2021 nåede lige at byde på en nyhed om Fladså Banker, de såkaldte Fårebakker. Avisen Sjællandske har skrevet flere artikler om sagen op til årsskiftet.
DSB og Næstved Kommune vil jo bygge et kompleks med plads til op til 200 medarbejdere, og det skal ligge for foden af det enestående istidslandskab, der her ellers byder på en af egnens bedste udsigter. Selv synes kommunen, at åsen ved Fladså er så spændende, at der kan etableres en naturpark der, men den kommunale begejstring er altså ikke større, end at der absolut skal klemmes en stor industrivirksomhed ind der.
Og gravemaskinerne står praktisk talt klar til at rykke ind. Men det sker alligevel ikke foreløbig, fastslår Sjællandske. Planklagenævnet har nemlig afvist kommunens og statsbanernes byggeprojekt.
Den overordnede årsag er, at Næstved Kommunes projektbeskrivelse har en række mangler, bl.a. er nogle ting ikke beskrevet godt nok, og visse undersøgelser er heller ikke foretaget grundigt nok.
Umiddelbart er det jo gode nyheder for os, der synes, at det er tudetosset at placere et kæmpestort DSB-værksted netop på det sted. Den lokale protestgruppe peger på en alternativ placering i et mindre naturfølsomt område tættere på Næstved by, hvilket giver fin mening, da der her er udlagt et stort antal hektar til nybyggerier. Og her er der ingen udsigter at spolere.
Desværre ændres der næppe meget på placeringen ved Fladså Banker. Uden at kende den præcise ordlyd af Planklagenævnets afgørelse er det mit indtryk, at afvisningen kan håndteres ved at lave forarbejdet mere minutiøst. Lave lidt flere prøver, beskrive byggeriets omfang lidt nøjere, og sådan noget. Jeg tror, at byggeriet bliver realiseret før eller siden – nu blot med en forsinkelse på op til et par år.
Klogere bliver vi snart, når nævnet uddyber sin udmelding.
/Jacob
P.S.: Det er Danskebjerge.dk’s foto, der er brugt til at vise det pågældende areal ved Fårebakkerne.
Kanehøj fremstår velholdt og er fri for bevoksning. Dog står dette fine træ på nordvestsiden.
I snevejret drog jeg lillejuleaftensdag på mit første besøg på Kanehøj. Altså, det vil sige, jeg er igennem årene kørt forbi højen et utal af gange, og man kan se den fra vejen. Men denne gang så jeg den altså tæt på. Og kravlede op på den.
En halvbarsk oplevelse blev det, for sneen og kulden var ledsaget af en solid vind, og ved Kanehøj er der kun læ mod vest. En anden udfordring var det glatte føre. Kanehøjs sider er stejlere, end de virker fra afstand, og hvis jeg ikke havde haft mine grovsålede sko på, var jeg måske ikke kommet helt op.
Udsigten fra toppen af Kanehøj sådan en dag er selvfølgelig noget præget af vejret, men på en klar dag må man virkelig kunne se langt. Ikke kun pga. selve Kanehøj (toppen befinder sig 40 moh., og der er 16 meters højdeforskel mellem den og parkeringspladsen), men også fordi det omgivende sydvestsjællandske terræn er ganske fladt. Så vidt jeg kan se på kortene, er Kanehøjs top det højeste punkt i en radius af 4-5 km.
Kanehøj er en rundhøj, formentlig fra bronzealderen. Den er ca. 6 meter høj, men fra sydsiden fremstår den større, hvilket skyldes, at der har været råstofgravning her. Det fremgår af ældre kort, at det største hul er lavet så sent som i 1900-tallet. Heldigvis har man ikke ædt af selve gravhøjen, men alligevel er højen lidt uregelmæssig på toppen, og det kan måske skyldes, at nogen (gravrøvere?) har gravet ned i højen fra toppen.
Topografisk kort fra første del af 1900-tallet. Som det fremgår, er der gravet i terrænet to steder ved Kanehøj.
