Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Spektakulær serpentinervej i dansk etapeløb

Løb & ruter Posted on Sat, July 20, 2019 14:09:50


På 1. etape af årets PostNord Danmark Rundt skal feltet ned ad én af Danmarks mest spektakulære serpentinerveje, Slangebakken i Laven. Man kan se, at det er et bevidst valgt fra ruteplanlæggernes side at lade ruten gå hele vejen ned ad Slangebakken i stedet for at tage sidevejen Kjærs Møllevej nær toppen.

Der venter nogle gevaldige hårnålesving på den knap 40 højdemeter store nedkørsel. Men faktisk bliver venstresvinget helt i bunden det skarpeste. Her må man forvente, at rytterne går næsten helt i stå.

Læs mere om Slangebakken her:
https://danskebjerge.dk/artikler-slangebakken.htm

Og her er der nogle af Danskebjerge.dk’s billeder fra steder:

https://danskebjerge.dk/artikler-slangebakken2.htm

/Jacob



PostNord Danmark Rundt 2018 – en anmeldelse

Løb & ruter Posted on Mon, August 06, 2018 00:51:19


Det er altid lidt mærkeligt at se etaper i PostNord Danmark Rundt blive vundet af – for mig – ukendte ryttere. Det plejer heller ikke at ske, men i år har feltet været svagere end ellers, så jeg havde nærmest ventet det.

Desuden skal man ikke glemme, at når danskere fra næstøverste hylde vinder løb uden for landets grænser, så er det vel oftest den samme fornemmelse, som publikum i de lande står med – mens vi herhjemme jubler over præstationerne under fremmede himmelstrøg. Alligevel må man håbe på stærkere ryttere i PostNord Danmark Rundt næste år, både danske og udenlandske.

Fine etaper, men uden bid
I øvrigt var ruterne udmærkede, det samme var vejret, og det var dejligt at undgå de fadæser, der gjorde 2017-udgaven af etapeløbet til en pinlig omgang. Vejle-etapen var som sædvanlig det sportslige højdepunkt, med hård kamp om de potentielt afgørende sekunder, – omend det snart kunne være sjovt at se et udbrud holde hjem på den Kongeetape. Det er efterhånden lidt forudsigeligt med sprinten på sidste tur op ad Kiddesvej.

Der var to nye markante indslag i PostNord Danmark Rundt i år – begge dog med begrænset betydning for selve løbet.

Det ene var 17%-stigningen Skovbakkevej i Aalborg. En lillebror til Kiddesvej, hvor man ikke desto mindre sad tilbage med følelsen af, at den ikke rigtig fik chancen for at gøre en forskel.

Grusvej var godt show
Den anden “nyskabelse” var inddragelsen af den fire kilometer lange grusvej gennem Klinteskoven på Møn. Takket være Mads Pedersens angrebslignende initiativ fik vi et indtryk af, hvad en grusstrækning kan indebære, men ligesom Skovbakkevej var den placeret for langt fra mål til at blive andet end et godt show.

Jeg fik den tanke, at det næsten havde været federe at bytte ruter, sådan at det var enkeltstarten, der havde haft en grusvej eller en bakke à la Skovbakkevej med, mens første etape bare sluttede fladt og traditionelt. En helt flad enkeltstart mangler altså et eller andet. Der er for meget banecykling over det. Selvfølgelig kan vinden være i spil, men blæst er bare pokkers svær at se på tv.

Danmark set fra oven
Tv-dækningen? Herligt med helikopterbillederne fra f.eks. Møns Klint og Dronning Alexandrines Bro. Ja, jeg vil næsten sige, at de billeder fra luften er halvdelen af fornøjelsen ved at se PostNord Danmark Rundt. Okay, det er ikke Tour de France-niveau, og når de forreste ryttere flere gange må overhale tv-motorcyklerne igennem sving, tyder det på, at det ikke er de skarpeste folk, der er hyret til produktionen.

Bakkerne blev som sædvanlig sjoflet. Producerne har for meget fokus på rytterne og for lidt på lokaliteter. Det gør, at f.eks. Gl. Kongevej bliver klippet i stumper og stykker, og man får aldrig et samlet indtryk af stigningen. Når den ligger 50 km fra mål, burde der være plads til at dvæle lidt.

Anyway, det er på en måde kun mindre indvendinger, for til syvende og sidst er live-cykling bare så meget mere cool end et sammenklip.

/Jacob



Stor jævnbyrdighed på Kongeetapen 2018

Løb & ruter Posted on Fri, August 03, 2018 11:45:30

Jeg har lige opdateret oversigten over fart og tidsforskelle på Kongeetapen i Vejle i PostNord Danmark Rundt. Den viser, at etapen i 2018 blev kørt med den højeste gennemsnitsfart i de sidste fire år. Det kan der være flere grunde til, men man kan i hvert fald konstatere, at man ikke kan se på farten, at feltet er relativt svagt i år.

Når man studerer tidsforskellene, fremgår det, at det var en jævnbyrdig etape, idet tidsforskellene på alle tre parametre var lavere end de foregående år.

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t
I 2018: 41,2 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.

Se også artiklen fra 2017.

