Blogsbjerg

Danskebjerge.dk er blevet nævnt i Bornholms Tidende et par gange i løbet af februar.

Dels i forbindelse med et par løbske køretøjer. En bil holdt på hovedgaden i Vang, men håndbremsen var ikke trukket, så på grund af vejens hældning satte den sig i bevægelse og tog en trailer med sig. En beboer fortæller til avisen:

“– Der var en, der havde parkeret øverst oppe i det sidste sving på vejen ned. Han indrømmede bagefter, at han ikke havde sat bilen i gear, men kun trukket håndbremsen, og den var åbenbart ikke god nok. På vejen ned stod der en trailer med brænde på, som bilen fik skubbet til, og så fortsatte både trailer og bil ned ad bakken. Traileren ramte mod autoværnet, mens bilen ramte en blomsterkumme, som den fik helt op at stå.”

Den anden artikel, hvor Danskebjerge.dk nævnes, handler om trappen ved Jons Kapel. Den er netop blevet renoveret. I artiklen fortælles bl.a., at det koster på den dyre side af 100.000 kroner at udskifte en hel trætrappe af denne type. Læs mere på Danskebjerge.dk’s Facebookside:
https://www.facebook.com/Danskebjerge.dk/posts/10211297397930793

/Jacob

Op til jul skrev jeg et indlæg om motocrossbanen med det julede navn Nisseringen, som oprindeligt holdt til på den meget kuperede Mogenstrup Ås.

Jeg er siden da blevet opmærksom på en lignende historie fra Sjælland, nærmere betegnet fra Maglesø-området, ca. 50 kilometer længere mod nord. Her blev der ganske vist ikke kørt verdensmesterskaber mig bekendt, men der var dog internationale events med deltagelse fra blandt andet Sovjetunionen.

Det var Brøndby Motor Klub, der tog initiativ til anlæggelse af banen. Den kom til at hedde Sophienholm-banen, opkaldt efter det store gods syd for Maglesø.

Indvielsen fandt sted i oktober 1967, altså nogle år senere end banen i Næstved. Sophienholm-banen blev brugt i syv år, og som en af de gamle entusiaster skriver i sin artikel om sagen:

“Synd at Sophieholmbanen ikke kunne få lov at forsætte til glæde for den motorsports interesserede ungdom.”

Der er i artiklen, jeg linker til herunder, ikke nogen nærmere beskrivelse af banens placering. Men der kan vel kun være tale om Enghave Bakke, hvor der da også på et topografisk kort fra den tid er indtegnet en snørklet motorbane.

Enghave Bakke er en markant issøbakke, der ligger 1 km øst for Maglesø.

Jeg har været der mange gange, mest for at motionere. Tilbage i 00’erne var der faktisk hjulspor på stedet, og jeg har altid vidst, at der er blevet kørt ræs der med motorkøretøjer. Men jeg var ikke klar over, at det havde været så ambitiøst.

I artiklerne herunder kan du se flere billeder fra motorbanen, da den blev brugt til store løb.

http://www.pallehoest.dk/60737613
http://dmusport.dk/fileadmin/6._Medie_og_Presse/MotorBladet/feb2013/HTML/files/assets/basic-html/page30.html

Og her er der link til Danskebjerge.dk’s side om Maglesø-området – midt på siden er der et billede af Enghave Bakke:

http://www.danskebjerge.dk/maglesoe.htm

/Jacob

”Nissen flytter altid med,” lyder en gammel talemåde. Og er der et sted, som udtrykket passer særligt godt til, så er det motorbanen ved Næstved på Sydsjælland.

Den åbnede i 1956 og var et stort tilløbsstykke. Til det første store løb på banen var der hele 15.000 tilskuere. De kom for at se, hvordan kraftfulde motorcykler tacklede det svære terræn. Banen var nemlig placeret på Mogenstrup Ås, der er meget kuperet. Oven i købet var sporet gravet godt og grundigt ned i det grusede underlag. En rigtig ”pukkelpist” var det, og det stillede høje krav til både maskinel og kørere.

Se film fra indvielsen her:
https://www.danskkulturarv.dk/dr/nisseh%C3%B8jen-indvies/

Interessen for motocross boomede i Danmark, og blot to år efter indvielsen var Nissehøjen, som banen i Næstved blev kaldt, vært for intet mindre end et verdensmesterskab (se fotos øverst).

Imidlertid havde klubben det problem, at arealet, som banen lå på, kun var lejet for en periode. Der skulle nemlig bygges boliger på åsen. Så man måtte gå på udkig efter et nyt sted at placere en motorbane, og valget faldt til sidst på en ejendom ved Nørre Tvede nogle kilometer øst for Næstved (se luftfoto fra 2017 nedenfor). Den nye bane fik navnet Nissebjerget – en reference til Nissehøjen, som altså måtte opgives.

