsten 30 højdemeter yderligere at kaste sig over. Du skal blot dreje til højre og fortsætte dit løb. Så møder du en ny trappe, der fører dig op mod Dronningestolen – det højeste punkt på hele klinteskrænten. Denne trappe (lad os da være royale og kalde den Dronningetrappen!) har en højdeforskel på ca. 21 meter. Og har trin, der er lige så krævende som dem på Geocenter-trappen. Når Dronningetrappen er overvundet, går der en sti op til udsigtspunktet ved Dronningestolen.

Dronningestolen befinder sig i en højde af 129 meter over havet. (Visse opslagsværker angiver 128, men de nyeste digitale målinger, som hjemmesiden Danskebjerge.dk har studeret, siger altså 129 meter.) Ved ankomsten har du tilbagelagt en strækning, hvis længde er forholdsvis beskeden – kun godt 500 meter. Men højdeforskellen er hele 128 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på grusomme 25,1. Selv de mest veltrænede vil få deres sag for her!

Samlet vil du på turen have kæmpet dig op ad næsten 600 trappetrin. Undertegnede har ved seneste besøg talt 97 trin på Dronningetrappen, og 494 trin på Geocenter-trappen (også kaldet Maglevandstrappen). Antallet af trin på sidstnævnte kan variere en smule, fordi Naturstyrelsen nogle gange må rykke ud og skifte trin ud allernederst på trappen. Det skyldes skader fra havets bølger.

Denne artikel er ledsaget af et billede, der viser hele stigningen op til Dronningestolen. Sidstnævnte punkt er vist med en rød prik.

/Jacob

Den danske vinter tillader kun med mellemrum, at kælke og ski bliver luftet på skråningerne. Og når man så endelig står dér på toppen af den snedækkede bakke, så er det jo ikke en lige så lang tur der venter, som hvis det havde været i de franske alper eller de norske fjelde.

Men hvor udfordrende er de danske skibakker egentlig?

Det vel nok mest kendte skicenter i Danmark er Hedeland Skicenter øst for Roskilde. Den arrangerende skiklub angiver selv nogle data for hældningerne:

“Faldhøjden på bakken er 45 meter, og den er 282 meter lang. På den første tredjedel har bakken en hældning på 27,42%, hvilket svarer til en rød piste. Den midterste tredjedel hælder 15,85%, der lige akkurat kan angive blå. Nederste tredjedel er hælder 2,85%, så det er en ekstremt svag grøn. Alt i alt kan en tur fra toppen og ned betegnes som en tur på en blå piste, omend i den lette ende af blå.”

De 45 højdemeter gør Hedelands skibakke til den største i Danmark, hvis man altså alene tager de officielle skianlæg, hvor skiklubber i nyere tid har stået for arrangementer. Samtidig er den hedelandske hældningsgrad også betragtelig efter danske forhold. Her spiller det ind, at skibakken er kunstigt lavet. Det er sjældent, at man i den uspolerede danske natur finder så kraftige hældninger over længere stræk.

Det skulle da lige være Fårebakkerne ved Næstved (se foto). Her er skråningerne skabt af istiden, og den mest markante af dem kaldes Skibakken, fordi der – især for år tilbage – ofte blev dyrket skiløb her. Så vidt Danskebjerge.dk kan vurdere ud fra fotos, hælder Skibakken på sit øverste stykke med 20 grader. Det svarer til 36%. Altså mere end Hedelands skibakke, hvor der dog er tale om en angivelse for et noget længere stykke.

Hvor stejlt er 20 grader? Ja, man kan jo gøre som i Hedeland og sammenligne med rigtige alpine skianlæg i udlandet. Her bruger man – som de fleste nok ved – farver til at beskrive sværhedsgrad. De varierer lidt fra land til land, men for Norge har jeg set følgende definitioner (og suppleret med en konvertering af gradsangivelserne til procenter):

Grøn: Indtil 8,5 grader (15%) i snit
Blå: 8,5 – 14 grader (15 – 25%) i snit
Rød: 14 – 24 grader i snit (25 – 44,5%) i snit
Sort: Over 24 grader (44,5%) i snit

Dette placerer altså det stejle øverste stykke på Skibakken i Fårebakkerne solidt i kategorien rød piste. Nu er Skibakken så noget fladere på sin nederste halvdel, så samlet set dratter den et godt stykke ned ad rangstigen. Tager man fugleflugtslinjen, er bakken 250 meter lang, har et samlet fald på 37 højdemeter og skråner i snit med 14,8% (8,4 grader). Det er – med lidt god vilje – nok til at komme op i den blå kategori.

