Blogsbjerg

Hvert år i april indledes rækken af
forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede
cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler
selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix,
Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på
adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig
bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet,
som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer,
og arrangørerne kalder selv løbet for et “crossløb”, hvilket afslører,
at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter – i Aalborg – er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon
er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig
er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark.
Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale
stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de “mure”, der er så
frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen:
Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord.
Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab
ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller
halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix
(der har inspireret til navnet “Helvede i Nord”), men deltagerne
strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde
udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail
på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man
bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets
minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af
disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere
distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet,
der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg
på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen.
Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den
strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig,
når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre
mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb
nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer
deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at
det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller
lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en
afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs
præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden
fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter.
Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i
forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede
konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige
har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk

Hvis man ser på et almindeligt landkort, så gør Kattrupvej ved Tissø i Nordvestsjælland ikke det store væsen af sig. Der er knap nok et sving på vejen, og man kunne få det indtryk, at en cykeltur ad Kattrupvej er en noget ensformig oplevelse. Intet kunne være mere forkert.

Vejen er formentlig den mest puklede asfaltvej på Sjælland. Fra landsbyen Buerup og til Kattrup Gods, der troner på toppen i 72 meter højde over havet, er der hele syv små og mellemstore knolde, der skal bestiges. Så selvom højdeforskellen på bund og top er 63 højdemeter, så er det samlede antal højdemeter 85. Fordelt på 2,5 kilometer landevej.

Nogle steder skal man blot overvinde 4-5 højdemeter, før det igen går lidt nedad. Men et par af knoldene kræver mere end bare en håndfuld pedaltråd. I starten ligger f.eks. en bakke, der stiger med ca. 6% i snit over 250 meter. Den næstsidste bakke har en tilsvarende gennemsnitsprocent, men er lidt længere. Begge byder på 11-12% i maksimal stigning. (Knolde som disse har generelt en lavere gennemsnitsprocent, end man umiddelbart oplever – det skyldes, at de ret flade stykker i starten og slutningen udgør en forholdsmæssigt stor del af den pågældende strækning.)

Som cyklist kan Kattrupbakken opfattes på to måder. Den ene opfattelse går på, at det er en forholdsvis mild form for bakkekørsel, fordi man ikke skal køre så meget opad, før man igen kan få pusten nedad. En anden måde at opfatte strækningen på er, at den er meget stressende, fordi den kaster pulsen ud i en ren rutsjebanetur, og hvis man har hentet den forankørende på den ene knold, så risikerer man at måtte slippe ham igen allerede på den næste.

Men mon ikke de fleste synes, at en vejstrækning som Kattrupvej er dejligt anderledes. Og hvis de mange knolde lyder skræmmende, så kan man jo også snuppe Kattrupvej i modsat retning. Det kilder i maven!

Se kortet over strækningen her. Der er indtegnet to strækninger, hvor den lilla er en strækning, der starter på Fælledvej. Kører man ad den vej, skal man i alt bestige 115 højdemeter. Og her en film med hældningsprocenterne!

/Jacob

P.S.: Kortet ovenfor er udformet af Danskebjerge.dk på baggrund af data fra Geodatastyrelsen.

Da jeg forleden besøgte Rebild Bakker i det nordlige Jylland, satte jeg mig for at gøre det så hårdt for mig selv som muligt. Nemlig ved at løbe en tur, hvor jeg vred et maksimalt antal højdemeter ud af terrænet. Eneste kriterie var, at det skulle foregå på stier eller veje, og at ruten skulle være en rundstrækning, altså med start og slut samme sted og uden “genbrug” af strækninger.

Det første kriterie kneb det med at opfylde, for de stier, som fremgik af det medbragte kort, var til tider svære at følge. Nogle steder druknede de nemlig i et tykt lag af nedfaldne grene og visne blade. Og samtidig er vi så tidligt på sæsonen, at der ikke har været nok løbere ude og trampe stierne til.

Så det blev lidt af en vildmarkstur, men jeg opnåede nogenlunde, hvad jeg ville: Rundstrækningen var lige knap 5 kilometer lang og bød på tre stigninger med i alt 195 højdemeter (ifølge højdekorrigerede data fra Garmin Connect). Hårdt? Ja.

