Blogsbjerg

Hvis du er blandt de mange danskere, der bruger Hallandsåsen og området ved Båstad i Sydsverige til lejlighedsvis træningslejr, så er du måske stødt ind i Erikstorpsvägen. Erikstorpsvägen er næppe den hårdeste stigning, men den er – hvis man ser bort fra grusveje og blinde veje – den stejleste af alle.

Den er en sidevej til den smukke Italienska vägen lige vest for Båstad og er en lille smule svær at opdage, fordi den er så snæver.

Se Danskebjerge.dk’s Googlekort med Erikstorpsvägen her.

Det er de første ca. 300 meter, der er de stejleste. Her stiger terrænet i gennemsnit med ca. 15%, men undervejs når stigningsprocenten op på hele 20. Det viser en detaljeret, manuel opmåling, som Danskebjerge.dk har foretaget på Erikstorpsvägen.

Ifølge min Garmin er hele stigningen 83 højdemeter (afhængigt af, hvor man mener den slutter selvfølgelig) og er 870 meter i længden, hvilket giver et gennemsnit på 9,5.

Stigningen kan minde om Helligpeder-stigningen på Bornholm. Denne har ligeledes en maksimal stigning på 20%, har næsten samme antal højdemeter og er langt stejlest på den første del. En af de særlige fordele ved Båstads stigninger er dog, at de ligger tæt, og at man derfor forholdsvis nemt kan komme ned ad bakkerne og op igen.

Danskebjerge.dk har skrevet en udførlig artikel om det udfordrende cykelterræn i Sydsverige. Læs her.

/Jacob

Når de bedste danske landevejsryttere skal udkæmpe kampen om årets DM-medaljer i dagene 20.-23. juni, så bliver det på en forholdsvis flad rute i og omkring den sydsjællandske by Vordingborg.

Én længere stigning er der dog. Den kan vi passende kalde Rynkebjerg, for det er navnet på den vej, som stigningen ligger på.

Rynkebjerg starter, når man svinger til højre fra Kohavevej og nærmer sig den lille by Ørslev et par kilometer nordøst for Vordingborg. I krydset ligger terrænet i en højde af 7 meter over havet. Når man kommer frem til selve Ørslev en kilometers penge længere fremme, flader terrænet ud igen, men det sker så gradvist, at det er svært at sige, præcist hvor bakken slutter.

Danskebjerge.dk vurderer, at 45,5 moh. er en rimelig angivelse af stigningens top. Det vil sige, at stigningen over sine 1180 meter stiger med 38,5 højdemeter, svarende til en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3%.

Se Rynkebjerg på kort her.

Det kunne faktisk have været sportsligt interessant at lægge målstregen på toppen af denne stigning. Men målet har arrangørerne altså placeret nede i Vordingborg by, hvilket der jo også kan være gode grunde til.

Området omkring Ørslev er præget af en langstrakt skråning ned mod den lavtliggende Ørslev Mose. Dette landskab lægger grunden til en håndfuld asfalterede stigninger på 20-40 højdemeter, deriblandt også hovedgaden i Ørslev, der har nogenlunde samme top som Rynkebjerg, og som har en lignende profil.

/Jacob

Et af de mere spektakulære danske motionsløb blev afviklet i dag. Det er Kalkmineløbet, som for en dels vedkommende foregår nede i Mønsted Kalkgruber.

Gruberne er miner, hvorfra man udgravede kalk, men nu er de en turistattraktion – og altså en del af det årlige store motionsløb, der tiltrækker op mod 2000 løbere. Og endnu flere ville formentlig have deltaget, hvis ikke der havde været udsolgt for længst.

Ud over selve oplevelsen af at løbe inde i en mine er der også en del højdemeter på ruten. Omkring 480, hvis man vælger maratondistancen. I selve minen når man ét sted ca. 40 meter ned under jordoverfladen.

