Man fristes til at tro, at højden af et landskab er noget stationært, men det sker alligevel jævnligt, at et terræn ændrer sig. Danmark er vel et af de lande, hvor det sker oftest. Der er flere fænomener, der forårsager det:
1.) Landet hæver/sænker sig som forsinket reaktion på gletsjernes forsvinden. Ændringen er på under 2 millimeter om året, men over tid gør det en forskel. Det kan være medvirkende til, at den nuværende terrænhøjde på et givent sted ved afrunding er 1 meter højere eller lavere end dengang, da de første officielle topografiske opmålinger blev foretaget.
2.) Kysterne eroderes. Især ved Vestkysten er der mange steder, hvor der tidligere var en høj klint, men nu kun flad strand. De mest spektakulære klinteskred finder dog sted i den modsatte ende af landet, nemlig ved Møns Klint, hvor kystlinjen til gengæld er relativt stabil.
3.) Sandaflejring og sandfygning. I kystnære områder kan der aflejres materiale fra havet, således at der skabes nye landområder. Og længere inde i landet kan vinden flytte rundt på overfladesand. Dermed bliver terrænet nogle steder lavere og andre steder højere end før.
Det sted, hvor punkt 3 vel ses tydeligst i Danmark, er på Fanø. Her er landskabet meget foranderligt. Forleden fik jeg en henvendelse fra en af Danskebjerge.dk‘s læsere. Den gik på, at Fanøs højeste punkt er nogle meter højere, end jeg har angivet i en artikel om øens højeste punkter. Jeg tjekkede op, og det er ganske rigtigt. Dels er der nord for det punkt, som jeg udpegede som det højeste, er “nyt” punkt, hvis højde er 27 moh. (se kortet ovenfor). Og dels er højden af det punkt, jeg udpegede, øget med to meter – fra 22 til 24 moh. Så der har forekommet en tilførsel af materiale med højere terræn til følge.
Men om forskellene alene skyldes højdeforskydninger siden artiklens offentliggørelse i 2017, eller om de også skyldes eventuelle uregelmæssigheder i myndighedernes digitale terrænmåling, er svært at sige med sikkerhed.
Udsigten fra Kongedyssens store kammer er formidabel.
Kongedyssen ved Slagelse er en stor langdysse med et stort kammer. Og den er større – faktisk måske en hel del større -, end hvad de officielle dimensioner tilsiger.
Ifølge informationstavlen ved oldtidsmindet måler dyssen 57 meter. Det svarer til det tal, der står i Nationalmuseets beskrivelse fra 1940. Imidlertid viser en digital måling ud fra satellitfoto en anden længde – nemlig 61 meter. Og det er tættere på Skov- og Naturstyrelsens beskrivelse fra 1984, hvor længden blev angivet til 60 meter.
Så der kan ikke herske tvivl om, at informationstavlen underestimerer Kongedyssens dimensioner med nogle meter. Men, men, men. Denne afvigelse er for intet at regne mod, hvad en spændende teori siger om dyssens oprindelige udseende. Står denne teori til troende, har vi at gøre med Sjællands suverænt længste langdysse. Måske endda Danmarks længste, hvis vi kun ser på de langdysser, der har bevaret deres dyssekarakter frem til i dag.
På dette skråfoto (fra øst) ses Kongedyssen i venstre side og det lyse område i marken til højre for.
Lad mig begynde med min egen observation. Som nævnt foretog jeg en opmåling af Kongedyssen. Det gjorde jeg vha. et digitalt onlinekort fra SDFI. I den forbindelse opdagede jeg på satellitbillederne en lys terrænform på kornmarken stik nord for Kongedyssen. Da jeg slog kortets skyggefunktion til, måbede jeg: Terrænformen er aflang, har omtrent samme dimensioner som Kongedyssen og ligger i direkte forlængelse deraf, blot adskilt af den tværgående Bavnehøjvej og nogle meter på hver side af den.
Kort med skyggeeffekt, hvor den nordlige dysse, som er overpløjet, træder tydeligt frem.Mellem den nordlige dysse og Kongedyssen går Bavnehøjvej, som blev anlagt i den sene del af 1800-tallet.
Dette fund skabte jo grobund for en tese: Kunne Kongedyssen engang have omfattet den aflange form mod nord? Det ville i så fald næsten tredoble dyssens samlede længde. Kongedyssen ville have været ca. 175 meter lang! I sandhed et majestætisk oldtidsminde.
