Blogsbjerg

Så blev ruten til 2012-udgaven af etapeløbet Post Danmark Rundt offentliggjort:

http://www.postdanmarkrundt.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&nyhed=217

Det må betegnes som et Post Danmark Rundt classic.

De første tre etaper i det nord- og midtjyske, de to følgende på Fyn og den sidste på Sjælland. Ret typisk.

Hårdest er Kongeetapen, 3. etape, som slutter i Vejle. Særdeles typisk.

Etape 1 og 2 er også ganske kuperede, mens 4, 5 og 6 er ret flade. Og den sidste målstreg passeres i København. Igen et typisk valg.

Kort sagt: Post Danmark Rundt 2012 er stort set business as usual. Mest nyt er der i de to indledende etaper i den nordlige halvdel af Jylland.

Det virker overordnet set fornuftigt, at der ikke laves for meget om på ruten. Det er fristende at gøre det, men kontinuiteten har også en værdi i sig selv. Og et sted som Kiddesvej i Vejle har nærmest indbygget spænding – og slutter med garanti ikke med en massespurt. Det er også klogt, at både Ejer Bjerge og Mols Bjerge er med.

Hvad angår Sjælland, kan man godt savne lidt fornyelse. Strækningen fra Slagelse via Holbæk-området til København har været brugt rigtig meget, og den har aldrig skabt nogen udskilning af betydning. Når man véd, at der i Odsherred er stigninger, der er på højde med de jyske, kan det godt ærgre, at ryttere og publikum igen skal spises af med halvflade Midtsjælland. DCU-direktør Jesper Worre har i øvrigt tidligere sagt til Danskebjerge.dk, at han meget gerne vil have en Post Danmark Rundt-etape til Odsherred. Det er et par år siden, at han gjorde det, såe…

/Jacob

På sin vis er det her en trist nyhed:

http://www.cykelmagasinet.dk/Klassikeren_Grand_Prix_Herning_aflyses!.aspx

Men at Grand Prix Herning lukker og slukker, giver nye muligheder. Der mangler i Danmark et hårdt éndagscykelløb, der kan tiltrække udenlandske professionelle, og nu er der vel blevet bedre plads til et sådant løb. De overskydende sponsorkroner kunne f.eks. gå til et løb i Vejle-området af nogenlunde samme sværhedsgrad som Amstel Gold Race.

Drømmen om en dansk éndagsklassiker lever!

/Jacob

Siden 2004 har Kiddesvej i Vejle indgået i etapeløbet Post Danmark Rundt. Og folkefesten på den stejle jyske gade vil være en tilbagevendende begivenhed også i de år, der kommer.

Vejle Kommunes aftale med DCU udløber i 2012, men ifølge Danskebjerge.dk’s oplysninger er det sikkert, at den bliver forlænget helt frem til 2017.

Ruten i Post Danmark Rundt skifter ellers meget fra år til år, men den strabaserende rundstrækning i Vejle har været så stor en succes, at den er blevet fast inventar i etapeløbet. Succesen hænger sammen med, at ikke blot etapen, men også det samlede klassement typisk afgøres på Kiddesvej, der med stigningsprocenter på op til 19 kan skille fårene fra bukkene.

I 2011 var det Jakob Fuglsang, der tog etapesejren, mens australske Simon Gerrans med en andenplads grundlagde den samlede sejr i løbet.

Giro
d’Italia i Jylland – endnu en flad fornemmelse?

Først et
stort tillykke til den række af jyske byer, der til næste år får besøg af Giro
d’Italia. Det er imponerende, at man har kunnet få en af verdens største
sportsbegivenheder dertil – det gavner cykelsporten, men giver selvfølgelig
også en masse fortjent omtale. Flot.

En del af
min glæde punkterede dog, da jeg så ruteforløbet for de tre etaper.

Lad gå, at
enkeltstarten ligger i Hernings bymidte, hvor terrænet som bekendt er temmelig
jævnt. Men når det gælder etape 2 og 3, er højdeprofilen unægtelig skuffende.
En flad fornemmelse.

Området
mellem Horsens og Lemvig er ellers kendt for sine mange bakker. Bakker, der kan
få afgørende indflydelse på et cykelløb, hvis de kombineres rigtigt.

Vel er det
ikke bjerge, som man finder dem i Alperne eller i Norge for den sags skyld. Men
hvad disse stigninger ikke har i størrelse, det har de i antal. Det går ganske
enkelt så meget op og ned, at terrænet nemt kan skabe spredning i et cykelfelt,
og erfaringerne fra den såkaldte Kongeetape i etapeløbet Post Danmark Rundt
viser, at de stejle gader i Vejle altid fører til spændende væddeløb med masser
af udskilning. Det kræver blot, at de hårdeste stigninger ligger umiddelbart
før afslutningen på etapen.

