Blogsbjerg

Kortudsnittet ovenfor fortæller ikke bare noget om landskabet omkring Grenå. Det fortæller også om, hvordan verden ændrede sig i midten af 1900-tallet.

Kortet, der er en del af MiljøGIS, hedder “1953-1976” og er sammensat af to forskellige topografiske kort fra perioden. Udsnittet viser et af de steder, hvor de to kort er stykket sammen, sådan at man har det ældre kort øverst og det nyere nederst. Sjovt nok udgør sammenføjningen også grænsen mellem det gamle kuperede marklandskab og det voksende, gråfarvede byområde. I dag er f.eks. det område nordvest for Grenå, hvor Bavnehøj ligger, opslugt af byen.

Men bemærk også detaljerne ved selve kortene. På det ældste, som jeg vil skyde på er fra 1950’erne, er de større veje vist med rødt, og skrifttypen er med serif. På det nyere kort – sikkert fra 1970’erne – er seriffen væk, og det samme er den røde farve. Udtrykket er skiftet til noget mere klinisk, og den udvikling i kartografien er fortsat frem til i dag.

Nutidens landkort er primært computertegnede. Personligt synes jeg, der er gået noget charme tabt i den proces. Jeg er jo vild med de gamle kort.

Men det værste er, at kortenes anvendelighed har lidt under udviklingen. På de nyeste topografiske kort er der f.eks. færre højdeangivelser, stednavnenes placering er mere upræcis, og der er generelt bare flere fejl. Det har bl.a. smittet af på Trap Danmarks trykte kortbog, som undertegnede selv har kritiseret åbent.

Spørgsmålet er, om ikke man burde genindføre den manuelle del af kartografien. Eller i hvert fald sætte et par mennesker til dels at gennemgå designet af kortene og dels tjekke op på deres korrekthed.

/Jacob

Man støder ind imellem på udsagn om, at i Danmark findes der ikke bjerge.

Det er ikke nødvendigvis forkert – men heller ikke entydigt korrekt.

Ordet ‘bjerg’ har nemlig flere betydninger på dansk, og det er ikke altid, man kan afgøre definitivt, om ordet bruges i den ene eller anden betydning.

Grundlæggende betydninger
Jeg har tidligere diskuteret emnet med udgangspunkt i bl.a. Nudansk Ordbog og en debat på Ingeniørens hjemmeside. Men i Ordbog over det danske Sprog, der behandler dansk sprog fra 1700 til 1950, er der redegjort endnu grundigere for betydningerne af ‘bjerg’, og det fortjener en omtale.

Der angives tre grundbetydninger*:

1.) ”større forhøjning i jordens (eller et andet himmellegemes) overflade.”

2.) ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

3.) Ikke nærmere defineret, men det danske ord bruges her parallelt med brugen i tysk og norsk, når der fx tales om det materiale, som klipper består af, eller om de aktiviteter, der er knyttet til arbejde sådanne steder.

Grundbetydning 3 er lidt perifer og vil ikke blive beskrevet yderligere her.

Men de to første betydninger demonstrerer spændvidden i begrebet ‘bjerg’: fra et stort landskabselement til noget, der blot giver associationer til et sådant.

Synonymt med bakke
Betydning 1 har dog to underbetydninger, som er væsentlige at skelne imellem. Den ene handler om danske forhold, hvor ordet ‘bjerg’ er synonymt med ‘bakke’. Denne betydning anføres som forældet eller dialektal, og her skal man huske på, at ordbogen kun omhandler sproget frem til 1950. Med andre ord er det nu flere generationer siden, at ordet ‘bjerg’ var gængs i betydningen ‘bakke’. Men den lange periode, hvor ‘bjerg’ var et almindeligt topografisk udtryk, har smittet af på især stednavne, således at mange bakker i dag bærer navnet ‘bjerg’, typisk i sit sidste led. Det er dermed kun i nutidens ører, at det lyder kuriøst med steder som Urnebjerg (5 moh.), Dødemandsbjerg (8 moh.) og Jordbjerg (9 moh.). Himmelbjerget nævnes også som eksempel i afsnittet, hvilket altså indebærer, at navnet, der er mindst 300 år gammelt, oprindeligt slet ikke har rummet den ironi, som nogle i vore dage tænker ind i det.

