Blogsbjerg

Årets DM fandt sted ved Hammel på en rute, der gav masser af splittelse i feltet og dermed stor spænding.

Årsagen til succes’en var, at ruten var lagt i et stærkt kuperet landskab – med Pøt Mølle-stigningen som højdepunkt.

Det virker indlysende, at man skal lære af årets DM og prøve at finde ruter af samme hårdhed til de fremtidige mesterskaber.

Danskebjerge.dk står klar med et forslag: Vejene rundt om Maglesø syd for den sjællandske by Holbæk.

Her er der en rundstrækning, der ligesom rundstrækningen ved Hammel er ca. 10 kilometer lang. Og Maglesø-ruten har omtrent samme antal højdemeter som sit jyske modstykke. Bakkerne er lidt kortere, men til gengæld er der lidt flere af dem, så det er en ret teknisk rute. Og så ligger den i noget natur, der i skønhed sagtens kan måle sig med området omkring Pøt Mølle.

Alt i alt en mulighed, som DCU bliver nødt til at overveje!

Læs mere om Maglesø-landskabet her.

Eller har du selv andre forslag til, hvor man kunne lægge en fremtidig DM-rute?

/Jacob

P.S.: Billedet viser Tjørnedevej ved Maglesø – det midterste stykke stiger med 9% i snit.

Danskebjerge.dk har modtaget disse gode betragtninger fra Troels V. Nielsen:

“Højen Skovvej-bakken vs. Sandagergård-bakken”

Ved U23 DM i landevejscykling i Vejle, havde jeg muligheden for at
besigtige to af rutens store bakker:

Den ene, en meget lang bakke som
stiger jævnt med et genm. på 8% og med 65 højdemeter, op til Højen.

Den anden; færre højdemeter, men en meget ujævn stigning. Stejl i flere “trin” ved Sandagergård.

Jeg startede på Højen Skovvej. Allerede fra starten hang mange ryttere,
og flere røg af feltet. Der blev aldrig rigtigt rykket på bakken,
rytterne holdt et fast jævnt tempo, som om der var en enighed. Mens
feltet kom op ad stigningen 2. og 3. gang, blev det i flere mindre
grupper.

Efter 3. omgang, gik jeg mod Sandagergård bakken.

Grupperne kom op ad bakken, og flere af rytterne i de mange grupper
rykkede i front. Jeg oplevede en enkelt rytter prøve at hænge på, men
han stod derefter totalt stille og slingrede mens han fik luften igen.
Generelt var en del ryttere i krise, bagerst i hver eneste mindre gruppe
på Sandagergård.

Min konklusion er måske, at Højen Skovvej
trætter meget på hver omgang, men at Sandagergård-bakkens unikke
“trin-kvalitet”, bryder pulsen og rytmen, når der bliver rykket. Og at
det som ødelægger rytteren, er hvis kørelsen konstant ligger på grænsen
og gang på gang overskrider den.

Rytterne led på Højen Skovvej, men posen blev rystet på Sandagergård.

Så er det store tilbageblik på Giro’en udkommet på Danskebjerge.dk.

Bemærk ikke mindst Giro-filmen:

http://www.youtube.com/watch?v=P1wDVuoQcBI

Du kan se den i sin helhed eller spole frem til de steder, du er mest interesseret i at (gen-)se.

Det særlige ved filmen er, at den 100% beskriver Giro’en fra tilskuernes synsvinkel.

Giv den gerne en “thumbs up”. 🙂

/Jacob

Så er årets Giro d’Italia ved vejs
ende. En Giro, der som bekendt havde et kraftigt rød-hvidt islæt.
Hele tre etaper foregik i Danmark – med Herning og Horsens som
primært omdrejningspunkt.

Men selvom man absolut må rose både
initiativtagere og løbsarrangører for at have virkeliggjort et så
stort projekt, så er der grund til en vis ærgrelse: Den sportslige
spænding udeblev, og man forsømte at fremhæve de mindre kendte
sider af den danske natur. Resultatet er formentlig, at det danske
kapitel i Giro-historien ret hurtigt bliver glemt.

Fejlen lå i designet af ruterne.
Selvfølgelig indgik der ingen store bjerge, for de findes ikke
rigtig på disse breddegrader. Men hvorfor man på samtlige tre
etaper fravalgte næsten alt, hvad der hed bakker, er mig stadig en
gåde. Der er ikke så mange steder i Danmark, hvor terrænet for
alvor kan udfordre toptunede ryttere, men det kan det faktisk i det
midtjyske. Og jo mere udfordrende terrænet er på en rute, desto
større er chancerne for, at løbet ender med andet end en
massespurt.

