Blogsbjerg

Anden etape i årets Tour de France byder på en række stigninger, der alle har det til fælles, at de er kortere end 5 kilometer, men samtidig stiger med mere end 6 procent.

Dermed er etapen symptomatisk for den udvikling, der har præget stigningerne i Touren i de senere år. Udviklingen går mod kortere stigninger, der til gengæld er stejlere.

Hjemmesiden Danskebjerge.dk har sammenlignet alle Tour-stigninger fra årene 2012-2014 med stigningerne i perioden 2006-2009. Og her er  tendensen klar.

På tværs af alle kategorier af stigninger – fra “udenfor kategori” og ned til kategori 4 – er der sket en øgning af stigningsprocenterne. I 2006-2009 lå procenten på 5,8 i gennemsnit, mens den i 2012-2014 er vokset til 6,6 procent. Længden er derimod faldet. Før var en gennemsnitlig stigning 9,4 kilometer lang. Nu er den 7,8 kilometer.

Etapen mellem York og Sheffield er i særlig grad eksponent for udviklingen. Samtlige 9 stigninger på etapen er kortere end gennemsnittet for Touren 2012-2014, og 7 af de 9 stigninger er stejlere end gennemsnittet.

Etaper som denne sammenlignes ofte med klassikerløbene, og det er ikke helt forkert. Klassikerne er netop kendetegnet af relativt korte, men stejle stigninger. Den sidste, særdeles stejle stigning på anden etape – Jenkin Road – er da også meget sammenlignelig med de såkaldte mure fra klassikerløbene, hvor stigningsprocenterne kortvarigt når op over 20.

Læs meget mere om Tour de France-stigninger her.

/Jacob

Det kan godt være, at tyskerne var i overtal, dengang de stormede skanserne ved Dybbøl. Men det har nu alligevel været sin sag at nå uskadt helt til toppen af bakken. Det ved jeg, for i går skulle jeg bestige den hele tre gange.

Dybbøl Banke med den ikoniske mølle er en central del af ruten i 1864-Løbet. Et løb, der efterhånden er blevet en traditionsrig motionsevent. Og popularitet vokser år for år. Så meget, at planen om at snige sig op på 1864 deltagere her i 150-året for slaget gik i vasken – det antal nåede man nemlig mange måneder inden startskuddet lød!

Og a propos startskud så blev det foretaget af et par soldater klædt i autentisk mundering fra dengang og naturligvis med et rigtigt 1800-tals gevær.

Løb med indbyggede oplevelser
I det hele taget lykkes arrangørerne rigtig fint med at gøre løbet til et temaløb. På de længere distancer kommer man både gennem udstillingslokalerne på Sønderborg Slot, man kryber af sted langs pallisaderne på Historiecenter Dybbøl Banke, og ja, så har man som sagt den “fornøjelse” gentagne gange at skulle ned og op ad de historiske skråninger, hvor så mange unge mænd måtte lade livet i 1864.

Det var halvmaratonløberne, der blev udsat for det hårdeste program. En formildende omstændighed var, at de sidste par kilometer skulle løbes på et let faldende terræn, så man kunne indhente lidt af det forsømte. Igen et element, der i al sin enkelhed bød på et historisk vingesus: Da skanserne var stormet, flygtede de overlevende danske soldater netop ned ad denne bakke for at komme i sikkerhed i Sønderborg by.

Enkelte faldne, men ikke noget alvorligt
I øvrigt var der også et par stigninger på den del af ruten, der ligger på den anden side af Alssund. Værst var den, de lokale kalder “Mini Alpe d’Huez” – en asfalteret sti, som snor sig op ad en bakke i Sønderborgs nordlige ende. Stigningen var placeret forholdsvis tidligt på ruten, men var med til at trække kræfter ud, også fordi der under hele løbet var bragende solskin, 20 grader og kun svag vind.

Strabadserne kostede vist et par “faldne” blandt deltagerne, men ikke værre, end at de kom til sig selv igen efter assistance fra Røde Kors-afdelingen. Røde Kors stod faktisk også for et indslag i selve arrangementet, idet de stillede med et autentisk feltlazaret.

Nutidig glæde i historiens skygge
Ramte alt plet? Nja, der var et kiks med ruteanvisningen, lidt før Kong Christian X.’s Bro skulle krydses anden gang. Jeg havde før løbet hørt, at der manglede hjælpere, så måske var dét forklaringen. Et skilt med en pil kunne have været løsningen, tænker jeg. I stedet var der enkelte uheldige løbere, der mistede lidt tid, før fadæsen blev opdaget.

Men der var jo trods alt ingen, der døde! Modsat 18. april 1864 var der denne søndag masser af glade danskere ved Alssund, da det hele var overstået. Ja, og tyskere, ikke at forglemme. Arrangørerne er begyndt at markedsføre sig mere i Tyskland, og det er da en fantastisk idé at skabe mere dansk/tysk sammenhold med en begivenhed som denne.

