Blogsbjerg

Der er de løb, der har masser af stigninger. Og så er der dem, hvor der kun er en enkelt. Til gengæld trækker den tænder ud.

Man skal dog nok mest til de bjergrige lande for at finde løb af denne type.

Blandt de danske events (for løbere), der kommer tættest på at være egentlige bjergløb, er Tour de Munkebjerg ved Vejle og Klinteløbet på Møn. (Find dem på listen.)

I et land som Norge er der derimod utallige bjergløb, også for cykelmotionister. Men tjek lige det her amerikanske løb ud:

http://www.northeastcycling.com/Hillclimb_Races.html#Washington

Vejen op ad Mount Washington er 12 kilometer lang og stiger halsbrækkende 12% I SNIT.

Der afvikles løb for såvel løbere som cykelryttere.

http://www.youtube.com/watch?v=djLOIhuW6Zs

Det vil f.eks. sige, at Mount Washington-stigningen er en kilometer kortere end den berømte stigning til Alpe d’Huez, men samtidig har den ca. 350 højdemeter flere!

Ifølge websitet Climbbybike.com er Mount Washington da også blandt de 10 hårdeste stigninger i hele verden.

Vejen er dog lukket for cyklister det meste af året, så hvis du absolut vil udsætte dig selv for denne modbydelighed, når du tilfældigvis slår et smut forbi USA, skal du altså planlægge det i forvejen.

/Jacob

Godt 200 løbere kæmpede sig i påsken gennem årets Aalborg Brutal Marathon.

Det er et højt deltagerantal, når man tager i betragtning, at den eneste løbsdistance er maraton, og at løbet har været afviklet i en længere årrække. Det er med andre ord ikke “nyhedens interesse”, der trækker folk til, men snarere, at de føler, at de får noget for pengene.

Og dog: TV2/Nord fandt en løber, som i år havde sit første møde med Brutalen. Indslaget med debutanten og meget mere kan du se på Aalborg Brutal Marathons nyhedsside:

http://www.marathoniaalborg.dk/nyt.htm

Danskebjerge.dk kårede ved nytår Aalborg Brutal Marathon som Danmarks hårdeste maratonløb 2011.

/Jacob

… i hvert fald, mens den er i Danmark! 🙂 Giro-rytterne møder stigningen på 3. etape.

Den ligger en hel del kilometer fra mål, så det er nok tvivlsomt, om den får en afgørende betydning for løbet. Men det er en hård nyser, i særdeleshed efter dansk målestok.

Stigningen hedder Smedebakken, og vejen, den ligger på, er opkaldt efter den. Den fører fra en dal op til den lille by Tønning, ja, faktisk slutter stigningen stort set ved byskiltet.

Der er forholdsvis stor forskel på, hvad antallet af højdemeter angives til at være, afhængig af om man ser på GPS-data eller på kortdata fra Kort- og Matrikelstyrelsen. GPS-angivelserne siger, at bakken starter i en højde af ca. 48 meter over havet. KMS siger derimod 41. Det ville for GPS-angivelsernes vedkommende betyde en gennemsnitlig stigning på 7,5, mens procenten er 8,4, hvis man stoler mest på KMS.

Da højdekurverne på KMS’ kort svarer ganske godt til Danskebjerge.dk’s opfattelse af vej- og terrænforhold i bunden af bakken, er det de 8,4 procent, der er blevet anført i grafikken ovenfor.

Stigningen er nogenlunde jævn hele vejen, og dog er den sidste tredjedel den stejleste – med stigningsprocenter på over 10.

Hvis man bor i det midtjyske og leder efter et sted at se Giro, er Smedebakken en rigtig god mulghed. Man kan selvfølgelig også vælge f.eks. Ejer Bavnehøj, hvor der skal spurtes om bjergpoint, men hvis man sammenligner stigningernes stejlhed og hårdhed, så vinder Smedebakken.

/Jacob

Rækken af store cykelsportsbegivenheder, der kommer til Danmark, fortsætter. Efter VM i fjor og Giro d’Italia i år er det nu Tour de France, som vil lægge vejen forbi danske landeveje. Nærmere bestemt Bornholm, hvor nyheden naturligt nok vækker begejstring.

– Vi har ført forhandlinger i et stykke tid, og nu er det altså faldet på plads. De kommer næste sommer, siger Bornholm Kommunes PR-konsulent, Bjarne Kofoed, til Danskebjerge.dk.