Videre til underbetydning 2: ”om forhold uden for Danmark (og på Bornholm): stor (kuplet eller tilspidset) forhøjning, især bestående af stenmasser”. Ordbogen angiver altså en rent geografisk definition her, hvilket for så vidt er lidt usædvanligt, da naturfænomeners egenskaber jo ikke afhænger af grænsedragninger. Men her har vi altså den betydning, der refereres til, når folk påstår, at Danmark ikke har nogen bjerge. Jeg forstår sådan set godt valget af en geografisk begrundelse. Med den undgår man diskussionen om, hvornår en landskabsform går fra at være bakke til at være bjerg. Om det er ved en bestemt højde over havet eller en bestemt højdeforskel (nogle steder sættes sidstnævnte til 200 meter).

Men bemærk tilføjelsen: ”især bestående af stenmasser”. Der er altså en tendens til, at ‘bjerge’ i denne betydning kobles til klippeterræn. Og derfor er der også blevet plads til Bornholm i en parentes. Her er min egen fornemmelse dog, at man ikke i dagens Danmark kan bruge ordet ‘bjerg’ om landskabsformer på Bornholm uden samtidig at have et glimt i øjet.

Den indirekte betydning
Lad os så gå videre til underbetydningerne af betydning 2, som jo lød: ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

I ordbogen uddybes denne definition med tre underbetydninger. De to første kan vi springe let hen over. De handler hhv. om en abstrakt poetisk brug og om et fysiologisk fænomen. Men den tredje underbetydning er bredt favnende: ”om en stor mængde (‘bunke’, ‘masse’ o.l.), af hvad der kan dynges, stables, lægges oven på hinanden.” Denne underbetydning beskrives som hørende til dagligdagssproget.

Der er virkelig mange ting, der kan udgøre et bjerg i den betydning. Papirer på skrivebordet. Gamle murbrokker. Slik.

Jeg skulle til at sige, at der ikke er nogen grænser for, hvad der kan blive til det overførte begreb ‘bjerg’. Men måske er der alligevel. For hvad gælder, hvis forhøjningen er skabt af naturmaterialer, f.eks. jord- og stenarter? Lad os sige, vi er i en grusgrav. De flere meter høje dynger af sand og grus – er de ‘bjerge’ i betydning 1.2? Nej, for de befinder sig jo i Danmark. Er de så ‘bjerge’ i betydning 2.3 – altså i overført betydning? Det kan være svært at afgøre. Det er ‘bjerge af sand og grus’, ja (betydning 2.3), men ligheden med ‘rigtige bjerge’ à la betydning 1.2 er åbenlys.

Svært at skelne
Der er flere definitioner, der støder sammen her. Sprogjuridisk vil man nok kunne argumentere for, at dyngerne ikke er bjerge, da der ikke findes bjerge i Danmark (i betydning 1.2), men er der omvendt ikke en væsentlig forskel på ‘bjerge af papirer’ og ‘bjerge af sand og grus’? Det synes jeg. Sidstnævnte har så direkte en reference til store forhøjninger i landskabet, at der er tale om mere end blot en association.

Hvor efterlader det os så? I et tomrum måske. Men et udmærket tomrum. For gråzonen skaber netop plads til en fleksibel brug af ordet ‘bjerg’. Hvis du kalder en 10 meter høj dansk bakke for et ‘bjerg’, kan du dække dig ind med, at du bruger ordet i overført betydning. Eller du kan bruge det kærligt-ironisk i en kontekst, hvor det danske landskabs moderate højde stilles over for visse andre landes drabelige tinder.

Og så er der vel egentlig også en tredje mulighed. Nemlig at man tager konsekvensen af de mange gamle stednavne, der bærer ordet ‘bjerg’ i sig, og bruger ordet i sin oprindelige betydning. Hvorfor skal man kalde Himmelbjerget for en bakke? Er det ikke mere ligetil at kalde det et bjerg?

Ordet er ældgammelt. Det optræder i skrifter fra middelalderen og genfindes i vore nabosprog (f.eks. ‘berg’ i tysk, norsk og svensk og som ‘barrow’ på engelsk). Det vil ikke gøre mig noget, hvis det gode gamle danske ord ‘bjerg’ får en renæssance.

/Jacob

*) Når jeg citerer fra Ordbog over det danske Sprog, ændrer jeg ordbogens gamle stavemåder til nutidige og tilretter forkortelser.

