Blogsbjerg

DGI kører for tiden en kampagne vedr. god adfærd på vejene for motionscyklister.

https://www.facebook.com/DGIlandevejscykling/videos/1944221109141781/

Nedenfor er, hvad jeg skrev i et indlæg, hvor brugen af ringeklokke blev diskuteret:

‘ Her er lidt om reglerne for signalgivning:

“§ 49. (…) Gives der signal til overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette.”

Altså er det ikke aggressivt, hvis en bilist dytter af cyklister. Desværre opfattes det ofte sådan, hvilket er grunden til, at jeg længe har efterlyst et alternativt horn til “mild signalgivning” i biler.

“§ 32. Kørende skal, når det er nødvendigt for at forebygge eller afværge fare, ved lyd- eller lyssignal eller på anden hensigtsmæssig måde henlede andre trafikanters opmærksomhed på faren.”

At forebygge fare er efter min vurdering at undgå, at den, man vil overhale, slår et slag mod venstre, fordi vedkommende ikke er opmærksom på overhalingen.

Med andre ord: Bilister såvel som cyklister skal give signal ved overhaling, såfremt der er risiko for sammenstød, hvis den, der overhales, ellers kan tænkes at udføre en manøvre, der fører til en farlig situation. Dette gælder vel typisk på mindre veje med ringe trafik og på cykelstier, hvor banerne ikke er afmærkede.’

Man kan i øvrigt undres over, hvor mange motionister der stadig synes det er kikset at have ringeklokke på sin cykel. Én ting er, at det er ulovligt ikke at have ringeklokke på. Noget andet er, at den jo sandt for dyden ikke syner af meget. Det ER ikke den store skade, den gør på designet af sådan en racercykel. Det svarer til at sige, at man ikke vil have et parkeringsur siddende i sin bil. Hvor fintfølende har man lov at være.

/Jacob

Naturens mangfoldighed er blevet analyseret kommune for kommune, og det er der kommet et Danmarkskort ud af. Her kan man se, hvordan biodiversiteten har det i forskellige områder af landet.

Kortet, der er vist i denne artikel, er inddelt i røde nuancer, således at de mest røde kommuner er dem, der scorer bedst.

Set fra en topografisk vinkel klarer kommuner med meget kuperet natur sig relativt godt. Blandt andet har Silkeborg (Søhøjlandet) scoren 41, hvilket giver betegnelsen “rig”, mens Syddjurs (Mols Bjerge) og Bornholm får prædikatet “mellem”. Faaborg-Midtfyn (Sydfynske Alper) og Vordingborg (Møns Klint) ligger i den tunge ende, hvilket må forklares med, at de to kommuners markante bakkeområder kun udgør en lille del af deres samlede areal.

Det kan virke lidt overraskende, at flere kommuner i hovedstadsområdet placerer sig bedre end en lang række landkommuner. Dette hænger først og fremmest sammen med, at opdyrkede marker, som der jo ofte findes meget af i landlige egne, ikke er fremmende for biodiversiteten.

Den samlede topscorer er den lille Fanø kommune, der får hele 80 points. Den har Danskebjerge.dk i øvrigt lige besøgt for at nærstudere øens topografi. Læs artiklen her:

http://danskebjerge.dk/artikler-fanoestoppe.htm

/Jacob

Regeringen har fremlagt en plan, der åbner for opsætningen af rekordhøje vindmøller. De bliver i givet fald 330 meter høje, og dermed vil der blive rokeret om på listen over højeste konstruktioner i Danmark.

De højeste er i dag en række master forskellige steder i landet. De har alle en højde på lidt over 300 meter. Dermed er de i direkte sammenligning et stenkast lavere end de kommende gigantvindmøller, som skal placeres på to arealer i Nordvestjylland.

Ser man på den samlede højde – altså konstruktion plus terræn -, så holder masterne stand. Rø-senderen på Bornholm har endda en pæn margin ned til møllerne. Senderens fundament befinder sig 115,5 meter over havet, og lagt sammen med senderen giver det en samlet højde på 431 meter.