/Jacob

Det er faktisk et par hårde norske UCI-cykelløb, som de danske ryttere har domineret i denne uge.

Hadeland GP, hvor Rasmus Guldhammer og Lasse Bøchmann sluttede hhv. 1 og 2, er blevet sammenlignet med en belgisk éndagsklassiker, fordi ruten er så kuperet. Jeg havde sidste sommer selv lejlighed til at besøge den stejleste stigning på Hadeland GP-ruten, nemlig bakken på Knestanggate (se billedet). Flere steder nævnes, at den stiger med op til 20%, men mine målinger viste, at tallet faktisk er 25,5% (med en enkelt måling, der viste lidt mere).

Dermed er Knestanggate lige så stejl som Christian Winthersvej i Vejle, Danmarks stejleste gade.

Ringerike GP er heller ikke nogen walk in the park, men også her blev det i år til dansk sejr, denne gang ved Magnus Cort. Cort er tydeligvis bygget til de klassikerlignende ruter. F.eks. vandt han også den barske Odsherred-etape i Post Danmark Rundt i fjor.

Se video fra stigningerne i sidste års Hadeland GP her:
https://www.youtube.com/watch?v=9-2KvMWcKUw

/Jacob

Det er uden tvivl Danmarks mest historiske bakke, der skal bestiges, når startskuddet lyder i Sønderborg den 25. maj.

Løbet hedder 1864-løbet, og det navn fortæller, hvad det handler om: Eventen skal sætte fokus på dengang, da den danske hær tørnede sammen med en preussisk-østrigsk i netop dette område.

Mest kendt i den sammenhæng er Dybbøl Banke, hvor skanserne blev stormet i april 1864. Og derfor er bakketoppen med på ruten, uanset om du vælger 6 km eller kvart- eller halvmaratondistancen.

Ifølge løbets hjemmeside er stigningen 2,3 kilometer lang og byder på 62
højdemeter. En ganske strabadserende strækning for en løber. Men inden
man som deltager får alt for meget selvmedlidenhed, skal man tænke på de
soldater, der for 150 år siden kæmpede for deres liv på dette sted.
Mest berømt er 8. Brigade, der blev sendt afsted i et drabeligt
modangreb, kort efter at skanserne var faldet. Brigaden fik kæmpet sig
op til Dybbøl Mølle og bidrog trods store tab til, at andre danske
soldater nåede at flygte ned ad bakken i modsat retning.

(Se også Danskebjerge.dk’s kort ovenfor, hvor 1864-løbets kvartmaratonrute (lyserød linje) er forsøgt tegnet ind på et gammelt militært kort, der viser den danske hærs positioner og skanser umiddelbart før stormen på Dybbøl.)

Ud over selve stigningen op til Dybbøl Mølle indeholder ruten også et
besøg på Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke. Man kommer
desuden forbi et vaskeægte lazaret, ligesom man i Sønderborgs gader kan
støde ind i bevæbnede soldater i 1800-tals uniformer.

1864-løbet blev afviklet første gang tilbage i 2011. Men årets udgave er alligevel noget særligt, fordi det er 150-året for krigen. Så arrangørerne håber på ekstra mange deltagere, samtidig med at der er skruet op for markedsføringen i Tyskland.

Undertegnede er selv tilmeldt årets løb og glæder sig til at mærke historiens vingesus!

/Jacob

Syv
en halv million højdemeter. Så meget vil der samlet set være
tilbagelagt, når deltagerne i næste søndags Grejsdalsløb kommer i
mål. Et tal, der er højere end ved noget andet kendt
motionsarrangement i Danmark.

I
alt 4500 ryttere stiller til start ved det bakkerige Grejsdalsløb.
De fleste af dem har valgt 135 kilometer-distancen, hvor de 2000 mænd
og kvinder hver især skal overvinde højdeforskelle på 1500
lodrette meter. Det er dermed også den distance, hvor feltet samlet
set skal bestige flest højdemeter, nemlig svimlende 2,94 millioner.

Tallet er beregnet ud fra informationer på løbets hjemmeside – med
de små forbehold, der skal tages i den forbindelse.

Grum rute med 2500 højdemeter
Godt
1100 andre har tilmeldt sig den grusomme 220 km-rute med endnu flere
stigninger og dermed endnu flere højdemeter: lige omkring 2500. Det
giver i alt 2,85 millioner højdemeter – hvis altså alle deltagere
har kræfter nok i benene til at nå i mål.

Når
de tre øvrige distancer i Grejsdalsløbet lægges oveni, lander man
på lidt over 7,5 millioner tilbagelagte højdemeter. Det svarer til
små 7.000 enkeltture op ad den berømte Alpe d’Huez-stigning, der
kendes fra Tour de France.

