Blogsbjerg

“Hvorfor skred jord og træer ned i en garage i Vejle?” spørger Dr.dk i overskriften til en artikel i denne uge. Sagen handler om en skråning nedenfor Mølholm Kirke. Her skete der i februar et skred, der forårsagede skader på et hus nedenfor skråningen.

Dr.dk skriver, at der lige nu er en geologisk undersøgelse i gang af stedet. Man skal finde ud af, hvordan gentagelser kan undgås.

I artiklen fremhæves store regnmængder som en årsag, og der er ingen tvivl om, at nedbør spiller ind – i kombination med andre vejrforhold. Men endnu vigtigere er denne faktor: Menneskeskabte ændringer i terrænet. Gang på gang viser det sig, at jordskred sker på steder, der i nyere tid har undergået forandringer af den ene eller anden slags. Ofte har det været i forbindelse med anlæg af ny infrastruktur.

På kort over Vejle kan man se, at skråningen nedenfor Mølholm Kirke har ændret udseende op gennem 1900-tallet. Oprindeligt var der et relativt konstant fald ned mod jernbanen langs Vejle Fjord. Men i efterkrigsårene skete der en afgravning og udjævning i bunden af skråningen. Her etableredes nemlig en parcelhusvej, der fik navnet Banevangen. Banevangen blev så at sige skåret ind i skråningen, og det betød uvægerligt, at der opstod et stejlere fald end det naturlige.

En stejlhed, der altså har vist sig at være for voldsom. Flere gange i de seneste årtier har der været jordskred i den stadigt tættere bebyggede bydel Mølholm. I 2020 skete der et skred på næsten præcis samme sted som skreddet i februar i år.

Jamen, er det ikke regnen, der gør det – en følge af klimaforandringerne?

Jo, det er regnen, der er den udløsende faktor. Men man skal huske på, at det naturlige danske terræn typisk er over 12.000 år gammelt. Bakkerne har ligget her så længe, at de er blevet formet af erosion (herunder regn) i et omfang, som langt overgår de senere års ændrede nedbørsmængder. Landet har sat sig. Derfor er store jordskred i Danmarks uforstyrrede landskab et sjældent forekommende fænomen. Men når mennesket skærer i selv samme landskab, griber man ind i den terrænjustering, som naturen selv har foretaget over tid.

Og én ting er, at jorden skrider sammen. Men det medfører også ofte materiel skade. Afgravningen blev jo foretaget for at skaffe plads til mennesker på den ene eller anden måde. Så når jordskreddet rammer, kan det gå ud over en vej, en jernbane eller – som i den aktuelle sag – et hus. Det er ærgerligt. Men det er først og fremmest os selv, vi skal takke, for at det gik galt.

Så er der selvfølgelig også skred, som ville ske, uanset hvad mennesket foretager sig. Det kendes fra Danmarks mange klinter. Klinterne er meget stejle – til tider nærmest lodrette -, og når de udsættes for påvirkning af eroderende fænomener så som nedbør og havets bølger, så kan de yderste lag styrte ned. Det er en såre naturlig proces.

Men også her bliver konsekvenserne forværret af menneskelig tilstedeværelse. Vi har nemlig – særligt gennem de sidste 100 år – opført bygninger tæt på disse klinter. Typisk sommerhuse, hvor tanken har været, at nærheden til havet er en stor del af herlighedsværdien. En del af disse sommerhuse har siden opførelsen fået en gradvist kortere afstand til klintekanten, og det er selvfølgelig ikke sjovt at se sin ejendom nærme sig afgrunden. Men i sidste ende er det en menneskeskabt ulykke, mere end det er en naturskabt.

Man må håbe, at vi tager ved lære af jordskreddene i fremtidige byggeprojekter. Vi skal undgå at etablere skråninger, der er stejlere end de stejleste naturskabte skråninger. Og vi skal undgå at opføre huse meget nær steder, hvor der er fare for jordskred.

