Blogsbjerg

Store dele af Danmark er som bekendt dækket af mark og skov, men der findes en anden landskabstype, man ikke hører så meget om. Man kunne kalde den ”hestefoldslandskabet”.

For selvom hesten efter Anden Verdenskrig mistede sin praktiske funktion i landbruget, spiller den stadig en rolle i mange danskeres hverdag. Ikke som transportmiddel, men som kæledyr og hobby.

Og den fysiske plads, som et så stort dyr kræver, sætter sit præg på Danmark som land.

Det menes, at der i dag findes omkring 200.000 heste her til lands. Det er godt og vel en fordobling i forhold til 1970’erne. Hestens renæssance betyder, at der mellem skovene og kornmarkerne er kommet en øget flade af indhegnede græsarealer. Ifølge en rapport om hestesektorens betydning i Danmark lægger hestene beslag på godt 100.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til en tredjedel af Fyn. Deraf benyttes de 93.000 hektar til græs og foder til hestene.

Og hvad skal man så mene om dette ”hestefoldslandskab”?

Ja, i hvert fald bryder det den dominerende rolle, som korn- og pløjemarkerne indtager mange steder i landet. Landmændenes marker er i disse år ved at vokse sig større og større, og her er hestefoldene med til at bryde den tiltagende monotoni.

I biologisk henseende bidrager foldene næppe med så meget. Der er jo oftest blot tale om flade jorde, hvor eventuelle træer og buske holdes nede. Men hestenes tilstedeværelse har vel en positiv æstetisk betydning. Det føjer liv og variation til et landskab, at der er dyr i det. Mon ikke at alle mennesker – også dem, der ikke ejer en hest – finder glæde i travende eller legende eller ædende heste, når blikket glider ud over et landligt terræn.

Og så er der en yderligere egenskab ved ”hestefoldslandskabet”, som de færreste måske er klar over: Det er en landskabstype, der er udpræget dansk. Danmark er nemlig det EU-land, der har det største antal heste pr. indbygger. Så hvis man skal male eller fotografere et typisk dansk landskab, bør man ikke nøjes med noget skov og en mark. Man skal også huske et stykke jord med en hest, der står i en indhegning.

/Jacob

P.S.: Den citerede rapport (Hestesektorens samfundsøkonomiske betydning i Danmark) er fra 2009 og er således ikke helt up-to-date. Men jeg ser ingen grund til at tro, at tallene er væsentlig anderledes i 2017.

Tv2.dk beretter om ny forskning, der fortæller, hvordan Danmark blev skabt, og hvilket dyre- og planteliv der befandt sig her, mens det skete.

Og her taler vi ikke om istiden. Vi taler om perioder, der ligger millioner af år tilbage.

Forskningen beskriver bl.a., hvordan Danmark opstod som et biprodukt af de norske fjelde. Fra bjergene førtes nemlig materiale sydover via floder, og dette blev aflejret som et nyt landskab. Men stadig med lange tidsperioder, hvor Danmark var helt dækket af hav.

Danmarks skabelse er vist med en lille animation inde i artiklen:

http://nyheder.tv2.dk/2017-03-23-engang-var-her-megahajer-og-kaempetraeer-saadan-blev-danmark-dannet

/Jacob

Der er mange gratis glæder i Danmark. Måske FOR mange.

Når jeg f.eks. besøger Himmelbjerget, så undrer jeg mig lidt over, hvor billig en omgang det er. Okay, man skal da frem med portemonnæen. Men en mønt i p-automaten og en mønt til tårnet – så er den oplevelse finansieret.

Det er da fint for mig som turist, at jeg sparer penge. Men turisme er modsat betragtet vel også en form for industri. Der skal kroner og euro i kassen, tænker jeg. Får Danmark nok ud af sine turister?

“Der skal maksimal fokus på Himmelbjerget for at udnytte de potentialer, der er her,” siger Skanderborgs borgmester i denne artikel.

Jeg synes, det lyder fornuftigt.

Himmelbjerget er ikke KUN en naturperle. Det er også en turistattraktion. Og en turistattraktion skal give indtægter. Naturligvis uden at ødelægge stedets særpræg, men det er der vel heller ingen, der har interesse i at gøre?

Der tales om at anlægge et nyt hotel i området. Det synes jeg lyder som en fin idé. Jeg tror, at der generelt er potentiale i at udvikle turismen i en retning, hvor folk kan overnatte nær/i det naturområde, som de ønsker at se nærmere på og eksempelvis dyrke motion i.

