Blogsbjerg

Oven på PostNord Danmark Rundt 2016 har løbsdirektør Jesper Worre skitseret nogle fremtidsperspektiver for løbet. De indebærer muligheder for helt nye stigninger i løbet – mens andre gode bakker får den kolde skulder.

Worre åbner op for, at etapeløbet på et tidspunkt kommer til Sverige. Det hænger sammen med, at hovedsponsoren PostNord er et fællesnordisk selskab. Etapeløbet tog i år navneforandring fra Post Danmark Rundt til PostNord Danmark Rundt, og et svensk visit kunne altså blive næste skridt i eksponeringen:

”Forhåbentlig skal løbet til Sverige en dag, men der er kun fem etaper, så det er noget, der skal arbejdes på. Der er én forudsætning, og det er, at vi kan køre med samme sikkerhed og setup omkring løbet, og svensk politi er ikke nemme at danse med i forhold til det danske ditto,” forklarer Worre til Feltet.dk.

Mens svenskerne altså måske snart skal hilse på Valgren, Würtz og de andre PostNord Danmark Rundt-stjerner, så ser det mere dystert ud på Bornholm.

Danskebjerge.dk har ellers tidligere fortalt, at man på Bornholm har sat næsen op efter at få etapeløbet til solskinsøen. Gerne allerede i 2017. Men Worre “udelukker en etape i det kuperede terræn”, skriver Feltet.dk. Han betegner det som “en umulig opgave at nå til København for at starte dagen efter i ordentlig tid.”

Man skal altså ikke forvente at se et professionelt cykelfelt køre etapeløb på kendte stigninger som Ypnasted, Vang, Helligpeder og hovedgaden i Gudhjem. Til gengæld er hårdt terræn på Söderåsen og Hallandsåsen måske snart på rutekortet. Spændende scenarie.

Et af de ultimative fremtidsperspektiver, som Danskebjerge.dk har nævnt ved flere lejligheder, er et Tour of Scandinavia. Altså hvor etapeløbet bliver en rundtur til Danmark, Norge og Sverige. Det er et projekt, som virker realiserbart. Især nu, hvor cykelsportsinteressen i Norge er voksende.

/Jacob

Etapeløbet PostNord Danmark Rundt er ikke et Grand Tour-løb, og det er ikke de største stjerner, der stiller til start. Men derfra og så til at sige, at det er et hyggeløb med andenrangsryttere – der er umådeligt langt.

Her er nogle gode grunde til, at du skal have respekt for PostNord Danmark Rundt:

– Der køres mindst lige så stærkt som i en Grand Tour. De to linjeløbsetaper i Giro d’Italia 2012 med mål i hhv. Herning og Horsens blev kørt med en gennemsnitsfart på 42,1 km/t og 43,7 km/t. De to første etaper i PostNord Danmark Rundt 2016 blev kørt med 43,6 km/t og 45,9 km/t.

– Vejleetapen i 2015 havde lige så mange højdemeter pr. kilometer som endagsklassikeren Amstel Gold Race. Og de maksimale stigningsprocenter er nogenlunde ens (ca. 20). 2016-udgaven af Vejleetapen var lidt mindre bakket i første halvdel, men de sidste 80 kilometer var kuperet som Amstel Gold Race.

– Michael Valgren angreb på Cauberg og blev nummer to i Amstel Gold Race 2016. Valgren angreb på Kiddesvej i 2016 og blev nummer ét på etapen. Der er ikke den store forskel!

– Store navne som Froome, Contador og Quintana ville næppe vinde mange etaper i PostNord Danmark Rundt. Dertil er der i feltet for mange ryttere med “endagsklassiker-” og sprinterkompetencer. Blandt de få Grand Tour-stjerner, der har vundet løbet samlet, er Hamilton og Basso, og de har en lang dopinghistorik.

– Mange “ukendte” vindere i etapeløbet er kort tid efter slået igennem i de rigtig store løb. Eksempler: Knaven, Gerrans, Kelderman, Valgren.

– PostNord Danmark Rundt er et kategori 2.HC-løb. Det indebærer, at det danske etapeløb er kategoriseret lige under eksempelvis Romandiet rundt og Tour Down Under – men på linje med løb som Tour of California og Vuelta a Burgos. Og over løb som Portugal Rundt og Østrig Rundt.*) Så PostNord Danmark Rundt er en event, der har høj status hos UCI.