/Jacob



Glimrende terræn i PostNord Danmark Rundt 2018

Løb & ruter Posted on Sat, July 28, 2018 18:42:29

Netop som et stort fransk etapeløb slutter, begynder et andet. Og det løb er mindst lige så interessant. Jeg taler selvfølgelig om PostNord Danmark Rundt.

I år er alle fire linjeløbsetaper værd at beskrive, så det vil jeg gøre.

Sportsligt er det de to første, der tegner til at få størst betydning – begge ruter ligger i Jylland. Men der indgår også spændende terræn i de to sjællandske etaper, selvom det næppe er her der vil blive skabt de store forskydninger i klassementet.

Første etape i PostNord Danmark Rundt er tit en etape, der rummer nogle ubekendte faktorer, f.eks. i form af en kuperet afslutning, hvor der kan opstå splittelse i feltet. I 2018 er dette særligt udpræget, for første etape slutter med en rundstrækning i Aalborg, hvor den kendte Skovbakkevej er repræsenteret. Skovbakkevej har en maksimal stigningsprocent på 17, ja, faktisk er der to steder på stigningen, hvor Danskebjerge.dk har målt hældningen til 17 procent. Dette er to procent mindre stejlt end f.eks. Kiddesvej i Vejle, men ellers ligner Skovbakkevej og Kiddesvej hinanden ganske meget – både i længde og antal højdemeter. Og på begge veje befinder det stejleste sted sig ca. to tredjedele oppe ad stigningen.

Spørgsmålet er dog, om der kommer lige så meget spredning på Aalborg-etapen som på Vejle-etapen (årets 2. etape). Noget af det, der taler imod, er, at der i Aalborg er fire kilometer fra bakkens top til målstregen. Kiddesvejs top ligger til sammenligning kun få hundrede meter fra mål, så her kan et sidste angreb alt andet lige bedre lønne sig.

(Højdeprofilen ovenfor viser rundstrækningen med Skovbakkevej. Hele etapeprofilen her.)

Nu har vi allerede talt en del om PostNord Danmark Rundts kongeetape, og både Yding Skovhøj og den afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er jo efterhånden velkendte. Men nævnes skal også, at feltet denne gang kommer til Vejle fra en anden side end normalt.

I andre udgaver af løbet er rytterne kommet susende ned ad Jellingvej for så at dreje skarpt til venstre op ad Gl. Kongevej. I år entrerer de fra nord ad den flade Grejsdalsvej, og i lyskrydset ved Gormsgade/Enggade drejer de til højre. Her begynder stigningen op ad Jellingvej, og det vil sige, at de allerede har forceret nogle højdemeter, når de efter ca. 100 meter kører ind på Gl. Kongevej. Målt fra lyskrydset er årets Gl. Kongevej-stigning 700 meter lang, den stiger med 10,7 procent i snit og har en maksimal stigningsprocent på 19,5.

Om stigningen så også er væsentlig sværere i år end ellers, kan vel diskuteres. For selvom der er flere højdemeter i den denne gang, så er der også noget udfordrende ved at skulle dreje af fra en hurtig nedkørsel og påbegynde en meget stejl opkørsel lige bagefter. Under alle omstændigheder er der den omstændighed ved Gl. Kongevej, at den ligger langt fra mål. Den plejer derfor ikke at få direkte indflydelse på etapens udfald, vel at mærke blandt de forreste. Blandt de knap så stærke ryttere kan den sagtens skabe store tidsforskydninger.

(Højdeprofilen ovenfor viser ankomsten til Vejle med Gl. Kongevej efter 130 km. Rundstrækningen begynder efter 150 km. Hele kongeetapens profil her.)

Efter de to jyske etaper drager løbet til Østdanmark. 3. etape kommer tidligt op over Sparresholm-plateauet, som ligger mere end 100 meter over havet. Bl.a. skal Everdrup-bakken passeres. Herefter går det nedad, og der venter et langt, ikke specielt krævende stykke helt ud til Høje Møn. Der er en grund til, at det østligste Møn kaldes Høje Møn, og det er, at der er højt. Herude ligger nemlig Møns Klint, og Klinteskoven er meget kuperet.

Højdemeterne er dog ikke det mest spektakulære set i etapeløbsperspektiv. Det mest spektakulære er, at hele turen igennem skoven foregår på grus. Det er ca. fire kilometer, vi taler om, og det er et særdeles snørklet vejforløb. (Se gennemkørsel på YouTube.) Der kan ske hvad som helst her. Og dog – for Møns Klint befinder sig over 70 kilometer fra målstregen, så i en klassementsammenhæng bliver grusvejsstykket nok mere en finurlighed end et afgørende moment.

(Kortet ovenfor viser turen gennem Klinteskoven. Feltet kommer fra syd. På løbets hjemmeside er angivet en højdeprofil, der ser fejlagtig ud for netop denne del af ruten, men ingen tvivl om, at der er mange højdemeter på strækningen – især efter opskriften op-ned-op-ned-op-ned.)


Efter 3. etape kommer TT’en i Nykøbing Falster, og så er vi fremme ved sidstedagen. Den følger det klassiske mønster med en start i en sjællandsk provinsby og afsluttende rundstrækning på Frederiksberg. Det skulle efterhånden være velkendt. Alligevel skal lige nævnes én ting, som jeg synes er værd at hæfte sig ved på denne 5. etape, nemlig de første kilometer, der går op forbi Kobanke, Sjællands højeste punkt. Igen er vi oppe i mere end 100 meter over havet, og nedkørslen er en af de største i årets PostNord Danmark Rundt: Der er ca. 90 meter i højdeforskel nedad.

