Blogsbjerg

Med en højdeforskel på ca. 100 meter er trappen ved Geocenter Møns Klint en løbeudfordring ud over det sædvanlige. Men der er en måde, man kan gøre strækningen endnu grummere på!

Først skal vi måske lige slå fast, hvad vi taler om, når det gælder svære stigninger i Danmark.

Vi har jo ingen høje alper eller fjelde. Men der findes en halv snes stigninger, som byder på mere end 100 højdemeter fra bund til top, og som samtidig har en betydelig hældning. De fleste af disse er placeret i Jylland, men Møns Klint, som ligger i den anden ende af landet, er også godt repræsenteret. Og den skrappeste stigning af dem alle befinder sig altså ved Geocenteret.

Den er først og fremmest modbydelig, fordi den er så stejl. Der er trappetrin fra Østersøkysten og helt op til et terræn, der ligger 100 meter over havet. Stigningsprocenten er 25 i snit. Det er noget stejlere end på f.eks. stien op til tårnet på Himmelbjerget, hvor stigningsprocenten hedder 13,9.

Møns Klint-trappen er kendt af mange naturelskere og motionister, og den har indgået i flere tv-programmer, fordi den er ideel til afprøvning af forskellige personers fysiske formåen. Trappen har også en berømt og berygtet plads i det traditionsrige Klinteløb, der har start og mål ved Geocenter Møns Klint.

Hvad de fleste løbere dog overser, er, at stigningen ikke slutter ved toppen af trappen med de knap 500 trin. Nej, der er faktisk næsten 30 højdemeter yderligere at kaste sig over. Du skal blot dreje til højre og fortsætte dit løb. Så møder du en ny trappe, der fører dig op mod Dronningestolen – det højeste punkt på hele klinteskrænten. Denne trappe (lad os da være royale og kalde den Dronningetrappen!) har en højdeforskel på ca. 21 meter. Og har trin, der er lige så krævende som dem på Geocenter-trappen. Når Dronningetrappen er overvundet, går der en sti op til udsigtspunktet ved Dronningestolen.

Dronningestolen befinder sig i en højde af 129 meter over havet. (Visse opslagsværker angiver 128, men de nyeste digitale målinger, som hjemmesiden Danskebjerge.dk har studeret, siger altså 129 meter.) Ved ankomsten har du tilbagelagt en strækning, hvis længde er forholdsvis beskeden – kun godt 500 meter. Men højdeforskellen er hele 128 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på grusomme 25,1. Selv de mest veltrænede vil få deres sag for her!

Samlet vil du på turen have kæmpet dig op ad næsten 600 trappetrin. Undertegnede har ved seneste besøg talt 97 trin på Dronningetrappen, og 494 trin på Geocenter-trappen (også kaldet Maglevandstrappen). Antallet af trin på sidstnævnte kan variere en smule, fordi Naturstyrelsen nogle gange må rykke ud og skifte trin ud allernederst på trappen. Det skyldes skader fra havets bølger.

Denne artikel er ledsaget af et billede, der viser hele stigningen op til Dronningestolen. Sidstnævnte punkt er vist med en rød prik.

/Jacob

Den danske vinter tillader kun med mellemrum, at kælke og ski bliver luftet på skråningerne. Og når man så endelig står dér på toppen af den snedækkede bakke, så er det jo ikke en lige så lang tur der venter, som hvis det havde været i de franske alper eller de norske fjelde.

Men hvor udfordrende er de danske skibakker egentlig?

Det vel nok mest kendte skicenter i Danmark er Hedeland Skicenter øst for Roskilde. Den arrangerende skiklub angiver selv nogle data for hældningerne:

“Faldhøjden på bakken er 45 meter, og den er 282 meter lang. På den første tredjedel har bakken en hældning på 27,42%, hvilket svarer til en rød piste. Den midterste tredjedel hælder 15,85%, der lige akkurat kan angive blå. Nederste tredjedel er hælder 2,85%, så det er en ekstremt svag grøn. Alt i alt kan en tur fra toppen og ned betegnes som en tur på en blå piste, omend i den lette ende af blå.”