Men netop sådan endte det på både 2.
og 3. etape i Giro d’Italia: Et samlet hovedfelt hamrede ind mod mål,
og vinderen blev den, der kunne træde hårdest på de sidste meter.
Eller som undgik styrt. For det er jo konsekvensen af rutevalget på
de danske Giro-etaper: De dramatiske højdepunkter bliver ikke af
egentlig sportslig art, men kommer til at handle om, hvem der mon
brager ind i barrieren næste gang eller bliver ramt af konkurrentens
hjul og havner i asfalten.

Desværre er alt dette blot en
gentagelse af, hvad der skete med VM i København sidste år. Ruterne
er for nemme, og styrt bliver derfor de mest afgørende hændelser i
løbene. Jeg synes, dette bør vække til eftertanke hos danske
løbsarrangører.

Jeg kender godt argumenterne for
rutevalget.

Først og fremmest handler det om
økonomi. Dem, der betaler gildet, vil have noget til gengæld.
Nemlig ved, at de bliver profileret udadtil. Det er helt forståeligt.

Jeg vil bare mene, at man profileres
bedst, hvis det arrangement, man finansierer, også vækker
begejstring hos dem, der ser på det. Tænk, hvilken værdi det ville
have, hvis millioner af tv-seere nu sad tilbage med oplevelsen af, at
Danmark faktisk har et landskab, der kan udfordre selv de skarpeste
professionelle cykelryttere? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at
man kunne have gjort mindst én af de danske Giro-ruter betragteligt
hårdere og mere spændende, end tilfældet var, uden at logistikken
ville have lidt under det.

I stedet har dette års Giro fasttømret
en fordom: Danmark er fladt og en lille smule kedeligt.

/Jacob

På billedet ses feltet komme ind i Herning på 2. etape. Den efterfølgende rundstrækning skabte ikke yderligere spredning, og det blev derfor til den ventede massespurt – med den ventede vinder – og de ventede styrt.

I det hele taget har der været overraskende få overraskelser indtil videre. Lad os få nogle på den sidste danske etape mandag. 🙂

Folket og cykelstjernen. På Torvet i Herning kunne man under enkeltstarten lørdag komme helt tæt på rytterne.

/Jacob

Så er der kun et døgn til, at Giro d’Italia skydes af sted. Og det foregår på dansk grund. Tænk, at det skulle ske. Respekt til de folk, der fik besøget i stand.

Sportsligt set skal man ikke forvente det helt store. Med mindre man elsker massespurter og hårfine afgørelser. Man kan vel med stor sandsynlighed forudse følgende udfald:

– 1. etape: Enkeltstarten vindes med en margin på et par sekunder.

– 2. etape: En dansker forsøger at blande sig i bakkespurten i Lemvig. Ellers samlet felt til opløbet i Herning. Et enkelt styrt på rundstrækningen og så ellers sprinteropgør på H.P. Hansensvej.

– 3. etape: Forløber som 2. etape. Et styrt eller to undervejs. Danskermarkering i et enkelt udbrud.

Ifølge de seneste dages vejrprognoser bliver vinden ingen væsentlig spiller nogen af dagene. Og da der også er udsigt til ret tørt vejr, bliver rundstrækningerne i byerne heller ikke nogen specielt farlig og dramatisk affære.

Det kunne være sjovt med et angreb, der kommer bag på feltet, men jeg har utroligt svært ved at se, at det skulle kunne holde helt frem til målstregen.

Min opfordring: Gå ikke for meget op i det sportslige, men nyd atmosfæren – fra lægterne eller i sofaen foran tv’et.

Danskebjerge.dk er selvfølgelig tilskuer til alle tre etaper. Jylland here we come! 🙂

/Jacob

P.S.: På Danskebjerge.dk finder du de informationer, du skal bruge om ruterne.

Der er de løb, der har masser af stigninger. Og så er der dem, hvor der kun er en enkelt. Til gengæld trækker den tænder ud.

Man skal dog nok mest til de bjergrige lande for at finde løb af denne type.

Blandt de danske events (for løbere), der kommer tættest på at være egentlige bjergløb, er Tour de Munkebjerg ved Vejle og Klinteløbet på Møn. (Find dem på listen.)