Danskebjerge.dk har lavet denne lille film fra dagens løb – optagelserne har Mads Isberg stået for:

Glimt fra Kalkmineløb 9. maj 2013

Bemærk hjelmene, som løberne bærer. Gangene er trange, og man kan nemt slå sig. Mads har dog valgt at klare sig uden…

Se også:

http://www.kalkminelob.dk/

http://danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

Løbets 2012-udgave fik flot anmeldelse:

http://www.motionslob.dk/testteam/kalkminel%C3%B8b-2012

/Jacob

Bjergløb i solskin er godt. Men tåge har nu også sin charme. Som nu i dag, hvor der blev afholdt Hedelands Bjergløb i området omkring Sjællands største skicenter.

Løbets højdepunkt, i hvert fald når man tæller meter over havet, er Skibakken. Det er egentlig bare en stor grusbunke, som er blevet skrabet sammen med tanke på rekreative formål. Men i formiddagstågen ligner bakken virkelig et bjerg. Man kan nemlig ikke se toppen. Den forsvinder i skyerne. Ligesom man kender det fra Alperne og de norske fjelde.

På ruten møder man stigningen omkring kilometer 8. Det vil f.eks. sige, at hvis man – som undertegnede i dag – løber halvmaraton, så møder man stigningen anden gang ved kilometer 18, omkring 2½ kilometer fra mål. En giftig placering!

Den bestiges fra nord, hvor der er 38 højdemeter til toppen (den stiger i snit 12,7% over 300 meter). Tidligere kom man til bakken fra vest (28 højdemeter over 140 meter), men det blev lavet om for et par år siden, sådan at man nu starter opstigningen fra et lavere punkt – og dermed får lov at lide endnu mere.

(Se stigningerne på kort her.)

Skibakken er dog langt fra den eneste stigning på ruten, og som en af mine meddeltagere konstaterede i dag, er Hedelands Bjergløb nok ikke et løb, hvor man sætter personlige rekorder. Det forhindrer de mange bakker. Men også snævre, mudrede stier og en række stejle fald tvinger dig ned i tempo.

Hedelands Bjergløb er et traditionsrigt løb, og det mærkes bl.a. ved, at der er god afmærkning og en fin repræsentation af levende vejvisere rundt omkring på ruten. Det gør det lidt nemmere at koncentrere kræfterne om de tågeindhyllede bjergtoppe.

Løberen på billedet ovenfor er i øvrigt Annette Fredskov. Hun er i gang med et projekt, hvor hun løber en maraton om dagen. Ja, om dagen. På det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var Annette på vej op ad Skibakken for anden gang ud af fire. Tågen er lettet en smule, for man kan faktisk ane liftanlægget.

/Jacob

Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.

Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.

Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).

Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.

De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.

Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.

Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!

Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.

Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i, da jeg selv var hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.

Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.

Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.

De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.

Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.

Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.

Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race

/Jacob

Så sejrede sandheden til sidst.

Som Danskebjerge.dk har påpeget i årevis, er det ganske enkelt ikke korrekt, når medierne forsyner Kiddesvej i Vejle med en stigningsprocent på 21.

Tallet 21 har været brugt lige siden 2004, hvor Kiddesvej kom med i Post Danmark Rundt. Hvad tallet er baseret på, er uklart. Danskebjerge.dk har blot kunnet konstatere ved adskillige målinger på Kiddesvej, at stigningsprocenten umuligt kan nå der op, med mindre man bruger helt aparte opmålingsmetoder.

Alligevel har Danmarks Cykle Union gang på gang nævnt de 21 procent, når der er blevet sendt pressemeddelelser ud om Post Danmark Rundt. Og så har sportsmedierne troet på det og gentaget det forkerte tal.

I 2012 begyndte der dog at ske noget i sagen. Danskebjerge.dk offentliggjorde en liste over Danmarks stejleste veje, og her lå Kiddesvej forholdsvis langt nede. 19 procent som maksimal stigning rækker nemlig kun til en delt 16. plads i Danmark, og så har vi endda ikke taget blinde veje med.

Den undersøgelse blev fulgt op af bl.a. en rettelse på Ritzau, hvor man reagerede på en henvendelse fra Danskebjerge.dk i forbindelse med fejlbehæftet omtale af Kiddesvej og Post Danmark Rundt. Rettelsen blev sendt ud til hver en afkrog af Danmark, og således blev der i hvert fald sat et meget stort spørgsmålstegn ved de sejlivede 21 procent.