I så fald er hærværket sket for nogle hundrede år siden. Mindst. Navnet Kanehøj kendes nemlig fra så langt tilbage som 1682, og stednavneforskerne har en teori om, at orddelen ”kane” er en reference til, at højen ”går ned” i midten og derved får en slags u-form. (I gammelt dansk kunne ”kane” også referere til ”båd”, der – i træudgaven – jo ligeledes buer lidt opad i enderne.) Man kan med andre ord gå ud fra, at selve Kanehøj ikke har ændret udseende i nævneværdig grad siden i al fald middelalderen.
Det er dog ikke den kaneformede top, der har gjort Kanehøj til en af vores mere kendte gravhøje. Berømtheden skyldes først og fremmest, at H.C. Andersen har besøgt den og skrevet om den. Anledningen var grum: Tre mennesker skulle halshugges på Kanehøj, og den unge Andersen tog dertil for at overvære den drabelige begivenhed. Skildringen kan man læse i ”Mit Livs Eventyr”. I den tekst, der ledsager Danskebjerge.dk’s YouTube-video fra Kanehøj, finder du hele afsnittet.
Der er selvfølgelig også sagn knyttet til Kanehøj. Det er der snart sagt til alle større gravhøje. Men et af sagnene om Kanehøj er lidt specielt: Det er nemlig opstået så sent som i slutningen af 1800-tallet. Historien handler om, at man kan møde en flok sære væsner ved højen. Hele to øjenvidner har vi til dette optrin. Det ene vidne mente, at det var nisser. Den anden hæftede sig ved, at de var hule i ryggen.
Hvis nogen havde spurgt mig, ville jeg have sagt, at det var de henrettede mennesker, der drev rundt som genfærd.
Jeg mødte dog ingen mærkelige skabninger under mit besøg lillejuleaften. Måske fordi de foretrækker at blive under jorden, når det blæser og sner?
Avisen Sjællandske omtalte 15. november naturparkprojektet i Fårebakkerne, der igangsættes omtrent samtidig med, at et stort erhvervsbyggeri påbegyndes samme sted.
Det er åbenbart for besværligt at foretage nye fredninger og vinde sager om offentlighedens adgang til naturen. I stedet kaster politikere sig ud i noget med “parker”: Nationalparker, naturnationalparker, naturparker osv. Altså hvor de tager eksisterende naturområder, laver om på nogle definitioner og får pressen til at skrive om det.
Et aktuelt eksempel er Fladså Banker ved Næstved, også kaldet Fårebakkerne. Her har DSB med politikernes hjælp fået gennemtrumfet, at der skal ligge et stort DSB-værksted lige nedenfor højdedraget. Den slags projekter er ellers ikke tilladt i landzoner, men så fik man da bare en dispensation. Byggeriet er allerede i gang.
Det er så, hvad det er, men nu synes politikerne så ifølge Sjællandske, at Fårebakkerne skal være såkaldt naturpark. “En naturpark understøtter oplevelsesturismen,” lyder argumentet fra formanden for teknisk udvalg i Næstved Kommune Helle Jessen (S). Med andre ord: Først pisser man på naturområdet, og bagefter siger man, at det dufter!
Et lignende forløb så man i forbindelse med byggeriet på Munkebakken inde i Næstved. Da byrådet vedtog at fjerne en tredjedel af åsbakken til fordel for nybyggeri, blev det fulgt direkte op af en fredning af en anden åsbakke. Et plaster på såret (eller et holdkæftbolsje?) til Danmark Naturfredningsforening, der havde erkendt, at de havde sovet i timen mht. Munkebakken. Samtidig var det vel indirekte en indrømmelse af, at kommunen er parat til at bebygge enhver kommunal grund, med mindre den fredes.
Det er tydeligt, at naturen generelt betragtes som mere “nice to have” end “need to have”. Byggeprojekter kommer i første række, og hvis man så lige kan få pressen til at skrive om nogle naturtiltag, så er det også fint. Men det må helst ikke koste ret meget. I sagen med Fårebakkerne lader det til, at naturparkprojektet kan klares ved at tilknytte en naturvejleder og en administrativ medarbejder.