Man hører under tiden, at når danskerne ofte har succes i PostNord Danmark Rundt, så er det pga. svag udenlandsk modstand. Det er for så vidt rigtigt, men sådan er det også i mange andre etapeløb under Grand Tour-niveau. I 2016-udgaven af Vallonien Rundt, der kørtes samtidig med PostNord Danmark Rundt og har samme rating, var omtrent halvdelen af rytterne i Top 10 fra Belgien. Det er vel egentlig godt for publikumsinteressen?

Man kan ikke sige, at vi går glip af et bedre cykelløb pga. det lave antal udenlandske topnavne. Forskellen på de bedste og de næstbedste er ofte forsvindende lille. Og du kan ikke se med det blotte øje, om det er verdens bedste sprinter eller kun den næstbedste, der kører over stregen først.

/Jacob

*) Klassificeringen blev dog ændret i august 2016, hvor World Tour’en blev udvidet, uden at PDR kom med i den.

Nå, men vi skal jo til det: Gennemgangen af stigningerne i årets Post Danmark Rundt. Eller PostNord Danmark Rundt, som etapeløbet er blevet omdøbt til.

Der er nu ikke meget nord over det i år. Tværtimod foregår det hele i den sydlige halvdel af landet. Og det ses på højdekurverne. 2016-udgaven af det store danske etapeløb er en temmelig flad sag. Men selvfølgelig er det ikke alle 765 kilometer, der starter og slutter i samme højde, og de mest iøjnefaldende bakker, der dukker op undervejs, fortjener at blive nævnt. Så her kommer Danskebjerge.dk’s traditionsrige Post(Nord) Danmark Rundt-analyse:

Første etape er den mindst kuperede. Det afsløres næsten allerede, når man hører, hvilke byer der er start- og målbyer: Herning og Esbjerg. Jeps, vi er på den flade side af den jyske højderyg, og man skal have forstørrelsesglasset frem for at få øje på knoldene i terrænet. Arrangørerne fremhæver selv en stigning inde i Esbjerg som et højdepunkt, men Hulvejen, som stigningen bugter sig op ad, har kun en halv snes højdemeter, så det er lidt sølle. Jeg vil i stedet sætte en streg under Brandlundvej i Brande. Den ligger tidligt på etapen og får formentlig ingen betydning for løbet. Men den har trods alt 33 højdemeter og stiger i alt med 2,6% over en 1250 meter lang strækning.

Fladkørslen fortsætter på anden etape. Vi skal tværs over Jylland – fra Rømø til Als -, og hvis vinden er fra vest, kommer det til at gå rasende stærkt, i hvert fald på de første 100 kilometer af ruten. Fra Padborg bliver asfalten mere kuperet, men feltet skal helt til målbyen Sønderborg, før højdemeterne for alvor bliver en faktor. Som det er tradition, når det store danske etapeløb kommer til den historiske by, skal rytterne op ad Dybbøl Banke. Målet ligger på toppen, lige ved siden af møllen. 57 meters højdeforskel skal overvindes, og da strækningen er 1800 meter lang, giver det en stigningsprocent på 3,2. Først ved fjerde ankomst ved toppen på Dybbøl Banke findes vinderen. En rigtig fin og hård rundstrækning.

Som sædvanlig er det løbets tredje etape, der er kongeetapen. Den velkendte rundstrækning i Vejle med 19%-stigningen Kiddesvej (foto ovenfor) producerer altid store tidsforskelle, men efter at stigningerne Østengård og Gl. Kongevej er kommet med på rutekortet, kan afgørende momenter allerede indtræffe med 40-50 kilometer til mål. Gl. Kongevej er skrappere end Kiddesvej. Højdeforskellen er 68 meter, længden 560 meter, den gennemsnitlige stigning 12,1%. Jeg glæder mig til igen i år at se Danmarks svar på Mur de Huy for fuld udblæsning. Men i det hele taget er det en dejligt kuperet etape, der venter. Turen fra Aabenraa op langs Lillebæltskysten og ind til Vejle Ådal byder på adskillige bakker med 30-50 højdemeter, og mon ikke der vil blive kæmpet ihærdigt om bakketrøjen.