Sten, grus, sand og ler. Det er i store træk en dækkende beskrivelse af det danske landskabs bestanddele. Materialet blev bragt hertil af gletsjere nordfra. Noget af det blev afsat direkte af gletsjerne (moræne), men andet blev “filtreret” ved isens afsmeltning. (Læs mere om dette her.)

Men der er også overfladenære materialer, som er ældre end istiden. Blandt dem er kalk. Lad os se lidt nærmere på dét.

Kalk kan på afstand minde lidt om andre stenarter, men i virkeligheden er kalk en rest af liv. Kalk består nemlig af skaller – skeletter om man vil – fra bittesmå dyr og planter. De levede i havet, men når de døde, sank deres skaller ned på havbunden, og gennem millioner af år ophobede disse “ligrester” sig. Ved Faxe har kalklagene f.eks. en tykkelse på over 50 meter.

På et kort over kalklag, lavet af GEUS, kan man se, hvor dybt nede kalklagene ligger i Danmark. Dybden er angivet med farvede områder, således at kalken i de lyseorange områder ligger tæt på nutidens havniveau, mens den i de mørkerøde og grønne områder ligger adskillige hundrede meter nede.

Som det fremgår, ligger de mørkerøde og grønne områder fortrinsvist mod vest. Jo længere vi kommer mod Storbritannien, desto dybere befinder kalklagene sig. Omvendt er især Fyn og Sjælland lyse i farvetonerne. Kalken står altså højt her. Det passer med, at det er fynboer og sjællændere, der har mest kalk i deres vand.

I langt det meste af Danmark ligger kalken lavere end 0 meter over havet. Det indebærer, at den er godt skjult af de langt yngre materialer, der er nævnt i indledningen: sten, grus, sand og ler. Men der er enkelte undtagelser.

Den væsentligste undtagelse er på Sjælland. På Stevns og op langs Køge Bugt findes der kalklag over havniveau. Med andre ord kan man finde dem, hvis man graver bare et stykke ned i jorden. Det har man bl.a. gjort ved Solrød (Karlstrup Kalkbrud) og ved Faxe (Faxe Kalkbrud).

Men kalken er endnu mere synlig på Stevns Klint. Ved klinten har erosionen gjort, at man ikke behøver hjælp fra gravemaskiner for at se kalken. Den viser sig som omtrent lodrette kalkskrænter direkte ud mod Østersøen. Klintens maksimale højde er 41 meter.

Som bekendt er der også kalk på Møn, nemlig ved øens østlige ende. Her er det dog lidt “snyd”, for den høje, hvide klint er ikke “original” kalkhavbund. Kalken er skubbet op af gletsjere i istiden, altså bragt hertil andetsteds fra. Og selvom kalken når højere op i terrænet på Møn end på Stevns, så er det altså på Stevns og Østsjælland, at kalken har sin største horisontale udbredelse.

På kortet ovenfor er dette højtstående østsjællandske kalklag vist med den lyseste farve.

Som man kan se, er der dog også områder med tilsvarende egenskaber i Jylland, nemlig i et bælte, der går fra Århus op mod Aalborg og derfra til Thy. På disse lokaliteter finder man også kalkgrave.

Og så er der de såkaldte kalkgruber. Dem kender mange danskere – især Mønsted og Daugbjerg. Og så kunne man måske spørge, hvorfor de egne ikke fylder mere på kortet. De befinder sig da også over havets overflade?

Forklaringen er, at kalken i gruberne er meget lokal. Den er skubbet op nedefra – fra lag, der ligger flere hundrede meter nede -, så på lidt samme måde som med Møns Klint er det altså ikke et helt “ægte” kalklandskab.

Blandt andre eksempler på afgrænsede lokaliteter med tilførte kalklag kan nævnes Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Her er en gletsjer engang i istiden ankommet med en stor kalkflage, som er blevet efterladt, og som endnu i dag ligger lige under muldlaget. Kalken kommer bl.a. til syne, når skovens træer vælter. Så trækker rodnettet den hvide kalk med op over jordoverfladen.