Det giver en større totaloplevelse af den pågældende lokalitet, og mon ikke det af samme grund er en ferieform, der genererer flere penge end “smid-en-mønt-i-bøssen”-modellen?

/Jacob

P.S.: Ovenstående findes også som et Facebookopslag her.

DGI kører for tiden en kampagne vedr. god adfærd på vejene for motionscyklister.

https://www.facebook.com/DGIlandevejscykling/videos/1944221109141781/

Nedenfor er, hvad jeg skrev i et indlæg, hvor brugen af ringeklokke blev diskuteret:

‘ Her er lidt om reglerne for signalgivning:

“§ 49. (…) Gives der signal til overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette.”

Altså er det ikke aggressivt, hvis en bilist dytter af cyklister. Desværre opfattes det ofte sådan, hvilket er grunden til, at jeg længe har efterlyst et alternativt horn til “mild signalgivning” i biler.

“§ 32. Kørende skal, når det er nødvendigt for at forebygge eller afværge fare, ved lyd- eller lyssignal eller på anden hensigtsmæssig måde henlede andre trafikanters opmærksomhed på faren.”

At forebygge fare er efter min vurdering at undgå, at den, man vil overhale, slår et slag mod venstre, fordi vedkommende ikke er opmærksom på overhalingen.

Med andre ord: Bilister såvel som cyklister skal give signal ved overhaling, såfremt der er risiko for sammenstød, hvis den, der overhales, ellers kan tænkes at udføre en manøvre, der fører til en farlig situation. Dette gælder vel typisk på mindre veje med ringe trafik og på cykelstier, hvor banerne ikke er afmærkede.’

Man kan i øvrigt undres over, hvor mange motionister der stadig synes det er kikset at have ringeklokke på sin cykel. Én ting er, at det er ulovligt ikke at have ringeklokke på. Noget andet er, at den jo sandt for dyden ikke syner af meget. Det ER ikke den store skade, den gør på designet af sådan en racercykel. Det svarer til at sige, at man ikke vil have et parkeringsur siddende i sin bil. Hvor fintfølende har man lov at være.

/Jacob

Naturens mangfoldighed er blevet analyseret kommune for kommune, og det er der kommet et Danmarkskort ud af. Her kan man se, hvordan biodiversiteten har det i forskellige områder af landet.

Kortet, der er vist i denne artikel, er inddelt i røde nuancer, således at de mest røde kommuner er dem, der scorer bedst.

Set fra en topografisk vinkel klarer kommuner med meget kuperet natur sig relativt godt. Blandt andet har Silkeborg (Søhøjlandet) scoren 41, hvilket giver betegnelsen “rig”, mens Syddjurs (Mols Bjerge) og Bornholm får prædikatet “mellem”. Faaborg-Midtfyn (Sydfynske Alper) og Vordingborg (Møns Klint) ligger i den tunge ende, hvilket må forklares med, at de to kommuners markante bakkeområder kun udgør en lille del af deres samlede areal.

Det kan virke lidt overraskende, at flere kommuner i hovedstadsområdet placerer sig bedre end en lang række landkommuner. Dette hænger først og fremmest sammen med, at opdyrkede marker, som der jo ofte findes meget af i landlige egne, ikke er fremmende for biodiversiteten.

Den samlede topscorer er den lille Fanø kommune, der får hele 80 points. Den har Danskebjerge.dk i øvrigt lige besøgt for at nærstudere øens topografi. Læs artiklen her:

http://danskebjerge.dk/artikler-fanoestoppe.htm

/Jacob

Regeringen har fremlagt en plan, der åbner for opsætningen af rekordhøje vindmøller. De bliver i givet fald 330 meter høje, og dermed vil der blive rokeret om på listen over højeste konstruktioner i Danmark.

De højeste er i dag en række master forskellige steder i landet. De har alle en højde på lidt over 300 meter. Dermed er de i direkte sammenligning et stenkast lavere end de kommende gigantvindmøller, som skal placeres på to arealer i Nordvestjylland.

Ser man på den samlede højde – altså konstruktion plus terræn -, så holder masterne stand. Rø-senderen på Bornholm har endda en pæn margin ned til møllerne. Senderens fundament befinder sig 115,5 meter over havet, og lagt sammen med senderen giver det en samlet højde på 431 meter.