Samtidig startede et omfattende parcelhusbyggeri på de forladte banearealer på åsen, og ifølge Palle Høst, en gammel sjællandsk motorsportsentusiast, blev kvarteret ligefrem opkaldt efter motocrossbanen. Hvad der faktisk kom først – og hvorfra navnet Nissehøjen stammer -, har undertegnede ikke haft held til at få endeligt dokumenteret. Men faktum er, at vejene i det bakkede villakvarter udspringer af det univers, som nisser hører hjemme i: Elverdalen, Alfehøjen, Heksehøjen, Troldehøjen, Dværghøjen og Nissehøjen hedder de. (Se tilføjelse i kommentarfeltet.)

Terrænet ude ved den nye bane er ikke specielt kuperet, så navnet Nissebjerget var måske lidt søgt. Banen har da også siden skiftet navn til Nisseringen. Mange af dem, der nu om stunder kommer ud for at se løb på Nisseringen, undrer sig over navnet på banen, og det er ikke så underligt, for det er en noget kryptisk forhistorie, der ligger bag.

/Jacob

P.S.: Hvis du vil finde flere ”julede” adresser i Danmark, så kig f.eks. på dette link:

https://npinvestor.dk/nyheder/danmarks-mest-julede-adresser

PostNord Danmark Rundt, Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, lægger i 2018 vejen forbi Møn. Feltet skal bl.a. runde Høje Møn med Møns Klint, hvor de skal gennem Klinteskoven på grusvejen. En kuperet grusvej er det, men lad os her fokusere på det terræn, der ligger uden for selve klinteområdet.

Billedet ovenfor er skabt som en kombination af to kort: Et kort, der viser, hvordan terrænet ville se ud med en havvandsstigning på 2,5 meter – og et kort, der fremhæver terrænforskelle.

Det er den østlige del af Møn, der er vist, og her ser man tydeligt et farvand (malet med lyseblåt) lidt til højre for midten. Det er et nord/syd-gående farvand, der ville opstå, hvis havniveauet steg med beskedne 2,5 meter. Dermed også sagt, at Høje Møn, der ligger øst herfor, reelt er en ø. Faktisk er det dæmninger og pumpestationer, der gør, at der er tørt land på vestsiden af Høje Møn. Men de ændrer ikke ved, at terrænet falder ganske markant ned mod lavningen fra begge sider.

På Høje Møn-siden er højdeforskellen ca. 100 meter mellem byen Borre og Klinteskoven – et gradvist stigende terræn over en håndfuld kilometer. Til den anden side er højdeforskellen det halve, men til gengæld er landevejen stejlere her – 4% i snit stiger vejen fra Borres udkant og op til toppen 1 kilometer længere mod øst.

Rytterne i PostNord Danmark Rundt skal passere dalen to gange – én gang ud og én gang hjem -, så de skal da kværne nogle højdemeter dette sted.

Bemærk også, at de mørke farver på kortet – dvs. de mest kuperede områder – ikke kun befinder sig ude ved Møns Klint. Der er også et “rynket” mørkt område længere inde på øen i den sydlige del af Høje Møn. Det er Kongsbjerg-højdedraget, som på Kongsbjerg har sit højeste punkt. Det officielle tal siger 135 moh., men det reelle er snarere 134 moh., viser Danskebjerge.dk’s tjek af højdedata.

Antageligt skal cykelfeltet også her forbi, og så er der chance for, at de skal op over Gurkebakken. Gurkebakken er en stejl asfaltvej, der bærer samme navn som selve bakken. Stigningen starter ved krydset i Kraneled og går mod nord ad Gurkebakken til krydset Gurkebakken/Busenevej. Denne strækning stiger med 5,1% i snit over 760 meter. På de stejleste 200 meter af bakken er den gennemsnitlige stigning på 9% – det er ganske meget efter østdanske forhold! Der er 39 meters højdeforskel på de 760 meter.

Faktisk er stigningen endnu længere end det. Den begynder nemlig helt nede ved Høje Møns sydkyst og har således en samlet højdeforskel på 65 meter. Men desværre kan man kun komme ned til bunden af bakken ved at køre ad en grusvej (eller samme vej ned som op).

Hopper man af racercyklen, kan man få endnu mere ud af Gurkebakken og dens forlængelser. Gurkebakken er nemlig en del af en 100-meter-bakke, som går (næsten) op til Kongsbjerg. En 100-meter-bakke er Danskebjerge.dk’s betegnelse for en bakke, der har en højdeforskel på mindst 100 meter inden for en strækning på 2 km. Der er selv sagt kun ganske få 100-meter-bakker i Danmark.

