På dette kortudsnit ses både punktet med de 157 moh. (nederst i midten) og næsten ligge oppe over dette punkt ses Kollens 147 moh. Bemærk i øvrigt, at stednavnet Himmelbjerget på kortet har karakter af navn for hele området og ikke kun Kollen.
Man kører nedad for at komme til Himmelbjerget. Det er der måske ikke så mange besøgende, der bemærker, men det gør man altså. Terrænet en halv kilometer syd for Himmelbjergtårnet ligger ca. 10 meter HØJERE.
Så det er sådan set forkert at placere Himmelbjerget på syvendepladsen over de højeste danske toppe, sådan som folk – jeg selv inklusive – har gjort i de sidste mange år. I stedet burde Himmelbjergets sande 157 meter over havet kvalificere bakken til en femteplads på listen.
Men det kan give nye problemer, for hvad er Himmelbjerget egentlig? Er Himmelbjerget ikke det sted, hvor Himmelbjergtårnet står? Det vil mange mene, selvom dette steds officielle navn faktisk er Kollen. Bakken i sin helhed kaldes Himmelbjerget på de fleste landkort. (Se kortudsnit.)
Dilemmaet med definitionerne er ikke nyt, men det relativt nye er, at man i dag har tilgængelige højdedata for ethvert sted i det danske landskab. Det havde man ikke for blot 10-20 år siden. Dengang var man henvist til Kort- og Matrikelstyrelsens kort, hvor der kun var anført højdedata for udvalgte terrænpunkter.
Så spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til et par justeringer af bakkeranglisten. Det vil ikke vende op og ned på det hele, men det vil medføre mindst to ændringer i Top 10.
Den ene har jeg lige redegjort for. Den anden har jeg beskrevet i en artikel fra 2018, hvor jeg fandt frem til Rye Sønderskovs reelle højeste punkt. Punktet var hele fem meter højere beliggende end det punkt, der hidtil – tilsyneladende ved en fejl – har været angivet som Rye Sønderskovs højeste. Dermed krøb den midtjyske skov op på siden af den bornholmske bakketop Rytterknægten. Begge måler ca. 162 meter – Rye Sønderskov en halv meters penge mere.
I sidste ende vil de nye principper for rangering næppe føre til et højt antal omrokeringer. De fleste danske bakketoppe er trods alt veldefinerede. Så jeg hælder til at effektuere ændringerne nu. Det vil være den største ændring på listen, siden Danskebjerge.dk gik i luften for 14 år siden.
Danskebjerge.dk har benyttet det solrige vejr til et første besøg på en helt ny bro, der er blevet bygget over Susåen. Se filmen her:
Byggeriet af træbroen blev muligt efter bevillinger fra Næstved og Sorø Kommune på i alt 450.000 kroner.
Susåen er ca. 13 meter bred det pågældende sted. Fra broen er der 26 meters højdeforskel op til Næsby Kirke i syd og et tilsvarende antal højdemeter op til Vester Broby Kirke i nord. Man kan se begge kirker fra den nye bro.
I nærheden har der i tidligere tider været et såkaldt vad – et lavvandet sted, hvor man kunne smøge buksebenene op og møve sig fra den ene side af åen til den anden. Den form for krydsende trafik er man for længst gået bort fra, så i næsten et århundrede skulle man helt hen til Næsby Bro – knap 2 kilometer borte – for at komme over åen. Nu er det blevet nemmere, og dermed er der etableret en mere direkte vej mellem de to landsbyer Vester Broby og Næsby. De er ellers adskilt af ikke blot Susåen, men også af en kommunegrænse, der følger åen. Nu er der altså slået bro over forskellighederne.
Jeg går ud fra, at man i forbindelse med den officielle åbning vil udbedre stisystemet omkring broen. Da jeg besøgte den, var der visse steder noget ufremkommeligt.
Den splinternye træbro set fra nordsiden. I baggrunden Næsby Kirke. Foto: Danskebjerge.dk
Øen Barsø ligger ud for Genner Bugt i Sønderjylland og er sine steder ganske kuperet. Det højeste punkt hedder Gyldenbjerg. Punktet befinder sig 39 meter over havet.
