Blogsbjerg

Amstel Gold Race er det klassikerløb, der er mest dansk. Forstået på den måde, at løbets rute minder om noget, man ville kunne opleve på danske landeveje. Løbet kan sammenlignes med Grejsdalsløbet omkring Vejle – jeg har prøvet begge ruter, dog kun mellemdistancerne -, og højdeprofilerne, jeg viser her, er fra hhv. Amstel og Grejsdalsløbet.

En af lighederne er, at der er rigtig mange bakker. Amstel Gold Race er nok den af forårsklassikerne med flest bakker, men Grejsdalsløbet hænger godt på. Og begge løb har adskillige stigninger, der stiger med mere end 15% på det stejleste.

En forskel – som også fremgår af de viste højdeprofiler – er, at højdeforskellene i Amstel er større. Hvor Grejsdalsløbets terræn konstant ligger mellem 0 og 100 meter over havet, så ligger det i Amstel mellem ca. 60 og 330 meter over havet. Det indebærer så også, at nogle af de sydhollandske stigninger er længere og har flere højdemeter end de vejlensiske (f.eks. har Camerig-stigningen hele 146 højdemeter).

Til gengæld har Grejsdalsløbet længste rute en mere modbydelig afslutning. Her skal man op ad Gl. Kongevej, der måske nok er kortere end den berømte Cauberg, men sidstnævnte har noget lavere maksimal og gennemsnitlig stigningsprocent end Gl. Kongevej, som med sin max på 19,5% altid tvinger mange trætte deltagere til at stå af cyklen og trække op.

En interessant detalje er, at der i Grejsdalsløbet øjensynligt er flere højdemeter pr. kilometer end i Amstel Gold Race. Det gælder ikke for de ruter, jeg har kørt, men hvis man sammenligner den officielle Amstel Gold Race-rute med de længste ruter i Grejsdalsløbet, så er det løbet i Vejle, der ser hårdest ud (11,4 højdemeter pr. km mod 10,9 højdemeter pr. km). Der er en vis usikkerhed forbundet med sådanne opgørelser, og ruterne kan blive ændret (Amstel-ruten har f.eks. fået en ny afslutning i 2017). Men når den danske rute er så hård, hænger det sammen med, at det ganske enkelt går op og ned hele tiden. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvor lange de enkelte stigninger er.

/Jacob

P.S.: Her er Chris Anker Sørensens syn på Ardennerklassikerne: http://sport.tv2.dk/cykling/2017-04-16-der-sad-vi-otte-proffer-og-spiste-is-paa-en-smaasnusket-tankstation

Der er mange forestillinger om det danske klima. De fleste indeholder disse tre begreber: regnfuldt, koldt og blæsende.

Særlig stygt er et sådant vejr, når man kravler op på en bakketop i åbent land og brutalt konfronteres med den isnende blæst og den piskende regn. Typisk dansk vejr, vil nogen så måske sige.

Men det er ikke helt fair.

For faktisk hører det danske vejr til i den venlige afdeling, når man sammenligner med andre lande.

Danmark har hverken ekstrem kulde eller ekstrem varme. Danmark har vind, ja, men sjældent altødelæggende orkaner.

Så regnvejr da – det har vi da gevaldig meget af? Næ, egentlig ikke.

Tag vores hovedstad. I København falder der 634 millimeter nedbør om året. Og det er rigeligt, kan man selvfølgelig mene. Men i en europæisk sammenligning er det en beskeden nedbørsmængde.

Her er en liste med nogle af Europas hovedstæder – sorteret efter årlig nedbør:

Oslo: 815 mm

Bruxelles: 813

Rom: 811

Amsterdam: 800

Dublin: 712

Paris: 651

London: 651

Helsinki: 640

København: 634

Berlin: 576

Prag: 524

Warszawa: 522

Stockholm: 510

(Kilde: Mitrejsevejr)

København ligger i den lave halvdel. Det regner f.eks. mindre i København end i populære turisthovedstæder som Rom, London og Paris!