Inden turen til København runder feltet Stevns, så faktisk er der hele to berømte klinter med i årets store etapeløb. Det må da være første gang, tænker jeg.

(Højdeprofilen ovenfor viser starten af 5. etape, med markante terrænforskelle. Hele etapeprofilen her.)

Et spændende løb venter forude, og selvom det ikke altid er hele verdenseliten, der er repræsenteret i løbet, så plejer der at være nogle stærke folk iblandt, og ellers viser det sig ofte, at de knap så kendte ryttere, der overrasker i PostNord Danmark Rundt, senere går hen og bliver store stjerner.

/Jacob



Ny stigning i Vejle skal bane vej for forårsklassiker

Løb & ruter Posted on Sun, April 01, 2018 11:22:25


En ny, offentligt tilgængelig vejstrækning ser snart dagens lys i Vejle. Kommunen har nemlig besluttet at brolægge en eksisterende grusvej på den vestlige side af Grejsdalen.

Grusvejen går gennem et kommunalt skovområde og forbinder villavejene Kingosvej og Citadelvej. Da den samtidig byder på to hårnålesving og en højdeforskel på hele 110 meter, bliver det en spektakulær strækning, når der kommer brosten på.

– Vejle er allerede kendt som en by med mange stejle gader, men den her nye stigning overgår alt, udtaler kommunens vejplanlægger Gert Koppenberg til Vejle Amts Venstreblad.

Tanken med brostenene er, at de skal gøre Vejle endnu mere attraktiv som centrum for store cykelbegivenheder. I Belgien køres adskillige store cykelløb på brostensveje, og den østjyske kommune drømmer om noget tilsvarende.

– Den nye brostensvej får en maksimal stigningsprocent på 26. Det er lige så stejlt som Muur de Huy, som de fleste cykelfans vist kender. Og når det samtidig er på brosten – ja, så bliver det en barsk omgang, jubler Koppenberg.

Han håber, at kommunen kan være vært for en international forårsklassiker til april næste år.

/Jacob



Annus horribilis for dansk etapeløb – en løbsanmeldelse

Løb & ruter Posted on Mon, September 18, 2017 01:33:59


Man kan ikke vinde hver gang.

Det velkendte trøsteudtryk kan passende bruges om etapeløbet PostNord Danmark Rundt 2017. For efter et par år med succes – først og fremmest i kraft af indførelsen af direkte tv-transmissioner fra løbet – gik det denne gang mindre godt. For nu at sige det pænt.

Sammen med regnen væltede dårligdommene ned over den store danske cykelevent. I bedste fald var det et sammenfald af uheldige omstændigheder. I værste fald var det begyndelsen på en mere omfattende nedtur for løbet.

Der var dog også lyspunkter. Bl.a. fik vi set nogle spændende stigninger.

Løbet og rytterne
Ruten var i år så at sige vendt om, sådan at 1. etape startede i København, hvor der ellers normalt er opløb på afslutningsetapen. Det finder jeg ret uproblematisk, og det åbnede mulighed for, at feltet kunne komme til Odsherred, hvilket ellers er forholdsvis sjældent forekommende. Med målstreg i Kalundborg var det ganske vist så godt som udelukket, at Odsherred-bakkerne ville få nogen afgørende betydning, men de var nærmest maksimalt repræsenteret, så på det punkt skal jeg ikke klage. Til min glæde var Granbakken inkluderet i ruten frem mod Kalundborg-rundstrækningen. Granbakken er egentlig den midterste del af én sammenhængende stigning, der også omfatter Trøjeløkkevej og Bøgebakken. Med en maksimal stigningsprocent på 19 er strækningen sammenlignelig med Kiddesvej. Måske en dag kan den kalundborgske mur få en mere fremtrædende plads i PostNord Danmark Rundt. Man har vel lov at håbe.

Nuvel, tilbage til årets rute. Efter at sprinterne var blevet snydt af Casper Pedersen på rundstrækningen i Kalundborg by, skulle de tage revanche på Fyn på anden etape. Her var den såkaldte Golfbakke på Bjergevej ved Svanninge den klart mest udfordrende stigning. Turen ind mod målbyen Odense var derimod flad og hurtig, så det kunne næsten ikke gå galt for sprinterholdene. Men så kom blæsten og regnen. Vejret var rædselsfuldt, og efter at løbsledelsen havde først afkortet etapen og siden neutraliseret den, sagde rytterne stop. Som noget helt usædvanligt blev en PostNord Danmark Rundt-etape afbrudt og aflyst.

På den baggrund fik kongeetapen til Vejle, som i forvejen plejer at have væsentlig betydning for klassementet, nu endnu større vigtighed. Den udviklede sig vanen tro som et udskilningsløb på de sidste ca. 45 kilometer, og på finaleopstigningen på Kiddesvej sad der en halv snes ryttere forrest. Det lykkedes Mads Pedersen at slide sig løs, og han vandt med nogle få sekunders forspring til Michael Valgren. Spredningen var stor i feltet, og man må sige, at Vejle-etapen endnu en gang viste sin berettigelse. Det er faktisk ikke så almindeligt, at der i ”flade” etapeløb skabes tidsforskelle af den størrelsesorden, som tilfældet er med Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt. Man kunne godt sukke efter en international endagsklassiker eller et VM i dette terræn.

