Blogsbjerg

Et lille insider-tip til søndagens Sorø Classic: Hvis du vil ryste dine værste konkurrenter af dig, og det ikke er lykkedes dig på de hårde stigninger ved Tystrup Sø, så har du en chance mere, nemlig ved Bromme Lillesø. Rundt om nordenden af søen er der på en to kilometers strækning hele tre knolde, du kan bruge til at knuse den sidste modstand på. Den første: 300 m, 3,8% i snit. Den næste: 180 m, 4,2% i snit. Den tredje: 600 m, 2,7% i snit. Her kan pulsen nemt komme op i det røde, og derefter er der kun 5 kilometer til målstregen.

Alternativt kan du nøjes med at nyde udsigten ud over søen. Der er smukt ved Bromme Lillesø. 🙂

/Jacob

Jeg har engang kørt tre gange op og ned ad Munkebjerg. I træk vel at mærke. Jeg tænkte, at nu skulle puls og bakkeben lige have et boost. Så op ad bakken, vende, ned – og så op igen. Den tredje tur var hård.

Nu er det så, at min præstation fra dengang falmer lidt. Ultracykelrytteren Peter Sandholt kørte nemlig i weekenden op ad Munkebjerg-bakken 110 gange. Ja, 110. Det fatter man ikke helt. Men det gjorde han, og hvorfor så lige det antal? Fordi det svarer til at gennemføre en såkaldt Everesting.

En Everesting går ud på, at man på én tur tilbagelægger 8.848 højdemeter, svarende til højden på Mount Everest. Det har Peter Sandholt faktisk gjort før, nemlig på Lanzarote. Men her var stigningen noget længere, så han skulle op og ned mange flere gange, da Munkebjerg-bakken var på programmet.

Det bliver sådan en Everesting ikke nemmere af. Tværtimod vel. Og med en maksimal stigningsprocent på 16 er Munkebjerg heller ikke bare en stigning, man kan glide op ad med konstant moderat belastning. Der skal trædes til.

Ifølge Cykelmagasinet sagde Peter Sandholt sådan her oven på den vellykkede ekspedition:

“Turen gik rigtig godt. Efter en meget våd morgen klarede det heldigvis op op ad formiddagen, og det endte med at blive en rigtig flot dag. Jeg havde gode ben, men det hjalp også rigtig meget, at jeg fik en flot opbakning fra de mange, der tog turen forbi.”

Everesting-turen var ikke kun en personlig udfordring. Den var samtidig en indsamling til fordel for Scleroseforeningen. 14.000 kroner blev det til.

Et spørgsmål i den mere nørdede ende er: Var det virkelig nødvendigt at bestige Munkebjerg hele 110 gange? Der er 89 højdemeter fra bund til top, så 100 gange havde måske været nok. Men det kan være, at Peter startede ved jernbanebroen, dvs. et lille stykke oppe fra bunden af. Og i så fald kan regnestykket godt passe.

Men altså, til jer andre, der vil prøve en Everesting på Munkebjerg: Hvis I starter helt nede fra Vejle Fjord, behøver I kun at bestige bakken 100 gange!

For mit eget vedkommende tvivler jeg ærlig talt på, at jeg når det i år. 😉

/Jacob

Det vibrerer vildt i hjul og stel, og rystelserne forplanter sig til hele din krop. Selv synet bliver sløret. Du ville forbande oplevelsen langt væk – hvis det ikke lige var fordi de brosten er så pokkers legendariske.

April er højtid for brosten. Det er nemlig i april, at de to mest myteomspundne brostensklassikere finder sted: Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Som tv-seer kan du glæde dig til de famøse “mure” og “pavéer”, hvor løbene gerne bliver afgjort. Men i modsætning til, hvad du måske går og tror, så er der også gode muligheder for brostenskørsel herhjemme. Og flere af de danske brostensveje har en sværhedsgrad, der er fuldt på højde med strækninger, man finder i Belgien og Nordfrankrig.