I Sjællandskes artikel kan man også læse om andre naturparker rundt omkring i landet. Nogle af stederne vidste jeg ikke var naturparker. Men det skyldes måske, at en naturpark ikke er andet end – som der står i artiklen – “et særligt kvalitetsstempel fra Friluftsrådet, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres”. Javel. Burde dette ikke være en selvfølgelig del af en fredning?
Man kan i øvrigt også læse, at Næstved Kommune forgæves har forsøgt at gøre Tystrup-Bavelse-søerne til naturpark. Det studsede jeg over, for Tystrup-Bavelse blev faktisk erklæret naturpark for over 50 år siden. Men tiderne skifter, og det gør betegnelserne også åbenbart. Eller også er det bare varm luft.
Luftfoto af Elverdamsbakken fra tiden lige efter etableringen af den nye landevej. Det oprindelige snoede vejforløb ses tydeligt.
På Sjælland er der kun ganske få serpentinersving. Men engang – før de store byggeprojekter tid – var de krogede, skrånende veje mere talrige. Dengang havde man kun ringe mulighed for at gennembryde terrænets forhindringer, så derfor måtte man kompensere ved at lave skarpe vejsving op ad skråningerne.
Et eksempel på dette finder man på Landevejen i Broskov nær Elverdammen.
Her går der i dag en bred og kun let buet asfaltvej op ad den ca. 50 højdemeter store bakke, men frem til 1900-tallet var vejforløbet langt mere snørklet. I alt var der otte sving, hvoraf de to midterste var på over 90 grader. Svingene reducerede hældningsprocenten og gjorde det nemmere for hestene at komme op og ned.
Med bilernes fremkomst blev skråninger mere overkommelige for trafikanterne. Og ved Elverdammen må det gamle proptrækkersving (som det blev kaldt) efterhånden have virket noget omstændeligt. Derfor gennemskar man Broskoven og jævnede hældningen ud ved for det første at etablere en vejdæmning i bunden af bakken og for det andet at gennemgrave det øverste stykke af den. Det omfattende vejprojekt var fuldført i 1939.
Endnu i dag fremstår Landevejen ved Broskov som en stor stigning – navnlig for cyklister -, men der er ikke meget Kiddesvej over den. De gamle sving er borte, og dog: Nær krydset ved Aastrupvej går der en stejl sti ind i skoven, og denne sti følger faktisk den oprindelige “bjergvej” over en kort strækning.
Og finder man et satellitfoto frem, kan man – trods bevoksningen – stadig ane hele det hårnåleagtige sving i Broskov.
Satellitfoto med skyggeeffekt, der fremhæver sporet af den gamle bjergvej i skoven på nordsiden af den nuværende landevej (det er det sving, der ses i midten af luftfotoet ovenfor).Bemærk, hvordan skyggeeffekten er særlig tydelig på sydsiden af vejdæmningen (t.v.) og på nordsiden af hulvejen (t.h.).
Overskriften er på sin vis nedslående. Men der kan ikke være tvivl, når man ser på tallene: I de områder af Danmark, hvor der er mest kuperet, er der færre, der cykler, end i de områder, hvor terrænet er overvejende fladt.
Man kan også vende den om: Hvis Danmark vitterligt var fladt over det hele, så ville indbyggerne være omtrent lige flittige til at cykle alle steder. Og det er ikke tilfældet. De danske bakker betyder noget. De giver sved på panden, og det kan nogle lide – de fleste kan ikke.
I en ny grundig undersøgelse af danskernes bevægelsesvaner har man bl.a. spurgt folk om, hvor tit de bruger cyklen. Spørgsmålet gik på, om den adspurgte borger (15 år eller ældre) indenfor de seneste 12 måneder har brugt cyklen som transport- eller motionsform.
Toppen og bunden af listen over indbyggernes brug af cyklen i de danske kommuner. Se hele tabellen her.
Det var der især mange, der sagde ja til, på de danske småøer. Kommunerne Fanø, Læsø og Ærø ligger helt i top. Dette har nok noget at gøre med det hav, der omkranser kommunerne og udgør et sæt begrænsninger i muligheden for at bevæge sig væk derfra.
