Blogsbjerg

Når det handler om rekorder (størst, hurtigst osv.), vil vi gerne have den rene vare.

Mount Everest skal være det største bjerg i verden, og vandrefalken skal være den hurtigste fugl. Og så videre.

Desværre har realiteterne det med at slibe lidt af skarpheden af de rene rekorder. Det gælder også, når man ser på vejes stejlhed.

For hvad er en “vej” egentlig? Og hvordan er en vej “stejl”?

Lad os starte med vejen.

Detaljerne driller
Den er – set på afstand – en strækning med en bestemt hældning og med en overflade, der er jævnet ud med asfalt. Men går man tættere på, er der i de fleste vejoverflader en hel del uregelmæssigheder. Huller for eksempel. Og lapper oven på huller, man har repareret. Og ude i siderne: brønde, omgivet af asfalt, der skråner voldsomt på et meget lille område.

Allerede her er der så mange usikkerhedsfaktorer, at veje bliver svære at sammenligne reelt, hvis ikke man laver nogle kriterier.

Og tager vi så stejlhedsbegrebet, jamen så havner vi igen hurtigt i gråzoner. For over hvor stor en distance skal stejlheden måles? Over 1 centimeter – eller 1 meter – eller 10 meter?

Der er mange ting at tage stilling til. Men pointen er ikke, at man skal opgive at sammenligne.

Pointen er, at man skal beslutte sig for nogle kriterier. Eksempelvis at man ikke laver målinger oven på huller eller ved brønde.

Og så skal man vælge den afstand, man mener er rimelig, når man skal måle stejlheden. Det vigtige er blot, at man bruger samme princip hele vejen igennem resten af undersøgelsen.

Svært fravalg
Da Danskebjerge.dk lavede den store undersøgelse af, hvilke veje der har den højeste maksimale stigningsprocent i Danmark, var der en række kriterier, der også blev grundigt beskrevet ved offentliggørelsen.

Et af de anvendte kriterier, der er “kontroversielle”, gælder blinde veje – som Frejasvej i Næstved, der ses på billedet ovenfor. Trods sine 22% er Frejasvej og mange andre stejle blinde danske veje ikke med på listen over de stejleste veje. Et fravalg, der bl.a. bygger på, at blinde veje ofte har karakter af indkørsler, hvor almindelige trafikale normer ikke gælder. En anden grund er, at mange blinde veje er uinteressante at besøge som trafikant, da man i sagens natur er nødt til at vende om, når man har kørt op eller ned ad den.

Men det ændrer jo ikke ved vejens stejlhed, og Danskebjerge.dk mener, at det står alle frit for at lave egne opgørelser og sammenligninger. Når blot de kan redegøre for de kriterier, der ligger til grund.

På det punkt adskiller stejle veje sig ikke fra høje bjerge eller hurtige fugle.

Førnævnte Mount Everest er kun det største i verden, hvis man med “størst” mener flest antal meter over havet på bjergets top. Hvis man alene ser på højdeforskellen fra fod til top, er Mount Everest langt fra det største bjerg.

Og vandrefalken er heller ikke verdens hurtigste fugl. Jo, hvis man tager dens vilde styrtdyk med i målingerne. Når det gælder flyvning ved egen kraft, altså vandret, er der mange andre fugle, der er hurtigere.

Virkeligheden er mere kompliceret end som så. Klichéen er sand…

/Jacob

P.S.: Dette indlæg er bl.a. affødt af diskussioner på Danskebjerge.dk’s Facebookside: http://www.facebook.com/Danskebjerge.dk. Tak for input.

Bergen er Norges næststørste by. Den er berygtet for at være særdeles regnfuld, men smuk er byen, som den ligger dér ud til Nordsøen (se foto ovenfor). En del af skønheden ligger i topografien: Bergen er kendetegnet ved at være omgivet af bjerge – der siges at være syv af dem -, og bjergsiderne er meget stejle.

Så meget desto mere opsigtsvækkende – nogle ville sige: kuriøst – er det, at der i hele Bergen ikke er en eneste vej, der er stejlere end den stejleste gade i den jyske by Vejle. På Christian Winthersvej i Vejle når stigningsprocenten op på 25,5. Det er godt 1 procent mere end i Bergen.

Og hvordan ved man så det?

Jo, fordi man i Bergen har gjort sig den ulejlighed at opmåle vejenes stejlhed. Se bare her:

Skivebakken er Bergens stejleste gade med en maksimal stigningsprocent på 24. Det er meget, men altså ikke nok til at slå Christian Winthersvej.