Som udgangspunkt er det nemt at finde sten at køre på. Enhver dansk provinsby med respekt for sig selv har et torv eller et handelsstrøg med såkaldte chaussésten. Chaussésten er terningformede og kan derfor anbringes tæt op ad hinanden. Det er ikke ligefrem behageligt at cykle hen over dem, men det er stadig “tøsebrosten”. Hvis brostenene derimod skal smage af ægte forårsklassiker, skal de være af den toppede slags. Det vil sige, at de har en større eller mindre grad af uregelmæssighed. Det kan være i stenenes form eller i den afstand, der er mellem stenene.

Toppede brosten finder man flest af i historiske bymidter. I f.eks. Ebeltoft, Rønne og Møgeltønder er der flere hundrede meter brostensgader, som klart kan give en fornemmelse af Paris-Roubaix. Vær dog opmærksom, hvis du giver den gas hen over det puklede underlag. Dine medtrafikanter er næppe forberedt på Cancellara-wannabe’er i den slags fredelige kvarterer.

Den vanskeligste danske pavé overhovedet er middelaldervejen ud til Kalø Slotsruin. Her er stenene så store og så uregelmæssigt placeret, at det overgår det værste, som profrytterne udsættes for i de nævnte éndagsklassikere. Der skal sikkert en mountainbike med god affjedring til, hvis man skal nå levende fra den ene ende til den anden.

Hvad så med brostensstigninger? De kendes fra Flandern Rundt, hvor kombinationen af stejlt terræn og dårlige brosten har gjort flere af bakkerne verdensberømt – trods deres beskedne længde.

Den muligvis stejleste danske brostensvej finder man i Haderslev. Vejen hedder Højgade, og den gennemsnitlige stigningsprocent er 10. Men strækningen er under 100 meter lang.

Til Flandern Rundt-kategorien hører nok kun én dansk vej. Den hedder Dimen og ligger ved Aabenraa. 320 meter lang er den, og stigningsprocenten er 8,8 i snit. Dermed er Dimen sammenlignelig med Molenberg i Flandern Rundt. Ser man alene på karakteren af brostenene, er Dimen formentlig endnu mere udfordrende end Molenberg. I vådt vejr og med topfart som en Degenkolb må den sønderjyske stigning være et sandt helvede.

Også for materiellet. Der er forhøjet risiko for skader på især hjulene, hvis du vover dig ud på brostensveje. For ikke at tale om faren for styrt. Selvpineri har sin pris.

Se flere eksempler på danske brostensveje i denne artikel (med bl.a. Danmarkskort).

Hvis man er ihærdig motionsløber, kan julefreden blive lige fredelig nok. Og hvorfor dog også starte januar med overflødige kilo på sidebenene, når man kan rende dem af sig i ferien?

Som det fremgår af Motionlob.dk’s løbskalender, er der mellem jul og nytår henved 30 løb rundt omkring i landet. De fleste har ruter, der er nogenlunde skånsomme ved andestegstunge kroppe. Men især ét løb adskiller sig: Løbeshop – Fussingø Trail. En hård nyser.

Løbet finder sted ved Fussing Sø vest for Randers (se kortudsnit ovenfor). Her ligger der en officiel MTB-rute, og trailløbet tager ifølge arrangøren udgangspunkt i denne rute.

Det skovklædte terræn byder på ganske store stigninger. Op til 40 højdemeter måler de. Men det er lige så meget den snørklede linjeføring – krydret med et til tider vanskeligt underlag -, der gør løbet barskt. Og så selvfølgelig distancerne. Den korteste distance er 17,5 km, mens de helt ustyrlige kan vælge 35 og 52,5 km.

Vi er så langt fra nisselandskaber og gaveuddeling, som man næsten kan komme. Det er nok nærmere en meget hård fødsel i Betlehem, man får associationer til. Arrangørerne betegner da også løbet som et trailløb, hvilket er et signal om, at løbet er mest egnet til øvede, hårdføre motionister.

Og hvis man stadig er i tvivl om terrænets sværhedsgrad, så tag et kig på Danskebjerge.dk’s liste over landets hårdeste mountainbikeevents. Her optræder nemlig det årlige MTB-løb, arrangeret af Randers CM. MTB-løbets rute minder om Fussingø Trails.

En deltager har lavet en beskrivelse af en tidligere udgave af Fussingø Trail. Læs den her.

/Jacob

Tre Tour de France-etaper på dansk grund i 2018?