Se: http://iloapp.danskebjerge.dk/blog/blogsbjerg?Home&post=107

Det afholdt dog ikke DCU fra igen forleden at skrive en pressemeddelelse om Kiddesvejs 21 procent. Men det var tilsyneladende en sidste krampetrækning. Forløbet er endnu ikke helt klart, men det står fast, at vejlenseren Troels Vesterlund Nielsen kort efter offentliggjorde en helt frisk måling fra landmålerfirmaet LIFA, hvor stigningsprocenten på de 19 blev bekræftet. Troels Vesterlund Nielsen har i flere år arbejdet for mere fokus på bakkerne omkring Vejle, herunder korrekt information om dem.

Og det var altså tilsyneladende en indsats, der bidrog til, at sandheden om Kiddesvejs stigningsprocent vandt den endelige sejr. Den 12. marts 2013 kl. 8.46 udsendte DCU’s organ CyklingDanmark en artikel med overskriften: “Officielt: Kiddesvej har stigningsprocent på 19”.

Læs hele “berigtigelsen” her: http://www.cyklingdanmark.dk/index.php?p=nyheder/profil.php&id=24955

Nogle vil måske sige, at to procent fra eller til ikke gør den store forskel. Men Danskebjerge.dk’s holdning er, at hvis man gerne vil have den slags detaljer med i markedsføringen af et arrangement, så skal man have styr på fakta.

Det samme gælder i øvrigt en hel del andre løb i Danmark. Der synes at gælde den naturlov, at hvis en stigningsprocent eller et antal højdemeter er angivet forkert af arrangøren, så er det altid til den høje side. Sjovt nok!

Men pas på. I risikerer at Danskebjerge.dk kommer og tjekker! 🙂

/Jacob

Okay, dét er sgu god læserservice:

http://www.fyens.dk/article/2220664

Fyens Stiftstidende har lavet et udtræk af motionsløb på Fyn i 2013. De når op på over 125, og så kalder de det endda kun for “en buket”…

Det viser mindst to ting:

For det første at der efterhånden er virkelig mange arrangementer at vælge imellem for folk, der holder af at pifte deres motion op med nogle oplevelser i selskab med ligesindede. Dejligt!

For det andet fortæller det, at Danskebjerge.dk ikke kan holde styr på alle løb i Danmark. Godt nok har sitet en velbesøgt og opdateret liste med bjergløb, men den fungerer kun optimalt, hvis løbsarrangører og andre melder om nye løb eller løb, der er overset. Og hvis de tipper om ændringer, som har relevans for beskrivelsen af de enkelte løb.

Når man hurtigt løber avisens liste igennem, er der ikke umiddelbart nogen løb, der har en geografisk placering, som siger, hey!, her er der en masse stigninger. Altså ud over de par stykker, som Danskebjerge.dk godt kender i forvejen. Men der er jo det ved det danske landskab, at der kan gemme sig et par bakker eller tre i et terræn, der ellers ikke er kendt for at være specielt kuperet. Og hvis ruten rammer netop de bakker, kan den blive ganske udfordrende – og en egnet kandidat til bjergløbslisten!

Så giv endelig lyd, hvis I hører om nogen spændende løb med kuperede ruter. Og de behøver altså ikke overholde alle kriterier. Forstået på den måde, at listen med bjergløb ikke er alt. Danskebjerge.dk interesserer sig for al motion i bakkede omgivelser og skriver fra tid til anden om det i anden sammenhæng.

/Jacob

Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:

http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/

Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm

Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).

Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.

Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.

/Jacob

Cauberg kan meget vel få afgørende betydning for udfaldet af årets VM i landevejscykling. Faktisk spillede den berømte stigning en væsentlig rolle i søndagens holdtidskørsel, hvor flere hold blev splittet, da det gik opad få kilometer før mål.

Men selvom VM-rutens sidste store udfordring er nok så berygtet, bør den ikke skræmme livet af en dansk cyklist.

Danmark har nemlig adskillige stigninger, der nemt kan måle sig med Cauberg.