I et land som Norge er der derimod utallige bjergløb, også for cykelmotionister. Men tjek lige det her amerikanske løb ud:

http://www.northeastcycling.com/Hillclimb_Races.html#Washington

Vejen op ad Mount Washington er 12 kilometer lang og stiger halsbrækkende 12% I SNIT.

Der afvikles løb for såvel løbere som cykelryttere.

http://www.youtube.com/watch?v=djLOIhuW6Zs

Det vil f.eks. sige, at Mount Washington-stigningen er en kilometer kortere end den berømte stigning til Alpe d’Huez, men samtidig har den ca. 350 højdemeter flere!

Ifølge websitet Climbbybike.com er Mount Washington da også blandt de 10 hårdeste stigninger i hele verden.

Vejen er dog lukket for cyklister det meste af året, så hvis du absolut vil udsætte dig selv for denne modbydelighed, når du tilfældigvis slår et smut forbi USA, skal du altså planlægge det i forvejen.

/Jacob

Godt 200 løbere kæmpede sig i påsken gennem årets Aalborg Brutal Marathon.

Det er et højt deltagerantal, når man tager i betragtning, at den eneste løbsdistance er maraton, og at løbet har været afviklet i en længere årrække. Det er med andre ord ikke “nyhedens interesse”, der trækker folk til, men snarere, at de føler, at de får noget for pengene.

Og dog: TV2/Nord fandt en løber, som i år havde sit første møde med Brutalen. Indslaget med debutanten og meget mere kan du se på Aalborg Brutal Marathons nyhedsside:

http://www.marathoniaalborg.dk/nyt.htm

Danskebjerge.dk kårede ved nytår Aalborg Brutal Marathon som Danmarks hårdeste maratonløb 2011.

/Jacob

… i hvert fald, mens den er i Danmark! 🙂 Giro-rytterne møder stigningen på 3. etape.

Den ligger en hel del kilometer fra mål, så det er nok tvivlsomt, om den får en afgørende betydning for løbet. Men det er en hård nyser, i særdeleshed efter dansk målestok.

Stigningen hedder Smedebakken, og vejen, den ligger på, er opkaldt efter den. Den fører fra en dal op til den lille by Tønning, ja, faktisk slutter stigningen stort set ved byskiltet.

Der er forholdsvis stor forskel på, hvad antallet af højdemeter angives til at være, afhængig af om man ser på GPS-data eller på kortdata fra Kort- og Matrikelstyrelsen. GPS-angivelserne siger, at bakken starter i en højde af ca. 48 meter over havet. KMS siger derimod 41. Det ville for GPS-angivelsernes vedkommende betyde en gennemsnitlig stigning på 7,5, mens procenten er 8,4, hvis man stoler mest på KMS.

Da højdekurverne på KMS’ kort svarer ganske godt til Danskebjerge.dk’s opfattelse af vej- og terrænforhold i bunden af bakken, er det de 8,4 procent, der er blevet anført i grafikken ovenfor.

Stigningen er nogenlunde jævn hele vejen, og dog er den sidste tredjedel den stejleste – med stigningsprocenter på over 10.

Hvis man bor i det midtjyske og leder efter et sted at se Giro, er Smedebakken en rigtig god mulghed. Man kan selvfølgelig også vælge f.eks. Ejer Bavnehøj, hvor der skal spurtes om bjergpoint, men hvis man sammenligner stigningernes stejlhed og hårdhed, så vinder Smedebakken.

/Jacob

Rækken af store cykelsportsbegivenheder, der kommer til Danmark, fortsætter. Efter VM i fjor og Giro d’Italia i år er det nu Tour de France, som vil lægge vejen forbi danske landeveje. Nærmere bestemt Bornholm, hvor nyheden naturligt nok vækker begejstring.

– Vi har ført forhandlinger i et stykke tid, og nu er det altså faldet på plads. De kommer næste sommer, siger Bornholm Kommunes PR-konsulent, Bjarne Kofoed, til Danskebjerge.dk.

Det drejer sig ganske vist “blot” om en prolog, altså en kort enkeltstart som indledning til selve etapeløbet. Men det bliver en usædvanlig hård prolog. Arrangørerne har nemlig besluttet, at ruten skal være identisk med den, som den lokale cykelklub benytter til den årlige bjergenkeltstart. Det vil sige, at rytterne skal op ad såvel Vang-stigningen (den skrappeste i Danmark) som den snørklede, stejle vej op til Hammer Fyr.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:

http://www.sportbornholm.dk/?Id=2313

/Jacob