Imidlertid er der nogle træer på stedet, der gør, at de fleste nok vil vælge en lidt anden linje på vej ned. Desuden har jeg selv bevidnet, at børn på kælk går i stå noget tidligere end i bunden af bakken. Så en realistisk angivelse kunne se således ud: 140 meter lang, 27,5 højdemeter, 19,6% (11,1 grad) i gennemsnitlig hældning. Det vil gøre Skibakken til en typisk blå piste (hvis man da kan tale om, at noget er typisk, når strækningen er så kort…).

Men, men, men. Både Skibakken ved Næstved og den i Hedeland bliver snart overgået betydeligt. Det sker, når Amager Bakke åbner. Amager Bakke er en kunstig skibakke, anlagt på taget af et hypermoderne forbrændingsanlæg. Højdeforskellen vil være på hele 85 meter, og pistens længde 320 meter. Det giver et gennemsnit fra top til bund på 26,6% (dvs. let rød piste).

Men også den maksimale stejlhed giver de andre danske skibakker baghjul. Helt op til 45 grader vil hældningen være, når den er “værst” – det svarer til intet mindre end 100%! Denne ekstreme hældning vil befinde sig på det allerøverste stykke, hvor pisten er “ujævn”, som der står i foromtalen.*)

Amager Bakke ventes at åbne i december 2017. Se mere om det ambitiøse projekt her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-skibakker6.htm

Hvis du i øvrigt får brug for at regne ud, hvad grader svarer til i procent – og omvendt -, så er der et konverteringsprogram her:

http://www.erikoest.dk/gradient.htm

/Jacob

*) De 45 grader er siden blevet rettet til 45 procent, hvilket er en hel del mindre – og noget mere plausibelt.

Anden etape i PostNord Danmark Rundt 2016 havde en mageløs afslutning. På finalestrækningen op forbi Dybbøl Mølle – en ca. 1,5 km lang stigning – tog løbet gang på gang en ny drejning. Man bliver næsten helt forpustet af bare at høre kommentatorsporet. Jeg har lavet en udskrift (ordret, med enkelte undtagelser).

Situationen: Ved bunden af målbakken ligger Lars Boom ca. 100 meter foran feltet. To andre er stukket fra hovedfeltet. Henrik Liniger er kommentator, Dan Frost medkommentator.

[1500 meter til mål]

HL: Der er kun én vej nu for Boom.

DF: Men der er stadig langt. 1500 meter har han hjem.

HL: Det er Pfingsten fra Bora-Argon, og så er det Mads Pedersen fra Stölting, som sidder der. Så får vi lidt dansk også. Valgren forsøger også at komme op, får vi at vide…

HL: Det ER Valgren derude til højre.

DF: Han kører kontra, Valgren!

[1000 meter til mål]

HL: Lars Boom ser ud til at gå en lille smule i stå her. Dér passerer han 1000-meter-mærket. Det er Valgren, der kommer dernede…

HL: Spændende afslutning! Måske bliver det ikke en massespurt alligevel? Måske når de at hente Boom? Det er stadigvæk et åbent spørgsmål. Et brag af en afslutning. Han kigger bagud…

HL: Det er Valgren, der kommer dernede… Valgren mod Lars Boom – det er to af feltets helt store profiler.

DF: Og Valgren kan jo det her på sådan nogle afslutninger – det har vi jo set.

HL: Mads Pedersen er blevet hentet…

HL: Det er Lars Boom foran Valgren. Der kommer lidt stigning her – og lidt brosten til sidst…

HL: Boom kigger meget bagud. Hvorfor kører han ikke bare?

HL: Dér kommer Valgren… Og så er det ham, der kører kontra! Skal det være Michael Valgren!? Det vil være overraskende, hvis den kører hjem den her. Men han prøver i hvert fald…

HL: Det er Valgren, der har overhalet Lars Boom. Boom har slået ud. Valgren med et lille hul, men der er stadig et stykke vej hjem…

HL: De kommer dernede, Lotto-holdet. Jeg tror lige præcis ikke, han kan nå det. Godt forsøgt af Michael Valgren, men nu kommer sprinterholdene…

[250 meter til mål]

DF: Moreno åbner. Benatti er på hjul!