Læs mere her:
http://danskebjerge.dk/artikler-lavtoghoejtpaabornholm.htm

I sammenligningen taber vindmøllerne på, at de er placeret lavt i terrænet. Ved Høvsøre, som er det ene sted, hvor møllerne ifølge planen skal opsættes, befinder jordoverfladen sig kun et par meter over havniveau. I Østerild kommer de til at stå en anelse højere, men der vil stadig mangle små 100 meter i forhold til Rø-senderens højde.

Til gengæld giver kæmpevindmøllerne Storebælt baghjul. Pylonerne på Storebæltsbroen er 254 meter høje. Herfra er der igen et pænt spring ned til de danske tårne, hvor det højeste tårn i dag er Christiansborgs (106 meter). Engang var det Odinstårnet i Odense, der var højest (177 m), men det blev bortsprængt under Anden Verdenskrig.

Det højeste naturlige punkt i Danmark er som bekendt Møllehøj – med sine præcist udmålte 170,86 meter. Hvilket altså er cirka halvt så højt som de kommende jyske kæmpevindmøller på 330 meter.

Se listerne over de højeste terrænpunkter i Danmark her:
http://danskebjerge.dk/dansktop.htm

/Jacob

Det er ikke for at bagatellisere de aktuelle problemer med forhøjet vandstand i det sydlige Danmark, men prøv en gang at vende problemstillingen lidt på hovedet: Er det objektivt set en abnorm naturkatastrofe, vi er vidne til – eller er det i virkeligheden et resultat af, at vi danskere befinder os netop på dette sted på kloden og har indrettet os derefter?

Som det ser ud nu, kommer vandstanden de hårdest ramte steder til at ligge ca. 1,5 meter over det normale. Det er ingenting sammenlignet med almindeligt tidevand i f.eks. Den Engelske Kanal.

Visse steder i Den Engelske Kanal kan forskellen mellem ebbe og flod være helt op til 15 meter – altså 10 gange så meget som ved den nuværende stormflod i Danmark. Ifølge denne artikel er det et sted i Canada, der har verdensrekorden: 16,3 meter hæver og sænker havniveauet sig i Bay of Fundy.

Det siger sig selv, at steder med meget aktivt tidevand er uegnet til beboelse. Og der er vi så henne ved forklaringen på, hvorfor der er så store problemer i Danmark netop nu: I Danmark har vi generelt meget lidt tidevand. Det har gjort, at vi har masser af bebyggelse helt ud til vandet – også på steder, hvor terrænet ikke hæver sig væsentligt over kysten.

Det er på mange måder skønt for os danskere, at det er sådan, men bagsiden er naturligvis, at selv relativt små vandstandsstigninger giver problemer.

Det er måske en banal iagttagelse, men nogle gange skal man lige dreje perspektivet en smule. Nok er vi udsat for en stormflod i disse timer, men det er snarere *kulturen* – måden, vi mennesker har indrettet os på -, der er basis for alt bøvlet, end det er *naturen*, der skejer ud.

/Jacob

Meget tyder på, at det snart er slut med at nyde kaffe og kage på traktørstedet ved Maglesø. Ejendommen har nemlig fået nye ejere. Og de er ikke interesseret i at føre det traditionsrige kaffe- og spisested videre.

Faktisk vil de også af med den sti, der fører ned forbi restaurantbygningen. Formentlig den sti, der ses i forgrunden af billedet ovenfor. Det er herfra, man har den måske skønneste udsigt ud over Maglesø, højt hævet over søens overflade.

Det er sn.dk, der skriver om den seneste udvikling i sagen. Her kan man også læse, at Erna Sindly, der er forpagter af traktørstedet, ikke uden videre vil acceptere opsigelsen. Hun er gået videre med sagen til retten.

Tvisten om den sti, som ejerne vil nedlægge, er også ved at blive behandlet juridisk. Kommunen mener, stien har rekreativ værdi og bør forblive der. I det hele taget kan det ikke være i lokalområdets interesse, at restauranten lukker. Visit Holbæk har selv kaldt stedet “et af de smukkest beliggende spisesteder i Danmark”.