De 45 højdemeter gør Hedelands skibakke til den største i Danmark, hvis man altså alene tager de officielle skianlæg, hvor skiklubber i nyere tid har stået for arrangementer. Samtidig er den hedelandske hældningsgrad også betragtelig efter danske forhold. Her spiller det ind, at skibakken er kunstigt lavet. Det er sjældent, at man i den uspolerede danske natur finder så kraftige hældninger over længere stræk.

Det skulle da lige være Fårebakkerne ved Næstved (se foto). Her er skråningerne skabt af istiden, og den mest markante af dem kaldes Skibakken, fordi der – især for år tilbage – ofte blev dyrket skiløb her. Så vidt Danskebjerge.dk kan vurdere ud fra fotos, hælder Skibakken på sit øverste stykke med 20 grader. Det svarer til 36%. Altså mere end Hedelands skibakke, hvor der dog er tale om en angivelse for et noget længere stykke.

Hvor stejlt er 20 grader? Ja, man kan jo gøre som i Hedeland og sammenligne med rigtige alpine skianlæg i udlandet. Her bruger man – som de fleste nok ved – farver til at beskrive sværhedsgrad. De varierer lidt fra land til land, men for Norge har jeg set følgende definitioner (og suppleret med en konvertering af gradsangivelserne til procenter):

Grøn: Indtil 8,5 grader (15%) i snit
Blå: 8,5 – 14 grader (15 – 25%) i snit
Rød: 14 – 24 grader i snit (25 – 44,5%) i snit
Sort: Over 24 grader (44,5%) i snit

Dette placerer altså det stejle øverste stykke på Skibakken i Fårebakkerne solidt i kategorien rød piste. Nu er Skibakken så noget fladere på sin nederste halvdel, så samlet set dratter den et godt stykke ned ad rangstigen. Tager man fugleflugtslinjen, er bakken 250 meter lang, har et samlet fald på 37 højdemeter og skråner i snit med 14,8% (8,4 grader). Det er – med lidt god vilje – nok til at komme op i den blå kategori.

Imidlertid er der nogle træer på stedet, der gør, at de fleste nok vil vælge en lidt anden linje på vej ned. Desuden har jeg selv bevidnet, at børn på kælk går i stå noget tidligere end i bunden af bakken. Så en realistisk angivelse kunne se således ud: 140 meter lang, 27,5 højdemeter, 19,6% (11,1 grad) i gennemsnitlig hældning. Det vil gøre Skibakken til en typisk blå piste (hvis man da kan tale om, at noget er typisk, når strækningen er så kort…).

Men, men, men. Både Skibakken ved Næstved og den i Hedeland bliver snart overgået betydeligt. Det sker, når Amager Bakke åbner. Amager Bakke er en kunstig skibakke, anlagt på taget af et hypermoderne forbrændingsanlæg. Højdeforskellen vil være på hele 85 meter, og pistens længde 320 meter. Det giver et gennemsnit fra top til bund på 26,6% (dvs. let rød piste).

Men også den maksimale stejlhed giver de andre danske skibakker baghjul. Helt op til 45 grader vil hældningen være, når den er “værst” – det svarer til intet mindre end 100%! Denne ekstreme hældning vil befinde sig på det allerøverste stykke, hvor pisten er “ujævn”, som der står i foromtalen.*)

Amager Bakke ventes at åbne i december 2017. Se mere om det ambitiøse projekt her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-skibakker6.htm

Hvis du i øvrigt får brug for at regne ud, hvad grader svarer til i procent – og omvendt -, så er der et konverteringsprogram her:

http://www.erikoest.dk/gradient.htm

/Jacob

*) De 45 grader er siden blevet rettet til 45 procent, hvilket er en hel del mindre – og noget mere plausibelt.

Anden etape i PostNord Danmark Rundt 2016 havde en mageløs afslutning. På finalestrækningen op forbi Dybbøl Mølle – en ca. 1,5 km lang stigning – tog løbet gang på gang en ny drejning. Man bliver næsten helt forpustet af bare at høre kommentatorsporet. Jeg har lavet en udskrift (ordret, med enkelte undtagelser).

Situationen: Ved bunden af målbakken ligger Lars Boom ca. 100 meter foran feltet. To andre er stukket fra hovedfeltet. Henrik Liniger er kommentator, Dan Frost medkommentator.