Læs mere her:
http://danskebjerge.dk/artikler-lavtoghoejtpaabornholm.htm

I sammenligningen taber vindmøllerne på, at de er placeret lavt i terrænet. Ved Høvsøre, som er det ene sted, hvor møllerne ifølge planen skal opsættes, befinder jordoverfladen sig kun et par meter over havniveau. I Østerild kommer de til at stå en anelse højere, men der vil stadig mangle små 100 meter i forhold til Rø-senderens højde.

Til gengæld giver kæmpevindmøllerne Storebælt baghjul. Pylonerne på Storebæltsbroen er 254 meter høje. Herfra er der igen et pænt spring ned til de danske tårne, hvor det højeste tårn i dag er Christiansborgs (106 meter). Engang var det Odinstårnet i Odense, der var højest (177 m), men det blev bortsprængt under Anden Verdenskrig.

Det højeste naturlige punkt i Danmark er som bekendt Møllehøj – med sine præcist udmålte 170,86 meter. Hvilket altså er cirka halvt så højt som de kommende jyske kæmpevindmøller på 330 meter.

Se listerne over de højeste terrænpunkter i Danmark her:
http://danskebjerge.dk/dansktop.htm

/Jacob

Det er ikke for at bagatellisere de aktuelle problemer med forhøjet vandstand i det sydlige Danmark, men prøv en gang at vende problemstillingen lidt på hovedet: Er det objektivt set en abnorm naturkatastrofe, vi er vidne til – eller er det i virkeligheden et resultat af, at vi danskere befinder os netop på dette sted på kloden og har indrettet os derefter?

Som det ser ud nu, kommer vandstanden de hårdest ramte steder til at ligge ca. 1,5 meter over det normale. Det er ingenting sammenlignet med almindeligt tidevand i f.eks. Den Engelske Kanal.

Visse steder i Den Engelske Kanal kan forskellen mellem ebbe og flod være helt op til 15 meter – altså 10 gange så meget som ved den nuværende stormflod i Danmark. Ifølge denne artikel er det et sted i Canada, der har verdensrekorden: 16,3 meter hæver og sænker havniveauet sig i Bay of Fundy.

Det siger sig selv, at steder med meget aktivt tidevand er uegnet til beboelse. Og der er vi så henne ved forklaringen på, hvorfor der er så store problemer i Danmark netop nu: I Danmark har vi generelt meget lidt tidevand. Det har gjort, at vi har masser af bebyggelse helt ud til vandet – også på steder, hvor terrænet ikke hæver sig væsentligt over kysten.

Det er på mange måder skønt for os danskere, at det er sådan, men bagsiden er naturligvis, at selv relativt små vandstandsstigninger giver problemer.

Det er måske en banal iagttagelse, men nogle gange skal man lige dreje perspektivet en smule. Nok er vi udsat for en stormflod i disse timer, men det er snarere *kulturen* – måden, vi mennesker har indrettet os på -, der er basis for alt bøvlet, end det er *naturen*, der skejer ud.

/Jacob

Hvordan er det ideelle sted for en naturglad motionist? Der er mange parametre i spil, men jeg tror alligevel, det er muligt at definere, hvor i Danmark forholdene er tilnærmelsesvis bedst. Og værst. Man kan vel slå fast, at klima og landskab spiller en væsentlig rolle. De fleste foretrækker at dyrke motion i godt vejr og i varieret og let tilgængelig natur.

Forleden offentliggjorde DMI en rapport, som hjælper mit projekt lidt på vej. Rapporten handler om, hvordan vejret ser ud i de enkelte kommuner. Jeg har trukket Top 20 ud fra den, og så har jeg kigget på, hvilke af de optrædende kommuner der har interessant (rød) og meget interessant (fed og rød) motionsterræn – det vil sige nærhed til kuperet landskab. Se grafikken ovenfor.

Blandt de solrigeste egne er de skønne motionsområder Bornholm og Odsherred. De er dog ikke med i toppen inden for parametrene nedbør og temperatur. Til gengæld er Ærø repræsenteret to gange, og det samme er Kalundborg. Måske er det de to kommuner, man bør besøge, hvis man synes, at godt vejr og god motion hører sammen? Jeg synes, det er for tidligt at konkludere – andre forhold skal undersøges -, men Ærø og Kalundborg ligger godt til blandt de bedste motionskommuner i Danmark.

DMI’s opgørelse afslører desuden, at eksempelvis Vejle, Skanderborg og Silkeborg roder rundt i den tunge ende, når det gælder vejret. Så mens de tre kommuner kan bryste sig af Danmarks måske mest udfordrende terræn at motionere i, udsætter de altså også motionisterne for en ret stor mængde skyer, regn og kulde.