Det drejer sig ganske vist “blot” om en prolog, altså en kort enkeltstart som indledning til selve etapeløbet. Men det bliver en usædvanlig hård prolog. Arrangørerne har nemlig besluttet, at ruten skal være identisk med den, som den lokale cykelklub benytter til den årlige bjergenkeltstart. Det vil sige, at rytterne skal op ad såvel Vang-stigningen (den skrappeste i Danmark) som den snørklede, stejle vej op til Hammer Fyr.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:

http://www.sportbornholm.dk/?Id=2313

/Jacob

Så blev ruten til 2012-udgaven af etapeløbet Post Danmark Rundt offentliggjort:

http://www.postdanmarkrundt.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&nyhed=217

Det må betegnes som et Post Danmark Rundt classic.

De første tre etaper i det nord- og midtjyske, de to følgende på Fyn og den sidste på Sjælland. Ret typisk.

Hårdest er Kongeetapen, 3. etape, som slutter i Vejle. Særdeles typisk.

Etape 1 og 2 er også ganske kuperede, mens 4, 5 og 6 er ret flade. Og den sidste målstreg passeres i København. Igen et typisk valg.

Kort sagt: Post Danmark Rundt 2012 er stort set business as usual. Mest nyt er der i de to indledende etaper i den nordlige halvdel af Jylland.

Det virker overordnet set fornuftigt, at der ikke laves for meget om på ruten. Det er fristende at gøre det, men kontinuiteten har også en værdi i sig selv. Og et sted som Kiddesvej i Vejle har nærmest indbygget spænding – og slutter med garanti ikke med en massespurt. Det er også klogt, at både Ejer Bjerge og Mols Bjerge er med.

Hvad angår Sjælland, kan man godt savne lidt fornyelse. Strækningen fra Slagelse via Holbæk-området til København har været brugt rigtig meget, og den har aldrig skabt nogen udskilning af betydning. Når man véd, at der i Odsherred er stigninger, der er på højde med de jyske, kan det godt ærgre, at ryttere og publikum igen skal spises af med halvflade Midtsjælland. DCU-direktør Jesper Worre har i øvrigt tidligere sagt til Danskebjerge.dk, at han meget gerne vil have en Post Danmark Rundt-etape til Odsherred. Det er et par år siden, at han gjorde det, såe…

/Jacob

På sin vis er det her en trist nyhed:

http://www.cykelmagasinet.dk/Klassikeren_Grand_Prix_Herning_aflyses!.aspx

Men at Grand Prix Herning lukker og slukker, giver nye muligheder. Der mangler i Danmark et hårdt éndagscykelløb, der kan tiltrække udenlandske professionelle, og nu er der vel blevet bedre plads til et sådant løb. De overskydende sponsorkroner kunne f.eks. gå til et løb i Vejle-området af nogenlunde samme sværhedsgrad som Amstel Gold Race.

Drømmen om en dansk éndagsklassiker lever!

/Jacob

Siden 2004 har Kiddesvej i Vejle indgået i etapeløbet Post Danmark Rundt. Og folkefesten på den stejle jyske gade vil være en tilbagevendende begivenhed også i de år, der kommer.

Vejle Kommunes aftale med DCU udløber i 2012, men ifølge Danskebjerge.dk’s oplysninger er det sikkert, at den bliver forlænget helt frem til 2017.

Ruten i Post Danmark Rundt skifter ellers meget fra år til år, men den strabaserende rundstrækning i Vejle har været så stor en succes, at den er blevet fast inventar i etapeløbet. Succesen hænger sammen med, at ikke blot etapen, men også det samlede klassement typisk afgøres på Kiddesvej, der med stigningsprocenter på op til 19 kan skille fårene fra bukkene.

I 2011 var det Jakob Fuglsang, der tog etapesejren, mens australske Simon Gerrans med en andenplads grundlagde den samlede sejr i løbet.

Giro
d’Italia i Jylland – endnu en flad fornemmelse?

Først et
stort tillykke til den række af jyske byer, der til næste år får besøg af Giro
d’Italia. Det er imponerende, at man har kunnet få en af verdens største
sportsbegivenheder dertil – det gavner cykelsporten, men giver selvfølgelig
også en masse fortjent omtale. Flot.

En del af
min glæde punkterede dog, da jeg så ruteforløbet for de tre etaper.

Lad gå, at
enkeltstarten ligger i Hernings bymidte, hvor terrænet som bekendt er temmelig
jævnt. Men når det gælder etape 2 og 3, er højdeprofilen unægtelig skuffende.
En flad fornemmelse.