[1500 meter til mål]

HL: Der er kun én vej nu for Boom.

DF: Men der er stadig langt. 1500 meter har han hjem.

HL: Det er Pfingsten fra Bora-Argon, og så er det Mads Pedersen fra Stölting, som sidder der. Så får vi lidt dansk også. Valgren forsøger også at komme op, får vi at vide…

HL: Det ER Valgren derude til højre.

DF: Han kører kontra, Valgren!

[1000 meter til mål]

HL: Lars Boom ser ud til at gå en lille smule i stå her. Dér passerer han 1000-meter-mærket. Det er Valgren, der kommer dernede…

HL: Spændende afslutning! Måske bliver det ikke en massespurt alligevel? Måske når de at hente Boom? Det er stadigvæk et åbent spørgsmål. Et brag af en afslutning. Han kigger bagud…

HL: Det er Valgren, der kommer dernede… Valgren mod Lars Boom – det er to af feltets helt store profiler.

DF: Og Valgren kan jo det her på sådan nogle afslutninger – det har vi jo set.

HL: Mads Pedersen er blevet hentet…

HL: Det er Lars Boom foran Valgren. Der kommer lidt stigning her – og lidt brosten til sidst…

HL: Boom kigger meget bagud. Hvorfor kører han ikke bare?

HL: Dér kommer Valgren… Og så er det ham, der kører kontra! Skal det være Michael Valgren!? Det vil være overraskende, hvis den kører hjem den her. Men han prøver i hvert fald…

HL: Det er Valgren, der har overhalet Lars Boom. Boom har slået ud. Valgren med et lille hul, men der er stadig et stykke vej hjem…

HL: De kommer dernede, Lotto-holdet. Jeg tror lige præcis ikke, han kan nå det. Godt forsøgt af Michael Valgren, men nu kommer sprinterholdene…

[250 meter til mål]

DF: Moreno åbner. Benatti er på hjul!

HL: Valgrens rolle udspillet. Det bliver Hofland og Bennati.

HL: Hofland langt ude fra, Bennati sidder på hjul. Det bliver side om side.

HL: Og så kommer Magnus Cort! Magnus Cort forsøger at komme op, men det bliver… tror det bliver Hofland… Jeg tror…

HL: Nej, det bliver Cort! Det bliver Cort, der tager den til allersidst!

HL: Hold da op en afslutning!

–

Du kan se hele afslutningen i Sønderborg her:

https://youtu.be/UkvzIhSaukA

/Jacob

PostNord Danmark Rundt ligner aldrig helt sig selv, og i 2017 er der mindst én stor ændring. I dag blev det nemlig annonceret, at etapeløbet ikke skal slutte på Frederiksberg, som det ellers har gjort siden Arilds tid, men derimod i Aarhus. Det betyder jo så, at etaperne vil bevæge sig fra øst mod vest i stedet for fra vest mod øst som vanligt.

Detaljer om ruterne kommer først senere, men løbsdirektør Jesper Worre har allerede nu sagt, at den traditionelle rundstrækning i Aarhus bliver “lidt længere og også hårdere”. Det tolker jeg sådan, at man vil prøve at få det kuperede område omkring Moesgård med – og/eller eventuelt Jelshøj (se foto herunder). Udfordringen her er den klassiske: at hvis man udvider ruten for at nå rundt om en hård bakke, så opstår der nemt nogle transportstykker, som neutraliserer den opnåede hårdhed. Nu må vi se, hvordan Worre & Co. griber sagen an.

Når man starter etapeløbet med at køre ud af København, kommer Valby Bakke selv sagt til at spille en meget mere perifer rolle end normalt. Ikke at stigningen (370 meter lang, stigning i snit 4,3%) plejer at få afgørende betydning for løbet, men det er dog en markant afvigelse fra traditionen, at feltet ikke skal op over den i 2017.

Til gengæld åbner det for en unik mulighed på det vestlige Sjælland. Det vanlige ruteforløb passer ikke så godt med steder som Kalundborg og Odsherred, da karavanen typisk er på vej i østlig retning hen over Sjælland. Men når der køres vestover, er der gode chancer for en kuperet etapeafslutning i det nordvestsjællandske. Personligt kunne jeg håbe på, at man inddrog nogle af områdets rigtig stejle stigninger (i Top 20 over de stejleste danske veje finder man seks veje herfra).