Hvorfor er der så så mange, der tager fejl, når de taler om vejret i Danmark? Muligvis fordi de har en opfattelse af, at om sommeren bør vejret være tørt. Og sådan er det da også i nogle lande, men ikke i Danmark. Her i landet er nedbørsmængderne ganske jævnt fordelt hen over året, mens der især omkring Middelhavet er meget våde vintre og meget tørre somre. Kun få danskere opdager, at det i vintermånederne nærmest står ned i stænger i f.eks. Italien og Vesttyrkiet – for de rejser ikke dertil på den tid af året.

Men faktum er altså, at København er et forholdsvis godt sted at være, hvis man holder af tørvejr.

/Jacob

Udsendelsesrækken “Historien om Danmark” på DR1 er kommet flot i gang, og første afsnit havde undertegnedes særlige interesse, fordi det indeholdt noget om istidslandskabet. Der indgik bl.a. optagelser lavet på Island, som jeg besøgte sidste år.

Ét udsagn i udsendelsen undrede mig dog noget. Det kom fra professor i geologi Minik Rosing, og det lød sådan her (direkte citat):

“Når du ser ud over et landskab i Danmark, så ser du bakker og alt muligt andet. Du skal tænke på, at i virkeligheden er det en afstøbning af undersiden af isen dengang, du ser. Altså det er undersiden af iskappen – det er dens facon, du ser som det, vi kalder landskabet nu.”

Hmm. Er det nuværende danske landskab en afstøbning af istidens iskappe?

Jeg opfatter det som en stærk forenkling – i bedste fald. Jeg vil kalde udsagnet for misvisende. Måske endda: forkert.

At betegne landskabet som en afstøbning af iskappen svarer til at sige, at de rester, der ligger tilbage på tallerkenen, efter at man har spist et stykke lagkage, er en afstøbning af lagkagestykket.

Det er mildt sagt en upræcis gengivelse af en årsagssammenhæng. Lagkageresterne er jo resultatet af den afsluttende proces med at skære kagestykket ud og fortære det. De fortæller måske nok, hvad kagen bestod af. Men de fortæller intet om, hvordan den så ud.

På samme måde er det nuværende danske istidslandskab primært et produkt af de processer, der foregik ved slutningen af istiden. Tunneldalene er overordnet set et spor af noget is, ja, men det er først og fremmest resultatet af den udgravende proces, der finder sted, når store mængder smeltevand løber væk fra undersiden af en gletsjer. Dødisbakker opstår, når smeltende ismasser aflejrer sand og grus. Randmorænebakker skabes, når en gletsjer skubber materiale op foran sig for siden at trække sig tilbage.

Disse processer har ikke meget med undersiden af en iskappe at gøre. Professorens beskrivelse må forstås sådan – hvis den var korrekt -, at iskappen som et stempel lægger sig oven på terrænet, og når stemplet løftes igen, ligger landskabet tilbage som et aftryk. Imidlertid er det svært at finde eksempler på noget sådant. Det ville være mere præcist at sige, at iskappens bevægelser har efterladt sig aftryk. Det kan til en vis grad forklare f.eks. bundmorænelandskaber. Fænomener som tunneldale og dødisbakker ville dog stadig ikke kunne beskrives på den måde.

Hvis iskappen har afsat aftryk på Danmark, så er det i form af at have trykket landskabet ned. Isen var så tung, at terrænet faldt i højde, hvilket igen betød, at landet hævede sig i løbet af stenalderen. Dette er en ret skudsikker teori, men det har intet med terrænoverfladens udseende at gøre.

En mulig forklaring på Minik Rosings udsagn i udsendelsen er, at det er et uheldigt resultat af redigering. Altså at han f.eks. har udtalt sig om én ting, som i konteksten fremstår som noget andet.

Uanset hvad undrer jeg mig.

/Jacob

P.S.: Historien om Danmark ligger online på dr.dk i skrivende stund og formentlig et par måneder frem. Se det her: https://www.dr.dk/tv/se/historien-om-danmark/-/historien-om-danmark-stenalder

Store dele af Danmark er som bekendt dækket af mark og skov, men der findes en anden landskabstype, man ikke hører så meget om. Man kunne kalde den ”hestefoldslandskabet”.

For selvom hesten efter Anden Verdenskrig mistede sin praktiske funktion i landbruget, spiller den stadig en rolle i mange danskeres hverdag. Ikke som transportmiddel, men som kæledyr og hobby.

Og den fysiske plads, som et så stort dyr kræver, sætter sit præg på Danmark som land.

