Der er selvfølgelig en vis sandhed i, at “alt afhænger af øjnene, der ser”. Men det er også et lidt irriterende udtryk, fordi det kan bruges til at undergrave næsten ethvert forsøg på at foretage sammenligninger.
Maleren Achton Friis holdt sig – heldigvis – ikke tilbage, så da han i mellemkrigsårene rejste rundt og skildrede Danmark, vovede han sig ofte ud i at sammenligne den ene egn med den anden.
Blandt andet mente han, at Nordøstsjællands natur var overvurderet, og at Odsherred og Sydsjælland bød på mere interessante sjællandske landskaber.
Han laver også en tankevækkende sammenligning af Vejrhøj i Odsherred og Kulsbjerg ved Vordingborg. Han indtager nemlig det ret specielle synspunkt, at Kulsbjergs udsigt er bedre end Vejrhøjs. Vejrhøj er jo ellers kvantitativt højere end Kulsbjerg, og Vejrhøj har et mere dramatisk terrænfald, men til gengæld – påpeger Friis – er Vejrhøj mere jysk end Kulsbjerg.
Denne analyse afspejler, at maleren konstant er på udkig efter en egns karakteristika og egen skønhed. For ham er autenticitet afgørende, og Kulsbjerg er altså mere autentisk sjællandsk end Vejrhøj, som vel minder rigeligt om eksempelvis Mols Bjerge.
Her følger hans beskrivelse af det sydligste Sjælland, som han jo tydeligvis er meget begejstret for:
“Man tror, at dette Landskab med Hensyn til Skønhed og Storslaaethed nu har naaet sit Klimaks. Men man behøver blot at bevæge sig en lille Milsvej fra Vordingborg mod Øst, for næsten at glemme, hvad man hidtil har set hernede. Herude løfter sig de vældige Kulsbjerge, en Tvillingbanke, hvis sydligste Del naar 107 Meter og er Sydsjællands betydeligste Højde.
Mon man ikke herfra har den skønneste Udsigt paa hele Sjælland! Jeg mindes Vejrhøj i Odsherred som noget mægtigt betagende og storslaaet, et vildt Landskab, aabent og havfriskt. Men det virker jydsk. Dette har mange af de samme Egenskaber, men blandet med en uforlignelig, udpræget sjællandsk Ynde.
Et mægtigt Stykke af Sydsjælland ligger udbredt for Øjet fra Vest over Syd til Øst; og fra denne anselige Højde ser man bag alt dette de bestandig slyngede Sunde, blinkende mellem Landtunger og nære og fjærne Øer. Marker og Skove og spredte Gaarde ligger strøet mellem hinanden under mig i det bølgende Land. Et skønnere Skue over den „salten Øster-strand“ findes ikke, ingen mere fredfyldt og bedaarende Egn.”
/Jacob
