Blogsbjerg

Da jeg lige sad og kiggede på satellitkort over Sydsjælland, blev mit blik fanget af Grumløse.

Grumløse er en bebyggelse af beskeden størrelse, og det var da heller ikke selve landsbyen, der tiltrak sig min opmærksomhed. Mere opsigtsvækkende var strukturen af markerne rundt om Grumløse.

De ligger i stjerneform, og stjerneformen er karakteristisk for de markopdelinger, der kom til i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. I stedet for at have en mosaik af forskellige små firkantede jordlodder, der var fordelt mellem landsbyens gårde, så fik hver gård nu sin egen jord. Disse jorde gik fra gården, som lå i landsbyen, og udad i en spids trekant. Når flere gårde havde marker af denne form, opstod stjernemønsteret.

Det er et mønster, som nok er svært at identificere, når man kører gennem en landsby som Grumløse i dag – man skal se det oppefra for at få det hele med.

Nu er stjerneformen jo ikke i sig selv et bevis på, at Grumløses markopdeling har undgået forandringer igennem de sidste par hundrede år. Der kunne jo teoretisk set være andre grunde til, at markerne var kommet til at se sådan ud. Så derfor fandt jeg et kort fra 1800-tallet frem. Og her kan man se, at jo, den er god nok, datidens marker ved Grumløse var i store træk inddelt, som de er i dag.

Ligheden har jeg illustreret med denne slide-grafik:

Kun mod øst er markstrukturen lidt mindre stringent. Det hænger nok især sammen med, at Grumløses gårde fortrinsvis ligger i vestsiden. Men der er også sket noget i løbet af 1900-tallet, der gradvist har opløst “Trivial Pursuit-osteformen” mod øst. Det kan være ejerskifter el.lign. En yderligere påvirkning på den side af byen var byggeriet af Sydmotorvejen.

Jeg har kigget på satellitkort fra forskellige andre småbyer, og ikke mange har de gamle stjerneformede markstrukturer i stil med Grumløses. Det kan der være flere grunde til, f.eks.:

1. Gårdene er flyttet ud og ligger ikke længere inde i landsbyen

2. Landsbyen er “aflang”, hvilket er uforeneligt med stjerneformen

3. Landsbyen er blevet udvidet med nybyggerier, således at den direkte forbindelse mellem gårde og marker er blevet afskåret

4. Nye veje har brudt den gamle markstruktur op

Modsat har Grumløses nyere historie understøttet bevarelsen af strukturene. Der er nemlig ikke sket ret meget i Grumløse i de sidste par hundrede år! Byen er kun marginalt større end dengang, og på de steder, hvor der dengang lå gårde, ligger der stadig gårde. Det er ret specielt.

Men Grumløse er altså ikke den eneste landsby, der endnu afspejler oplysningstidens landboreformer. Også steder som Bjerregrav, Alling, Voldsted og Avedøre er kendt for at have bevaret deres gamle udformning. På en måde burde staten måske gøre en indsats for at beskytte disse særlige miljøer mod forandringer. Omvendt vil nogen hævde, at når man ikke kan se de pågældende strukturer med det blotte øje, så ligger deres praktiske historiske værdi på et lille sted.

/Jacob

Søborg Slot i Nordsjælland er topografisk en af de mest interessante borgruiner i Danmark.

Borgens omgivelser har nemlig gennemgået store forandringer siden istiden, og det er spændende at forestille sig, hvordan der her har set ud her engang.

Søborg Slot ligger på en banke ved byen Søborg, ca. 3 km syd for Sjællands nordligste by Gilleleje. Til alle sider – undtagen på et smalt stykke ind mod Søborg – er terrænet pandekagefladt, og dele af det befinder sig en halv meter under havets overflade. Fladt terræn under havets overflade er praktisk talt altid en indikation på, at mennesket har haft en finger med i spillet, og det er også tilfældet her.

I slutningen af 1700-tallet gik man nemlig i gang med af afvande Søborg Sø. Det skete for at skabe enge til græsning. Kanaler blev gravet for at føre vandet nordpå, og lige efter Anden Verdenskrig opførtes en pumpestation for at effektivisere afvandingen yderligere.

I dag er der kun nogle få våde områder tilbage til at vidne om, at Søborg Slot tidligere var omgivet af vand. Så man skal bruge sin fantasi, når man vil forestille sig stedet i middelalderen. Ingen tvivl om, at det har set imponerende ud med borgbanken og fæstningen ude i søen. (Se forskellen på før og nu her.)