100-meter-bakken til Kongsbjerg starter i en højde af 5 moh. og slutter i 118 meters højde, altså en højdeforskel på 113 m. Strækningen er i alt 1,8 km lang, så det giver et snit på 6,3%. Den sidste og stejleste del ligger på trampesti.

På stien vil man passere to steder, der bærer de fine navne Slumrehule og Kongens Køkken. Sidstnævnte refererer sikkert til Klintekongen – en sagnfigur knyttet til Møns Klint. Fælles for Slumrehule og Kongens Køkken er, at det er dramatiske dalsænkninger, som giver oplevelsen af, at man befinder sig i et rum med vægge. Der er tale om naturskabte landskabsfænomener, hvor terrænet fra flere sider falder ned mod samme punkt. Således er “indgangen” til Slumrehule fra sydvest forholdsvis snæver. Rundt om rejser hulens vægge sig – op til 25 meter høje er de. Her er der sikkert fred og ro, hvis man ønsker sig en lur. Eller er det Klintekongen, der har sit sovested her?

Jeg studsede over, at der på kortet fra 1800-tallet ikke optræder nogen stednavne ved hverken Slumrehule eller Kongens Køkken. Det kommer der først oppe i 1900-tallet. Man får den tanke, at det kan være en del af et slags turistfremstød – at man lokalt fandt ud af, at der var markedsføringsgevinster i at sætte fantasifulde navne på steder med fascinationsværdi. Jeg har for så vidt ikke noget imod det. Oftest går det jo desværre den anden vej: stednavnene forsvinder, fordi ingen har brug for at kende dem.

Nå, men der er jo i øvrigt ingen, der siger, at en Klintekonge skal have boet et sted i umindelige tider for at kunne sætte sit præg på det. Sagnfigurer holder vel også flyttedag en gang imellem. I hvert fald kan man få den mistanke, at han var været på spil på Gurkebakken. Gurkebakken går nemlig for at være en forhekset bakke: På et bestemt sted på bakken virker det som om, man kører opad, og alligevel kan bilen trille fremad, uden at man træder på speederen! Bakker af denne type – også kaldet “magnetbakker” – findes visse steder andre i landet, bl.a. ved Østerlars på Bornholm og ved Dronninglund i Nordjylland.

Nogle vil forklare det med synsbedrag, men magiske kræfter kan vel ikke helt udelukkes?

Mere om bakkelandskabet Høje Møn her:
http://danskebjerge.dk/hoejemoen.htm

/Jacob

Den norske forfatter Roger Pihl har skrevet nedenstående anmeldelse af det atlas, der tager kampen op med TrapDanmarks seneste kortudgivelse.

Leginds topografiske atlas over Danmark
– når kartografene snubler

Vi, det vil si Jacob T. Johansen og Roger Pihl, har tidligere krasst uttalt oss om TrapDanmarks nye danmarkskart. Vi var neppe de eneste. Frederiksborg Amts Avis var en annen aktør som heller ikke var nådig med atlaset. Heldigvis visste TrapDanmark sitt eget beste, lyttet på tilbakemedlingene og har lansert et oppdatert og betydelig bedre annetopplag av kartet.

Nå er det duket for en kikk på Leginds Topgrafisk Atlas 1:100.000. Som vi har lært, utfordringen i et kart er å ha passende mengde navn, riktig utvalg av navn, riktig staving, plassering ifht stedsangivelse, lesbarhet og tilpasning til kartets målestokk. I et nøtteskall er kartografi en egen kunstart.

Forventningene var følgelig store da vi åpnet Legins topografiske atlas, fant fram lupen for å studere det danske landskapet i miniatyrutgave. For var det noe vi trengte, så var det en lupe av beste slag. Schneider Kreuznach 4X, verken mer eller mindre.

Kartet har ingen såkalte 3D-skygger som skal gjøre det mer levende for brukeren, og godt er det. Her får vi et godt, «gammeldags» flatt og oversiktelig kart der det er plass til mye informasjon. Derfor er det synd at Legind ikke har brukt muligheten, for det er mangt og mye som mangler.

Sukkertoppen sør for Mossø mangler. Det er jo synd, for det er en topp med flott utsikt og der du også får en hyggelig tur i terrenget. Purhøj mangler, og det er jo synd, for her pleier heksene å samles på Valborgsaften, så hvor skal de samles nå? Ballebjerg, Samsøs høyeste punkt mangler, så nå er det ikke noe høyeste punkt på Samsø lenger. Det samme med Dyret, en annen perle på Samsø. Jordløse Bakker er borte. Aborrebjerg på Møn mangler, og det er jo synd, for det er Møns høyeste punkt. Lindsbjerg på Ærø mangler, og det er jo synd, for den skal ha helbredende egenskaper. Jons Kapel på Bornholm mangler. Landsbyen Møborg med sin trivelige, urbane Bavnehøj mangler. Landsbyen Horndrup mangler, og det er jo synd, for den er en av de triveligste på Jylland. Slik kan vi fortsette, men du har for lengst forstått hva vi mener. Navn er viktig for et atlas. Uten stedsnavn blir det bare en tegning.