Enkeltstarten i Randers resulterede i dødt løb mellem Mads Pedersen og Michael Valgren, og så var der kun Aarhus-etapen tilbage at gøre godt med for Valgren. Etapen var kuperet, hvilket kunne ses på gennemsnitsfarten, der lå på ca. 41 km/t – det samme som på kongeetapen. Første del af ruten gik gennem Mols Bjerge. Masser af højdemeter, bestemt, men når et bakkelandskab ligger tidligt på ruten – som også Odsherred-højdedraget gjorde -, så får det sjældent nogen synlig betydning for den måde, et profløb udvikler sig på.

Trods flere hårde bakker frem mod Aarhus var det da også et ganske stor felt med favoritterne, der nåede rundstrækningen. En rundstrækning, som ifølge arrangørerne var gjort endnu hårdere i år. Det viste sig dog, at der udelukkende var tale om en forlængelse af strækningen på Oddervej og ikke – som nogle af os havde spekuleret i – en løsning med to stigninger i stedet for én. Uanset hvad så endte det hele i en massespurt, sådan som det plejer at gøre i Aarhus. Valgren kom aldrig i nærheden af at true Mads Pedersen, og så kunne sidstnævnte snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2017.

De danske ryttere var massivt repræsenteret i toppen af det endelige klassement. Det kan man være glad for. Man kan også være ærgerlig over det. For betyder det ikke, at niveauet i det ellers internationale felt er for lavt? Jeg savnede i hvert fald et par ikke-danske kapaciteter. Froome og Nibali er nok svære at få herop, I know, men ryttere som Daniele Bennati og Lars Boom har før sat deres præg på løbet, og der var for få fra den pulje i år. Nacer Bouhanni og John Degenkolb var topnavnene – de udgik begge, omend Bouhanni nåede at score en andenplads på Kalundborg-etapen.

Man kan håbe, at det bare var et lidt tyndt år i år, bl.a. som følge af det forestående VM. Men PostNord Danmark Rundt er konstant i fare for at miste prestige og betydning. Det kan nemt ende som et udvidet Danmarksmesterskab i etapeløbscykling, hvis ikke der er deltagelse af stærke internationale ryttere. Rekruttering af profilerede navne bør derfor nu være et af de større indsatsområder hos de danske løbsarrangører.

Når det er sagt, så er der ikke nogen ydre tegn på, at PostNord Danmark Rundt køres på et lavere sportslige niveau end andre store internationale løb. Gennemsnitsfarten på etaperne er over 40 km/t, og sammenligner man Vejle-etapen i 2015, 2016 og 2017 (som Danskebjerge.dk har gjort), så er farten ikke faldet – faktisk er den steget en lille smule, til 41 km/t. Så det er tvivlsomt, om nogen med det blotte øje kan se, at rytterne ikke er fra den allerøverste skuffe.

Afviklingen
Hver dag havde sin fadæse i årets PostNord Danmark Rundt. Det begyndte ved Asnæs Indelukke-bakken på 1. etape, hvor to udbrydere kørte den forkerte vej. Det er muligt, at de selv kunne have regnet ud, at den var gal, men faktum er, at der ikke stod nogen official parat til at vise dem, at de skulle dreje. En klar organisatorisk fejl, men efter min mening blev det løst på en sportslig fair måde. Ingen ryttere mistede tid på brøleren.

Værre var det med problemerne på 2. etape. Jeg føler mig overbevist om, at etapen kunne have været gennemført trods vinden og nedbøren. I stedet blev der indledt en kompleks korrespondance mellem forskellige aktører i løbet, og selvom DR og løbsledelsen forsøgte at få det til at se ud, som om aflysningen blev vedtaget i enighed, så var det essentielt i protest mod løbsledelsens løsninger, at rytterne stod af cyklerne.

Meget er sagt i den sag, men jeg savner altså stadig nogle klare objektive beviser på, at vejret virkelig var så usselt, som det blev gjort til. Ifølge mine oplysninger lå middelvinden i Faaborg, som de var på vej hen til, på 15 m/s. Det er stiv kuling. Ikke et behageligt vejr at cykle i, men heller ikke et vejr at aflyse i!

Jeg var skuffet over den aflysning. Og hvad værre var: Nogle ryttere mere end antydede i efterfølgende interviews, at PostNord Danmark Rundts status (eller mangel på samme) spillede en rolle i beslutningsprocessen – at en del af rytterne ikke havde så meget mere at køre for i sæsonen, og at andre havde et VM at se frem til. Underforstået: Når nu løbet ikke er så vigtigt igen, skal man minimere risikoen ved at deltage i det.

Det er en bekymrende udmelding. Et løb som PostNord Danmark Rundt, der i forvejen skal kæmpe for sit renommé, har ikke brug for, at rytterne står og taler løbet ned. Og da slet ikke på en dag, hvor de ikke orkede at køre i stiv kuling.