Det er kun meget få steder i Danmark, at man kan finde en rute med så tæt koncentration af højdemeter. Det lille løb Glarbo Highland Trail, hvis rute ligger i Silkeborg-skovene, byder dog på en 7 kilometer lang rute med 500 højdemeter. Den rute håber jeg snart selv at kunne tjekke ud. Den kunne være et godt bud på Danmarks mest kuperede løberute!

Jeg vil dog indtil videre påstå, at Rebild Bakkers natur har en lidt større oplevelsesværdi. I det åbne er man omgivet af lyng og hårdføre buske, der kan tåle at stå i den næringsfattige jord. Og inde i skoven møder man sært formede træer og ikke mindst stejle slugter, der fører ned mod bunden af Lindenborg Ådal.

Et landskab, der helt klart er værd at besøge, hvis man er til bakkeløb i betagende omgivelser.

Store dele af Rebild Bakker er i øvrigt også særdeles velegnet til mountainbike, men den rute, jeg løb, ville nok være problematisk at cykel på – pga. en del trappetrin!

/Jacob

Ja, okay, her kan Danmarks stejleste gade ikke helt være med…

Stigningen, der lagde asfalt til opløbet i dagens etape i
Tirreno-Adriatico, er angiveligt den stejleste i hele Italien. Der er
ikke helt konsensus om, hvor grum Muro di Guardiagrele egentlig er,
men en af de mere konservative opgørelser siger 22,2% i snit over
610 meter.

Det er ganske vist kun marginalt stejlere end Christian
Winthersvej (billedet), hvis man tager stykket mellem Jellingvej og Gl.
Kongevej. Men Muro di Guardiagrele er næsten fire gange længere –
og har tilsyneladende også en højere maksimal stigningsprocent (ét
sted står der
30%).

Se de afgørende øjeblikke på italienermuren her:

http://www.youtube.com/watch?v=kN1BUAv4fdI

/Jacob

Hvis du er på udkig efter nye
træningsruter, så sæt din lid til vinteren. For tiden er der
nemlig frostvejr døgnet rundt, og dermed dannes der is på søerne.

For mig står en løbetur på en
isbelagt sø som et af højdepunkterne i en i øvrigt mørk tid. Der
er noget fascinerende ved at lade fødderne sætte af og lande oven
på noget, som ellers kun Jesus hævdes at kunne betræde. Og så
giver det et helt nyt perspektiv på et landskab, når man kan
betragte hele sceneriet fra uvante vinkler.

Men hvornår tør man? Lige så smuk en
oplevelse det kan være at løbe på en sø, lige så farligt kan det
være. Få centimeter under dig lurer det farlige iskolde vand.

Hvis det er en populær skøjtesø, så
skal mit enkle råd være, at man følger i hælene på de andre. Det
kan måske lyde lidt kynisk, men sagen er, at hvis du ser andre
bevæge sig rundt ude på søen uden at falde i, så kan du også
roligt gøre det. Eller du kan følge de fod- eller skøjtespor, som
andre har efterladt, hvis der altså er sne på søen.

Nu er det jo bare ikke alle søer, der
er lige befærdede, så hvis du vil ud på isen, kan du komme
ud for at være den første. Her er det blot vigtigt, at du i
forvejen har lidt kendskab til søen og dens nærmeste omgivelser.
Især vandløb kan være lumske, fordi de ofte er relativt varme. Det
betyder, at isen er tyndere ud for disse vandløb.

Et andet forhold er søens dybde. Lav
vanddybde betyder, at der hurtigt kommer et tykt lag is på den. Er
søen dyb, så er der mere vand, der skal varmes op, og så går der
længere tid, før isen er tyk nok. Samtidig kan søen være meget
udsat for vind. Det øger bevægelsen i vandet og forsinker
isdannelsen. Samme virkning har kraftig strøm.

For nylig skrev en læser til Dmi.dk og
gjorde opmærksom på, at der på hans fødeegn findes en gammel
talemåde, der hedder, at når Tystrup Sø kan bære en krage, så
kan Sorø Sø bære hest og vogn. Det betyder selvfølgelig, at isen
har sværere betingelser på Tystrup Sø end på Sorø Sø – selvom der kun er få kilometer imellem dem. Vigtige
faktorer her er, at Tystrup Sø er næsten dobbelt så dyb, og at der
er ret kraftigt gennemløb, fordi søen er en del af Susåen.