Men det stopper ikke der, for mange av stedsnavnene er gjengitt i knøttliten, farget og rastrert tekst. Det gjør teksten for alle praktiske formål helt uleselig. Ja, selv med en lupe som forstørrer fire ganger var det bare fordi vi visste hvilket navn vi søkte etter, at vi klarte å lese dem. Himmelbjerget er et av høydepunktene som ikke lenger er det. Lerbjerg, Vejrehøj, Frøbjerg Bavnehøj, Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Høgebjerg, Kongenshøj, Kongsbjerg, Rytterknægten, Rebild Bakker og Pikkerbakken er andre eksempler på uleselige navn.

Det begynner med andre ord å bli tynt i rekkene. Danmark har blitt et «flatere» land på mer enn én måte.

Danskebjerge.dk var 13. november 2017 inviteret til møde hos Trap Danmark. Det var anden gang, at jeg troppede op hos Trap. Første gang var for at uddybe min kritik af førsteudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas. Denne gang blev jeg præsenteret for den reviderede version.

Og allerede efter en hurtig gennembladring stod forskellen lysende klar: Andenudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas er kraftigt forbedret – faktisk mere end jeg havde turdet håbe på. Nu er der gravhøje med, højdekurverne ligger tættere, og alt fra oversigtskortet på første side til sammenlimningen i bogens midte er forbedret. Men den største og ressourcemæssigt mest krævende opjustering har – fortalte Niels Ehlers Koch fra Trap Danmark – været forøgelsen af antallet af stednavne. Antallet er næsten fordoblet.

Det har krævet blod, sved og tårer for dem at lave alle de ændringer, og det har aldrig været tanken, at der skulle komme en revideret udgave af atlasset så kort tid efter førsteudgaven. Men min holdning er klar: Det var dét værd!

Og hvor er det dog i øvrigt skønt, at kritik kan blive håndteret så konstruktivt, som det er sket i dette tilfælde. Læs her, hvad der var galt med den stort anlagte førsteudgave:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik9.htm

/Jacob

Stenhuset ved Strands i Mols Bjerge er en meget iøjnefaldende stendysse fra bondestenalderen. Man kunne kalde den arketypisk – og så alligevel ikke.

Kammeret med de fem bæresten og den store dæksten står på toppen af en bakkeknold. Og det er sådan, mange af os forestiller en gravhøj: En samling af sten oven på en høj.

Men i virkeligheden er Stenhuset lidt unormal. For ganske vist blev stenalderens dysser ofte placeret på højt beliggende steder i terrænet, så de kunne ses fra stor afstand. Men der var sjældent tale om kuppelformede bakker som denne.

Kuppelformen gjorde først sit indtog i bronzealderen – med gravhøje bygget op fra bunden af græstørv. Bronzealderfolket nedprioriterede de store stenkonstruktioner med kæmpekamre. (Se billede fra Stabelhøje nederst.)

Stenalderfolket var derimod stenbyggere om en hals, og når de arbejdede med jord, så var det mest for at fylde det ind imellem randstenene og måske op omkring et dyssekammer.

Faktisk er det i de senere år blevet debatteret blandt forskere, om stendysserne i for høj grad er blevet forbundet med anlæggelse af jordhøje. I beskrivelser af dysser uden jord imellem stenene har man traditionelt antaget, at jorden bare er skredet ud og forsvundet. Men kritikerne af denne antagelse har påpeget, at nogle af de jordfattige dysser kan have været jordfattige fra starten. Eksempelvis fordi man i stenalderen – ligesom os i dag – elskede synet af de store sten og derfor ikke så nogen grund til at dække dem til.

Men hvor placerer det så Stenhuset? Ja, ud fra kammerets forholdsvis avancerede opbygning at dømme er Stenhuset en af de dysser, der blev anlagt sent i stenalderen. Det kan tænkes, at man på dette tidspunkt var begyndt at få øjnene op for kuppelformede gravhøje, og at Stenhuset på den måde er en kombination af stenalderens dyssetradition og den mere ”moderne” gravhøj, der brød igennem i bronzealderen.

På den led er dyssen mere atypisk end typisk. Men ikke desto mindre meget flot.