Til
sammenligning bliver der ved Aalborg Brutal Marathon, som af
Danskebjerge.dk er kåret som Danmarks hårdeste maratonløb, i alt
overvundet 163.000 højdemeter. Altså blot en brøkdel af, hvad
deltagerne tilbagelægger ved Grejsdalsløbet, hvor de fleste ruter
naturligvis også er en del længere.

Ved
det sjællandske cykelløb Sjælsø Rundt er der flere deltagere end
i Vejle, men ruterne er både kortere og fladere.

/Jacob

Hvert år i april indledes rækken af
forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede
cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler
selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix,
Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på
adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig
bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet,
som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer,
og arrangørerne kalder selv løbet for et “crossløb”, hvilket afslører,
at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter – i Aalborg – er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon
er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig
er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark.
Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale
stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de “mure”, der er så
frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen:
Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord.
Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab
ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller
halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix
(der har inspireret til navnet “Helvede i Nord”), men deltagerne
strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde
udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail
på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man
bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets
minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af
disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere
distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet,
der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg
på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen.
Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den
strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig,
når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre
mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb
nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer
deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at
det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller
lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en
afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs
præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden
fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter.
Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i
forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede
konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige
har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk

Hvis man ser på et almindeligt landkort, så gør Kattrupvej ved Tissø i Nordvestsjælland ikke det store væsen af sig. Der er knap nok et sving på vejen, og man kunne få det indtryk, at en cykeltur ad Kattrupvej er en noget ensformig oplevelse. Intet kunne være mere forkert.

Vejen er formentlig den mest puklede asfaltvej på Sjælland. Fra landsbyen Buerup og til Kattrup Gods, der troner på toppen i 72 meter højde over havet, er der hele syv små og mellemstore knolde, der skal bestiges. Så selvom højdeforskellen på bund og top er 63 højdemeter, så er det samlede antal højdemeter 85. Fordelt på 2,5 kilometer landevej.

Nogle steder skal man blot overvinde 4-5 højdemeter, før det igen går lidt nedad. Men et par af knoldene kræver mere end bare en håndfuld pedaltråd. I starten ligger f.eks. en bakke, der stiger med ca. 6% i snit over 250 meter. Den næstsidste bakke har en tilsvarende gennemsnitsprocent, men er lidt længere. Begge byder på 11-12% i maksimal stigning. (Knolde som disse har generelt en lavere gennemsnitsprocent, end man umiddelbart oplever – det skyldes, at de ret flade stykker i starten og slutningen udgør en forholdsmæssigt stor del af den pågældende strækning.)

Som cyklist kan Kattrupbakken opfattes på to måder. Den ene opfattelse går på, at det er en forholdsvis mild form for bakkekørsel, fordi man ikke skal køre så meget opad, før man igen kan få pusten nedad. En anden måde at opfatte strækningen på er, at den er meget stressende, fordi den kaster pulsen ud i en ren rutsjebanetur, og hvis man har hentet den forankørende på den ene knold, så risikerer man at måtte slippe ham igen allerede på den næste.

Men mon ikke de fleste synes, at en vejstrækning som Kattrupvej er dejligt anderledes. Og hvis de mange knolde lyder skræmmende, så kan man jo også snuppe Kattrupvej i modsat retning. Det kilder i maven!

Se kortet over strækningen her. Der er indtegnet to strækninger, hvor den lilla er en strækning, der starter på Fælledvej. Kører man ad den vej, skal man i alt bestige 115 højdemeter. Og her en film med hældningsprocenterne!

/Jacob

P.S.: Kortet ovenfor er udformet af Danskebjerge.dk på baggrund af data fra Geodatastyrelsen.

Da jeg forleden besøgte Rebild Bakker i det nordlige Jylland, satte jeg mig for at gøre det så hårdt for mig selv som muligt. Nemlig ved at løbe en tur, hvor jeg vred et maksimalt antal højdemeter ud af terrænet. Eneste kriterie var, at det skulle foregå på stier eller veje, og at ruten skulle være en rundstrækning, altså med start og slut samme sted og uden “genbrug” af strækninger.

Det første kriterie kneb det med at opfylde, for de stier, som fremgik af det medbragte kort, var til tider svære at følge. Nogle steder druknede de nemlig i et tykt lag af nedfaldne grene og visne blade. Og samtidig er vi så tidligt på sæsonen, at der ikke har været nok løbere ude og trampe stierne til.

Så det blev lidt af en vildmarkstur, men jeg opnåede nogenlunde, hvad jeg ville: Rundstrækningen var lige knap 5 kilometer lang og bød på tre stigninger med i alt 195 højdemeter (ifølge højdekorrigerede data fra Garmin Connect). Hårdt? Ja.