Men kigger man på de øvrige kommuner med godt gang i cyklismen, så er der en klar tendens til, at de ligger i temmeligt flade landskaber. Københavnsområdet og Sydvestjylland er f.eks. rigt repræsenteret, og det er netop egne, hvor der praktisk tal ingen større bakker er.
I den anden ende af tabellen er der derimod mange kommuner, hvor vejene har store højdeforskelle og skrappe stigningsprocenter. Det gælder f.eks. kommunerne omkring de østjyske fjorde og tunneldale. At også Syddjurs Kommune og Odsherred Kommune har få cyklister passer også ind i mønsteret – begge kommuners terræn er kraftigt præget af store randmoræner.
Helt i bund på listen ligger Kalundborg Kommune i Nordvestsjælland. I kommunen finder man Sjællands stejleste veje, hvilket nok kan skræmme nogle borgere fra at hoppe op på den tohjulede.
Der er selvfølgelig også andre årsagssammenhænge, når det gælder graden af cyklisme, men tendensen er ret iøjnefaldende. Og den passer med en tidligere analyse, som er blevet omtalt på Danskebjerge.dk. Læs om den her – hvor der også er link til listen over Danmarks største bjergbyer.
Det markante lyse tårn, der har fået navnet Bornholmertårnet.
Hvis du kan lide at komme højt til vejrs i den danske natur, så har sommeren 2021 bydt på mindst to gode nyheder.
Den ene er, at der er åbnet et nyt udsigtstårn i Nationalpark Vadehavet. Det er et 25 meter højt tårn, tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG). Fordi Vadehavsområdet er overordentligt fladt, får man udsigt over et særdeles vidtstrakt areal, når man bestiger tårnet. Tårnet har fået navnet Marsk Tower.
Og her er så den anden tårnnyhed: Nær Dueodde på Bornholm er dørene lige blevet slået op for endnu et tårn. Det har fået navnet Bornholmertårnet. Til forskel fra det nybyggede Marsk Tower så har det 70 meter høje tårn ved Dueodde eksisteret i en årrække, nemlig helt tilbage fra den kolde krigs tid, hvor det blev brugt til at opfange signaler i den tidligere Østblok. Tårnet er nu både et udsigtstårn og en del af et koldkrigsmuseum.
Det stejleste sted på Skovbakken: 19% (Foto: Danskebjerge.dk)
I cykelrytteren Jonas Vingegaards hjemby Glyngøre finder man Nordjyllands stejleste asfalterede stigning. Den ligger på vejen Skovbakken og har ifølge de nyeste målinger en maksimal stigningsprocent på 19. Det kvalificerer stigningen til en plads på Danskebjerge.dk’s Top 20-liste over Danmarks mest skrånende veje.
Skovbakken var i mange år grusvej, hvilket kan have medvirket til, at den ikke er særlig kendt. Den blev først asfalteret for ca. 20 år siden.
Lokalt har man dog altid værdsat den gevaldige bakke, og længe før den blev til en villavej, holdt folk af at tage op til Skovpavillonen øverst, hvorfra der var smuk udsigt ud over Glyngøre og Limfjorden. Skovpavillonen er siden bygget om og er i dag privat bolig. På et skilt står der “Den gl. Skovpavillon”.
Det var også her, at jeg under opmålingen mødte nogle lokale beboere. De kunne ikke overraskende berette om, at det giver udfordringer med så skrånende en vej. Det hænder endda jævnligt, at bilister, der kommer oppe fra Ringvej, stopper og vender om, når de ser, hvor stejl en nedkørsel der venter dem på Skovbakken.
Nær toppen af Skovbakken har man denne fine (og lidt halsbrækkende) udsigt ud over Glyngøre og Limfjorden. (Foto: Danskebjerge.dk)
I nedenstående video kan du se en opstigning ad Skovbakken på cykel:
Websitet Climbs.dk er kendt af de fleste bare nogenlunde entusiastiske cykelmotionister. Her kan man gå ind og finde oplysninger om en bestemt stigning eller et område med flere stigninger. Og ikke mindst kan man se stigningerne på et kort i Google Maps.