En charmerende parallel til Møns Klint er den blå anemone. Den trives begge steder storartet – netop fordi kalken står højt i terrænet. Et andet fællestræk ved de to steder er jordfalshuller. De skabes ved, at nedsivende vand eroderer hulrum i kalken.

I april 2024 oplevede en golfklub i Nordjylland, at der pludselig opstod et jordfaldshul på banen. Banen ligger syd for Aalborg, hvor der ligeledes er kalk nær terrænoverfladen.

/Jacob

Hvad ville der ske, hvis man tog en meget stor barberkniv og skar den øverste meter af Danmark?

Så ville i første omgang en masse bevoksning og bebyggelse forsvinde. Og dernæst ville man kunne se, hvad forudsætningen for det hele er, nemlig de jordarter, som ligger lige under muldlaget og den umiddelbare terrænoverflade.

Og faktisk findes der et kort, der viser det barberede Danmark. Det er lavet af GEUS og baserer sig på en ganske – om jeg så må sige – jordnær metode: Man har stukket et håndspyd 1 meter ned på en række forskellige steder i landet og ud fra dette kortlagt jordarterne.

Som man kan se på det farverige kort, er der en del forskellige typer jord. Men lad os her nævne de mest fremtrædende. Først og fremmest det brune. Det er moræne: grus, sand eller ler, der er aflejret direkte fra gletsjere. Det er især dominerende på Sjælland og øerne samt på Fyn.

Så er der det lyserøde. Det er ligeledes grus, sand eller ler, men det er aflejret via smeltevand. Det lyserøde dominerer i bl.a. Vestjylland.

Endelig kan nævnes det grønne materiale, der ligger tilbage fra søer og moser, og det lyseblå, som er gammel havbund.

Fælles for hovedparten af alt dette er, at det i nutiden er dyrkede områder. Det betyder, at arealerne ligner hinanden meget på overfladen, uanset hvilken type aflejringer der befinder sig nedenunder.

Forskellen kommer imidlertid til udtryk i, hvor frugtbar jorden er. På det brune Fyn og Sjælland er jorden vældig god. Morænematerialer er god landbrugsjord. I det lyserøde Vestjylland er underlaget derimod knap så givende for landmændene. Her dyrkes afgrøderne nemlig oven på de magre smeltevandsaflejringer.

Når man ikke taler så meget om disse forhold længere, så hænger det sammen med, at det moderne landbrug er effektiviseret. Der er mange knapper, der kan skrues på, og derfor er det underliggende jordlag ikke nær så afgørende for udbyttet, som det var før i tiden.

P.S.: De hvide kantede områder på kortet er områder, der pr. 2023 ikke er undersøgt i forbindelse med tilblivelsen af kortet.

/Jacob

Det sted, hvor man har den måske bedste udsigt ud over den nyudnævnte geopark på Sydfyn, er ved Trebjerg. Toppen af Trebjerg er det højeste punkt på Sydfyn – beliggende i en højde af 128 meter over havet. Kun to meter lavere end den måske mere kendte Frøbjerg Bavnehøj længere mod nord.

Det mest spektakulære ved Trebjerg er udsigten mod vest. Her kan man se ud over Helnæs Bugt, og man kan få et fint indtryk af, hvad der kendetegner denne del af Danmark, nemlig et druknet istidslandskab. Det er den betegnelse, der markedsføres som den nye geoparks motto: “et druknet istidslandskab i verdensklasse”.

Ordene henviser til, at det kuperede landskab, som blev skabt af isen i området ved det sydlige Lillebælt, til dels ligger under vand. Resultatet er et lille ørige, og kun få udsigtspunkter giver et bedre overblik over øriget end toppen af Trebjerg. Eller Dronningeudsigten, som navnet på parkeringspladsen ved siden af lyder

Sidst jeg var der, lå der sne. Og når jeg tænker efter, så var det en kold oplevelse. Forudsætningen for den gode udsigt er nemlig, at terrænet er åbent, hvilket igen betyder, at der ikke er ret meget læ der. Så tag godt med tøj på, hvis du besøger Trebjerg om vinteren!