De vejrmæssige bundskrabere er dog Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune, hvor man vel også kan tillade sig at sige, at landskabet her ikke er specielt sindsoprivende.

/Jacob

Kortudsnittet ovenfor fortæller ikke bare noget om landskabet omkring Grenå. Det fortæller også om, hvordan verden ændrede sig i midten af 1900-tallet.

Kortet, der er en del af MiljøGIS, hedder “1953-1976” og er sammensat af to forskellige topografiske kort fra perioden. Udsnittet viser et af de steder, hvor de to kort er stykket sammen, sådan at man har det ældre kort øverst og det nyere nederst. Sjovt nok udgør sammenføjningen også grænsen mellem det gamle kuperede marklandskab og det voksende, gråfarvede byområde. I dag er f.eks. det område nordvest for Grenå, hvor Bavnehøj ligger, opslugt af byen.

Men bemærk også detaljerne ved selve kortene. På det ældste, som jeg vil skyde på er fra 1950’erne, er de større veje vist med rødt, og skrifttypen er med serif. På det nyere kort – sikkert fra 1970’erne – er seriffen væk, og det samme er den røde farve. Udtrykket er skiftet til noget mere klinisk, og den udvikling i kartografien er fortsat frem til i dag.

Nutidens landkort er primært computertegnede. Personligt synes jeg, der er gået noget charme tabt i den proces. Jeg er jo vild med de gamle kort.

Men det værste er, at kortenes anvendelighed har lidt under udviklingen. På de nyeste topografiske kort er der f.eks. færre højdeangivelser, stednavnenes placering er mere upræcis, og der er generelt bare flere fejl. Det har bl.a. smittet af på Trap Danmarks trykte kortbog, som undertegnede selv har kritiseret åbent.

Spørgsmålet er, om ikke man burde genindføre den manuelle del af kartografien. Eller i hvert fald sætte et par mennesker til dels at gennemgå designet af kortene og dels tjekke op på deres korrekthed.

/Jacob

Man støder ind imellem på udsagn om, at i Danmark findes der ikke bjerge.

Det er ikke nødvendigvis forkert – men heller ikke entydigt korrekt.

Ordet ‘bjerg’ har nemlig flere betydninger på dansk, og det er ikke altid, man kan afgøre definitivt, om ordet bruges i den ene eller anden betydning.

Grundlæggende betydninger
Jeg har tidligere diskuteret emnet med udgangspunkt i bl.a. Nudansk Ordbog og en debat på Ingeniørens hjemmeside. Men i Ordbog over det danske Sprog, der behandler dansk sprog fra 1700 til 1950, er der redegjort endnu grundigere for betydningerne af ‘bjerg’, og det fortjener en omtale.

Der angives tre grundbetydninger*:

1.) ”større forhøjning i jordens (eller et andet himmellegemes) overflade.”

2.) ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

3.) Ikke nærmere defineret, men det danske ord bruges her parallelt med brugen i tysk og norsk, når der fx tales om det materiale, som klipper består af, eller om de aktiviteter, der er knyttet til arbejde sådanne steder.

Grundbetydning 3 er lidt perifer og vil ikke blive beskrevet yderligere her.

Men de to første betydninger demonstrerer spændvidden i begrebet ‘bjerg’: fra et stort landskabselement til noget, der blot giver associationer til et sådant.

Synonymt med bakke
Betydning 1 har dog to underbetydninger, som er væsentlige at skelne imellem. Den ene handler om danske forhold, hvor ordet ‘bjerg’ er synonymt med ‘bakke’. Denne betydning anføres som forældet eller dialektal, og her skal man huske på, at ordbogen kun omhandler sproget frem til 1950. Med andre ord er det nu flere generationer siden, at ordet ‘bjerg’ var gængs i betydningen ‘bakke’. Men den lange periode, hvor ‘bjerg’ var et almindeligt topografisk udtryk, har smittet af på især stednavne, således at mange bakker i dag bærer navnet ‘bjerg’, typisk i sit sidste led. Det er dermed kun i nutidens ører, at det lyder kuriøst med steder som Urnebjerg (5 moh.), Dødemandsbjerg (8 moh.) og Jordbjerg (9 moh.). Himmelbjerget nævnes også som eksempel i afsnittet, hvilket altså indebærer, at navnet, der er mindst 300 år gammelt, oprindeligt slet ikke har rummet den ironi, som nogle i vore dage tænker ind i det.