Men der er vel også er et andet scenarie i spil, nemlig at PostNord Danmark Rundt benytter lejligheden til at tage et smut sydover. Altså eksempelvis have mål i Stege på Møn på 1. etape. Det er ikke så tit, løbet er på de kanter, men netop i 2017 er muligheden der. En målstreg helt ude ved Møns Klint er nok for meget at drømme om, selvom det ville være spektakulært.

/Jacob

Ruten i årets VM i landevejscykling siger i al sin fladhed en del om, hvad der er tilbage, når de veje, som rytterne begiver sig ud på, er blottet for højdeforskelle.

Ifølge højdeprofilen (se ovenfor) er der ikke en eneste pukkel på ruten i Doha, Qatar. Det er ikke helt sandt, for på rundstrækningen, der overvejende er placeret på halvøen The Pearl, kan man se rytterne møde en lille, ikke særlig stejl stigning på måske op til 10 højdemeter. Mon ikke det er dér, hvor de er et kort smut inde i landet. Resten ser temmelig pandekagefladt ud.

Og hvilke andre potentielle rutefaktorer er der så tilbage? Jeg vil især pege på fem:

– Underlaget.
På VM-ruten er der ikke god, jævn asfalt hele vejen – der er også et lille stykke med brosten.
– Klimaet. Det er ca. 35 grader og solskin i Doha. Luftfugtigheden er høj pga. rutens nærhed til havet. Nogle ryttere har sværere ved varme end andre.
– Længden. Proffernes rute er 257 kilometer lang – svarende til længden af typiske endagsklassikere.
– Vinden. Terrænet er forholdsvis åbent i Doha. Vind kan splitte cykelfelter.
– Svingene. Sving er der mange af på rundstrækningen, også 180 graders sving. De tvinger tempoet ned og kan også give anledning til styrt.

Det vil altså være forkert at sige, at en rute med få højdemeter også er en rute, hvor de omgivende faktorer er betydningsløse. Og for en motionist kan flere af de nævnte forhold have stor indvirkning på vedkommendes præstation.

Feltet holder stand
Al erfaring viser imidlertid, at for et elitefelt skal faktorerne være meget markante for at påvirke væsentligt. Selvfølgelig spiller eksempelvis rutelængden ind, men set udefra er virkningen nærmest ikke eksisterende. Et stykke med pænt lagte chaussésten, der for en motionist måske ville opleves temmelig rumlende, vil heller ikke få den store effekt – der skal toppede brosten el.lign. til for at ryste et felt med erfarne ryttere. Det samme med sving. Styrt i sving kan få betydning for udfaldet af løbet, javist, men der er mange andre ting, der kan forårsage styrtene, ligesom skarpe sving ikke er nogen optimal affyringsrampe til angreb, når terrænet samtidig er fladt som i Doha.

Så er der klimaet, og det er jo noget, der har været talt en hel del om op til årets VM. Det er barskt i Qatar, og den stygge hede vil kræve ofre. Når jeg alligevel ikke ser det som en væsentlig sportslig faktor, er det fordi det er en konstant påvirkning, som vi som publikummer vil få svært ved at iagttage, undtagen når enkeltryttere decideret får det dårligt. For resten er det ikke ualmindeligt, at Grand Tour-etaper foregår i 35 graders varme. Jeg vil mene, at vi skal op på 40 grader, før der er tale om en markant ydre faktor.

Men vinden da? Den har der også været snakket om. Faktisk tales der tit om vind, når en rute er flad. Det er bare sjældent, at vinden bliver udslagsgivende. Det hænger nok sammen med, at to forhold skal være til stede samtidig. Dels skal vinden være virkelig kraftig og komme fra den “rigtige” side, og dels skal der være hold, der målrettet forsøger at udnytte den – individuelle ryttere kan ikke gøre nogen forskel. Jeg tror ikke rigtig på vindfaktoren som udslagsgivende, og i øvrigt ligger vindhastigheden i Doha i disse dage på under 5 meter i sekundet. Det er der ikke meget drama gemt i.