Man kan som Maglesø-fan ærgre sig over, at køberne ikke har haft større ambitioner for stedet end som så. Og over, at sælgerne ikke er gået mere op i at sikre, at de nye ejere havde en positiv indstilling over for Maglesøs betydning for offentligheden.

I forvejen har området været gennem en turbulent tid, fordi den mangeårige ejer af arealerne omkring søen, Finn Helmer, gik konkurs og måtte sælge ud af sine besiddelser. Til gengæld kan man trøste sig med, at det nærliggende Brorfelde Oplevelsescenter er ved at etablere sig som forhåbentlig stor turistattration.

/Jacob

P.S.:
Artikel om Finn Helmers deroute her: http://www.b.dk/nationalt/finn-solgte-virksomhed-for-300-millioner-kroner-nu-har-han-ikke-engang-raad-til-a
Artikel om overtagelsen af traktørstedet: http://sn.dk/Holbaek/Fremtid-usikker-for-traktoersted/artikel/549096
Et par aktuelle afgørelser, den ene om stier i sommerhusområder:
https://projekter.vfl.dk/projekter/promilleafgiftsfonden/2015/natur_miljoe_oeget_landbrugsproduktion_3076/sider/kriterier_for_nedlaeggelse_af_veje_og_stier_i_det_aabne_land.aspx

PostNord Danmark Rundt ligner aldrig helt sig selv, og i 2017 er der mindst én stor ændring. I dag blev det nemlig annonceret, at etapeløbet ikke skal slutte på Frederiksberg, som det ellers har gjort siden Arilds tid, men derimod i Aarhus. Det betyder jo så, at etaperne vil bevæge sig fra øst mod vest i stedet for fra vest mod øst som vanligt.

Detaljer om ruterne kommer først senere, men løbsdirektør Jesper Worre har allerede nu sagt, at den traditionelle rundstrækning i Aarhus bliver “lidt længere og også hårdere”. Det tolker jeg sådan, at man vil prøve at få det kuperede område omkring Moesgård med – og/eller eventuelt Jelshøj (se foto herunder). Udfordringen her er den klassiske: at hvis man udvider ruten for at nå rundt om en hård bakke, så opstår der nemt nogle transportstykker, som neutraliserer den opnåede hårdhed. Nu må vi se, hvordan Worre & Co. griber sagen an.

Når man starter etapeløbet med at køre ud af København, kommer Valby Bakke selv sagt til at spille en meget mere perifer rolle end normalt. Ikke at stigningen (370 meter lang, stigning i snit 4,3%) plejer at få afgørende betydning for løbet, men det er dog en markant afvigelse fra traditionen, at feltet ikke skal op over den i 2017.

Til gengæld åbner det for en unik mulighed på det vestlige Sjælland. Det vanlige ruteforløb passer ikke så godt med steder som Kalundborg og Odsherred, da karavanen typisk er på vej i østlig retning hen over Sjælland. Men når der køres vestover, er der gode chancer for en kuperet etapeafslutning i det nordvestsjællandske. Personligt kunne jeg håbe på, at man inddrog nogle af områdets rigtig stejle stigninger (i Top 20 over de stejleste danske veje finder man seks veje herfra).

Men der er vel også er et andet scenarie i spil, nemlig at PostNord Danmark Rundt benytter lejligheden til at tage et smut sydover. Altså eksempelvis have mål i Stege på Møn på 1. etape. Det er ikke så tit, løbet er på de kanter, men netop i 2017 er muligheden der. En målstreg helt ude ved Møns Klint er nok for meget at drømme om, selvom det ville være spektakulært.

/Jacob

Hvordan er det ideelle sted for en naturglad motionist? Der er mange parametre i spil, men jeg tror alligevel, det er muligt at definere, hvor i Danmark forholdene er tilnærmelsesvis bedst. Og værst. Man kan vel slå fast, at klima og landskab spiller en væsentlig rolle. De fleste foretrækker at dyrke motion i godt vejr og i varieret og let tilgængelig natur.

