Blogsbjerg

Blandt de højeste punkter på Høje Møn nævnes ofte Dronningestolen. Det er nok især, fordi punktet er det højeste sted ved kanten af selve Møns Klint. De 128 meter, som stedet er hævet over Østersøens bølger, siger noget om, hvor gevaldigt høj klinten er.

Men ud fra en statistisk og geologisk betragtning er det en smule uberettiget, at Dronningestolen får så meget opmærksomhed. Dronningestolen er nemlig ikke noget toppunkt. Mod nordvest stiger terrænet yderligere, og blot en snes meter fra udsigtspunktet er der lagt tre meter på. Herfra er der 131 meter ned til havet.

Denne top, der ligger ca. 50 meter fra klintekanten, er ikke ukendt. På kort kaldes den “Åsen”, og i nogle opgørelser optræder den som et højere punkt end Dronningestolen. Men da afstanden mellem dem er på omtrent en spytklats længde, er det jo sådan set noget pjat at opgøre dem som to selvstændige punkter.

At der alligevel gøres forskel på “Åsen” og Dronningestolen skyldes måske, at navnene på de to steder ligger ret langt fra hinanden på de topografiske kort. Der findes en del stednavne på Møns Klint, og derfor har kortmagerne valgt at placere disse navne ude over det, der er hav. Derimod er navnet på “Åsen” placeret inde i Klinteskoven, ja, faktisk lige lovligt langt til venstre i forhold til det reelle højeste punkt. (Se kortudsnit.) Så det kan se ud som om, der er et stykke vej mellem toppen af “Åsen” og Dronningestolen, hvilket ikke er tilfældet i virkelighedens verden.

Det med at et lavere punkt kan løbe med opmærksomheden på bekostning af et højereliggende punkt, er ikke enestående. F.eks. har Kollen ved Himmelbjergtårnet (147 moh.) altid været omtalt som toppen af Himmelbjerget, selvom Kollen blot er et lille fremspring på en større og højere bakke, som også på de topografiske kort kaldes Himmelbjerget.

Igen er det nok udsigten, der er skyld i den svigtende logik. Udsigtspunktet er mere spektakulært end Himmelbjergets egentlige toppunkt, der ligger inde i skoven, og derfor er det også udsigtspunktet, der oftest har fået hæftet en højde på sig.

For nylig besluttede Danskebjerge.dk dog, at Himmelbjergets rigtige toppunkt skal være punktet inde i skoven. Punktet måler 157 moh. Dermed rykkede Himmelbjerget nogle pladser op på listen over de højeste danske punkter.

/Jacob

Det er ikke noget videre kønt syn – de snedriver, der i disse dage ligger i vejkanten og samler snavs. Men faktisk er det et fænomen, der fortæller noget om istiden og dermed om den måde, det danske landskab blev formet på for ca. 12.000 år siden.

Da gletsjerne smeltede, opstod der isolerede bjerge af is ude ved gletsjerfronten, og disse bjerge var meget beskidte, fordi det jord, som gletsjerne havde bevæget sig henover og skubbet frem, var blevet aflejret på dem. Jorden kom i sig selv til at udgøre en slags isolation, og på den måde kunne det såkaldte dødis overleve temmelig længe. Men til sidst smeltede isen bort, og tilbage lå forskellige ofte uregelmæssige klumper af ler, sand og grus. De blev til bl.a. dødisbakker – landskabsformer, der især kendetegner det østdanske landskab.

Nu var der jo i slutningen af istiden tale om betydeligt mere is og snavs, end når vi kigger på smeltende snedriver i grøften langs en dansk landevej, men også disse grimme driver vil efterlade materiale, når de til sidst smelter helt bort. Det vil måske bare være svært at se, fordi mængden af snavs trods alt ikke er større, end at det vil lægge sig som et tyndt lag oven på det græs, der om kort tid vil skyde op igen efter den kolde vinter.

Hvis man vil se ”beskidt is” i et omfang, der kan minde om istidens dødis, så kan man tage til Island. Der var jeg for en håndfuld år siden. Her skyder det sort-brune dødis op foran de vigende gletsjere. Man kan næsten blive helt skuffet over at se gletsjerfronten blive domineret af de dystre farver, men hey, virkeligheden er altså hverken lyserød eller hvid som sne.

/Jacob

Tøbrud!

Et efterhånden ret sjældent fænomen i Danmark. ”Mildt vejr med tø og varme efter lang tids frostvejr” lyder ordbogens definitionen på tøbrud.

Jeg synes, tøbrud er et flot ord. Og så giver det jo mindelser om tidligere tiders forår, hvor der var en tydeligere sammenhæng mellem kalenderen og frostvejrets ophør, end der er i vore dage.