/Jacob

Genetablering af vådområder har fyldt en del i de seneste års natur- og miljødebat. Og med rette, for i løbet af det seneste århundrede er der forsvundet masser af vandhuller fra de danske marker, og vandløb er i stor stil blevet rørlagt. Denne udvikling er bl.a. gået ud over biodiversiteten.

Men nogle steder er det gået den anden vej. Det gælder bl.a. i et område på Midtsjælland, hvor Danskebjerge.dk har optalt hele 13 søer, som er kommet til siden Anden Verdenskrig.

Søer skal her forstås som åbent vand, der dækker mere end 5.000 kvadratmeter.

Det pågældende område (godt 20 kvadratkilometer) ligger mellem Slagelse og Sorø. Og der er ikke én, men flere årsager til, at der her er opstået så mange nye søer.

I den østlige del har der været gravet grus. Der er gravet så dybt, at grundvandet er kommet frem i bunden af gravene. Nogle af disse steder udvindes der stadig råstoffer. Andre steder er søerne blevet til naturområder, som i forskellig grad kan benyttes af offentligheden. En af grusgravssøerne er blevet til en kommercielt drevet fiskesø (put and take).

Lidt længere mod syd finder man en anden type søer. De er blevet skabt i forbindelse med etableringen af Vestmotorvejen for ca. 30 år siden. Store vejbyggerier kan føre til nye søers opståen på grundlæggende tre måder: 1. Ved at der udvindes sand og grus til anlægsarbejdet i nærområdet, 2.) ved at der laves reservoirer til overfladevand, eller 3.) ved at bygherren etablerer erstatningsnatur, der skal kompensere for den skade, som byggeriet har medført. Den ene af søerne i det nævnte område har været anvendt til teambuilding-aktiviteter.

En tredje faktor, der har været med til at skabe mere åbent vand på Midtsjælland, er, at man i Overdrevsskoven ved godset Store Frederikslund har hævet vandstanden. På den måde er der i skoven opstået hele otte nye søer. Skoven er privat, og der foreligger ikke så meget information om dette søprojekt. Men det fremgår af landkort, at etableringen hovedsageligt må have fundet sted i midten af 1900-tallet. De to sydlige mosesøer er dog af endnu nyere dato.

Søerne er med til at gøre Overdrevsskoven til en dejligt varieret skov. Det kuperede landskab og de afvekslende træsorter bidrager ligeledes til at gøre en skovtur her til en fin oplevelse. Jyderupstien – en over 50 kilometer lang officiel vandre- og cykelrute – går igennem her.

Som det ofte er i private skove, er mængden af stier dog begrænset, og en del af søerne skjules af bevoksningen. Man må også indse, at skovens indretning ikke er beregnet til at tiltrække en masse friluftselskere. Det er snarere jagt, der interesserer skovens ejere, og et gæt kunne være, at forøgelsen af antallet af søer også er motiveret af dette. Men for naturen er det stadig en gevinst. Lidt som med grusgravssøerne, der kan blive et plus for flora og fauna, selvom de er opstået på grundlag af andre hensyn.

På den animerede grafik nedenfor kan du se forskellen på området i slutningen af 1800-tallet og i dag. De “nye” søer er markeret med røde cirkler.

Kalenderen siger forår, men der er over to måneder til, at der kommer blade på træerne. Det er en god ting, hvis man vil se på fortidsminder. Mange af fortidsminderne er nemlig skjult inde bag bevoksning i omtrent halvdelen af året. Men for tiden er de synlige.

Og lige netop denne vinter er der en ekstra fordel: den megen nedbør og det højtstående vand. Dette gør, at man flere steder kan få et godt indtryk af, hvordan fortidsminderne oprindeligt har set ud – før man for alvor drænede den danske jord og fik vådområder til at svinde ind.