Forleden offentliggjorde DMI en rapport, som hjælper mit projekt lidt på vej. Rapporten handler om, hvordan vejret ser ud i de enkelte kommuner. Jeg har trukket Top 20 ud fra den, og så har jeg kigget på, hvilke af de optrædende kommuner der har interessant (rød) og meget interessant (fed og rød) motionsterræn – det vil sige nærhed til kuperet landskab. Se grafikken ovenfor.

Blandt de solrigeste egne er de skønne motionsområder Bornholm og Odsherred. De er dog ikke med i toppen inden for parametrene nedbør og temperatur. Til gengæld er Ærø repræsenteret to gange, og det samme er Kalundborg. Måske er det de to kommuner, man bør besøge, hvis man synes, at godt vejr og god motion hører sammen? Jeg synes, det er for tidligt at konkludere – andre forhold skal undersøges -, men Ærø og Kalundborg ligger godt til blandt de bedste motionskommuner i Danmark.

DMI’s opgørelse afslører desuden, at eksempelvis Vejle, Skanderborg og Silkeborg roder rundt i den tunge ende, når det gælder vejret. Så mens de tre kommuner kan bryste sig af Danmarks måske mest udfordrende terræn at motionere i, udsætter de altså også motionisterne for en ret stor mængde skyer, regn og kulde.

De vejrmæssige bundskrabere er dog Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune, hvor man vel også kan tillade sig at sige, at landskabet her ikke er specielt sindsoprivende.

/Jacob

Kortudsnittet ovenfor fortæller ikke bare noget om landskabet omkring Grenå. Det fortæller også om, hvordan verden ændrede sig i midten af 1900-tallet.

Kortet, der er en del af MiljøGIS, hedder “1953-1976” og er sammensat af to forskellige topografiske kort fra perioden. Udsnittet viser et af de steder, hvor de to kort er stykket sammen, sådan at man har det ældre kort øverst og det nyere nederst. Sjovt nok udgør sammenføjningen også grænsen mellem det gamle kuperede marklandskab og det voksende, gråfarvede byområde. I dag er f.eks. det område nordvest for Grenå, hvor Bavnehøj ligger, opslugt af byen.

Men bemærk også detaljerne ved selve kortene. På det ældste, som jeg vil skyde på er fra 1950’erne, er de større veje vist med rødt, og skrifttypen er med serif. På det nyere kort – sikkert fra 1970’erne – er seriffen væk, og det samme er den røde farve. Udtrykket er skiftet til noget mere klinisk, og den udvikling i kartografien er fortsat frem til i dag.

Nutidens landkort er primært computertegnede. Personligt synes jeg, der er gået noget charme tabt i den proces. Jeg er jo vild med de gamle kort.

Men det værste er, at kortenes anvendelighed har lidt under udviklingen. På de nyeste topografiske kort er der f.eks. færre højdeangivelser, stednavnenes placering er mere upræcis, og der er generelt bare flere fejl. Det har bl.a. smittet af på Trap Danmarks trykte kortbog, som undertegnede selv har kritiseret åbent.

Spørgsmålet er, om ikke man burde genindføre den manuelle del af kartografien. Eller i hvert fald sætte et par mennesker til dels at gennemgå designet af kortene og dels tjekke op på deres korrekthed.

/Jacob

Man støder ind imellem på udsagn om, at i Danmark findes der ikke bjerge.

Det er ikke nødvendigvis forkert – men heller ikke entydigt korrekt.

Ordet ‘bjerg’ har nemlig flere betydninger på dansk, og det er ikke altid, man kan afgøre definitivt, om ordet bruges i den ene eller anden betydning.

Grundlæggende betydninger
Jeg har tidligere diskuteret emnet med udgangspunkt i bl.a. Nudansk Ordbog og en debat på Ingeniørens hjemmeside. Men i Ordbog over det danske Sprog, der behandler dansk sprog fra 1700 til 1950, er der redegjort endnu grundigere for betydningerne af ‘bjerg’, og det fortjener en omtale.

