Det er altid lidt mærkeligt at se etaper i PostNord Danmark Rundt blive vundet af – for mig – ukendte ryttere. Det plejer heller ikke at ske, men i år har feltet været svagere end ellers, så jeg havde nærmest ventet det.
Desuden skal man ikke glemme, at når danskere fra næstøverste hylde vinder løb uden for landets grænser, så er det vel oftest den samme fornemmelse, som publikum i de lande står med – mens vi herhjemme jubler over præstationerne under fremmede himmelstrøg. Alligevel må man håbe på stærkere ryttere i PostNord Danmark Rundt næste år, både danske og udenlandske.
Fine etaper, men uden bid
I øvrigt var ruterne udmærkede, det samme var vejret, og det var dejligt at undgå de fadæser, der gjorde 2017-udgaven af etapeløbet til en pinlig omgang. Vejle-etapen var som sædvanlig det sportslige højdepunkt, med hård kamp om de potentielt afgørende sekunder, – omend det snart kunne være sjovt at se et udbrud holde hjem på den Kongeetape. Det er efterhånden lidt forudsigeligt med sprinten på sidste tur op ad Kiddesvej.
Der var to nye markante indslag i PostNord Danmark Rundt i år – begge dog med begrænset betydning for selve løbet.
Det ene var 17%-stigningen Skovbakkevej i Aalborg. En lillebror til Kiddesvej, hvor man ikke desto mindre sad tilbage med følelsen af, at den ikke rigtig fik chancen for at gøre en forskel.
Grusvej var godt show
Den anden “nyskabelse” var inddragelsen af den fire kilometer lange grusvej gennem Klinteskoven på Møn. Takket være Mads Pedersens angrebslignende initiativ fik vi et indtryk af, hvad en grusstrækning kan indebære, men ligesom Skovbakkevej var den placeret for langt fra mål til at blive andet end et godt show.
Jeg fik den tanke, at det næsten havde været federe at bytte ruter, sådan at det var enkeltstarten, der havde haft en grusvej eller en bakke à la Skovbakkevej med, mens første etape bare sluttede fladt og traditionelt. En helt flad enkeltstart mangler altså et eller andet. Der er for meget banecykling over det. Selvfølgelig kan vinden være i spil, men blæst er bare pokkers svær at se på tv.
Danmark set fra oven
Tv-dækningen? Herligt med helikopterbillederne fra f.eks. Møns Klint og Dronning Alexandrines Bro. Ja, jeg vil næsten sige, at de billeder fra luften er halvdelen af fornøjelsen ved at se PostNord Danmark Rundt. Okay, det er ikke Tour de France-niveau, og når de forreste ryttere flere gange må overhale tv-motorcyklerne igennem sving, tyder det på, at det ikke er de skarpeste folk, der er hyret til produktionen.
Bakkerne blev som sædvanlig sjoflet. Producerne har for meget fokus på rytterne og for lidt på lokaliteter. Det gør, at f.eks. Gl. Kongevej bliver klippet i stumper og stykker, og man får aldrig et samlet indtryk af stigningen. Når den ligger 50 km fra mål, burde der være plads til at dvæle lidt.
Anyway, det er på en måde kun mindre indvendinger, for til syvende og sidst er live-cykling bare så meget mere cool end et sammenklip.
/Jacob
Fuldstændig enig, – Rubjerg Knude er skøn. Men jeg må indrømme, at jeg ikke lige fik set den del af løbet i tv. Om de havde helikopteren i luften på det tidspunkt, er dog tvivlsomt, da den typisk først var aktiv de sidste ca. 100 km.
Det ville være en flot gestus at tage Svendborg-Fåborg-etapen med i løbet næste år!
/Jacob
Enig i at vandbilleder altid er gode i tv. Må så indrømme at jeg ikke
har set så meget af tv-udsendelserne, men har kørt ruterne i bil. Så min
betragtning angående hvor gode ruterne har været naturmæssigt i 2017
kontra 2018 er set fra bil-vinduet. Jeg ved derfor ikke om man så
Råbjerg Knude i tv (den er vel på niveau med Møns Klint). Den kunne
skimtes fra bilen da man passerede Børglum Kloster.
Det er korrekt at fra bil-vinduet så man intet til klinten. Så det grusstykke virkede bare som at køre i en tilfældig skov.
Det kan så også nævnes at der nærmest var katastrofalt få tilskuere til enkeltstarten i Nykøbing Falster. Ingen tilskurere langs ruten heller. Det område af Danmark er nok blevet overmættet af DCU med cykelløb de senere år.
Fx. var den aflyste etape sidste år virkelig flot mellem Svendborg og Fåborg. Det fik tv-seerne så ikke rigtig at se.
Egentlig var det også dejligt at de sidste 50-60 km til Vejle ikke bare var den sædvanlige rute gennem bakkerne ved Vejle.
Hej JLH. Mange tak for dine kommentarer! Enig med dig i betragtninger vedr. udenlandsk vinder og placeringen af Kongeetapen. Møns Klint er måske det mest spektakulære stykke danske natur vi har, og helikopterbillederne var flotte, så kombinationen med Klinteskoven og klinten var tv-mæssigt god, selvom der ikke er en døjt klint at se på selve grusvejen. Generelt er etaper, der kommer helt ud til vandet, nok de mest iøjnefaldende, så det bør indgå i prioriteringen. /Jacob
Du har så glemt at tage stilling til om det er bedre at have Vejle-etapen (Kongeetapen) på 2. etape fremfor på 3. etape. Jeg synes egentlig det er en fordel, i det den førende rytter efter kongeetapen så skal forsvare trøjen i længere tid. Det bedste ville måske være at have Kongeetapen som sidste etape.
Kongeetapen blev først og fremmest vundet på køreteknik fremfor ren styrke. Det var flot at se på.
Grusstykket var mere hårdt stampet jord. Der var ikke mange løse sten på den vej.
Jeg ser løbet som et løb hvor man ser kommende stjerner. Så jeg finder også at løbet trængte til at man fik en vinder fra udlandet. Om nogle år siger du måske: Tænk det var ham jeg for første gang hørte om i PNDR 2018.
I start- og sikkert også målområdet savnede publikummet ikke nogen kendisser. Chris Anker var rigeligt ombejlet fordi han kørte hans sidste PNDR. Og han virkede som om han nød det.
Ruten i 2017 var naturmæssigt smukkere end her i 2018. Desværre regnede løbet så væk i 2017. Egentlig fandt jeg i år 1. etape naturmæssigt rimelig kedelig (kan være tv-billederne ved vandet har været bedre end langs landevejen).