Vinden løjede af til 3. etape. Uheldigvis skete der påny en fejl i ruteanvisningen. En udbrydergruppe drejede forkert af, fordi de fulgte en politimotorcykel, der drejede. Efter tv-billederne var det forståeligt, at rytterne fulgte efter motorcyklen, så igen har man indtrykket af, at det var et organsatorisk kiks, vi var vidne til. Nu kunne det vel ikke blive værre, tænkte man, og så skete der alligevel det på 5. etape, at en reklameportal et sted i Aarhus kollapsede, sådan at to ryttere måtte bremse op og umiddelbart efter blev hentet af hovedfeltet. Om det var en rent teknisk defekt, eller om der også var et menneskeligt element i det – det ved jeg ikke. Men i hvert fald var det endnu en dum fejl i rækken af dumme fejl.

Det er egentlig lidt paradoksalt, for Danmark har ry for at være dygtig til at organisere store internationale sportsevents. At det så går helt galt i årets PostNord Danmark Rundt, kan i princippet skyldes en tilfældig ophobning af sort uheld. Mit gæt er dog, at der er sket noget i kulissen, der har svækket organisationen på en eller anden måde. Der må have været nogle led i kæden, der i år var svagere end normalt. Forhåbentlig fører fejlene til bedre kvalitetssikring frem over. Der er jo faktisk meget på spil, eftersom Danmark har ambitioner om bl.a. en Tour de France-start inden for en overskuelig fremtid.

Formidlingen
Det var tredje år, at DR sendte live fra Danmarks største cykelbegivenhed. Indførelsen af live-tv står fortsat som et af de helt store fremskridt i løbets historie, og produktionen lever op til, hvad man kender fra andre løb af denne kaliber, herunder flotte helikopterbilleder.

Set i det lys kan det måske grænse til flueknepperi at kritisere svipsere undervejs, men på den anden side: Når nu setuppet er der, kan de produktionsansvarlige vel godt lige oppe sig og få optimeret transmissionen.

Produktionen er tydeligvis lagt an på forudsigelighed. Producerne vil meget gerne have en udbrydergruppe foran og et hovedfelt et par minutter bagude, for så kan der klippes mellem de to motorcykler, der følger hver gruppe. Skabelonen følges nærmest slavisk, og det gør, at der ikke er plads til at prioritere bestemte ting undervejs.

For at nævne et eksempel: Kommentatorerne Liniger og Frost talte om færiste, da feltet nåede Havnsø – det er jernrør, der ligger nedsænket på tværs af vejen, og som skal forhindre køer og får i at gå henover vejen. Disse riste kunne måske volde rytterne problemer, men vi fik aldrig svaret, for der blev ganske enkelt ikke vist nogen billeder af, at rytterne krydsede ristene. Det var suspense uden payoff, og desværre forekom dette med jævne mellemrum.

Værst var det på Vejle-etapen, hvor bakker som Østengård og Gl. Kongevej blev behandlet aldeles stedmoderligt af DR’s produktionshold. Liniger begyndte ganske vist at tale om, at feltet nærmede sig Østengård-stigningen – men på det tidspunkt var den allerede passeret! Kort efter så man de forreste køre ind på Gl. Kongevej, altimens kommentatorerne fejlagtigt sagde, at man nu var inde på Chr. Winthersvej.

Og så begik DR en fejl, de før har begået – nemlig at fokusere på styrt forud for Gl. Kongevej i stedet for at vise opstigningen. Mens den stejleste asfalt i hele PostNord Danmark Rundt blev forceret, klippedes tilbage til ryttere, der var røget af cyklen på turen ned ad Jellingvej. Dermed mistede man som seer fuldstændig fornemmelsen af, hvad Gl. Kongevej er for en stigning – men, indrømmet, det lå fint i tråd med DR’s hang til hoppen frem og tilbage mellem ryttere!

Og apropos hop. Brostenene i Hopballe blev nævnt flere gange af Liniger og Frost. De har før resulteret i stor dramatik og vilde tv-billeder, men hvis man som seer havde håbet at se rytterne passere det farlige sted, blev man skuffet. Der var lige nogle andre kameraer, der skulle i brug på det tidspunkt åbenbart.

Jeg ved ikke, om tv-transmissionen produceres helt uafhængigt af, hvad kommentatorerne taler om. I hvert fald er mere koordinering tiltrængt. Jeg har ikke brug for at høre om lumske færiste og farlige brostensstykker, hvis DR ikke har i sinde at vise mig dem. Jeg synes, det er træls at se frem til etapeløbets hårdeste stigning, hvis DR i stedet giver mig billeder af ryttere, der ømmer sig efter styrt. Prøv nu at planlægge transmissionen efter nøglemomenterne i stedet for at følge den rutineprægede klippeskabelon, DR! Det burde der være overskud til, når nu man har produceret tv fra løbet i tre år.

Konklusion
Af de tre årgange af PostNord Danmark Rundt, hvor løbet har været vist på direkte tv, var denne for mig at se den dårligste. Der var øjensynligt gået ”the same as usual” i den, både hos de arrangements- og de formidlingsansvarlige – og når først rutinetænkningen indtræder, bliver produktet ofte ringere. Nej, man kan ikke vinde hver gang, men man kan lære af sine fejltagelser, og jeg håber virkelig, at DR og DCU gør det. Jeg er fortsat stor fan af løbet og glæder mig til at se det i en forbedret udgave næste år.