I dag kom jeg forbi Jarleborg. Det er et voldsted, der ligger tæt på offentlig vej og bedst studeres i disse måneder, hvor træerne står nøgne. Men samtidig er der lige nu meget mere vand omkring den gamle middelalderborg end normalt. Man kan virkelig se samspillet mellem skråningerne og vandet og forstå, hvad tanken med forsvarsværket har været. Normalt er der bare en grøft, og de drænede marker dominerer over vandet.

Luftfotos viser Jarleborg i “normaltilstanden” om sommeren. Ja, faktisk vises voldstedet knap nok, for det er næsten helt skjult af den gruppe af træer, som omslutter det. Vandet er der godt nok, men er begrænset til en smal grøft, som knap nok ses ude fra vejen.

Borgen finder man i øvrigt mellem Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø på Midtsjælland. I middelalderen gik kongevejen ind mellem disse to søer, og fæstningen har formentlig haft relation til den vej.

/Jacob

Du skal aldrig tale med en københavner om vind. Københavneren bor nemlig i Danmarks mest vindfattige område, så hvis han påstår, at der en given dag blæser en halv pelikan, så er der højst sandsynligt kun tale om en kvart!

Omvendt vil du måske opleve, at en vestjyde har det med at reducere et reelt stormvejr til en let brise. I det vestligste Danmark er sus i skørterne nærmest hverdag.

På et vindkort som det nedenfor kan man se, hvilke egne i Danmark der er mindst og mest plaget (eller begunstiget) af vind. De røde områder er de mest vindpåvirkede. Disse områder er – som det fremgår – langt overvejende vest- eller sydvestvendte kystområder. Hertil er der næsten uhindret adgang for vind fra de hyppigste vindretninger i Danmark.

De lilla områder står der mindre blæst om. De ligger typisk inde i landet (f.eks. det centrale Sjælland og Jylland) eller ved smalle farvande, hvor vinden ikke rigtig kan få tilløb (f.eks. Fyn og Nordsjælland). Det er også tydeligt, at et kuperet landskab medvirker til at nedsætte vindstyrken. Det ser man bl.a. på den jyske højderyg og på den sydlige, bakkerige del af Fyn. Til gengæld er der ikke meget læ at finde på eksempelvis Lolland og Falster, hvilket må tilskrives kombinationen af fladt terræn og ringe bevoksning.

At også vi menneskers tilstedeværelse har noget at sige, illustreres fint med København. Vinden mister simpelthen kraft, når den skal forbi store bygninger, som står tæt. Nok er storbyer kendte for deres overraskende vindpust, når vinden skal gennem gader med høje bygninger til alle sider, men gennemsnitligt er dette ikke en faktor, der gør den store forskel.

Der er andre ting, der har mere betydning for niveauet af vind i København. For det første ligger hovedstaden langt fra den stormfulde sjællandske vestkyst. Og for det andet er byen beskyttet mod østenvinden af Sydsverige, der som bekendt ligger lige ovre på den anden side af det forholdsvis smalle Øresund. Et eksempel: Den 30. marts 2024 var der ifølge DMI 4 m/s vind i København og hele 8 m/s på Stevns (under 50 km derfra) – forskellen skyldes, at hovedstaden ligger i læ af Skåne, mens Stevns får vinden ind næsten uhindret ude fra Østersøen.

Så er der alle de lokale forhold, der kan gøre sig gældende, når det er blæsevejr. F.eks. har Danskebjerge.dk tidligere beskrevet, at det formentlig er på det østlige Møn, at man kan finde de største oplevede temperaturforskelle i Danmark. Nedenfor Møns Klint er der nemlig ekstremt god læ for den kølende vestenvind, hvilket står i kontrast til situationen på Aborrebjerg, Møns højeste punkt, der – selvom det ligger mindre end én kilometer fra klintekysten – er meget udsat for vind fra det åbne landskab mod vest.