Endimensionelt cykelløb
Alligevel kan der opstå drama i sådan et løb, f.eks. ved at rytterne selv skaber det med udbrudsforsøg. Det så man ved juniorernes løb, hvor der jo også kom en dansker alene til mål. Men det ændrer ikke ved min holdning: Jeg synes, det bliver et meget endimensionelt løb, når ruteprofilen er så slap. Det bliver “enkeltstart med massestart”, og de nøglemomenter, man glæder sig til i cykelløb med kuperede ruter, må man kigge langt efter i Qatar. Det gør, at man som tilskuer distanceres i forhold til løbet og i øvrigt til lokaliteten i det hele taget. Personligt har jeg ikke fået lyst til at besøge Doha som turist efter at have set VM i landevejscykling.

Nu behøver oliesheikerne jo heller ikke bekymre sig så meget om turisme. Deres økonomi skal nok hænge sammen uden. Men i Danmark var der meget fokus på netop det aspekt, da der blev afholdt VM her i 2011. Har Danmarks VM sat sig varige spor i hukommelsen hos dem, der så det? Publikumsinteressen ude på ruten var i hvert fald meget større, og det indvirkede positivt på tv-billederne. Men det blev et sprinter-VM, fordi man havde valgt nærhed til København frem for kuperet terræn, og man må spørge, om det valg af strategi betalte sig. Havde man dermed ikke fra starten afskrevet chancen for, at VM i Danmark ville blive et af de mest mindeværdige i cykelhistorien?Ville en anden dansk lokalitet, der både så flot ud fra luften, og som gemte på markante stigninger à la Amstel Gold Race, ikke have gjort større indtryk på seerne ude omkring i verden?

En opfordring
Spørgsmålene har aktualitet, fordi der er danske organisationer, der pønser på at få et VM til landet snart igen. Min opfordring er: Opprioritér det sportslige aspekt. Gå mere efter højdemeterne. Selv hvis eventen blev placeret på Bornholm, ville der komme flere tilskuere, end der har været i Qatar. Og så ville man måske få udlandets øjne op for, at Danmark er mere end bare København og et fladt landskab.

VM i Doha har bekræftet mig i, at Qatar er ørken, skyskrabere, kunstig natur, ulidelig hede og nul stemning i gaderne. Fornemmelsen, man sidder tilbage med, er ligesom ruten: flad.

/Jacob

Medieløbet, der finder sted på søndag, har udviklet sig til en sydsjællandsk sensommerklassiker. Noget af det, der styrker traditionen, er, at ruten er næsten identisk fra år til år. Og så er den udfordrende – deltagerne skal igennem noget af det mest kuperede terræn, der findes på Sydsjælland. Rundstrækningen er på et halvt hundrede kilometer og har ca. 300 højdemeter. De to hårdeste stigninger ligger omtrent halvvejs.

En helt frisk opmåling af dem giver følgende resultat:

Stigningen på Skovholmvej (gennem skoven øst for Brandelev) er 1.000 meter lang og stiger med 3% i snit. Den relativt beskedne stigningsprocent dækker over, at der er to flade stykker undervejs, så der er altså tre ganske krævende partier. Den maksimale stigningsprocent er 7 – den finder man både i starten og i slutningen (foto herover) af stigningen. Mellemstykket stiger med op til 5,5%.

Stigningen på Borupvej (også kaldet P2-bakken, fordi møbelhuset P2 ligger ved bunden af den) er 1180 meter lang og stiger med 4,2% i snit. Med sine 49 højdemeter er det Sydsjællands største asfalterede bakke. Dens hældning er ganske afvekslende. Omtrent halvvejs er der et sted, hvor den maksimale stigningsprocent når op på 8,5. Mod slutningen af stigningen viste målingen igen 8,5%.

Der er et par steder senere på Borupvej, hvor den maksimale stigningsprocent faktisk når en anelse højere op, men her koncentrerer vi os om hældninger, der ligger på større bakker. Danskebjerge.dk’s definition på en bakke er: mindst 20 højdemeter, mindst 3% hældning i gennemsnit.