Det aktuelle tøbrud har givet problemer forskellige steder i trafikken, bl.a. på motorveje, hvor vand har hobet sig op i lavninger. Det må dog siges at være luksusproblemer i forhold til ”gamle dage”, hvor snedriverne ofte stod meterhøjt ude på markerne langs vejene, når tøvejret satte ind.

Tøbrud giver en lille fornemmelse af, hvad der skete i Danmark i slutningen af istiden. Her var afsmeltningen selvsagt af en meget større kaliber, og smeltevandet kunne nå at grave dybe kløfter i det materiale, som gletsjerne tidligere havde bragt med sig. Særligt i de østjyske ådale og fjordlandskaber ses disse markante smeltevandskløfter.

I dag kom jeg forbi Holløse Bro, som Sjællands største å glider igennem. Flere af de asfalterede veje i området har ganske markante fald, og når is og sne smelter, forvandles vejene nærmest til små floder. Den udgravende virkning er selvfølgelig ikke sammenlignelig med istidens, men man fornemmer godt, at vandet kan grave gruskanten langs asfalten dybere.

Se Danskebjerge.dk’s video af tøbruddet ved Holløse her:

Optaget 17. februar 2021.

/Jacob

Vårby Bakke ved Slagelse var for stor en mundfuld for trafikken, da det den 13. januar 2021 for alvor blev snevejr i Danmark.

“Vi oplever desværre det samme fra år til år, at der er nogle lastbiler, der ikke kan komme op ad bakken mellem 40b og 40a, så der er helt spærret i østgående retning,” udtaler vagtchef Lars Denholt til Ekstra Bladet.

Vårby Bakke ligger ved Slagelses vestlige udkant og stiger mod øst. Den har en højdeforskel på knap 50 meter, og på trods af en hældningsprocent på under fem er stigningen altså en hård nød at knække for store køretøjer, når først sneen har lagt sig.

Blandt andre danske motorvejsbakker, der kan være tunge at forcere for lastbiler under vinterlige forhold, kan nævnes strækningen ved Ejer Bavnehøj og den ved Seest.

/Jacob

Ved Hundested bygger de bjerge – under vandet!

Et storstilet projekt skal genskabe et rev, Hunderevet, der ifølge projektets initiativtagere er blevet fjernet af menneskehånd. Engang anså man nemlig dette og andre stenrev i Danmarks farvande for en guldgrube af byggematerialer, der kunne bruges til bl.a. havnemoler. For at citere fra TV 2 Lorrys artikel om emnet: “DTU-Aqua vurderer, at der er fjernet 8,4 millioner kubikmeter stenrev fra 1900 til 1999. Det svarer nogenlunde til størrelsen på Fanø.”

Med tiden er man blevet mere og mere opmærksom på, at rev også er gode for dyr og for havmiljøet generelt, så rundt omkring i Danmark er der taget initiativ til at råde bod på fortidens synder og genopbygge revene. Erfaringen er, at den undersøiske natur ret hurtigt blomstrer op, når et rev først er vendt tilbage.

En aparte sidehistorie til Hunderevsprojektet er, at der næsten ikke findes nogen dokumentation for, at der har ligget et rev det sted, hvor det nu etableres. Men Kystdirektoratet har altså godkendt projektet og har ifølge Sjællandske efterfølgende meldt ud, at det ikke var afgørende for tilladelsen, om der har ligget et stenrev på det pågældende sted eller ej.

/Jacob

“Afstribning mangler” står der besynderligt nok på dette skilt ved Skansestien langs Faxe Bugt. Jeg ved ikke, hvilken afstribning der skulle være tale om, men jeg ved, at der bag skiltet er en slags grøft, som næsten når helt ind til stien.

Det ser spøjst ud, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der simpelthen er tale om den indvendige øvre del af et klinteskred. Erosionen har undergravet klintevæggen, og på den måde er det yderste stykke rykket et hak ned.

Jeg var der lige efter solnedgang, og det var for mørkt til, at jeg kunne nå ned på kysten og betragte skreddet derfra. Så det må blive en anden dag. Men jeg kunne se, at der nede på stranden ligger store træer revet op med rode, så selvom klinten ikke er så høj og spektakulær som fx Møns Klint, er det i høj grad en levende klint, som havet og regnen ynder at bide i.

Klinten begynder ved Strandegård Dyrehave og strækker sig knap to kilometer mod sydvest. Den er mellem 10 og 16 meter høj. Navnet Skansestien kommer af, at der nær sydenden af stien ligger en skanse, der senest indgik i det danske forsvar under Englandskrigene.