Jeg undersøgte sagen nærmere og nåede frem til disse forhold, der taler for, at tesen er sand:
Formen på nordsiden af vejen er rent faktisk registreret som en langdysse. Den er blot sløjfet for længst – allerede i 1893 betegnes den af Nationalmuseet som “overpløjet”.
På den nuværende Kongedysse findes randsten mod syd, vest og øst (knap 80 i alt) – men slet ingen mod nord. Det kunne passe med, at der aldrig har været nogen nordlige randsten, fordi dyssen i sin oprindelige form ganske enkelt ikke har haft noget endepunkt her.
Der er kun ét kammer i den nuværende Kongedysse. Det er almindeligt med flere kamre i langdysser. Hvis dyssen oprindeligt har fortsat mod nord, kan der have eksisteret et eller flere kamre i den del.
I 1984 taler Skov- og Naturstyrelsens udsendte medarbejder med ejeren af den nærliggende Stendyssegård. Denne refererer en gammel mand for at have fortalt, at dyssen tidligere havde været længere, men at den nordlige del af dyssen var blevet fjernet og anvendt som fyld et eller andet sted, evt. ved byggeri af en bro.
Hvad skulle idéen være i at anlægge to mere end 60 meter lange og lige brede dysser i direkte forlængelse af hinanden med højst 40 meters afstand imellem sig i stedet for at anlægge én sammenhængende langdysse?
En 175 meter lang langdysse er voldsomt, men ikke urealistisk. Kardyb Langdysse syd for Skive (i dag næsten uden nogen oprindelige sten) har en længde på 184,5 meter. Lindeskov Langdysse på Fyn måler 168 meter. Der kan tidligere have eksisteret andre langdysser af lignende størrelse.
Den stejle Bavnehøjvej går tæt forbi Kongedyssen (som også kaldes Kong Slags dysse). Dyssekammerets top anes i højre side af billedet.
Så vidt den kæde af indicier, der underbygger forestillingen om, at Kongedyssen oprindeligt har været længere.
Der er altså også en del ting, der taler imod denne teori. Heriblandt:
Der findes eksempler på storstensgrave, der er anlagt i forlængelse af hinanden, bl.a. ved Grøfte (også Slagelse Kommune).
Kongedyssens nordlige randsten kan være fjernet af alle mulige grunde, eksempelvis i forbindelse med anlæggelse af Bavnehøjvej.
På et matrikelkort oprettet så tidligt som i 1806 er både den nuværende Kongedysse og den overpløjede langdysse indtegnet som noget, der ligner områder fyldt med sten. Disse to områder er adskilt på kortet, og der går ingen vej igennem, dvs. adskillelsen lader til at være sket inden etablering af Bavnehøjvej. Måske har det endda været sådan fra starten.
Når den nordlige langdysse allerede var overpløjet i 1893, og Bavnehøjvej blev anlagt i sidste del af 1800-tallet, så kan den gamle mand, som Skov- og Naturstyrelsen hørte om i 1984, ikke selv have oplevet, at der blev fjernet materiale fra stedet.
Hvorfor er der ca. 30 meter fladt terræn uden synlige spor af dysse mellem den overpløjede langdysse og Bavnehøjvej? Hvis man havde anlagt en vej vinkelret gennem en langdysse, havde man vel kun haft behov for at fjerne så meget af dyssen, som anlægsarbejdet krævede.
Der kan være andre for- og imod-argumenter end de ovenstående.
Udsnit af et over 200 år gammelt matrikelkort. I midten ses to rektangler med prikker i. Det er Kongedyssen nederst (i syd) og den overpløjede høj øverst (i nord).
Men er der en konklusion, der kan drages?
Det er svært, men jeg hælder til, at det er overvejende sandsynligt, at Kongedyssen også oprindeligt har haft de dimensioner, den har nu. Jeg lægger især vægt på det gamle matrikelkort, der synes at vise to separate områder med sten liggende i forlængelse af hinanden. Hvad “motivet” har været til at lave et sådant dobbeltanlæg, kan man kun gætte på.
Men uanset hvad: Kongedysse er i sin nutidige form faktisk en stor langdysse – en del længere end den gennemsnitlige danske langdysse -, og det kan anbefales at besøge den. Den er nem at komme til (pga. parkeringspladsen få skridt derfra), og udsigten er formidabel. Dog skal man måske lige overveje tidspunktet for besøget.