På det
punkt dumper de danske Giro-etaper. Desværre.

Anden etape
er en decideret flad etape. Østerbjerg i Lemvig er en fin stigning efter dansk
målestok, men den ligger allerede halvvejs på ruten og får derfor – tør jeg
godt sige – ingen vigtig betydning for etapens slutresultat. Æv, æv.

De mange
kilometers kørsel langs Vesterhavet synes jeg er en glimrende idé med høj
æstetisk værdi og muligvis en hel del blæst. Men selv hvis blæsten skulle
splitte hovedfeltet, er det stærkt tvivlsomt, om det vil få afgørende
betydning, da også denne strækning befinder sig langt fra målstregen.

Tredje
etape er mere kuperet, men der er tale om bakker uden specielt store
stigningsprocenter. Blandt de mest krævende er vejen op til Ejer Bavnehøj – en
sejtrækker for en cykelmotionist, men for en prof er stigningen næppe
skræmmende. Og den er placeret hele 85 kilometer fra mål, så ethvert angreb,
der foretages her, vil formentlig blive annulleret, inden feltet returnerer til
Horsens. Og ellers sker det på én af de tre ret flade afsluttende runder i
Horsens by.

Det undrer
mig virkelig, at man ikke har tænkt det sportslige aspekt mere ind i
ruteplanlægningen, end tilfældet er. Hvorfor lægger man eksempelvis ikke en af
etapeafslutningerne på en stigning? Det ville skabe meget mere spænding om
udfaldet. Og samtidig ville man gøre en smule op med udlandets forestilling om
Danmark som en nation, der er flad som en pandekage.

Jeg forstår
for så vidt godt argumentet om, at der vil være flest tilskuere, hvis opløbet
ligger på hovedstrøget i en by. Men Giro d’Italia er ikke et midtjysk gadeløb.
Det er en verdensbegivenhed. De millioner af mennesker, der sidder og ser
Giro’en på tv, er først og fremmest interesseret i et spændende ræs. De ville
elske, hvis en lykkeridder eller to kunne stikke af fra feltet og sikre sig
etapesejren ved at udnytte et stykke stigende terræn.

Massespurter
hører til i cykelsporten, jovist. Men de mest mindeværdige øjeblikke opstår,
når der sker noget uventet – når nogen satser og vinder. En massespurt derimod
er glemt dagen efter. Og det er vel ikke hensigten, at det danske kapitel i
Giro d’Italias historie skal gå i glemmebogen så hurtigt?

Vi har lige
haft et VM i Rudersdal ved København. Op til mesterskaberne blev det
diskuteret, om ruten var kuperet nok til, at supersprinterne ville komme til
kort. Det var den ikke: Det endte med en massespurt.

Hvor ville
det have været forfriskende, hvis man havde taget konsekvensen og givet
sværhedsgraden et solidt nøk opad. Bare på én af de tre Giro-etaper.

/Jacob

(Dette indlæg har også været bragt i bl.a. Herning Folkeblad.)

Så blev den danske del af Giro-ruten offentliggjort – og jeg undrer mig!

Hvad er det, der gør, at løbsarrangører er så glade for massespurter i Danmark?

Her har man hele tre etaper at gøre godt med (eller to hvis man trækker enkeltstarten fra), og så lader man dem slutte af med kilometervis af flad landevej. Dybt suk!

Se etaperne her: Etape 1, Etape 2, Etape 3

/Jacob

VM-stemning i solskin ved Søllerød Slotsvej i eftermiddag. Set fra Danskebjerge.dk’s plads ud for slottet.

Erfaringerne
med VM-ruten indtil videre: Det fungerer vel egentlig efter hensigten!

Der skabes huller på Slotsbakken, der er spænding om hvor vidt det
bliver samlet spurt til sidst, og når de endelig når opløbsstrækningen,
er der så meget modbakke, at der sker ting og sager på de sidste meter.

Det kunne være sejt, hvis supersprinterne bliver snydt i morgen. 🙂

Enkeltstarterne ved VM er overstået, og nu venter det, man vel godt kan tillade sig at kalde højdepunktet: Linjeløbet omkring Søllerød.

http://www.danskebjerge.dk/artikler-vmruten4.htm

Søndagens 266 kilometer er blevet diskuteret meget rundt omkring i debatfora på nettet: Er ruten en ren foræring til sprinterne – eller går de døde, inden Geels Bakke nås for sidste gang? Dem, der tror på et sprinteropgør, er vist svagt i overtal, men ikke så få forventer, at det går anderledes.

Alene denne diskussion er en sejr for VM-arrangørerne: Det øger usikkerheden om udfaldet, fordi det er så svært at afgrænse feltet af mulige vindere.