Enkeltstarten i Nyborg, som udgør fjerde etape, er ikke helt flad, men egentlige stigninger er der heller ikke. Lad os i stedet hoppe til den afsluttende femte etape, som ikke overraskende slutter på Frederiksberg. Først på ruten ligger et par pænt store bakker øst for Næstved, så man kunne godt forestille sig, at udbrydere vil prøve at stikke af med det samme. De vil dog med garanti blive hentet, inden Valby Bakke bestiges for sidste gang. Valby Bakke er en af de mest befærdede bakker i Danmark, og den kan få sveden frem på panden hos den almindelige pendler, men et professionelt cykelfelt moser nærmest bare hen over knolden. Fra Pile Allé er den 370 meter lang og stiger med 4,3% i snit. Modsat de øvrige tre linjeløbsetaper slutter den femte etape ikke med et stigende opløb, men derimod på den flade Frederiksberg Allé.

Her er en oversigt, der sammenfatter min vurdering af de enkelte etapers terræn:

Links til ruterne her:
1. etape | 2. etape | 3. etape | 4. etape | 5. etape

/Jacob

Et lille insider-tip til søndagens Sorø Classic: Hvis du vil ryste dine værste konkurrenter af dig, og det ikke er lykkedes dig på de hårde stigninger ved Tystrup Sø, så har du en chance mere, nemlig ved Bromme Lillesø. Rundt om nordenden af søen er der på en to kilometers strækning hele tre knolde, du kan bruge til at knuse den sidste modstand på. Den første: 300 m, 3,8% i snit. Den næste: 180 m, 4,2% i snit. Den tredje: 600 m, 2,7% i snit. Her kan pulsen nemt komme op i det røde, og derefter er der kun 5 kilometer til målstregen.

Alternativt kan du nøjes med at nyde udsigten ud over søen. Der er smukt ved Bromme Lillesø. 🙂

/Jacob

Jeg har engang kørt tre gange op og ned ad Munkebjerg. I træk vel at mærke. Jeg tænkte, at nu skulle puls og bakkeben lige have et boost. Så op ad bakken, vende, ned – og så op igen. Den tredje tur var hård.

Nu er det så, at min præstation fra dengang falmer lidt. Ultracykelrytteren Peter Sandholt kørte nemlig i weekenden op ad Munkebjerg-bakken 110 gange. Ja, 110. Det fatter man ikke helt. Men det gjorde han, og hvorfor så lige det antal? Fordi det svarer til at gennemføre en såkaldt Everesting.

En Everesting går ud på, at man på én tur tilbagelægger 8.848 højdemeter, svarende til højden på Mount Everest. Det har Peter Sandholt faktisk gjort før, nemlig på Lanzarote. Men her var stigningen noget længere, så han skulle op og ned mange flere gange, da Munkebjerg-bakken var på programmet.

Det bliver sådan en Everesting ikke nemmere af. Tværtimod vel. Og med en maksimal stigningsprocent på 16 er Munkebjerg heller ikke bare en stigning, man kan glide op ad med konstant moderat belastning. Der skal trædes til.

Ifølge Cykelmagasinet sagde Peter Sandholt sådan her oven på den vellykkede ekspedition:

“Turen gik rigtig godt. Efter en meget våd morgen klarede det heldigvis op op ad formiddagen, og det endte med at blive en rigtig flot dag. Jeg havde gode ben, men det hjalp også rigtig meget, at jeg fik en flot opbakning fra de mange, der tog turen forbi.”

Everesting-turen var ikke kun en personlig udfordring. Den var samtidig en indsamling til fordel for Scleroseforeningen. 14.000 kroner blev det til.

Et spørgsmål i den mere nørdede ende er: Var det virkelig nødvendigt at bestige Munkebjerg hele 110 gange? Der er 89 højdemeter fra bund til top, så 100 gange havde måske været nok. Men det kan være, at Peter startede ved jernbanebroen, dvs. et lille stykke oppe fra bunden af. Og i så fald kan regnestykket godt passe.

Men altså, til jer andre, der vil prøve en Everesting på Munkebjerg: Hvis I starter helt nede fra Vejle Fjord, behøver I kun at bestige bakken 100 gange!

For mit eget vedkommende tvivler jeg ærlig talt på, at jeg når det i år. 😉

/Jacob

Det vibrerer vildt i hjul og stel, og rystelserne forplanter sig til hele din krop. Selv synet bliver sløret. Du ville forbande oplevelsen langt væk – hvis det ikke lige var fordi de brosten er så pokkers legendariske.