HL: Valgrens rolle udspillet. Det bliver Hofland og Bennati.

HL: Hofland langt ude fra, Bennati sidder på hjul. Det bliver side om side.

HL: Og så kommer Magnus Cort! Magnus Cort forsøger at komme op, men det bliver… tror det bliver Hofland… Jeg tror…

HL: Nej, det bliver Cort! Det bliver Cort, der tager den til allersidst!

HL: Hold da op en afslutning!

–

Du kan se hele afslutningen i Sønderborg her:

https://youtu.be/UkvzIhSaukA

/Jacob

PostNord Danmark Rundt ligner aldrig helt sig selv, og i 2017 er der mindst én stor ændring. I dag blev det nemlig annonceret, at etapeløbet ikke skal slutte på Frederiksberg, som det ellers har gjort siden Arilds tid, men derimod i Aarhus. Det betyder jo så, at etaperne vil bevæge sig fra øst mod vest i stedet for fra vest mod øst som vanligt.

Detaljer om ruterne kommer først senere, men løbsdirektør Jesper Worre har allerede nu sagt, at den traditionelle rundstrækning i Aarhus bliver “lidt længere og også hårdere”. Det tolker jeg sådan, at man vil prøve at få det kuperede område omkring Moesgård med – og/eller eventuelt Jelshøj (se foto herunder). Udfordringen her er den klassiske: at hvis man udvider ruten for at nå rundt om en hård bakke, så opstår der nemt nogle transportstykker, som neutraliserer den opnåede hårdhed. Nu må vi se, hvordan Worre & Co. griber sagen an.

Når man starter etapeløbet med at køre ud af København, kommer Valby Bakke selv sagt til at spille en meget mere perifer rolle end normalt. Ikke at stigningen (370 meter lang, stigning i snit 4,3%) plejer at få afgørende betydning for løbet, men det er dog en markant afvigelse fra traditionen, at feltet ikke skal op over den i 2017.

Til gengæld åbner det for en unik mulighed på det vestlige Sjælland. Det vanlige ruteforløb passer ikke så godt med steder som Kalundborg og Odsherred, da karavanen typisk er på vej i østlig retning hen over Sjælland. Men når der køres vestover, er der gode chancer for en kuperet etapeafslutning i det nordvestsjællandske. Personligt kunne jeg håbe på, at man inddrog nogle af områdets rigtig stejle stigninger (i Top 20 over de stejleste danske veje finder man seks veje herfra).

Men der er vel også er et andet scenarie i spil, nemlig at PostNord Danmark Rundt benytter lejligheden til at tage et smut sydover. Altså eksempelvis have mål i Stege på Møn på 1. etape. Det er ikke så tit, løbet er på de kanter, men netop i 2017 er muligheden der. En målstreg helt ude ved Møns Klint er nok for meget at drømme om, selvom det ville være spektakulært.

/Jacob

Ruten i årets VM i landevejscykling siger i al sin fladhed en del om, hvad der er tilbage, når de veje, som rytterne begiver sig ud på, er blottet for højdeforskelle.

Ifølge højdeprofilen (se ovenfor) er der ikke en eneste pukkel på ruten i Doha, Qatar. Det er ikke helt sandt, for på rundstrækningen, der overvejende er placeret på halvøen The Pearl, kan man se rytterne møde en lille, ikke særlig stejl stigning på måske op til 10 højdemeter. Mon ikke det er dér, hvor de er et kort smut inde i landet. Resten ser temmelig pandekagefladt ud.

Og hvilke andre potentielle rutefaktorer er der så tilbage? Jeg vil især pege på fem:

– Underlaget.
På VM-ruten er der ikke god, jævn asfalt hele vejen – der er også et lille stykke med brosten.
– Klimaet. Det er ca. 35 grader og solskin i Doha. Luftfugtigheden er høj pga. rutens nærhed til havet. Nogle ryttere har sværere ved varme end andre.
– Længden. Proffernes rute er 257 kilometer lang – svarende til længden af typiske endagsklassikere.
– Vinden. Terrænet er forholdsvis åbent i Doha. Vind kan splitte cykelfelter.
– Svingene. Sving er der mange af på rundstrækningen, også 180 graders sving. De tvinger tempoet ned og kan også give anledning til styrt.

Det vil altså være forkert at sige, at en rute med få højdemeter også er en rute, hvor de omgivende faktorer er betydningsløse. Og for en motionist kan flere af de nævnte forhold have stor indvirkning på vedkommendes præstation.

