Blogsbjerg

Okay, dét er sgu god læserservice:

http://www.fyens.dk/article/2220664

Fyens Stiftstidende har lavet et udtræk af motionsløb på Fyn i 2013. De når op på over 125, og så kalder de det endda kun for “en buket”…

Det viser mindst to ting:

For det første at der efterhånden er virkelig mange arrangementer at vælge imellem for folk, der holder af at pifte deres motion op med nogle oplevelser i selskab med ligesindede. Dejligt!

For det andet fortæller det, at Danskebjerge.dk ikke kan holde styr på alle løb i Danmark. Godt nok har sitet en velbesøgt og opdateret liste med bjergløb, men den fungerer kun optimalt, hvis løbsarrangører og andre melder om nye løb eller løb, der er overset. Og hvis de tipper om ændringer, som har relevans for beskrivelsen af de enkelte løb.

Når man hurtigt løber avisens liste igennem, er der ikke umiddelbart nogen løb, der har en geografisk placering, som siger, hey!, her er der en masse stigninger. Altså ud over de par stykker, som Danskebjerge.dk godt kender i forvejen. Men der er jo det ved det danske landskab, at der kan gemme sig et par bakker eller tre i et terræn, der ellers ikke er kendt for at være specielt kuperet. Og hvis ruten rammer netop de bakker, kan den blive ganske udfordrende – og en egnet kandidat til bjergløbslisten!

Så giv endelig lyd, hvis I hører om nogen spændende løb med kuperede ruter. Og de behøver altså ikke overholde alle kriterier. Forstået på den måde, at listen med bjergløb ikke er alt. Danskebjerge.dk interesserer sig for al motion i bakkede omgivelser og skriver fra tid til anden om det i anden sammenhæng.

/Jacob

Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:

http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/

Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm

Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).

Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.

Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.

/Jacob

Cauberg kan meget vel få afgørende betydning for udfaldet af årets VM i landevejscykling. Faktisk spillede den berømte stigning en væsentlig rolle i søndagens holdtidskørsel, hvor flere hold blev splittet, da det gik opad få kilometer før mål.

Men selvom VM-rutens sidste store udfordring er nok så berygtet, bør den ikke skræmme livet af en dansk cyklist.

Danmark har nemlig adskillige stigninger, der nemt kan måle sig med Cauberg.

Cauberg-stigningen er 1,5 km lang og stiger i snit med 4,7%. Det ville ikke engang række til en Top 10-placering i Danmark.

Heller ikke den maksimale stigningsprocent er ekstrem efter danske forhold. På det stejleste sted stiger Cauberg med ca. 12%. Det overgås af en del rød-hvide bakker. Eksempelvis af Munkebjerg ved Vejle: Munkebjergs maksimale hældning er 16%, og den har både flere højdemeter og en skrappere gennemsnitlig stigningsprocent.

Når Cauberg alligevel kan bære sit ry med stolthed, hænger det selvfølgelig sammen med stigningens placering i de utallige løb, den har indgået i. Af disse er Amstel Gold Race mest kendt. Efter godt 250 kilometers hård kørsel er rytterne godt stegt, og når terrænet stiger, er det slut med bare at sidde med på hjul. Her er det de overskydende kræfter i benene, der afgør, hvor hurtigt man kan træde på de sidste meter op ad bakken.

Philippe Gilbert er blandt de senere års mest profilerede vindere af Amstel Gold Race, og sejren i 2011 kan han i høj grad takke Cauberg-stigningen for. Det var den, han udnyttede til det sidste afgørende angreb på konkurrenterne.

Se hans triumf og fanklubbens vanvittige reaktion her:

http://youtu.be/USsBoX3VRR0

Afslutningen ved VM adskiller sig dog lidt fra finalestrækningen i Amstel. Målstregen ligger nemlig ikke på toppen af Cauberg, men derimod lidt længere fremme. Det gør, at den, der kommer hurtigst op ad Cauberg, ikke er sikker på sejren – andre kan nå at komme op bagfra. Måske en Matti Breschel?

/Jacob

Motionsløbet Etape Bornholm er et af de helt store danske løbearrangementer. Løbet er blevet en fast tradition, og det betyder ikke bare tusinder af deltagere, men også masser af tilskuere og omfattende regional tv-dækning.

Højdepunktet, sådan rent sportsligt, er kongeetapen, som er den næstsidste af de fem etaper. Ruten ligger ved Hammeren og når omkring adskillige kendte lokaliteter, bl.a. Hammershus, Salomons Kapel og et stort granitbrud. Danskebjerge.dk fik lejlighed til at teste ruten, og selvom formen ikke er i top, var det en god oplevelse.