Cauberg-stigningen er 1,5 km lang og stiger i snit med 4,7%. Det ville ikke engang række til en Top 10-placering i Danmark.

Heller ikke den maksimale stigningsprocent er ekstrem efter danske forhold. På det stejleste sted stiger Cauberg med ca. 12%. Det overgås af en del rød-hvide bakker. Eksempelvis af Munkebjerg ved Vejle: Munkebjergs maksimale hældning er 16%, og den har både flere højdemeter og en skrappere gennemsnitlig stigningsprocent.

Når Cauberg alligevel kan bære sit ry med stolthed, hænger det selvfølgelig sammen med stigningens placering i de utallige løb, den har indgået i. Af disse er Amstel Gold Race mest kendt. Efter godt 250 kilometers hård kørsel er rytterne godt stegt, og når terrænet stiger, er det slut med bare at sidde med på hjul. Her er det de overskydende kræfter i benene, der afgør, hvor hurtigt man kan træde på de sidste meter op ad bakken.

Philippe Gilbert er blandt de senere års mest profilerede vindere af Amstel Gold Race, og sejren i 2011 kan han i høj grad takke Cauberg-stigningen for. Det var den, han udnyttede til det sidste afgørende angreb på konkurrenterne.

Se hans triumf og fanklubbens vanvittige reaktion her:

http://youtu.be/USsBoX3VRR0

Afslutningen ved VM adskiller sig dog lidt fra finalestrækningen i Amstel. Målstregen ligger nemlig ikke på toppen af Cauberg, men derimod lidt længere fremme. Det gør, at den, der kommer hurtigst op ad Cauberg, ikke er sikker på sejren – andre kan nå at komme op bagfra. Måske en Matti Breschel?

/Jacob

Motionsløbet Etape Bornholm er et af de helt store danske løbearrangementer. Løbet er blevet en fast tradition, og det betyder ikke bare tusinder af deltagere, men også masser af tilskuere og omfattende regional tv-dækning.

Højdepunktet, sådan rent sportsligt, er kongeetapen, som er den næstsidste af de fem etaper. Ruten ligger ved Hammeren og når omkring adskillige kendte lokaliteter, bl.a. Hammershus, Salomons Kapel og et stort granitbrud. Danskebjerge.dk fik lejlighed til at teste ruten, og selvom formen ikke er i top, var det en god oplevelse.

Man kan sige, at der er tale om et klassisk dansk bjergløb – mest på stier og med stigningerne placeret i tilpas afstand. Ruten starter lige på og hårdt med en stigning, der er stejl i starten, så har den et lille fladt stykke på asfalt, og så går det ellers opad igen ad grusvej til et stenbrud. På nedturen passeres Hammershus, og herefter følger et længere fladt stykke langs Hammer Sø. Først ved stranden ved Sandvig – tæt på Bornholms nordligste punkt – nås løbets anden stigning, som ligger i flot natur, og som er af moderat sværhedsgrad. På nedstigningen kan man nyde formidabel udsigt ud over Østersøen, og fremme ved kysten kommer du forbi ruinen af Salomons Kapel. Kort efter går det opad mod fyret. En perfekt opløbsstrækning, hvis formålet altså er at være grum ved løberne, og det er vel formålet med et bjergløb. 🙂 Oppe ved Hammer Fyr kan man igen ånde ud og få pulsen lidt nedad.

Undertegnede kom til at løbe lidt forkert oppe ved stenbruddet, så turen blev nogle hundrede meter længere end beregnet. Det er dog peanuts i sammenligning med, hvad deltagerne i Etape Bornholm udsættes for. De har jo – når de står ved startstregen – allerede løbet tre etaper de tre foregående dage. Set i det lys er kongeetapen en særdeles barsk omgang.

Læs mere om Etape Bornholm og om andre fede danske bjergløb på www.danskebjerge.dk.

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er fra de sidste meter af opløbsstrækningen 26. juli 2012. Tilskueropbakningen var massiv, hvilket formentlig også skyldes, at mange pårørende til deltagere tager opstilling langs ruten.