Sidstnævnte har længe været Climbs.dk’s største styrke, men de interaktive kort er nu blevet til sitets største svaghed.
I de sidste mange dage er kortene nemlig blevet vist som hvide firkanter helt uden indhold. Google har øjensynligt fjernet dem. Vi taler om hundredevis af kort, som Jens, der ejer sitet, igennem årene møjsommeligt har plottet ind.
Det kan selvfølgelig være, at det bare er noget midlertidigt, men det har længe ligget i kortene (ja, undskyld…), at Google ikke var tilfreds med den omfattende brug af deres gratis service på Climbs.dk. Således har der været et vandmærke hen over alle kort. Dette blev indført i forlængelse af, at Google annoncerede, at der frem over generelt ville blive opkrævet betaling for flere af deres ydelser.
Det har indtil videre ikke været muligt at få oplyst, hvor stort et beløb der er tale om i tilfældet med Climbs.dk. Faktum er, at et meget brugt website for danske motionscyklister (og løbsarrangører?) i den grad er i knæ, og der synes ikke at være udsigt til, at det kommer op at køre for alvor igen. Ud fra Jens’ udsagn til mig at dømme er der ingen investeringer eller relanceringer på vej.
Er der eventuelt en rigmand, der kan træde til? 😉
Sådan ser der ud i skrivende stund, når man slår Munkebjergbakken op på Climbs.dk
Jeg har lige været i Nykøbing Mors, hvor man har udsigt til øen Fur. På den nordlige del af Fur er der høje klinter, og dem kan man se – og med en god zoom også fotografere -, når man står ovre på Mors.
Men har klinten virkelig sådan en spids, der rager ud over havet? Det kunne man i første omgang tro, når man ser mit billede af Furs klint i profil.
På billedet af Furs klinter, taget fra godt 6 kilometers afstand, kan det se ud som om, at klinten (i venstre side) har en lille spids, der rager ud over vandet. (Foto: Danskebjerge.dk)
I virkeligheden er der dog tale om et optisk fænomen, der kaldes luftspejling. Luftspejling går kort fortalt ud på, at lyset brydes forskelligt afhængigt af luftens temperatur, og hvis der er stor forskel på temperaturen nede og oppe, så kan det få elementer til at forskyde sig visuelt. Når noget eksempelvis ser ud til at svæve over horisonten – sådan som bunden af klinten gør på mit billede -, så kaldes det en øvre luftspejling. Et måske mere kendt udtryk for fænomenet er fatamorgana.
Luftspejlingsfænomener bliver endnu mere komplekse, når også Jordens krumning spiller ind. Den visuelle betydning af Jordens krumning kan man læse mere om i denne artikel på Danskebjerge.dk.
Kort over Næstved med højdekurver og udvalgte stednavne. Mogenstrup Ås ses som en lang slange, der kommer ind fra sydøst og går over i nogle mindre knolde nord for byens centrum.
I forsommeren 2021 har knoglefund i det centrale Næstved kastet nyt lys over en mytisk fæstning, som aldrig er blevet lokaliseret.
Det drejer sig om Husvolden – et fæstningsanlæg, som man af uvisse grunde kun har fundet sparsomme spor efter.
Husvolden er blevet sat i forbindelse med Slaget ved Næstved i 1259. En yderst blodig begivenhed, hvor der ifølge kilder blev dræbt mellem 1.800 og 10.000 danske soldater, primært bønder. I spidsen for det danske forsvar stod Margrete Sprænghest, kong Christoffer den 1.’s dronning. Hun skulle forsvare Næstved mod fyrst Jarimar den 2. af Rügen. (Sidstnævntes hær omtales ofte som vendisk, så at man udslettede venderne ved Slaget ved Arkona 90 år tidligere, er altså en sandhed med modifikationer.)
Mystik om placering Men hvor præcist bragede de to hære så sammen? Ja, hvis det vitterligt var ved lokaliteten Husvolden, det hele udspandt sig, og hvis Husvolden i 1259 er det samme sted, som kaldes Husvolden i den sene middelalder, så var det lidt syd for det daværende Næstved. Nogle fund har indikeret, at det senmiddelalderlige Husvolden lå her, ikke så langt fra den nuværende Dyrskueplads.