Hvis du kommer om sommeren, kan du nyde det gode vejr og forhåbentlig også det klare vejr, der gør det muligt at se Storebæltsbroen og Fyns kyst – til gengæld kan der være skudt så meget græs op, at randstenene skjules. I årets kolde måneder kan der være et vejrbetinget ubehag forbundet med at studere Kongedyssen – til gengæld er det nemmere at få et fyldestgørende indtryk af storstensgraven, fordi bevoksningen er minimal.
Fra den mægtige Kongedysse kan man i blot nogenlunde klart vejr se til en anden mægtig konstruktion, nemlig Storebæltsbroen.
I et andet blogindlæg kan du læse om andre oldtidsgrave, der ligger lige i nærheden af Kongedysse.
Indenfor 800 meter ligger en række karakteristiske oldtidsmonumenter placeret langs Vårby Bakkes øvre kant, mere end 50 meter over ådalen.
Byggegrunde skal helst have en god beliggenhed. Sådan var holdningen også i oldtiden, hvor de store gravmonumenter ofte blev anlagt på steder, der lå højt i terrænet. På den måde sikrede man ikke blot, at der var en flot udsigt fra disse anlæg, men også, at de kunne ses fra lang afstand og gøre indtryk på såvel lokale som tilrejsende.
Et område med fremragende beliggenhed både dengang og nu er højdedraget vest for Slagelse. Lad os kalde det Vårby Bakke, for selvom nogle forbinder navnet Vårby Bakke med skråningerne på og ved Korsørvej, så er der faktisk tale om en ca. 14 kilometer bred skråning, der har sin bund i den nord-/sydgående Vårby Ådal. Fra åen og op til toppen af Vårby Bakke er der en højdeforskel på ca. 55 meter, og hvis vejret er blot nogenlunde klart, kan man se den fynske kyst godt 30 kilometer mod vest.
Udsigten fra Kongedyssen ud over Vårby Ådal med nogle dyssesten i forgrunden.
Langs bakkekammen ved Slagelse har der ifølge Kulturarv.dk ligget 20 oldtidshøje. I dag er der seks tilbage. Fire af dem ligger på en næsten lige linje indenfor 800 meter, og de er karakteristiske på hver deres måde:
Tvehøje: Den sydligste af de fire oldtidsgrave. Den lever til fulde op til sit navn, idet den af Nationalmuseet betegnes som “to sammenbyggede høje”. Set oppefra er den omtrent amøbeformet. Formen snyder øjet lidt, for fra afstand forledes man til at tro, at der er to toppe, men i virkeligheden er der næsten intet terrænfald imellem dem. Fra mange andre bronzealderhøje ved man, at en usædvanlig form kan skyldes senere påvirkning (f.eks. er der på Hagbardshøj ved Susåen en kløft midt i højen, og den er dannet af mennesker i nyere tid). Sådan er det tilsyneladende ikke med Tvehøje. Det kunne være interessant at vide, hvor almindeligt fænomenet er i Danmark.
Hellig Anders Høj: En offentligt tilgængelig høj, der også kaldes Korshøj eller Hvilehøj. Den er en af de mest kendte bronzealderhøje på Vestsjælland. I seværdighedsforklaringen fra Skov- og Naturstyrelsen hedder det kort og godt: “Høj med kors, højt i terræn, vidt udsyn”. Der er fem meters højdeforskel på bund og top, og det i sig selv gør lokaliteten spændende. Men det er korset på toppen og den dertil hørende myte, som er trækplasteret. Det siges om en Slagelse-præst ved navn Anders, at han på en rejse var nået til Jerusalem. Da kom der en hest hen til ham, og den bad ham springe op på dens ryg. Det gjorde han, og vupti, så lå han på en høj nær sin hjemby. Højen er opkaldt efter middelalderpræsten, og der har siden 1700-tallet stået et trækrucifiks til minde om ham – det blev senest fornyet i 1952.
Bavnehøj: Omtrent samme dimensioner som Hellig Anders Høj 400 meter længere mod syd, men slet ikke med samme publikumsappel. Det skyldes først og fremmest den bevoksning, som højen er omsluttet af. Der burde næsten være en lov, der forbød tilgroning af oldtidsminder, men sådan er det ikke. At Bavnehøj har været mere attraktiv før i tiden, ser man bl.a. ved, at navnet på den nærmeste gård er Baunehøjgård, og den nærliggende vej hedder Bavnehøjvej.