/Jacob

Der er noget smukt over ordet “himmel”. Himlen er modstykket til Jorden og opfattes i de fleste sammenhænge som et positivt fænomen (selvom regntunge skyer selvfølgelig kan spolere glæden lidt). Himlen er samtidig et centralt begreb i kristendommen, hvor både Gud og livet efter døden jo forbindes med himlen. Det naturskønne og det religiøse forener Grundtvig i titlen på en af sine mest kendte salmer: “Dejlig er den himmel blå”.

Det er ikke så underligt, at adskillige kendte danske naturseværdigheder er blevet opkaldt efter himlen. Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig Himmelbjerget ved Julsø. Man ved ikke præcis, hvordan stedet har fået dette navn, men det optræder første gang på skrift i 1727. Det er et par århundreder før, at de første turistbureauer blev stiftet, så et marketingfremstød skal det himmelstræbende navn næppe ses som udtryk for, og dog har der nok ligget en æstetisk vurdering i navngivningen. Ifølge stednavneforskerne skal “Himmelbjerget” forstås ganske bogstaveligt, altså som “et bjerg, der er så højt, at det rager op i himlen”.

Der findes mindst fem andre bakker i Danmark, der bærer navnet “Himmelbjerget”. Der er således Himmelbjerge i f.eks. Sydvestjylland og på Østbornholm.

Et andet relativt hyppigt forekommende bakkenavn er “Himmelpind”. Dem er der ligeledes fem af i Danmark. Det lidt besynderlige er, at alle fem ligger inden for 20 kilometers afstand af Vejle. Der er ellers ikke noget oplagt dialektalt ved ordet “Himmelpind”, men måske er der tale om almindelig inspiration, der er smittet af fra den ene egn til den næste.

Jeg har ikke kunnet finde nogen etymologisk vurdering af, hvor endelsen -pind kunne stamme fra, og opslagsværket Ordbog over det danske Sprog giver heller ingen entydige svar. Jeg tolker “pinden” som et tyndt, spidst fremspring, altså som et (måske lidt muntert tænkt) synonym for ordet “tinde”.

Et fællestræk ved i al fald nogle af Himmelpindene er, at de virkelig stiger stejlt mod toppen. I Vejles vestlige udkant ligger en Himmelpind nær Vardevej. Der er 55 meters højdeforskel mellem vejen og toppen, og det er vel at mærke på en strækning, der kun er ca. 110 meter lang. I lige linje giver det en gennemsnitlig hældningsprocent på 50%! Ikke noget at sige til, at stien til Himmelpind slår nogle slag undervejs – ellers ville kun bjergbestigere kunne klatre derop.

En anden Himmelpind møder vi ca. 4 km nord for Vejle. Her er det mere uklart, hvor Himmelpindens top er, men områdets højeste punkt befinder sig 88 meter over havet, hvilket er ca. 68 meter over bunden af den nærliggende Grejsdal. Afstanden er ca. 290 meter, så hældningen er på godt 23% i gennemsnit.

Navnet Himmelpind er nyere end navnet Himmelbjerget. For alle fem Himmelpindes vedkommende optræder navnene første gang på skrift inden for perioden 1867-1941. Det er så langt oppe i historien, at man roligt kan regne med, at der i navnevalget ligger en bevidst forherligelse af stederne. Det var i turismens opblomstringsperiode, og det var højeste mode at finde vandrestaven frem og bestige høje punkter i landskabet. Og i Vejle var man helt klar over, at man havde et terræn, der var mere kuperet end de fleste andre steder i Danmark.

Se DR’s film fra “Bjergbyen Vejle”, 1956: https://www.danskkulturarv.dk/dr/bjergbyen-vejle/

Det er sjovere at sige “alper” end noget med “bakker”, så derfor har det kuperede område øst for den lille by Birket fået tilnavnet De Lollandske Alper.

Et Mont Blanc finder man ikke her, men man finder Lollands højeste jordpunkt på 29,5 meter over havet, hvoraf de syv udgøres af gravhøjen. I det hele taget er det virkelig et istids- og kulturlandskab med mange forskellige elementer (se kortet!), og så gør det knap så meget, at højdeforskellene hverken smager af Schweiz eller Ejer Bjerge.

De Lollandske Alper – eller Ravnsby Bakker, som det mere jordnære navn på området er – kendetegnes ved nogle store dødishuller. Det største hedder Møllelung, og det er arealmæssigt et af de største dødishuller i Danmark. Det er kort fortalt skabt ved, at der har ligget en enorm, løsrevet klump is her, mens gletsjerne var på tilbagetog. Denne isklump har optaget pladsen for al det sand og grus, som blev skubbet rundt, men til sidst smeltede klumpen, og så lå der et hul tilbage. I modsætning til andre fordybninger skabt under istiden har dødishuller ikke afløb – de ligger der, som hvis man udgraver et bassin hjemme i haven.

