Blogsbjerg

Det går stærkt med at forringe naturværdierne på og omkring den enestående Mogenstrup Ås i Sydsjælland.

Man skulle ellers tro, at den massive og ødelæggende grusgravning, der fandt sted i efterkrigsårene, havde fået os til at forstå, at vi skal være mere forsigtige med at forgribe os på de uerstattelige istidsbakker.

Men i de senere år har ødelæggelsen af åsen taget til med fornyet styrke.

Først vedtog politikerne, at der skulle bygges et nyt campus på en af skråningerne på Munkebakken i Næstved.

Munkebakken er det nordøstligste af de markante åspartier, der udgør Mogenstrup Ås og har været bypark siden 1927. Men selvom Munkebakken er et af de få grønne områder indenfor Næstveds bygrænse, havde den altså ikke større værdi for beslutningstagerne, end at den måtte give plads til et fleretagersbyggeri. En udvidelse af byggeriet blev vedtaget så sent som i 2020, således at hele bakkens sydlige side nu reelt er bebygget.

Dette anslag mod åsens ene endepunkt blev fulgt op af et angreb i den modsatte ende, nemlig ved Gishale Ås. Gishale Ås er en del af den række af åsbakker, der strækker sig fra Præstø og op forbi Næstved. Så selvom åsen teknisk set ikke er en del af Mogenstrup Ås, hører de altså geologisk sammen. Det pågældende åsparti var i forvejen gennemskåret af en sydgående vej, men nærmest fra den ene dag til den anden blev det udsat for en langt større ødelæggelse: Den langstrakte bakke blev simpelthen gravet ud på langs – på lige så aggressiv facon som den, mange af os troede hørte fortiden til. Den omfattende grusgravning blev igangsat uden debat eller nævneværdig presseomtale. Danskebjerge.dk indsendte ad to omgange læserbreve om det til den lokale avis, men de blev ikke bragt.

Den tredje underminering af Mogenstrup Ås fandt sted dags dato. Her vedtog politikerne i Næstved Byråd, at DSB gerne må opføre sit nye store centralværksted direkte for foden af Fladså Banker, også kaldet Fårebakkerne. Dermed bliver udsigten fra de fredede bakker domineret af et op til 10 meter højt anlæg med rangerspor og køreledninger, der strækker sig over en flere hundrede meter lang flade parallelt med åsen.

Projektet blev vedtaget på baggrund af en dispensation og på trods af højlydte lokale protester. Kun Enhedslisten stemte imod. Det er vist det sædvanlige mønster, når der er afstemninger i det byråd.

Alt i alt kan man vel konkludere, at selvom Mogenstrup Ås er en naturværdi, der ofte nævnes i forbindelse med Næstved og omegn, så er det ikke noget, der står politikernes hjerte synderligt nært. Hvis der skal graves grus, eller der skal bygges uddannelsesinstitutioner og værksteder, så kommer åsen i anden række. Og det er vanskeligt som vælger at beslutte, at man så vil stemme på nogle andre lokalpolitikere til næste valg, da næsten alle partier er enige om, at ødelæggelserne er i orden.

/Jacob

Kameraet brokkede sig noget over tusmørket, men jeg nåede da lige at komme til tops på Jernhatten, inden de sidste rester af dagslys forsvandt.

Jernhatten ligger i det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge og overses nok af de fleste turister. Men stien er dog ikke groet helt til, så der må komme mennesker her dagligt.

Det mest imponerende ved stedet er bakkeknoldens beliggenhed klos op ad kysten. Højdeforskellen er meget iøjnefaldende. Jeg tror næsten, at folk med højdeskræk vil kunne mærke det lidt i maven, når de kigger ned ad skråningen.

Kigger man udad, ses en lille mørk stribe ude i horisonten. Det er øen Hjelm, hvis historie bl.a. er knyttet til den navnkundige Marsk Stig. Hjelm er i øvrigt en af de mest kuperede øer i Danmark – med et højeste punkt, der befinder sig 45 meter over havet. Det er kun fire meter lavere end Jernhatten.

Danskebjerge.dk har denne sommer kåret Jelshøj til den smukkeste stigning i Danmark.

Det er ikke en kåring, som nødvendigvis vil gælde langt ud i fremtiden, for der findes virkelig mange stigninger i Danmark, og der kan godt være nogle skønheder, der er blevet glemt. Men Jelshøj er da en start!