Læs også: http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post323

/Jacob



Vejle-etapen år for år

Løb & ruter Posted on Thu, September 14, 2017 23:34:19


Det kan godt virke, som om feltet i årets Post Danmark Rundt er lidt svagere end de forudgående år. Der mangler typer som Lars Boom, Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen – de har før gjort sig fornemt bemærket i løbet. Som årets største navne præsenteredes i stedet Nacer Bouhanni og John Degenkolb, men førstnævnte trak sig på 2. etape, og sidstnævnte har været en skygge af sig selv.

Lidt skuffende, men hvor meget lider det sportslige niveau under dette forfald?

Det er som udgangspunkt svært at vurdere, men i kraft af kongeetapen i Vejle er der faktisk et sammenligningsgrundlag. Etapens første del ændrer sig ganske vist fra gang til gang, men i de nu tre år, hvor de sidste 50 kilometer har været uforandrede, har feltet været nogenlunde samlet ved ankomsten til Vejle. Derfor kan resultaterne af kongeetapen i et vist omfang godt udtrykke noget om styrken i feltet.

Her i 2017 snuppede Mads Pedersen sejren, nogle få sekunder foran Michael Valgren. Etapen havde formet sig, som den oftest gør – med udskilning på rundstrækningen med Kiddesvej, hvor der endnu på sidste runde er 10-20 ryttere samlet helt i front. Men var der nogen momenter, der afveg fra det “normale”?

Her er nogle andre sammenligninger, jeg har lavet ud fra resultatlisterne (fra www.procyclingstats.com):

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t

Man kan i hvert fald slå fast, at hvis feltets niveau er ringere i år, så ses det ikke på farten. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at gennemsnitsfarten på en etape bliver som den bliver – vind osv. -, men jeg synes, ligheden i farten er påfaldende. (Ja, faktisk er den jo steget lidt.)

Lad os så se lidt på tidsforskellene i klassementet for etapen (i minutter):

Tidsforskel mellem nr. 1 og 20:

I 2015: 1.22
I 2016: 0.23
I 2017: 0.37

Tidsforskel mellem nr. 1 og 40:

I 2015: 12.10
I 2016: 1.25
I 2017: 2.18

Tidsforskel mellem nr. 1 og 60:

I 2015: 13.29
I 2016: 3.21
I 2017: 6.32

2015-udgaven skiller sig fra de to andre ved at have større tidsforskelle i alle tre sammenligninger. Især adskiller 2015 sig fra 2016: 1 minut større tidsforskel i top 20, og næsten 11 minutter i top 40. Differencerne kan måske forklares med, at Tinkoff-Saxo i 2015 år stillede med et særligt stærkt hold og gjorde meget for at dominere løbet. Et felt med ét meget stærkt hold må alt andet lige være mere udsat for at knække over end et felt med mange nogenlunde lige stærke hold (som i f.eks. 2017). Der kan selvfølgelig også være tilfældigheder i spil.

2017-udgaven af kongeetapen lægger sig nogenlunde midt imellem de to andre, så igen må man sige, at der ikke ud fra tidsforskellene kan udledes noget om feltets eventuelle svaghed i år.

Måske er der noget om snakken, men det kan i hvert fald ikke ses med det blotte øje.

SE OPDATERET ANALYSE FRA 2022 HER: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/08/20/ekstraordinaer-vejle-etape-gav-gennemsnitlige-resultater/

/Jacob



Det skæbnesvangre møde med bjerget

Løb & ruter Posted on Sat, September 09, 2017 18:44:50

Bjerget. Åh nej. Det er lige om lidt. Jeg snupper et par dybe vejrtrækninger. Snart vil pulsen brage i vejret. Det er nu, det kan vise sig, om dagen bliver en succes eller en fiasko.

Det er så nemt at le ad de ikke særligt alpine højdedifferencer i Danmark. Men hvis man deltager i et cykelløb, er man ikke i tvivl om, at der er forskel på flad vej og stigende terræn. Faktisk kan en stejl bakke på bare et par hundrede meter få afgørende betydning for, hvordan løbet udvikler sig for dig som deltager.

To weekender i træk har jeg nu deltaget i motionsløb, hvor Menstrup Bjerg har indgået i ruten. Menstrup Bjerg ligger i Sydsjælland og er kendt af enhver motionscyklist på egnen. Det er omtrent den eneste stejle bakke i området mellem Næstved og Skælskør, og det er ikke en gang fordi den er så slem igen – alene vurderet ud fra tallene. Den er 530 meter lang og stiger med 4,7% i snit. Det er set grummere.

Få sekunder kan koste
Alligevel ved man bare, at det bjerg har en del at skulle have sagt. For hvis du ligger i en gruppe, der har gode, ambitiøse ryttere med, vil der med garanti opstå splittelser her. Det er på stigende terrænoverflade, at forskellen i rytternes formåen (og kropsvægt) udkrystalliseres.