Ruten i årets VM i landevejscykling siger i al sin fladhed en del om, hvad der er tilbage, når de veje, som rytterne begiver sig ud på, er blottet for højdeforskelle.

Ifølge højdeprofilen (se ovenfor) er der ikke en eneste pukkel på ruten i Doha, Qatar. Det er ikke helt sandt, for på rundstrækningen, der overvejende er placeret på halvøen The Pearl, kan man se rytterne møde en lille, ikke særlig stejl stigning på måske op til 10 højdemeter. Mon ikke det er dér, hvor de er et kort smut inde i landet. Resten ser temmelig pandekagefladt ud.

Og hvilke andre potentielle rutefaktorer er der så tilbage? Jeg vil især pege på fem:

– Underlaget.
På VM-ruten er der ikke god, jævn asfalt hele vejen – der er også et lille stykke med brosten.
– Klimaet. Det er ca. 35 grader og solskin i Doha. Luftfugtigheden er høj pga. rutens nærhed til havet. Nogle ryttere har sværere ved varme end andre.
– Længden. Proffernes rute er 257 kilometer lang – svarende til længden af typiske endagsklassikere.
– Vinden. Terrænet er forholdsvis åbent i Doha. Vind kan splitte cykelfelter.
– Svingene. Sving er der mange af på rundstrækningen, også 180 graders sving. De tvinger tempoet ned og kan også give anledning til styrt.

Det vil altså være forkert at sige, at en rute med få højdemeter også er en rute, hvor de omgivende faktorer er betydningsløse. Og for en motionist kan flere af de nævnte forhold have stor indvirkning på vedkommendes præstation.

Feltet holder stand
Al erfaring viser imidlertid, at for et elitefelt skal faktorerne være meget markante for at påvirke væsentligt. Selvfølgelig spiller eksempelvis rutelængden ind, men set udefra er virkningen nærmest ikke eksisterende. Et stykke med pænt lagte chaussésten, der for en motionist måske ville opleves temmelig rumlende, vil heller ikke få den store effekt – der skal toppede brosten el.lign. til for at ryste et felt med erfarne ryttere. Det samme med sving. Styrt i sving kan få betydning for udfaldet af løbet, javist, men der er mange andre ting, der kan forårsage styrtene, ligesom skarpe sving ikke er nogen optimal affyringsrampe til angreb, når terrænet samtidig er fladt som i Doha.

Så er der klimaet, og det er jo noget, der har været talt en hel del om op til årets VM. Det er barskt i Qatar, og den stygge hede vil kræve ofre. Når jeg alligevel ikke ser det som en væsentlig sportslig faktor, er det fordi det er en konstant påvirkning, som vi som publikummer vil få svært ved at iagttage, undtagen når enkeltryttere decideret får det dårligt. For resten er det ikke ualmindeligt, at Grand Tour-etaper foregår i 35 graders varme. Jeg vil mene, at vi skal op på 40 grader, før der er tale om en markant ydre faktor.

Men vinden da? Den har der også været snakket om. Faktisk tales der tit om vind, når en rute er flad. Det er bare sjældent, at vinden bliver udslagsgivende. Det hænger nok sammen med, at to forhold skal være til stede samtidig. Dels skal vinden være virkelig kraftig og komme fra den “rigtige” side, og dels skal der være hold, der målrettet forsøger at udnytte den – individuelle ryttere kan ikke gøre nogen forskel. Jeg tror ikke rigtig på vindfaktoren som udslagsgivende, og i øvrigt ligger vindhastigheden i Doha i disse dage på under 5 meter i sekundet. Det er der ikke meget drama gemt i.

Endimensionelt cykelløb
Alligevel kan der opstå drama i sådan et løb, f.eks. ved at rytterne selv skaber det med udbrudsforsøg. Det så man ved juniorernes løb, hvor der jo også kom en dansker alene til mål. Men det ændrer ikke ved min holdning: Jeg synes, det bliver et meget endimensionelt løb, når ruteprofilen er så slap. Det bliver “enkeltstart med massestart”, og de nøglemomenter, man glæder sig til i cykelløb med kuperede ruter, må man kigge langt efter i Qatar. Det gør, at man som tilskuer distanceres i forhold til løbet og i øvrigt til lokaliteten i det hele taget. Personligt har jeg ikke fået lyst til at besøge Doha som turist efter at have set VM i landevejscykling.