Og så ender Skivebakken oven i købet blindt, mens Christian Winthersvej er åben for trafik i begge ender.

(Læs hele den norske artikel her.)

Nu er Norge jo et kæmpe land, og det er nok de færreste steder, at man har lavet tilsvarende officielle målinger. Men alene det, at Vejle overgår en bjergby som Bergen, siger noget om, at Vejles veje faktisk er noget specielt, også set i en international kontekst.

Det kan tilføjes, at Danskebjerge.dk tidligere har påvist, at hverken tyske Harzen eller de sydsvenske åse har veje, der er helt så stejle som dem i Vejle.

/Jacob

Bremserne hviner, og hjertet springer et par slag over. Kun med nød og næppe undgår du at fortsætte lige ud i svinget.

Når du tager din mountainbike med ud i Danmarks mest kuperede terræn, skal du være forberedt på stejle fald. Og selvfølgelig også stejle stigninger, der tvinger din fart helt i bund.

Men hvor stejlt er det egentlig, når det er rigtig stejlt?

Danskebjerge.dk tog vaterpasset med ud i Fruens Plantage ved Næstved – et af de mest kuperede sjællandske MTB-spor.

Det var ikke for at lave en “videnskabelig” undersøgelse – det handlede om nogle stikprøver, som kun giver mening, hvis man har noget at sætte målingerne op imod. Alligevel er det interessant nok at få sat tal på terrænets udfordringer.

Mindre stejl end øjet ser
Man kan groft sagt drage to konklusioner.

Den ene er, at selv når en strækning opleves som meget stejl, er den objektivt betragtet ikke så stejl endda.

Når man skal bestige en skråning, kan man ellers nemt få det indtryk, at den er “næsten lodret” eller i hvert fald er “skrå”, altså 45 grader. Men sandheden er oftest, at selv meget skrånende terræn er noget fladere end 45 grader.

En af de absolut stejleste strækninger på MTB-sporet i Fruens Plantage når kun op på ca. 23 grader i maksimal hældning. Målt i procent vil det sige ca. 52%. En af målingerne viste således 52,72% (se billederne ovenfor). Det svarer til, at for hver vandret meter, man tilbagelægger, ændres højden med godt en halv lodret meter.

Tyngdekraften tynger
Det lyder måske af mindre, end man kunne forvente. Men man kan også vende den om: Allerede ved hældninger på 20 grader stiger eller falder terrænet så meget, at man får vanskeligt ved at bevæge sig rundt i det. Hvis det foregår downhill, skal man formentlig bremse hele tiden for ikke at miste kontrollen. Og hvis det går opad, er det sandsynligt, at man går helt i stå. “Sådan er det bare,” som en minister har sagt. Tyngdekraften er en effektiv modstander, og den kræver ikke lodrette bjergvægge for at fungere…

Den førnævnte strækning i Fruens Plantage vil således være utrolig svær at cykle op ad. På landevej er det min erfaring, at selv eliteryttere får alvorlige problemer, når hældningsprocenten overstiger 30. På et MTB-spor er det alt andet lige sværere ved samme procent, da underlaget er mere porøst og ujævnt. Jeg havde ikke nogen cykel med på min tur til plantagen, så hvor slemt det er at ramme ind i 52,72%, må jeg finde ud af en anden gang.

Sværere end asfalt
Men hov, vi har næsten allerede taget hul på konklusion nummer 2. Nemlig at stejlt dansk MTB-terræn ER stejlere end stejlt dansk terræn på landevej.

Målinger på forskellige bakker i Fruens Plantage viste, at flere strækninger byder på maksimale hældningsprocenter på over 30. Den formentlig mest krævende strækning (med en vis længde) ligger på plantagens sydvendte skråning, startende ved hjørnet ved sportspladsen. Længden er 130 meter og den samlede højdeforskel er ca. 32 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 25. Der er steder på strækningen, hvor stigningsprocenten når op over 40.

Så voldsom en hældning findes trods alt ikke på nogen dansk landevej, uanset om vi her tager den gennemsnitlige eller maksimale hældningsprocent. På landevejen behøver man typisk heller ikke vurdere, om en strækning er mere egnet til at køre ned ad end op ad – det kan man være nødt til, når det gælder mountainbike.

Summa…
Så altså: Danskebjerge.dk’s miniundersøgelse slår fast, at et kuperet MTB-spor har hældninger, som ser forholdsvis beskedne ud, hvis man tegner dem ind i et koordinatsystem. Men ude i virkeligheden, hvor tyngdekraften er i spil, vil de fleste opleve en hældning som en uoverstigelig mur, hvis blot den kommer op i nærheden af ca. 30 procent, og jo mere ustabilt underlaget er, desto sværere vil det være at håndtere disse hældninger.