Området
mellem Horsens og Lemvig er ellers kendt for sine mange bakker. Bakker, der kan
få afgørende indflydelse på et cykelløb, hvis de kombineres rigtigt.

Vel er det
ikke bjerge, som man finder dem i Alperne eller i Norge for den sags skyld. Men
hvad disse stigninger ikke har i størrelse, det har de i antal. Det går ganske
enkelt så meget op og ned, at terrænet nemt kan skabe spredning i et cykelfelt,
og erfaringerne fra den såkaldte Kongeetape i etapeløbet Post Danmark Rundt
viser, at de stejle gader i Vejle altid fører til spændende væddeløb med masser
af udskilning. Det kræver blot, at de hårdeste stigninger ligger umiddelbart
før afslutningen på etapen.

På det
punkt dumper de danske Giro-etaper. Desværre.

Anden etape
er en decideret flad etape. Østerbjerg i Lemvig er en fin stigning efter dansk
målestok, men den ligger allerede halvvejs på ruten og får derfor – tør jeg
godt sige – ingen vigtig betydning for etapens slutresultat. Æv, æv.

De mange
kilometers kørsel langs Vesterhavet synes jeg er en glimrende idé med høj
æstetisk værdi og muligvis en hel del blæst. Men selv hvis blæsten skulle
splitte hovedfeltet, er det stærkt tvivlsomt, om det vil få afgørende
betydning, da også denne strækning befinder sig langt fra målstregen.

Tredje
etape er mere kuperet, men der er tale om bakker uden specielt store
stigningsprocenter. Blandt de mest krævende er vejen op til Ejer Bavnehøj – en
sejtrækker for en cykelmotionist, men for en prof er stigningen næppe
skræmmende. Og den er placeret hele 85 kilometer fra mål, så ethvert angreb,
der foretages her, vil formentlig blive annulleret, inden feltet returnerer til
Horsens. Og ellers sker det på én af de tre ret flade afsluttende runder i
Horsens by.

Det undrer
mig virkelig, at man ikke har tænkt det sportslige aspekt mere ind i
ruteplanlægningen, end tilfældet er. Hvorfor lægger man eksempelvis ikke en af
etapeafslutningerne på en stigning? Det ville skabe meget mere spænding om
udfaldet. Og samtidig ville man gøre en smule op med udlandets forestilling om
Danmark som en nation, der er flad som en pandekage.

Jeg forstår
for så vidt godt argumentet om, at der vil være flest tilskuere, hvis opløbet
ligger på hovedstrøget i en by. Men Giro d’Italia er ikke et midtjysk gadeløb.
Det er en verdensbegivenhed. De millioner af mennesker, der sidder og ser
Giro’en på tv, er først og fremmest interesseret i et spændende ræs. De ville
elske, hvis en lykkeridder eller to kunne stikke af fra feltet og sikre sig
etapesejren ved at udnytte et stykke stigende terræn.

Massespurter
hører til i cykelsporten, jovist. Men de mest mindeværdige øjeblikke opstår,
når der sker noget uventet – når nogen satser og vinder. En massespurt derimod
er glemt dagen efter. Og det er vel ikke hensigten, at det danske kapitel i
Giro d’Italias historie skal gå i glemmebogen så hurtigt?

Vi har lige
haft et VM i Rudersdal ved København. Op til mesterskaberne blev det
diskuteret, om ruten var kuperet nok til, at supersprinterne ville komme til
kort. Det var den ikke: Det endte med en massespurt.

Hvor ville
det have været forfriskende, hvis man havde taget konsekvensen og givet
sværhedsgraden et solidt nøk opad. Bare på én af de tre Giro-etaper.

/Jacob

(Dette indlæg har også været bragt i bl.a. Herning Folkeblad.)

Så blev den danske del af Giro-ruten offentliggjort – og jeg undrer mig!

Hvad er det, der gør, at løbsarrangører er så glade for massespurter i Danmark?

Her har man hele tre etaper at gøre godt med (eller to hvis man trækker enkeltstarten fra), og så lader man dem slutte af med kilometervis af flad landevej. Dybt suk!

Se etaperne her: Etape 1, Etape 2, Etape 3

/Jacob

VM-stemning i solskin ved Søllerød Slotsvej i eftermiddag. Set fra Danskebjerge.dk’s plads ud for slottet.