Nu behøver oliesheikerne jo heller ikke bekymre sig så meget om turisme. Deres økonomi skal nok hænge sammen uden. Men i Danmark var der meget fokus på netop det aspekt, da der blev afholdt VM her i 2011. Har Danmarks VM sat sig varige spor i hukommelsen hos dem, der så det? Publikumsinteressen ude på ruten var i hvert fald meget større, og det indvirkede positivt på tv-billederne. Men det blev et sprinter-VM, fordi man havde valgt nærhed til København frem for kuperet terræn, og man må spørge, om det valg af strategi betalte sig. Havde man dermed ikke fra starten afskrevet chancen for, at VM i Danmark ville blive et af de mest mindeværdige i cykelhistorien?Ville en anden dansk lokalitet, der både så flot ud fra luften, og som gemte på markante stigninger à la Amstel Gold Race, ikke have gjort større indtryk på seerne ude omkring i verden?

En opfordring
Spørgsmålene har aktualitet, fordi der er danske organisationer, der pønser på at få et VM til landet snart igen. Min opfordring er: Opprioritér det sportslige aspekt. Gå mere efter højdemeterne. Selv hvis eventen blev placeret på Bornholm, ville der komme flere tilskuere, end der har været i Qatar. Og så ville man måske få udlandets øjne op for, at Danmark er mere end bare København og et fladt landskab.

VM i Doha har bekræftet mig i, at Qatar er ørken, skyskrabere, kunstig natur, ulidelig hede og nul stemning i gaderne. Fornemmelsen, man sidder tilbage med, er ligesom ruten: flad.

/Jacob

At fare vild er normalt ikke noget, man skal stræbe efter. Men nogle af de træningsture, jeg husker bedst, er faktisk dem, hvor jeg har mistet orienteringen. I hvert fald for en stund. Ikke vidst, om jeg skulle dreje til højre eller venstre. Om jeg nærmede mig mit udgangspunkt – eller bevægede mig endnu længere væk fra det.

Moderne tryghed
I naturtilstanden var det livsfarligt for et menneske at blive væk. Og når oldtidens jægere blev omsluttet af tåge og mørke og ikke kunne finde hinanden, har deres adrenalin pumpet for fulde drøn. Det er faktisk – uagtet alvoren – en spændende tilstand at være i. En tilstand, som skærper sanserne. Og i vores moderne verden kan man bringe sig selv i den, uden at løbe den samme fare som vore fjerne forfædre.

Sikkerhedsnettet hedder selvfølgelig GPS. Der er forskel på, hvilke funktioner de forskellige GPS-ure og -programmer indeholder, men i mit aldrende Garmin-ur er der et kompas. En genial ting. Hvis du f.eks. er kørt ud i en skov og har parkeret bilen, så fanger du lige satellitsignalet og gemmer din location. Herefter kan du blive ledt tilbage til parkeringspladsen, når du ønsker det. Altså ikke ad den smarteste vej nødvendigvis, men ad den direkte. Det kan være, der er et vandløb i vejen el.lign. Så må du slå et lille slag på ruten. Tilbage skal du nok komme.

Hvor er det fyrtårn?
En af mine herlige – og uhyggelige – vildfarelsesture var ved Rubjerg Knude. Jeg løb fra mit overnatningssted og i retning af det fyrtårn, jeg vidste lå et sted i nærheden. Men der lå en tyk tåge over landskabet. Jeg vidste, jeg løb mod syd, for jeg kunne høre Vesterhavets brusen på min højre side. Visuelt var der til gengæld intet at navigere efter.

Men så skiftede underlaget karakter – fra klitvegetation til rent sand. Og pludselig dukkede et enormt monster ud af tågen: Det gamle, delvist tilsandede fyrtårn, som først blev synligt, da jeg næsten kom til dets fod. Jeg løb derpå lidt indlands, hvorefter jeg igen mistede orienteringen. Sådan noget sker forbløffende hurtigt, når sigtbarheden er nær nul. Jeg mærkede en snert af panik – også fordi jeg havde angivet, hvornår jeg ventede at være tilbage fra turen.

Man skal turde
Det var så her, jeg kom i tanker om, at jeg jo havde gemt min geografiske placering på mit løbeur. Det “reddede” mig, og jeg var overraskende hurtigt tilbage ved udgangspunktet.