Og selvom det måske kun er nogle få sekunders huller, der opstår på bakken, så kan det være nok til at ændre præmissen for resten af løbet. Sidder du som nummer fem i en gruppe på ti mand, og du mister hjulet på den fjerde, så slipper de fire måske afsted i en ny gruppe, mens du må indfinde dig i jumbodelen af den tidligere timandsgruppe. Her er der typisk færre stærke folk til at trække, så i sidste ende kan de få meter, du mister på bakken, betyde et tidstab på adskillige minutter, når du kommer i mål.

Selvfølgelig spiller det også ind, at stigninger som Menstrup Bjerg ofte lægges ind i den sidste del af ruten. På det tidspunkt er vi ryttere alt andet lige mere trætte – og derfor er styrkeforskellen mellem os også mere udtalt.

Fårene og bukkene
Det er faktisk ret vildt, hvor meget der kan ske på sådan en stigning. I søndags lå jeg omtrent i midten af en ret stor gruppe, da vi kørte ind på Menstrup Bjerg.

Gruppen er ført an af en 4-5 gutter, der træder en god pedal, så alle vi andre ved udmærket, at det gælder om at hænge på dem, sådan som vi stort set har gjort de foregående ca. 50 kilometer.

Efter få meter kan man se, hvem der rykker frem i rækkerne, og hvem der falder igennem. Det hænger sammen med, at Menstrup Bjerg er stejlest på den første halvdel. Hældningen begynder ret pludseligt, og på de første 225 meter, hvor vejen er en hulvej, stiger terrænet med 7,3% i snit. Derfor falder tempoet markant. Man oplever, at tingene foregår i slowmotion – forstærket af bevidstheden om, hvor meget der er på spil netop i dette øjeblik.

En skægget rytter i rød trøje går det særligt skidt for. Han rammes af bakken som af en hammer. Et par andre i gruppen giver ham en kommentar med på vejen, for hans dyk i fart skaber nærmest trafikprop på den smalle vej. Irriteret råber manden et eller andet som svar, men i samme øjeblik hører man hans kæde skramle og falde af. Han kigger vantro ned på sin defekt – formentlig forårsaget af et forhastet gearskifte. Mere når jeg ikke at se, for nu gælder det om at hænge på.

Men det kniber det med. Jeg opdager, at gruppen er knækket over. Jeg sidder tilsyneladende imellem to grupper – overhaler en enkelt mand og ser så, at fem fyre er stukket af forude. Vi er kommet ind på den fladere anden halvdel af bakken, men: jeg sidder alene. Jeg træder alt, hvad jeg kan. Alligevel når dem foran at forsvinde bag toppen, inden jeg når derop.

Krisestemning nedad
Så er der dømt krise. Hullet bør lukkes, siger mit hoved. Men benene parerer ikke ordren.

Nedkørslen er stejl og med et sving. Jeg vinder lidt ind på frontgruppen, men derefter flader vejen ud igen, og så opstår problemet: De kører samlet, mens jeg kører alene. Og kører man alene, er man langsommere. Sådan er det bare.

Jeg giver den et sidste skud i bøssen i håb om at hente dem. Fuld skrald over nogle hundrede meter. Men uden synlig effekt. Jeg mærker kræfterne sive ud, mens gruppen foran bliver mindre og mindre.

Og så indtræffer miraklet. Eller det vil sige – det starter med et nederlag, for der sker det, at jeg passeres af ryttere bagfra. Nu er det pludselig mig, der er manden med tilbagefald. Men så lysner det: Det er som om, at massen af ryttere strækkes ud over et længere stykke, og man får mange muligheder for at fange et baghjul. Lige hvad der skulle til, set fra min synsvinkel. Stille og roligt samles den gamle gruppe igen.

Jeg har været heldig: De folk, der blev sat på Menstrup Bjerg sammen med mig, har altså haft noget at skyde med. Det er dem, der bliver min redningsplanke.

De resterende halve snes kilometer til mål holder gruppen nogenlunde sammen, og jeg kører over stregen med en gennemsnitsfart, som ligger en del over, hvad jeg havde forventet. Dermed også sagt, at det var en fordel for mig, at der ikke var flere større stigninger, end tilfældet var, for jeg har helt sikkert hørt til de ryttere, der i perioder kørte over syregrænsen. Når man gør det, er man særligt sårbar på bakkerne.

Store ryttere bruger også små bakker
Det tog kun lidt over ét minut at forcere Menstrup Bjerg – en brøkdel af den samlede tid på 1 time og 48 minutter for de 67 kilometer. Men det er den passage, jeg vil huske klarest. Og uanset hvordan man betragter det, så var det et vigtigt moment i løbet. Hvilket bakker generelt er i cykelløb. Også hos de allerbedste cykelryttere. Det er bare ikke altid, man ser det i f.eks. tv-transmissioner. Ofte fokuserer tv-producerne mere på ryttere end på bestemte steder i terrænet, og andre gange kan det være svært at se på billederne, hvornår terrænet stiger. Men jeg vil påstå, at de fleste angreb finder sted på en bakke eller i forlængelse af den.

Det er selvfølgelig ikke altid, at bakkerne har drama i sig. I det løb, jeg kørte i dag, kom vi også op over Menstrup Bjerg, men her var der ikke helt så meget pres på. Eller også var det bare, fordi jeg sad fremme i min gruppe og ikke opdagede, hvordan folk faldt fra bagude.