Det menes, at der i dag findes omkring 200.000 heste her til lands. Det er godt og vel en fordobling i forhold til 1970’erne. Hestens renæssance betyder, at der mellem skovene og kornmarkerne er kommet en øget flade af indhegnede græsarealer. Ifølge en rapport om hestesektorens betydning i Danmark lægger hestene beslag på godt 100.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til en tredjedel af Fyn. Deraf benyttes de 93.000 hektar til græs og foder til hestene.

Og hvad skal man så mene om dette ”hestefoldslandskab”?

Ja, i hvert fald bryder det den dominerende rolle, som korn- og pløjemarkerne indtager mange steder i landet. Landmændenes marker er i disse år ved at vokse sig større og større, og her er hestefoldene med til at bryde den tiltagende monotoni.

I biologisk henseende bidrager foldene næppe med så meget. Der er jo oftest blot tale om flade jorde, hvor eventuelle træer og buske holdes nede. Men hestenes tilstedeværelse har vel en positiv æstetisk betydning. Det føjer liv og variation til et landskab, at der er dyr i det. Mon ikke at alle mennesker – også dem, der ikke ejer en hest – finder glæde i travende eller legende eller ædende heste, når blikket glider ud over et landligt terræn.

Og så er der en yderligere egenskab ved ”hestefoldslandskabet”, som de færreste måske er klar over: Det er en landskabstype, der er udpræget dansk. Danmark er nemlig det EU-land, der har det største antal heste pr. indbygger. Så hvis man skal male eller fotografere et typisk dansk landskab, bør man ikke nøjes med noget skov og en mark. Man skal også huske et stykke jord med en hest, der står i en indhegning.

/Jacob

P.S.: Den citerede rapport (Hestesektorens samfundsøkonomiske betydning i Danmark) er fra 2009 og er således ikke helt up-to-date. Men jeg ser ingen grund til at tro, at tallene er væsentlig anderledes i 2017.

Med en højdeforskel på ca. 100 meter er trappen ved Geocenter Møns Klint en løbeudfordring ud over det sædvanlige. Men der er en måde, man kan gøre strækningen endnu grummere på!

Først skal vi måske lige slå fast, hvad vi taler om, når det gælder svære stigninger i Danmark.

Vi har jo ingen høje alper eller fjelde. Men der findes en halv snes stigninger, som byder på mere end 100 højdemeter fra bund til top, og som samtidig har en betydelig hældning. De fleste af disse er placeret i Jylland, men Møns Klint, som ligger i den anden ende af landet, er også godt repræsenteret. Og den skrappeste stigning af dem alle befinder sig altså ved Geocenteret.

Den er først og fremmest modbydelig, fordi den er så stejl. Der er trappetrin fra Østersøkysten og helt op til et terræn, der ligger 100 meter over havet. Stigningsprocenten er 25 i snit. Det er noget stejlere end på f.eks. stien op til tårnet på Himmelbjerget, hvor stigningsprocenten hedder 13,9.

Møns Klint-trappen er kendt af mange naturelskere og motionister, og den har indgået i flere tv-programmer, fordi den er ideel til afprøvning af forskellige personers fysiske formåen. Trappen har også en berømt og berygtet plads i det traditionsrige Klinteløb, der har start og mål ved Geocenter Møns Klint.

Hvad de fleste løbere dog overser, er, at stigningen ikke slutter ved toppen af trappen med de knap 500 trin. Nej, der er faktisk næsten 30 højdemeter yderligere at kaste sig over. Du skal blot dreje til højre og fortsætte dit løb. Så møder du en ny trappe, der fører dig op mod Dronningestolen – det højeste punkt på hele klinteskrænten. Denne trappe (lad os da være royale og kalde den Dronningetrappen!) har en højdeforskel på ca. 21 meter. Og har trin, der er lige så krævende som dem på Geocenter-trappen. Når Dronningetrappen er overvundet, går der en sti op til udsigtspunktet ved Dronningestolen.

Dronningestolen befinder sig i en højde af 129 meter over havet. (Visse opslagsværker angiver 128, men de nyeste digitale målinger, som hjemmesiden Danskebjerge.dk har studeret, siger altså 129 meter.) Ved ankomsten har du tilbagelagt en strækning, hvis længde er forholdsvis beskeden – kun godt 500 meter. Men højdeforskellen er hele 128 meter. Det giver en gennemsnitlig stigningsprocent på grusomme 25,1. Selv de mest veltrænede vil få deres sag for her!