(Det er muligt at besigtige Stenhuset, og der er en informationstavle ved den. Der skulle også være en trampesti derhen til, men jeg fandt ikke nogen sti, da jeg besøgte stedet – hvilket måske kan hænge sammen med, at der lige var blevet pløjet. Men så må man jo vade ind over marken.)

Man kan blive godt ør i hovedet af at læse afgørelser om nedlæggelse af stier og markveje. Jeg har af samme grund kun fået kigget på en håndfuld, men tendensen er, at den private lodsejer har gode chancer for at vinde sagen, hvis…:

– der i nærheden af den pågældende sti findes en anden vej/sti, der fører omtrent samme sted hen (til en strand el.lign.)
– lodsejeren etablerer en ny sti, der mere eller mindre kompenserer for den sti, der fjernes

Derimod ser det ikke ud til at være af afgørende betydning, hvor længe en sti har eksisteret, eller hvem der har brugt den. Det er ellers noget, der ofte debatteres i sager om stier. Jeg læste om en sag, hvor Natur- og Miljøklagenævnet tillod nedlæggelse af en sti, selvom der var fremlagt dokumentation for, at den havde eksisteret i over 150 år. Afgørelsen faldt ud til fordel for lodsejeren, fordi der fandtes en anden adgangsvej i nærheden.

Det kan – set fra en motionist- og naturnydersynsvinkel – umiddelbart synes positivt, at nævnet lægger stor vægt på, om der findes alternative adgangsveje. F.eks. er det nok meget svært for en lodsejer at få lov til at nedlægge en sti, hvis denne sti er den eneste adgang til et strandområde.

Til gengæld er tendensen i afgørelserne ikke god, hvis man holder af stisystemer, hvor man eksempelvis kan løbe på en rundstrækning. Natur- og Miljøklagenævnet er forholdsvis ligeglad med, om du skal løbe ud og hjem ad samme vej. Så der er grund til at sove lidt uroligt, hvis du har en favoritrundstrækning, der ligger på privat jord.

Det lader i øvrigt heller ikke til, at du kan stille krav til tilstanden af en sti, som ligger på privat grund, og som offentligheden har adgang til. En sti kan eksistere alene i kraft af, at den bliver brugt hyppigt og dermed ikke gror til. Omvendt kan man altså ikke som bruger af stien kræve, at huller i stien repareres, eller generende grene beskæres.

Og hvad så med sagen fra Maglesø? Her er der etableret en alternativ sti øst for traktørstedsgrunden, og dette forhold forbedrer de nye ejeres chance for at vinde sagen. Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved, om den rekreative værdi af denne sti er på højde med værdien af den nuværende skråsti. Fordelen ved den nuværende sti er langt fra kun linjeføringen, men i høj grad også udsigten ud over søen. Fra stien har man områdets bedste udsigt, og derfor vil det være et tab for offentligheden, hvis stien forsvinder.

Her får I lige ordlyden af Naturbeskyttelseslovens paragraf 26a og 26a stk 3 (mine fremhævninger):

“Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.

Stk. 3: Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”

/Jacob

Henover sommeren har der alene i Holbæk Kommune været to sager om grundejere, der har spærret af for at forhindre offentligheden i at få adgang til naturen. Dette er et brud på princippet om, at stier og markveje er tilgængelige for alle, også selvom de ligger på privat grund.

Desværre tyder noget på, at de pågældende slipper afsted med det. Til skade for de lokale beboere og – i tilfældet med Maglesø – de mange tusinde årlige besøgende fra andre steder i landet.

Det grundlæggende problem er, at sager som disse bliver behandlet stedmoderligt af politikerne.

Dels landspolitikerne, der accepterer et tvetydigt regelsæt og dermed er indirekte skyld i, at så mange sager trækkes igennem et langvarigt behandlingsmorads.

Og dels lokalpolitikerne, der er alt for forstående over for private borgere, som enten søger om tilladelse til at lukke veje og stier af, eller som gør det uden at søge om lov først.

Jeg siger ikke, at man uden videre kan indføre systemet fra de øvrige nordiske lande, hvor allemandsretten sikrer offentligheden en noget nær uhindret adgang til naturen. I Danmark er arealerne mindre, befolkningstætheden større, og landbruget mere omfattende. Men hvis man nu og her får sikret et status quo, når det gælder adgangsveje til naturen, så er meget vundet.

Lad os få indført et øjeblikkeligt stop for yderligere nedlæggelse af stier og markveje. Et sådant stop vil ikke være til gene for ret mange mennesker. Til gengæld vil det være til gene for rigtig mange mennesker, hvis man lader det nuværende vægelsind fortsætte.