April er højtid for brosten. Det er nemlig i april, at de to mest myteomspundne brostensklassikere finder sted: Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Som tv-seer kan du glæde dig til de famøse “mure” og “pavéer”, hvor løbene gerne bliver afgjort. Men i modsætning til, hvad du måske går og tror, så er der også gode muligheder for brostenskørsel herhjemme. Og flere af de danske brostensveje har en sværhedsgrad, der er fuldt på højde med strækninger, man finder i Belgien og Nordfrankrig.

Som udgangspunkt er det nemt at finde sten at køre på. Enhver dansk provinsby med respekt for sig selv har et torv eller et handelsstrøg med såkaldte chaussésten. Chaussésten er terningformede og kan derfor anbringes tæt op ad hinanden. Det er ikke ligefrem behageligt at cykle hen over dem, men det er stadig “tøsebrosten”. Hvis brostenene derimod skal smage af ægte forårsklassiker, skal de være af den toppede slags. Det vil sige, at de har en større eller mindre grad af uregelmæssighed. Det kan være i stenenes form eller i den afstand, der er mellem stenene.

Toppede brosten finder man flest af i historiske bymidter. I f.eks. Ebeltoft, Rønne og Møgeltønder er der flere hundrede meter brostensgader, som klart kan give en fornemmelse af Paris-Roubaix. Vær dog opmærksom, hvis du giver den gas hen over det puklede underlag. Dine medtrafikanter er næppe forberedt på Cancellara-wannabe’er i den slags fredelige kvarterer.

Den vanskeligste danske pavé overhovedet er middelaldervejen ud til Kalø Slotsruin. Her er stenene så store og så uregelmæssigt placeret, at det overgår det værste, som profrytterne udsættes for i de nævnte éndagsklassikere. Der skal sikkert en mountainbike med god affjedring til, hvis man skal nå levende fra den ene ende til den anden.

Hvad så med brostensstigninger? De kendes fra Flandern Rundt, hvor kombinationen af stejlt terræn og dårlige brosten har gjort flere af bakkerne verdensberømt – trods deres beskedne længde.

Den muligvis stejleste danske brostensvej finder man i Haderslev. Vejen hedder Højgade, og den gennemsnitlige stigningsprocent er 10. Men strækningen er under 100 meter lang.

Til Flandern Rundt-kategorien hører nok kun én dansk vej. Den hedder Dimen og ligger ved Aabenraa. 320 meter lang er den, og stigningsprocenten er 8,8 i snit. Dermed er Dimen sammenlignelig med Molenberg i Flandern Rundt. Ser man alene på karakteren af brostenene, er Dimen formentlig endnu mere udfordrende end Molenberg. I vådt vejr og med topfart som en Degenkolb må den sønderjyske stigning være et sandt helvede.

Også for materiellet. Der er forhøjet risiko for skader på især hjulene, hvis du vover dig ud på brostensveje. For ikke at tale om faren for styrt. Selvpineri har sin pris.

Se flere eksempler på danske brostensveje i denne artikel (med bl.a. Danmarkskort).

Hvis man er ihærdig motionsløber, kan julefreden blive lige fredelig nok. Og hvorfor dog også starte januar med overflødige kilo på sidebenene, når man kan rende dem af sig i ferien?

Som det fremgår af Motionlob.dk’s løbskalender, er der mellem jul og nytår henved 30 løb rundt omkring i landet. De fleste har ruter, der er nogenlunde skånsomme ved andestegstunge kroppe. Men især ét løb adskiller sig: Løbeshop – Fussingø Trail. En hård nyser.

Løbet finder sted ved Fussing Sø vest for Randers (se kortudsnit ovenfor). Her ligger der en officiel MTB-rute, og trailløbet tager ifølge arrangøren udgangspunkt i denne rute.

Det skovklædte terræn byder på ganske store stigninger. Op til 40 højdemeter måler de. Men det er lige så meget den snørklede linjeføring – krydret med et til tider vanskeligt underlag -, der gør løbet barskt. Og så selvfølgelig distancerne. Den korteste distance er 17,5 km, mens de helt ustyrlige kan vælge 35 og 52,5 km.

Vi er så langt fra nisselandskaber og gaveuddeling, som man næsten kan komme. Det er nok nærmere en meget hård fødsel i Betlehem, man får associationer til. Arrangørerne betegner da også løbet som et trailløb, hvilket er et signal om, at løbet er mest egnet til øvede, hårdføre motionister.

Og hvis man stadig er i tvivl om terrænets sværhedsgrad, så tag et kig på Danskebjerge.dk’s liste over landets hårdeste mountainbikeevents. Her optræder nemlig det årlige MTB-løb, arrangeret af Randers CM. MTB-løbets rute minder om Fussingø Trails.