Kongedysse: En 60 meter lang dysse, som forbindes med en vis kong Slag. Kong Slag siges at have lagt navn til byen Slagelse, hvilket dog ikke kan passe, da man ved, at bynavnet Slagelse har en anden oprindelse. Men langdyssens beliggenhed og de mægtige sten, der udgør dyssens eneste kammer, har bestemt noget majestætisk over sig. Kongedyssen er efter alt at dømme ældre end de tre førnævnte oldtidsgrave. Langdysser er nemlig fra bondestenalderen, mens de kuppelformede gravhøje typisk er fra bronzealderen. Kongedyssen har egen parkeringsplads, og udsigten er en smule bedre end den fra Hellig Anders Høj, da terrænet ned mod ådalen her er blottet for træer.
Galgebakke midt i kortudsnittet – med den røde prik, der viser toppunktet, som er 115,5 moh.
Nogle kilometer syd for Horsens ligger et lille, men alligevel meget markant højdedrag ved navn Bjerrelide. Dets højeste punkt er gravhøjen Purhøj med 121,5 moh., men lidt længere mod syd er der et andet toppunkt, der også er værd at kende. Især hvis man interesserer sig for krimistof og retsvæsen.
Stedets funktion afsløres allerede i navnet: Galgebakke. På Galgebakke er et ukendt antal dømte forbrydere blevet henrettet igennem tiden – den sidste i 1856, og det er den, jeg lige vil omtale.
Tilbage i 2008 var der i Vejle Amts Folkeblad en beskrivelse af de hændelser, der førte til henrettelsen. Du kan læse hele artiklen her. Men kort fortalt drejer det sig om en lokal mand, der overfaldt en 14-årig pige, Maren Abrahamsdatter, for at voldtage hende og umiddelbart efter slog pigen ihjel.
Af avisartiklen fremgår, at manden blev dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret, skriver avisen.
Dette er dog kun en halv sandhed, kan jeg nu afsløre. For på den tid fandtes endnu en retslig instans, nemlig regeringen og kongen. Der er flere eksempler på, at Frederik den 7. var relativt blød, når det gjaldt straffe, og på dagen, hvor drabssagen fra Bjerre blev taget op i statsrådet, havde han lige nedsat en i forvejen nedsat straf til en indbrudstyv.
Og også straffen til drabsmanden blev reduceret – omend ikke nok til at gøre gerningsmanden glad! Kongen slog nemlig fast, at i denne sag skulle dødsstraffen eksekveres. Formildelsen bestod i, at drabsmandens hoved ikke skulle sættes på en stage. Så han slap altså for at ende som f.eks. Johann Struensee, hvis kropsdele kunne ses videnom efter halshugningen.
Men døden undgik manden ikke. Han blev den sidste person, der henrettedes på Bjerrelide.
Ved mit sidste besøg på Bjerrelide forsøgte jeg at finde den gamle galgebakke. Man kan se den fra afstand, men desværre ligger den et stykke inde på en privat mark. Så nogen stor turistseværdighed er der ikke tale om. Der er Purhøj mere attraktiv.
Galgebakke ses midt i billedet, hvor der anes en hvid bygning oppe mellem en stor gruppe træer.
Fristrupvej-bakken består af to stigende strækninger, der er omtrent lige lange. Den grønne linje markerer det midterstykke, hvor vejen er næsten flad.
På fredagens solbeskinnede cykeltur kom jeg forbi Fristrupvej nær Tølløse. Det er nogle år siden, at jeg sidst besteg denne ganske krævende sag, men jeg kunne sagtens huske den.
Der er mindst to ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken.
Den ene er, at bakken består af to adskilte stigende strækninger.
Nummer 1, den nederste, er den mest stejle. På de skrappeste 100 meter af den ligger stigningsprocenten på 10% i gennemsnit.
Derefter er der et stykke på 100 meter med en positiv højdeforskel på kun godt 1 meter, altså næsten fladt.
Så kommer delstigning nummer 2. Her bliver man bl.a. udsat for 240 meter med en gennemsnitlig stigning på 6,3%.
Det, man så kan diskutere, er, om stigningen bliver hårdere af at være delt op på denne måde, eller om den tværtimod bliver nemmere af det. Sidstnævnte påstand bygger på, at man får lidt tid til at puste ud halvvejs, hvor terrænet næsten ikke stiger. De fleste vil dog nok mene, at det er omvendt, altså at det særlige forløb gør stigningen mere krævende end ellers. Simpelthen fordi stigningsprocenterne visse steder når højere op, end hvis hældningen var fordelt mere ligeligt ud over hele bakken.