Sagnet fortæller, at da pesten hærgede, sejlede munke fra Løjtland til Barsø og slog sig ned i en lille kløft i den sydvestlige ende af øen. Kløften har i dag navnet Munkedal. Munkene blev angiveligt boende i Munkedal, indtil sygdommen igen havde sluppet sit tag i fastlandet.
Om historien har noget på sig, vides ikke med sikkerhed, men at øer har været anset som effektive værn mod smittespredning, er der ingen tvivl om. Helt frem til for ganske få år siden blev øen Lindholm i Stege Bugt brugt til forskning i virussygdomme. At forskningsfaciliteterne blev placeret på en ø, hang sammen med ønsket om at være i god fysisk afstand fra eventuelle epidemier.
I de sidste par år har Lindholm mere været kendt fra debatten om, hvad man skulle gøre af udviste asylansøgere. Det er jo en anden problematik – og så alligevel ikke. Historisk set har der været et vist geografisk overlap, når det gælder de steder, hvor man håndterede hhv. udlændinge og sygdomme. Et kendt eksempel er Ellis Island ud for New York. Stedet blev ikke kun anvendt som modtagecenter for immigranter, men også som karantænestation.
Et andet eksempel på en ø, som blev brugt til at håndtere sygdom, er Poveglia nær Venedig. Poveglia blev i 1776 indrettet til at tage mod pestramte og andre syge folk og fungerede som hospitalsø i mere end et århundrede.
Vinteren 2019/2020 har været en særdeles våd én af slagsen, og det giver ikke kun problemer i de lavtliggende områder, men også på steder med stejle skrænter. De enorme vandmængder gennemtrænger og mætter jorden, og hvis det sker på en skråning, er der høj risiko for jordskred.
Der har i de forløbne dage været flere tilfælde af jordskred rundt omkring i Danmark. Ikke åbenlyst livsfarlige skred, som man kender fra bjergrige egne andre steder i verden, men skred, der går ud over bl.a. vejanlæg, og som derfor kan være til gene for trafikanter. Jeg har kigget på et par eksempler.
I Vejle har nedbørsmængderne forårsaget jordskred ved Jellingvej og Munkebjergvej – begge veje, der er anlagt på markante skråninger. Ved Lerbæk er Jellingvej ramt af udskridende underlag. Asfalten er begyndt at slå revner, og myndighederne har måttet afspærre den ene vognbane af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Vejle Amts Folkeblad. Det er før sket, at Jellingvej har været truet af sammenstyrtning efter omfattende regn, men det var længere inde mod Vejle.
På Munkebjergvej ser det også bekymrende ud. Her er der sket et jordskred ved banetunnelen, og der er fare for, at træer vælter ned på vejen. Derfor har vejen været spærret af i flere dage. Munkebjergvej er en serpentinervej, hvis snørklede vejforløb er skåret skarpt ind i terrænet, og de skråninger, der derved er opstået, er sårbare.
Ved Lyngby nord for København er der ingen hårnålesving, men beredskabet har alligevel måttet rykke ud. Dels pga. træer, der er væltet, fordi det gennemvædede rodnet ikke kunne holde dem længere, og dels fordi en stensætning ved en skrænt havde givet efter.
I Fredericia er jordskredene af en lidt anden karakter. Det er et stykke af den fredede fæstningsvold, der ikke kan holde til mere. Fredningen gør, at man ikke uden videre må fjerne jord fra volden for at gøre den mere stabil. Men det har man alligevel fået lov til i denne helt særlige situation, fortæller DR.
Jordskred er almindeligt forekommende i Danmark, men det plejer at være ved kysterne, hvor klinterne eroderes. Skred inde i landet er sjældnere, men måske skal vi belave os på flere af den type hændelser, eftersom de lunere vintre medfører højere nedbørsmængder. Denne tendens bør også indtænkes i fremtidige vejbyggerier, så man ikke anlægger veje med skrøbelige underlag.