En deltager har lavet en beskrivelse af en tidligere udgave af Fussingø Trail. Læs den her.

/Jacob

Tre Tour de France-etaper på dansk grund i 2018?

Ja! – mener en række fremtrædende erhvervsfolk og politikere. Deres optimisme bygger bl.a. på tidligere publikumssucces’er ved VM og Giro d’Italia. De danske arrangørers greb om logistikken fejler heller ikke noget.

Men derfra og så til en Tour-start er der et stykke vej. Det påpeger eksempelvis DR’s cykelsportskommentator Henrik Liniger. Den største hurdle er geografien. Der er pokkers langt fra den danske til den franske grænse. Da den italienske Giro var i Jylland, løste man problemet ved at indlægge en hviledag allerede efter tredje etape. Det er ret usikkert om også Tour-arrangørerne vil synes om den praksis.

Ingen bjergruter
Og hvad så med ruterne? Vil de – i modsætning til VM- og Giroruterne – byde på interessante sportslige udfordringer og spektakulære landskaber?

Ud fra hvad der indtil videre er meldt ud, må mit svar være et lille nej.

Prologen skal foregå i København. Formentlig nær centrum som ved VM i enkeltstart i 2011. Historiske omgivelser, jo – men ved verdensmesterskaberne var kameraerne rettet mod rytterne og kun sjældent mod byen. Den turistmæssige eksponering var minimal. Højdeprofilen som bekendt dybt uspændende.

Den efterfølgende linjeløbsetape skal gå fra Roskilde til Odense. Storebæltsbroen er sikkert tænkt som højdepunktet, og det er der ikke noget at sige til, for det er en betagende lokalitet.

Snydt for eksponering
Blot må man minde arrangørerne om, at Tour de France-transmissionerne altså ikke varer hele dagen. Hvis feltet først skal lidt rundt på Fyn, inden de slutter af i Odense (på en sportsligt kedelig flad vej), så risikerer passagen af Storebæltsbroen at blive reduceret til et par sekunder i et opsummerende sammenklip, mens kommentatorerne ævler derudaf om alt muligt andet. Spørg f.eks. de stakkels ringkøbingensere, der måtte kigge langt efter tv-eksponering under Giro d’Italia i 2012: Live-billederne kom først på, da den vestjyske by var cyklet godt og grundigt agterud.

Tour-besøget skal ifølge ansøgerne afsluttes i det sydlige Jylland. Her går ruten fra Vejle til Sønderborg. En indlysende opløbsstrækning vil være vejen op forbi Dybbøl Mølle – den er både historisk og sportsligt interessant – og ganske lang. Men ikke så stejl. Stejlt er der derimod i Vejle, men Vejles stigninger får med sikkerhed ingen betydning, når de ligger så langt fra mål.

Endnu en halvflad fornemmelse
Man må ærgre sig! For tredje gang ud af tre mulige. VM-ruten havde adskillige flade kilometer hen til opløbet – resultat: massespurt. Og etape 2 og 3 i Giro’en var skåret efter samme læst: lange, lige strækninger hen til målstregen – resultat: massespurt.

Hvor havde det dog været forfriskende, hvis alverdens tv-seere i stedet fik lov at opleve et mere udfordrende dansk terræn. Et terræn, der i sværhedsgrad giver associationer til nordeuropæiske endagsklassikere à la Amstel Gold Race. Og hvor man måske kunne sidde med en fornemmelse af, at der undervejs rent faktisk kunne ske noget, der havde betydning for det samlede klassement. Ud over de evindelige styrt, som typisk kendetegner de tidlige, flade etaper i Grand Tours.

I hvilken anledning?
Nå, men nu er det som sagt temmelig usikkert, hvor de danske Tour-drømme ender.

Selv har jeg gået med den tanke, at en Tour-etape mellem Danmark og Tyskland på tværs af Femern Bælt vil være et elegant tiltag. Det vil tidligst kunne foregå i 2024, for byggeprojektet er forsinket. Men en tunnelindvielse er en rigtig fin anledning, og sådan en anledning savner man måske lidt i tilfældet med de aktuelle 2018-planer.

Det ændrer dog ikke ved, at en Tour-start i Danmark er en potentiel megaevent. Og skulle det lykkes at lande et arrangørmæssigt hattrick inden for blot syv år (VM, Giro og Tour), må man bare bøje sig i støvet.