Der findes dansk terræn, der skråner med op mod 45 grader (100%), men her vil det være umuligt at køre MTB (hvis man ser bort fra deciderede hop).

/Jacob

Skianlægget i Hedeland øst for Roskilde opruster.

Det sker med en stor klippert af en pistemaskine, der forbedrer forholdene for skiløb på den store, kunstige bakke.

Det betyder samtidig, at arrangøren, Roskilde Skiklub, kan holde pisten åben i lidt længere tid, fordi man får nemmere ved at flytte sneen rundt.

http://www.sn.dk/Skibakke-faar-pistemaskine-fra-Oestrig/Roskilde/artikel/245896?rss

Investeringen er interessant. Den er med til at fremtidssikre projektet i Hedeland og siger noget om, at alpin skisport i Danmark kan være, om ikke en indbringende forretning, så dog en aktivitet, der bygger på seriøsitet og engagement. Når det handler om bakker og sne, får snakken nemt et halvironisk tilsnit herhjemme, og så ender initiativerne ofte i ingenting. Ros til Roskilde for ihærdigheden.

Læs meget mere om vellykkede og mindre vellykkede danske skiprojekter her:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-skibakker.htm

/Jacob

Danskebjerge.dk får fra tid til anden henvendelser om bakker i Slagelse-området. Et område, som ikke er vurderet til at være blandt de 23 mest markante højdedrag i Danmark. Alligevel er der nogle fine tinder på egnen, ikke mindst Etterbjerg, som med sine 97 moh. er det højeste punkt. Etterbjerg ligger helt ud til Vestmotorvejen og passeres dagligt af tusindvis af trafikanter. I Slagelse Lystskov er der flere andre dødisbakker, der er attraktive for bl.a. mountainbikere. På Etterbjergs vestlige skråning er der desuden en udmærket kælkebakke.

På billedet herover er det Etterbjerg, der ses til højre. Til venstre er det nabotoppen Glohøj, 86 moh. Billedet er taget om eftermiddagen 8/12 2012 fra Golfklubben Trelleborg, ca. 3 km borte.

Om vinteren kan fitnesscenteret virke mere tillokkende end sneglatte veje og stier.

Men det behøver ikke betyde, at bakketræningen skal sættes på stand-by.

I fitnesscentrene har man i de senere år fået maskiner, der er rigtig gode til at simulere bakketræning. Og dét inden for flere motionsformer.

Nogle steder har man cykelsimulatorer, hvor man sidder foran en skærm, der viser, hvordan det ville se ud, hvis man var i færd med at bestige en kendt stigning i Syd- eller Mellemeuropa. Filmen er kalibreret med cyklen, sådan at den varierende stigningsprocent svarer til modstanden i pedalerne.

Velkendt er også løbebånd med mulighed for regulering af hældning. Her kan man sætte hældningen så meget op, at man får sved på panden blot ved rask gang. Dette kan f.eks. bruges som opvarmning. Men fordelen er også, at du kan “designe” en bakke, der er længere end dem, du vil kunne finde ude i det danske landskab. Løb eksempelvis 1 kilometer med 10% stigning. Det er hårdt.

Undertegnedes favoritmaskine for tiden er dog ikke de to ovennævnte, men derimod en Cybex crosstrainer. Til forskel fra almindelige crosstrainere kan den regulere modstand og hældning, og det gør en verden til forskel. Før var jeg ved at blive godt og grundigt træt af crosstrainere, men nu har jeg fået motivationen tilbage, og pulsen ligger højere end tidligere.

Jeg bruger programmet “bakketræning”, hvor sværhedsgraden ændres undervejs i en session. Frem mod en “bakketop”, hvor det bliver sværere og sværere at træde, prøver jeg for hvert niveau at holde en bestemt ydelse (vist på et display, der bl.a. angiver watt), og på det sidste stykke presser jeg den næsten maksimalt. Så falder hældning og modstand markant, og jeg får vejret igen – inden næste bakketop langsomt nærmer sig.

Over denne tekst ses et friskt eksempel på en tur i Cybex’en.

/Jacob

300 meter lodret fald.

Det er, hvad der venter én på Danmarks otte største skianlæg. Anlæg, du kan læse om her.