Man kan sige, at der er tale om et klassisk dansk bjergløb – mest på stier og med stigningerne placeret i tilpas afstand. Ruten starter lige på og hårdt med en stigning, der er stejl i starten, så har den et lille fladt stykke på asfalt, og så går det ellers opad igen ad grusvej til et stenbrud. På nedturen passeres Hammershus, og herefter følger et længere fladt stykke langs Hammer Sø. Først ved stranden ved Sandvig – tæt på Bornholms nordligste punkt – nås løbets anden stigning, som ligger i flot natur, og som er af moderat sværhedsgrad. På nedstigningen kan man nyde formidabel udsigt ud over Østersøen, og fremme ved kysten kommer du forbi ruinen af Salomons Kapel. Kort efter går det opad mod fyret. En perfekt opløbsstrækning, hvis formålet altså er at være grum ved løberne, og det er vel formålet med et bjergløb. 🙂 Oppe ved Hammer Fyr kan man igen ånde ud og få pulsen lidt nedad.

Undertegnede kom til at løbe lidt forkert oppe ved stenbruddet, så turen blev nogle hundrede meter længere end beregnet. Det er dog peanuts i sammenligning med, hvad deltagerne i Etape Bornholm udsættes for. De har jo – når de står ved startstregen – allerede løbet tre etaper de tre foregående dage. Set i det lys er kongeetapen en særdeles barsk omgang.

Læs mere om Etape Bornholm og om andre fede danske bjergløb på www.danskebjerge.dk.

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er fra de sidste meter af opløbsstrækningen 26. juli 2012. Tilskueropbakningen var massiv, hvilket formentlig også skyldes, at mange pårørende til deltagere tager opstilling langs ruten.

Årets DM fandt sted ved Hammel på en rute, der gav masser af splittelse i feltet og dermed stor spænding.

Årsagen til succes’en var, at ruten var lagt i et stærkt kuperet landskab – med Pøt Mølle-stigningen som højdepunkt.

Det virker indlysende, at man skal lære af årets DM og prøve at finde ruter af samme hårdhed til de fremtidige mesterskaber.

Danskebjerge.dk står klar med et forslag: Vejene rundt om Maglesø syd for den sjællandske by Holbæk.

Her er der en rundstrækning, der ligesom rundstrækningen ved Hammel er ca. 10 kilometer lang. Og Maglesø-ruten har omtrent samme antal højdemeter som sit jyske modstykke. Bakkerne er lidt kortere, men til gengæld er der lidt flere af dem, så det er en ret teknisk rute. Og så ligger den i noget natur, der i skønhed sagtens kan måle sig med området omkring Pøt Mølle.

Alt i alt en mulighed, som DCU bliver nødt til at overveje!

Læs mere om Maglesø-landskabet her.

Eller har du selv andre forslag til, hvor man kunne lægge en fremtidig DM-rute?

/Jacob

P.S.: Billedet viser Tjørnedevej ved Maglesø – det midterste stykke stiger med 9% i snit.

Danskebjerge.dk har modtaget disse gode betragtninger fra Troels V. Nielsen:

“Højen Skovvej-bakken vs. Sandagergård-bakken”

Ved U23 DM i landevejscykling i Vejle, havde jeg muligheden for at
besigtige to af rutens store bakker:

Den ene, en meget lang bakke som
stiger jævnt med et genm. på 8% og med 65 højdemeter, op til Højen.

Den anden; færre højdemeter, men en meget ujævn stigning. Stejl i flere “trin” ved Sandagergård.

Jeg startede på Højen Skovvej. Allerede fra starten hang mange ryttere,
og flere røg af feltet. Der blev aldrig rigtigt rykket på bakken,
rytterne holdt et fast jævnt tempo, som om der var en enighed. Mens
feltet kom op ad stigningen 2. og 3. gang, blev det i flere mindre
grupper.

Efter 3. omgang, gik jeg mod Sandagergård bakken.

Grupperne kom op ad bakken, og flere af rytterne i de mange grupper
rykkede i front. Jeg oplevede en enkelt rytter prøve at hænge på, men
han stod derefter totalt stille og slingrede mens han fik luften igen.
Generelt var en del ryttere i krise, bagerst i hver eneste mindre gruppe
på Sandagergård.

Min konklusion er måske, at Højen Skovvej
trætter meget på hver omgang, men at Sandagergård-bakkens unikke
“trin-kvalitet”, bryder pulsen og rytmen, når der bliver rykket. Og at
det som ødelægger rytteren, er hvis kørelsen konstant ligger på grænsen
og gang på gang overskrider den.

Rytterne led på Højen Skovvej, men posen blev rystet på Sandagergård.

Så er det store tilbageblik på Giro’en udkommet på Danskebjerge.dk.

Bemærk ikke mindst Giro-filmen:

http://www.youtube.com/watch?v=P1wDVuoQcBI

Du kan se den i sin helhed eller spole frem til de steder, du er mest interesseret i at (gen-)se.

Det særlige ved filmen er, at den 100% beskriver Giro’en fra tilskuernes synsvinkel.