Feltet holder stand
Al erfaring viser imidlertid, at for et elitefelt skal faktorerne være meget markante for at påvirke væsentligt. Selvfølgelig spiller eksempelvis rutelængden ind, men set udefra er virkningen nærmest ikke eksisterende. Et stykke med pænt lagte chaussésten, der for en motionist måske ville opleves temmelig rumlende, vil heller ikke få den store effekt – der skal toppede brosten el.lign. til for at ryste et felt med erfarne ryttere. Det samme med sving. Styrt i sving kan få betydning for udfaldet af løbet, javist, men der er mange andre ting, der kan forårsage styrtene, ligesom skarpe sving ikke er nogen optimal affyringsrampe til angreb, når terrænet samtidig er fladt som i Doha.

Så er der klimaet, og det er jo noget, der har været talt en hel del om op til årets VM. Det er barskt i Qatar, og den stygge hede vil kræve ofre. Når jeg alligevel ikke ser det som en væsentlig sportslig faktor, er det fordi det er en konstant påvirkning, som vi som publikummer vil få svært ved at iagttage, undtagen når enkeltryttere decideret får det dårligt. For resten er det ikke ualmindeligt, at Grand Tour-etaper foregår i 35 graders varme. Jeg vil mene, at vi skal op på 40 grader, før der er tale om en markant ydre faktor.

Men vinden da? Den har der også været snakket om. Faktisk tales der tit om vind, når en rute er flad. Det er bare sjældent, at vinden bliver udslagsgivende. Det hænger nok sammen med, at to forhold skal være til stede samtidig. Dels skal vinden være virkelig kraftig og komme fra den “rigtige” side, og dels skal der være hold, der målrettet forsøger at udnytte den – individuelle ryttere kan ikke gøre nogen forskel. Jeg tror ikke rigtig på vindfaktoren som udslagsgivende, og i øvrigt ligger vindhastigheden i Doha i disse dage på under 5 meter i sekundet. Det er der ikke meget drama gemt i.

Endimensionelt cykelløb
Alligevel kan der opstå drama i sådan et løb, f.eks. ved at rytterne selv skaber det med udbrudsforsøg. Det så man ved juniorernes løb, hvor der jo også kom en dansker alene til mål. Men det ændrer ikke ved min holdning: Jeg synes, det bliver et meget endimensionelt løb, når ruteprofilen er så slap. Det bliver “enkeltstart med massestart”, og de nøglemomenter, man glæder sig til i cykelløb med kuperede ruter, må man kigge langt efter i Qatar. Det gør, at man som tilskuer distanceres i forhold til løbet og i øvrigt til lokaliteten i det hele taget. Personligt har jeg ikke fået lyst til at besøge Doha som turist efter at have set VM i landevejscykling.

Nu behøver oliesheikerne jo heller ikke bekymre sig så meget om turisme. Deres økonomi skal nok hænge sammen uden. Men i Danmark var der meget fokus på netop det aspekt, da der blev afholdt VM her i 2011. Har Danmarks VM sat sig varige spor i hukommelsen hos dem, der så det? Publikumsinteressen ude på ruten var i hvert fald meget større, og det indvirkede positivt på tv-billederne. Men det blev et sprinter-VM, fordi man havde valgt nærhed til København frem for kuperet terræn, og man må spørge, om det valg af strategi betalte sig. Havde man dermed ikke fra starten afskrevet chancen for, at VM i Danmark ville blive et af de mest mindeværdige i cykelhistorien?Ville en anden dansk lokalitet, der både så flot ud fra luften, og som gemte på markante stigninger à la Amstel Gold Race, ikke have gjort større indtryk på seerne ude omkring i verden?

En opfordring
Spørgsmålene har aktualitet, fordi der er danske organisationer, der pønser på at få et VM til landet snart igen. Min opfordring er: Opprioritér det sportslige aspekt. Gå mere efter højdemeterne. Selv hvis eventen blev placeret på Bornholm, ville der komme flere tilskuere, end der har været i Qatar. Og så ville man måske få udlandets øjne op for, at Danmark er mere end bare København og et fladt landskab.

VM i Doha har bekræftet mig i, at Qatar er ørken, skyskrabere, kunstig natur, ulidelig hede og nul stemning i gaderne. Fornemmelsen, man sidder tilbage med, er ligesom ruten: flad.

/Jacob