Du skal godt nok lægge de otte sammen for at komme op på de 300 højdemeter. Til gengæld er skisportsstederne spredt ganske godt ud på landkortet. Så de fleste danskere har højst et par timers kørsel til nærmeste piste. Det er da noget nemmere end at skulle transportere sig til Alperne eller de norske fjelde…

Dertil kommer en række knap så avancerede bakker, der kan bruges til kælk såvel som til ski. Man kan selvfølgelig også bruge de sneklædte bakker som stigninger, hvis man vil træne sit langrendsløb. Eller som en del af ruten på en anderledes mountainbiketur?

De danske skianlæg byder på mange sjove og knap så sjove historier. Det er jo i bogstaveligste forstand op ad bakke at fremelske skisport på dansk jord. Nogle har alligevel gjort forsøget, og også dem kan du læse om på Danskebjerge.dk. Brug evt. forsiden som indgang til det store vintertema:

http://danskebjerge.dk/

God, kold fornøjelse.

/Jacob

Hvis du savner grusveje at løbe eller cykle på, så kan du i mange tilfælde “takke” det moderne landbrug.

Siden 1954 er længden af markveje i Danmark nemlig reduceret kraftigt. I dag er der mellem 25 og 54 procent færre kilometer markvej end dengang, afhængig af landskabstype og geografi. Det viser en undersøgelse fra Skov og Landskab.

Paradoksal udvikling
Det er de støt voksende enheder i landbruget, der koster markvejene livet. Men dertil kommer, at det er forholdsvis enkelt for en landmand at nedlægge en markvej. Kun hvis den fører hen til en seværdighed el.lign., kan myndighederne gribe ind.

I betragtning af, at antallet af friluftsmotionister er steget i den seneste årrække, er det en lidt paradoksal udvikling. Glæden ved f.eks. at løbe og køre på mountainbike øges jo ved, at der er mange måder at kombinere ruterne på, og i begge tilfælde er grusunderlaget bedre at bevæge sig på end asfalt.

Stier etableres
Reduktionen af markvejene kan dog opvejes af etablering af offentlige stier, og det sker også i et vist omfang. Fra kommunalreformen og frem til 2010 har 70% af kommunerne åbnet mindst én sti eller rute i landskabet, fremgår det af en artikel i bladet Grønt Miljø. “Det er mange,” står der i artiklen. Der står til gengæld ikke noget om, hvor mange stier der i samme periode er forsvundet. Eller hvor mange stier der reelt er utilgængelige, fordi de ikke vedligeholdes.

Der kan gøres mere for at få etableret flere stier eller renoveret de gamle. Blandt rådene er:

– Involvér både lokale ildsjæle og berørte lodsejere i planlægningen
– Undersøg lodsejernes potentielle indtjeningsmuligheder (ved overnatninger mv.)
– Brug de nyeste geodata til ruteplanlægningen
– Inddrag turistorganisationerne og det lokale erhvervsliv

Ny lov har begrænsninger
Ud over nye stier kan loven om randzoner i fremtiden give danskerne nemmere adgang til naturen.

Ved 80% af de større danske åer og vandløb findes der i dag ingen stier, og lodsejerne fortæller selv, at der er ganske øde ved vandløbene. Det kan den nye randzonelov ændre på. Formålet er godt nok primært at sikre bedre vandmiljø i søer og vandløb, men tanken er også, at offentligheden skal have adgang til de arealer, der nu ikke længere må dyrkes.

Også her er der dog et aber dabei. Det er nemlig noget uklart, hvornår arealerne kan betegnes som udyrkede (hvad f.eks. hvis landmanden slår græsset en gang eller to om året?). Desuden kan man spørge, hvor attraktive arealerne vil være at færdes på, hvis bevoksningen bare får frit spil.

Den bedste løsning er og bliver vel anlæggelse af en sti – eller for den sags skyld en markvej. Når man gør hele regnestykket op og ser på en lokalbefolknings sundhedstilstand og almene tilfredshed, er der næppe nogen tvivl om, at det kan betale sig at lave enkle, men attraktive transportveje ud til naturen.

/Jacob

P.S.: Se eksempel på, hvordan markveje forsvinder, i denne animationsfilm:
https://youtu.be/FzgppxqOGxU

Forestil dig, at nogen et kort øjeblik trak bundproppen ud på verdenshavet, sådan at havniveauet sank med – lad os sige – 50 meter.

Det ville ikke gøre nogen forskel i f.eks. Himalaya (det sted vender vi tilbage til).

Men i Danmark ville det ændre landskabet fuldstændigt. Landet ville ikke længere være et ø-rige. Man ville kunne gå tørskoet fra den ene ende af landet til den anden – kun Christiansø ville endnu være afhængig af en færgeforbindelse.