Sobjerg Banke ligger i et åbent landskab og har en flot profil.
Sobjerg Banke er en af mine yndlingsbakker på Sjælland, og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:
“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.
Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”
Om der faktisk bor en troldkvinde i Sobjerg Banke, skal jeg ikke udtale mig om. Men geografien i Thieles beskrivelse er en smule skæv. Bakken ligger ikke mellem Tersløse og Sobjerg, men derimod nogle få hundrede meter sydvest for Sobjerg. Det er i øvrigt forholdsvis almindeligt, at Thiele kløjs en smule i geografien, når han gengiver sagn om bestemte lokaliteter. 🙂
På Danskebjerge.dk kan du læse om ti andre danske bakker og høje, der har sagn knyttet til sig. Gå direkte til artiklen her.
Topografiske kort kan bruges til mange nyttige ting. Blandt andet til at afdække, hvordan mennesket påvirker landskabet over tid.
Jeg udvalgte et tilfældigt sted på Midtlolland og sammenlignede et nutidigt kort med et kort fra første halvdel af 1900-tallet. Især én ting var påfaldende: Langt de fleste af de små blå rektangler, der er på det gamle kort, finder man ikke på det nye. De er væk.
(Se forskellen ved at klikke HER. Forskyd de to kort vha. slideren, og se forskellen på før og nu i det ca. 3 kvadratkilometer store område.)
Rektanglerne er vandhuller, og dem havde landmændene god gavn af i gamle dage. Her kunne deres kvæg få vand, og nogle af vandhullerne lå alligevel i lavninger, der ikke kunne gøres dyrkelige. Andre af hullerne var mergelgrave.
Men i nyere tid er drænmetoderne blevet mere effektive, og udvinding af mergel på egne marker er ikke længere almindeligt. Så landmændene har i stor stil sløjfet de mange vandhuller. Det har givet mere mark at opdyrke, samtidig med at traktorførerne undgår besværet ved at skulle navigere uden om hullerne og de tilhørende buskadser.
Men den kompromisløse fjernelse af vandhullerne er både til skade for naturen og i strid med loven!
Vandhuller af en vis størrelse er nemlig omfattet af naturbeskyttelsesloven. De må ikke uden videre fyldes op og ryddes. Som man kan læse på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside: ”Vandhuller på 100 m2 og derover er omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, hvis de rummer et naturligt plante- og dyreliv, også selvom vandhullet er menneskeskabt.”
I nogle år har myndighederne nu siddet og sammenholdt de nuværende marker med gamle kortdata, og granskningen har kastet et stort antal sager af sig. I eksempelvis Lolland Kommune sidder man nu med en sagspukkel på intet mindre end 700 sager, og arbejdet med at kontakte landmændene er ifølge Lolland-Falsters Folketidende i fuld gang.
Hvis man leger, at der er 700 sager i hver af de danske kommuner, så giver det samlet 68.600 sager i hele Danmark. Det er voldsomt mange! Selvfølgelig er det næppe alle sager, der drejer sig om lovovertrædelser, men alligevel. Der er tale om en massiv forringelse af naturen, ikke mindst fuglelivet.
Vandhuller i et tilfældigt udvalgt område på knap tre kvadratkilometer på Midtlolland. De blå cirkler markerer de vandhuller, der eksisterede for ca. 100 år siden og stadig gør det. De røde cirkler markerer sløjfede vandhuller. (Grafik: Danskebjerge.dk/SDFE)
Som det påpeges i den nævnte artikel, kan sløjfningen godt ligge år tilbage og være sket, før den nuværende ejer af et areal kom til. Men det ændrer ikke ved, at vandhullerne skal genetableres.
Det fremgår dog også indirekte af artiklen, at man i mange sager finder en mindelig løsning, hvad den så end kan bestå i.
Danskebjerge.dk har tidligere brugt topografiske kort til at påvise en anden radikal ændring af det danske marklandskab, nemlig nedlæggelsen af et væld af markveje. Et fænomen, der også fremgår tydelig af kortene fra Alminde: Et dusin markveje og spor, som findes på kortet fra første del af 1900-tallet, er forsvundet, når man kigger på 2019-kortet. Læs om Danskebjerge.dk’s holdning til den udvikling her, og se videoen, der dokumenterer markvejenes deroute på et andet udvalgt sted i Danmark.