Ja! – mener en række fremtrædende erhvervsfolk og politikere. Deres optimisme bygger bl.a. på tidligere publikumssucces’er ved VM og Giro d’Italia. De danske arrangørers greb om logistikken fejler heller ikke noget.

Men derfra og så til en Tour-start er der et stykke vej. Det påpeger eksempelvis DR’s cykelsportskommentator Henrik Liniger. Den største hurdle er geografien. Der er pokkers langt fra den danske til den franske grænse. Da den italienske Giro var i Jylland, løste man problemet ved at indlægge en hviledag allerede efter tredje etape. Det er ret usikkert om også Tour-arrangørerne vil synes om den praksis.

Ingen bjergruter
Og hvad så med ruterne? Vil de – i modsætning til VM- og Giroruterne – byde på interessante sportslige udfordringer og spektakulære landskaber?

Ud fra hvad der indtil videre er meldt ud, må mit svar være et lille nej.

Prologen skal foregå i København. Formentlig nær centrum som ved VM i enkeltstart i 2011. Historiske omgivelser, jo – men ved verdensmesterskaberne var kameraerne rettet mod rytterne og kun sjældent mod byen. Den turistmæssige eksponering var minimal. Højdeprofilen som bekendt dybt uspændende.

Den efterfølgende linjeløbsetape skal gå fra Roskilde til Odense. Storebæltsbroen er sikkert tænkt som højdepunktet, og det er der ikke noget at sige til, for det er en betagende lokalitet.

Snydt for eksponering
Blot må man minde arrangørerne om, at Tour de France-transmissionerne altså ikke varer hele dagen. Hvis feltet først skal lidt rundt på Fyn, inden de slutter af i Odense (på en sportsligt kedelig flad vej), så risikerer passagen af Storebæltsbroen at blive reduceret til et par sekunder i et opsummerende sammenklip, mens kommentatorerne ævler derudaf om alt muligt andet. Spørg f.eks. de stakkels ringkøbingensere, der måtte kigge langt efter tv-eksponering under Giro d’Italia i 2012: Live-billederne kom først på, da den vestjyske by var cyklet godt og grundigt agterud.

Tour-besøget skal ifølge ansøgerne afsluttes i det sydlige Jylland. Her går ruten fra Vejle til Sønderborg. En indlysende opløbsstrækning vil være vejen op forbi Dybbøl Mølle – den er både historisk og sportsligt interessant – og ganske lang. Men ikke så stejl. Stejlt er der derimod i Vejle, men Vejles stigninger får med sikkerhed ingen betydning, når de ligger så langt fra mål.

Endnu en halvflad fornemmelse
Man må ærgre sig! For tredje gang ud af tre mulige. VM-ruten havde adskillige flade kilometer hen til opløbet – resultat: massespurt. Og etape 2 og 3 i Giro’en var skåret efter samme læst: lange, lige strækninger hen til målstregen – resultat: massespurt.

Hvor havde det dog været forfriskende, hvis alverdens tv-seere i stedet fik lov at opleve et mere udfordrende dansk terræn. Et terræn, der i sværhedsgrad giver associationer til nordeuropæiske endagsklassikere à la Amstel Gold Race. Og hvor man måske kunne sidde med en fornemmelse af, at der undervejs rent faktisk kunne ske noget, der havde betydning for det samlede klassement. Ud over de evindelige styrt, som typisk kendetegner de tidlige, flade etaper i Grand Tours.

I hvilken anledning?
Nå, men nu er det som sagt temmelig usikkert, hvor de danske Tour-drømme ender.

Selv har jeg gået med den tanke, at en Tour-etape mellem Danmark og Tyskland på tværs af Femern Bælt vil være et elegant tiltag. Det vil tidligst kunne foregå i 2024, for byggeprojektet er forsinket. Men en tunnelindvielse er en rigtig fin anledning, og sådan en anledning savner man måske lidt i tilfældet med de aktuelle 2018-planer.

Det ændrer dog ikke ved, at en Tour-start i Danmark er en potentiel megaevent. Og skulle det lykkes at lande et arrangørmæssigt hattrick inden for blot syv år (VM, Giro og Tour), må man bare bøje sig i støvet.