Det er kun meget få steder i Danmark, at man kan finde en rute med så tæt koncentration af højdemeter. Det lille løb Glarbo Highland Trail, hvis rute ligger i Silkeborg-skovene, byder dog på en 7 kilometer lang rute med 500 højdemeter. Den rute håber jeg snart selv at kunne tjekke ud. Den kunne være et godt bud på Danmarks mest kuperede løberute!

Jeg vil dog indtil videre påstå, at Rebild Bakkers natur har en lidt større oplevelsesværdi. I det åbne er man omgivet af lyng og hårdføre buske, der kan tåle at stå i den næringsfattige jord. Og inde i skoven møder man sært formede træer og ikke mindst stejle slugter, der fører ned mod bunden af Lindenborg Ådal.

Et landskab, der helt klart er værd at besøge, hvis man er til bakkeløb i betagende omgivelser.

Store dele af Rebild Bakker er i øvrigt også særdeles velegnet til mountainbike, men den rute, jeg løb, ville nok være problematisk at cykel på – pga. en del trappetrin!

/Jacob

Ja, okay, her kan Danmarks stejleste gade ikke helt være med…

Stigningen, der lagde asfalt til opløbet i dagens etape i
Tirreno-Adriatico, er angiveligt den stejleste i hele Italien. Der er
ikke helt konsensus om, hvor grum Muro di Guardiagrele egentlig er,
men en af de mere konservative opgørelser siger 22,2% i snit over
610 meter.

Det er ganske vist kun marginalt stejlere end Christian
Winthersvej (billedet), hvis man tager stykket mellem Jellingvej og Gl.
Kongevej. Men Muro di Guardiagrele er næsten fire gange længere –
og har tilsyneladende også en højere maksimal stigningsprocent (ét
sted står der
30%).

Se de afgørende øjeblikke på italienermuren her:

http://www.youtube.com/watch?v=kN1BUAv4fdI

/Jacob

Hvis du er på udkig efter nye træningsruter, så sæt din lid til vinteren. For tiden er der
nemlig frostvejr døgnet rundt, og dermed dannes der is på søerne.

For mig står en løbetur på en isbelagt sø som et af højdepunkterne i en i øvrigt mørk tid. Der
er noget fascinerende ved at lade fødderne sætte af og lande oven på noget, som ellers kun Jesus hævdes at kunne betræde. Og så giver det et helt nyt perspektiv på et landskab, når man kan betragte hele sceneriet fra uvante vinkler.

Men hvornår tør man? Lige så smuk en oplevelse det kan være at løbe på en sø, lige så farligt kan det
være. Få centimeter under dig lurer det farlige iskolde vand.

Hvis det er en populær skøjtesø, så skal mit enkle råd være, at man følger i hælene på de andre. Det
kan måske lyde lidt kynisk, men sagen er, at hvis du ser andre bevæge sig rundt ude på søen uden at falde i, så kan du også roligt gøre det. Eller du kan følge de fod- eller skøjtespor, som andre har efterladt, hvis der altså er sne på søen.

Nu er det jo bare ikke alle søer, der er lige befærdede, så hvis du vil ud på isen, kan du komme ud for at være den første. Her er det blot vigtigt, at du i forvejen har lidt kendskab til søen og dens nærmeste omgivelser. Især vandløb kan være lumske, fordi de ofte er relativt varme. Det betyder, at isen er tyndere ud for disse vandløb.

Et andet forhold er søens dybde. Lav vanddybde betyder, at der hurtigt kommer et tykt lag is på den. Er
søen dyb, så er der mere vand, der skal varmes op, og så går der længere tid, før isen er tyk nok. Samtidig kan søen være meget udsat for vind. Det øger bevægelsen i vandet og forsinker isdannelsen. Samme virkning har kraftig strøm.

For nylig skrev en læser til Dmi.dk og gjorde opmærksom på, at der på hans fødeegn findes en gammel
talemåde, der hedder, at når Tystrup Sø kan bære en krage, så kan Sorø Sø bære hest og vogn. Det betyder selvfølgelig, at isen har sværere betingelser på Tystrup Sø end på Sorø Sø – selvom der kun er få kilometer imellem dem. Vigtige faktorer her er, at Tystrup Sø er næsten dobbelt så dyb, og at der
er ret kraftigt gennemløb, fordi søen er en del af Susåen.

Få timer før dette blev skrevet, konstaterede jeg, at noget af det samme gør sig gældende, når man sammenligner Sorø Sø med Tuel Sø. De to søer er faktisk forbundne – via den noget mindre Pedersborg Sø -, og alligevel er der lige nu is på hele Sorø Sø, mens Tuel Sø er næsten isfri. Det hænger sammen med, at Tuel Sø har været mere udsat for den kraftige østenvind, samtidig med at søen er noget dybere.

/Jacob