Det er tankespind, ja, – men pointen er, at modsætningen mellem vand og land ikke er så grundlæggende, som vi går og forestiller os. Vi danskere har det med at tænke, at landskabet er noget, der begynder dér, hvor havet ophører. Men virkeligheden er, at landskabet er over det hele – meget af det er blot skjult af hav (skulle man kalde det “vandskabet”?).

Havet erstattede isen
I istiden, som er den periode, hvori det danske landskab primært blev dannet, var der ikke hav omkring Danmark. Landet var derimod dækket af is, og gletsjernes bevægelser skubbede rundt med store mængder grus, sand og ler. Denne proces gjorde overfladen uregelmæssig – med visse niveauforskelle som resultat. Da isen trak sig tilbage, trængte havet sig på. Sjovt nok valgte det at lægge sig nogenlunde “midt i”. Dvs. havoverfladen kom omtrent til at ligge lige så langt under det højeste terrænpunkt som over det laveste terrænpunkt. I praksis betød det, at Danmarks terræn blev til en mosaik af vand- og landområder – sådan som vi kender det i dag (om end havniveauet har ændret sig lidt siden stenalderen).

Nu er der jo det ved havet, at det for det første har en overflade, der skjuler, hvad der ligger nedenunder. Og for det andet kan mennesket vha. skibe bevæge sig hen over det. Derfor har det aldrig haft den store interesse at finde ud af detaljer om terrænet på havbunden. Det vigtigste har været at fastslå dybder i fjorde og bælter, så skibene ikke risikerer at støde på grund.

Det største bjerg
Tilbage til tankeeksperimentet med sænkningen af havniveauet. For hvis man trak bundproppen ud permanent, ville der åbenbare sig nye terrænfænomener, som i dag lever i skyggen af andre. National Geographic har forleden beskrevet i en artikel, at man med rette kunne kalde Mauna Kea ved Hawaii for verdens største bjerg – og ikke Mount Everest i Himalaya.

Fra fod til top måler Mauna Kea, som oprindeligt er en vulkan, lige under 10 kilometer. For Mount Everest er det tilsvarende tal ca. 3 kilometer.

Når det alligevel er sidstnævnte, der traditionelt løber med opmærksomheden, skyldes det, at dets fod ligger i knap 6 kilometers højde over havets overflade. Mauna Keas fod befinder sig derimod 5,7 kilometer under havoverfladen, og den del af bjerget, der ligger over, måler “kun” 4,2 kilometer.

Så statistisk set løber Mount Everest altså med laurbærrene. Men i en verden uden have ville Mauna Kea helt sikkert også have været en stor kanon.

Flere bjerge i sigte
Og der findes endnu flere skjulte mastodonter, fastslår National Geographic:

“Hundredtusindvis af undersøiske bjerge rejser sig fra havets bund, men
færre end 300 er blevet udforsket. Der findes mere detaljerede kort over
Mars’ overflade end over havbundens fjerneste steder.”

I farvandene omkring Danmark gemmer der sig næppe bjerge på størrelse med Mauna Kea. Men det er langt fra utænkeligt, at der findes niveauforskelle, der ligner dem, man finder i nogle af landets mest kuperede oversøiske områder.

Det kunne være interessant at undersøge sagen nærmere. Så det vil Danskebjerge.dk forsøge at gøre. 🙂

/Jacob

Selv på en halvtåget dag som i dag er terrænet i Løng nord for den midtsjællandske by Sorø interessant at kigge på. Terrænformerne er skabt i forbindelse med omfattende grusgravning, der har stået på i årtier. Nu er maskinerne ved at forlade området, og det giver plads til løbere, mountainbikere og andre, der kan lide udfordrende landskaber.

Der vil med tiden også opstå en spændende natur. Her i starten leder synet visse steder snarere tankerne hen på et månelandskab. Men dét kan jo også være fascinerende.

Læs om planerne for området her:

http://www.spor.dk/Aktuelt/Loeng.aspx

Den gravhøjlignende knold, der ses på flere af billederne herunder, er områdets højeste punkt, 84 meter over havet. Den maksimale højdeforskel er lige knap 50 højdemeter.

Selvom der er flyttet meget jord i forbindelse med reetableringen af grusgraven, og selvom der allerede er tydelige stier, så lever området endnu et lidt stille liv, og så vidt vides mangler der en del yderligere forarbejdning af terrænet, før det kan blive det træningsmekka, som mange sikkert vil benytte sig af. Man kan dog allerede nu møde både løbere og MTB’ere på “Sporet i Løng”, som er det officielle navn.

/Jacob