Få timer før dette blev skrevet, konstaterede jeg, at noget af det samme gør sig gældende, når man sammenligner Sorø Sø med Tuel Sø. De to søer er faktisk forbundne – via den noget mindre Pedersborg Sø -, og alligevel er der lige nu is på hele Sorø Sø, mens Tuel Sø er næsten isfri. Det hænger sammen med, at Tuel Sø har været mere udsat for den kraftige østenvind, samtidig med at søen er noget dybere.

/Jacob

Nul grader og kraftig østenvind.

De vejrforhold, vi har for tiden, kan føles helt og aldeles rædsomme, hvis man er typen, der vil ud i landskabet og løbe eller cykle. Men faktisk kan man med enkle midler vende møgvejr til vindervejr. Det var, hvad jeg selv gjorde i dag.

Tricket er dette: Du skal først finde én, der gider give dig et lift. Dernæst kigger du på et kort og finder en vej i nærheden, der ligger øst-vest. Helst i åbent terræn.

Hop ud og løb hjem
Så lader du den venlige sjæl køre ud ad den pågældende vej, indtil du når til et sted, hvor der er en passende afstand hjem. Hvis du er løber, kunne det f.eks. være 5 kilometer, altså stik øst. Herfra har du 5 kilometer hjem – i massiv medvind!

Målet er selvfølgelig at slå din personlige rekord på distancen.

Ja, det er snyd – på en måde. Men tricket kan gøre en dag med trist vejr til en dag med smag af triumf. Og samtidig slipper du for en isnende modvind, der rammer dig som en knytnæve i ansigtet. En medvind af samme kaliber føles derimod som en venlig hånd, som skubber dig fremad og forsyner dig med en ekstra portion selvtillid.

Terrænet kan give ekstra skub
Dagens femkilometer gav mig en rekordforbedring på 13 sekunder, vel at mærke i en periode, hvor min form ellers ikke er i top.

Og tiden kunne have været endnu bedre, hvis medvindsløbet var foregået på en helt flad rute. Eller måske endda en rute med fald undervejs.

Her kunne man have valgt Yding Skovhøj som start. Landevejen fra Yding Skovhøj og ned igennem landsbyen Yding har et forløb, der passer perfekt til dagens vind: Vejen bevæger sig fra øst i en vestlig/nordvestlig retning. Over en strækning på 4 kilometer falder den med næsten 125 højdemeter, hvilket giver en nedadgående hældning på godt 3 procent i snit. Hold da op, hvor kan man få fart på her! Intet andet sted i Danmark findes der en vejstrækning med et konstant fald af samme størrelse. Og tilsæt så den vildeste medvind – det er ren turbo.

Svær at slå
Medvindsløb har dog én ulempe: Det kan give tømmermænd.

Den personlige rekord, du sætter, kan nemlig blive utrolig svær at slå senere hen. Du skal med andre ord tage din nye supertid med et gran salt, og hvis du er et ærligt og redeligt menneske, bør du ikke blære dig over for træningskammeraterne med din stormende toppræstation uden samtidig at fortælle, hvilke forhold den blev opnået under.

/Jacob

Så nærmer vi os et nyt år, og traditionen tro er det anledning til, at Danskebjerge.dk’s bjergløbsliste bliver opdateret.

Samtidig med opdateringen kan vi udpege, hvilke løb der har været årets mest bakkede:

– I kategorien løbeevents med maratondistance genindtog Aalborg Brutal Marathon førstepladsen. Det er sket et par gange før, og konklusionen må være, at hvis man har et godt koncept, så skal man ikke lave det om!

– I kategorien løbeevents med kvart- til helmaraton ligger Salomon Hammer Trail øverst. Løbet var nummer 1 i ovennævnte maratonkategori sidste år, men maratondistancen blev pillet ud af programmet i 2013. Stadig umådelig hårdt, selvom man “nøjes” med 25 km.

– I kategorien løbeevents med distancer op til kvartmaraton (altså under 10,5 km) sejrede Klinteløbet. Løbet ved Møns Klint bliver nok svært at slå af pinden, for selv hvis der kommer et løb med lige så mange højdemeter, så er kombinationen af drilske nedstigninger, en vanskelig stenstrand og til sidst en uhyggelig lang trappe – ja, det er bare en grum, grum udfordring.

To nye løb kom med på listen i år. Det drejer sig om Limfjordsløbet i Hammer Bakker og Aktiv Trænings Bakkechallenge ved Silkeborg.