Samlet vil du på turen have kæmpet dig op ad næsten 600 trappetrin. Undertegnede har ved seneste besøg talt 97 trin på Dronningetrappen, og 494 trin på Geocenter-trappen (også kaldet Maglevandstrappen). Antallet af trin på sidstnævnte kan variere en smule, fordi Naturstyrelsen nogle gange må rykke ud og skifte trin ud allernederst på trappen. Det skyldes skader fra havets bølger.

Denne artikel er ledsaget af et billede, der viser hele stigningen op til Dronningestolen. Sidstnævnte punkt er vist med en rød prik.

/Jacob

Tv2.dk beretter om ny forskning, der fortæller, hvordan Danmark blev skabt, og hvilket dyre- og planteliv der befandt sig her, mens det skete.

Og her taler vi ikke om istiden. Vi taler om perioder, der ligger millioner af år tilbage.

Forskningen beskriver bl.a., hvordan Danmark opstod som et biprodukt af de norske fjelde. Fra bjergene førtes nemlig materiale sydover via floder, og dette blev aflejret som et nyt landskab. Men stadig med lange tidsperioder, hvor Danmark var helt dækket af hav.

Danmarks skabelse er vist med en lille animation inde i artiklen:

http://nyheder.tv2.dk/2017-03-23-engang-var-her-megahajer-og-kaempetraeer-saadan-blev-danmark-dannet

/Jacob

Der er mange gratis glæder i Danmark. Måske FOR mange.

Når jeg f.eks. besøger Himmelbjerget, så undrer jeg mig lidt over, hvor billig en omgang det er. Okay, man skal da frem med portemonnæen. Men en mønt i p-automaten og en mønt til tårnet – så er den oplevelse finansieret.

Det er da fint for mig som turist, at jeg sparer penge. Men turisme er modsat betragtet vel også en form for industri. Der skal kroner og euro i kassen, tænker jeg. Får Danmark nok ud af sine turister?

“Der skal maksimal fokus på Himmelbjerget for at udnytte de potentialer, der er her,” siger Skanderborgs borgmester i denne artikel.

Jeg synes, det lyder fornuftigt.

Himmelbjerget er ikke KUN en naturperle. Det er også en turistattraktion. Og en turistattraktion skal give indtægter. Naturligvis uden at ødelægge stedets særpræg, men det er der vel heller ingen, der har interesse i at gøre?

Der tales om at anlægge et nyt hotel i området. Det synes jeg lyder som en fin idé. Jeg tror, at der generelt er potentiale i at udvikle turismen i en retning, hvor folk kan overnatte nær/i det naturområde, som de ønsker at se nærmere på og eksempelvis dyrke motion i.

Det giver en større totaloplevelse af den pågældende lokalitet, og mon ikke det af samme grund er en ferieform, der genererer flere penge end “smid-en-mønt-i-bøssen”-modellen?

/Jacob

P.S.: Ovenstående findes også som et Facebookopslag her.

Den danske vinter tillader kun med mellemrum, at kælke og ski bliver luftet på skråningerne. Og når man så endelig står dér på toppen af den snedækkede bakke, så er det jo ikke en lige så lang tur der venter, som hvis det havde været i de franske alper eller de norske fjelde.

Men hvor udfordrende er de danske skibakker egentlig?

Det vel nok mest kendte skicenter i Danmark er Hedeland Skicenter øst for Roskilde. Den arrangerende skiklub angiver selv nogle data for hældningerne:

“Faldhøjden på bakken er 45 meter, og den er 282 meter lang. På den første tredjedel har bakken en hældning på 27,42%, hvilket svarer til en rød piste. Den midterste tredjedel hælder 15,85%, der lige akkurat kan angive blå. Nederste tredjedel er hælder 2,85%, så det er en ekstremt svag grøn. Alt i alt kan en tur fra toppen og ned betegnes som en tur på en blå piste, omend i den lette ende af blå.”