For cyklister – som vel er den gruppe trafikanter, der er mest påvirkede af vindforhold – kan vindkortet også bruges til noget. Især hvis man er typen, der gerne rejser rundt i landet og har cyklen med. Vind er – næstefter nedbør – cyklistens værste fjende, så hvor skal man tage hen, hvis man vil have en optimal chance for at undgå den?

Vurderet ud fra vindkort og topografiske kort er Strandvejen i Nordsjælland et godt bud. Én ting er, at Nordsjælland er fattigt på vind generelt. Men Strandvejen ligger samtidig i læ af såvel bebyggelse som relativt højt terræn, så selv på en dag med kuling fra vest vil der være til at cykle her. Gennemsnitligt blæser det ved Øresundskysten omtrent 2 m/s mindre end ved den jyske vestkyst.

Lignende gunstige cyklistforhold bør man kunne finde i f.eks. Århus, hvis beliggenhed kan minde lidt om Københavns og Nordsjællands. Den nedre del af Grejsdalen ved Vejle må også være rig på læ. Undertegnede har dog ikke personlig erfaring med at cykle disse to steder i kraftig vestenvind.

/Jacob

I København og nærmeste omegn er langt de fleste større bakker menneskeskabte. Og faktisk er der en del af dem. Typisk er de opbygget af overskudsjord fra anlægsarbejde.

I Ishøj finder vi Ishøjen. Den ligger i et ellers fladt kystnært parkområde. For foden af Ishøjen ligger Ishøj Sø. Der er et fint asfalteret stisystem i området.

Ishøjen er 16 meter høj, hvilket måske ikke lyder af så meget. Men ligesom andre kunstige bakker har den stejle skråninger, og derfor er stedet attraktivt for løbere og andre, der gerne vil have pulsen hurtigt i vejret inden for en kort distance. Om vinteren har stedet også potentiale for børn og barnlige sjæle, der har en kælk og ikke er bange for høje hastigheder.

Ifølge min opmåling er der bl.a. en skråning med følgende egenskaber: 85 meter lang og en hældning på 26,7% i snit.

Se Ishøjen i sammenligning med andre kunstige bakker her.

/Jacob

Det er ikke kun klinter og forurenede jordbunker, der falder fra hinanden i disse uger. Også fortidsminderne slår revner, og det i en grad, der gør dem farlige at besøge.

Det ca. 900 år gamle Bastruptårn i Nordsjælland er i december blevet delvist lukket, efter at der er konstateret nedfaldende stenstykker fra ruinen. Det har i første omgang betydet, at man som besøgende ikke kan bevæge sig rundt om det middelalderlige tårn, der ligger på en 10 meter høj skråning ned mod Bastrup Sø. Den vestlige side af tårnet er dog tilgængelig, ligesom man stadig kan komme op på stålplatformen og studere murværkets indvendige side.

Bastruptårnet regnes for “det stærkest befæstede tårn, vi kender fra Danmarks middelalder”, som formuleringen lyder på stedets informationstavle.

I disse uger er den mest omtalte danske miljøsag uden tvivl jordskreddet hos Nordic Waste ved Randers. På virksomhedens arealer ligger store “bjerge” med forurenet jord. De er ulykkeligvis sat i bevægelse og har allerede opslugt et stykke af en hovedvej. Landsbyen Ølst og Alling Å er også i farezonen.

En af hovedårsagerne til katastrofen er, at Nordic Waste er placeret oven på et lag af plastisk ler. Plastisk vil her sige, at der er tale om et blødt, fedtet materiale, der kan optage meget vand. Man kan sammenligne det lidt med modellervoks.

Og modellervoks er jo sjovt at arbejde med, når man vil forme en figur med hænderne – men ville man være tryg ved at placere tunge eller endda farlige ting oven på det? Nok ikke.

Normalt når man taler om ler, så er det noget, der er kommet til Danmark under istiderne. Gletsjerne førte sediment med sig fra Norge og Sverige – dvs. sten, grus, sand og ler, hvor stenene er de største enheder, mens ler består af de mindste. Til forskel fra sten, grus og sand er ler ofte tætsluttende. Ler kan f.eks. bremse nedsivning, mens sandede jorde er dårlige til at holde på vand.