Limfjordsløbet er et bjergløb med en relativt medgørlig rute, og måske af samme grund har løbet over 1000 deltagere. Det er et løb, der har været afviklet siden 1970’erne, og ruten har været næsten uændret.

Bakkechallenge er derimod et nyere løb. Her er der skruet helt op for højdemeterne, og fordi løbet afvikles i november, kan et mudret underlag være en ekstra modstander. At vinderen – OL-deltageren Jesper Faurschou – kom i mål på en tid, der er ca. en fjerdedel langsommere end hans rekord på distancen, siger lidt om, hvor svær ruten er.

Har du selv løbet et løb, som har en masse højdemeter, men som ikke er på listen? Så kan det være, fordi eventen er meget ny (kun afviklet 1-2 gange), eller fordi der kun er få deltagere. Disse kriterier er indført for at øge sandsynligheden for, at bjergløbslisten kun indeholder løb, som også eksisterer til næste år. Se i øvrigt beskrivelsen af kriterierne under listen.

/Jacob

Hold da helt fest, der er gang i bjergløbene for tiden.

Tag bare den weekend, vi står overfor nu (7.-8. september 2013). Her er der både nye og gamle motionsløb, der alle trækker tænder ud.

Hvis vi starter i den mest hårdkogte ende, så er der lørdag Julsø Ultra Trail ved Silkeborg. Det er et 54 km trailløb, som har premiere i år. Det er garvede folk, der står bag, så der er lagt i ovnen til en stor, men også krævende oplevelse for deltagerne. Vejret ser ud til at blive godt – måske endda FOR godt? Der skal i hvert fald nok hældes noget væske indenbords undervejs. 🙂 Deltagerne skal bl.a. stifte bekendtskab med tvillingebakkerne Sindbjerg og Stoubjerg, der er så stejle, at deres skråninger er forsynet med trappetrin. Ja, og så er der tonsvis af højdemeter andre steder på ruten (se billede).

Dagen efter er der et andet, nystartet bjergløb i samme område, nemlig Glarbo Highland Trail 1000. Her er distancen “kun” knap 15 km, men til gengæld er der skruet voldsomt op for højdemeterne. Ifølge arrangørerne skulle der på den 4,7 km lange rundstrækning, der skal gennemløbes tre gange, være 333 højdemeter. Hvilket altså giver 1000 højdemeter i alt for hele turen. Normalt skal man i Danmark lede længe for at finde rundstrækninger, der har flere end 300 højdemeter pr. 10 km, men her skulle det altså være lykkedes at øge koncentrationen af stigninger og fald til mere end det dobbelte. Det er absolut et løb for bjergentusiasterne, det her.

Weekenden byder også på bjergløb på Fyn og Sjælland.

På Fyn er det klassikeren Alpeløbet, der er på plakaten. Der er tre distancer at vælge imellem – den længste er 10,3 km. Løbet foregår i de Sydfynske Alper – deraf navnet -, og undervejs når man op i næsten 110 meter over havet. Alene på de første ca. 1200 meter stiger terrænet med ca. 55 højdemeter. Løbet finder sted søndag 8. september.

Et andet traditionsrige bjergløb afvikles ved Næstved på Sydsjælland samme dag. Her lægger den store, stejle Mogenstrup Ås skråninger til Seiffert Løbet.

Løbet lever et forholdsvis stille liv og har sjældent meget over 100 deltagere. Men det fortjener mange flere, for ruten er en fantastisk bjergrute. På den længste distance, 8,5-kilometerruten, skal man gennemføre rundstrækningen to gange, og det er en stor udfordring at disponere kræfterne, fordi rundstrækningen på udturen er voldsomt kuperet, mens den på hjemturen er næsten helt flad.

Find selv frem til flere traditionsrige danske bjergløb her:

http://www.danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm

/Jacob

Kunne man forestille sig slutrunder i håndbold uden direkte tv fra Danmarks kampe? Kan man se for sig, at Olsens fodboldlandshold først dukker op på skærmen, flere timer efter at spillerne har forladt grønsværen i Parken?

Nej, vel?

Men sådan er de kedelige realiteter, når det gælder Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed: cykelløbet Post Danmark Rundt.