Jovist kan man anlægge nye stier som kompensation. Men erfaringen viser, at dette fortrinsvis sker i bynære områder. Uden for byerne – altså dér, hvor der er MEST natur at komme ud i – forsvinder den ene adgangsvej efter den anden. Se f.eks. her, hvordan udviklingen har været ved den lille sjællandske bebyggelse Almstofte.

Danskebjerge.dk’s læserbrev, der blev bragt i Sjællandske den 11. oktober, ses i udsnit herover. Den samlede ordlyd finder du på Danskebjerge.dk’s Facebookprofil.

/Jacob

Man kan ikke vinde hver gang.

Det velkendte trøsteudtryk kan passende bruges om etapeløbet PostNord Danmark Rundt 2017. For efter et par år med succes – først og fremmest i kraft af indførelsen af direkte tv-transmissioner fra løbet – gik det denne gang mindre godt. For nu at sige det pænt.

Sammen med regnen væltede dårligdommene ned over den store danske cykelevent. I bedste fald var det et sammenfald af uheldige omstændigheder. I værste fald var det begyndelsen på en mere omfattende nedtur for løbet.

Der var dog også lyspunkter. Bl.a. fik vi set nogle spændende stigninger.

Løbet og rytterne
Ruten var i år så at sige vendt om, sådan at 1. etape startede i København, hvor der ellers normalt er opløb på afslutningsetapen. Det finder jeg ret uproblematisk, og det åbnede mulighed for, at feltet kunne komme til Odsherred, hvilket ellers er forholdsvis sjældent forekommende. Med målstreg i Kalundborg var det ganske vist så godt som udelukket, at Odsherred-bakkerne ville få nogen afgørende betydning, men de var nærmest maksimalt repræsenteret, så på det punkt skal jeg ikke klage. Til min glæde var Granbakken inkluderet i ruten frem mod Kalundborg-rundstrækningen. Granbakken er egentlig den midterste del af én sammenhængende stigning, der også omfatter Trøjeløkkevej og Bøgebakken. Med en maksimal stigningsprocent på 19 er strækningen sammenlignelig med Kiddesvej. Måske en dag kan den kalundborgske mur få en mere fremtrædende plads i PostNord Danmark Rundt. Man har vel lov at håbe.

Nuvel, tilbage til årets rute. Efter at sprinterne var blevet snydt af Casper Pedersen på rundstrækningen i Kalundborg by, skulle de tage revanche på Fyn på anden etape. Her var den såkaldte Golfbakke på Bjergevej ved Svanninge den klart mest udfordrende stigning. Turen ind mod målbyen Odense var derimod flad og hurtig, så det kunne næsten ikke gå galt for sprinterholdene. Men så kom blæsten og regnen. Vejret var rædselsfuldt, og efter at løbsledelsen havde først afkortet etapen og siden neutraliseret den, sagde rytterne stop. Som noget helt usædvanligt blev en PostNord Danmark Rundt-etape afbrudt og aflyst.

På den baggrund fik kongeetapen til Vejle, som i forvejen plejer at have væsentlig betydning for klassementet, nu endnu større vigtighed. Den udviklede sig vanen tro som et udskilningsløb på de sidste ca. 45 kilometer, og på finaleopstigningen på Kiddesvej sad der en halv snes ryttere forrest. Det lykkedes Mads Pedersen at slide sig løs, og han vandt med nogle få sekunders forspring til Michael Valgren. Spredningen var stor i feltet, og man må sige, at Vejle-etapen endnu en gang viste sin berettigelse. Det er faktisk ikke så almindeligt, at der i ”flade” etapeløb skabes tidsforskelle af den størrelsesorden, som tilfældet er med Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt. Man kunne godt sukke efter en international endagsklassiker eller et VM i dette terræn.

Enkeltstarten i Randers resulterede i dødt løb mellem Mads Pedersen og Michael Valgren, og så var der kun Aarhus-etapen tilbage at gøre godt med for Valgren. Etapen var kuperet, hvilket kunne ses på gennemsnitsfarten, der lå på ca. 41 km/t – det samme som på kongeetapen. Første del af ruten gik gennem Mols Bjerge. Masser af højdemeter, bestemt, men når et bakkelandskab ligger tidligt på ruten – som også Odsherred-højdedraget gjorde -, så får det sjældent nogen synlig betydning for den måde, et profløb udvikler sig på.

Trods flere hårde bakker frem mod Aarhus var det da også et ganske stor felt med favoritterne, der nåede rundstrækningen. En rundstrækning, som ifølge arrangørerne var gjort endnu hårdere i år. Det viste sig dog, at der udelukkende var tale om en forlængelse af strækningen på Oddervej og ikke – som nogle af os havde spekuleret i – en løsning med to stigninger i stedet for én. Uanset hvad så endte det hele i en massespurt, sådan som det plejer at gøre i Aarhus. Valgren kom aldrig i nærheden af at true Mads Pedersen, og så kunne sidstnævnte snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2017.