Kort fra slutningen af 1800-tallet, der viser den massive anlæggelse af drængrøfter i Åmosen.
Effektiv dræning har givet mange fordele i de sidste par hundrede år, men nu har ulemperne vist sig: De drænede lavbundsjorde er meget skadelige for klimaet.
Lavbundsjorde kendes bl.a. fra Åmosen på Sjælland. Et oprindeligt uhyre sumpet sted, som blev gjort egnet til dyrkning vha. et net af små render, der kunne føre vandet væk. I de senere år har man fundet ud af, at det er sundest for miljø og klima, hvis man oversvømmer mosen igen eller i hvert fald undlader at dyrke den.
Sådan er det mange steder i Danmark. Men er der penge til, at staten kan overtage disse arealer? Det bliver i hvert fald et dyrt projekt.
I dr.dk’s artikel om sagen indgår et kort, der viser landets lavbundsjorde. Det eneste, der undrer mig, er, hvorfor den inddæmmede Lammefjord ikke er med på kortet. Visse steder ligger Lammefjordens terræn mere end 7 meter under havets overflade, så der burde virkelig være tale om lavbund. Hvis nogen kender svaret på, hvorfor stedet ikke er indtegnet, hører jeg gerne fra jer.
Triumferende Mads Pedersen har lagt sig på den regnvåde asfalt i engelske Harrogate.
Nå, så blev det 2020, og jeg vil lige hæfte nogle ord på landevejscyklingen i de forgangne 12 måneder – med særlig fokus på de tendenser, der tegnede sig for de bedste danske ryttere og for PostNord Danmark Rundt.
Talenter blomstrede Man kan vel med nogen ret sige, at 2019 blev det resultatmæssigt bedste danske cykelår nogensinde. Adskillige podieplaceringer i nogle af verdens største cykelløb – det er ikke hverdagskost. Jo, der var også en håndfuld ret vilde danske år i midt-90’erne, men jeg har det bare lidt stramt med den tid i professionel cykling. Og selvom jeg da stadig nærer en skepsis over for renheden i sporten, så synes jeg, at der er noget beroligende i den kontinuitet og udvikling, der har kendetegnet de bedste danskere i de seneste år. Der har været nogle stærke ungdomsårgange her i 10’erne, og det er opløftende, at den lovende generation fra “dengang” nu også giver afkast på det allerhøjeste seniorniveau.
Det er også fedt at se, at Jakob Fuglsang, der i en del år har været en stabil Top 10-rytter, nu er at finde helt fremme, når de største løb skal afgøres. Så lever vi med, at hans begejstring for Tour de France nok aldrig udmønter sig i et resultat, der kan matche hans topplaceringer i de korterevarende løb.
En sidebemærkning angående VM: Der var én rytter, der imponerede mig mindst lige så meget som Mads Pedersen, og det var Stefan Küng. Han var i udbrud i endnu længere tid end danskeren, og jeg har enorm respekt for den måde, han tilkæmpede sig en VM-medalje på: Han troede ikke selv på, at han kunne vinde i en spurt, men han indså, at hvis han strøg sin sidste tændstik på den sidste store bakke, så var bronzen inden for rækkevidde. Og missionen lykkedes. Én af de mange fede ting ved VM- og OL-løb er, at de ikke KUN handler om at blive nummer 1. De handler også om at vinde medaljer, og det betyder lidt for løbets “logik” i slutfasen. Det så man bl.a. også ved seneste OL.
Danskerne vinder i møgvejr Det har hidtil måske mest været en vittighed, men efterhånden må det anses for en uomtvistelig sandhed: Danskerne er bedst i regnvejr. Årets største danske sejre kom i regnfuldt og koldt vejr: Liège-Bastogne-Liège og VM i Harrogate. Nå ja, der vil selvfølgelig være ryttertyper også i den danske lejr, der har det lige så skidt med møgvejr som en type som Valverde. Men tager man Fuglsang, Mads P og Valgren, så tyder resultaterne altså på, at de klarer sig strålende, når det pisser ned.