Videre til underbetydning 2: ”om forhold uden for Danmark (og på Bornholm): stor (kuplet eller tilspidset) forhøjning, især bestående af stenmasser”. Ordbogen angiver altså en rent geografisk definition her, hvilket for så vidt er lidt usædvanligt, da naturfænomeners egenskaber jo ikke afhænger af grænsedragninger. Men her har vi altså den betydning, der refereres til, når folk påstår, at Danmark ikke har nogen bjerge. Jeg forstår sådan set godt valget af en geografisk begrundelse. Med den undgår man diskussionen om, hvornår en landskabsform går fra at være bakke til at være bjerg. Om det er ved en bestemt højde over havet eller en bestemt højdeforskel (nogle steder sættes sidstnævnte til 200 meter).

Men bemærk tilføjelsen: ”især bestående af stenmasser”. Der er altså en tendens til, at ‘bjerge’ i denne betydning kobles til klippeterræn. Og derfor er der også blevet plads til Bornholm i en parentes. Her er min egen fornemmelse dog, at man ikke i dagens Danmark kan bruge ordet ‘bjerg’ om landskabsformer på Bornholm uden samtidig at have et glimt i øjet.

Den indirekte betydning
Lad os så gå videre til underbetydningerne af betydning 2, som jo lød: ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”

I ordbogen uddybes denne definition med tre underbetydninger. De to første kan vi springe let hen over. De handler hhv. om en abstrakt poetisk brug og om et fysiologisk fænomen. Men den tredje underbetydning er bredt favnende: ”om en stor mængde (‘bunke’, ‘masse’ o.l.), af hvad der kan dynges, stables, lægges oven på hinanden.” Denne underbetydning beskrives som hørende til dagligdagssproget.

Der er virkelig mange ting, der kan udgøre et bjerg i den betydning. Papirer på skrivebordet. Gamle murbrokker. Slik.

Jeg skulle til at sige, at der ikke er nogen grænser for, hvad der kan blive til det overførte begreb ‘bjerg’. Men måske er der alligevel. For hvad gælder, hvis forhøjningen er skabt af naturmaterialer, f.eks. jord- og stenarter? Lad os sige, vi er i en grusgrav. De flere meter høje dynger af sand og grus – er de ‘bjerge’ i betydning 1.2? Nej, for de befinder sig jo i Danmark. Er de så ‘bjerge’ i betydning 2.3 – altså i overført betydning? Det kan være svært at afgøre. Det er ‘bjerge af sand og grus’, ja (betydning 2.3), men ligheden med ‘rigtige bjerge’ à la betydning 1.2 er åbenlys.

Svært at skelne
Der er flere definitioner, der støder sammen her. Sprogjuridisk vil man nok kunne argumentere for, at dyngerne ikke er bjerge, da der ikke findes bjerge i Danmark (i betydning 1.2), men er der omvendt ikke en væsentlig forskel på ‘bjerge af papirer’ og ‘bjerge af sand og grus’? Det synes jeg. Sidstnævnte har så direkte en reference til store forhøjninger i landskabet, at der er tale om mere end blot en association.

Hvor efterlader det os så? I et tomrum måske. Men et udmærket tomrum. For gråzonen skaber netop plads til en fleksibel brug af ordet ‘bjerg’. Hvis du kalder en 10 meter høj dansk bakke for et ‘bjerg’, kan du dække dig ind med, at du bruger ordet i overført betydning. Eller du kan bruge det kærligt-ironisk i en kontekst, hvor det danske landskabs moderate højde stilles over for visse andre landes drabelige tinder.

Og så er der vel egentlig også en tredje mulighed. Nemlig at man tager konsekvensen af de mange gamle stednavne, der bærer ordet ‘bjerg’ i sig, og bruger ordet i sin oprindelige betydning. Hvorfor skal man kalde Himmelbjerget for en bakke? Er det ikke mere ligetil at kalde det et bjerg?

Ordet er ældgammelt. Det optræder i skrifter fra middelalderen og genfindes i vore nabosprog (f.eks. ‘berg’ i tysk, norsk og svensk og som ‘barrow’ på engelsk). Det vil ikke gøre mig noget, hvis det gode gamle danske ord ‘bjerg’ får en renæssance.

/Jacob

*) Når jeg citerer fra Ordbog over det danske Sprog, ændrer jeg ordbogens gamle stavemåder til nutidige og tilretter forkortelser.