/Jacob

Det er muligvis en tilfældighed, men to år i træk har vinderen af VM i landevejscykling skabt det afgørende hul på en nedkørsel. Og altså ikke på en stigning, selvom det er stigningerne, man taler mest om.

Nu kan man jo ikke helt skelne den ene ting fra den anden, for en stigning efterfølges jo oftest af en nedkørsel. Men er der i ruteanalyserne blevet lagt for meget vægt på strækningerne op ad bakke og for lidt på de strækninger, der går nedad?

I Richmond slog Sagan et hul på nogle ganske få sekunder op ad næstsidste stigning. Et par andre ryttere prøvede at følge ham. Men især i de to-tre første sving efter toppen af stigningen kørte Sagan suverænt, og det var her, han mangedoblede sit forspring.

Ved VM i 2014 var det også på en nedkørsel, at de afgørende tidsforskelle blev skabt. Kwiatkowski vandt sig et lille forspring i et svagt venstresving på nedkørslen efter rutens største bakke. Derefter blev der skabt en lille gruppe med bl.a. Matti Breschel, og siden viste polakken sig som den stærkeste.

Som udgangspunkt er det jo vanskeligt at køre fra et felt nedad, fordi farten er meget høj. Men omvendt er det netop efter toppen, at et eventuelt energioverskud kan gøre den største forskel. Hvis alle andre sidder og koger, mens man selv har lidt mere at give af, kan det ofte godt betale sig at investere kræfterne i et angreb. Dette kunne være læren af de nævnte verdensmesterskabsløb.

At vi i år så oven i købet har med en gammelkendt specialist i nedkørsler at gøre, bekræfter vel blot, at der er noget om snakken.

Måske skal vi bare vænne os til at studere nedkørslerne lige så meget som stigningerne? Og tale lige så meget om gode nedkørere som om gode klatrere?

/Jacob

“Det er værd at bemærke, at de to eneste stigninger på ruten kommer tre kilometer fra mål. Så det kan blive et ret spændende løb.”

Sådan siger Cannondale-Garmins Ben King om linjeløbsruten ved VM i Richmond, USA.

Og hvorfor studser jeg over dét?

Fordi hans udsagn faktisk beskriver forskellen mellem VM 2015 og VM 2011. Sidstnævnte blev afviklet i København og sluttede i en stor massespurt.

Lige kuperede ruter
Begge rundstrækninger er ret så flade, og de stigninger, de trods alt indeholder, har et moderat antal højdemeter.

Opgjort i tal:
– Richmond: 16,2 km med 108 højdemeter
– København: 14 km med 101 højdemeter

Altså meget ens, bortset fra at Richmondbakkerne er stejlere. Reelt er der vel tre stigninger på ruten – og ikke to, som King siger -, hvor den stejleste har et brostensstykke (se billede ovenfor), som stiger med 13% over 100 meter. (Mere her.)

De to stigninger i København havde ingen sektioner med tocifrede stigningsprocenter.

Rute kunne være vendt om
Alligevel kunne den danske VM-rute med en simpel ændring have været lige så lumsk som den amerikanske. Man kunne nemlig have vendt rundstrækningen om, sådan at rytterne inden for de sidste tre kilometer ville have ramt de to stigninger: Først Søllerød Slotsvej (480 m, 5,5% i snit) og så Geels Bakke fra nord (530 m, 4,3% i snit). Se rutealternativet her.

Man kan næppe uden videre kalde det en fejl, at VM-ruten i København blev så nem at håndtere for sprinterholdene. Det afhænger jo meget af, hvad arrangørerne vil opnå med løbet, hvilket ikke nødvendigvis formuleres eksplicit.

Dansk opløbsbakke ladt i stikken
Men især opløbsstigningen på Geels Bakke blev der gjort en del ud af i markedsføringen af løbet. Og her må man bare sige, at hvis den skulle have haft større betydning, end den fik, så skulle der ikke have ligget adskillige næsten flade kilometer forud for den.

Nu er bakker jo sjældent nogen garanti for større splittelse i et felt, og jeg siger ikke, at VM-ruten i Richmond kommer til at skille nogen får fra nogen bukke. Men når de amerikanske stigninger har den beskedne størrelse, de nu engang har, så er der i hvert fald gjort et helhjertet forsøg på at presse mest mulig dramatik ud af dem.