/Jacob

P.S.: Bakkebeskrivelserne ovenfor blev først publiceret på “Stik mig en max” på Facebook: https://www.facebook.com/stikmigenmax/posts/1130721793682635
Gå ind og synes godt om siden, hvis du ikke allerede har gjort det.

Etapeløbet Danmark Rundt, der for nylig fik det fulde navn PostNord Danmark Rundt, er ikke noget Grand Tour-løb, og man skal ikke sætte næsen op efter at se samtlige verdens største cykelstjerner kæmpe mod hinanden om sejren. Nogle danske cykelfans betragter endda PostNord Danmark Rundt med noget, der minder om en ironisk distance. Men er det rimeligt at grine lidt af det sportslige niveau i løbet?

Jeg har taget et kig på vinderne af løbets samlede klassement fra og med 1995. 1995 var året, hvor etapeløbet blev genoptaget efter en længere pause.

Udgangspunktet for min lille undersøgelse var, at hvis det sportslige niveau i PostNord Danmark Rundt generelt er lavt, så må der være en vis hyppighed af vindere, som ikke kan kaldes topryttere. Jeg vil her definere en toprytter til at være én, der som minimum har vundet en Grand Tour-etape eller opnået en Top 3-placering i et Grand Tour-klassement eller et af de største éndagsløb (en klassiker, et VM eller et OL).

Nedenfor er min gennemgang, baseret på vinderlisten fra Wikipedia, hvor jeg så har tilføjet den enkelte rytters største præstation(er) i sin karriere. Jeg har ikke taget stilling til, om topresultatet er opnået før eller efter PostNord Danmark Rundt.

Der er i alt 22 klassementsvindere i perioden. Af dem lever 17 op til den definition af en toprytter, som jeg har anvendt her.

Nogle af dem, der ikke opnår den betegnelse, kan bryste sig af gode præstationer i deres karriere. Men en topplacering i eksempelvis etapeløbet Paris-Nice tæller altså ikke med her. Det er kun de allerstørste løb, der er indregnet. En rytter som Jakob Fuglsang ville indtil sommeren 2016 have ligget på kanten, idet hans Grand Tour-prologsejr strengt taget ville befinde sig i en gråzone. Men nu blev manden jo toer ved OL i Rio, så al tvivl om hans status er ryddet til side.

17 ud af 22 svarer til 77,3%. Det kan omskrives til, at der i snit er 4-5 år imellem, at en “middelmådig” rytter vinder PostNord Danmark Rundt samlet. Normalen er, at det er en absolut toprytter, der står øverst på skamlen til sidst.

Ikke dermed sagt, at det sportslige niveau i det store danske etapeløb er himmelhøjt, og at det ikke kan blive bedre. Men kritikken bør ikke overdrives, sådan som det somme tider sker.

I et tidligere indlæg har Danskebjerge.dk givet flere andre grunde til, at man skal have respekt for PostNord Danmark Rundt:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post285

/Jacob

Oven på PostNord Danmark Rundt 2016 har løbsdirektør Jesper Worre skitseret nogle fremtidsperspektiver for løbet. De indebærer muligheder for helt nye stigninger i løbet – mens andre gode bakker får den kolde skulder.

Worre åbner op for, at etapeløbet på et tidspunkt kommer til Sverige. Det hænger sammen med, at hovedsponsoren PostNord er et fællesnordisk selskab. Etapeløbet tog i år navneforandring fra Post Danmark Rundt til PostNord Danmark Rundt, og et svensk visit kunne altså blive næste skridt i eksponeringen:

”Forhåbentlig skal løbet til Sverige en dag, men der er kun fem etaper, så det er noget, der skal arbejdes på. Der er én forudsætning, og det er, at vi kan køre med samme sikkerhed og setup omkring løbet, og svensk politi er ikke nemme at danse med i forhold til det danske ditto,” forklarer Worre til Feltet.dk.

Mens svenskerne altså måske snart skal hilse på Valgren, Würtz og de andre PostNord Danmark Rundt-stjerner, så ser det mere dystert ud på Bornholm.