Adgang til borgen foregik dengang enten med båd eller – hvis man var ridende eller gående – fra sydøst. Her skulle man først passere et dobbelt voldanlæg. Dette anlæg, der ligger på Mellemholmen ca. 400 meter fra Søborg Slot, er egentlig et selvstændigt voldsted, men skal altså ses som et ydre forsvar af slottet.

Søborg Slots historie går ca. 870 år tilbage, men hvis man skal forstå landskabets udseende, skal man endnu længere bagud i tid. For hvorfor er søen omgivet af så store bakker? Det kan ikke forklares med, at der har ligget en lavvandet sø her.

Forklaringen er, at Søborg Sø oprindeligt er en del af en fjord, der har strakt sig herind helt oppe fra Kattegat. Pga. tilsanding og landhævning blev fjorden imidlertid lukket til, og søen opstod. Men bakkerne rundt om den nu afvandede sø skal altså tolkes som tidligere kystskrænter, og man har gjort mange fund fra stenalderen her.

Måske skal der snart skrives et helt nyt kapitel i Søborg Søs udviklingsproces. Politisk er det nemlig besluttet, at vandstanden skal hæves, så søen kan blive genoprettet. Projektet vil gavne naturen, men det vil jo også bringe den gamle borg tilbage i sit rette element.

/Jacob

Jeg har benyttet de solrige martsdage til bl.a. en tur op omkring Tissø. Her er der en strækning, som er en af de mest kuperede øst for Lillebælt: 10 kilometer med 200 højdemeter.

Medvirkende til dette høje antal højdemeter er den puklede Kattrupvej. Den har nemlig ikke bare en højdeforskel på 56 meter fra bund til top. Der er også fem fald undervejs, således at antallet af højdemeter på strækningen bliver væsentligt større end højdeforskellen. Faldene medfører i alt 17 ekstra højdemeter, svarende til 23% af det samlede antal stigende højdemeter på Kattrupvej.

Kattrupvej er samtidig et eksempel på, at moderne GPS’er og højdeprofiler har svært ved at fange detaljerne på varierede strækninger som denne. På Kattrupvejs højdeprofil på kortservicen Ridewithgps kan man næsten ikke få øje på nogen fald overhovedet. Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der oplyses et samlet fald på 4 meter.

Garmin Connect siger, at der er to fald på hhv. 3 og 6 meter, mens Strava siger to fald på hhv. 2 og 5 meter. I alle tilfælde et godt stykke fra virkelighedens fem fald med i alt 17 højdemeter. Disse fem fald er fundet ved at tælle højdeforskelle på SDFE’s onlinekort (den lidt besværlige, men p.t. mest nøjagtige metode).

De nævnte afvigelser forekommer vel at mærke på en strækning, der blot er 2,3 kilometer lang. Så hvis man kørte frem og tilbage ad Kattrupvej en håndfuld gange, vil man kunne nå op på et trecifret antal højdemeter, der altså ikke ville blive registreret af de nævnte kortservices.

Dette fortæller samtidig lidt om den generelle præcision, når det gælder angivelse af højdemeter på motionsture. Tendensen er, at højdemeterantallet er for lavt sat. En undervurdering på 25% er ikke unormalt. I ét tilfælde har jeg konstateret en afvigelse på 50%! Omvendt skal man også være opmærksom på, at der nogle gange registreres stigninger, der slet ikke findes i virkeligheden. I så fald kan slutresultatet selvfølgelig blive det modsatte.

Som jeg har skrevet i min analyse af GPS-data (se link herunder), er det ikke en naturlov, at højdemeterne registreres for lavt. Med den rigtige software kan man opnå ret høj præcision, hvilket sitet GPSies.com var et godt eksempel på. Desværre blev GPSies.com overtaget af AllTrails, som åbenbart ikke fik datasystemet med i købet og derfor nu leverer lige så ringe nøjagtighed som de førnævnte kortservices.

https://danskebjerge.dk/artikler-tro-ikke-paa-din-gps.htm

/Jacob

En bygning i Viborg, Peak 12 Hotel, fører foreløbig en afstemning om det værste byggeri i 2021.

Det er efter min mening helt berettiget. Ikke kun pga. bygningens brutale udformning. Men også – og måske især – fordi hotellet er placeret ved et af byens højeste terrænpunkter. Med sin høje beliggenhed og højde skæmmer bygningen Viborgs skyline og ikke mindst domkirken.

Nu har jeg ikke isoleret set noget imod høje bygninger og iøjnefaldende placeringer af nye bygningsværker. Men det, der er utilgiveligt, er, når det nytilkomne dominerer over det eksisterende bymiljø – hvilket i den grad er tilfældet her.