Jelshøj ligger i den sydvestlige udkant af Århus, og den har nogle egenskaber, som gør den til noget særligt:

• Det er muligt at se næsten hele bakken fra et sted i landskabet
• Den er stejl – flere steder stejlere end 10%
• Varierende vejforløb
• Gravhøj på toppen af bakken (offentligt tilgængelig)
• Flot udsigt både fra gravhøjen og fra toppen af stigningen
• Bakken ligger i køn natur
  

Man kan indvende, at Jelshøj-bakken langt fra er den største og ej heller den stejleste i Danmark, men hvis man ser på stigninger, der er mere krævende, så klarer de sig ikke så godt i forhold til ovenstående kriterier. Nogle eksempler:

• Munkebjerg ved Vejle: Flot vejforløb, flot omgivende natur (bøgeskov), men den er umulig at se fra afstand, og det er svært at få dens stejlhed med på fotografier
• Jellingvej, Vejle: Gevaldigt mange højdemeter, men man kan ikke se ret meget af den ad gangen, og visuelt er der ikke meget wow-effekt over den
• Skovhøjvej, Ejer Bjerge: Danmarks største stigning og køn på mange måder, men udsigten mod nord er spærret af skov, og gravhøjene på toppen ligger inde i denne skov
• Pøt Mølle, Hammel: Som med Munkebjerg er den godt skjult af skov, og af samme grund er udsigten på toppen begrænset.
• Vårby Bakke, Slagelse: Man kan næsten se fra bunden til toppen af denne stigning, og den har flere højdemeter end Jelshøj-stigningen, men bakkeæstetikken er alligevel ikke til en førsteplads, for vejen er snorlige og ikke meget stejlere end 5-6%.

Hvis du kender stigninger, som du mener er særligt smukke – og som opfylder kriterierne ovenfor -, så lad mig det endelig vide.

Jeg har lavet en Top 3 over Danmarks smukkeste stigninger. Du finder den nederst på denne side.

Man kører nedad for at komme til Himmelbjerget. Det er der måske ikke så mange besøgende, der bemærker, men det gør man altså. Terrænet en halv kilometer syd for Himmelbjergtårnet ligger ca. 10 meter HØJERE.

Så det er sådan set forkert at placere Himmelbjerget på syvendepladsen over de højeste danske toppe, sådan som folk – jeg selv inklusive – har gjort i de sidste mange år. I stedet burde Himmelbjergets sande 157 meter over havet kvalificere bakken til en femteplads på listen.

Men det kan give nye problemer, for hvad er Himmelbjerget egentlig? Er Himmelbjerget ikke det sted, hvor Himmelbjergtårnet står? Det vil mange mene, selvom dette steds officielle navn faktisk er Kollen. Bakken i sin helhed kaldes Himmelbjerget på de fleste landkort. (Se kortudsnit.)

Dilemmaet med definitionerne er ikke nyt, men det relativt nye er, at man i dag har tilgængelige højdedata for ethvert sted i det danske landskab. Det havde man ikke for blot 10-20 år siden. Dengang var man henvist til Kort- og Matrikelstyrelsens kort, hvor der kun var anført højdedata for udvalgte terrænpunkter.

Så spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til et par justeringer af bakkeranglisten. Det vil ikke vende op og ned på det hele, men det vil medføre mindst to ændringer i Top 10.

Den ene har jeg lige redegjort for. Den anden har jeg beskrevet i en artikel fra 2018, hvor jeg fandt frem til Rye Sønderskovs reelle højeste punkt. Punktet var hele fem meter højere beliggende end det punkt, der hidtil – tilsyneladende ved en fejl – har været angivet som Rye Sønderskovs højeste. Dermed krøb den midtjyske skov op på siden af den bornholmske bakketop Rytterknægten. Begge måler ca. 162 meter – Rye Sønderskov en halv meters penge mere.

I sidste ende vil de nye principper for rangering næppe føre til et højt antal omrokeringer. De fleste danske bakketoppe er trods alt veldefinerede. Så jeg hælder til at effektuere ændringerne nu. Det vil være den største ændring på listen, siden Danskebjerge.dk gik i luften for 14 år siden.

/Jacob

Danskebjerge.dk har benyttet det solrige vejr til et første besøg på en helt ny bro, der er blevet bygget over Susåen. Se filmen her:

Byggeriet af træbroen blev muligt efter bevillinger fra Næstved og Sorø Kommune på i alt 450.000 kroner.

Susåen er ca. 13 meter bred det pågældende sted. Fra broen er der 26 meters højdeforskel op til Næsby Kirke i syd og et tilsvarende antal højdemeter op til Vester Broby Kirke i nord. Man kan se begge kirker fra den nye bro.

I nærheden har der i tidligere tider været et såkaldt vad – et lavvandet sted, hvor man kunne smøge buksebenene op og møve sig fra den ene side af åen til den anden. Den form for krydsende trafik er man for længst gået bort fra, så i næsten et århundrede skulle man helt hen til Næsby Bro – knap 2 kilometer borte – for at komme over åen. Nu er det blevet nemmere, og dermed er der etableret en mere direkte vej mellem de to landsbyer Vester Broby og Næsby. De er ellers adskilt af ikke blot Susåen, men også af en kommunegrænse, der følger åen. Nu er der altså slået bro over forskellighederne.