De 45 højdemeter gør Hedelands skibakke til den største i Danmark, hvis man altså alene tager de officielle skianlæg, hvor skiklubber i nyere tid har stået for arrangementer. Samtidig er den hedelandske hældningsgrad også betragtelig efter danske forhold. Her spiller det ind, at skibakken er kunstigt lavet. Det er sjældent, at man i den uspolerede danske natur finder så kraftige hældninger over længere stræk.

Det skulle da lige være Fårebakkerne ved Næstved (se foto). Her er skråningerne skabt af istiden, og den mest markante af dem kaldes Skibakken, fordi der – især for år tilbage – ofte blev dyrket skiløb her. Så vidt Danskebjerge.dk kan vurdere ud fra fotos, hælder Skibakken på sit øverste stykke med 20 grader. Det svarer til 36%. Altså mere end Hedelands skibakke, hvor der dog er tale om en angivelse for et noget længere stykke.

Hvor stejlt er 20 grader? Ja, man kan jo gøre som i Hedeland og sammenligne med rigtige alpine skianlæg i udlandet. Her bruger man – som de fleste nok ved – farver til at beskrive sværhedsgrad. De varierer lidt fra land til land, men for Norge har jeg set følgende definitioner (og suppleret med en konvertering af gradsangivelserne til procenter):

Grøn: Indtil 8,5 grader (15%) i snit
Blå: 8,5 – 14 grader (15 – 25%) i snit
Rød: 14 – 24 grader i snit (25 – 44,5%) i snit
Sort: Over 24 grader (44,5%) i snit

Dette placerer altså det stejle øverste stykke på Skibakken i Fårebakkerne solidt i kategorien rød piste. Nu er Skibakken så noget fladere på sin nederste halvdel, så samlet set dratter den et godt stykke ned ad rangstigen. Tager man fugleflugtslinjen, er bakken 250 meter lang, har et samlet fald på 37 højdemeter og skråner i snit med 14,8% (8,4 grader). Det er – med lidt god vilje – nok til at komme op i den blå kategori.

Imidlertid er der nogle træer på stedet, der gør, at de fleste nok vil vælge en lidt anden linje på vej ned. Desuden har jeg selv bevidnet, at børn på kælk går i stå noget tidligere end i bunden af bakken. Så en realistisk angivelse kunne se således ud: 140 meter lang, 27,5 højdemeter, 19,6% (11,1 grad) i gennemsnitlig hældning. Det vil gøre Skibakken til en typisk blå piste (hvis man da kan tale om, at noget er typisk, når strækningen er så kort…).

Men, men, men. Både Skibakken ved Næstved og den i Hedeland bliver snart overgået betydeligt. Det sker, når Amager Bakke åbner. Amager Bakke er en kunstig skibakke, anlagt på taget af et hypermoderne forbrændingsanlæg. Højdeforskellen vil være på hele 85 meter, og pistens længde 320 meter. Det giver et gennemsnit fra top til bund på 26,6% (dvs. let rød piste).

Men også den maksimale stejlhed giver de andre danske skibakker baghjul. Helt op til 45 grader vil hældningen være, når den er “værst” – det svarer til intet mindre end 100%! Denne ekstreme hældning vil befinde sig på det allerøverste stykke, hvor pisten er “ujævn”, som der står i foromtalen.*)

Amager Bakke ventes at åbne i december 2017. Se mere om det ambitiøse projekt her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-skibakker6.htm

Hvis du i øvrigt får brug for at regne ud, hvad grader svarer til i procent – og omvendt -, så er der et konverteringsprogram her:

http://www.erikoest.dk/gradient.htm

/Jacob

*) De 45 grader er siden blevet rettet til 45 procent, hvilket er en hel del mindre – og noget mere plausibelt.

Anden etape i PostNord Danmark Rundt 2016 havde en mageløs afslutning. På finalestrækningen op forbi Dybbøl Mølle – en ca. 1,5 km lang stigning – tog løbet gang på gang en ny drejning. Man bliver næsten helt forpustet af bare at høre kommentatorsporet. Jeg har lavet en udskrift (ordret, med enkelte undtagelser).

Situationen: Ved bunden af målbakken ligger Lars Boom ca. 100 meter foran feltet. To andre er stukket fra hovedfeltet. Henrik Liniger er kommentator, Dan Frost medkommentator.

[1500 meter til mål]

HL: Der er kun én vej nu for Boom.