De danske ryttere var massivt repræsenteret i toppen af det endelige klassement. Det kan man være glad for. Man kan også være ærgerlig over det. For betyder det ikke, at niveauet i det ellers internationale felt er for lavt? Jeg savnede i hvert fald et par ikke-danske kapaciteter. Froome og Nibali er nok svære at få herop, I know, men ryttere som Daniele Bennati og Lars Boom har før sat deres præg på løbet, og der var for få fra den pulje i år. Nacer Bouhanni og John Degenkolb var topnavnene – de udgik begge, omend Bouhanni nåede at score en andenplads på Kalundborg-etapen.

Man kan håbe, at det bare var et lidt tyndt år i år, bl.a. som følge af det forestående VM. Men PostNord Danmark Rundt er konstant i fare for at miste prestige og betydning. Det kan nemt ende som et udvidet Danmarksmesterskab i etapeløbscykling, hvis ikke der er deltagelse af stærke internationale ryttere. Rekruttering af profilerede navne bør derfor nu være et af de større indsatsområder hos de danske løbsarrangører.

Når det er sagt, så er der ikke nogen ydre tegn på, at PostNord Danmark Rundt køres på et lavere sportslige niveau end andre store internationale løb. Gennemsnitsfarten på etaperne er over 40 km/t, og sammenligner man Vejle-etapen i 2015, 2016 og 2017 (som Danskebjerge.dk har gjort), så er farten ikke faldet – faktisk er den steget en lille smule, til 41 km/t. Så det er tvivlsomt, om nogen med det blotte øje kan se, at rytterne ikke er fra den allerøverste skuffe.

Afviklingen
Hver dag havde sin fadæse i årets PostNord Danmark Rundt. Det begyndte ved Asnæs Indelukke-bakken på 1. etape, hvor to udbrydere kørte den forkerte vej. Det er muligt, at de selv kunne have regnet ud, at den var gal, men faktum er, at der ikke stod nogen official parat til at vise dem, at de skulle dreje. En klar organisatorisk fejl, men efter min mening blev det løst på en sportslig fair måde. Ingen ryttere mistede tid på brøleren.

Værre var det med problemerne på 2. etape. Jeg føler mig overbevist om, at etapen kunne have været gennemført trods vinden og nedbøren. I stedet blev der indledt en kompleks korrespondance mellem forskellige aktører i løbet, og selvom DR og løbsledelsen forsøgte at få det til at se ud, som om aflysningen blev vedtaget i enighed, så var det essentielt i protest mod løbsledelsens løsninger, at rytterne stod af cyklerne.

Meget er sagt i den sag, men jeg savner altså stadig nogle klare objektive beviser på, at vejret virkelig var så usselt, som det blev gjort til. Ifølge mine oplysninger lå middelvinden i Faaborg, som de var på vej hen til, på 15 m/s. Det er stiv kuling. Ikke et behageligt vejr at cykle i, men heller ikke et vejr at aflyse i!

Jeg var skuffet over den aflysning. Og hvad værre var: Nogle ryttere mere end antydede i efterfølgende interviews, at PostNord Danmark Rundts status (eller mangel på samme) spillede en rolle i beslutningsprocessen – at en del af rytterne ikke havde så meget mere at køre for i sæsonen, og at andre havde et VM at se frem til. Underforstået: Når nu løbet ikke er så vigtigt igen, skal man minimere risikoen ved at deltage i det.

Det er en bekymrende udmelding. Et løb som PostNord Danmark Rundt, der i forvejen skal kæmpe for sit renommé, har ikke brug for, at rytterne står og taler løbet ned. Og da slet ikke på en dag, hvor de ikke orkede at køre i stiv kuling.

Vinden løjede af til 3. etape. Uheldigvis skete der påny en fejl i ruteanvisningen. En udbrydergruppe drejede forkert af, fordi de fulgte en politimotorcykel, der drejede. Efter tv-billederne var det forståeligt, at rytterne fulgte efter motorcyklen, så igen har man indtrykket af, at det var et organsatorisk kiks, vi var vidne til. Nu kunne det vel ikke blive værre, tænkte man, og så skete der alligevel det på 5. etape, at en reklameportal et sted i Aarhus kollapsede, sådan at to ryttere måtte bremse op og umiddelbart efter blev hentet af hovedfeltet. Om det var en rent teknisk defekt, eller om der også var et menneskeligt element i det – det ved jeg ikke. Men i hvert fald var det endnu en dum fejl i rækken af dumme fejl.