/Jacob

Årets
Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste
etape nogensinde har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt
virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig
have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt
tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget
udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I
kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at
følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for
cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre
var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind
på senere.

Her
er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne
på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det
ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet – det hele
var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg
har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til,
når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen
over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer
piske en stemning op om en stigning som La Redoute i
forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af
10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi
den ligger for langt fra mål.

Jamen,
de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen
grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som
os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende,
men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke
synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.

2.) Ballet
startede på Østengård.
Tv-dækningen
af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang
m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig
interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på
stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på
stedet.

Men
vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den
betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt
til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere
tilbage til at kæmpe om sejren.

Det
var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos
mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt.
Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der
skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.

3.) Gl.
Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt
favoritterne.
Som
følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad
klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet
nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr.
Winthersvej.

Stigningens
sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede
tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere
tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være
nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for
sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden
kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var
blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig
tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første
søm var slået i hans kiste.

Igen
synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var
kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på
Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var
meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra
motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere
illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom,
der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med
på tv.

4.)
Kiddesvej
skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård – men
var ikke altafgørende.
Det
er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende
rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så
enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder
ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning
udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så
man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de
fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og
så har de udset sig andre momenter.

Sidste
opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker
langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt
konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for
Breschel.

I
øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter
Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne
kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet.
Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så
stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og
rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte
sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at
håndtere netop syregrænsen.

I
virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der
var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første.
Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også
ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det
er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også
vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt
på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og
Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere – både
af etapen og klassementet – skrumpet gevaldigt ind.

Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.)
Konklusion:
Bakkerne virkede
Ser
man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til
nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på
bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede
ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at
størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med
adskillige kilometer.

Hvad
Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt
hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til
eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man
ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov
hele vejen.

Gl.
Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt
lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne,
at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej –
eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post
Danmark Rundt.

Jeg
er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor
indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af
stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra
mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt
harmløst terræn.

Her
kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den
rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år
er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i
for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med
på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også
med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om,
at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten
lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at
følge en bestemt skabelon.

/Jacob

Hvordan ved man, om man er en god bjergrytter?

Du kan samle en masse data om dig selv. Højde, vægt, BMI, fedtprocent, kondital, muskelmasse, ydelse i watt, alder – for blot at nævne nogle af parametrene. Smid tallene i en regnemaskine, og du får en indikation.

Men du kan også bare tilmelde dig et motionscykelløb. Et af de kuperede. Og så er metoden enkel:

Hvis du kører i en gruppe, og du bøvler med at følge de andre på en stigning, så har du halvdelen af svaret.

Hvis du så uden større besvær indhenter dem igen, når terrænet falder, har du fundet frem til den anden halvdel.

Og så er det, at du skal lægge det hele sammen: Hvis du både hænger på stigningerne og triller hurtigere nedad end de andre, ja, så er du med meget stor sandsynlighed IKKE bjergrytter. Yderligere udregninger er sådan set ikke påkrævet.

Ond og hjælpsom tyngdekraft
Forklaringen ligger selvfølgelig i kropsvægten og tyngdekraften. Tyngdekraften er en hård modstander, når du er en tung rytter, men den hjælper dig, når det går ned ad bakke.

Det kan måske lyde overraskende, men undertegnede bestyrer af Danskebjerge.dk hører til netop denne kategori. I ni ud af ti tilfælde, hvor jeg bliver sat i et løb, er det på en stigning. Typisk har jeg været oppe i det røde felt et par gange tidligere, men før eller siden må jeg slippe.

Og selvom jeg får hjælp af tyngdekraften på faldende asfalt, så er der lige en ulempe mere, som man må trækkes med som ikke-bjergrytter. Du har nemlig ikke ret meget gavn af at ligge på hjul opad. Til gengæld er det en stor hjælp, efter man har nået toppen.

Med andre ord: Hvis du mister hjulet på den forankørende, mens terrænet stiger, så har han og de andre i gruppen fordel af at kunne ligge i læ efterfølgende, mens du selv sidder alene tilbage i vinden. Dette er for mit vedkommende opskriften på lidt for meget alene-kørsel i diverse motionsløb.