Danskebjerge.dk har ellers tidligere fortalt, at man på Bornholm har sat næsen op efter at få etapeløbet til solskinsøen. Gerne allerede i 2017. Men Worre “udelukker en etape i det kuperede terræn”, skriver Feltet.dk. Han betegner det som “en umulig opgave at nå til København for at starte dagen efter i ordentlig tid.”

Man skal altså ikke forvente at se et professionelt cykelfelt køre etapeløb på kendte stigninger som Ypnasted, Vang, Helligpeder og hovedgaden i Gudhjem. Til gengæld er hårdt terræn på Söderåsen og Hallandsåsen måske snart på rutekortet. Spændende scenarie.

Et af de ultimative fremtidsperspektiver, som Danskebjerge.dk har nævnt ved flere lejligheder, er et Tour of Scandinavia. Altså hvor etapeløbet bliver en rundtur til Danmark, Norge og Sverige. Det er et projekt, som virker realiserbart. Især nu, hvor cykelsportsinteressen i Norge er voksende.

/Jacob

Etapeløbet PostNord Danmark Rundt er ikke et Grand Tour-løb, og det er ikke de største stjerner, der stiller til start. Men derfra og så til at sige, at det er et hyggeløb med andenrangsryttere – der er umådeligt langt.

Her er nogle gode grunde til, at du skal have respekt for PostNord Danmark Rundt:

– Der køres mindst lige så stærkt som i en Grand Tour. De to linjeløbsetaper i Giro d’Italia 2012 med mål i hhv. Herning og Horsens blev kørt med en gennemsnitsfart på 42,1 km/t og 43,7 km/t. De to første etaper i PostNord Danmark Rundt 2016 blev kørt med 43,6 km/t og 45,9 km/t.

– Vejleetapen i 2015 havde lige så mange højdemeter pr. kilometer som endagsklassikeren Amstel Gold Race. Og de maksimale stigningsprocenter er nogenlunde ens (ca. 20). 2016-udgaven af Vejleetapen var lidt mindre bakket i første halvdel, men de sidste 80 kilometer var kuperet som Amstel Gold Race.

– Michael Valgren angreb på Cauberg og blev nummer to i Amstel Gold Race 2016. Valgren angreb på Kiddesvej i 2016 og blev nummer ét på etapen. Der er ikke den store forskel!

– Store navne som Froome, Contador og Quintana ville næppe vinde mange etaper i PostNord Danmark Rundt. Dertil er der i feltet for mange ryttere med “endagsklassiker-” og sprinterkompetencer. Blandt de få Grand Tour-stjerner, der har vundet løbet samlet, er Hamilton og Basso, og de har en lang dopinghistorik.

– Mange “ukendte” vindere i etapeløbet er kort tid efter slået igennem i de rigtig store løb. Eksempler: Knaven, Gerrans, Kelderman, Valgren.

– PostNord Danmark Rundt er et kategori 2.HC-løb. Det indebærer, at det danske etapeløb er kategoriseret lige under eksempelvis Romandiet rundt og Tour Down Under – men på linje med løb som Tour of California og Vuelta a Burgos. Og over løb som Portugal Rundt og Østrig Rundt.*) Så PostNord Danmark Rundt er en event, der har høj status hos UCI.

Man hører under tiden, at når danskerne ofte har succes i PostNord Danmark Rundt, så er det pga. svag udenlandsk modstand. Det er for så vidt rigtigt, men sådan er det også i mange andre etapeløb under Grand Tour-niveau. I 2016-udgaven af Vallonien Rundt, der kørtes samtidig med PostNord Danmark Rundt og har samme rating, var omtrent halvdelen af rytterne i Top 10 fra Belgien. Det er vel egentlig godt for publikumsinteressen?

Man kan ikke sige, at vi går glip af et bedre cykelløb pga. det lave antal udenlandske topnavne. Forskellen på de bedste og de næstbedste er ofte forsvindende lille. Og du kan ikke se med det blotte øje, om det er verdens bedste sprinter eller kun den næstbedste, der kører over stregen først.

/Jacob

*) Klassificeringen blev dog ændret i august 2016, hvor World Tour’en blev udvidet, uden at PDR kom med i den.

Nå, men vi skal jo til det: Gennemgangen af stigningerne i årets Post Danmark Rundt. Eller PostNord Danmark Rundt, som etapeløbet er blevet omdøbt til.