Der angives tre grundbetydninger*:

1.) ”større forhøjning i jordens (eller et andet himmellegemes) overflade.”

2.) ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

3.) Ikke nærmere defineret, men det danske ord bruges her parallelt med brugen i tysk og norsk, når der fx tales om det materiale, som klipper består af, eller om de aktiviteter, der er knyttet til arbejde sådanne steder.

Grundbetydning 3 er lidt perifer og vil ikke blive beskrevet yderligere her.

Men de to første betydninger demonstrerer spændvidden i begrebet ‘bjerg’: fra et stort landskabselement til noget, der blot giver associationer til et sådant.

Synonymt med bakke
Betydning 1 har dog to underbetydninger, som er væsentlige at skelne imellem. Den ene handler om danske forhold, hvor ordet ‘bjerg’ er synonymt med ‘bakke’. Denne betydning anføres som forældet eller dialektal, og her skal man huske på, at ordbogen kun omhandler sproget frem til 1950. Med andre ord er det nu flere generationer siden, at ordet ‘bjerg’ var gængs i betydningen ‘bakke’. Men den lange periode, hvor ‘bjerg’ var et almindeligt topografisk udtryk, har smittet af på især stednavne, således at mange bakker i dag bærer navnet ‘bjerg’, typisk i sit sidste led. Det er dermed kun i nutidens ører, at det lyder kuriøst med steder som Urnebjerg (5 moh.), Dødemandsbjerg (8 moh.) og Jordbjerg (9 moh.). Himmelbjerget nævnes også som eksempel i afsnittet, hvilket altså indebærer, at navnet, der er mindst 300 år gammelt, oprindeligt slet ikke har rummet den ironi, som nogle i vore dage tænker ind i det.

Videre til underbetydning 2: ”om forhold uden for Danmark (og på Bornholm): stor (kuplet eller tilspidset) forhøjning, især bestående af stenmasser”. Ordbogen angiver altså en rent geografisk definition her, hvilket for så vidt er lidt usædvanligt, da naturfænomeners egenskaber jo ikke afhænger af grænsedragninger. Men her har vi altså den betydning, der refereres til, når folk påstår, at Danmark ikke har nogen bjerge. Jeg forstår sådan set godt valget af en geografisk begrundelse. Med den undgår man diskussionen om, hvornår en landskabsform går fra at være bakke til at være bjerg. Om det er ved en bestemt højde over havet eller en bestemt højdeforskel (nogle steder sættes sidstnævnte til 200 meter).

Men bemærk tilføjelsen: ”især bestående af stenmasser”. Der er altså en tendens til, at ‘bjerge’ i denne betydning kobles til klippeterræn. Og derfor er der også blevet plads til Bornholm i en parentes. Her er min egen fornemmelse dog, at man ikke i dagens Danmark kan bruge ordet ‘bjerg’ om landskabsformer på Bornholm uden samtidig at have et glimt i øjet.

Den indirekte betydning
Lad os så gå videre til underbetydningerne af betydning 2, som jo lød: ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

I ordbogen uddybes denne definition med tre underbetydninger. De to første kan vi springe let hen over. De handler hhv. om en abstrakt poetisk brug og om et fysiologisk fænomen. Men den tredje underbetydning er bredt favnende: ”om en stor mængde (‘bunke’, ‘masse’ o.l.), af hvad der kan dynges, stables, lægges oven på hinanden.” Denne underbetydning beskrives som hørende til dagligdagssproget.

Der er virkelig mange ting, der kan udgøre et bjerg i den betydning. Papirer på skrivebordet. Gamle murbrokker. Slik.

Jeg skulle til at sige, at der ikke er nogen grænser for, hvad der kan blive til det overførte begreb ‘bjerg’. Men måske er der alligevel. For hvad gælder, hvis forhøjningen er skabt af naturmaterialer, f.eks. jord- og stenarter? Lad os sige, vi er i en grusgrav. De flere meter høje dynger af sand og grus – er de ‘bjerge’ i betydning 1.2? Nej, for de befinder sig jo i Danmark. Er de så ‘bjerge’ i betydning 2.3 – altså i overført betydning? Det kan være svært at afgøre. Det er ‘bjerge af sand og grus’, ja (betydning 2.3), men ligheden med ‘rigtige bjerge’ à la betydning 1.2 er åbenlys.