Smidt af
Som nu i dag til løbet Tour de Vestsjælland, hvor jeg formår at hægte mig på den hurtigste lille gruppe, indtil vi rammer stigning på stigning efter en halv snes kilometer. Jeg må slippe og håber så i stedet, at der kommer nogen op bagfra.

Hvis man er heldig, sidder man kun et par kilometer på mellemhånd, før man finder ind i en ny gruppe. I dag er jeg ikke heldig.

Det samlede deltagerfelt er forholdsvis lille, så der er langt mellem grupperne. Jeg ender med at køre halvdelen af løbet i ynkelig ensom majestæt. For at føje spot til skade var rutens hårdeste terræn placeret i starten. Var jeg kommet med over bakkerne her, ville jeg måske have kunnet sidde i førergruppen meget længere. Hvis og hvis.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er en muskelsvindsramt skovsnegl på en stigning. Det er bare sådan, at de fleste motionsløbsryttere skruer op for poweren, når det går opad. Den stærke rytter kan gøre det med blot et par ekstra streger på pulsmåleren som konsekvens. Men på én som mig er virkningen flere gange større. Og så begynder medkørerne lige så stille at forsvinde i horisonten.

Urimeligt – eller?
Jeg er normalvægtig. Men vejer 80 kilo (med de variationer der er hen over sæsonen). Mit gæt er, at den bedste fjerdel i et typisk motionsløb ligger i den nedre del af normalvægtsintervallet eller derunder. Og så er langt de fleste af dem lavere end mig, hvilket i sig selv gør, at de vejer mindre.

Det er egentlig feje hold!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig relativt bedre i et løb med få og små stigninger. Hvilket dog ikke får mig til at ønske bakkerne hen, hvor peberet gror.

Ligesom jeg som tv-seer foretrækker at se de professionelle ryttere kæmpe mod hinanden i kuperet landskab, så er stigningerne også med til at give ruterne ude på de danske veje karakter. Der er jo faktisk en god portion spænding ved, at asfalten varierer. Hvor stærke er dem, jeg kører i gruppe med? Kan jeg komme med op over den næste bakke? Og koster det mig for mange kræfter, hvis jeg gør? Med stigningerne kommer der et usikkerhedsmoment ind i cykelløbet, og det gør løbet til andet end bare en udmøntning af den enkelte rytters kondital.

Ny definition
Så for mit vedkommende vil fremtiden utvivlsomt byde på mange flere nederlag på stigningerne. Jeg bliver aldrig nogen bjergrytter, men bakket landskab er alligevel tiltrækkende.

Måske skal man i virkeligheden forstå begrebet bjergrytter lidt anderledes: En bjergrytter er ikke nødvendigvis én, der er god til at cykle i kuperet terræn. Det kan også være én, der bare holder af at gøre det. Og det gør jeg!

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er taget af Danskebjerge.dk ved dagens løb.

Det stod ned i stænger, da jeg hentede mit startnummer i teltet. Det var en af de dage.

Tilbage i bilen – med klimaanlægget skruet godt op over stuetemperatur – sad jeg i mit cykeltøj og overvejede næste skridt. En u-vending og retur til min varme seng blinkede som en af valgmulighederne.

Hvad jeg ville gå glip af? Det, som folkene bag Born Fondo selv kalder “de vildeste kilometer du nogensinde har prøvet i Danmark”. Dermed menes en enkeltstart med en vanvittig høj koncentration af højdemeter. Som bornholmerne selv har døbt den uden forbehold: En bjergenkeltstart.

Se Danskebjerge.dk’s film fra enkeltstarten her.

To brutale bakker
Der er kun 8,4 kilometer fra start til mål, men to af Danmarks sværeste bakker indgår. Starten er modbydelig: Hovedgaden i havnebyen Vang kaster lidt over 90 højdemeter i ansigtet på dig, stiger med 7,2% i snit og har flere passager med hældningsgrader på over 10%. Vang-bakken er af Danskebjerge.dk kåret som landets hårdeste stigning og vil med garanti koste dig minutter på sluttiden.

Senere venter endnu en grum stigning – vejen op til fyrtårnet på Hammeren. Men denne lidt for tidlige morgenstund var vejret min værste fjende.