Det er ikke sikkert, at hotellets gæster vil have dårlig samvittighed, når de står på tagterrassen øverst oppe og nyder den flotte udsigt. Sådan er det jo med et højt bygningsværk – det er rart for dem, der opholder sig i det, men knap så rart for alle andre (som er flertallet).

/Jacob

De skråfotos, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har gjort frit tilgængelige, har vel egentlig mest et praktisk formål – de dokumenterer landet, som det ser ud, nøgternt og objektivt, som et landkort. Men nærmest utilsigtet giver fotoservicen også mulighed for et fascinerende kig på Danmarks landskaber. At billederne er taget lidt forskudt – i modsætning til de traditionelle satellitfotos – giver terrænet en langt mere interessant karakter.

Nedenfor har jeg valgt nogle vinkler ud og lavet en lille samling af skråfotos fra nogle af Danmarks mest spektakulære kystlandskaber. Se flere på Danskebjerge.dk’s Facebookside.

/Jacob

2021 nåede lige at byde på en nyhed om Fladså Banker, de såkaldte Fårebakker. Avisen Sjællandske har skrevet flere artikler om sagen op til årsskiftet.

DSB og Næstved Kommune vil jo bygge et kompleks med plads til op til 200 medarbejdere, og det skal ligge for foden af det enestående istidslandskab, der her ellers byder på en af egnens bedste udsigter. Selv synes kommunen, at åsen ved Fladså er så spændende, at der kan etableres en naturpark der, men den kommunale begejstring er altså ikke større, end at der absolut skal klemmes en stor industrivirksomhed ind der.

Og gravemaskinerne står praktisk talt klar til at rykke ind. Men det sker alligevel ikke foreløbig, fastslår Sjællandske. Planklagenævnet har nemlig afvist kommunens og statsbanernes byggeprojekt.

Den overordnede årsag er, at Næstved Kommunes projektbeskrivelse har en række mangler, bl.a. er nogle ting ikke beskrevet godt nok, og visse undersøgelser er heller ikke foretaget grundigt nok.

Umiddelbart er det jo gode nyheder for os, der synes, at det er tudetosset at placere et kæmpestort DSB-værksted netop på det sted. Den lokale protestgruppe peger på en alternativ placering i et mindre naturfølsomt område tættere på Næstved by, hvilket giver fin mening, da der her er udlagt et stort antal hektar til nybyggerier. Og her er der ingen udsigter at spolere.

Desværre ændres der næppe meget på placeringen ved Fladså Banker. Uden at kende den præcise ordlyd af Planklagenævnets afgørelse er det mit indtryk, at afvisningen kan håndteres ved at lave forarbejdet mere minutiøst. Lave lidt flere prøver, beskrive byggeriets omfang lidt nøjere, og sådan noget. Jeg tror, at byggeriet bliver realiseret før eller siden – nu blot med en forsinkelse på op til et par år.

Klogere bliver vi snart, når nævnet uddyber sin udmelding.

/Jacob

P.S.: Det er Danskebjerge.dk’s foto, der er brugt til at vise det pågældende areal ved Fårebakkerne.

I snevejret drog jeg lillejuleaftensdag på mit første besøg på Kanehøj. Altså, det vil sige, jeg er igennem årene kørt forbi højen et utal af gange, og man kan se den fra vejen. Men denne gang så jeg den altså tæt på. Og kravlede op på den.

En halvbarsk oplevelse blev det, for sneen og kulden var ledsaget af en solid vind, og ved Kanehøj er der kun læ mod vest. En anden udfordring var det glatte føre. Kanehøjs sider er stejlere, end de virker fra afstand, og hvis jeg ikke havde haft mine grovsålede sko på, var jeg måske ikke kommet helt op.

Udsigten fra toppen af Kanehøj sådan en dag er selvfølgelig noget præget af vejret, men på en klar dag må man virkelig kunne se langt. Ikke kun pga. selve Kanehøj (toppen befinder sig 40 moh., og der er 16 meters højdeforskel mellem den og parkeringspladsen), men også fordi det omgivende sydvestsjællandske terræn er ganske fladt. Så vidt jeg kan se på kortene, er Kanehøjs top det højeste punkt i en radius af 4-5 km.