Det plastiske ler er meget ældre end istidens ler. Plastisk ler er fra den periode, der hedder Eocæn. Det er med andre ord mellem 35 og 55 millioner år gammelt. Selvom lagene af plastisk ler kan være op til 100 meter tykke, ligger de hovedsageligt gemt under morænejord fra istiden. Kun få steder, navnlig ved Juelsminde, kan det ses i den naturlige terrænoverflade. Ved Ølst udvindes det til industrielt brug, så dér er det også synligt.

Trods forskellene har plastisk ler mange af de samme egenskaber som andet ler. Bl.a. at det kan isolere. Dette er en fordel i forbindelse med forurenede arealer, hvor man gerne til undgå forurening af grundvand og nærliggende farvande, søer og åer.

Men plastisk ler har også en lumsk side. Da plastisk ler er blødt og kan optage vand, kan leret komme til at virke som våd sæbe. Dermed glider de overliggende jordlag af på leret, hvilket kan resultere i jordskred. Skred af denne type kendes fra især Mols Bjerge og Røsnæs.

Men der er også mange eksempler på, at bygninger bliver beskadiget, fordi de er placeret oven på plastisk ler. Typisk ved, at det vandholdige ler er tørret ud, eller ved, at bygningerne ikke har været funderet godt nok i det flygtige lerholdige underlag. I 2017 havde man på den baggrund registreret 713 revneskadede ejendomme i de forudgående 32 år. En af de mest kendte bygningsværker, der er påvirket af plastisk ler, er Lillebæltsbroen. Trods god fundering har man for nylig måttet bruge 100 millioner kroner på at rette op på forskydninger forårsaget af den bevægelige lertype.

Jordbunker som dem hos Nordic Waste er selvfølgelig slet ikke funderede. Så mens det plastiske ler har været en god beskyttelse mod nedsivning, har det rummet en risiko for, at terrænet kunne sætte sig i bevægelse. Især fordi landskabet er kuperet ved Ølst. Faktisk har området, som Nordic Waste ligger i, navnet Ølst Bakker. Det højeste naturlige punkt i Ølst Bakker er på 87 meter over havet. Det befinder sig blot 1200 meter fra indkørslen til Nordic Waste, som ligger hele 70 meter lavere i terrænet. Denne højdeforskel er farlig, når man kombinerer den med plastisk ler. Man kan sammenligne det med en rutsjebane.

Det er rigtigt, som det har været anført, at store nedbørsmængder har været med til at udløse katastrofen. Men det er altså ikke nedbøren, der er skyld i den. Som eksperter har påpeget, er katastrofen menneskeskabt. Jordbunker i den størrelsesorden skulle slet ikke have været placeret dér, hvor de er blevet placeret. Navnlig ikke, når jordbunkerne samtidig er giftige.

Alle har vidst, at der lå plastisk ler under Nordic Waste. Man har tilsyneladende blot undervurderet faren ved det. Både fra kommunens side og fra virksomhedens.

Læs en grundig gennemgang af sagens tekniske aspekter her (Ingeniøren):
https://ing.dk/artikel/overblik-hvorfor-skrider-millioner-tons-jord-paa-nordic-waste

Og her – rapport fra GEUS:
https://www.geus.dk/Media/638415078120413183/GEUS%20RAPPORT%202024%206.pdf

[Opdatering 7. marts 2024: Ifølge vidneudsagn har arbejdet på Nordic Waste været karakteriseret ved, at det vaskeanlæg, der var omdrejningspunktet for rensningen af det indleverede materiale, ofte var ude af drift. Det medførte bl.a., at jorden i stedet blev læsset af på det areal, hvor der i forvejen lå meget jord. I øvrigt siger eksperter, at vaskeanlæggets konstruktion forekommer for simpel i forhold til at håndtere jord, der kan indeholde mange forskellige kemiske stoffer.]

/Jacob