Svært at skelne
Der er flere definitioner, der støder sammen her. Sprogjuridisk vil man nok kunne argumentere for, at dyngerne ikke er bjerge, da der ikke findes bjerge i Danmark (i betydning 1.2), men er der omvendt ikke en væsentlig forskel på ‘bjerge af papirer’ og ‘bjerge af sand og grus’? Det synes jeg. Sidstnævnte har så direkte en reference til store forhøjninger i landskabet, at der er tale om mere end blot en association.

Hvor efterlader det os så? I et tomrum måske. Men et udmærket tomrum. For gråzonen skaber netop plads til en fleksibel brug af ordet ‘bjerg’. Hvis du kalder en 10 meter høj dansk bakke for et ‘bjerg’, kan du dække dig ind med, at du bruger ordet i overført betydning. Eller du kan bruge det kærligt-ironisk i en kontekst, hvor det danske landskabs moderate højde stilles over for visse andre landes drabelige tinder.

Og så er der vel egentlig også en tredje mulighed. Nemlig at man tager konsekvensen af de mange gamle stednavne, der bærer ordet ‘bjerg’ i sig, og bruger ordet i sin oprindelige betydning. Hvorfor skal man kalde Himmelbjerget for en bakke? Er det ikke mere ligetil at kalde det et bjerg?

Ordet er ældgammelt. Det optræder i skrifter fra middelalderen og genfindes i vore nabosprog (f.eks. ‘berg’ i tysk, norsk og svensk og som ‘barrow’ på engelsk). Det vil ikke gøre mig noget, hvis det gode gamle danske ord ‘bjerg’ får en renæssance.

/Jacob

*) Når jeg citerer fra Ordbog over det danske Sprog, ændrer jeg ordbogens gamle stavemåder til nutidige og tilretter forkortelser.

Ruten i årets VM i landevejscykling siger i al sin fladhed en del om, hvad der er tilbage, når de veje, som rytterne begiver sig ud på, er blottet for højdeforskelle.

Ifølge højdeprofilen (se ovenfor) er der ikke en eneste pukkel på ruten i Doha, Qatar. Det er ikke helt sandt, for på rundstrækningen, der overvejende er placeret på halvøen The Pearl, kan man se rytterne møde en lille, ikke særlig stejl stigning på måske op til 10 højdemeter. Mon ikke det er dér, hvor de er et kort smut inde i landet. Resten ser temmelig pandekagefladt ud.

Og hvilke andre potentielle rutefaktorer er der så tilbage? Jeg vil især pege på fem:

– Underlaget.
På VM-ruten er der ikke god, jævn asfalt hele vejen – der er også et lille stykke med brosten.
– Klimaet. Det er ca. 35 grader og solskin i Doha. Luftfugtigheden er høj pga. rutens nærhed til havet. Nogle ryttere har sværere ved varme end andre.
– Længden. Proffernes rute er 257 kilometer lang – svarende til længden af typiske endagsklassikere.
– Vinden. Terrænet er forholdsvis åbent i Doha. Vind kan splitte cykelfelter.
– Svingene. Sving er der mange af på rundstrækningen, også 180 graders sving. De tvinger tempoet ned og kan også give anledning til styrt.

Det vil altså være forkert at sige, at en rute med få højdemeter også er en rute, hvor de omgivende faktorer er betydningsløse. Og for en motionist kan flere af de nævnte forhold have stor indvirkning på vedkommendes præstation.