Opvarmning skrottet
“Du ryster jo,” sagde TV2/Bornholms fotograf til mig ved startstregen.

Og ja, det blev en koldstart. Men dog en start.

Jeg havde bidt tænderne sammen og trillet ned til havnen i Vang. Få sekunder senere blev jeg sendt afsted.

Opvarmningen havde jeg efter moden overvejelse skrottet. Jeg kørte direkte fra bilen og til startområdet. Virkningen fra klimaanlæggets milde brise blev pisket ud af mig, lige så hurtigt som man kan sige solskinsø. Lufttemperaturen var étcifret – ikke særligt imponerende for den sidste lørdag i maj måned. Og det hele blev ti gange værre af den hårde vind, som bragede ind fra syd.

At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, viste sig ved navneopråbet. Jeg havde startnummer 10, men rullede afsted som anden deltager. Blandt andet ventede vi forgæves på en gut med mellemnavnet Pantani. Han havde åbenbart valgt dyne frem for dyngvåd enkeltstart.

Alpine procenter
Med en kropsbygning som den hedengangne italiener ville man ellers nok være godt stillet på den her rute.

Okay, en robust Jens Voigt-type vil måske kunne møve sig op igennem Vang i anstændigt tempo. Men på den godt 700 meter lange målbakke på Fyrvej bliver procenterne alpine. Flere gange nærmer de sig 20, og gennemsnitsprocenten når kun ned på 9, fordi der undervejs er et par flade stykker. Senest på Fyrvej giver betegnelsen bjergenkeltstart utrolig god mening.

Inden da skal man dog igennem Slotslyngen. Et naturområde, som på andre dage end lige denne havde været en smuk oplevelse.

Slots-slyngen kunne man også lidt muntert kalde strækningen, for den byder på et markant hårnålesving. Ikke ret skrånende, men i målområdet blev der op til flere gange advaret om, at den slyngede vej var spejlglat pga. regnen. Måske derfor bremsede jeg lige lidt rigeligt op, da jeg skulle igennem. Hvilket dog ikke skal være nogen undskyldning for min noget skuffende tid.

Disponér kræfterne
På forhånd havde jeg håbet på en snitfart på omkring de 30. Fuldstændig urealistisk, skulle det vise sig. Ganske vist var der mest medvind, og på nedkørslerne kom der pænt gang i hjulene. Men det er slet ikke nok til at indhente det tidstab, som tyngdekraften forårsager på stigningerne. I alt 182 højdemeter er der ifølge løbsprogrammet på ruten. Det koster på uret.

En helt afgørende faktor på en enkeltstartsrute som denne er disponeringen i forhold til de to store stigninger. Det er farligt at gå helt død allerede i Vang, og det er farligt at være tappet for kræfter, når du når frem til foden af Fyrvej. Omvendt skal man jo heller ikke være en forsigtig-Per, for de fleste bruger kun mellem 15 og 20 minutter på turen.

Det er ikke sikkert, at jeg selv greb det rigtigt an. Men jeg ved, at jeg hev godt og grundigt efter vejret, da jeg rullede i mål med ca. syv km/t (der står en mand, som skubber rytterne et ekstra stykke, så de ikke er i vejen for de næste – jeg takker for hjælpen!). På vejen op var det blevet til en enkelt overhaling. Desværre var jeg den overhalede. Men man kan jo altid prøve at bilde sig selv ind, at det var en af løbets stærkeste ryttere, der gav mig baghjul.

Traditionsrig rute
Jeg bliver aldrig motionisttypen, der trækker på skuldrene af uvejr. Til gengæld er jeg ret vild med events, der giver deltagerne noget mere end bare en cykeltur på vilkårlige landeveje.

I det her tilfælde har vi endda at gøre med en rute, som bærer på traditioner. I årtier har bornholmerne afviklet klubmesterskab i enkeltstart på præcis disse 8,4 kilometer, og hvis Born Fondo bliver en tilbagevendende begivenhed, så kan ruten udvikle sig til en klassiker – en “pilgrimsrute” for enhver nogenlunde ambitiøs dansk motionscyklist.

Behøver jeg for resten at sige, at regnvejret stoppede, så snart jeg kom i mål?

Det var en af de dage.

/Jacob