Der er nu ikke meget nord over det i år. Tværtimod foregår det hele i den sydlige halvdel af landet. Og det ses på højdekurverne. 2016-udgaven af det store danske etapeløb er en temmelig flad sag. Men selvfølgelig er det ikke alle 765 kilometer, der starter og slutter i samme højde, og de mest iøjnefaldende bakker, der dukker op undervejs, fortjener at blive nævnt. Så her kommer Danskebjerge.dk’s traditionsrige Post(Nord) Danmark Rundt-analyse:

Første etape er den mindst kuperede. Det afsløres næsten allerede, når man hører, hvilke byer der er start- og målbyer: Herning og Esbjerg. Jeps, vi er på den flade side af den jyske højderyg, og man skal have forstørrelsesglasset frem for at få øje på knoldene i terrænet. Arrangørerne fremhæver selv en stigning inde i Esbjerg som et højdepunkt, men Hulvejen, som stigningen bugter sig op ad, har kun en halv snes højdemeter, så det er lidt sølle. Jeg vil i stedet sætte en streg under Brandlundvej i Brande. Den ligger tidligt på etapen og får formentlig ingen betydning for løbet. Men den har trods alt 33 højdemeter og stiger i alt med 2,6% over en 1250 meter lang strækning.

Fladkørslen fortsætter på anden etape. Vi skal tværs over Jylland – fra Rømø til Als -, og hvis vinden er fra vest, kommer det til at gå rasende stærkt, i hvert fald på de første 100 kilometer af ruten. Fra Padborg bliver asfalten mere kuperet, men feltet skal helt til målbyen Sønderborg, før højdemeterne for alvor bliver en faktor. Som det er tradition, når det store danske etapeløb kommer til den historiske by, skal rytterne op ad Dybbøl Banke. Målet ligger på toppen, lige ved siden af møllen. 57 meters højdeforskel skal overvindes, og da strækningen er 1800 meter lang, giver det en stigningsprocent på 3,2. Først ved fjerde ankomst ved toppen på Dybbøl Banke findes vinderen. En rigtig fin og hård rundstrækning.

Som sædvanlig er det løbets tredje etape, der er kongeetapen. Den velkendte rundstrækning i Vejle med 19%-stigningen Kiddesvej (foto ovenfor) producerer altid store tidsforskelle, men efter at stigningerne Østengård og Gl. Kongevej er kommet med på rutekortet, kan afgørende momenter allerede indtræffe med 40-50 kilometer til mål. Gl. Kongevej er skrappere end Kiddesvej. Højdeforskellen er 68 meter, længden 560 meter, den gennemsnitlige stigning 12,1%. Jeg glæder mig til igen i år at se Danmarks svar på Mur de Huy for fuld udblæsning. Men i det hele taget er det en dejligt kuperet etape, der venter. Turen fra Aabenraa op langs Lillebæltskysten og ind til Vejle Ådal byder på adskillige bakker med 30-50 højdemeter, og mon ikke der vil blive kæmpet ihærdigt om bakketrøjen.

Enkeltstarten i Nyborg, som udgør fjerde etape, er ikke helt flad, men egentlige stigninger er der heller ikke. Lad os i stedet hoppe til den afsluttende femte etape, som ikke overraskende slutter på Frederiksberg. Først på ruten ligger et par pænt store bakker øst for Næstved, så man kunne godt forestille sig, at udbrydere vil prøve at stikke af med det samme. De vil dog med garanti blive hentet, inden Valby Bakke bestiges for sidste gang. Valby Bakke er en af de mest befærdede bakker i Danmark, og den kan få sveden frem på panden hos den almindelige pendler, men et professionelt cykelfelt moser nærmest bare hen over knolden. Fra Pile Allé er den 370 meter lang og stiger med 4,3% i snit. Modsat de øvrige tre linjeløbsetaper slutter den femte etape ikke med et stigende opløb, men derimod på den flade Frederiksberg Allé.

Her er en oversigt, der sammenfatter min vurdering af de enkelte etapers terræn:

Links til ruterne her:
1. etape | 2. etape | 3. etape | 4. etape | 5. etape

/Jacob