To-minus-én-vej. Sådan hedder det nye koncept, der skal gøre vejene sikrere for de bløde trafikanter, uden at det koster en bondegård.
I de senere år er idéen blevet realiseret på kilometervis af asfalt i Danmark, bl.a. ved Silkeborg:
Da jeg første gang hørte om det, troede jeg, at der var noget, jeg måtte have misforstået:
Markeringerne på vejen indebærer nemlig, at det ikke længere er en to-sporet vej, hvor to biler kan passere hinanden. I stedet er den snævret ind, sådan at der er plads til f.eks. en cyklist i hver side – på ydersiden af de brede, stiplede linjer -, mens bilerne skal passere hinanden ved trække lidt ud over de stiplede linjer, så der bliver plads.
Mere om konceptet her:
http://www.cyklistforbundet.dk/cykelviden/Konferenceindlaeg/A-Cykelkonference-2014/2-minus-1-veje
Jeg er delt i spørgsmålet om, hvor vidt det her er en god idé.
På den ene side synes jeg rigtig godt om den del af løsningen, der indebærer tydelig cykelbane på selve vejbanen. Det er fleksibelt og billigt, og cyklisterne slipper for alle mulige sindrige linjeføringer, som desværre er blevet så moderne i de senere års anlæg af separate cykelstier.
Og så er der den ikke uvæsentlige sideeffekt, at vedligeholdelsen af cyklernes og bilernes asfalt bliver til ét og samme projekt. Alt for mange steder ser man, at det er bilvejen, der tages bedst hånd om, mens cykelstien får lov at slå revner.
Se også nederst på denne side:
http://www.danskebjerge.dk/topolitik1.htm
Men når jeg er fortaler for cykelspor på vejene, så er det med det udgangspunkt, at pladsen er der. Det nye to-minus-én-koncept bruges derimod, når der ikke er plads.
Min anke går på det sikkerhedsmæssige: Er alle bilister bevidste om, hvad det indebærer at køre på sådan en vej?
Lad os sige, at en bilist kommer kørende i mørke. Vedkommende har måske ikke kørt på denne type vej før og tænker ikke videre over, at der er en modkørende forude. Først kort før passage indser han/hun, at der ikke er plads til begge biler, han/hun trækker et par meter mod højre og bum! – når ikke at tage højde for, at der befinder sig en cyklist derude.
Det er det skrækscenarie, jeg ser for mig.
Selvfølgelig er der altid en lille påkørselsrisiko, når der kører cyklister i ydersporene. En bilist kan jo falde i søvn ved rattet for eksempel. Men her er man inde og pille ved normalsituationen for bilisterne, og det kan jeg godt være bekymret for.
Endnu mere problematisk bliver det naturligvis på komplicerede vejforløb. Hvis eksempelvis den modkørende dukker op bag en bakketop, vil der være endnu kortere tid at reagere på for bilisten, og så kan det beskrevne skrækscenarie blive endnu mere realistisk.
Dette er der dog tilsyneladende taget højde for:
“På enkelte delstrækninger er det urealistisk at tilvejebringe den nødvendige oversigt, fordi oversigten ikke kan sikres uden store indgreb i ejendomme eller væsentlige økonomiske konsekvenser,” kan man læse.
Og så lader det til, at der samtidig med implementeringen af to-minus-én-vejene indføres sænket hastighed. På sin vis forståeligt, men hvis det nye system var bæredygtigt, skulle det ikke være nødvendigt. Det skulle helst være sådan, at forbedringer i infrastruktur ikke forsinker afviklingen af trafikken.
Men nu skal man jo altid være varsom med bare at ryste på hovedet af nye løsningsmodeller. Jeg kunne forestille mig, at mange ville have afvist idéen om f.eks. rundkørsler, hvis de kun havde mødt den på papiret. Systemet med rundkørsler kan umiddelbart virke kaotisk, men dette kaos opvejes af, at bilisterne har øget fokus på den trafikale situation. Det kan også være tilfældet her.
Den nye vejtype evalueres løbende, og det er formentlig først om nogle år, at man kender den sikkerhedsmæssige effekt og de nye trafikale handlemønstre.
/Jacob