Giv den gerne en “thumbs up”. 🙂

/Jacob

Så er årets Giro d’Italia ved vejs
ende. En Giro, der som bekendt havde et kraftigt rød-hvidt islæt.
Hele tre etaper foregik i Danmark – med Herning og Horsens som
primært omdrejningspunkt.

Men selvom man absolut må rose både
initiativtagere og løbsarrangører for at have virkeliggjort et så
stort projekt, så er der grund til en vis ærgrelse: Den sportslige
spænding udeblev, og man forsømte at fremhæve de mindre kendte
sider af den danske natur. Resultatet er formentlig, at det danske
kapitel i Giro-historien ret hurtigt bliver glemt.

Fejlen lå i designet af ruterne.
Selvfølgelig indgik der ingen store bjerge, for de findes ikke
rigtig på disse breddegrader. Men hvorfor man på samtlige tre
etaper fravalgte næsten alt, hvad der hed bakker, er mig stadig en
gåde. Der er ikke så mange steder i Danmark, hvor terrænet for
alvor kan udfordre toptunede ryttere, men det kan det faktisk i det
midtjyske. Og jo mere udfordrende terrænet er på en rute, desto
større er chancerne for, at løbet ender med andet end en
massespurt.

Men netop sådan endte det på både 2.
og 3. etape i Giro d’Italia: Et samlet hovedfelt hamrede ind mod mål,
og vinderen blev den, der kunne træde hårdest på de sidste meter.
Eller som undgik styrt. For det er jo konsekvensen af rutevalget på
de danske Giro-etaper: De dramatiske højdepunkter bliver ikke af
egentlig sportslig art, men kommer til at handle om, hvem der mon
brager ind i barrieren næste gang eller bliver ramt af konkurrentens
hjul og havner i asfalten.

Desværre er alt dette blot en
gentagelse af, hvad der skete med VM i København sidste år. Ruterne
er for nemme, og styrt bliver derfor de mest afgørende hændelser i
løbene. Jeg synes, dette bør vække til eftertanke hos danske
løbsarrangører.

Jeg kender godt argumenterne for
rutevalget.

Først og fremmest handler det om
økonomi. Dem, der betaler gildet, vil have noget til gengæld.
Nemlig ved, at de bliver profileret udadtil. Det er helt forståeligt.

Jeg vil bare mene, at man profileres
bedst, hvis det arrangement, man finansierer, også vækker
begejstring hos dem, der ser på det. Tænk, hvilken værdi det ville
have, hvis millioner af tv-seere nu sad tilbage med oplevelsen af, at
Danmark faktisk har et landskab, der kan udfordre selv de skarpeste
professionelle cykelryttere? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at
man kunne have gjort mindst én af de danske Giro-ruter betragteligt
hårdere og mere spændende, end tilfældet var, uden at logistikken
ville have lidt under det.

I stedet har dette års Giro fasttømret
en fordom: Danmark er fladt og en lille smule kedeligt.

/Jacob

På billedet ses feltet komme ind i Herning på 2. etape. Den efterfølgende rundstrækning skabte ikke yderligere spredning, og det blev derfor til den ventede massespurt – med den ventede vinder – og de ventede styrt.

I det hele taget har der været overraskende få overraskelser indtil videre. Lad os få nogle på den sidste danske etape mandag. 🙂

Folket og cykelstjernen. På Torvet i Herning kunne man under enkeltstarten lørdag komme helt tæt på rytterne.

/Jacob

Så er der kun et døgn til, at Giro d’Italia skydes af sted. Og det foregår på dansk grund. Tænk, at det skulle ske. Respekt til de folk, der fik besøget i stand.

Sportsligt set skal man ikke forvente det helt store. Med mindre man elsker massespurter og hårfine afgørelser. Man kan vel med stor sandsynlighed forudse følgende udfald:

– 1. etape: Enkeltstarten vindes med en margin på et par sekunder.

– 2. etape: En dansker forsøger at blande sig i bakkespurten i Lemvig. Ellers samlet felt til opløbet i Herning. Et enkelt styrt på rundstrækningen og så ellers sprinteropgør på H.P. Hansensvej.

– 3. etape: Forløber som 2. etape. Et styrt eller to undervejs. Danskermarkering i et enkelt udbrud.

Ifølge de seneste dages vejrprognoser bliver vinden ingen væsentlig spiller nogen af dagene. Og da der også er udsigt til ret tørt vejr, bliver rundstrækningerne i byerne heller ikke nogen specielt farlig og dramatisk affære.

Det kunne være sjovt med et angreb, der kommer bag på feltet, men jeg har utroligt svært ved at se, at det skulle kunne holde helt frem til målstregen.

Min opfordring: Gå ikke for meget op i det sportslige, men nyd atmosfæren – fra lægterne eller i sofaen foran tv’et.

Danskebjerge.dk er selvfølgelig tilskuer til alle tre etaper. Jylland here we come! 🙂

/Jacob

P.S.: På Danskebjerge.dk finder du de informationer, du skal bruge om ruterne.