Andre lignende bakker “Dobbeltbakker” af denne type er ikke så almindelige i Danmark, men de forekommer. Blandt sjællandske eksemplarer kan nævnes Kårupvej i Odsherred. Den minder faktisk en del om Fristrupvej, men er noget længere.
I Jylland har vi bl.a. Jelshøj, som Danskebjerge.dk har kåret til Danmarks smukkeste stigning. Jelshøj-stigningen er meget lig Fristrupvej, når vi ser på den samlede højdeforskel (Jelshøj: 35 højdemeter, Fristrupvej: 38 højdemeter), men den jyske bakke er noget kortere og dermed også stejlere. Den kan uanset hvad ikke hamle op med Danmarks måske mest udfordrende “dobbeltbakke”: Østengård ved Vejle. Denne skråner med helt op til 18% og har alligevel et kort midterstykke på 0%.
Der findes næppe nogen officiel definition på den nævnte type bakke. Man kan derfor ikke entydigt sige, hvornår en bakke er en “dobbeltbakke” à la Fristrupvej, og hvornår det bare er en bakke med varierende hældning. Men man kan i al fald slå fast, at det flade stykke skal adskille sig markant fra bakkens maksimale stigningsprocent. Et bud kunne være: Bakken skal have en maksimal stigningsprocent på mindst 10, og på midterstykket skal der være en strækning med en stigning på højst 2% i snit.
Forældede bakkenavne Mangler vi noget? Ja, jeg mangler at nævne den anden ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken. Det er, at den har tilnavnet Schulstad-bakken. Ja, faktisk har dette navn, Schulstad-bakken, lokalt været det mest benyttede i mange år, særligt blandt cykelryttere. Ulempen: at der ikke længere er nogen Schulstad brødfabrik på Fristrupvej. Den lukkede i 2012, og deraf fik vi misèren: En stigning, der var opkaldt efter en privat virksomhed, bærer et navn, som ikke længere giver mening.
Et parallelt eksempel finder vi ved Rønnede, hvor Sydsjællands største stigning engang blev døbt P2-bakken. Navnet kom af den møbelforretning, som lå i bunden af bakken (præcis ligesom brødfabrikken på Fristrupvej lå i bunden af bakken). Og som sådan er det forståeligt. For hvis nu man skulle forklare andre om, hvordan man fandt frem til stigningen, kunne man jo sige: “Ved du, hvor P2 Møbler og Tæpper ligger? Godt, det er dér, du skal dreje af.” Praktisk. Og så alligevel ikke.
For mens eksisterende veje kun sjældent ændrer form og placering, så er virksomheder genstand for forandring. De lukker – som møbelforretningen og brødfabrikken gjorde for år tilbage. Eller de brænder ned. Eller de ændrer navn. Eller noget fjerde. Så det er ganske enkelt noget rod at opkalde uforanderlige lokaliteter efter foranderlige lokaliteter.
Tag i stedet udgangspunkt i noget andet. F.eks. vejnavnet. Man kan også bruge navnet på bakketoppen øverst oppe. Eller den by, man kører igennem på strækningen. Bare det er noget, der er knyttet fast til landskabet og ikke kan forsvinde nærmest fra den ene dag til den anden, som firmaer jo kan.
“Ruten er smuk – men kuperet,” lød det fra Dronning Mary, da hun var kommet i mål efter at have gennemført 5 kilometers Royal Run i Kalundborg.
Hun har ret i sin karakteristik. Ruten i Kalundborg var nemlig den skrappeste af dagens Royal Run-ruter. Hovedsageligt pga. turen op ad Møllebakken, som ligger halvvejs.
På kortet er Royal Run-bakken indtegnet med en rød streg.
Stigningen begynder på Kordilgade (1 moh.), hvor hældningen kun er beskeden. Stigningsprocenterne tager til op ad Bryggervænget og Møllebakken. På Royal Run-ruten gik det sidste stykke mod toppen (30 moh.) ad en sti. Jeg får det til i alt 550 meter med 5,3% i snit.
Ikke noget at sige til, at dronningen var nede at gå et par gange undervejs. Og så endda i sol og temperaturer et stykke over 20 grader.
Møllebakke-stigningen har tidligere indgået i flere store events, både for løbere og cykelryttere. I fx 2021 kørte PostNord Danmark Rundt-feltet op ad den stejle kalundborgske bakke.