Men det var jo også lidt snyd. Min anbefaling er, at man skal turde være faret vild. Man skal forsøge at bevæge sig rundt alene ved brug af det navigationsudstyr, som kroppen er forsynet med. Find urmennesket frem i dig selv. Gem teknologien, til du virkelig er på Herrens mark.

Alene i menneskemængden
Danmark er ikke det bedste land at fare vild i. Der er en ganske høj befolkningstæthed, og så snart man møder en eller anden, der er ude og lufte hund, er illusionen jo strengt taget forduftet.

Man kan selvfølgelig bare vedtage, at man ikke må spørge om vej. Så kan eksempelvis en by, man ikke har besøgt før, være et udmærket sted at miste orienteringen. Når først man er drejet til højre og venstre i et par kryds, kan man hurtigt få svært ved at identificere, hvor man er. Det kan hurtigt blive til et par ture ned ad blindgyder. Det må man tage med. Glæd dig over, at du lærer byen godt at kende, især dens afkroge.

Ingen hjælp fra solen
Men prøv også en af vore store skove. I en skov er der kun få oplagte pejlepunkter, og det kan tilmed være svært at navigere efter solen, hvis trækronerne står tæt. Skovene er storleverandører i alene-følelser, som igen giver god næring til sanserne.

Og hvis alt andet kikser, kan du altid gribe til denne metode: Løb i mørke. Alle danskere har adgang til mørke. Og her i efteråret bliver der mere og mere af den. Selv i nogenlunde velkendt terræn kan man fare vild, når solen er nede. Prøv det, men sæt lige GPS’en til først – for en sikkerheds skyld.

/Jacob

Medieløbet, der finder sted på søndag, har udviklet sig til en sydsjællandsk sensommerklassiker. Noget af det, der styrker traditionen, er, at ruten er næsten identisk fra år til år. Og så er den udfordrende – deltagerne skal igennem noget af det mest kuperede terræn, der findes på Sydsjælland. Rundstrækningen er på et halvt hundrede kilometer og har ca. 300 højdemeter. De to hårdeste stigninger ligger omtrent halvvejs.

En helt frisk opmåling af dem giver følgende resultat:

Stigningen på Skovholmvej (gennem skoven øst for Brandelev) er 1.000 meter lang og stiger med 3% i snit. Den relativt beskedne stigningsprocent dækker over, at der er to flade stykker undervejs, så der er altså tre ganske krævende partier. Den maksimale stigningsprocent er 7 – den finder man både i starten og i slutningen (foto herover) af stigningen. Mellemstykket stiger med op til 5,5%.

Stigningen på Borupvej (også kaldet P2-bakken, fordi møbelhuset P2 ligger ved bunden af den) er 1180 meter lang og stiger med 4,2% i snit. Med sine 49 højdemeter er det Sydsjællands største asfalterede bakke. Dens hældning er ganske afvekslende. Omtrent halvvejs er der et sted, hvor den maksimale stigningsprocent når op på 8,5. Mod slutningen af stigningen viste målingen igen 8,5%.

Der er et par steder senere på Borupvej, hvor den maksimale stigningsprocent faktisk når en anelse højere op, men her koncentrerer vi os om hældninger, der ligger på større bakker. Danskebjerge.dk’s definition på en bakke er: mindst 20 højdemeter, mindst 3% hældning i gennemsnit.

/Jacob

P.S.: Bakkebeskrivelserne ovenfor blev først publiceret på “Stik mig en max” på Facebook: https://www.facebook.com/stikmigenmax/posts/1130721793682635
Gå ind og synes godt om siden, hvis du ikke allerede har gjort det.

Etapeløbet Danmark Rundt, der for nylig fik det fulde navn PostNord Danmark Rundt, er ikke noget Grand Tour-løb, og man skal ikke sætte næsen op efter at se samtlige verdens største cykelstjerner kæmpe mod hinanden om sejren. Nogle danske cykelfans betragter endda PostNord Danmark Rundt med noget, der minder om en ironisk distance. Men er det rimeligt at grine lidt af det sportslige niveau i løbet?

Jeg har taget et kig på vinderne af løbets samlede klassement fra og med 1995. 1995 var året, hvor etapeløbet blev genoptaget efter en længere pause.