P.S.: Menstrup Bjerg er ikke et kælenavn, som nogen har givet knolden vest for Næstved. Den hedder virkelig Menstrup Bjerg, hvilket også fremgår af topografiske kort. Toppen befinder i øvrigt 43 meter over havet.

Læs mere om Danskebjerge.dk’s betragtninger om udfordrende stigninger her.

/Jacob



Bryd nu den flade stime!

Løb & ruter Posted on Tue, August 08, 2017 12:30:12

Det nys overståede EM i landevejscykling var velorganiseret. Så meget kan siges. I det hele taget har Danmark en tradition for at afvikle velorganiserede cykelløb.

Men!

Løbene blev afviklet i Herning, og Herning – alle andre styrker ufortalt – ER bare ikke noget særligt interessant sted til cykling på landevej. Terrænet er kedeligt. Og det er vejrforholdene altså også. Herning/Ikast-området er et de områder i Danmark, hvor vejret er absolut dårligst hen over året, og det noget omskiftelige vejr under EM lod da også til at begrænse tilskuertallet til eventen.

Nu har jeg for så vidt ikke noget imod, at professionelle cykelryttere kører rundt på flade veje i regnvejr. Men jeg er træt af, at *hver gang* Danmark er vært for internationale topløb, så skal det foregå i bakkeløse landskaber.

Sådan her ser det ud i dette årti indtil videre:

– VM 2011. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 2. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– Giro 2012, 3. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
– EM 2017. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.

Det er altså en enerverende statistik.

Der har på det seneste været talt en del om en mulig Tour de France-start i Danmark. Men hvis de beskrevne ruteudkast holder stik, så vil det blive med afslutninger på flad vej. Altså sprinterguf igen-igen. Der er simpelthen ikke fokus på at gøre i det mindste én af etaperne til en kuperet én af slagsen. Og dét selvom det er veldokumenteret, at landevejscykling i Danmark kan være lige så udfordrende som i f.eks. Ardennerne.

Nu handler afvikling af cykelløb jo i høj grad om logistik, som én skrev på Facebook. Og ja, det gør det da. Men det er med cykelløb som med arkitektur. At hvis man kun tænker i logistik, så bliver slutresultatet gråt og kedeligt. Nogen skal turde være ambitiøs. Nogen skal turde skubbe de logistiske og økonomiske hensyn lidt ned ad prioriteringslisten og give plads til de sportslige. Bare en gang imellem.

/Jacob



Motionscykelløb i Vejle er på højde med forårsklassiker

Løb & ruter Posted on Sun, April 16, 2017 13:02:08


Amstel Gold Race er det klassikerløb, der er mest dansk. Forstået på den måde, at løbets rute minder om noget, man ville kunne opleve på danske landeveje. Løbet kan sammenlignes med Grejsdalsløbet omkring Vejle – jeg har prøvet begge ruter, dog kun mellemdistancerne -, og højdeprofilerne, jeg viser her, er fra hhv. Amstel og Grejsdalsløbet.

En af lighederne er, at der er rigtig mange bakker. Amstel Gold Race er nok den af forårsklassikerne med flest bakker, men Grejsdalsløbet hænger godt på. Og begge løb har adskillige stigninger, der stiger med mere end 15% på det stejleste.

En forskel – som også fremgår af de viste højdeprofiler – er, at højdeforskellene i Amstel er større. Hvor Grejsdalsløbets terræn konstant ligger mellem 0 og 100 meter over havet, så ligger det i Amstel mellem ca. 60 og 330 meter over havet. Det indebærer så også, at nogle af de sydhollandske stigninger er længere og har flere højdemeter end de vejlensiske (f.eks. har Camerig-stigningen hele 146 højdemeter).

Til gengæld har Grejsdalsløbet længste rute en mere modbydelig afslutning. Her skal man op ad Gl. Kongevej, der måske nok er kortere end den berømte Cauberg, men sidstnævnte har noget lavere maksimal og gennemsnitlig stigningsprocent end Gl. Kongevej, som med sin max på 19,5% altid tvinger mange trætte deltagere til at stå af cyklen og trække op.

En interessant detalje er, at der i Grejsdalsløbet øjensynligt er flere højdemeter pr. kilometer end i Amstel Gold Race. Det gælder ikke for de ruter, jeg har kørt, men hvis man sammenligner den officielle Amstel Gold Race-rute med de længste ruter i Grejsdalsløbet, så er det løbet i Vejle, der ser hårdest ud (11,4 højdemeter pr. km mod 10,9 højdemeter pr. km). Der er en vis usikkerhed forbundet med sådanne opgørelser, og ruterne kan blive ændret (Amstel-ruten har f.eks. fået en ny afslutning i 2017). Men når den danske rute er så hård, hænger det sammen med, at det ganske enkelt går op og ned hele tiden. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvor lange de enkelte stigninger er.

/Jacob

P.S.: Her er Chris Anker Sørensens syn på Ardennerklassikerne: http://sport.tv2.dk/cykling/2017-04-16-der-sad-vi-otte-proffer-og-spiste-is-paa-en-smaasnusket-tankstation



« PreviousNext »