“Hvorfor skred jord og træer ned i en garage i Vejle?” spørger Dr.dk i overskriften til en artikel i denne uge. Sagen handler om en skråning nedenfor Mølholm Kirke. Her skete der i februar et skred, der forårsagede skader på et hus nedenfor skråningen.
Dr.dk skriver, at der lige nu er en geologisk undersøgelse i gang af stedet. Man skal finde ud af, hvordan gentagelser kan undgås.
I artiklen fremhæves store regnmængder som en årsag, og der er ingen tvivl om, at nedbør spiller ind – i kombination med andre vejrforhold. Men endnu vigtigere er denne faktor: Menneskeskabte ændringer i terrænet. Gang på gang viser det sig, at jordskred sker på steder, der i nyere tid har undergået forandringer af den ene eller anden slags. Ofte har det været i forbindelse med anlæg af ny infrastruktur.
På kort over Vejle kan man se, at skråningen nedenfor Mølholm Kirke har ændret udseende op gennem 1900-tallet. Oprindeligt var der et relativt konstant fald ned mod jernbanen langs Vejle Fjord. Men i efterkrigsårene skete der en afgravning og udjævning i bunden af skråningen. Her etableredes nemlig en parcelhusvej, der fik navnet Banevangen. Banevangen blev så at sige skåret ind i skråningen, og det betød uvægerligt, at der opstod et stejlere fald end det naturlige.
En stejlhed, der altså har vist sig at være for voldsom. Flere gange i de seneste årtier har der været jordskred i den stadigt tættere bebyggede bydel Mølholm. I 2020 skete der et skred på næsten præcis samme sted som skreddet i februar i år.
To kortudsnit af præcis samme område i bydelen Mølholm. På udsnittet til venstre ses i midten den nogenlunde konstant hældende skråning. Det var status før Anden Verdenskrig. På udsnittet til højre, som er fra efterkrigsårene, er der gjort klart til at bygge vej og huse (det hvide område). Derved etableredes en flade, der skrånede mere end det oprindelige terræn.
Jamen, er det ikke regnen, der gør det – en følge af klimaforandringerne?
Jo, det er regnen, der er den udløsende faktor. Men man skal huske på, at det naturlige danske terræn typisk er over 12.000 år gammelt. Bakkerne har ligget her så længe, at de er blevet formet af erosion (herunder regn) i et omfang, som langt overgår de senere års ændrede nedbørsmængder. Landet har sat sig. Derfor er store jordskred i Danmarks uforstyrrede landskab et sjældent forekommende fænomen. Men når mennesket skærer i selv samme landskab, griber man ind i den terrænjustering, som naturen selv har foretaget over tid.
Og én ting er, at jorden skrider sammen. Men det medfører også ofte materiel skade. Afgravningen blev jo foretaget for at skaffe plads til mennesker på den ene eller anden måde. Så når jordskreddet rammer, kan det gå ud over en vej, en jernbane eller – som i den aktuelle sag – et hus. Det er ærgerligt. Men det er først og fremmest os selv, vi skal takke, for at det gik galt.
Så er der selvfølgelig også skred, som ville ske, uanset hvad mennesket foretager sig. Det kendes fra Danmarks mange klinter. Klinterne er meget stejle – til tider nærmest lodrette -, og når de udsættes for påvirkning af eroderende fænomener så som nedbør og havets bølger, så kan de yderste lag styrte ned. Det er en såre naturlig proces.
Sommerhuse skræmmende tæt på klinten ved Lønstrup på den jyske vestkyst.(Skråfoto, SDFI)
Men også her bliver konsekvenserne forværret af menneskelig tilstedeværelse. Vi har nemlig – særligt gennem de sidste 100 år – opført bygninger tæt på disse klinter. Typisk sommerhuse, hvor tanken har været, at nærheden til havet er en stor del af herlighedsværdien. En del af disse sommerhuse har siden opførelsen fået en gradvist kortere afstand til klintekanten, og det er selvfølgelig ikke sjovt at se sin ejendom nærme sig afgrunden. Men i sidste ende er det en menneskeskabt ulykke, mere end det er en naturskabt.
Man må håbe, at vi tager ved lære af jordskreddene i fremtidige byggeprojekter. Vi skal undgå at etablere skråninger, der er stejlere end de stejleste naturskabte skråninger. Og vi skal undgå at opføre huse meget nær steder, hvor der er fare for jordskred.