Udgangspunktet for min lille undersøgelse var, at hvis det sportslige niveau i PostNord Danmark Rundt generelt er lavt, så må der være en vis hyppighed af vindere, som ikke kan kaldes topryttere. Jeg vil her definere en toprytter til at være én, der som minimum har vundet en Grand Tour-etape eller opnået en Top 3-placering i et Grand Tour-klassement eller et af de største éndagsløb (en klassiker, et VM eller et OL).

Nedenfor er min gennemgang, baseret på vinderlisten fra Wikipedia, hvor jeg så har tilføjet den enkelte rytters største præstation(er) i sin karriere. Jeg har ikke taget stilling til, om topresultatet er opnået før eller efter PostNord Danmark Rundt.

Der er i alt 22 klassementsvindere i perioden. Af dem lever 17 op til den definition af en toprytter, som jeg har anvendt her.

Nogle af dem, der ikke opnår den betegnelse, kan bryste sig af gode præstationer i deres karriere. Men en topplacering i eksempelvis etapeløbet Paris-Nice tæller altså ikke med her. Det er kun de allerstørste løb, der er indregnet. En rytter som Jakob Fuglsang ville indtil sommeren 2016 have ligget på kanten, idet hans Grand Tour-prologsejr strengt taget ville befinde sig i en gråzone. Men nu blev manden jo toer ved OL i Rio, så al tvivl om hans status er ryddet til side.

17 ud af 22 svarer til 77,3%. Det kan omskrives til, at der i snit er 4-5 år imellem, at en “middelmådig” rytter vinder PostNord Danmark Rundt samlet. Normalen er, at det er en absolut toprytter, der står øverst på skamlen til sidst.

Ikke dermed sagt, at det sportslige niveau i det store danske etapeløb er himmelhøjt, og at det ikke kan blive bedre. Men kritikken bør ikke overdrives, sådan som det somme tider sker.

I et tidligere indlæg har Danskebjerge.dk givet flere andre grunde til, at man skal have respekt for PostNord Danmark Rundt:

http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post285

/Jacob

Kortudsnittene ovenfor viser et sært landskabselement. Jeg tror aldrig, jeg har set noget magen til.

Det ligger lige vest for Hillerød. Det er helt rundt, en smule ovalt. Og så er der “volde” rundt om. Der er fra indvendig side en højdeforskel på 1-3 meter op til toppen af voldene. Det største fald på udvendig side er mod vest, hvor der er op til 8 meters højdeforskel. Hele terrænformen er ca. 400 meter i diameter.

Det ligner jo meget et voldsted. Det tror jeg nu ikke det er. Man har heller ikke gjort nogen fund der.

Omvendt har jeg svært ved at forklare, hvordan det kan være opstået. Terrænformen ligger i et landskab med en del dødisformationer, og de kan jo være ret uregelmæssige, men typisk er det lavninger eller bakker, der er resultatet af de processer. Der kan f.eks. også opstå aflange eller halvrunde former. Men her rækker en smal bakke hele vejen rundt om en lavning. Det er meget specielt.

Det kunne være et slags dødishul. Altså hvor en klump is har ligget og fyldt op, mens moræne er blevet bygget op omkring det. Jeg kan bare ikke komme i tanker om steder, man kan drage paralleller til.

Måske er det bare et udslag af, at naturens tilfældigheder kan skabe noget, der for et menneskes øjne ikke ser tilfældigt ud? Den slags er jo også fascinerende.

/Jacob

Oven på PostNord Danmark Rundt 2016 har løbsdirektør Jesper Worre skitseret nogle fremtidsperspektiver for løbet. De indebærer muligheder for helt nye stigninger i løbet – mens andre gode bakker får den kolde skulder.

Worre åbner op for, at etapeløbet på et tidspunkt kommer til Sverige. Det hænger sammen med, at hovedsponsoren PostNord er et fællesnordisk selskab. Etapeløbet tog i år navneforandring fra Post Danmark Rundt til PostNord Danmark Rundt, og et svensk visit kunne altså blive næste skridt i eksponeringen:

”Forhåbentlig skal løbet til Sverige en dag, men der er kun fem etaper, så det er noget, der skal arbejdes på. Der er én forudsætning, og det er, at vi kan køre med samme sikkerhed og setup omkring løbet, og svensk politi er ikke nemme at danse med i forhold til det danske ditto,” forklarer Worre til Feltet.dk.