Fuglsang har ved flere lejligheder kaldt det dårlige vejr “danskervejr”, hvilket vist skal indikere, at danske cykelryttere i særlig grad er gode til at håndtere regn og blæst, fordi det er de forhold, de er vokset op med derhjemme. Teorien kan ikke helt afvises, men måske skal fænomenet snarere forklares med, at Danmark producerer mange ryttere af forårsklassikertypen, og at den type ryttere på flere måder har en robusthed, som kan komme dem til gavn, når en ultralav fedtprocent ikke længere er den afgørende faktor.
Kast også lige et blik på et par andre af Fuglsangs store præstationer. Det var på en regnvejrsdag, at han i årets Critérium du Dauphiné skaffede sig det afgørende forspring i klassementet, så han endte med at vinde løbet. Og hvordan var det lige, det gik, dengang i 2014, da der blev kørt på pavéer i Tour de France – i regnvejr? Der satte Fuglsang alle favoritter på nær sin egen holdkaptajn Nibali til vægs og var afgørende for Nibalis samlede sejr. Mærkværdigt nok har Paris-Roubaix været uden regn i 17 år, og sidst der var våde brosten i løbet, ja, der kom danske Lars Michaelsen ind på en imponerende femteplads. Der er altså noget om det!
Sprinteropgør er ikke savnet PostNord Danmark Rundt 2019 blev efter min mening en stor succes. Nok lider løbet af, at det af en eller anden grund sjældent lykkes at tiltrække sportens bedste udøvere, men sportsligt set var der ikke en finger at sætte på 2019-udgaven af løbet.
Én af de forbedringer, jeg oplever, at der er sket i PostNord Danmark Rundt de senere år, er, at man ikke længere kan reducere de afgørende momenter til at være Kongeetapen og enkeltstarten. Der er 1-2 andre etaper, som også kan skabe ravage, og det er kun godt. De eneste, der kan pive lidt over den udvikling, er sprinterne. De har nu kun ét sikkert skud i bøssen, nemlig den afsluttende Frederiksberg-etape. I år blev de i særlig grad udmanøvreret, idet både Silkeborg- og Odsherredetapen blev vundet af dem, man kan kalde klassikerryttere, som udnyttede, at etaperne rummede stigninger på afgørende tidspunkter.
Jeg tror måske, at tiden er ved at løbe fra sprinterløbene. Den forudsigelighed, som gennemsyrer dem, kan ikke opvejes af, at der fra tid til anden dukker en superstar à la Cavendish op. Cykelpublikummet efterspørger spænding over længere tid end lige i de 20 sekunder, som en spurt varer.
Selv enkeltstartsspecialisterne går sværere tider i møde, i hvert fald i 2020-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Enkeltstarten er for første gang pillet ud af programmet, så nu skal løbet afgøres alene med linjeløbsetaper. Det har jeg det umiddelbart helt fint med – når bare etaperne foregår i kuperet terræn, hvor der opstår tidsforskelle i finalerne.
Et enkelt ønske kunne være, at PostNord Danmark Rundt også får et udtryk i medierne, der er på højde med det, man ser i de korte etapeløb i andre lande. Det er som om, at løbet (måske ubevidst) stadig behandles som en slags hyggeevent – sådan lidt aktiv ferie for profferne mellem alle de rigtigt store opgaver -, og det er vældig synd. Jeg tror heller ikke på, at de seere, der ser PostNord Danmark Rundt, er mindre inde i stoffet end dem, der ser udenlandske løb på TV 2. Derfor synes jeg, det er på tide at droppe den skolelærertilgang, som har det med at dominere i formidlingen.
Så blev det endelig jul, og derfor er det velanbragt med et opslag om Julsø ved Silkeborg. Julsø er jo opkaldt efter den store højtid, så … Eller nej, det er den sandsynligvis ikke, men søen fortjener alligevel et par ord, for det er en af Danmarks mest kendte søer, først og fremmest pga. dens centrale placering i det bakkerige Søhøjland.