Dr.dk’s artikel om de geologiske undersøgelser i Vejle-bydelen Mølholm.
Sten, grus, sand og ler. Det er i store træk en dækkende beskrivelse af det danske landskabs bestanddele. Materialet blev bragt hertil af gletsjere nordfra. Noget af det blev afsat direkte af gletsjerne (moræne), men andet blev “filtreret” ved isens afsmeltning. (Læs mere om dette her.)
Men der er også overfladenære materialer, som er ældre end istiden. Blandt dem er kalk. Lad os se lidt nærmere på dét.
Kalk kan på afstand minde lidt om andre stenarter, men i virkeligheden er kalk en rest af liv. Kalk består nemlig af skaller – skeletter om man vil – fra bittesmå dyr og planter. De levede i havet, men når de døde, sank deres skaller ned på havbunden, og gennem millioner af år ophobede disse “ligrester” sig. Ved Faxe har kalklagene f.eks. en tykkelse på over 50 meter.
På et kort over kalklag, lavet af GEUS, kan man se, hvor dybt nede kalklagene ligger i Danmark. Dybden er angivet med farvede områder, således at kalken i de lyseorange områder ligger tæt på nutidens havniveau, mens den i de mørkerøde og grønne områder ligger adskillige hundrede meter nede.
Kalkdybdekortet fra GEUS Bulletin viser, at der er kalk under praktisk talt hele Danmark.
Som det fremgår, ligger de mørkerøde og grønne områder fortrinsvist mod vest. Jo længere vi kommer mod Storbritannien, desto dybere befinder kalklagene sig. Omvendt er især Fyn og Sjælland lyse i farvetonerne. Kalken står altså højt her. Det passer med, at det er fynboer og sjællændere, der har mest kalk i deres vand.
I langt det meste af Danmark ligger kalken lavere end 0 meter over havet. Det indebærer, at den er godt skjult af de langt yngre materialer, der er nævnt i indledningen: sten, grus, sand og ler. Men der er enkelte undtagelser.
Den væsentligste undtagelse er på Sjælland. På Stevns og op langs Køge Bugt findes der kalklag over havniveau. Med andre ord kan man finde dem, hvis man graver bare et stykke ned i jorden. Det har man bl.a. gjort ved Solrød (Karlstrup Kalkbrud) og ved Faxe (Faxe Kalkbrud).
Men kalken er endnu mere synlig på Stevns Klint. Ved klinten har erosionen gjort, at man ikke behøver hjælp fra gravemaskiner for at se kalken. Den viser sig som omtrent lodrette kalkskrænter direkte ud mod Østersøen. Klintens maksimale højde er 41 meter.
Som bekendt er der også kalk på Møn, nemlig ved øens østlige ende. Her er det dog lidt “snyd”, for den høje, hvide klint er ikke “original” kalkhavbund. Kalken er skubbet op af gletsjere i istiden, altså bragt hertil andetsteds fra. Og selvom kalken når højere op i terrænet på Møn end på Stevns, så er det altså på Stevns og Østsjælland, at kalken har sin største horisontale udbredelse.
På kortet ovenfor er dette højtstående østsjællandske kalklag vist med den lyseste farve.
Stevns Klint, som den ser ud ved koldkrigsanlægget Stevnsfortet.
Som man kan se, er der dog også områder med tilsvarende egenskaber i Jylland, nemlig i et bælte, der går fra Århus op mod Aalborg og derfra til Thy. På disse lokaliteter finder man også kalkgrave.
Og så er der de såkaldte kalkgruber. Dem kender mange danskere – især Mønsted og Daugbjerg. Og så kunne man måske spørge, hvorfor de egne ikke fylder mere på kortet. De befinder sig da også over havets overflade?
Forklaringen er, at kalken i gruberne er meget lokal. Den er skubbet op nedefra – fra lag, der ligger flere hundrede meter nede -, så på lidt samme måde som med Møns Klint er det altså ikke et helt “ægte” kalklandskab.
To væltede træer i Allindelille Fredskov – begge med iøjnefaldende kalkhvidt rodnet.
Blandt andre eksempler på afgrænsede lokaliteter med tilførte kalklag kan nævnes Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Her er en gletsjer engang i istiden ankommet med en stor kalkflage, som er blevet efterladt, og som endnu i dag ligger lige under muldlaget. Kalken kommer bl.a. til syne, når skovens træer vælter. Så trækker rodnettet den hvide kalk med op over jordoverfladen.