Feltet holder stand
Al erfaring viser imidlertid, at for et elitefelt skal faktorerne være meget markante for at påvirke væsentligt. Selvfølgelig spiller eksempelvis rutelængden ind, men set udefra er virkningen nærmest ikke eksisterende. Et stykke med pænt lagte chaussésten, der for en motionist måske ville opleves temmelig rumlende, vil heller ikke få den store effekt – der skal toppede brosten el.lign. til for at ryste et felt med erfarne ryttere. Det samme med sving. Styrt i sving kan få betydning for udfaldet af løbet, javist, men der er mange andre ting, der kan forårsage styrtene, ligesom skarpe sving ikke er nogen optimal affyringsrampe til angreb, når terrænet samtidig er fladt som i Doha.

Så er der klimaet, og det er jo noget, der har været talt en hel del om op til årets VM. Det er barskt i Qatar, og den stygge hede vil kræve ofre. Når jeg alligevel ikke ser det som en væsentlig sportslig faktor, er det fordi det er en konstant påvirkning, som vi som publikummer vil få svært ved at iagttage, undtagen når enkeltryttere decideret får det dårligt. For resten er det ikke ualmindeligt, at Grand Tour-etaper foregår i 35 graders varme. Jeg vil mene, at vi skal op på 40 grader, før der er tale om en markant ydre faktor.

Men vinden da? Den har der også været snakket om. Faktisk tales der tit om vind, når en rute er flad. Det er bare sjældent, at vinden bliver udslagsgivende. Det hænger nok sammen med, at to forhold skal være til stede samtidig. Dels skal vinden være virkelig kraftig og komme fra den “rigtige” side, og dels skal der være hold, der målrettet forsøger at udnytte den – individuelle ryttere kan ikke gøre nogen forskel. Jeg tror ikke rigtig på vindfaktoren som udslagsgivende, og i øvrigt ligger vindhastigheden i Doha i disse dage på under 5 meter i sekundet. Det er der ikke meget drama gemt i.

Endimensionelt cykelløb
Alligevel kan der opstå drama i sådan et løb, f.eks. ved at rytterne selv skaber det med udbrudsforsøg. Det så man ved juniorernes løb, hvor der jo også kom en dansker alene til mål. Men det ændrer ikke ved min holdning: Jeg synes, det bliver et meget endimensionelt løb, når ruteprofilen er så slap. Det bliver “enkeltstart med massestart”, og de nøglemomenter, man glæder sig til i cykelløb med kuperede ruter, må man kigge langt efter i Qatar. Det gør, at man som tilskuer distanceres i forhold til løbet og i øvrigt til lokaliteten i det hele taget. Personligt har jeg ikke fået lyst til at besøge Doha som turist efter at have set VM i landevejscykling.

Nu behøver oliesheikerne jo heller ikke bekymre sig så meget om turisme. Deres økonomi skal nok hænge sammen uden. Men i Danmark var der meget fokus på netop det aspekt, da der blev afholdt VM her i 2011. Har Danmarks VM sat sig varige spor i hukommelsen hos dem, der så det? Publikumsinteressen ude på ruten var i hvert fald meget større, og det indvirkede positivt på tv-billederne. Men det blev et sprinter-VM, fordi man havde valgt nærhed til København frem for kuperet terræn, og man må spørge, om det valg af strategi betalte sig. Havde man dermed ikke fra starten afskrevet chancen for, at VM i Danmark ville blive et af de mest mindeværdige i cykelhistorien?Ville en anden dansk lokalitet, der både så flot ud fra luften, og som gemte på markante stigninger à la Amstel Gold Race, ikke have gjort større indtryk på seerne ude omkring i verden?

En opfordring
Spørgsmålene har aktualitet, fordi der er danske organisationer, der pønser på at få et VM til landet snart igen. Min opfordring er: Opprioritér det sportslige aspekt. Gå mere efter højdemeterne. Selv hvis eventen blev placeret på Bornholm, ville der komme flere tilskuere, end der har været i Qatar. Og så ville man måske få udlandets øjne op for, at Danmark er mere end bare København og et fladt landskab.

VM i Doha har bekræftet mig i, at Qatar er ørken, skyskrabere, kunstig natur, ulidelig hede og nul stemning i gaderne. Fornemmelsen, man sidder tilbage med, er ligesom ruten: flad.

/Jacob