Det føromtalte sand og grus, som er dødislandskabets tro følgesvend, er eftertragtet, da det kan bruges til byggerier af alle slags, og Ravnsby Bakker aka. De Lollandske Alper er blevet hårdt angrebet af grusgravning i de sidste årtier. Det er dog for nylig lykkedes at frede området omkring Birket, således at landskabet lige akkurat bevarer sit geologiske særpræg. Situationen er nu, at der klos op ad hinanden ligger et hul, der er skabt i istiden, og et hul, der er skabt af mennesket. De er cirka lige dybe!

Et andet menneskeskabt terrænelement er Ravnsborg – engang en mægtig borg, hvis mure er svundet ind til næsten ingenting. Selve det 18 meter høje voldanlæg er dog velbevaret. 18 meter er altså meget, ikke kun efter lollandsk målestok, men også fordi den gamle borg ligger direkte ud til vandet.

Blandt de lokale motionister er De Lollandske Alper velkendte. Her finder man et terræn, der skiller sig ud fra alt det øvrige, som vitterligt ER meget fladt. Men sammenlignet med andre egne af Danmark er bakkeområdet hverken særlig stort eller særlig stejlt. Tager vi asfaltvejene, så ligger den hårdeste stigning på Ravnsborgvej. Den er 350 meter lang og stiger med 14 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4. Jeg vil faktisk mene, at Valby Bakke i København er hårdere! Bemærk også den detalje, at voldstedet Ravnsborg har flere højdemeter end Lollands hårdeste stigning.

Men alle disse sammenligninger betyder ikke så meget, for bjergene ved Birket har deres egen charme. Og er det ikke sådan, at man måske i særlig grad hæfter sig ved det bakkede terræn, fordi det netop er så unikt for præcis denne del af landet? Jo sjældnere en juvel er, desto mere værdsættes den.

/Jacob

Der er selvfølgelig en vis sandhed i, at “alt afhænger af øjnene, der ser”. Men det er også et lidt irriterende udtryk, fordi det kan bruges til at undergrave næsten ethvert forsøg på at foretage sammenligninger.

Maleren Achton Friis holdt sig – heldigvis – ikke tilbage, så da han i mellemkrigsårene rejste rundt og skildrede Danmark, vovede han sig ofte ud i at sammenligne den ene egn med den anden.

Blandt andet mente han, at Nordøstsjællands natur var overvurderet, og at Odsherred og Sydsjælland bød på mere interessante sjællandske landskaber.

Han laver også en tankevækkende sammenligning af Vejrhøj i Odsherred og Kulsbjerg ved Vordingborg. Han indtager nemlig det ret specielle synspunkt, at Kulsbjergs udsigt er bedre end Vejrhøjs. Vejrhøj er jo ellers kvantitativt højere end Kulsbjerg, og Vejrhøj har et mere dramatisk terrænfald, men til gengæld – påpeger Friis – er Vejrhøj mere jysk end Kulsbjerg.

Denne analyse afspejler, at maleren konstant er på udkig efter en egns karakteristika og egen skønhed. For ham er autenticitet afgørende, og Kulsbjerg er altså mere autentisk sjællandsk end Vejrhøj, som vel minder rigeligt om eksempelvis Mols Bjerge.

Her følger hans beskrivelse af det sydligste Sjælland, som han jo tydeligvis er meget begejstret for:

“Man tror, at dette Landskab med Hensyn til Skønhed og Storslaaethed nu har naaet sit Klimaks. Men man behøver blot at bevæge sig en lille Milsvej fra Vordingborg mod Øst, for næsten at glemme, hvad man hidtil har set hernede. Herude løfter sig de vældige Kulsbjerge, en Tvillingbanke, hvis sydligste Del naar 107 Meter og er Sydsjællands betydeligste Højde.

Mon man ikke herfra har den skønneste Udsigt paa hele Sjælland! Jeg mindes Vejrhøj i Odsherred som noget mægtigt betagende og storslaaet, et vildt Landskab, aabent og havfriskt. Men det virker jydsk. Dette har mange af de samme Egenskaber, men blandet med en uforlignelig, udpræget sjællandsk Ynde.

Et mægtigt Stykke af Sydsjælland ligger udbredt for Øjet fra Vest over Syd til Øst; og fra denne anselige Højde ser man bag alt dette de bestandig slyngede Sunde, blinkende mellem Landtunger og nære og fjærne Øer. Marker og Skove og spredte Gaarde ligger strøet mellem hinanden under mig i det bølgende Land. Et skønnere Skue over den „salten Øster-strand“ findes ikke, ingen mere fredfyldt og bedaarende Egn.”

/Jacob