Imod dette taler dels, at der få hundrede meter derfra er stejle skråninger, nemlig Mogenstrup Ås, også kaldet Sandbjerget. Hvorfor skulle man placere en fæstning i lavlandet, når man kunne placere den oppe på en bakke?
En anden ting, der taler imod, at Slaget ved Næstved skulle have stået syd for byen, er, at den fjendtlige hær ifølge nogle kilder er gået i land ved Karrebæksminde. Karrebæksminde ligger ud til havet vest for Næstved, og hvis Jarimar og hans folk derfra er gået mod Næstved, virker det ikke oplagt (omend heller ikke helt usandsynligt), at han skulle være endt på sydsiden af byen.
Dronningens vold – en vigtig brik? Det kan ikke udelukkes, at slaget har foregået umiddelbart vest for Næstved. I Borgnakke Skov, godt 3 km vest for den nuværende bygrænse, findes nemlig en lille, men markant banke. Den kaldes Margretevold eller Margretehøj. På den har der stået et tårn – formentlig til overvågning af især skibstrafikken ude i bugten. Dateringen og ikke mindst navnet passer godt med, at forsvarsværket er anlagt på Margrete Sprænghests tid, og formålet har helt sikkert være militært. Men resten er gisninger, og spor efter blodige kampe er ikke dukket op her.
Margretehøj i Borgnakke Skov. Der er voldgrav uden om, og på toppen har der stået et tårn.
At man så alligevel nu er kommet nærmere en lokalisering af det store slag i 1259, hænger sammen med, at der for nylig blev fundet en gevaldig bunke knogler under et gulv i Næstved. Det er sket i forbindelse med renoveringen af en bygning på Grønnegades Kaserne, der ligger nær byens centrum.
Rester fra massegrav Der er ikke tale om hele skeletter, men om løse knogler, tilsyneladende mest fra unge, “raske” mænd. Teorien er nu, at det er knogler, som engang er flyttet dertil fra en massegrav, som har befundet sig lige i nærheden. Det kunne eksempelvis være på toppen af den bakke, som kasernen ligger ved. Bakken er i dag lidt underligt flad i det på toppen – vel pga. forskellige byggeprojekter på kaserneområdet gennem tiden -, men engang har bakken have formentlig været højere, og det kan være, at det er øverst i bakken, at de mange mennesker oprindeligt er blevet begravet. Dermed også sagt, at Husvolden kan have befundet sig netop her!
Det giver jo også god mening, at der på det sted, hvor der har ligget et middelalderligt forsvarsanlæg, senere er kommet en kaserne til. De ældste nuværende bygninger i Grønnegades Kaserne er fra 1799.
Et yderligere indicie er, at der ifølge de foreløbige undersøgelser af det fundne knoglemateriale er påvist relativt mange hug i benknogler. Det er blevet nævnt som muligt tegn på, at forsvarerne har stået oppe på en skråning.
Åsen som forsvarsværk Grønnegades Kaserne ligger på den nordvestligste ende af det åsstrøg, der strækker sig ind i Næstved fra sydøst. I dag opleves terrænet som en serie af små knolde, men det skyldes i vidt omfang, at der er blevet gravet i dem, primært for at anlægge veje. I middelalderen har hele åsbakken fra kasernen og hen til den gevaldige Vandtårnsbakke i højere grad end nu haft karakter af en sammenhængende vold.
Jeg har altid betragtet åsen som en gave til en middelalderby, der gerne vil forsvare sig. Tænk på, hvor skønt det må være at kunne placere sig 20-35 meter højere end angriberne – oven på skråninger, der er så stejle, at en ridder ikke vil kunne ride op ad den. Det har været til undren og skuffelse for mig, at der ikke har været nogen tegn på, at åsen har indgået i krigshandlinger, men nu kan det være, at min mavefornemmelse alligevel bliver bekræftet på en eller anden måde.