/Jacob

Det er muligvis en tilfældighed, men to år i træk har vinderen af VM i landevejscykling skabt det afgørende hul på en nedkørsel. Og altså ikke på en stigning, selvom det er stigningerne, man taler mest om.

Nu kan man jo ikke helt skelne den ene ting fra den anden, for en stigning efterfølges jo oftest af en nedkørsel. Men er der i ruteanalyserne blevet lagt for meget vægt på strækningerne op ad bakke og for lidt på de strækninger, der går nedad?

I Richmond slog Sagan et hul på nogle ganske få sekunder op ad næstsidste stigning. Et par andre ryttere prøvede at følge ham. Men især i de to-tre første sving efter toppen af stigningen kørte Sagan suverænt, og det var her, han mangedoblede sit forspring.

Ved VM i 2014 var det også på en nedkørsel, at de afgørende tidsforskelle blev skabt. Kwiatkowski vandt sig et lille forspring i et svagt venstresving på nedkørslen efter rutens største bakke. Derefter blev der skabt en lille gruppe med bl.a. Matti Breschel, og siden viste polakken sig som den stærkeste.

Som udgangspunkt er det jo vanskeligt at køre fra et felt nedad, fordi farten er meget høj. Men omvendt er det netop efter toppen, at et eventuelt energioverskud kan gøre den største forskel. Hvis alle andre sidder og koger, mens man selv har lidt mere at give af, kan det ofte godt betale sig at investere kræfterne i et angreb. Dette kunne være læren af de nævnte verdensmesterskabsløb.

At vi i år så oven i købet har med en gammelkendt specialist i nedkørsler at gøre, bekræfter vel blot, at der er noget om snakken.

Måske skal vi bare vænne os til at studere nedkørslerne lige så meget som stigningerne? Og tale lige så meget om gode nedkørere som om gode klatrere?

/Jacob

“Det er værd at bemærke, at de to eneste stigninger på ruten kommer tre kilometer fra mål. Så det kan blive et ret spændende løb.”

Sådan siger Cannondale-Garmins Ben King om linjeløbsruten ved VM i Richmond, USA.

Og hvorfor studser jeg over dét?

Fordi hans udsagn faktisk beskriver forskellen mellem VM 2015 og VM 2011. Sidstnævnte blev afviklet i København og sluttede i en stor massespurt.

Lige kuperede ruter
Begge rundstrækninger er ret så flade, og de stigninger, de trods alt indeholder, har et moderat antal højdemeter.

Opgjort i tal:
– Richmond: 16,2 km med 108 højdemeter
– København: 14 km med 101 højdemeter

Altså meget ens, bortset fra at Richmondbakkerne er stejlere. Reelt er der vel tre stigninger på ruten – og ikke to, som King siger -, hvor den stejleste har et brostensstykke (se billede ovenfor), som stiger med 13% over 100 meter. (Mere her.)

De to stigninger i København havde ingen sektioner med tocifrede stigningsprocenter.

Rute kunne være vendt om
Alligevel kunne den danske VM-rute med en simpel ændring have været lige så lumsk som den amerikanske. Man kunne nemlig have vendt rundstrækningen om, sådan at rytterne inden for de sidste tre kilometer ville have ramt de to stigninger: Først Søllerød Slotsvej (480 m, 5,5% i snit) og så Geels Bakke fra nord (530 m, 4,3% i snit). Se rutealternativet her.

Man kan næppe uden videre kalde det en fejl, at VM-ruten i København blev så nem at håndtere for sprinterholdene. Det afhænger jo meget af, hvad arrangørerne vil opnå med løbet, hvilket ikke nødvendigvis formuleres eksplicit.

Dansk opløbsbakke ladt i stikken
Men især opløbsstigningen på Geels Bakke blev der gjort en del ud af i markedsføringen af løbet. Og her må man bare sige, at hvis den skulle have haft større betydning, end den fik, så skulle der ikke have ligget adskillige næsten flade kilometer forud for den.

Nu er bakker jo sjældent nogen garanti for større splittelse i et felt, og jeg siger ikke, at VM-ruten i Richmond kommer til at skille nogen får fra nogen bukke. Men når de amerikanske stigninger har den beskedne størrelse, de nu engang har, så er der i hvert fald gjort et helhjertet forsøg på at presse mest mulig dramatik ud af dem.

/Jacob