Det professionelle etapeløb er ellers langt hen ad vejen en folkelig succes. Masser af mennesker hepper på rytterne langs ruten, og mange kan bogstavelig talt stå i egen hoveddør og se feltet suse forbi. Samtidig er løbet en hyldest til det danske landskab og landets mange smukke afkroge. Det kan næsten ikke blive bedre. Jo, altså, hvis der så også var tv på.

Men tv-mæssigt er løbet en sørgelig historie. Og har været det i mange år. Tv-seerne bliver spist af med et etapesammendrag og nogle interview i en lettere forlænget udgave af DR Sporten om aftenen. Der forsøges andetsteds med lidt livestreaming fra et enkelt kamera, men det er vist kun de meget inkarnerede cykelfans, der orker det hakkende og ustabile signal.

Hvorfor står det så sløjt til?

Ja, det hænger tydeligvis sammen med, at begivenhedens tre store aktører er tilfredse med status quo. Danmarks Cykle Union er godt tilfreds med Post Danmark som sponsor. Post Danmark er godt tilfreds med eksponeringen i DR. Og DR er godt tilfreds med omfanget af dækningen, som vist heller ikke ligefrem vælter nogen budgetter.

Men år for år fremstår den nuværende formidling af Post Danmark Rundt som mere og mere utidssvarende. I dag skal sport formidles live, hvis det for alvor skal trænge igennem. Nutidens medieforbrugere gider ikke forskudte sammendrag. En publikumssport som landevejscykling lever af intensiteten og her-og-nu-oplevelsen, og jeg tror, det er de færreste cykelinteresserede, der først orienterer sig om Post Danmark Rundt-etaperne kl. 22 om aftenen. De har modtaget nyheden om etaperesultatet, længe inden DR’s reportage ruller over skærmen. Dermed ender tv-indslagene som visne, spændingsforladte referater.

Jeg kender godt argumenterne for den valgte løsning. Det er noget med økonomi. Og selve produktionen. Det er svært at producere seværdigt tv fra cykelløb, hedder det.

Uden tvivl. Men eksemplerne på, at det alligevel kan lade sig gøre, er mange. I Norge er der masser af live-tv fra sportsbegivenheder af tilsvarende format. Eksempelvis har man i løbet af et par år fået stablet to professionelle landevejsetapeløb på benene, der begge transmitteres direkte på Eurosport.

Og selv herhjemme ser man, at store flerdages-events faktisk kan formidles live. Løberne i motionsløbet Etape Bornholm følges således af TV 2/Bornholm, der ofrer en hel del mandskab og avanceret udstyr på at lave fine transmissioner fra de enkelte etaper. Kvaliteten er selv sagt ikke helt på højde med det, man ser fra Tour de France, men lidt mindre kan altså også gøre det.

Post Danmark Rundt er et arrangement, der inddrager hele Danmark. Og der har aldrig været flere danskere med interesse for cykling. Så det må simpelthen være muligt at skaffe midler nok til en langt bedre tv-dækning.

Måske kunne TV2/Regionerne lave et samarbejde? Eller måske kunne man finde en helt ny, mere pengestærk sponsor? Der er stærkt brug for nytænkning, nye ressourcer og ny tro på, at det store danske cykelløb kan blive en ægte folkelig begivenhed. Som verden er i dag, går denne forankring gennem tv. Og det skal være direkte tv.

/Jacob

Norges hovedstad Oslo er ikke kendt for at have landets højeste bjerge. Men der er til gengæld mange små gader og stræder, og i den sydøstlige del af byen – et stenkast fra fjordkysten – finder man en meget snæver vej, der går op til Kongsveien. Egentlig er det flere veje, der til sammen udgør en skrap, skrap stigning, men stigningen er opkaldt efter den midterste vej, der hedder Brattbakken. ‘Bratt’ betyder stejl, og stejl er den. På det mest skrånende sted er stigningsprocenten over 25. Jeg vil senere vende tilbage med mere præcise data fra de målinger, jeg har lavet.

De forskellige kort og GPS-data er lidt uenige om, hvor stor hele bakken er. Men et norsk topografisk kort siger, at stigningen begynder i ca. 17 meters højde over havet og slutter i ca. 111 moh. Det giver 94 højdemeter. Fordelt på de 750 længdemeter, der skal forceres, giver det en gennemsnitlig stigning på 12,5%. På midterstykket er den gennemsnitlige værdi langt højere.

Blandt de lokale motionscyklister regnes Brattbakken for Oslo bys stejleste gade.

Se bakken på kort her.