Det er egentlig lidt paradoksalt, for Danmark har ry for at være dygtig til at organisere store internationale sportsevents. At det så går helt galt i årets PostNord Danmark Rundt, kan i princippet skyldes en tilfældig ophobning af sort uheld. Mit gæt er dog, at der er sket noget i kulissen, der har svækket organisationen på en eller anden måde. Der må have været nogle led i kæden, der i år var svagere end normalt. Forhåbentlig fører fejlene til bedre kvalitetssikring frem over. Der er jo faktisk meget på spil, eftersom Danmark har ambitioner om bl.a. en Tour de France-start inden for en overskuelig fremtid.

Formidlingen
Det var tredje år, at DR sendte live fra Danmarks største cykelbegivenhed. Indførelsen af live-tv står fortsat som et af de helt store fremskridt i løbets historie, og produktionen lever op til, hvad man kender fra andre løb af denne kaliber, herunder flotte helikopterbilleder.

Set i det lys kan det måske grænse til flueknepperi at kritisere svipsere undervejs, men på den anden side: Når nu setuppet er der, kan de produktionsansvarlige vel godt lige oppe sig og få optimeret transmissionen.

Produktionen er tydeligvis lagt an på forudsigelighed. Producerne vil meget gerne have en udbrydergruppe foran og et hovedfelt et par minutter bagude, for så kan der klippes mellem de to motorcykler, der følger hver gruppe. Skabelonen følges nærmest slavisk, og det gør, at der ikke er plads til at prioritere bestemte ting undervejs.

For at nævne et eksempel: Kommentatorerne Liniger og Frost talte om færiste, da feltet nåede Havnsø – det er jernrør, der ligger nedsænket på tværs af vejen, og som skal forhindre køer og får i at gå henover vejen. Disse riste kunne måske volde rytterne problemer, men vi fik aldrig svaret, for der blev ganske enkelt ikke vist nogen billeder af, at rytterne krydsede ristene. Det var suspense uden payoff, og desværre forekom dette med jævne mellemrum.

Værst var det på Vejle-etapen, hvor bakker som Østengård og Gl. Kongevej blev behandlet aldeles stedmoderligt af DR’s produktionshold. Liniger begyndte ganske vist at tale om, at feltet nærmede sig Østengård-stigningen – men på det tidspunkt var den allerede passeret! Kort efter så man de forreste køre ind på Gl. Kongevej, altimens kommentatorerne fejlagtigt sagde, at man nu var inde på Chr. Winthersvej.

Og så begik DR en fejl, de før har begået – nemlig at fokusere på styrt forud for Gl. Kongevej i stedet for at vise opstigningen. Mens den stejleste asfalt i hele PostNord Danmark Rundt blev forceret, klippedes tilbage til ryttere, der var røget af cyklen på turen ned ad Jellingvej. Dermed mistede man som seer fuldstændig fornemmelsen af, hvad Gl. Kongevej er for en stigning – men, indrømmet, det lå fint i tråd med DR’s hang til hoppen frem og tilbage mellem ryttere!

Og apropos hop. Brostenene i Hopballe blev nævnt flere gange af Liniger og Frost. De har før resulteret i stor dramatik og vilde tv-billeder, men hvis man som seer havde håbet at se rytterne passere det farlige sted, blev man skuffet. Der var lige nogle andre kameraer, der skulle i brug på det tidspunkt åbenbart.

Jeg ved ikke, om tv-transmissionen produceres helt uafhængigt af, hvad kommentatorerne taler om. I hvert fald er mere koordinering tiltrængt. Jeg har ikke brug for at høre om lumske færiste og farlige brostensstykker, hvis DR ikke har i sinde at vise mig dem. Jeg synes, det er træls at se frem til etapeløbets hårdeste stigning, hvis DR i stedet giver mig billeder af ryttere, der ømmer sig efter styrt. Prøv nu at planlægge transmissionen efter nøglemomenterne i stedet for at følge den rutineprægede klippeskabelon, DR! Det burde der være overskud til, når nu man har produceret tv fra løbet i tre år.

Konklusion
Af de tre årgange af PostNord Danmark Rundt, hvor løbet har været vist på direkte tv, var denne for mig at se den dårligste. Der var øjensynligt gået ”the same as usual” i den, både hos de arrangements- og de formidlingsansvarlige – og når først rutinetænkningen indtræder, bliver produktet ofte ringere. Nej, man kan ikke vinde hver gang, men man kan lære af sine fejltagelser, og jeg håber virkelig, at DR og DCU gør det. Jeg er fortsat stor fan af løbet og glæder mig til at se det i en forbedret udgave næste år.

Læs også: http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post323

/Jacob