De seneste vejrudsigter ser gode ud – solskin og svag vind -, og det vil favorisere sprinterne. Men så sent som i dag talte Danskebjerge.dk med en VM-deltager, der følte sig sikker på, at VM ikke bliver en ren massespurt. Det kunne dog godt blive en afgørelse, hvor 30-40 mand kommer hjem sammen, mente han.

Men det centrale spørgsmål, set fra beskuerens synsvinkel, er vel heller ikke, hvordan løbet ender. Det afgørende er, hvordan løbet udvikler sig. Altså om der sker noget, der skaber spænding om udfaldet. Eller hvis man skal være lidt fræk: Det gør ikke noget, at Cavendish kværner først over stregen, hvis bare andre forinden har gjort et bravt forsøg på at forhindre, at det ender sådan.

Ha’ et godt VM. Måske ses vi der?

/Jacob

Dato: Søndag 11. september 2011. Tid til det traditionsrige Seiffert Løb ved Næstved. Selvom Danskebjerge.dk har besøgt terrænet på Mogenstrup Ås utallige gange, var det debut som deltager.

Det er altid en udfordring at møde de stejle sider på åsen – denne gang var det åsen, der vandt!

Forholdene var ekstra vanskelige ved dette års løb, fordi der forud var kommet flere tordenbyger. Det betød dels, at det i forvejen noget opblødte underlag blev endnu mere opblødt. Og så gjorde det luften noget klæbrig. Den luft, som der ellers var brug for at få ind og ud i rigelige mængder.

Der var flere ruter at vælge imellem. Danskebjerge.dk snuppede den længste, som officielt er på ca. 8,5 km (min GPS sagde 8,23 km, men målingen er usikker i terræn som dette). Det skulle dog vise sig, at en kortere rute måske havde været at foretrække…

Kilometer 1 går i rask tempo – lige over 4 minutter tog den -, men så kommer stigningerne. Allerede på den første (ca. 25 højdemeter) ryger pulsen over 90% af max, og syren i benene melder sig faretruende tidligt. På det efterfølgende flade stykke på toppen af åsen gælder det om at få styr på den overstyrede vejrtrækning, men så kommer et kompliceret stykke ned ad bakke på en gennem-eroderet sti fuld af trærødder – og derefter en ny stigning på ca. 25 højdemeter. Så er vi oppe i det røde felt igen. Det holder bare ikke!

Tredje stigning er dråben. Der er knap så mange højdemeter, men stigningen er så stejl og så glat, at kun de allerletteste løbere vil kunne løbe op (og undertegnede hører ikke til i den kategori!). Så man må bide i det sure æble og vandre til toppen. Bakkerne på åsen har fat i den lange ende, og selvom de næste par kilometer er næsten helt flade, er nederlaget uundgåeligt.

Dette var nemlig kun første omgang! 8,5-kilometer-distancen består af to identiske omgange, og det vil altså sige, at de førnævnte stigninger skulle forceres en gang mere. Resten er historie. Pulsen lå på omkring de 90% resten af vejen, men tempoet var i bund. Igen stod den på gå-tempo på de stejleste skråninger, og mens undertegnede andre gange formår at overhale de nærmeste konkurrenter på det afsluttende stykke, var det denne søndag ganske omvendt. Terrænet havde vundet.

En halvdårlig undskyldning kombineret med lidt kritik: På trods af at løbet har en del år på bagen, kan man ikke finde nogen rutekort på hjemmesiden. Dét er altså et minus, selvfølgelig især for førstegangsløbere. Hvis det havde været en flad rute, kunne man leve med det. Men her betyder terrænet utrolig meget for, hvordan man skal disponere sit løb. Jo, der står, at det er et hårdt løb, men det er der så mange løbsarrangører, der skriver. Så et rutekort vil klart være en styrkelse af Seiffert Løbet. Et løb, der ellers på fortræffelig vis byder på både enorme fysiske udfordringer og en unik naturoplevelse.

Læs mere om Mogenstrup Ås her.

/Jacob

Det her er altså bare nederen:

http://cykelmagasinet.dk/Matti_Breschel_melder_fra_til_VM.aspx

Matti Breschel har opnået nogle af sine bedste resultater ved VM. Og i år ligger ruten rigtig godt til ham. Og løbet foregår tilmed i Danmark.

Og så må han trække sig.

Det er selvfølgelig surt for ham selv, men jeg vil vove den påstand, at katastrofen er større for dansk cykelsport. Ham venter der nye løb – derimod kommer VM ikke til Danmark igen i umindelige tider.

Chancerne for, at andre danskere kan gøre sig gældende i topstriden, er minimale. Jeg ville gerne slutte med en opmuntring, men den her cykelnyhed er svær at finde positive vinkler på…

/Jacob