Kameraet brokkede sig noget over tusmørket, men jeg nåede da lige at komme til tops på Jernhatten, inden de sidste rester af dagslys forsvandt.
Jernhatten ligger i det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge og overses nok af de fleste turister. Men stien er dog ikke groet helt til, så der må komme mennesker her dagligt.
Det mest imponerende ved stedet er bakkeknoldens beliggenhed klos op ad kysten. Højdeforskellen er meget iøjnefaldende. Jeg tror næsten, at folk med højdeskræk vil kunne mærke det lidt i maven, når de kigger ned ad skråningen.
Kigger man udad, ses en lille mørk stribe ude i horisonten. Det er øen Hjelm, hvis historie bl.a. er knyttet til den navnkundige Marsk Stig. Hjelm er i øvrigt en af de mest kuperede øer i Danmark – med et højeste punkt, der befinder sig 45 meter over havet. Det er kun fire meter lavere end Jernhatten.