Mens svenskerne altså måske snart skal hilse på Valgren, Würtz og de andre PostNord Danmark Rundt-stjerner, så ser det mere dystert ud på Bornholm.

Danskebjerge.dk har ellers tidligere fortalt, at man på Bornholm har sat næsen op efter at få etapeløbet til solskinsøen. Gerne allerede i 2017. Men Worre “udelukker en etape i det kuperede terræn”, skriver Feltet.dk. Han betegner det som “en umulig opgave at nå til København for at starte dagen efter i ordentlig tid.”

Man skal altså ikke forvente at se et professionelt cykelfelt køre etapeløb på kendte stigninger som Ypnasted, Vang, Helligpeder og hovedgaden i Gudhjem. Til gengæld er hårdt terræn på Söderåsen og Hallandsåsen måske snart på rutekortet. Spændende scenarie.

Et af de ultimative fremtidsperspektiver, som Danskebjerge.dk har nævnt ved flere lejligheder, er et Tour of Scandinavia. Altså hvor etapeløbet bliver en rundtur til Danmark, Norge og Sverige. Det er et projekt, som virker realiserbart. Især nu, hvor cykelsportsinteressen i Norge er voksende.

/Jacob

Etapeløbet PostNord Danmark Rundt er ikke et Grand Tour-løb, og det er ikke de største stjerner, der stiller til start. Men derfra og så til at sige, at det er et hyggeløb med andenrangsryttere – der er umådeligt langt.

Her er nogle gode grunde til, at du skal have respekt for PostNord Danmark Rundt:

– Der køres mindst lige så stærkt som i en Grand Tour. De to linjeløbsetaper i Giro d’Italia 2012 med mål i hhv. Herning og Horsens blev kørt med en gennemsnitsfart på 42,1 km/t og 43,7 km/t. De to første etaper i PostNord Danmark Rundt 2016 blev kørt med 43,6 km/t og 45,9 km/t.

– Vejleetapen i 2015 havde lige så mange højdemeter pr. kilometer som endagsklassikeren Amstel Gold Race. Og de maksimale stigningsprocenter er nogenlunde ens (ca. 20). 2016-udgaven af Vejleetapen var lidt mindre bakket i første halvdel, men de sidste 80 kilometer var kuperet som Amstel Gold Race.

– Michael Valgren angreb på Cauberg og blev nummer to i Amstel Gold Race 2016. Valgren angreb på Kiddesvej i 2016 og blev nummer ét på etapen. Der er ikke den store forskel!

– Store navne som Froome, Contador og Quintana ville næppe vinde mange etaper i PostNord Danmark Rundt. Dertil er der i feltet for mange ryttere med “endagsklassiker-” og sprinterkompetencer. Blandt de få Grand Tour-stjerner, der har vundet løbet samlet, er Hamilton og Basso, og de har en lang dopinghistorik.

– Mange “ukendte” vindere i etapeløbet er kort tid efter slået igennem i de rigtig store løb. Eksempler: Knaven, Gerrans, Kelderman, Valgren.

– PostNord Danmark Rundt er et kategori 2.HC-løb. Det indebærer, at det danske etapeløb er kategoriseret lige under eksempelvis Romandiet rundt og Tour Down Under – men på linje med løb som Tour of California og Vuelta a Burgos. Og over løb som Portugal Rundt og Østrig Rundt.*) Så PostNord Danmark Rundt er en event, der har høj status hos UCI.

Man hører under tiden, at når danskerne ofte har succes i PostNord Danmark Rundt, så er det pga. svag udenlandsk modstand. Det er for så vidt rigtigt, men sådan er det også i mange andre etapeløb under Grand Tour-niveau. I 2016-udgaven af Vallonien Rundt, der kørtes samtidig med PostNord Danmark Rundt og har samme rating, var omtrent halvdelen af rytterne i Top 10 fra Belgien. Det er vel egentlig godt for publikumsinteressen?

Man kan ikke sige, at vi går glip af et bedre cykelløb pga. det lave antal udenlandske topnavne. Forskellen på de bedste og de næstbedste er ofte forsvindende lille. Og du kan ikke se med det blotte øje, om det er verdens bedste sprinter eller kun den næstbedste, der kører over stregen først.

/Jacob

*) Klassificeringen blev dog ændret i august 2016, hvor World Tour’en blev udvidet, uden at PDR kom med i den.