Kanehøj er en rundhøj, formentlig fra bronzealderen. Den er ca. 6 meter høj, men fra sydsiden fremstår den større, hvilket skyldes, at der har været råstofgravning her. Det fremgår af ældre kort, at det største hul er lavet så sent som i 1900-tallet. Heldigvis har man ikke ædt af selve gravhøjen, men alligevel er højen lidt uregelmæssig på toppen, og det kan måske skyldes, at nogen (gravrøvere?) har gravet ned i højen fra toppen.

I så fald er hærværket sket for nogle hundrede år siden. Mindst. Navnet Kanehøj kendes nemlig fra så langt tilbage som 1682, og stednavneforskerne har en teori om, at orddelen ”kane” er en reference til, at højen ”går ned” i midten og derved får en slags u-form. (I gammelt dansk kunne ”kane” også referere til ”båd”, der – i træudgaven – jo ligeledes buer lidt opad i enderne.) Man kan med andre ord gå ud fra, at selve Kanehøj ikke har ændret udseende i nævneværdig grad siden i al fald middelalderen.

Det er dog ikke den kaneformede top, der har gjort Kanehøj til en af vores mere kendte gravhøje. Berømtheden skyldes først og fremmest, at H.C. Andersen har besøgt den og skrevet om den. Anledningen var grum: Tre mennesker skulle halshugges på Kanehøj, og den unge Andersen tog dertil for at overvære den drabelige begivenhed. Skildringen kan man læse i ”Mit Livs Eventyr”. I den tekst, der ledsager Danskebjerge.dk’s YouTube-video fra Kanehøj, finder du hele afsnittet.

Der er selvfølgelig også sagn knyttet til Kanehøj. Det er der snart sagt til alle større gravhøje. Men et af sagnene om Kanehøj er lidt specielt: Det er nemlig opstået så sent som i slutningen af 1800-tallet. Historien handler om, at man kan møde en flok sære væsner ved højen. Hele to øjenvidner har vi til dette optrin. Det ene vidne mente, at det var nisser. Den anden hæftede sig ved, at de var hule i ryggen.

Hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at det var de henrettede mennesker, der drev rundt som genfærd.

Jeg mødte dog ingen mærkelige skabninger under mit besøg lillejuleaften. Måske fordi de foretrækker at blive under jorden, når det blæser og sner?

Se Danskebjerge.dk’s film fra den sneindhyllede Kanehøj her:
https://youtu.be/2tFPDAyUIgQ

/Jacob

Det er åbenbart for besværligt at foretage nye fredninger og vinde sager om offentlighedens adgang til naturen. I stedet kaster politikere sig ud i noget med “parker”: Nationalparker, naturnationalparker, naturparker osv. Altså hvor de tager eksisterende naturområder, laver om på nogle definitioner og får pressen til at skrive om det.

Et aktuelt eksempel er Fladså Banker ved Næstved, også kaldet Fårebakkerne. Her har DSB med politikernes hjælp fået gennemtrumfet, at der skal ligge et stort DSB-værksted lige nedenfor højdedraget. Den slags projekter er ellers ikke tilladt i landzoner, men så fik man da bare en dispensation. Byggeriet er allerede i gang.

Det er så, hvad det er, men nu synes politikerne så ifølge Sjællandske, at Fårebakkerne skal være såkaldt naturpark. “En naturpark understøtter oplevelsesturismen,” lyder argumentet fra formanden for teknisk udvalg i Næstved Kommune Helle Jessen (S). Med andre ord: Først pisser man på naturområdet, og bagefter siger man, at det dufter!

Et lignende forløb så man i forbindelse med byggeriet på Munkebakken inde i Næstved. Da byrådet vedtog at fjerne en tredjedel af åsbakken til fordel for nybyggeri, blev det fulgt direkte op af en fredning af en anden åsbakke. Et plaster på såret (eller et holdkæftbolsje?) til Danmark Naturfredningsforening, der havde erkendt, at de havde sovet i timen mht. Munkebakken. Samtidig var det vel indirekte en indrømmelse af, at kommunen er parat til at bebygge enhver kommunal grund, med mindre den fredes.

Det er tydeligt, at naturen generelt betragtes som mere “nice to have” end “need to have”. Byggeprojekter kommer i første række, og hvis man så lige kan få pressen til at skrive om nogle naturtiltag, så er det også fint. Men det må helst ikke koste ret meget. I sagen med Fårebakkerne lader det til, at naturparkprojektet kan klares ved at tilknytte en naturvejleder og en administrativ medarbejder.

I Sjællandskes artikel kan man også læse om andre naturparker rundt omkring i landet. Nogle af stederne vidste jeg ikke var naturparker. Men det skyldes måske, at en naturpark ikke er andet end – som der står i artiklen – “et særligt kvalitetsstempel fra Friluftsrådet, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres”. Javel. Burde dette ikke være en selvfølgelig del af en fredning?