Hvad stednavnet angår, så mener WikiSilkeborg, at det hænger sammen med møllehjul. Dvs. at navnet Julsø skal forstås som søen med mange vandmøller. Denne forklaring lider dog lidt under, at der jo ikke er vandmøller i en sø. Vandmøller hører vandløb til, men når jeg kigger på gamle kort, kan jeg ikke få øje på ret mange vandmøller i omegnen af Julsø. Så måske skal man alligevel søge et link til noget med jul? Næppe. Det, man kan sige med sikkerhed, er, at navnet Julsø går helt tilbage til minimum 1700-tallet, her dog mest i varianten Juulsø, altså med to u’er.
Julsø er den langstrakte sø, man kigger på, når man står oppe ved Himmelbjergtårnet. Og det er der jo virkelig mange mennesker, der gør – særligt om sommeren. En del tager også med Hjejlen, som siges at være verdens ældste aktive hjuldamper. Hjejlen gør bl.a. holdt ved Hotel Julsø for foden af Himmelbjerget.
Selvom Julsø ligger i noget af det mest kuperede danske terræn, så er den ikke i sig selv en specielt markant ”bjergsø”. Dens middeldybde er 7,8 meter, hvilket er ret gennemsnitligt. Det har så til gengæld den fordel, at der forskellige steder rager øer op over vandoverfladen, og øer er jo altid charmerende. Der er fire småøer i Julsø, hvoraf Møgelø er den største og også den højeste – der er 21 højdemeter fra øens bred og til dens top.
Dynæs skal også nævnes. Det er ikke en hel ø, kun en halv. Men på halvøen ligger til gengæld et voldsted, et ganske markant et endda – med en borgbanke på op til 10 meter i højden. Det menes, at voldstedet er fra 1250-1350. Både voldstedet og hele Dynæs-halvøen er fredet.
Nu er det så blevet jul – i og omkring Julsø, såvel som alle andre steder i landet. Håber I alle nyder højtiden.
Topografisk kort fra ca. 1940 med angivelse af Odinstårnets placering. Som det fremgår, er tårnet ikke placeret helt på toppen af Bolbro Bakke, men det er tæt på.
På dagen hvor disse linjer skrives, er det præcis 75 år siden, at Odinstårnet i Odense blev sprængt i luften. Odinstårnet var Nordeuropas højeste tårn – og sikkert også det mest kortlivede.
Tårnet blev opført i 1935 af overskudsmateriale fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Når man ser de gamle billeder af tårnet kan man godt se det. Den langlemmede, gitterprægede stålkonstruktion minder noget om den gamle Lillebæltsbro.
Odinstårnet blev placeret på Bolbro Bakke, tæt på det højeste punkt i Odense og omegn. Tårnets fod befandt sig i en højde af 36 meter over havet, og når man dertil lægger tårnets egen højde på imponerende 177 meter, så kan man regne ud, at tårnets top altså befandt sig 213 meter over havets overflade. Der har været en god udsigt derfra, og udsigten var også tænkt som det, der skulle lokke folk til. Men der var også anden form for lokkemad, nemlig i den store panoramarestaurant, der var bygget ind i tårnets øverste del.
Men det hele var som sagt en kort fornøjelse. Den 14. december 1944 sprængte en nazistisk sabotagegruppe Odinstårnet i luften. Det skete som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Bang, sagde det, og så var Odenses nye vartegn fortid.
I en del år har en forening kæmpet for at få bygget et nyt Odinstårn. I 2004 lykkedes det delvist, idet der blev opført en miniatureudgave af det hedengangne tårn. Det er 12 meter højt, hvilket jo overgår de fleste mindesmærker i Danmark, men man ville skulle sætte 15 eksemplarer af miniaturen oven på hinanden for at nå op i samme højde som originalen.
Det lille Odinstårn står på det oprindelige tårns plads og kan ses fra Middelfartvej. (Google Street View)