Jeg går ud fra, at man i forbindelse med den officielle åbning vil udbedre stisystemet omkring broen. Da jeg besøgte den, var der visse steder noget ufremkommeligt.

Øen Barsø ligger ud for Genner Bugt i Sønderjylland og er sine steder ganske kuperet. Det højeste punkt hedder Gyldenbjerg. Punktet befinder sig 39 meter over havet.

Sagnet fortæller, at da pesten hærgede, sejlede munke fra Løjtland til Barsø og slog sig ned i en lille kløft i den sydvestlige ende af øen. Kløften har i dag navnet Munkedal. Munkene blev angiveligt boende i Munkedal, indtil sygdommen igen havde sluppet sit tag i fastlandet.

Om historien har noget på sig, vides ikke med sikkerhed, men at øer har været anset som effektive værn mod smittespredning, er der ingen tvivl om. Helt frem til for ganske få år siden blev øen Lindholm i Stege Bugt brugt til forskning i virussygdomme. At forskningsfaciliteterne blev placeret på en ø, hang sammen med ønsket om at være i god fysisk afstand fra eventuelle epidemier.

I de sidste par år har Lindholm mere været kendt fra debatten om, hvad man skulle gøre af udviste asylansøgere. Det er jo en anden problematik – og så alligevel ikke. Historisk set har der været et vist geografisk overlap, når det gælder de steder, hvor man håndterede hhv. udlændinge og sygdomme. Et kendt eksempel er Ellis Island ud for New York. Stedet blev ikke kun anvendt som modtagecenter for immigranter, men også som karantænestation.

Et andet eksempel på en ø, som blev brugt til at håndtere sygdom, er Poveglia nær Venedig. Poveglia blev i 1776 indrettet til at tage mod pestramte og andre syge folk og fungerede som hospitalsø i mere end et århundrede.

/Jacob

Vinteren 2019/2020 har været en særdeles våd én af slagsen, og det giver ikke kun problemer i de lavtliggende områder, men også på steder med stejle skrænter. De enorme vandmængder gennemtrænger og mætter jorden, og hvis det sker på en skråning, er der høj risiko for jordskred.

Der har i de forløbne dage været flere tilfælde af jordskred rundt omkring i Danmark. Ikke åbenlyst livsfarlige skred, som man kender fra bjergrige egne andre steder i verden, men skred, der går ud over bl.a. vejanlæg, og som derfor kan være til gene for trafikanter. Jeg har kigget på et par eksempler.

I Vejle har nedbørsmængderne forårsaget jordskred ved Jellingvej og Munkebjergvej – begge veje, der er anlagt på markante skråninger. Ved Lerbæk er Jellingvej ramt af udskridende underlag. Asfalten er begyndt at slå revner, og myndighederne har måttet afspærre den ene vognbane af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Vejle Amts Folkeblad. Det er før sket, at Jellingvej har været truet af sammenstyrtning efter omfattende regn, men det var længere inde mod Vejle.

På Munkebjergvej ser det også bekymrende ud. Her er der sket et jordskred ved banetunnelen, og der er fare for, at træer vælter ned på vejen. Derfor har vejen været spærret af i flere dage. Munkebjergvej er en serpentinervej, hvis snørklede vejforløb er skåret skarpt ind i terrænet, og de skråninger, der derved er opstået, er sårbare.

Ved Lyngby nord for København er der ingen hårnålesving, men beredskabet har alligevel måttet rykke ud. Dels pga. træer, der er væltet, fordi det gennemvædede rodnet ikke kunne holde dem længere, og dels fordi en stensætning ved en skrænt havde givet efter.

I Fredericia er jordskredene af en lidt anden karakter. Det er et stykke af den fredede fæstningsvold, der ikke kan holde til mere. Fredningen gør, at man ikke uden videre må fjerne jord fra volden for at gøre den mere stabil. Men det har man alligevel fået lov til i denne helt særlige situation, fortæller DR.

Jordskred er almindeligt forekommende i Danmark, men det plejer at være ved kysterne, hvor klinterne eroderes. Skred inde i landet er sjældnere, men måske skal vi belave os på flere af den type hændelser, eftersom de lunere vintre medfører højere nedbørsmængder. Denne tendens bør også indtænkes i fremtidige vejbyggerier, så man ikke anlægger veje med skrøbelige underlag.

/Jacob

Sobjerg Banke er en af mine yndlingsbakker på Sjælland, og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:

“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.

Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”

Om der faktisk bor en troldkvinde i Sobjerg Banke, skal jeg ikke udtale mig om. Men geografien i Thieles beskrivelse er en smule skæv. Bakken ligger ikke mellem Tersløse og Sobjerg, men derimod nogle få hundrede meter sydvest for Sobjerg. Det er i øvrigt forholdsvis almindeligt, at Thiele kløjs en smule i geografien, når han gengiver sagn om bestemte lokaliteter. 🙂

På Danskebjerge.dk kan du læse om ti andre danske bakker og høje, der har sagn knyttet til sig. Gå direkte til artiklen her.

Topografiske kort kan bruges til mange nyttige ting. Blandt andet til at afdække, hvordan mennesket påvirker landskabet over tid.

Jeg udvalgte et tilfældigt sted på Midtlolland og sammenlignede et nutidigt kort med et kort fra første halvdel af 1900-tallet. Især én ting var påfaldende: Langt de fleste af de små blå rektangler, der er på det gamle kort, finder man ikke på det nye. De er væk.

(Se forskellen ved at klikke HER. Forskyd de to kort vha. slideren, og se forskellen på før og nu i det ca. 3 kvadratkilometer store område.)

Rektanglerne er vandhuller, og dem havde landmændene god gavn af i gamle dage. Her kunne deres kvæg få vand, og nogle af vandhullerne lå alligevel i lavninger, der ikke kunne gøres dyrkelige. Andre af hullerne var mergelgrave.

Men i nyere tid er drænmetoderne blevet mere effektive, og udvinding af mergel på egne marker er ikke længere almindeligt. Så landmændene har i stor stil sløjfet de mange vandhuller. Det har givet mere mark at opdyrke, samtidig med at traktorførerne undgår besværet ved at skulle navigere uden om hullerne og de tilhørende buskadser.

Men den kompromisløse fjernelse af vandhullerne er både til skade for naturen og i strid med loven!

Vandhuller af en vis størrelse er nemlig omfattet af naturbeskyttelsesloven. De må ikke uden videre fyldes op og ryddes. Som man kan læse på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside: ”Vandhuller på 100 m2 og derover er omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, hvis de rummer et naturligt plante- og dyreliv, også selvom vandhullet er menneskeskabt.”

I nogle år har myndighederne nu siddet og sammenholdt de nuværende marker med gamle kortdata, og granskningen har kastet et stort antal sager af sig. I eksempelvis Lolland Kommune sidder man nu med en sagspukkel på intet mindre end 700 sager, og arbejdet med at kontakte landmændene er ifølge Lolland-Falsters Folketidende i fuld gang.

Hvis man leger, at der er 700 sager i hver af de danske kommuner, så giver det samlet 68.600 sager i hele Danmark. Det er voldsomt mange! Selvfølgelig er det næppe alle sager, der drejer sig om lovovertrædelser, men alligevel. Der er tale om en massiv forringelse af naturen, ikke mindst fuglelivet.

Som det påpeges i den nævnte artikel, kan sløjfningen godt ligge år tilbage og være sket, før den nuværende ejer af et areal kom til. Men det ændrer ikke ved, at vandhullerne skal genetableres.

Det fremgår dog også indirekte af artiklen, at man i mange sager finder en mindelig løsning, hvad den så end kan bestå i.

Danskebjerge.dk har tidligere brugt topografiske kort til at påvise en anden radikal ændring af det danske marklandskab, nemlig nedlæggelsen af et væld af markveje. Et fænomen, der også fremgår tydelig af kortene fra Alminde: Et dusin markveje og spor, som findes på kortet fra første del af 1900-tallet, er forsvundet, når man kigger på 2019-kortet. Læs om Danskebjerge.dk’s holdning til den udvikling her, og se videoen, der dokumenterer markvejenes deroute på et andet udvalgt sted i Danmark.

/Jacob

Effektiv dræning har givet mange fordele i de sidste par hundrede år, men nu har ulemperne vist sig: De drænede lavbundsjorde er meget skadelige for klimaet.

Lavbundsjorde kendes bl.a. fra Åmosen på Sjælland. Et oprindeligt uhyre sumpet sted, som blev gjort egnet til dyrkning vha. et net af små render, der kunne føre vandet væk. I de senere år har man fundet ud af, at det er sundest for miljø og klima, hvis man oversvømmer mosen igen eller i hvert fald undlader at dyrke den.

Sådan er det mange steder i Danmark. Men er der penge til, at staten kan overtage disse arealer? Det bliver i hvert fald et dyrt projekt.

I dr.dk’s artikel om sagen indgår et kort, der viser landets lavbundsjorde. Det eneste, der undrer mig, er, hvorfor den inddæmmede Lammefjord ikke er med på kortet. Visse steder ligger Lammefjordens terræn mere end 7 meter under havets overflade, så der burde virkelig være tale om lavbund. Hvis nogen kender svaret på, hvorfor stedet ikke er indtegnet, hører jeg gerne fra jer.

/Jacob