En charmerende parallel til Møns Klint er den blå anemone. Den trives begge steder storartet – netop fordi kalken står højt i terrænet. Et andet fællestræk ved de to steder er jordfalshuller. De skabes ved, at nedsivende vand eroderer hulrum i kalken.
I april 2024 oplevede en golfklub i Nordjylland, at der pludselig opstod et jordfaldshul på banen. Banen ligger syd for Aalborg, hvor der ligeledes er kalk nær terrænoverfladen.
Hvad ville der ske, hvis man tog en meget stor barberkniv og skar den øverste meter af Danmark?
Så ville i første omgang en masse bevoksning og bebyggelse forsvinde. Og dernæst ville man kunne se, hvad forudsætningen for det hele er, nemlig de jordarter, som ligger lige under muldlaget og den umiddelbare terrænoverflade.
Og faktisk findes der et kort, der viser det barberede Danmark. Det er lavet af GEUS og baserer sig på en ganske – om jeg så må sige – jordnær metode: Man har stukket et håndspyd 1 meter ned på en række forskellige steder i landet og ud fra dette kortlagt jordarterne.
Danmarks digitale jordartskort 1:25 000, version 7 (2023)
Som man kan se på det farverige kort, er der en del forskellige typer jord. Men lad os her nævne de mest fremtrædende. Først og fremmest det brune. Det er moræne: grus, sand eller ler, der er aflejret direkte fra gletsjere. Det er især dominerende på Sjælland og øerne samt på Fyn.
Så er der det lyserøde. Det er ligeledes grus, sand eller ler, men det er aflejret via smeltevand. Det lyserøde dominerer i bl.a. Vestjylland.
Endelig kan nævnes det grønne materiale, der ligger tilbage fra søer og moser, og det lyseblå, som er gammel havbund.
Fælles for hovedparten af alt dette er, at det i nutiden er dyrkede områder. Det betyder, at arealerne ligner hinanden meget på overfladen, uanset hvilken type aflejringer der befinder sig nedenunder.
Forskellen kommer imidlertid til udtryk i, hvor frugtbar jorden er. På det brune Fyn og Sjælland er jorden vældig god. Morænematerialer er god landbrugsjord. I det lyserøde Vestjylland er underlaget derimod knap så givende for landmændene. Her dyrkes afgrøderne nemlig oven på de magre smeltevandsaflejringer.
Når man ikke taler så meget om disse forhold længere, så hænger det sammen med, at det moderne landbrug er effektiviseret. Der er mange knapper, der kan skrues på, og derfor er det underliggende jordlag ikke nær så afgørende for udbyttet, som det var før i tiden.
P.S.: De hvide kantede områder på kortet er områder, der pr. 2023 ikke er undersøgt i forbindelse med tilblivelsen af kortet.
Udsigten fra Trebjerg byder bl.a. på kig til øerne Vigø og Illum.
Det sted, hvor man har den måske bedste udsigt ud over den nyudnævnte geopark på Sydfyn, er ved Trebjerg. Toppen af Trebjerg er det højeste punkt på Sydfyn – beliggende i en højde af 128 meter over havet. Kun to meter lavere end den måske mere kendte Frøbjerg Bavnehøj længere mod nord.
Det mest spektakulære ved Trebjerg er udsigten mod vest. Her kan man se ud over Helnæs Bugt, og man kan få et fint indtryk af, hvad der kendetegner denne del af Danmark, nemlig et druknet istidslandskab. Det er den betegnelse, der markedsføres som den nye geoparks motto: “et druknet istidslandskab i verdensklasse”.
Ordene henviser til, at det kuperede landskab, som blev skabt af isen i området ved det sydlige Lillebælt, til dels ligger under vand. Resultatet er et lille ørige, og kun få udsigtspunkter giver et bedre overblik over øriget end toppen af Trebjerg. Eller Dronningeudsigten, som navnet på parkeringspladsen ved siden af lyder
Sidst jeg var der, lå der sne. Og når jeg tænker efter, så var det en kold oplevelse. Forudsætningen for den gode udsigt er nemlig, at terrænet er åbent, hvilket igen betyder, at der ikke er ret meget læ der. Så tag godt med tøj på, hvis du besøger Trebjerg om vinteren!
På toppen af Trebjerg står et postament – sådan som der gør på mange af Danmarks fineste toppunkter.