DF: Men der er stadig langt. 1500 meter har han hjem.

HL: Det er Pfingsten fra Bora-Argon, og så er det Mads Pedersen fra Stölting, som sidder der. Så får vi lidt dansk også. Valgren forsøger også at komme op, får vi at vide…

HL: Det ER Valgren derude til højre.

DF: Han kører kontra, Valgren!

[1000 meter til mål]

HL: Lars Boom ser ud til at gå en lille smule i stå her. Dér passerer han 1000-meter-mærket. Det er Valgren, der kommer dernede…

HL: Spændende afslutning! Måske bliver det ikke en massespurt alligevel? Måske når de at hente Boom? Det er stadigvæk et åbent spørgsmål. Et brag af en afslutning. Han kigger bagud…

HL: Det er Valgren, der kommer dernede… Valgren mod Lars Boom – det er to af feltets helt store profiler.

DF: Og Valgren kan jo det her på sådan nogle afslutninger – det har vi jo set.

HL: Mads Pedersen er blevet hentet…

HL: Det er Lars Boom foran Valgren. Der kommer lidt stigning her – og lidt brosten til sidst…

HL: Boom kigger meget bagud. Hvorfor kører han ikke bare?

HL: Dér kommer Valgren… Og så er det ham, der kører kontra! Skal det være Michael Valgren!? Det vil være overraskende, hvis den kører hjem den her. Men han prøver i hvert fald…

HL: Det er Valgren, der har overhalet Lars Boom. Boom har slået ud. Valgren med et lille hul, men der er stadig et stykke vej hjem…

HL: De kommer dernede, Lotto-holdet. Jeg tror lige præcis ikke, han kan nå det. Godt forsøgt af Michael Valgren, men nu kommer sprinterholdene…

[250 meter til mål]

DF: Moreno åbner. Benatti er på hjul!

HL: Valgrens rolle udspillet. Det bliver Hofland og Bennati.

HL: Hofland langt ude fra, Bennati sidder på hjul. Det bliver side om side.

HL: Og så kommer Magnus Cort! Magnus Cort forsøger at komme op, men det bliver… tror det bliver Hofland… Jeg tror…

HL: Nej, det bliver Cort! Det bliver Cort, der tager den til allersidst!

HL: Hold da op en afslutning!

–

Du kan se hele afslutningen i Sønderborg her:

https://youtu.be/UkvzIhSaukA

/Jacob

DGI kører for tiden en kampagne vedr. god adfærd på vejene for motionscyklister.

https://www.facebook.com/DGIlandevejscykling/videos/1944221109141781/

Nedenfor er, hvad jeg skrev i et indlæg, hvor brugen af ringeklokke blev diskuteret:

‘ Her er lidt om reglerne for signalgivning:

“§ 49. (…) Gives der signal til overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette.”

Altså er det ikke aggressivt, hvis en bilist dytter af cyklister. Desværre opfattes det ofte sådan, hvilket er grunden til, at jeg længe har efterlyst et alternativt horn til “mild signalgivning” i biler.

“§ 32. Kørende skal, når det er nødvendigt for at forebygge eller afværge fare, ved lyd- eller lyssignal eller på anden hensigtsmæssig måde henlede andre trafikanters opmærksomhed på faren.”

At forebygge fare er efter min vurdering at undgå, at den, man vil overhale, slår et slag mod venstre, fordi vedkommende ikke er opmærksom på overhalingen.

Med andre ord: Bilister såvel som cyklister skal give signal ved overhaling, såfremt der er risiko for sammenstød, hvis den, der overhales, ellers kan tænkes at udføre en manøvre, der fører til en farlig situation. Dette gælder vel typisk på mindre veje med ringe trafik og på cykelstier, hvor banerne ikke er afmærkede.’

Man kan i øvrigt undres over, hvor mange motionister der stadig synes det er kikset at have ringeklokke på sin cykel. Én ting er, at det er ulovligt ikke at have ringeklokke på. Noget andet er, at den jo sandt for dyden ikke syner af meget. Det ER ikke den store skade, den gør på designet af sådan en racercykel. Det svarer til at sige, at man ikke vil have et parkeringsur siddende i sin bil. Hvor fintfølende har man lov at være.

/Jacob