Man kan i øvrigt også læse, at Næstved Kommune forgæves har forsøgt at gøre Tystrup-Bavelse-søerne til naturpark. Det studsede jeg over, for Tystrup-Bavelse blev faktisk erklæret naturpark for over 50 år siden. Men tiderne skifter, og det gør betegnelserne også åbenbart. Eller også er det bare varm luft.

/Jacob

På Sjælland er der kun ganske få serpentinersving. Men engang – før de store byggeprojekter tid – var de krogede, skrånende veje mere talrige. Dengang havde man kun ringe mulighed for at gennembryde terrænets forhindringer, så derfor måtte man kompensere ved at lave skarpe vejsving op ad skråningerne.

Et eksempel på dette finder man på Landevejen i Broskov nær Elverdammen.

Her går der i dag en bred og kun let buet asfaltvej op ad den ca. 50 højdemeter store bakke, men frem til 1900-tallet var vejforløbet langt mere snørklet. I alt var der otte sving, hvoraf de to midterste var på over 90 grader. Svingene reducerede hældningsprocenten og gjorde det nemmere for hestene at komme op og ned.

Med bilernes fremkomst blev skråninger mere overkommelige for trafikanterne. Og ved Elverdammen må det gamle proptrækkersving (som det blev kaldt) efterhånden have virket noget omstændeligt. Derfor gennemskar man Broskoven og jævnede hældningen ud ved for det første at etablere en vejdæmning i bunden af bakken og for det andet at gennemgrave det øverste stykke af den. Det omfattende vejprojekt var fuldført i 1939.

Endnu i dag fremstår Landevejen ved Broskov som en stor stigning – navnlig for cyklister -, men der er ikke meget Kiddesvej over den. De gamle sving er borte, og dog: Nær krydset ved Aastrupvej går der en stejl sti ind i skoven, og denne sti følger faktisk den oprindelige “bjergvej” over en kort strækning.

Og finder man et satellitfoto frem, kan man – trods bevoksningen – stadig ane hele det hårnåleagtige sving i Broskov.

/Jacob

Overskriften er på sin vis nedslående. Men der kan ikke være tvivl, når man ser på tallene: I de områder af Danmark, hvor der er mest kuperet, er der færre, der cykler, end i de områder, hvor terrænet er overvejende fladt.

Man kan også vende den om: Hvis Danmark vitterligt var fladt over det hele, så ville indbyggerne være omtrent lige flittige til at cykle alle steder. Og det er ikke tilfældet. De danske bakker betyder noget. De giver sved på panden, og det kan nogle lide – de fleste kan ikke.

I en ny grundig undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner har man bl.a. spurgt folk om, hvor tit de bruger cyklen. Spørgsmålet gik på, om den adspurgte borger (15 år eller ældre) indenfor de seneste 12 måneder har brugt cyklen som transport- eller motionsform.

Det var der især mange, der sagde ja til, på de danske småøer. Kommunerne Fanø, Læsø og Ærø ligger helt i top. Dette har nok noget at gøre med det hav, der omkranser kommunerne og udgør et sæt begrænsninger i muligheden for at bevæge sig væk derfra.

Men kigger man på de øvrige kommuner med godt gang i cyklismen, så er der en klar tendens til, at de ligger i temmeligt flade landskaber. Københavnsområdet og Sydvestjylland er f.eks. rigt repræsenteret, og det er netop egne, hvor der praktisk tal ingen større bakker er.

I den anden ende af tabellen er der derimod mange kommuner, hvor vejene har store højdeforskelle og skrappe stigningsprocenter. Det gælder f.eks. kommunerne omkring de østjyske fjorde og tunneldale. At også Syddjurs Kommune og Odsherred Kommune har få cyklister passer også ind i mønsteret – begge kommuners terræn er kraftigt præget af store randmoræner.

Helt i bund på listen ligger Kalundborg Kommune i Nordvestsjælland. I kommunen finder man Sjællands stejleste veje, hvilket nok kan skræmme nogle borgere fra at hoppe op på den tohjulede.

Der er selvfølgelig også andre årsagssammenhænge, når det gælder graden af cyklisme, men tendensen er ret iøjnefaldende. Og den passer med en tidligere analyse, som er blevet omtalt på Danskebjerge.dk. Læs om den her – hvor der også er link til listen over Danmarks største bjergbyer.

/Jacob