Nå, men vi skal jo til det: Gennemgangen af stigningerne i årets Post Danmark Rundt. Eller PostNord Danmark Rundt, som etapeløbet er blevet omdøbt til.

Der er nu ikke meget nord over det i år. Tværtimod foregår det hele i den sydlige halvdel af landet. Og det ses på højdekurverne. 2016-udgaven af det store danske etapeløb er en temmelig flad sag. Men selvfølgelig er det ikke alle 765 kilometer, der starter og slutter i samme højde, og de mest iøjnefaldende bakker, der dukker op undervejs, fortjener at blive nævnt. Så her kommer Danskebjerge.dk’s traditionsrige Post(Nord) Danmark Rundt-analyse:

Første etape er den mindst kuperede. Det afsløres næsten allerede, når man hører, hvilke byer der er start- og målbyer: Herning og Esbjerg. Jeps, vi er på den flade side af den jyske højderyg, og man skal have forstørrelsesglasset frem for at få øje på knoldene i terrænet. Arrangørerne fremhæver selv en stigning inde i Esbjerg som et højdepunkt, men Hulvejen, som stigningen bugter sig op ad, har kun en halv snes højdemeter, så det er lidt sølle. Jeg vil i stedet sætte en streg under Brandlundvej i Brande. Den ligger tidligt på etapen og får formentlig ingen betydning for løbet. Men den har trods alt 33 højdemeter og stiger i alt med 2,6% over en 1250 meter lang strækning.

Fladkørslen fortsætter på anden etape. Vi skal tværs over Jylland – fra Rømø til Als -, og hvis vinden er fra vest, kommer det til at gå rasende stærkt, i hvert fald på de første 100 kilometer af ruten. Fra Padborg bliver asfalten mere kuperet, men feltet skal helt til målbyen Sønderborg, før højdemeterne for alvor bliver en faktor. Som det er tradition, når det store danske etapeløb kommer til den historiske by, skal rytterne op ad Dybbøl Banke. Målet ligger på toppen, lige ved siden af møllen. 57 meters højdeforskel skal overvindes, og da strækningen er 1800 meter lang, giver det en stigningsprocent på 3,2. Først ved fjerde ankomst ved toppen på Dybbøl Banke findes vinderen. En rigtig fin og hård rundstrækning.

Som sædvanlig er det løbets tredje etape, der er kongeetapen. Den velkendte rundstrækning i Vejle med 19%-stigningen Kiddesvej (foto ovenfor) producerer altid store tidsforskelle, men efter at stigningerne Østengård og Gl. Kongevej er kommet med på rutekortet, kan afgørende momenter allerede indtræffe med 40-50 kilometer til mål. Gl. Kongevej er skrappere end Kiddesvej. Højdeforskellen er 68 meter, længden 560 meter, den gennemsnitlige stigning 12,1%. Jeg glæder mig til igen i år at se Danmarks svar på Mur de Huy for fuld udblæsning. Men i det hele taget er det en dejligt kuperet etape, der venter. Turen fra Aabenraa op langs Lillebæltskysten og ind til Vejle Ådal byder på adskillige bakker med 30-50 højdemeter, og mon ikke der vil blive kæmpet ihærdigt om bakketrøjen.

Enkeltstarten i Nyborg, som udgør fjerde etape, er ikke helt flad, men egentlige stigninger er der heller ikke. Lad os i stedet hoppe til den afsluttende femte etape, som ikke overraskende slutter på Frederiksberg. Først på ruten ligger et par pænt store bakker øst for Næstved, så man kunne godt forestille sig, at udbrydere vil prøve at stikke af med det samme. De vil dog med garanti blive hentet, inden Valby Bakke bestiges for sidste gang. Valby Bakke er en af de mest befærdede bakker i Danmark, og den kan få sveden frem på panden hos den almindelige pendler, men et professionelt cykelfelt moser nærmest bare hen over knolden. Fra Pile Allé er den 370 meter lang og stiger med 4,3% i snit. Modsat de øvrige tre linjeløbsetaper slutter den femte etape ikke med et stigende opløb, men derimod på den flade Frederiksberg Allé.

Her er en oversigt, der sammenfatter min vurdering af de enkelte etapers terræn:

Links til ruterne her:
1. etape | 2. etape | 3. etape | 4. etape | 5. etape

/Jacob